Walking the lonely roads//Marcus

Alane havde hørt omkring de mange zombie angreb der havde været på byen her men de zombierne befandt sig vel ikke i byen, så ville alle være indendørs og vagterne ville bekæmpe dem, ville de ikke? For en sikkerhedskyld havde Alane valgt at befærde sig bevæbnet denne aften, man kunne jo aldrig være for forsigtigt. Hendes våben hang i siden, ved hendes venstre hofte for at være mere præcis. Det lange helt kridhvide hår hang løst omkring hendes ansigt og indrammede det smukt, hendes hud var en porcelæns farve, læberne var fyldige og en let rosa farve. På kroppen bar hun en sort nederdel som gik hendes til midten af låret, den var lettere flagrende men ikke voldsomt. På kroppen bar hun et korset men det havde stropper og var lukket foran. Det var en mørkegrøn farve med sorte mønstre på og samtidig var det også lettere nedringet så man kunne se en god del kavaler gang. Som sædvanlig gik hun barfodet rundt, det gjorde hun også om vinteren. De elektriske grønne øjne gled over gyden som omsluttede hende, det havde været en dum idé at prøve at tage en genvej for at komme hjem, nu var hun faret vild. Et dybt suk kom fra hende som hun stirrede irriteret på muren foran hende, endnu en bindgyde. Hun vendte rundt på hælene og begyndte atter at gå, hendes bevægelser elegante og lette. Denne gang prøvede hun at gå lige ud som hun kom til krydset hvor gyden delte sig i fire, der måtte da for søren være en vej ud. Alane bandede inden i og sværgede for sig selv at dette var sidste gang hun ville prøve at finde en genvej uden hun kendte området.

Siden nyhederne om zombierne var sluppet ud i det offentlige havde gaderne været tomme. Til tider irriterende, og andre gange fantastisk. Der var dog en lille håndfuld folk der gik ud om natten, de dumme svage mennesker der troede de kunne klare det, dem der havde drukket sig da sans og samling, og dem der ikke havde grund til at frygte zombierne. Marcus var i blandt dem der ikke frygtede zombierne, skyldet en ganske simpel ting. Han var selv død.
Marcus vandrede rundt i gaderne for sig selv, han havde lige spist, et herligt måltid bestående af den dejligste pige der desværre havde følt sig for tryk i hans omgivelser. Hun havde været dum nok til at tage med ham til det værelse han lejede. Der sluttede hendes liv efter en ellers meget kultiveret snak. Marcus var charmerende, meget hvis han selv gad. Men det var ikke fordi han ville være en playboy, han brugte det kun til en ting, at lokke naive piger og kvinder i døden. Han fortrak kvinde blod, det var sødere. Men mætheden havde meldt sig hos ham. Det var en behagelig følelse at gå rundt med, alle kendte den.
For en gang skyld var han faktisk klædt i noget der ikke var fuldkommen sort. Han havde et par helt normale sorte bukser på, og en hvid skjorte der ikke var knappet helt op, så man kunne ane hans brystkasse, og nogle af hans tatoveringer. Og som altid havde hans smøget ærmerne op så man kunne se hans tatoverede sleeve på venstre arm. Det skulder lange hår hang om hans hovedet, men han kørte jævnligt en hånd igennem det for at holde det på plads. Han var en nydelig ung mand at se på var de flestes mening om ham. Hvilket også blev brugt til at lokke folk. Der var ikke så mange tilfældigheder ved ham, han spillede altid sine kort til hans egen fortjeneste. Egoistisk ville man kalde det, Marcus var ligeglad, det havde holdt ham i live i omkring 300 måske mere år.
Gaderne var mørke og skumle, der kunne lurer noget bag hvert hjørne i skyggerne. Men på samme tid afslørede murerne en hver bevægelse i stilheden. Som om at alt ville kunne høres der, men på samme tid ville gyderne holde hvad der var sket en hemmelighed. Et fantastisk fænomen i følge Marcus. Han filosoferede lidt over det imens han i et roligt og afbalanceret tempo vandrede rundt i gaderne. De var efterhånden så kendte for ham at han ingen problemer havde med bare at gå rundt, han fandt altid hjem igen. En uventet lugt fik ham til at stoppe, han var ikke alene. Med det ment at han ikke talte fulde folk og hjemløse beskidte folk for selskab. - Nej, det her var anderledes. På en god måde... En shapeshifter... Ikke så langt væk. Han fulgte duften imens hans ansigt skiftede fra værende helt neutralt som var han uden sjæl, til et mere imødekommende og venligt udtryk som de fleste faldt for uden så meget som at overveje noget andet.
Der var hun... Marcus stod i en skygge og betragtede den unge shapeshifter som så ud til at være godt forvirret over alle gaderne og gyderne. Et kort ret ondt smil gled overhans læber, men forsvandt igen hurtigt. Han trådte så ud af skyggerne og bevægede sig imod hende.
"Er du blevet væk?"lød det fra ham, hans stemme var blød og venlig.

