I have seen something, i follow it, but where does it lead me to? (Camille)

//jeg får et billede senere idag eller i morgen//

Tid: Sent om natten
Sted: På gågaden.
Vejret: Overskyet og mørkt.
Omgivelser: Ødet, og vagter hist og her.

Natten var på sit højeste, som et massivt væsen lagde den sig over hele byen, og de tunge skyer over ens hoveder føltes næsten faretruende lave. Efterårets friske vinde strøg igennem de øde gader, som om dagen var fuldt med liv. Men tro ej at den er livløs om natten, vagter og væsner med skumle gerninger i tankerne vandre på denne tid af døgnet. Man kan ikke vide, hvad der lurer ved hvert hjørne. Derfor går der mange vagter rundt, for at forsvare denne del af byens indbyggerne imod disse skumle væsner. Men hvem siger det er alle der er skumle? Uskyldige kvinder småløber igennem gaderne, for at hurtigst som muligt komme igennem byen og hjem. Gadelamperne med de magiske flammer, som aldrig dør ud, lagde sit bløde rød/gullige lys på gaderne, som bare gjorde skyggerne ekstra dunkel og mørkere. De fleste butikker var lukkede, men der var kroer hist og her med larmende fulde mennesker, som man mindst kunne høre fra en kilometers afstand i denne søvnige by. Nogle væsner jagede her på disse gader, men det var ikke noobs der jagede her. For denne bydel var godt bevogtet af vagter, men tilgengæld kunne man finde ofre af bedre kvalitet, som ung skønjomfruer med deres guddommelige blod, eller så finde den næste slave af god kvalitet og evt få løsepenge ud af slavens familie. Man kunne planlægge så meget her i mørket, her på disse vagtfyldte gader, under disse tunge mørke skyer. Man kunne også begå indbrud, for mange af de butikker der lå her, er butikker af god kvalitet. Smykkeforretning, kæledyrsforretninger med kun god kvalitet, for det var kun de rige der købte ting her. Men alle ved at under denne facade af godhed, ære og forfinelse, så lå der dybere og mørkere ting. Nogle kældre var fyldt med stoffer til byens fine narkomaner, nogle steder kunne man købe småbørn som sexslaver. Det var kun fantasien der satter grænser, hvis man altså havde penge nok..
Men en kvinde gik på denne gade for at nemlig finde hendes bestemte mål. Vagterne patrolerede ekstra på denne store hovedegade, så det var sværere at nå forretningen Alistrons Dyreforretning.

Nogle dage var tilbagelagt, siden hun havde overnattet hos Mina og gennemlevet den vildeste rus og efterfølgende detox. Syner havde leget med hende og flashes af fremtiden brændt sig fast i hendes sjæl.
Drevet...styret af disse brændmærker, vandrede hun omkring i nattens mørke, et mørke der både gav ly men samtidig bar noget truende over sig. Det var lige før hun fortrød, hun ikke havde tigget Aleck om at gå med hende, han havde selv haft et ærinde af en slags, og hun havde ikke ville spørge ind til det, af bar stædighed havde hun ikke ville indrømme den lille knude af modvilje hans ord medførte. Så hun havde bare sagt god tur...og istedet planlagt at det skulle være denne nat, hendes tanker blev omsat til praksis.
Hun skulle finde den dyre handler, og det var nu.
Bevæbnet med et par køkkenknive , fra Alecks køkken og hendes egen Heckler, spændt fast om låret, nærmede hun sig målet for hendes tur.

Camille St. Clair...en smule mere ude af balance end vanligt, klædt i en sort kjole der svøb sig om hendes krop, lange ærmer enkel...kun en tynd række af simili sten der fremhævede den i forvejen slanke talje, pyntede den ellers enkle kjole. Sorte støvler, lidt musketer stil, købt i den lokale bazar og en sort rødhætte kappe ud over, men hætten slået op, så det dækkede hendes lyse hår, der hang i løse lokker ned af ryg og skuldre. Hun burde snart klippes, det var vokset godt den sidste tid.

Nogle vagter passerede nær ved, hun pressede sig så fladt op af muren det var hende muligt, og håbede at mørket ville sørge for resten.

da hun mente banen var klar, drejede hun omkring og havde kurs lige imod dyreforretningen. Hvad der ventede hende der...og hvorfor " skæbnen" havde sendt hende i den retning? She didn´t have a clue.

Lydløst tog hun og puffede til døren, der viste sig låst. Damn...det ville blive tricky at få den åben.Hendes hånd søgte ned i en af kuttens lommer, og hun beamede af glæde da hun kunne trække en llille tynd hårnål ud. "Kom nu lille ven...do your thing for mamma " hun puttede den ind i nøglehullet og lod den rumsterer der, efter lidt tid kom lyden af et tilfredsstillende lille klik, hun puffede til døren og den gled åben.

Hun trådte ind og så sig omkring.
I det mørke lokale, var der hylder,rækker med burover alt.De var spækket med bure og dyr....og var det en Gregers ! Den lignede ihvertfald lidt den drage Mina havde haft.
Langsomt , med lydløse skridt gik hun igennem de lange rækker....usikker på hvad hun skulle kigge efter.

Det lignede en helt almindelig dyreforretning intet skummelt ved den, ude over de triste og længselfyldte øjne som stirrede på hende fra alle de eksotiske dyr., men som hun kunne huske i synet, så var hun gået ned af en kældre. Der var alle mulige slags dyr, både små drager, fugle alt muligt. Flere af dyrene gik en smule amok i deres lidt for små burer, da de så hende. Frustrationen var tydeligt i deres øjne, de ville ud til deres frihed. Men hvis man nærmede sig dem, stak enten lange kløer eller tænder ud af buret og prøvede at nappe hende. De havde ingen anelse, hvorfor de havde fået denne skæbne at være taget til fange, blive holdt i et lille bur, og kun kunne vende engang omkring sig selv. Men så var der flere andre dyr, der ikke kendte andet end til deres lille bur. Hvis man åbnede op til dem, ville de ej forstå de var frie. For de kendte ej til frihed, de var kun født og opvokset i dette lille bur. That was their life, their home.
Nogle af blikkene var også skræmte, det var ikke alle der tacklede det som vrede og frustrationer. Flere af ungerne lå skræmte og som endnu ikke forstod, hvad der skete omkring dem. De vidste ej, hvor deres forældre have været henne.
Men selv i denne elendighed, var der stadigvæk masser af dyr, som meget gerne ville have Camilles opmærksomhed. Hundehvalpe som logrede glad, og da hun kom tæt på nogle, så var der nogle hunde som gøede højlydt. Det var måske ikke det smarteste, når man lige havde begået indbrud. Der var flere døre, som førte til andre rum end lige butikken. Men der var en dør, som havde en stor lås. Det var tydeligt, at ejeren ikke ville have at man gik derned. Man kunne næsten fornemme, at der var en beskidt hemmelighed dernede i kælderen.

