Finally we see eachothers faces - Vlad

Tid - ud på aften, omkring aftensmad tid.
Vejr - blæsende og koldt, det er blevet mørkt, men det er en del skyet
Sted - Doomsvilles gader, dem der ikke er ødelagte.
Omgivelser - ikke mange ude og gå, der er stille på gaderne.
Påklædning - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + en stor vinterjakke, hue og vanter.

Det var stille på gaderne, der var ikke mange udenfor den aften, det var heller ikke særlig koldt, det var på nippet til at kulden faktisk begyndte at bide lidt, det var derfor Anna havde klædt sig rigtig godt på til at være udenfor og gå sig en tur, hun havde fløjet fra sit hus i Ashen Wood Forest til her, det havde været en rimelig kold tur, især for hende vinger, der nu var gemt og fik sig noget varme.
Man kunne sige at Anna egentlig fortrød at hun var taget afsted, hovedsageligt pågrund af vejret, Anna havde det aller bedst i varme, så det her gjorde hende ret udmattet og svag, at gå rundt i, selvom hun var pakket så godt ind, så var det bare ikke helt godt nok, hun frøs stadig en del, vinden gik lige igennem hendes vanter og hue, hendes øre begyndte at gøre ondt, da de var meget følsomme overfor for meget kulde.
Vinteren var også på vej nu, den rigtige vinter, den man skulle kæmpe sig igennem, den som mange ikke overlevede, fordi de enten frøs ihjel eller bare gav op på livet, det var tiden hvor det hovedsageligt var mørkt, hendes familie kaldte den 'dæmonernes tid' fordi de elskede mørke og bevægede sig typisk rundt når det var mørkt og de kunne ikke føle nogen form for kulde, det var lige en årstid for de dæmoner.
Hun kunne ikke fordrage dæmoner, de var utroligt kæphøje og irriterende, især at se på fra hendes synsvinkel, det var heldigt at hun ikke faldt under deres fortryllelser som de kunne påsidde.

Anna gik rundt i gaderne, hun gik ret langsomt da kulden svækkede hende, hun kiggede sig ikke rigtig for, da hun havde travlt med at varme sine hænder og øre, og fordi hun ikke kiggede sig for, kom hun til at støde ind i noget der føltes som en klippeblok, men som trak vejret. Hun kunne med det samme se auraen og hun vidste hvad det var, lige som man snakkede om djævlen.
Hun kiggede op og to store musklebundte af dæmoner stod og tårnede over hende med deres selvglade blikke og begyndte så at grine af hende, da de med det samme vidste hvad hun var.
"Kig dig for engel, du er lige stødt ind i nogen, som du nok helst ikke ville støde ind i" sagde den dæmon hun havde stødt ind i, med hans dumme selvsikre stemme, Anna ville ønske hun kunne rive stemmebåndet ud af ham, men hun måtte ikke dræbe, ikke som skytsengel, medmindre det gjaldt den hun beskyttede, livet. Hun skulle vente med at slå dæmoner ihjel, til hun blev archangel, hun glæde dig meget til den dag.
Lige pludselig fandt hun sig selv presset mod en kold cement mur, med to dæmoner foran hende, der var igang med at bruge deres evner på hende, men da de fandt ud af de ikke kunne, blev de ret overraskede, men de fandt en anden måde at gøre hende ondt, det begyndte at give hende slag i maven, slag efter slag så der helt sikkert ville komme nogen blå mærker, Anna begyndte at hoste, mens hun prøvede at kæmpe imod, men det var til ingen verdens nytte, da hun var svækket ret meget af det kolde vejr og havde ikke mange kræfter i sig, hun måtte bare tage det som det kom.

Vlad havde for en gang skyld ikke noget bal eller karneval som han skulle til, så han valgte bare at vandre rundt i gaderne i denne by, meget ødelagte by. Hans butler havde ret da Vlad sagde han ville tage en tur ind til byen og havde fortalt Vlad at byen led fra et jordskælv. Som han roamede gaderne om aften med meget få til næsten ingen folk udenfor da det var ret koldt, så dem man for det meste stødte på var dem med intet tag over hovedet, Vlad var ret ligeglad med dem, de var ikke hans problem, selv om han havde nok penge til at hjælpe dem.
Som han fortsatte fik han en strøm af følelser i sig, det var næsten for meget, tre dæmon et eller andet sted fra hvor han befandt sig, de følelser de bar på var næsten for godt til at være sand og han valgte at følge 'maden af følelser' for at komme hen til hvor de befandt sig. Der gik ikke lang tid før de tre dæmoners følelser nærmest overvældet ham, den ene var vildere end den anden i deres følelser.
Dog han de havde allerede fodrede ham så nu kunne han lige så godt slå dem ihjel, de havde fuldført deres gerning for aften, så nu kunne han ikke bruge dem mere.
Hvad de nu end tæskede løs på var ham lige meget for han var ikke en angel som prøvede konstant at redde alle og alt.. eller også var det bare skytsengler.
Den ene dæmon stoppede pludselig med at sparke til Anna, han skreg up, snakkede i vildende, hvilket fik de to andre dæmoner til selv at stoppe og kigge på deres kammerat og så på hinanden.
"ARRRRRH NEJ NEJ! GÅ VÆK!" Skreg han og faldt om på jorden, sprællede som en ord der prøvede at slippe fri.
Pludselig faldt de to andre om selv, alle tre lå og skreg op, gav ingen mening og pludselig hvad før havde bare lignede en skygge, lignede nu at en skygge groede ud af mørket, tre tentakler som bevægede sig som om de var under vand.
Det lignede en mand eller mere skyggen af en mand som gik langsomt mod de tre sprallende dæmoner, store brutale dæmon som nu lå og skreg op den ene rædsel efter den anden.
Som skyggen nærmede sig dæmonerne kiggede de med rædsel på skyggen som om de så deres værste mareridt mens de prøvede at bakke bagud, ramte de en mur og gemte deres hoved bag deres arme som et skjold.
Hvad de dog ikke havde regnet med, var at denne skygge havde stoppet grebet om dem, men de var blevet så rødselsslagende at de ikke turde kigge på skyggen, hvilket var deres fejl.
Hvad før havde været en [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] mand var nu en høj rang mand med meget sort dog gentlemands tøj på, en top hat og en stok.
Med præcise og hurtige bevægelser, var alle tre dæmoner døde, alle med et lille fint hul hvor blod nu løb ud af.
Manden som hed Vlad havde brugt sit hidden blade i sin stok og spidede igennem dæmonernes halse, de blev kvalt i deres eget blod som løb ned i lungerne.