En frustreret knurren kommers hendes læber. Hvislende sig stille igennem dem selvom hun ikke ønskede at lade det komme ud men sket hat sket og det var der intet at gøre ved. Let strøg hun noget af det hvide hår ud af øjnene. Det var en sjældent syn at se en med Hvidt hår men nu havde det heller ikke altid været sådan. Hun havde haft smukt rødt hår og en levende hud men en dag var hun blevet rigtig syg og efter sygdommen var gået væk havde hendes hår ændret sig og det samme med hendes hud men det var ikke det eneste der havde ændret sig, hun havde ikke længere været en shapeshifter men en skindwalker. Det var de færreste som havde mødt sådan en da de var så uhyre sjældne.
De grønne øjne gled frustreret rundt, hun ville bare ud af disse forbandede gyder, så snart hun kom ud på hovedbeklædning ville hun sagtens kunne finde vej. Med et stoppede hun pludseligt helt op. Hun kunne mærke øjne på sig, en eller anden kiggede på hende, holdt øje med hende og hun brød sig bestemt ikke om det. I det samme da manden trådte ud af skyggerne kiggede hun på ham. Betragtede ham, hvem var han og hvad lavede han her? Let nikkede hun, det kunne vel ikke betyde noget hun fortalte ham hun var fattet vild. Men nu til et bedre spørgsmål. Hvem var han? "Hvem er du egentlig?". Hendes stemme var dragende og musikalsk.

Hun var klogere end han havde håbet. Hvilket gjorde det til en udfordring. Godt... Han smilede roligt til hende og betragtede hende. Der var noget over hende. Hun var ikke som andre Shapeshifters... Hans øjne forblev dog fastlåst på hendes ansigt, for ellers ville hun sikkert føle sig beluret. Han gik lidt nærmere. "Mig?" han havde en rar dyb stemme der svøbte sig om folk. En del af hans charme. Han kørte en hånd igennem sit mørke hår imens han kort bukkede. "Jeg er Marcus Davison" hans stemme var igen blød. Hun var spændende, det tegnede til at blive en god aften...
"Har du brug for hjælp til at komme hjem?" spurgte han roligt imens han kort så lidt rundt. Det var stadig mørkt og skummelt omkring dem. Omgivelserne ville han aldrig kunne ændre med sin attitude, men så kunne de altid vendes til hans egen hjælp. Der kunne ske så mange ubehagelige ting i gyderne uden andre ville opdage det før sollyset afslørede det, hvis altså solen overhovedet blev lukket ind i gyderne. Ikke alle steder varder lyst om dagen. Blandt andet det gjorde Marcus stor fan af gyderne, så ville det tage længere tid før folk fandt liget. Han gik meget op i at man ikke kunne følge et spor tilbage til ham. Han gad ikke tage sig at sådanne problemer. Derfor var der oftes aldrig spor efter ham.
Igen nærmede han sig hende. Imens han smilede charmerende til hende. "Hvad hedder du?" spurgte han hende. Han virkede ikke som om han var ude på noget. Ikke endnu ihvertfald. Det ville nok først ramme hendes senere hvis altså han overhovedet ville have hendes som snack... Han havde ikke bestemt sig endnu. Han var stadig mæt, hvilket ikke ligefrem gjorde ham blodtørstig, men der var jo også andre ting hun kunne bruges til...