Hun måtte øre sig hård.Lukke sit hjerte i, smække døren i hovedet på deres skønne bedende øjne. Dette var større,langt større end friheden for de indespærret dyr, noget andet var på spil.
Hendes øjne fangede døren, med den store lås. Og selv om hver en fibre i hendes krop signalerede DANGER & SECRETS , vidste hun at det var døren hun skulle igennem.
Spørgsmålet var så bare om den lille fikse hårnål, med den fake diamant for enden, kunne gøre trikset igen.Det lignede en langt mere robust een af slagsen, denne lås.
Men hey...hvor intet vover , intet vinder. Så Igen, trak hun den lille nål fra af lommen o lirkede den i låsen..frem og tilbage...og vil i tænke jer...et klik efterfulgte ,igen. Damn, hun var ved at blive helt proff til lysky affære, smilede hun af sig selv.
Med lettere spændte hænder, der have skælven over sig, fik hun vristet låsen af døren og gik inden for.
Hvorfor hun talte, vidste hun ikke selv.Det gav jo ikke mening at nogen skulle svare.
men som altid, kørte Camille i det instinktive gear...og derfor...
" Hallo...er her...nogen?" talte hun sagte ud i det mørklagte rum, der virkede koldt og fugtigt og meget dårligt ventileret.

Hun kunne tydelig fornemme mange væsner her nede i rummet, og rummet stank langt væk af dyr, næsten som om der var store dyr hernede. Lige pludselig lyste det hele op, og hun så lige ind i et bur, hvor en stor grif stod fuldstændigt lænket med bind for øjene, lukket mund og bundet ben og vinger. Lyset var blevet tændt, fordi det var en magisk lampe, som tændte af sig selv, når nogen gik indenfor. Det gule lys fremhævede de dårlige tegn på griffen. Det var tydeligt at den ikke havde det godt. Mange af dens fjer på brystkassen var faldet af, dens fjer var matte og fedtede, og den trak vejret med besværlige åndedragt. Hun så at dette var et stort rum fyldt med masser af burer. Dette var tydeligvis ulovligt, og mange af dyrearterne var truet og meget eksotiske dyr. En sølvmare stod med sine gyldne kloge rovdyrsøjne rettet direkte imod hende. Der var væsner i alle mulige andre former, og det var skrækkeligt at se, især når det var større væsner. MEn i burene var der ikke kun dyr, i nogle af dem var der små satyrbørn, en anden var der en harpy, som er et halvt menneske halvt fulg. Der var også en utrolig høj og meget tynd kvinde med et lidt fiskelignende ansigt. Det var tydeligt at denne dyreforhandler, ikke kun solgte normale kæledyr og eksotiske mennesker og menneskelignende væsner. Men selvom hun stod i dette elendighed og nok havde mere end lyst til at befri dem, så var det tydeligt, at hun ikke havde opnået sit formål endnu. Da hun gik længere, så så hun tydelig nogle øjne der lyste op i mørket, som nok fik hele hendes krop til at gå istå også hendes hjerte. Neonlilla lysende katteøjne kiggede på hende fra mørket af, og sådan nogle lignende øjne, havde CAmille nok ikke glemt endnu, slet ikke endda. Men så rejste personen sig og kom chokeret frem imod tremmerne. Disse øjne tilhørte en ung mand, og selvom Camille nok følte sig total skuffet, så kunne Camille alligevel genkende ham. De ansigtstræk, de bevægelse den måde han var på, de mindede bare så meget om hendes kære savnet veninde Crasie, og mange af de meget pæne maskuline træk i hans krop fortalte, at de kunne næsten ikke nedstamme fra andre en den forførende Isabella. FOrdi hvis Isabella havde været en mand, så ville hun nok ha set præcist ud som ham.

Lige pludselig var der lys, som skar i Cains øjne. Hun kiggede omkring sig, hvornår var det sidst, der var kommet nogen her? 3 dage siden? Han havde ingen anelse, man mistede lynhurtigt sin tidsfornemmelse hernede. Smerten fra piggehalsbåndet som sad omkring hans hals irriterede stadigvæk, det var en sikringsordning, så han ikke forvandlede sig om. Han forventede, at se den fede ejer komme hen med dårlige madrester. Men istedet for var der en kvinde. kvindens sødelige duft fyldte rummet og virkede opkvikkende, han havde en stærkere lugtesans pga sin race. Hans neonlysende katteøjne kunne tydelig se igennem dette mørke, men han havde ingen forventninger. For hvorfor skulle en kvinde komme her og redde dem? hun var sikkert en køber, der skulle se på hendes vare. Men han kunne ikke lade vær med at kigge, den sorte kjole sad perfekt på hende syntes han. Han fulgte hende med sine øjne ind til hun kom foran hans bur. Men så slog det ham som et lyn, denne kvinde var nok den kvinde han allermindst havde forventet af se. Han rejste sig op og gik hen til tremmerne, og mærkede de kolde tremmer imod sin hud.
"Camille?"
Sagde han med et stort spørgsmålstegn. Hvor mange gange havde hans mor ikke vist illusioner af denne kvinde, hvor mange gange havde han ikke set hende have længsel i sine øjne, når hun kiggede ud over skoven. Denne Camille, som havde befriet hans mor fra hendes egne illusioner. Den eneste kvinde som den anden del af hans mor Isabella ville snakke om, selvom hun aldrig havde været sammen med hende. Hvorfor var hun her? Men så slog det ham også. Hans moder havde altid sagt, at dette pigebarn var noget andet, ikke helt menneske. Men nu kunne han tydelig dufte denne ekstra sødelighed, som kun måtte være noget, som kom fra hendes anden afstamning.

Em kvalmende følelse præsenterede sig, de store fabelagtige og prægtige skabninger der stod bagbundet og misrøgtet, var den direkte årsag til hendes lade. Og ja....hun var styret af et større mål, en mere overordnet agenda, hun ikke selv have fået knækket koden på, endnu ! Endnu...!
Men den lille autonome rebel, havde også et ord at ville have indført, og Camille fik med et , et lille flash hvori hun så sig selv spæne omkring og lukke alle dyrene og væsnerne ud af deres fangeskab, ragnarok ville bryde ud i butikken og i de nærtliggende gader...og hun ville være årsagen til balladen. Et stort smil brød frem, men stivnede da hun så direkte ind i et par neonfarvede øjne.
*Crasie* tænkte hun.Det kunne da ikke passe, men inden hendes forhåbninger blev på højde med himmaleja , blev de høvlet ned igen da skikkelsen var en ung fyr.
Camilles bryn trak sig sammen...noget var galt her
.Han...Han mindede jo om dem begge. Hvem VAR han?- det var ikke tilfældigt. HAN var hvad der havde drevet hende herind, mødet mellem de to.
I det samme sagde han hendes navn og standsede næsten hendes vejrtrækning.

"Hvem er du ?" hviskede hun imens hendes hænder lage sig om sluttede sig om tremmerne der holdte ham inde. Hans halsbånd havde hun også bemærket og hun kunne mærke at det var ved at være meget vanskeligt at holde alle indtrykkende ude og ikke blive blødsøden nu, men hun kæmpede !