Hun lagde ikke meget mærke til hvem der egentlig havde gjort dæmonerne så bange, hun lagde mere mærke til sin smerte de havde påført hende, hun sank ned til den kolde jord, mens hun holdt om sin mave og ømmede sig og hostede, da de havde slået luften ud af hende et par gange de havde sparket og slået hende.
Dog da hun havde fået luften igen, kiggede hun lidt op og så en skygge, hvilket gjorde hende ret bange, den bevægede sig mod dæmonerne og den gjorde dem helt klart meget bange.
Hun vidste hvad det var, hun havde mødt en før, men aldrig  havde hun set formen, aldrig havde hun set skyggen af sådan et væsen.
Hun blev overrasket, da skyggen nu havde taget sin form af 'menneske' igen, og hun kunne kende hvem det var, eller det ville hun tro, det kunne være hendes øjne snød hende, hun havde ret ondt og hendes øjne var ikke alt for gode lige nu, de var ret sløret, lidt ligesom hendes mentale tilstand.
Hun kunne dog tydeligt se, hvordan dæmonerne blev dræbt, hun kiggede væk med et piv, selvom hun ikke kunne lide dæmoner, kunne hun stadig ikke lide at se folk dø, det kunne hun ikke have, lige meget hvem det var.
Hun kiggede lidt tilbage og kiggede på herren der nu på en måde havde... 'reddet' hende.
Hun kunne genkende herren, hun vidste hvem han var, det var dog ikke mindre nervepirrende.
"Vlad?" fremstammede hun med en svag stemme, stadig med en hånd på hendes mave, da den gjorde rigtig ondt.
Der ville sikkert være et stort blåt mærke lidt på midten af hendes mave, også andre steder, men mest hendes mave, da det var der de havde slået mest.
Hun prøvede at komme op og stå, ved hjælp af muren, hun støttede sig til den med hele kroppen, stod op af den og lænede hovedet mod den kolde mur, for at gøre hendes hovedpine mindre.
Hun havde det virkelig dårligt, man kunne se det på hende, hendes øjne var sammenknebet og hun var let foroverbøjet, da det gjorde mindre ondt i hendes mave, hvis hun 'krøllede' den sammen.

Da Anna spurgte efter Vlad begyndte der at forme sig nogle billed for øjne af hende, minder af ting som var glade og vidunderlige, ændrede sig pludselig til forfærdelige og triste, det var som om hendes minder om bedre tider, som fx. med hendes forældre, ændrede sig pludselig til at der skete noget helt forfærdelig, alle de minder som var hende dyrebare, de dybeste minder og følelser om noget som var hende vigtigt drejede 360 grader rundt og blev til mareridt, dårlige minder eller forfærdelige oplevelse.
Vlad vendte sig mod hende, hans [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] havde en meget orange skær til dem som han kiggede ned på Anna og pludselig holdt mareridterne op og de dårlige minder ændrede sig tilbage til de gode minder igen.
Vlad gik hen til den omtrumlede Anna og knælede ned og brugte sin stok til at stødte sig med. Han førte sin hånd ned til hendes ansigt, hold op hendes kæbe, ikke noget hårdt greb, men nok til at få et ordentligt kig på hende.

Anna blev ret bange, da der begyndte at forme sig minder som hun slet ikke kendte til, men så alligevel måtte hun kende til dem, for det var hendes minder ikke? Men de var bare så forfærdelige, ikke noget hun var vant til overhovedet, det skræmte hende yderst meget og noget sagde hende at Vlad havde noget at gøre med det.
Tåre formede sig i hendes øjne og da der blev for mange, trillede de ned af hendes kinder, alle de mange minder, som var så dårlige, blev bare for meget, hun fik det så dårligt inde i, en følelse hun aldrig nogensinde havde følt, kendte til, men aldrig følt, men den var forfærdelig og ikke en følelse hun ville komme ud for igen.
Anna kiggede op på Vlad, da han kiggede ned på hende, hun vidste nu at det var ham som havde gjort det og da det stoppede, sukkede hun tungt og var nærmest udmattet oven på alle de dårlige tanker.
Hun trak sig lidt væk da han gik hen mod hende, noget i hende var bange for ham, men hun kunne ikke få det til at hænge sammen med den mand hun havde mødt til ballet.
Hun veg lidt tilbage, da han rakte sin hånd ned til hendes ansigt, men da han greb om hendes kæbe, kunne hun ikke rigtig gøre meget andet end at kigge op på ham.
Hun snøftede lidt men kiggede ellers på ham, med de samme øjne hun altid havde, blide øjne som passede til hendes race, som hun bar hele tiden, lige meget hvem hun stødte ind i.
Hun kiggede bare på ham, uden at sige et ord til ham, for hun var bange for at hendes stemme skulle knække over.

Noget gas ramte Anna i ansigtet som fik hende til at gå ud som et lys og lå helt slap og godt bankede, hun så ikke pæn ud med smadrede.
Solen rejste sig langsomt op og lige så stille rørte det varme sollys Anna i ansigtet som solen kom højere og højere op på himlen og lyste meget af rummet op som hun sov i.
Anna havde fået en omgang bandage om sin mave og ryg, samt fået rensede sår som der havde været chance for betændelse.
Dog Anna havde ikke haft den mest behagelig nattesøvn, mareridt havde kørt på hendes drømme, det havde ikke været de slemmeste eller vildeste mareridt, men nok til at holde hende urolig. Dog mareridtene stoppede pludselig og hendes drømme vendte tilbage til deres normale tilgang.
Tjeneste folk kom og gik mens hun havde været væk i mareridt eller drømmeland og skiftede diverse ting for Anna dog var de gåede igen før solen var stået op.
Rummet Anna sov i havde gamle malerier, dog ikke støvet, der var gjort rent ofte for det ikke ville fremkalde støv eller spindelvæv.
Hende selv lå i en stor dobbelt seng og for enden af rummet, modsat til sengen stod der en række reoler med massevis af bøger, både gamle, så vel som nye.
Til venstre i rummet hvor døren var, stod der et lille bord med en lændestol ved siden af den til at sidde og læse.

Da Anna vågnede op fra sin søvn, havde hun voldsomt ondt i hovedet. Det sidste hun kunne huske var at se Vlads ansigt, inden det blev sort og så en masse onde drømme, der blev gode nok til sidst, hun havde ikke sovet særlig godt, det kunne hun godt mærke med det samme.
Hun kiggede rundt i det rum hun lå i, det var gammeldags, men meget hyggeligt på en måde, det var dog gået op for hende, at det slet ikke var hendes rum, hendes rum var hvidt og havde ikke en bogreol stående, det havde hun i sin sture.
Hun satte sig op meget hurtigt, men det fortrød hun, for hun kom med en jamrend da det gjorde ondt ved hendes mave.
Hun kiggede ned og så hendes mave var bundet ind, efter alt den sparken, gjorde den stadig meget ondt, det var helt vildt. Hun måtte huske at komme noget hurtigere væk fra dæmonerne næste gang, det var bare et held at Vlad havde været der til at rede hende, eller 'redde' hende, det han havde gjort ved hende efter, var bestemt ikke noget hun kunne lide, det havde været meget skræmmende og hun havde fået et andet billede af Vlad, som gjorde at hun var en del mere forsigtig omkring ham, end hvordan hun havde været til ballet, hvor hun havde danset med ham og snakket med ham om sådanne personlige ting.
Hun lagde sig tilbage i sengen, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, men en ting vidste hun, hun skulle finde ud af hvor hun var, og hvem der havde bragt hende her, dog havde hun på fornemmelsen, at Vlad havde noget at gøre med dette.
Hun sukkede og sat sig op stille og roligt denne gang.
Hun svang sine ben ud af sengen og rejste sig roligt op, men det gjorde enormt ondt at stå oppe.
Det varede ikke lang tid før hun måtte sætte sig ned igen og puste lidt ud, inden hun prøvede igen.
Hun støttede sig til væggen denne gang, for ikke at falde eller noget.
Hun gik hen til døren, og åbnede den meget langsomt, for at den ikke skabet nogen form for lyd, hun ville helst ikke have at hun blev hørt af dem der muligvis var i huset, de kunne være farlige, det kunne også bare være Vlad, men stadig, han var farlig, hun havde set en side af ham, som hun ikke havde set til festen, og det var skræmmende, det gjorde hende bange at være i nærheden af ham.
Hun gik ud af værelset, hun kiggede rundt i det hus hun var havnet i, mens hun holdt om sin ømme mave, som hun ømmede sig lidt til.