Hun kiggede på ham, det virkede lidt pudsigt at møde nogen her i gyderne på denne tid af natten som hverken var beruset eller nogen som var ude på noget der måske ikke indebar det mest moralske. Så hvad for en af disse var han? Han var i hvert fald ikke beruset så hvis han var nogen af disse var han tydeligvis ude på skræmmer. Alane hævede et perfekt øjenbryn og bar et lettere skævt smil mens hun så på ham. "Ja da, hvem skulle jeg ellers tale til?". Måske han havde andre med sig. Ej nu måtte det stoppe, hun var simpelthen så paranoid at det gjorde helt ondt det her. Hun rettede blidt på hendes skørt for ikke at komme til at vise for meget hud, det var ikke ligefrem fordi hun havde lyst til at udfordre folk. Alane nikkede stille til det han sagde og gik en smule tættere på ham af ren høflighed og nysgerrighed. Var det smart at lade denne fremmed føre hende ud af gyderne eller burde hun selv prøve at finde ud men på den anden side kunne det føre til at hun skulle vandre rundt herinde i flere timer endnu så derfor tog hun en hurtigt beslutning hun måske ikke var helt sikker på. "Hvis du kender vejen ud af disse gyder kunne det være en stor hjælp". Han havde en charme over sig folk sjældent havde men umiddelbart virkede det ikke helt til at hun bed særligt nemt på den. Hun virkede svære end så mange andre tøser men nu var Alane heller ikke lige nem at snyde, eller det kom helt an på hvem man var. Hun lod ham komme tættere på hende, de var nu ikke mere end en meter fra hinanden, hun virkede ikke synderlig bange for ham. Men hvorfor skule hun overhovedet være det? Han havde endnu ikke vist tegn på han ønskede hende noget ondt men skindet kunne jo bedrage. "Jeg hedder Alane Devanchez", nu havde han oplyst sit fulde navn så det måtte hun også hellere eller det var næsten hendes fulde navn. Let bed hun sig i den fyldige underlæbe som hun havde, hun kiggede dog forsat på ham.

Marcus smilede til hende og nikkede så roligt. Hun var en udfordring. Dejligt. Noget der altid var sjovt var udfordringer. Han blev stående og lod hende komme tættere på. Han ville ikke virke for nærgående for det ville sikkert vække mistanke, om at han var ude på noget lusket. Ikke at man dukker op ene mande i en gyde hvor der 'tilfældigvis' er en anden også. Han vendte sig lidt væk fra hende og gav tegn med hånden om at hun skulle følge med ham. "Hvad laver du dog her i gyderne?"Lød det fra ham imens han kort så tilbage på hende med et smil. Der skete som regel aldrig noget godt i gyderne. De var som ulykke magneter.
Han stak hænderne i lommerne imens han langsomt begynde at gå. Han forventede bare at hun fulgte med ham uden at stille spørgsmål. Og hvis hun gjorde ville han nok bare gå fra hende og lade hende blive væk for sig selv... Eller måske bare smage på hende for sjov? Han var ikke helt sikker endnu med hvad han ville med hende. Hun var noget særligt, hendes lugt fortalte ham det. Han havde aldrig mødt den lugt før. Og Derfor var det en godt mål at smage på hende... Selvom det virkede ret grotesk. Men han var jo trods alt en vampyr, med smag for det lidt mere særlige og især for smukke kvinder. De smagte altid bedst!

Hun prøvede at slappe af men det gik måske ikke så godt som hun selv ønskede det skulle gå men nej nu måtte hun holde op. Alle folk var ikke ude på noget grumt i denne verden selvom det oftest var dem hun omgik sig med. Alane bed sig let i læben som hun stod i sine egne tanker. Det var først da han snakke hun lagde mærke til at han allerede var på vej væk så hun måtte hellere følge med. Roligt gik hun op på hans side, det var mere rart end at skulle gå bagved ham eller for dens sags skyld foran ham. "Tja jeg troede jeg ville kunne finde en smutvej hjem men man skal åbenbart være meget stedkendt for at finde rundt i gyderne". Hendes stemme var behagelig at høre på, den var hverken for lys eller for mørk nej den var behagelig og musikalsk at høre på. De grønne øjne skuede stille over mod ham af og til, ikke for at stirre nej bare for at kigge på ham da hun var vant til at kigge på folk hun snakkede med. Let lod hun sin tunge glide ud og fugte hendes læber. Ville han mon føre hende ud af gyderne eller ville han føre hende dybere ind i dem hvor ingen ville kunne høre dem eller finde dem? For satan da også, hvor var hun do paranoid. Nu måtte det stoppe. De slanke fingre strøg pandehåret ud af hendes øjne med en et og elegant bevægelse. Alane sørgede for at hun ikke gik for tæt på ham, hun ville ikke virke anmassende eller som om hun prøvede på noget, det var jo ikke det hun ville. Hun ville egentlig bare gerne hjem.