Han stod lidt måbende i et stykke tid, så rystede han let på hovedet, han var også meget overrasket.
"Undskyld jeg ikke fik præsenteret mig, du kender ikke mig, men jeg kender dig eller jeg har fået fortalt om dig"
Han kløede sig i hovedet og vidste ikke hvordan han skulle snakke videre, og han prøvede også at undgå med at bruge sin evne, til at bare overtale CAmille her til at åbne op for buret for ham.
"Jeg.. Nej min mor har så mange gange fortalt om dig, Du kender da min mor Crasie right?"
Det håbede han på, men som sagt, så havde hans moder intet fortalt om, at denne Camille havde en tvillingesøster, så det måtte være hende.
"Derfor kan jeg genkende dig, da hun som sagt kan det der med illusioner"
Hans blik flakkede rundt, han syntes dette var ultra meget akavat, og så sagde han med en lav stemme., og hans øjne som et kort øjeblik mindede så meget om den kære lille Mira.
"Vil du være sød og åbne buret op please? Jeg føler mig en smule fanget"
Hans hånd søgte automatisk op imod piggehalsbånde med piggene som vendte indad. Han havde helt klart fundet ud af de sidste dage her, hvordan det er at være hund. Men han begyndte også at undre sig, fordi denne Camille virkede næsten som om hun havde troet at han var hans moder? Måske var det derfor, hun havde reageret sådan, sådan både overrasket og skuffet.

Hun lignede en der havde meget svært ved at forstå det talte sprog.
Ved at forholde sig til det fyren diskede op med.
"Du er hendes søn? " hviskede hun næsten og havde lyst til at benægte det, da det hele var for surrealistisk for hende at kapere, men hun vidste det! Hun vidste han talte sandheden, hun kunne se dem begge i ham.Crasie hendes tætte veninde og den smukkeste kvinde Camille havde set, Isabella.

"Selvfølge lukker jeg dig ud nu...undskyld " rystede hun forvirret på hovedet , over sig selv , at lade ham stå derinde var jo uhørt.

" Camille St. Clair...jeg er en rigtig loyal veninde til din mor ...hvad hedder du ?" Spurgte hun imens hendes fingre arbejdede hurtigt og buret åbnede sig ,med en rusten knirkende lyd.
* HVEM er far til ham..og hvorfor har hun intet fortalt *
Camille rakte hænderne mod hans hals , " Må jeg have lov at se?" Sprugte hun tøvende og ville gerne have et bedre kig på det gyselige halsbånd , han var udstyret med.Pigge der vendte indad, det måtte gøre forfærdeligt ondt da.

" Hvad laver du dog her.?....og Crasie! Er hun helt okay ?" Camilles øjne borede sig ind i hans.

Han lagde vægten fra fod til fod, dette var meget underligt. ISær da han sådan set intet havde imod kvinder, men de var bare så tit så kompliceret? Eller i hvert fald sådan som hans mor havde forklaret hende. Måske tænkte han bare heller ikke klart pga mangel på rigtig mad, og det meste mad havde han ingengang spist. Det havde været for klamt. Han nikkede let, da hun spurgte om han var hendes søn.
"Ja det er ej. Faktisk var jeg slet ikke meningen, at jeg skulle ha været født. DA jeg ikke ved om du kan huske det, og om hun overhoved havde fortalt det. Men hun havde jo mistet jo livmoder og det hele. Men efter hun trådte igennem porten, så var det lige pludselig reperaret, uden hun var klar over det"
Sagde han forklarende, han havde generel ikke lyst til at fortælle noget om sin mor, især da hun er så speciel, og hun stadigvæk var hemmelighedsfuld og ikke stolede på folk whats so ever. Men han mente, at på den måde hans moder havde snakket om CAmille, så var Camille til at stole på, og han vidste sådan set heller ikke andet, hvad han skulle sige.
"Men mit navn er Cain"
Da hun åbnede døren havde han allermest lyst til at bare løbe ud, ud i den friske luft istedet for denne indlukket stinkende luft, bare folde sine vinger ud og flyve ud i natten. DA hun spurgte om han måtte se, stod han og så lidt undrende på hende, men trak bare på skuldrene, det måtte hun da godt, men hvad kunne hun gøre? Det krævede en meget speciel nøgle, som ikke kan dirkes med en hårnål. Men så kom han i tanke om noget og sagde spørgende med håb i hans lilla øjne.
"Kunne du ikke noget med telekinese? Der er en lille dims inde i den, som du bare skal få ud, så låser den sig selv op"
længsel efter at få den af var stor, og det var næsten svært at lade vær med at selv tage fat i den og prøve at rive den af. Men som Camille allerede kunne se, så var der røde mærker og nogle sår hist og her fra piggene. Da han i starten havde vågnet op. Men da hun rørte hendes hud, så blev hendes nye evne vækket.

Hun så fra hans vinkel af noget fra hans fortid af. Hun så igennem hans øjne kigge direkte op på Crasie, som sad der med et stort moderlig smil. Hun var sit rigtige jeg, en blanding mellem Isabella og Lillith, og ikke denne lille kvinde som hun normalt altid havde gjort sig selv til. Så sprang de frem i hans fortid og så at han fløj højt over luften, mens Crasie fløj ved hans side i sin varpanter form. Men så sprang igen i tiden og foran Cain stod en hvis halvengel-dæmon som Camille kendte noget til i hvert fald, Sawyer. Hun så dem være omringet af en eller anden form for sorte væsner, og Sawyer tog en genstand og knuste den mens han holdte Cain i armen, og før de forsvandt igennem en port, der så hun Crasie se desperat til, mens hendes søn forsvandt igennem til en anden verden. Men så så hun noget, som tydeligvis måtte være fremtiden. Hun så en lille by, ikke langt fra firewood village, der var masser af bønder der var samlet sammen, de var oprørte, og det virkede som om de var på jagt efter noget. En råbte imellem.
"jeg så denne store kattelignende væsen spise mine kære kreaturer. Vi kan ikke lade den få lov til at slippe fra det, hvad nu hvis den kommer til at æde flere end den allerede har gjort af de 3 af mine ynglings kreaturer"

Så forsvandt synene, men Camille kunne stadigvæk huske dem.
"Hvad jeg laver her?"
Han så fjoget ud og kløede sig i baghovedet.
"Mig og nogle venner kom bare ud i problemer, og så lige pludselig puf, så endte vi i denne verden."
CAin kunne ikke lade vær med at smile, da hun spurgte ind til hans mor. Alt hvad hans mor havde sagt ind til videre var sandt.
"Af det jeg ved af, så har hun det godt fysisk. Men hun er nok ikke glad for at hendes søn er forsvundet"

En let citren løb gennem hende, som en mild grad af strøm.Hendes syner blev skærpet og billederne var mere rene og tydelige.
Det var ikke bare flashes,det var som selv at være tilstede og betragte det ske.
Hun måtte lige sunde sig lidt.Det var muligvis helt normalt for nogen...men for hende, overvældende.
Og hun havde en snigende følelse af at det var mere end bare 'sådan'denne nye evne!
Hun huskede de ord Isabella,englen, havde advaret med, da hun trippede på giften Mina havde givet hende.
Hun så igen på Cain og smilede.
" jo...jeg kan telekinese og en lille filur som den, tror jeg godt jeg kan trække ud, uden uskyldige lader livet " sagde hun med en lidt sort humor.Sidste gang hun flyttede noget med telekinese, var det en stor sten og den landede hun oven på Singals ,nu afdøde hund.
Et stik i hjertet,og hun koncentrerede sig om halsbåndet.Holdte det i sine finger spidser, lukkede øjnene og havde til sidst næsen næsten helt mod hans bryst, imens hun hev og sled i tankerne,for at finde den rigtige dims.Men ...just like that...gik låsen op og halsbåndet faldt til jorden.
" Yes!" Udbrød hun glad over at være til hjælp.