Da Anna fik åbnede døren kom hun ud på en lang gang, ingen vinduer andet end fakler som brændte med et par statuer og massevis af billeder, som var af forskellige mennesker, både mænd og kvinder. For enden af gangen var der en egetrætsdør som stod lidt på klem og førte ud i en stor velkomst hal, hvor der var en stor mamor træppe som gik op til første sal. Med to fuld plate armour statuer som hver holdte et spyd og en stor flot lysekrone i loftet var der ikke en sjæl at se, det eneste var sollyset som skinede igennem den lille revnen som de mørke gardiner skabte ved at være trukket næsten helt for, pånær den lille revne.
Den store dobbelt dør ud til gårdspladsen var nærmest en port og lavet af egetræt, præcis som døren som gik ud til hallen.
Over i den modsatte side af hallen var en dør på klem, et varmt dansende lys flimrede som fra en kamin der brændte.
Selve rummet var med bogreoler og en enkel plante i et hjørne, en lænestol vendt mod kaminen med et lille bord ved siden af hvor et glas rødvin på det.
Hvis man gik hen til døren ville man kunne se lige toppen af hovedet på en mand som af drejningen af hovedet, læste en i bog.

Anna kiggede sig rundt, der var ingen i miles omkreds, i hvertfald ikke nogen hun kunne se, måske skulle hun bare finde en vej ud derfra, bare et eller andet sted, lige meget hvor, så ville hun bare kunne sprede sine vinger og flyve væk derfra i en fart, men dog tænkte hun også om hun overhovedet ville kunne det, eftersom hun havde så ondt ved maven, og var forbundet, hun tvivlede på hun kunne flyve i den tilstand hun var i nu.
Hun begyndte at gå, uden rigtig at have et mål for hvad hun skulle, måske skulle hun prøve at finde en, som hun kunne spørge om hvor hun i virkeligheden var.
Hun behøvede ikke væggen til at støtte sig mere, selvom det dog stadig gjorde ondt, begyndte hun at kunne holde balancen, hun havde ikke hovedpine mere.
Hun gik hen til en stor dobbeltdør, som stod på klem, hun åbnede den så stille som hun overhovedet kunne, så ingen ville høre hende snige sig rundt i huset.
Hun måbede lidt da hun kom ind i en hal, en stor en, med trappe op til en helt anden sal, det var ikke noget hun ligefrem havde i sit hus, hende hus var på en etage og så en madkælder, det var slet ikke så stort som det hun var havnet i.
Hun kiggede sig lidt rundt i hallen, for at finde ud af hvor hun skulle gå hen, hun kiggede på en dør, som også stod på klem, der var lys der inde, hvilket måtte betyde at der var en derinde i hvert fald.
Hun bevægede sig hen mod døren, ret så langsomt, man kunne næsten ikke høre hendes fodtrin, så stille var hun, så stille som en ninja.
Hun kiggede ind af døren, i hvert fald det hun kunne, hun så ikke meget af rummet, men hun så at der var en derinde, en mand.
Hun åbnede døren forsigtigt, lod den bare gå op imens hun pressede en hånd imod den.
Uden en ide om hvem det var der sad der og læste, spurgte hun bare med det samme. "Hvor er jeg?" hendes stemme var nervøs og rystende, mens hun kiggede meget intenst på manden der sad der.

Der var stille, det eneste man kunne høre var lyden af det knitrende ild i kaminen som tog godt i brændede, hvilket gav rummet et oplyst men levende lys og skygger som dansede frem og tilbage som flammen som om de var til dansetræning.
Manden som sad i stolen reagerede ikke på hendes spørgsmål og lyden af en side som blev bladrede. Vinglassede blev ikke rørt ved, det stod der bare og lignede blod begrund af ilden som ramte glasset.
Pludselig var det som om at Anna blev kontrollerede af noget eller nogen som hun ikke kunne se, men Anna blev kontrollerede til at gå nærmere stolen til hun kom om på siden af den gamle læderlænestol. Dog den mand hun nok havde regnet med at finde i stolen eller håbede?
Men den person hun så var hendes egen far som kiggede op på Anna med først lidt forvirret blik og så dernæst med rædsel. "Forsvind dæmon!" og prøvede at kravle over armlændet som var længest væk fra Anna og faldt ned på gulvet og vendte sig rundt med armene op foran ansigtet, "gør mig ikke noget dæmon!" råbte han rædselslagende mod Anna.
Et spejl stod pludselig foran hende og da hun så sig selv, lignede hun ikke sit uskyldige og guddommelige smukke jeg, men en kvinde der havde horn, gråhud, ar på kroppen og nogle store [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] vinger samt hove som fødder og noget grønt selvlysende syrer af en art som dryppede fra sine hænder.

Anna blev bange, da hun lige pludselig, uden selv at tænke over det, gik hen til stolen hvor manden sad i og fik øje på hvem det var, som egentlig gjorde hende meget forvirret.
Hendes far sad i stolen, men så vidt hun huskede... var dette ikke deres hjem.
"F...Far?" stammede hun uforstående og bange.
Dog hendes far så ikke ud til at kende hende, men være nærmere bange for hende, som om hun var et eller andet monster.
Hun blev meget forvirret, da han pludselig kaldte hende en dæmon, hun vidste ikke hvad han talte om, hun var ingen dæmon, hun var jo hans datter, hans engel, som skulle gøre den familie stolt, men han var tydeligvis bange for hende og hun forstod det virkelig ikke.
Hun stoppede op, da et spejl pludselig dukkede op foran hende og hun så sig selv, eller det var ikke hende, det var en anden, en hun slet ikke kendte, det var ikke hende, det var slet ikke hende som hun så i spejlet, det havde aldrig været hende, hun var ingen dæmon, hun var en engel, en skytsengel, uskyldig og blid, ikke blodtørstig og ækel.
Uden at tænke over det, var hun ude af rummet og løbet over til døren tværs gennem hallen, til gårdspladsen, uden rigtig at ligge mærke til den smerte det påførte hende da hun løb.
Hun ville egentlig bare væk fra det sted, for selvom hun var skræmt over det hun havde set, vidste hun at det ikke var virkelighed, men at det var en som legede med hendes hjerne og det var højst sandsynligt Vlad, og hun ville hellere end gerne væk fra ham.
Da hun var ude, foldede hun sine vinger ud, sine kæmpe store hvide vinger, som gjorde klar til at lette fra jorden, men lige da hun bare slog et vingeslag, faldt hun om på jorden i smerte mens hun holdt på sin mave.
Det havde ikke rigtigt gået helt op for hende endnu, at hun næsten intet tøj havde på, hun trusser og bh, men hun begyndte at kunne mærke det, da kulden ramte hende. Hendes kinder blev helt røde og hun prøvede at gemme sig fra hvem der nu burde være i nærheden.
Det var ikke med det samme hun kunne komme væk, men der var ingen der kunne overtale hende til at blive... ville hun tro.