Marcus smilede roligt da han hørte hendes fodtrin indhente ham. Godt. Det ville også have været dumt hvis hun ikke var fulgt med ham. Det havde ikke været hans tab, men hendes. Han stak roligt hænderne i lommerne igen imens han slændrede. Der skulle meget til før hans attitude ændrede sig. Oftest skulle der en virkelig stor trudsel til. Så som Demetri, men så alligevel ikke helt. Marcus var for arrogant til at ville indrømme at Demetri rent faktisk var en trudsel overfor Marcus' ego.
Han blik gled over på Alane imens han smilede til hende. "En smutvej... Det er, undskyld jeg siger det. En virkelig dum ide! Især på det her tidspunkt" hans stemme var ikke dømmende eller hård, men mere sød med et lille drillende twist. Selvom det var dumt af hende. Hun kunne allerede have været død hvis et glubsk væsen havde fundet hende før ham. Han kunne dog stadig mærke mætheden i hans krop så han kunne ikke betegnes om glubsk endnu. Desværre. Han ville gerne have en lille smagsprøve af hende... Smagsprøver kunne jo nogle gange udvikle sig til et helt måltid. Han pakkede tankerne væk omkring hendes blod og så igen lige ud. Hvor var hendes hjem overhovedet? Og hvilken vej var den længste hjem til hende? Han overvejede kort hvordan han skulle holde hende hen så han kunne få svar på hvad hun var helt præcist. Igen brød hans stemme stilheden, "Så hvor bor du?".

Alane betragtede gyden som de gik i. Hun var ikke ligefrem bange for de ting der bevægede sig gennem gyderne på denne tid af natten. Hun kunne passe på sig selv eller det nød hun i hvert fald at bilde sig selv ind og til et hvis punkt var det jo egentlig også rigtigt. Hendes øjne gled op på Marcus der var højere end hende. Et skævt smil gled over hendes læber og kiggede frem for sig igen. "Det har du måske har ret i men jeg er nu ikke synderlig bange". Let bed hun sig i læben og kiggede op på ham og kørte en hånd gennem hendes lange hvide hår og rettede derefter hendes korset en smule. "Men det at jeg farrede vild var måske knapt så smart giver jeg dig fuldstændig ret i". Et drillende smil gled over hendes læber og lod så blikket glide op på himmelen som hun fulgte Marcus gennem gyden. Hun brude sikkert slet ikke følge med en fremmed men lige nu var det egentlig hendes eneste valg medmindre hun ville vandre rundt uden nogen form for viden om om hvordan hun kunne komme ud og ærlig talt ønskede hun ikke at tilbringe natten her i gyderne helt alene. Let løftede hun blikket op på ham igen da han spurgte om hvor hun boede. Et smil gled over hendes læber. "Ret langt herfra. Ashen wood". Let slikkede hun sine læber og man kunne vel sige at det så lokkende ud selvom det ikke var det hun prøvede på. "Hvor bor du selv henne?". Man kunne vel lige så godt spørge ham også.

De mange gyder lignede hinanden, og det var egentligt ikke så underligt hun var faret vild i dem. Det var egentligt også kun fordi Marcus normalt nød at bruge disse gyder til at udfører sine drabelige lege. Samt han nød at vandre når han ikke vidste hvad han skulle tage sig til.
Et skævt smil brød frem på han læber, da hun sagde hun ikke var bange. Det tvivlede han på, men han ville ikke gå ind i sagen om frygt. Istedet fortsatte han bare i sit rolige og slændrende tempo med begge hænder afslappet begravet i sine lommer. Hendes svar var lettere overraskende. Han havde ikke regnet med hun var så langt væk hjemme fra. Det var ret våvet af hende... Hans blik gled hen på hende imens han kort hævede det ene øjenbryn. "Hvis ikke du har noget imod jeg spørg, men hvad laver du så langt hjemme fra på det her tidspunkt?" hans stemme var stadig blød og rar, men man kunne også hører han virkede lidt overrasket. Det var faktisk overraskelsen der talte for ham. Ikke godt, det kunne ødelægge hans facade... Det var lidt uventet at hun ville vide hvor han boede henne? Men med nærmere eftertanke var det nok bare høfligheden der førte ordet. Med et blidt smil svarede han "Jeg bor på et hotel ikke så langt fra det her område". Han var godt klar over at det ikke var så pokkers ofte man mødte en der boede på hotel, men stadig kendte gyderne som sin egen lomme. Sandheden var at han ikke var så glad for at slå sig ned et sted for alvor, han fortrak at flytte nemt rundt. Det gjorde også ham mere neutral, så folk ikke fik lavet dårlige rygter om ham, eller at hans drab blev opdaget så nemt. Noget han brugte meget tid på at gemme væk, han gad ikke flygte fra nogen! Det var for lavt for ham!