" Vi finder hende!" Svarede Camille oplyftende ,hun måtte bare se Crasie igen og vise at hun havde fundet hendes søn!

" Cain ...vi skal væk nu...men inden .." hun nikkede mod alle burene og håbede han forstod.
Hun gik selv i gang med at åbne for dem og løb rundt...

Hans øjne var store, da han kunne tydelig se, at der skete et eller andet. Hun virkede sådan fjern? Han kiggede omkring sig og på sig selv, så hun noget, han ikke så? Men så snakkede hun igen, og han havde svært ved at lade vær med at trippe på sine fødder. Der var gået for lang tid siden sidst, han ikke havde det på. Man følte sig som et vildt dyr, et farligt eksotisk dyr. Dog kunne han ikke lade vær med at trække en smule på smilebåndet, da han tænkte på, at de havde anset ham som farlig. Så røg den af, og friheden buldrede igennem hans krop, trangen til at forvandle sig om var stor. I hans verden, den verden han var født i. Var han ellers van til at næsten hele tiden være i denne form og ikke i menneskelig. Derfor var det sådan ekstra irreterende, man følte sig ikke udfoldet, ikke sig selv.
"ja vi må skynde os inden"
så opfangede han lyden af skridt der straks havde stoppet brat op. I døren stod en ung kvinde, som var den som skulle fodre dyrene og give dem vand. Hun var selv slave, og han havde prøvet mange gange, at overtale hende til at slippe ham fri, og det havde virket. Men desværre kunne hun ikke få fat i nøglen, og så havde hun lidt af stort samvigtighedsproblem, og så overtalte han hende til, at der ingen grund var til at have samvigtighed over, at han var fanget. Han trådte hurtigt ud af buret og stod så med afslappet holdning og hænderne oppe.
"Stine, du behøver ikke at gøre dette, din mester kan da ikke straffe dig, for at en kvinde bryder ind og lukker alle dyrene ind. Det er absolut ikke din skyld. Hvorfor"
han holdte en kort pause mens han brugte sin evne, det virkede så overtalende på hende. Men det virker bedst, når han har øjenkontakt. Pigens øjne mødte hans lilla lysende venlige øjne.
"hvorfor tager du ikke og hjælper os"
Det var tydeligt i hendes kropssprog, at hun absolut ikke ville hjælpe dem, men da han sagde det, så ændrede hende holdning markant, og det var tydeligt, at hun var overbevist. Det ville måske få Camille til at undre sig. Pigen sagde med en let skræmt stemme.
"jamen min herre"
så brugte cain med en blanding af charme, som camille nok kunne genkende kom fra den kære Isabella. Cain var jo som sagt trænet af mesteren og han havde tilbragt utallige timer på at høre isabellas snak omkring, hvordan man forførte kvinder osv osv. Han gik med rolige skridt, men som også var lidt dominante, sådan for at vise styrke, så hun kunne føle sig tryg. Han lagde to blide hænder på hendes skuldre, og han behøvede næppe en evne for at overtale hende nu.
"tag ud i friheden, hjælp os med at slippe dyrene fri, så bliver du også fri."
pigen tog omkring hendes hals, hun havde et tyndt halsbånd på, problemet var bare, at hun gik for langt væk fra butikken, så ville en gift dræbe hende, andet hvis hun kunne få halsbåndet af. Cain så hen på camille, om hun kunne prøve at få den op.
"vent med at slippe dyrene fri før jeg finder sawyer."
camille ville nok straks kunne genkende det navn, især når hun havde set et syn fra cains fortid, hvor sawyer havde været med i.

Hun studsede da den unge pige kom ind.
Kort tid forinden, da bare lyder af hendes trin kunne høres, var hun næsten kommet i kamp mode, parat til forsvar eller angreb, alt efter hvad der trådte ind af døren.

Hun slappede straks mere af ,da hun så pigen.Hende ville hun let kunne tage ud, hvis det blev nødvendigt.Ingen problemer der.

Men Cain kom hende i forløbet, han kendte tilyneladende pigen, og Camille holdte sig i baggrunden.Stor var hendes forbavselse , da pigen ændrede radikalt mening efter at have set i hans øjne.Der var klart en eller anden evne på spil der.Kunne han manipulerer følelser eller hvad? Og skulle der øjen kontakt til? Forhelvede...lige den slags evner var hun rimelig utryg ved at være i stue med.Han kunne jo frarøve hendes vilje.

Men pigen ,der nu var som blød dej mellem hans hænder, var tilfreds med situationen og ved gud...at se Cain, var som en maleversion af Isabella.Forførende og i kontrol.
Hun så væk, indtil pigens halsbånd krævede hjælp.

" jo selvfølge " mumlede hun og måtte igen gribe om det med begge hænder, for rigtig at få foremmelse for det...og efter lidt tid ,gik også den lås op.Hun mærkede at en hoved pine var under opsejling.Shit...et skod tidspunkt ,det var også når hun ikke slappede af efter at have haft visioner, noterede hun sig.

Cain forsvandt, og hun var ikke helt okay med at skulle vente, uden at lukke nogen dyr ud heller.

Det kunne jo faktisk være en fælle og da Camille ikke, endnu, havde lært at være lydig så begyndte hun så småt at lukke de første dyr ud.
Der blev et kaos efter kort tid, og nogle af dem snappede både efter Camille og efter hinanden.

Åh shute, tænkte hun og håbede at Cain og Sawer snart var tilbage.Det ville blive sjovt at se ham igen, i øvrigt.

Et underligt dyr,halv menneske halvt reptil , kom imod hende og den gule øjne varslede ilde.

" gå..gå med sig...." Forsøgte hun sig, men den reagerede ikke just.
Et irriteret støn slap over hendes læber.