Der blev pludselig unaturlig mørkt, som om mørket selv for det dybeste mørke dækkede for hele verden. Anna var i kort tid fuldstændig blind begrund af mørket, men et dunklende lys tændt og hun var pludselig nu i en kælder nøgen og spændt fast til en kold og klam mur med armene strakt ud til hver sin side af hovedet så hun ikke kunne bevæge sig.
En kvinde i skyggen stod ved en åben dør og gik længere ned, hvilket viste sig at det var hendes mor denne her gang, hun havde et tomt men knust blik som deres øjne fangede hinandens blik. "Hvor vover du.. du var vores engel, vores datter.. og du forrådte ved at.. at.. at hore dig med det skyggevæsen!" skreg hun mens tunge tårer løb ned af kinderne på hende. "Du gav os intet valg.. gør hvad i må gøre.." lød det koldt og halv forgrådt fra Annas mor mens de tre dæmoner som havde bankede og tævede hende inden hun mødte Vlad, stod nu foran Annas mor som langsomt gik bagud og vendte sig så rundt. Som hun var på vej op af stentrappen, stoppede hun ved en mand i skyggerne, han bar tophat og en lang frakke som holdt sin stokken foran Annas mor så hun blev nød til at stoppe op og kiggede tilbage på Anna og skubbede så til stokken og forsvandt hun ud af døren.
De tre dæmoner stod og smilede ned til hende, to af dem stod med knive og den sidste stod med en pisk.
Manden rykkede sig ikke fra skyggen, men stod bare og kiggede på mens den første dæmon gjorde klar på at svinge pisken mens de to andre gik tilbage.
Pisken landede med et ordenligt slag, et højt piskesmel lød i rummet og lidt blod løb ned af skuldren på Anna men blodet nåede ikke langt, før at en af de to andre dæmoner gik helt hen til hende og stak sin lange slangeligne tunge ud og slikkede langsomt op af hendes skuldre til selve stevet for pisken havde ramt og smilede djævelsk til hende og bakkede tilbage til sin plads.
Sådan fortsatte det, piskeslag efter piskeslag landede på hende, ene hårer end det andet som de ramte Anna, og hver gang blev hun slikkede af de to andre dæmoner for blodet var.
De løsnede hende og vendte hende rundt og spændte hende fast så den klare rene englehud viste sig.
Dæmonen med pisken gik helt hen til hende, slikkede hende om øreflippen bed lidt i den, "har du ikke lyst til at vise os dine store flotte hvide vinger min lille engel?" Spurgte dæmonen som fortsatte med at rage på hendes blodige bryster mens han hviskede til hende med en liderlig tændt og hæs stemme, "vis os dine vinger din lille horeunge".
Og helt automatisk viste vingerne sig i alt deres pragt, selv om Anna på ingen måde havde lyst og kunne skrige det lige så højt inde i hoved som hun ville men hendes underbevisthed nærmest bare gjorde som den fik besked på.
mens to af dæmonerne spændte hendes vinger fast til loftet som hun ikke kunne bruge dem, stod den anden med en sav i hånden og lagde saven på hendes vinger og kiggede på Anna og gav hende et luft kys.
"Bare tænk på da du horede med dit skyggevæsen" sagde han hånligt og begyndte at save, langsomt og stoppede ikke, den smerte Anna følte kunne ikke måles, det ville være som at få skåret en arm af.
Sådan fortsatte dæmonen med begge hendes hvide smukke og flotte vinger, til de begge var savede af og hang i loftede og dingede mens blod fossede ud af de to steder hvor hendes vinger havde siddet.
Hvad følte som flere timer, kun havde varrede få minutter.. eller havde det?
Dæmonerne forsvandt, gik ud af kælderen og efterlod Anna hængende.
Skyggen stod der stadig, kiggede men sagde intet før han kom ud af skyggen og viste sig som Vlad, som gik hen og stod foran hende, knælede foran Anna som stadig hang med blod som løb ned af hendes krop.
Vlad åbnede for de håndjern som havde holdt Anna oppe på væggen så hun dumpede ned og lå i en pøl af sit eget blod.
Vlad rejste sig op igen og vendte sig rundt og gik ud af kælderen til Anna var alene, liggende i en pøl af sit eget blod mens mere stadig løb ud af hende.
Dog med alt det blod og torture hun havde fået, havde hun utroligt nok kræfter til at kravle, dog jog smerten extremt meget i hende, hver gang hun bevægede sig.

Anna begyndte at ryste af skræk, da det lige pludselig blev helt mørkt, som var hun fanget i et rum uden noget lys, selvom hun vidste at alt dette var noget der skete i hendes hoved, eller det ville hun i hvert fald tro, kunne hun stadig ikke lade være med at være bange.
Mørket gjord hende svag og udmattet, men et lys blev tændt og hendes øjne blev paniske, da hun så hvor hun var, hvad der var sket, hun var bundet op, helt nøgen.
Hun så sin mor foran sig, det føltes så virkeligt det hele.
Hendes mors blik gjorde ondt på Anna, og hendes ord fik hende til at græde, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun behøvede vel ikke engang at sige noget, det var ikke hendes rigtige mor, men det var nok nøjagtig det hun ville sige, hvis hun havde været i seng med et skyggevæsen, i seng med Vlad, men det havde hun jo overhovedet ikke...
Alt forvirret hende, da de tre dæmoner fra tidligere, dukkede op foran hende, begyndte hun at sparke fra sig i alle retninger, for at kunne komme væk, men det hjalp selvfølgelig ikke. Hun så på sin mor løbe væk, men blev stoppet af en skygge, som Anna godt kunne kende, det var Vlad.
Hun kiggede på Vlad, med øjne fulde af sorg, dette var det rene helvede, hvordan kunne han udsætte hende for det, hun troede de havde haft det så godt den aften, men det var måske bare alt spil for galleriet.
Hun kiggede tilbage på dæmonerne der stod overfor hende, alle sammen med piske i deres hænder, frygt fyldte hendes blik, da en af dæmonerne svang den første pisk og ramte hende hårdt, så hun skreg.
Hun rystede da en af dæmonerne kom hen og slikkede det af, det var afskyeligt.
Tåre begyndte at rende ned af hendes øjne, mens hun begyndte at små hulke, alt imens dæmonerne blev ved med at piske hende og slikke blodet væk som rendte fra hendes åbne sår fra piskeslagene.
Hun hang bare, da de begyndte at løsne hende, hun lod sig vende rundt, hendes krop var allerede mærket, hun var færdig med at være engel.
Hun gøs da dæmonerne begyndte at gøre grav på at se hendes vinger, men hun rystede bare på hovedet, det fik de ikke lov til, for hun vidste lide præcis hvad de ville gøre med dem, og det kunne hun ikke lade ske, selvom det bare var noget der skete i hendes hoved, ville hun ikke lade det ske.
Men lige meget hvor meget hun sagde nej, kunne hun til sidst mærke sine vinger folde sig ud og så blive spændt fast.
Anna begyndte først nu rigtigt at skrige efter hjælp, især da der blev savet i hendes vinger.
Smerten, den var ikke til at holde ud, den gjorde at hun besvimede op til flere gange, men blev vækket hurtigt igen af smerten der blev ved.
Da hendes vinger til sidst var blevet fjernet fra hendes krop, hang hun bare som en der var død.
Det kunne man også sige at hun var, hendes vinger var væk, de var blevet fjernet fra hendes krop, den smerte de havde trukket hende igennem, den var for stor for hende at klare.
Hun kunne mærke alt blodet rende ud af hendes krop, hun blev svagere og svagere jo mere blod der rende ud.
Anna sagde ikke noget, hun græd ikke, hun snøftede ikke, hendes ansigt var bare en tom skal, hendes øjne var tomme og kiggede bare ud i luften, også da Vlad trådte ud af sin skygge, hendes øjne fulgte ham slet ikke.
Hun lod sig bare falde til jorden, da han løsnede hende og lå bare, indtil han gik.
Hun begyndte at trække sig hen af gulvet, men det nyttede ikke noget, det gjorde så ondt på hende, at hun ikke ville nå ret langt før hun enten ville gå bevidstløs eller bare dø i sig selv.
Hendes hoved var ikke så klart længere, hun kunne ikke tænke klart længere, tanken om at dette ikke var virkelighed, var der ikke længere, da smerten hun blev trukket igennem, føltes mere virkeligt end noget andet.
Hun lå bare stille til sidst og kiggede mod trappen der ledte oven på.
Hun ville ikke kunne nå derop, der var for langt for hende, hun kunne lige så godt blive liggende og byde døden velkommen.... eller noget.
Hun lå bare på maven, da det ville gøre alt for ondt at ligge på ryggen, på grund af hendes afsavede vinger.
Hun kiggede op på sine vinger, og da hun så dem hænge der, brød hun ud i grød, det der betød noget for hende, var blevet taget fra hende, hun var ingen skytsengel længere...