Cain smilte tilfreds, da hun kom hen og åbnede halsbåndet op. Han kunne ej kontrollere folk, eller få dem til noget som helst. Han kunne bare få dem overbevist, men bare fordi man er overbevist, så behøver man ej følge det. Det er ligesom i en diskussion, hvor man ikke kan sige den anden imod. Der kan man vælge om man vil følge vedkommende eller ej. Men så er der folk som hende pigen her, som faktisk gerne vil overbevises, eller som har følelser for det han er igang med at overbevise dem om, det er meget lettere. Han behøvede heldigvis ikke øjenkontakt, men ind til videre virker det bedst. Faktisk havde han personligt ingen anelse om, han kan lide at styrer folk eller ej. Men det store spørgsmål var jo, hvad havde cain i det hele taget lyst til. Cain havde altid været en lidt speciel dreng, en der altid ville være med i andre børns lege, men som alligevel ikke deltog altid. Måske var det hans specielle opvækst, eller havde han også splittet personlighed. Sådan føltes det i hvert fald til tider. Han havde før fået en analyse fra en klog mand, som havde analyseret sig frem til, at han var en mors dreng med rebelske tildenser. Cain fnyste lavt for sig selv, hvordan kan man være en mors dreng og samtidig en rebelsk person?
Lyden af hans hurtigt skridt blev kastet langs gangen, hernede blev det mørkere og mørkere. For det bløde lys kunne ej skære igennem dette mørke. Væsner herinde i disse burer, var blandt andet fanget i helt lukkede bokse. Fra den ene boks lå et tungt mørke omkring boksen, som hans katteøjne, som så lige så godt i dag som nat ikke kunne se igennem. Dyrene reagerede på hans tilstedeværelse, men den blev endnu vildere, da camille havde åbnet op for flere af burene, og han var lige ved at blive trampet ned af en sølvmare, som prøvede at finde den nærmeste udgang. Hans irreteret lave stemme lød ned af gangen.
"kvindemennesker, ikke til at forstå overhovede*
Det mindede ham endnu engang, hvad hans mor havde sagt om denne kvinde. Hans mor plejede at sige, *Hun er en helt igennem sød stærk kvinde, med sin egen rå viljestyrke som bliver ledet af hendes bløde hjerte*.Han fandt, hvad han søgte, men i lige så dårlig stand, som han havde set ham sidst i. Da de var blevet fanget, var sawyer blevet slået i hovedet rigtig hårdt, og han havde ikke vågnet endnu. Fordi hvis han havde, så havde han jo bare brugt sin evne og ændret hans krops struktur, så han kunne komme igennem tremmerne. Der lød høje knald, da han sparkede låsen op. Hånden blev hurtigt sat foran sawyers næse, og man kunne stadigvæk mærke åndedrættet. Cain åndede lettet op, så kunne det vel ikke være helt galt vel? Han løftede Sawyer op i hans arme og smed ham over den ene skuldre. Han kunne prise sig lykkelig for, at han som regel altid bare har levet i naturen, hvor det krævede, at man var fysisk stærk. Fordi ellers havde han haft store problemer nu, især da Sawyers vinger var ude og gik i vejen, og han havde stadigvæk de små horn i panden og halen hang slap ved sin side. Cain håbede virkelig på, at ingen dyr eller heste brasede ind i ham, når han gik ud nu. Hans skridt som lød endnu tungere pga vægten kom nærmere på Camille. Men så opdagede Cain det reptilvæsen, hvad det så end var? Den så ikke ud til at være i glad humør, men han kunne smide Sawyer fra sig og prøve, at måske redde Camille eller håbe på, at hun klarer sig selv. Pigen havde løbet bort, men de frisluppet dyr kunne man tydelig hører oven på lavede masser af larm. Nu var der nok få sekunder før der kom vagter og så hele dette prostyr.

Det puslede og hun rettede hurtigt sit blik i retning af lyden, det kunne være nye angreb der trængte sig på.
Men hun blev mødt af Cain der havde en mand henslængt over sin skulder.
Sawyer!! han lignede noget katten havde slæbt ind...hvilke på en måde næsten var sandt, når man tænkte på Cains oprindelige form.
Men i hendes syn havde Sawyer været i god form, så hun sendte et forhåbenlig beroligendes smil til Cain og skyndte sig at sige med en kompetent stemme " Bare rolig, han bliver helt okay " men i det samme måtte hun rynke på næsen, da en fæl stank krøb ind i den. Reptilen var så nær...al for nær. I hendes tanker så hun hvordan en af knivene hun havde skjult under tøjet, ramte reptildyret og penetrerede det tykke skællende skind, og borede sig ned lige i nakken på den. Blod og andet sekret flød fra både øjne og mund og den drattede om. Hun åbnede sine øjne og dyret lå foran hendes fødder, helt grøn i hovedet ( ?) nå ja...det var den jo så i forvejen, men nu var den ihvertfald også død!
" Sorry pal..but you shouldent bite the hand that feeds you" sagde hun og satte i løb ud af kælderrummet.De måtte se at komme afsted.

Hun fulgte efter Cain, han havde sikkert en ide om hvor de skulle hen, hvis ikke ville hun føre dem til en tom lade hun vidste lå et stykke herfra.Der havde hun selv tilbragt en trist og ulykkelignat, inden hun var endt hos Aleck.

"Hvad Nu? " spurgte hun ham, da de havde lagt afstand til dyre forretningen og det kaos de havde skabt, ved at lukke op for alle de dyr der havde siddet spærret inde.

//Hun har da ikke set, at Sawyer skulle blive raske igen?? //

Cain så bare med ligegyldige øjne, da reptilen faldt. Han tog det ikke særlig hårdt når nogen døde, han var som sagt selv et rovdyr, så det vænnede man sig til. Han fulgte bare med hende hurtigt ud, mens andre dyr også prøvede at komme ud. Alt var virkelig kaotisk, og det var svært mens man havde Sawyer over skulderen at prøve at undgå at blive bidt, eller nogen piger Sawyer.
Den friske luft virkede som en energi booster. Endelig var han fri! Men kun et lille smil i den ene side af mundvigen viste hans tilfredshed og glæde. Han kiggede omkring og så alle disse dyr, der løb hver deres vej. Men en hvis skarp klang af råb var tydeligt i luften, vagter! En gruppe vagter prøvede at få orden på dette kaos, og en høj elver pegede og råbte af de andre direkte imod Camille og Cain.
"Der er de!! Fang de skyldige!"
Vagterne løb hurtigt, og Cain så ingen anden udvej end at gøre dette. Han lagde sawyer ned. Så lød der nogle høje lyde af tøj blive revet over. Hans brystkasse udvidede sig og smadrede hans trøje, så hans tydelig veltrænet maskuline overkrop blev blottet. Hans øjne var rettet direkte imod Camille, som om han prøvede at få hende til at forstå, hvad det næste de skulle gøre. Under hele forvandlingen blinkede Cain ingengang og havde blikket kun på Camille. Men hele hans kæbeparti ændrede sig og store sylespidse tænder brød nede under de normale tænder, så han tabte hans menneskelige tænder. Hans halvlange hår blev kortere samtidig med at det spredte sig til resten af hans krop. HAn trak skuldrene ind til kroppen og så skød han dem ud samtidig med at de fjerklædte vinger brød ud af hans skuldreplader. Nu så Camille direkte ind i øjnene på en stor bastet, han lignede rigtig meget Crasie, dengang CAmille havde første gang set hende form. Men man kunne tydeligt se, at dette var en hankøn. Da man kunne se at brystpartiet var meget større på denne panter. Han var halvanden til næsten dobbelt så stor som en normal panter størrelse.
Cain maste sit hovede under Sawyer, så han lå noget på hans nakke og skuldre, og så håbede han på, at Camille opfattede, at hun skulle hjælpe ham med at få Sawyer mere hen over ryggen, så Cain kunne bære ham, og forhåbenligt også springe sig op på ham, så de kan flyve væk. Selvom det var dobbelt vægt, så ville Cain stadigvæk kunne bærer dem, men ikke så langt væk, men nok til at de kan komme væk fra de indhentende vagter.
Flere af vagterne havde stoppet tøvende op, da de så han var forvandlet om til dette store væsen, som de fleste aldrig havde hørt noget som helst om.

// Hvem siger jeg har fortalt dig om alle mine syn * griner* svaret følger om lidt//

Det havde næsten været for godt til at være sandt, hvis der ikke ventede dem problemer af alvorlig karakter.
Så da vagterne begyndte at stime sammen og de var blevet udpeget som mål, belv det hele mere...alvorligt.
Cain begyndte at tage sin skjorte af, og først stirrede Camille bare dumt på ham.
Hans øjne forlod ikke hendes imens han blottede sin overkrop, og da hun først havde misforstået hvad der skete...eller bare ikke helt fundet ud af det, anede hun ikke hvad hun skulle knytte af kommentarer...det virkede næsten morsomt , lige i den situation.Men så opfattede hun, endeligt, hvad manden var i fær med. Hold da op hun var en punkteret cykel ind i mellem, ikke meget fart over feltet der, men da han forvandlede sig var hun ikke sen til at handle som han ønskede.

Men først betragtede hun ham skifte form. Men et miks af ære frygt, forbløffelse og vantro stirrede hun på ham under det hele. DET var for vildt.

Bagefter satte hun igan med ag laææe Sawyer op over panteren, på maven, så hun kunne holde ham fast. Camille sendte Eric med hans Carzador og hendes "egen" Frost en stor og kærlig tanke. Hun havde reddet på Valens hestene nogle gange og fået lært sig at svinge sig op på en høj hest, så det gik også godt med at komme op på den store prægtige varpanter. Dog talte hun beroligende til den.Hvor mange instinkter den rummede og hvor meget menneske, var hun i stor tvivl om.

" Så så sååå" messede hun og strøg den et par gange over nakken , imens hun havde et greb også i Sawyer.
Hun satte hælene blidt i siden på den, så Cain vidste at de var parate deromme.

*Eric og Mira* et stik i hendes hjerte...hun måtte hjem til dem som A.s.a.p

//nårrrr I seee hihi men du skal nok huske generelt at skrive, at du ser disse "ekstra" syn. FOr ellers kommer du til at blive anklaget for godmode, da man skal vide, hvor du lige sådan nogen ting fra jo //

Selvom Cain var forvandlet sig om, så var han meget sig selv, som han var i menneskeform. Det var heldigvis for Camille, for ellers havde han nok reageret rets så anderledest og havde enten stukket af, eller så havde gået til angreb. Men de såkaldte dyriske instinker var langt stærkere, men måske var det bare, fordi han følte sig mere usårlig. Så han kunne lettere tillade sig at følge sine instikter. Han vendte blikket undrende bagud imod Camille, da hun sagde så så sååå. Men rystede bare lettere irreteret på hovedet og satte benene i bevægelse.Han trak vingrene helt ind til hans krop, så han kunne komme op på højere fart, fordi det krævede langt højere fart og mere tilløb med ca 120 kg mere vægt på ryggen. Poterne klingrede hver gang de ramte jorden pga de skarpe sorte kløer på hans poter. Så stod den grif som ikke var i den bedste tilstand i vejen for ham. Men hans gjorde ikke holdt, det var faktisk kun til hjælp, og den opdagede slet ikke den store panter løbe imod siden på den, og den opdagede det først, da den mørkede tunge poter lande på dens ryg. Heldigvis var den stadigvæk stærk nok til at holde vægten, og en lettere smerte skar igennem dens ryg, da Cain havde i farten fået sprunget og de alle fire poter var på dens ryg, og så brugte Cain griffen som et springbrat og sprang i et tigerspring og foldede sine vinger på ca 4 meter i vingefang. Vinden greb straks i hans vinger og fyldte dem med luft nede under, og høje smæld skar igennem luften, da han skulle sætte hurtigt farten for at komme videre op. Især da han skulle slå ekstra hårdere med dem pga vægten. Den dejlige friske brise, den friske luft og nattehimlen over ham beviste tydeligt, at endelig var han fri igen. De kom forholdsvis rime hurtigt over luften ude fra vagternes rækkevidde. Det var heldigt, at denne patrulje ikke havde nogen magikere med sig. Ellers ville de sikkert kunne have haft brugt magi til at holde dem nede på jorden. Med snuden imod det tykke lag mørke tæppe af skyer hen ovre dem, fløj han op igennem skyerne. Det var næsten som at komme til en ny verden. Månen skinnede heroppe med fuld glans og vinden var mere koldere og skarpere. Men stjernerne glimtrede varmt langt over dem.
Selvom det var hårdt og tungt for Cain, at flyve med dem. Så gjorde friheden det meget lettere for ham. Han fløj ned igennem skyerne igen og landede blidt ikke langt fra den store bymur til Doomsville.

At han var en flot fyr i menneske skikkelse, det ville de fleste kvinder med garanti sætte der underskrift på, men man kunne.bare ikke tage fra ham , at han i dyre skikkelse var lige så prægtig.
Vingerne på ham , gjore ham lidt eventyr agtig, og selv om det lød tosset, så virkede han mindre farlig grundet dem, selv om virkeligheden var stik modsat.

Camille lukkede sine øjne , da de satte afsted og vinden legede med hendes lyse lokker som hun lå der lænet helt ind over Sawyer , klamrende sig til det af Cain hun kunne holde fast i ,samt musklerne i hendes lår og læg, der holdt hende godt på plads.

En enkelt gang eller tre , kiggede hun frem og betragtede udsigten, på deres flyve tur.
Spekatulær, var den og det måtte minde lidt om at flyve på en drage?
Ellers vidste hun ikke rigtig hvordan man kunne beskrive det - ikke fordi hun ligefrem havde prøvet det, men stadig....et dyr med vinger var det da.

Endelig....
Fast grund under fødderne.
Glædelig overrasket over se var landet ved Doomsville , hviskede hun lidt ironisk ud i luften
"Honey...I'm hooome !"
Og så fik hun et lille smil , i mundvigens krumning.
Aleck ville se så sjov ud i ansigtet, hvis hun tronede op men en panter iført vinger og en halv engel/dæmon ! Okay...måske ville han mere se....vred ud ? Opgivende ud? Måske enda streng ud?
- mere end sjov, men Camille ville nu finde det morsomt_
Måske en dag skulle hun udfordre ham lidt....?