Som Anna lå der, knust og ødelagt, torturede og knækkede, kom der pludselig et lys fra loftet, et lys man næsten skulle tro var fra himlen, en svag stemme der blev stærkere jo mere lyset spredte sig.
"Anna.. Anna" Lød det nærmest guddommeligt, en kvindelig stemme, en varm, næsten velkendt stemme for Anna. En skikkelse viste sig foran Anna, kampe store hvide vinger viste sig på engels vinge, englen smilede sogmodigt men varmt og havde helt hvid tøj på. Engel kiggede tilbage på det skarpe himmellys, "Anna.. Anna" lød nu en mandlig stemme, også velkendt for hende.
Og så satte engel sig på knæ ved Anna, blodet rørte ikke englens klæder som om det var rent luft for englen.
"Anna.. Anna.. ANNA!" blev der pludselig råbt og alt omkring Anna, hun var ude på gårdspladsen sammen med englen og det skarpe lys, men hendes forældre, Vlad og de træ dæmoner var der også og alle pånær Vlad kiggede med rædsel på hende men endnu mere på englen, med et demonic dyrisk skrig løb de mod Anna for at angribe hende med faldt om da de nåede få meter fra hende og blev opløst i et smertens skrig til der kun var Vlad, men det var ikke Vlad, hvor Vlad havde ståede, stod nu det skyggevæsen som havde slået de træ dæmoner ihjel inden hun stødte på Vlad, den blev slåede tilbage af englen, men englen kæmpede imod, havde trukket et gyldent spyd, en gylden rustning formede sig om englen, de hvide vinger ændrede sig til gyldne nærmest brænden vinger.
Englen stillede sig foran Anna, "JEG VIL IKKE LADE DIG SLÆBE DENNE SKABNING MED NED I MØRKET SKYGGEVÆSEN!" Råbte englen mod skyggevæsnet som liggede mørket selv, lange skygge tentakler som dansede på ryggen af dette skyggevæsen som havde det mest gyselige smil og hvide øjne.
Englen sendte noget gyldent røg ned mod Anna, det gav nogle af hendes kræfter tilbage, nok til at kunne udholde den ekstreme og utrolige smerte hun havde over alt men mest fra de afskårede vinger.
Englen [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] mod skyggevæsnet som huggede ud efter englen som forsvandt op i røg og kom frem igen bag skyggevæsnet og svingede sit spyd og snittede skyggevæsnet.
Imens englen og skyggevæsnede kæmpede, lød der pludselig en stemme Anna kendt kun alt for godt, som kom fra selve det himmelligende lys, "ANNA! ANNA! kom hjem, vi savner vores lille engel!" Råbte hendes mor, dog Anna kunne ikke se hendes mor i lyset, bare høre hendes stemme, "Skatter kom hjem, du er stærk!" Lød hendes fars stemme nu også fra lyset.
Englen som kæmpede mod skygevæsnet fløj tilbage og landede på ryggen og knuste fliserne på jorden, men kom hurtig op igen, "GÅ! RØR VED LYSET, FØLG STEMMER.. ARGH!" Skreg englen, skyggetentaklerne havde gennemborrede ham så han faldt om og lige i det han kiggede tilbage på Anna, "red dig selv barn!" Råbte han før at hans blev opløst af skyggevæsnet og forsvandt.
Skyggevæsnet vendte sig mod Anna, "Annaasssh du er minsshhh" lød det fra skyggevæsnet med en vislende stemme, næsten en hvisken inde i hendes hoved som begyndte at få hende til at kæmpe imod sin egen lyst til at holde sig fra lyset og gå mod mørket.
"Anna! ANNA! LYT IKKE TIL DEN, KOM TILBAGE TIL OS!" Råbte hendes forældre til Anna i et desperat forsøg på at få Anna til at komme til lyset.
"Annasssh dine forældressh hader digsssh de fik dæmonerssh til at skære dine vinger afsssh" prøvede skyggevæsnet at manipulerede hende med mens den nærmede sig mere og mere Anna og med skyggevæsnet blev mørket større og større omkring, langsomt lukke for himmellyset.

Anna blev nærmest blændet af lyset over hende, hun kiggede op, men hun kunne ikke kigge i for lang tid. Anna var ved at tro hun var gået fra forstanden, da hun begyndte at høre stemmer.
Der kom en engel ned fra loftet af, med sine store hvide vinger og sit perfekte ansigt, perfekte hud, alt hvad Anna havde mistet for nogle få sekunder siden.
Anna kiggede undrende og skræmt på englen, hun stolede ikke rigtig på noget længere i dette univers, alt kunne være ondt, selv et uskyldigt ansigt der tilhørte en engel, kunne være en forræder.
Men engel var ikke den eneste stemme hun hørte, der var en anden, og så en til.
Hun så på englen som sad på knæ ved hendes side.
Anna kiggede forvirret rundt, da pludselig var på gårdspladsen igen, stadig i det univers som hun tog som uvirkeligt.
Hendes mor og far stod der, vlad stod der samt de tre dæmoner.
Englen var der stadig ved hendes side og på en måde gjorde det hende rigtig tryg.
Anna kiggede væk bange, da alle begyndte at løbe imod hende, men da hun hørte skrig der ikke tilhørte hende, kiggede hun tilbage og så hvordan de blev opløst af englens kræft.
Hun kiggede overrasket på englen, men hun kunne se Vlad stadig var der, eller den del af Vlad hun var mindre vild med efterhånden.
Anna kiggede på englen, som den udviklede sig til at se meget stærkere ud end nogensinde. Hun måbede lidt over det, det var godt nok en stærk engel, stærkere end nogen hun havde set, ikke fordi hun havde set det helt store, de var bare normale engle dem hun havde mødt.
Hun fik kuldegysninger af englens stemme da den talte til skyggevæsnet, det var en kraftfuld stemme, det kunne hun godt lide.
Anna kiggede undrende på englen, da noget gyldent røg kom mod hende og hun følte sig på en måde lidt friskere, men slet ikke tilnærmelsesvist hvad hun plejede før dette mareridt... Hun stoppede op og tænkte lidt over det der lige havde gået forbi hendes tankegang... Mareridt, var dette mon bare et mareridt som hun havde? Hun så på englen og skyggevæsnet kæmpe mod hinanden, indtil hun hørte hendes mors og fars stemme og med det samme, løb det koldt ned af ryggen på hende, hun var blevet bange for hendes forældre efter alt dette, selvom deres stemmer lød meget mere rolige og blide end før.
Hun lyttede til hvad englen sagde, at hun skulle røre lyset, hvor stemmerne kom fra.
Men da englen blev opløst, var der en anden stemme der tog hendes opmærksomhed. Skyggevæsnets.
Hun kiggede hen på det, det så så uhyggeligt ud at hun bakkede en del væk fra det, især da det sagde at hun var dens. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre, da hun både lyttede til englen, mor og far og skyggevæsnet, det blev alt for meget til sidst, og da skyggevæsnet havde talt ud, var det nok for Anna.
Hun sank sammen på jorden mens hun prøvede at gemme sig væk og bare sige til sig selv at det bare var et mareridt og hun ville vågne op et sted, det samme sted nok og bare komme hjem.
Hun lukkede sine øjne og holdt om sig selv og håbede på at alt bare ville forsvinde.

Alt blev sort omkring hende pånær hende selv, eller det hun lå på, hun blev båret gennem mørket som om hun lå på en båre. Som hun svævede gennem mørket hvis man kunne se i mørket, var der onde væsner under hende som prøvede at få fat på hende.
Det gyldne himmellys som bar Anna rykkede sig stille og roligt og ikke i nogen høj hastighed som den nærmede sig et meget svagt lys som kun blev større og kraftigere som hun kom tættere på det.
Alt blev pludselig vendt rundt på hovedet, Anna blev trukket nærmest overdrevet op fra båren og tvang hende til at langsomt åbne øjne som hun fløj mod lyset som blænede hende mere og mere til Anna pludselig blev tvunget til at åbne øjne helt.
Anna lå i en sort doubleseng, en del folk var omkring hende, begge hendes forældre sad ved hendes venstre side, en tjenestepige var igang med at duppe en våd klud på hendes pande.
Rummet var præcis det samme rum som Anna havde vågnet op i første gang, eller havde hun overhoved vågnet op?
Møblerne stod samme sted, samme seng, samme billeder i rummet med samme dør, dog eneste forskel var at hendes forældre var i rummet sammen med en stuepige som var lidt ældre end Anna selv.

Anna holdt sine øjne lukket, hun kunne godt mærke at hun ikke ligefrem sad ned mere, men blev båret, hvilket var noget af en ubehagelig følelse for hende, når nu hun havde lukket øjne, men hun var bare bange for at hvis hun åbnede dem, var der noget foran hende, som var endnu værre end det hun havde været igennem.
Da hun begynde at ane lys stråle sig vej gennem hendes øjenlåg, åbnede hun sine øjne, det var dog meget utydeligt, det eneste hun kunne se udover lyset, var kun mørke, det føltes egentlig som om hun stadig havde lukkede øjne, men lyset bliver kraftigere jo tættere på hun kom, og til sidst kunne hun se hvor hun var, hun lå ned i det helt samme rum som hun var i først, hun begyndte at kigge rundt og da hun fik øje på sine forældre, kom der er skræmt mine frem og hun trak sig lidt tilbage fra dem, selv fra tjenestepigen, selvom hun slet ikke havde haft nogen del i det hele, men hendes forældre, hun vidste på en måde det havde været en drøm, men hvad hvis nu det stadig var en...
Det gik dog mere op for hende, at det ikke var en drøm længere, jo længere tid hun lå i sengen og kiggede meget undrende på sine forældre.
Et let smil kom frem og hendes hænder fulgte vejen til hendes vinger, som hun uden advarsel, bare slog ud, så hvis nogen blev ramt, havde de nok noget af en hjernerystelse.
Hun lod sin hånd stryge blidt over sin ene vinge. Anna sukkede lettet, hun havde stadig sine vinger, der var intet sket hende, det var bare et mareridt. "Bare et mareridt" sagde hun og kiggede så tilbage på sine forældre som så noget så undrende ud, det var ikke normalt at deres datter var bange for dem.
"Har du haft mareridt min kære?" spurgte hendes far hende, meget undrende, det lignede ikke Anna at have mareridt, det lå ikke til engle, men Anna nikkede og det bekymrede hendes far.
Annas mor sad bare og smilede til hende, mens hun blidt nussede Annas arm.
Anna kiggede hen på stuepigen og et undrende blik gik hendes vej, spørgsmålet om hvor de var, lå stadig på hendes tunge. "Hvor... er jeg?" spurgte hun stuepigen med en svag stemme, som havde hun løbet et marathon, det føltes også sådan, hun var så udmattet, mareridtet havde gjort hende udmattet.
Hun kiggede ned på sin mave, den var bundet ind nøjagtig som i mareridtet og hun var kun iklædt trusser og bh som i mareridtet, hvilket fik hende til at rødme igen, eller ikke igen... fordi det var jo bare et mareridt. Hun sukkede, hun var forvirret og det gav hende hovedpine, hun ville bare gerne hjem egentlig.

Anna lignede en som havde været igennem helvende og tilbage igen med det plege ansigt hun havde. Tjenestepigen kiggede tilbage på Anna med et beroligende med sødt smil og duppede med en varm klud på hendes pande. "Du befinder dig i Ravnehøj" svarede hun Anna og bukkede for begge Annas forældre og forlod så. Hun stoppede dog op da en høj rang og fornemt tøj, kom ind og bukkede for ham.
"Hvordan har hun det?" Spurgte herren stuepigen om som forklarede at Anna havde det fint fysisk, men psykisk var hun stadig rystende over mararidtet.
Den høje flotte og velklædte mand lukkede døren bag sig da stuepigen forlod rummet og vendte sig rundt og stod med sin stok foran sig.
"Det ser ud til at du kommer dig Anna Silver" kommentere han og gav hende et smørret smil og et glimt i øjet.
Annas far rejste sig op fra sin stol ved siden af Annas seng og takkede Vlad meget taknemligt for at havde fundet deres datter på gaden.
Anna havde blåmærker og lignede noget katten havde slæpt med hjem natten før og havde Vlads stuepige været flittig og forbundet og rensede Annas sår, snit og næsten lilla mærker på kroppen.
Hun lå også nøgen i sengen, alt hendes tøj var sendt til vask og derefter blive fixet af en som vidste hvordan man syet.
Vlad bar en mørkeblå vest med en hvid skjorte indenund og ravnesort farvede hår, kort men stilede at se på.
Med begge hænder på ulvehovedet af sin stok kiggede han på forældrene, "hvis i får brug for yderlig hjælp, kalder i bare, så skal min butler nok komme og se til jer" fortalte han og nikkede til Annas forældre og gav Anna et hurtigt blink og åbnede døren og forsvandt ud af rummet og lukkede døren bag sig.