Nå, tilbage til alvoren igen.
Hun tjekkede pulsen for antal slag og regelmæssighed på Sawyer, og var tilfreds med ham.
Så langt så godt, hvad mon de lavede her ?
Hun så på Cain og spurgte " Hvad så nu Cain ? "
Måske var deres tid sammen slut nu hvor han var blevet fri,hendes job var udført...det fra visionen, men det føltes nu bare alligevel...anderledes inden i.
Som at sætte Cain og Sawyer fri var hovedretten...og nu kom så desserten.

Poterne ramte det bløde græs, og den tunge vægt kom af hans ryg, da camille trådte af og han lige så stille og roligt fik Sawyer ned på jorden. Han satte sig ned i græsset, og hans hale slyngede uroligt fra side til side. Han kunne godt forvandle sig om, men så ville han være blottet. Men what the hell, det er jo lige meget ikke? Panteren trak en smule på smilebåndet, for Cain elskede at observere folk. Det havde han nok fra sin mor af, som kunne analysere folk rets så godt. Han var sin mor og alligevel ikke på så mange områder. Så han ville gerne se hendes reaktion. Pelsen faldt af den massive panters krop, vingerne skrumpede ind og knogler knagede da kropsstrukturen ændrede sig og kløerne far hans poter trak sig ind og blev til fingre og hans hale forsvandt. Hans ansigt var neutralt ude over en lille antydning af et smil, og viste ikke sådan set tegn på følelserer, selvom inden i ham selv smilede han. Helt fuldkommen bar som en nyfødt stod han der, og han så på hende som om det var den naturligste ting i verden. Og man kunne ikke benægte overhovedet at han var i familie med Isabella, for han havde meget pæne maskuline træk på den helt gode naturlige måde. Han valgte bare at svare på hendes spørgsmål.
"det ved jeg ikke. Jeg ved hverken hvor min mor er, og den eneste som måske har reelt en chance for at vide det, andet hvis du kender alt til denne verden ligger bevistløs foran os. Han var blevet slået ned og har ikke været vågen jeg tror snart i tre dage. Og jeg har ingen anelse, hvad der er galt med ham?"
Cains øjne var fast rettet imod Camilles reaktion og nogle gange vendte den imod den bevistløse Sawyer. Han havde heldigvis en normal åndedragt, men han havde feber og koldsved, og nu her udenfor rystede han let. Cain kunne tænkte på flere løsninger de kunne gøre, men han ville hellere se hvad camille ville. Hans hovede arbejdede på alt den info han vidste omkring hende. Var det ikke noget med at hun var læge? Eller sygeplejeske?

Måske skulle man tro at efter den oplevelse og kamp de lige havde gennemlevet og netop var kommet ud af med liv og lemmer intakte, så var et stykke med bart ( mandfolk) ikke noget der kunne hidse Camille op.
Men nøgenhed , nøgnemænd var altsår bare ikke hverdags kost på hendes menu , og Cain der stod foran hende helt uden en trævl at dække sig med, fik hende til at tabe ..hvis ikke underkæben, så klart koncentrationen.
Han...var lidt af et pragteksemplar, men Camille fik hurtigt vendt blikket den anden vej og sagde med et drys af humor i stemmen " Cain....du tiltrækker for meget opmærksomhed, sådan der " og efter som de ikke lige havde andet tøj inden for rækkevidde, lod hun sin kappe glide af og rakte den mod Cain.
Optimal var den jo ikke , på nogen måde.
Men noget måtte den da dække....og en nøgen mand, en bevidstløs fyr og en ung menneske kvinde , det ville bare trække al for volsdsom en opmærksomhed, og dét havde de ikke brug for.

Derimod ....havde de brug for Sawyer vågnede op og lagde hans coma bag sig.
Camille knælede ved hans side, de var nød til at få ham bragt til et sted med tæpper og varme, lige nu gjore feberen at han frøs og rystede.
Var Alecks hjem...hendes bopæl virkelig det bedste bud nu ? For det var ikke et godt et.
Hun forbandede denne verdens mangel på mobiler, så kunne hun havde ringet og pænt forklaret hun var i vanskeligheder og om hun måtte tage de to mænd med hjem?

Åh gud...hvad ville han have sagt til sådan et opkald?

Hvis Cain ikke havde andre bud, så blev hun måske nød til at finde ud af hvad Aleck ville sige?! Pis.

" Cain...vi skal have ham et varmt sted hen, hvor vi kan lindre hans feber symptomer .Kan vi skaffe noget der slå bakterier ihjel, pencillin? Og hvis det er et hoved traume , og det er forøget tryk fra lidt hjerne væske , der har sat ham i dette coma, sååå burde det snart aftage igen."
Hun kunne jo være nok så meget læge,men uden en skadestue fyldt med personale og instrumenter og store maskiner til undersøgelse og diagnotisering ....uden hendes medikamenter , kunne hun ikke gøre en disse her.Hvor vældigt frustrerende.

Cain studerede meget hendes kropssprog og blikke, men intet ved hans holdning fortalte, at han havde gjort det med vilje bare for at se hendes reaktion. Ikke fordi han ville have på den måde positiv opmærksomhed, for hans skyld kunne det lige så godt have været Sawyer der havde været splitternøgen, bare han kunne få lov til at se hendes reaktion. Hans blik fulgte hendes bevægelse, da hun tog kappen af og han tog let imod den, og stod lidt før han opfattede, at han skulle tage den på. Han trak let på skuldrene og bandt den omkring livet, så den dækkede den nederste del af hans krop.
"Men hvorfor mener du, at vi skulle tiltrække opmærksomhed? Der er mørkt her og ingen væsner er lige i nærheden ude over dyr"
Han kiggede undrende på hende, men så kunne han tydelig se at hun var bekymret for Sawyer. Der var et eller andet ved hendes holdning, kender hun ham?? Cain gjorde store øjne for sig selv ved hans nye iagtagelse. Men i stedet for at spørge, som enhver anden nok ville have haft gjort for at være 100% sikre. Så ville han hellere vente, fordi tiden vil nok vise sandheden på et omkringeller andet tidspunkt. Så ville han heller ikke afslører sig selv for meget, angående med alle de ting. En ting han havde fået tillært hos sin moder, så var det at man ikke skulle afslører sig for meget, for det kan blive tit brugt imod en selv.

Vinden var begyndt at blive mere kold og friskere, det var nok snart ved at blive midnat. Natten var ved at nå dens højdepunkt, her hvor skyggernes og nattens væsner var allermest aktive, ingen kunne vide, hvem eller hvad holdte øje med dem. Han nikkede til hvad hun sagde, og sagde så med en rolig stemme.
"Jeg kender desværre ingen steder her og har heller ingen penge. Men vi kan gå ind i den grå skov der, og så få lavet os bål. Og hvad er pencillin?"
Pencillin eksisterede kun i menneskernes verden, tilgengæld var der masser af magiformer som kunne helbrede hvad som helst, eller så var der helbredende urter.
Skyerne blottede himlen i få sekunder, hvor månens stråler ivrigt strømmede igennem og badede hele stedet med månelys. Cains øjne blev tiltrukket til månen, som en møl omkring ild. Hvor herligt ville det ikke være, at bare sprede sine vinger endnu engang og flyve op imod månen. Næsten for fristende var det for ham.

Selv om deres situation ikke just indgød til munterhed, var det nu alligevel svært helt at holde væk.
Her stod en fuld ud voksen mand uden en trævl på sin krop og undrede sig over det kunne vække opmærkspmhed.
Med smil i den blide stemme indrømmede hun , imens hendes øjne glimtede af morskab...
" Så min...opmærksomhed Cain.Du vil nok gerne have mig...funktionel, formoder jeg? '
Sagde hun drillende og knælede ned ved Sawyers side....
" Kom nu...Sawyer....vågn op du....vi behøver dig" mumlede hun og satte læberne mod hans pande, for at tjekke hvor høj feberen var.
Hans hud var stadig varmere end hendes læber , så han havde klart feber, men den virkede til at være faldende.....gode tegn!

" Lad os få lavet et bål så " ...hun så på Cain og nikkede i retning af en træ trillebør,en eller anden havde benyttet til at transporterer afgrøder i.
Hun skyldte sig hente den og sagde til Cain..
" Så er patientes kørsel ankommet'

Cain gjorde, hvad hun havde bedt ham om, mens hans hjerne arbejdede. Hun var en kvinde der er styret af hendes følelse, de ord genklang i hans hoved, som havde moder havde fortalt. Ind til videre har den hypotese vist sig til at være sandt, bare på den måde hun ikke kunne være "funktionel" når han intet tøj havde. Så hun gik også op i udseende. Mens han gik med ryggen til, så havde han et lille skævt smil på hans læber. Hun var jo lige så let af læse, som hvis man læste en åben bog!
Trillebøren kom hen ved siden af den bevidstløse sawyer, og Cain kunne ikke lade vær med at kigge en smule undrende på Camilel, da hun snakkede om patientens kørsel. Men så kom han i tanke om hans mors fortællinger om verden jorden, hvor de havde noget som hed biler, som kunne køre mennesker rundt, og der var nogle biler der var speciel designet til syge mennesker. Men han arbejdede hurtigt videre med at løfte Sawyer op, for ikke at vise at han var udviden omkring det med biler.
Hvad skal man bruge biler til, når man kan bruge sine egne fødder eller vinger?

De kørte igennem skoven, selvom Cain så flere gode steder at lave lejre undlod han at sige noget, han ville hellere lade Camille bestemme i stedet for. Hans neonlilla glimtrende blik kiggede flere gange på Camille, han prøvede at regne ud på hendes væremåde og hendes kropssprog, hvor hun ville slå lejre hende før hun vidste det. For det første hun var en kvinde, en kvindes omsorg og mere finfølsomhed gør, at hun nok hellere vil bruge lidt mere tid til at finde et helt perfekt sted især med en syg person. Da kvinder skulle have dette urinstinkt, som skulle sørge for en ordenligt "rede." Så her i denne del af skoven, som er af gran, vil hun helt sikkert vælge et sted, hvor hun kunne bruge de bløde grannåle til at lave et godt blødt underlag. Men hun vil nok heller ikke placere sig midt i skoven, da blandt andet fordi hun er en kvinde og derigennem føler sig generelt mere svag, så vil hun nok vælge et sted, hvor hun kan have ordenligt overblik. Men hvis hun føler sig tryg ved Cains selskab, blandt andet på den måde hun gjorde øjne ved hans maskulinitet, så er hun nok måske lidt ligeglad med det. Da Cain nok ville forsvare hende, tænker hun sikkert. Især når han har haft ført dem væk fra fare af.
Det var en lidt hjernevrider, og svær at regne ud, da der var lidt for mange variabler i hans regnestykke.

Camille støttede Sawyers hoved ,ved at lægge begge hænder under, da Cain tog det tunge slæb med at løfte kroppen og fik ham arrangerer på trillebøren.
" Tak.." sagde hun lidt utålmodigt og nikkede ind mod skoven, "lad os komme afsted..."

De gik et stykke tid og Camille fik derfor en stund til at gennemtænke det hele.
Grunden til hun var hér, årsagen til hun havde besøgt dyrebutikken der havde kaldt hendes navn, havde været Cain. Det havde været af afgørende betydning hun fandt ham, og tænk at denne vidunderlige skabning var søn af hendes bedste veninde, Crasie.Camilles mave trak sig sammen.At se Crasie igen....hun havde ikke turde håbe på det.Hun havde modtaget et brev i ny og næ...men det var længe siden og derfor var hun jo begyndt at spekulerer på om alt var vel? Hun så på Cain.Crasie og Isabella havde holdt igen, havde vist ikke fortalt Camille alt.

En lysning lå. Horisonten.En åben plads...fint...så kunne de holde øje om nogen nærmede sig, imens de selv var skjult af gran og buskads.Hun søgte Cains accept,da hun dybest set ikke anede en disse, var der noget hun aldrig havde været var det spejderchick, så hun tog det på føleren.
" Hvad med her Cain?...måske vi kan lave bål her og lune os,hvad mener du ?"

Cain vurderede, enten valgte hun det lidt for åbne sted pga hun ingen erfarenhed havde eller fordi hun følte sig tryg. Men den spørgende klang, som ville have at cain skulle tage stilling modbeviste den sidste teori. En rigtig bypige var hun åbenbart. Et par sekunders tænketid gik og en hånd gled igennem hans halv lange hår. Han udviste med vilje usikkerhed, bare for at se hvordan hun ville reagere når bolden igen blev puttet over hos hende.
"det ser vel fint ud, tror jeg"
Han kiggede omkring og fandt et meget bedre sted ikke særligt langt herfra. Det var et stort træ, som havde væltet om, og dens store bund gav ly fra ryggen af og nogle buske dækkede, så ikke alle enhver kunne spotte bålets flammer. Men han lod bare blikket kigge usikkert omkring, som til sidst faldt på camille med et glimt af håbløshed. Mens han tænkte i sit stille sind, hvordan folk havde reageret når de ellers troede han var en svag eller uskyldig dreng, men som bare havde spillet skuespil, eller skuespil var det ej havde han overbevist sig selv om for længst. Han var bare den person der hellere ville kigge på i stedet for, og være den som har et lille spil kørende i hovedet, som kunne udregne et hvert udfald, eller det var i hvert fald det han prøvede at opnå.
"skal jeg bare gå ud og finde brænde eller skal jeg lede efter mad eller?"
Spurgte han fuldkomment åben, så intet viste på at han havde mest lyst til det ene eller andet. Så kunne han også lede efter nogle bestemte urter, som kunne bruges hvis tiden var inde. Nogle som ville kunne vække sawyer på stedet og få ham til at blive rask. Men han havde som sædvanlig hellere lyst til, at se camilles reaktion og hvad hun vil gøre selv for at få ham til at blive rask. Måske havde hun viden, som Cain ikke kendte til.