Anna kiggede undrende på tjenestepigen, da hun svarede på, hvor hun befandt sig. Ravenhøj? Hun kendte ikke til noget sted der hed Ravenhøj.
Hun lagde sig lidt tilbage og lod tjenestepigen duppe en våd klud mod hendes pande, det var ret så rart, efter den forfærdelig drøm, som hun var sikker på, at Vlad stod bag, hvem kunne det ellers være, ingen anden var hos hende, da hun blev redet fra de tre dæmoner.
Hun lå lidt og kiggede op i loftet, for at få styr på sit hoved, som gjorde så ondt lige nu.
Men da hun pludselig hørte en meget velkendt stemme, satte hun sig straks op i sengen og hendes øjne fandt med det samme, Vlad.
Da døren blev lukket, og Vlad så på hende, kunne hun ikke lade være med at føle et hvis had men hun var underligt nok også meget tiltrukket af Vlad, på en måde hun kun ville kunne forstå. Efter så kort tid af at havde kendt hans eksistens.
"Ja, ikke fordi at du hjalp særlig meget med det" sagde hun, meget spydigt, mens hun sendte ham et blik som kunne dræbe.
Anna lod sine store vinger komme frem, da hendes far rejste sig for at takke Vlad, det var for at advare Vlad, om at hvid han bare så meget som tænkte på at gøre hendes far fortræd, så kunne han godt vente sig.
Hendes mor kiggede undrende på hende, det var mærkeligt at se hendes datter så truende over for en mand som havde redet hende, men hendes mor havde ingen anelse om hvad han havde trukket hende igennem.
Hun tog ikke sine vinger til sig igen, de fik lov til at blive ude, som en vedvarende advarsel rettet direkte mod Vlad, som hun havde sine øjne på hele tiden.
Hendes mor prøvede at berolige hende lidt, med det hjalp ikke.
Da Vlad så endelig sagde at han ville gå, og gik, tog hun sine vinger til sig igen.
"Jeg vil hjem nu" sagde Anna med det samme til hendes forældre, der var overrasket over hendes kommenderende tonefald.
"Unge dame, du er lige vågnet op, efter at havde været døden nær, og så er du så respektløs over for den unge herre, som redde dit liv!" Sagde hendes far.
Anna rullede bare sine øjne over hvor dramatisk han var, men hun vidste at hun ikke kom nogen vejne med det.
Efter lidt gik hendes mor og far ud af værelset, så Anna kunne få noget ro.
Det var rart at det pludselig blev så stille, og hendes hoved var ved at have det bedre, efter den forfærdelige drøm.
Hun lagde sig tilbage i sengen, og prøvede at lukke øjne i nogen sekunder, men åbnede dem hurtigt igen, da billeder stadig kørte i hendes hoved. "Dumme vlad" mumlede hun surt.

Dagene gik og stuepigen kom ofte ind for at tjekke på Anna men gik så igen da hun havde andre pligter, Vlads butler, en ældre herre, flik og rar kom altid smilende ind til Anna med en bakke morgenmad. Han var også meget imødekommende overfor Annas forældre og spurgte ofte om de behøvede noget og ville sørger for at give dem det som det var inde for hans magt, han var trosalt bare en butler.
Vlad kom næsten ikke ind til Anna, i stedet kom stuepigen, ung, smuk dog en smule pleg i huden. Det blev bedre med tiden som hun fik hvilede sig, begyndte at billederne af forsvinde i hendes tanker.
Dog på den syvende dag hvor Anna havde ligget i den store dobbelt seng, begyndte nogle mareridt at vise sig igen, men en bestemt del af mareridtet, skyggevæsnet, det mørke og sorte væsen med lysende øjne og tentakelligende skygger som gik ud af ryggen på væsnet.
Det sprang lige imod Anna og hendes ansigt med en ondskabsfyld latter, hvilket fik hendes krop til at vække hende.
Latteren sad stadig frisk i hendes tanker efter hun var vågnet men døsede så hen, som om noget havde fjernede det fra hende.
Mararidtet viste sig dog ikke resten af natten op til morgen, hvor igen stuepigen kom ind for at se til Anna og lige efter kom butleren med hendes morgenmad.

Af alle de mange dage der var gået, føltes det som om der var gået hundrede år.
Hun havde hovedsageligt ligget i sengen og var blevet passet, nogen gange var hun kommet op og gå bare en lille tur, men hun fik det hurtigt dårligt af det, som om noget slog hende ud af kurs, hun skød skylden på Vlad og hans dumme måde at fucke med hendes hjerne på.
Hand personale havde hun dog intet imod, det var skræmmende først, at blive passet af nogle helt nye folk hun ikke kendte til, men efter kort tid, vendte hun sig til dem og fandt ud af at de faktisk var okay at betro sig til, hvis det nu var.
Hendes mor og far kom af og til, men ikke så tit som før, de havde også jobs at se til, og de blev selv mere overbevist om at der blev taget sig godt af deres elskede datter, som ikke virkede som sig selv længere, slet ikke, hun havde ændret sig meget efter den drøm, det var selv mærkeligt for Anna, at se hvordan hun kunne finde på at reagere nogle gange, hun tænkte sig ikke lige altid om.
Hendes drømme og billeder fra drømmen, var tonet ned, jo flere dage der gik og til sidst var det som om alt var okay, det var dog indtil at det var aften, at hun så en bestemt person i hendes hoved, som havde været i drømmen.
Den var modbydelig som hun huskede den, det gav et sæt i hende, da den sprang mod hende, med en latter der kunne skræmme livet ud af hver eneste levende ting, ville hun næsten tør væde med.
Hun satte sig hurtigt op i sengen, med en smule sved på panden.
Hun sukkede tungt og lagde sig tilbage i sengen, latteren var der dog stadig, selvom hun prøvede at sove, heldigvis uden besvær.
Da butleren kom ind med hendes morgenmad, rørte hun den næsten ikke.
Hun kiggede op på butleren med et træt udtryk. "Hvornår kan jeg tage hjem?" Spurgte hun, meget direkte, ikke så høfligt, men hun var bare så desperat lige nu, for at komme lidt væk fra det hus.
At komme ud og få noget frisk luft, tage til byen og få sig noget at spise på en god kro, noget i den stil i hvert fald, savnede hun meget.

Butlerens smil drænede lige så stille da Anna spurgte ham om hun måtte komme ud på en ret uhøflig måde, "det er ikke op til mig m'lady, jeg henter herren" svarede han og bukkede for Anna og forlod rummet igen.
Et kvarter efter åbnede døren til værelset som Anna befandt sig i og ind kom Vlad, dog med en mørkelilla vest, sort skjorte og nogle sorte bukser. Vlad stod nu foran døren han lige havde lukket med sin stok i den ene hånd.
"Jeg hører at du vil hjem m'lady, må jeg spørger hvorfor, føler du dig da helt rask?" Spurgte han hende og bevægede sig nærmere sengen hun lå i.
Han gik rundt på siden af hendes seng og satte sig ned på en stol som var stillede for folk som kom for at se til hende eller besøge hende.
"Altså hvis de gerne ville væk, kan jeg få kusken til at gøre vognen klar for dem m'lady" fortalte han Anna og rejste sig op igen.
"Jeg får stuepigen til at hente dit tøj... farvel m'lady" sagde han og gav hende et lille charmerende smil og lige i det at han forlod stedet, tilføjede han noget, "for nu" og så forlod han rummet.
Et lille kvarter efter kom stuepigen med Annas tøj og bukkede for hende og forlod rummet igen.

Anna sukkede tungt, da hun så butlerens nu ellers så høflige smil, forsvinde. "Undskyld uhøflighede..." undskyldte hun, inden han gik ud af døren, hun kunne ikke lide at være uhøflig, alt hvad hun var vokset op med, gjorde at hun skulle være høflig overfor alle.
Men Anna havde ikke været sig selv, efter det mareridt, det var som om hun var ændret for evigt.
Hun lagde sig tilbage i sengen med et tungt suk, og lå bare stille, da hun hørte en komme ind i rummet, det var nok Vlad, som butleren havde hentet.
"Vlad... Jeg har sagt det til dig, kald mig Anna" sagde hun og kiggede blidt på ham, da han satte sig ned på en stol ved siden af hende.
Hun trak på skulderne, da han spurgte om hun følte sig rask.
"Lidt... måske..." sagde hun og sukkede tungt, da hun ikke vidste hvordan hun helt skulle forklare sin situation, som absolut godt vidste hvordan det hang sammen.
Hun kiggede op på ham, da han rejste sig og kiggede noget så overrasket, da han sagde at han ville gøre kusken klar, til at hun kunne tage væk derfra, hun havde ikke regnet med at det ville blive så nemt for hende bare at komme væk derfra.
"Øhm... Okay, farvel" sagde hun lidt forvirret, mens hun kiggede efter ham.
Der kom dog et lille smil, da han smilede charmerende til hende, og sagde 'for nu', hun vidste ikke hvordan hun skulle tage det, om det var en trussel på en måde, eller om han mente at han godt ville se hende igen...
Hun valgte dog bare at smile til ham, inden han gik ud af døren.
Da stuepigen kom ind lidt efter, rejste Anna sig langsomt op, da hun begyndte at føle sig lidt svimmel igen.
"Tak" sagde hun til stuepigen, inden hun forlod rummet.
Hun begyndte at tage tøjet på, men efter hun havde fået det på, lå hun og sengen og åndede tungt ud.
Efter at lægge i den seng for nogle dage, uden at røre sig særlig meget, følte hun alt det basale, gjorde hende meget træt.
Efter lidt tid, rejste hun sig dog og gik stille og roligt ud af rummet og bevægede sig ned til gårdspladsen, som hun var ved, i hendes mareridt.
Hun tog den friske luft til sig, da den eneste form for luft hun havde fået, var gennem et vindue, og det var slet ikke nok i forhold til at komme ud.

Som Vlad ganske rigtig havde sagt, holdt den gotiske hestevogn på gårdspladsen med Vlad kusken stående ved døren og hold den lille heskevognsdør åben for hende.
Vlad stod nu pludselig ved siden af hende, som om han kom frem ud af den blå luft.
"Skal vi mademoiselle?" Spurgte Vlad og førte Anna ned mod hestevognen med hendes arm om hans.
Som den gentleman han var, lod han Anna gå først mens han holdt hendes fine lille hånd og derefter selv gik op.
Hurtigt rullede hestevognen ud af den store gårdsplads og væk fra den gotiske gård og mod Annas hjem.
Vlad sad med begge ben en smule spredt samt med begge hænder på hovedet af stokkens ulvehoved.
Med tophat og sit fine sorte klæder samt en sort frakke, kiggede ud af vinduet et stykke af vejen og kiggede meget lidt på Anna.
Der var en lang tur foran dem, mindst en halv uge hvis turen gik uden komplikanter.
Som de rullede derud af, passerede de mange byer og vejret skiftede som de bumlede på landevejen.
Nogle få gange stoppede de for at hestene kunne få slappede af ved kroer og så kunne de selv få noget mad, eller Anna og Vlads kusk. Vlad spiste intet, han sad bare og kiggede på Anna med sine rolige dog meget mørke øjne samt mystiske øjne, som om han gemte på noget og havde dybe hemmeligheder som ikke var noget godt.

Anna kiggede lidt på den mørke hestevogn, som hun skulle køre hjem i, hun kunne egentlig bare have fløjet... eller det var hun måske stadig for træt til, hun kunne mærke at hun stadig var svimmel, og meget træt efter så lang tid, liggende på en seng. At flyve, var måske ikke lige det første hun skulle gøre.
Anna fik sig noget af en overraskelse da Vlad pludselig stod ved siden af hende og førte hende hen til hestevognen
Hun kiggede op på ham, med et spørgende og overrasket blik. "Kommer du med?" spurgte hun meget undrende, hun havde nu bare troet at hun skulle tage afsted alene.
Hun gik roligt op i hestevognen og satte sig ned overfor Vlad, hun satte sig godt til rette, da hun godt kunne regne ud at det ville blive en lang tur de skulle igennem, og for hvad hun allerede kunne mærke, blev det en meget stille og mystisk tur hun havde forude, det gjorde hende ret så urolig.
Hun havde krydset ben og lænede sig tilbage, mens hun kiggede sig omkring og kiggede ud også, nogen gange kiggede hun hen på Vlad, for at sikre sig at han ikke ville gøre noget uforventet og overraske hende igen, som han havde gjort på gårdspladsen.
Hendes hoved dunkede, da hun stadig havde hovedpine, der var stadig billeder der kørte rundt i hendes hoved, som gjorde at hendes hoved gjorde rigtig ondt, hun blev lidt svimmel, men lagde så sit hoved mod det kolde vindue, for at køle lidt ned, det hjalp i korte sekunder, da vinduet begyndte at blive varmt, fordi hun varmede det op.
Hun sukkede og lænede hoved tilbage, for at lukke øjne lidt, men når hun gjorde det, blev billederne klarer.
De gange de stoppede, holdte Anna sig bare inden for, undtagen når de skulle spise, for hun blev nød til at få noget.
Hun kunne mærke nogen øjne på hende, som gjorde hende lidt urolig.
Hun prikkede til sin mad, fordi hun ikke var særlig sulten, ærligtalt følte hun sig lidt syg.
Hun kiggede på Vlad som bare stirrede på hende, hun lagde bestikket fra sig og satte sig tilbage i stolen. "Jeg kan ikke spise noget..." sagde hun og kiggede ned på sin mad, men så op på Vlad igen, og ventede på en reaktion.