Finally we see eachothers faces - Vlad

Vlad havde siddet i sine egne tanker, han spiste intet menneskelig mad eller mere intet dødeligt mad, da hans føde var negative følelser og dem var det rigeligt af i denne kro. Han røg lidt ud af sine tanker da Anna snakkede og kiggede nu først rigtigt på hende, som om han var kommet ud af en trance og nikkede til hende.
"Du må heller gå iseng m'lady, vi har en lang tur foran os" fortalte han hende og rejste sig og tilbød hende en hånd for at komme op og knepsede med fingrene, hvilket fik kroværten til at komme over til dem.
"The Lady here would like to rent your best room you have" fortalte han kroværten som hurtigt takkede ja og fulgte Vlad og Anna op af en træppe.
Med en arm til Anna og den anden hånd til at holde om sin stoks ulveformede hoved gik han elegant efter kroværten.
Da de nåede værelset gav kroværten Anna nøglen til døren og forlod dem så, så de stod alene på gangen med masse af trædøre.
"May you have a wonderful sleep m'lady" ønskede han hende godnat og bukkede for hende ved at tage tophatten af mens han bukkede sig forover for hende. Han hævede sig op igen og satte tophatten på plads igen og vendte sig rundt og gik så ned af gangen og mod træppen.
"Hvis m'lady for brug for mig, befinder jeg mig nede i stuen" tilføjede han lige inden han forsvandt ude af syne.
Det var ved at blive sent og mørket samlede sig hurtigt om det lille lys som brændte på træbordet i værelset.
Selve Annas værelse hun havde fået for overnatningen, var i højere standarder end hvad man normalt ville få på en kro, på landevejen.

Hun tænkte lidt over det han sagde, at hun skulle få sovet, egentlig var hun bange for at sove, for hvad hvis hun kom ud for et ekstra mareridt.
Hun gav dog efter for ham, for hun havde ikke lyst til at komme på hans dårlige side.
"Okay" svarede hun bare og tog hans hånd blidt, for så at komme op og stå, men i det samme hun kom op og stå, blev hun en anelse svimmel.
Hun støttede sig lidt til Vlad og hendes kinder fik en svag rød farve.
"Undskyld... kom vist lidt for hurtigt op og stå" forklarede hun og kiggede op på Vlad.
Hun gik roligt sammen med Vlad, til hvor kroværten nu fulgte dem hen, hun var egentlig ligeglad, hun havde bare lyst til at ligge lidt ned, for hun var stadig en anelse svimmel.
Hun tog imod nøglen, som hun fik af kroværten og fik låst døren til værelset op, med lidt besvær.
Hun vendte sig så mod Vlad, der ønskede hende en god søvn.
Hun smilede blidt og nikkede. "Um, jov tak...Vlad..." sagde hun, stadig lidt forvirret over hvorfor han stadig kaldte hende m'lady. "Men... du skal altså bare kalde mig Anna" sagde hun og smilede.
Hun kiggede efter ham, da han gik fra hende, og sagde at hun var nede is stuen, hvis hun fik brug for ham, det gjorde hun nok ikke, ville hun tro.
"Hvis jeg får mareridt, kommer jeg efter dig" var det sidste hun råbte efter ham, før hun gik ind i værelset og låste døren efter sig.
Hun tog så alt sit tøj af, før hun lagde sig i den meget bløde dobbeltseng, under dynen, som hun pakkede sig godt ind i.
Hun lukkede øjne, og for første gang i lang tid, var der ingen mareridt.
Der gik ikke lang tid før hun faldt helt i søvn, og bare havde det herligt, da det var lang tid siden hun havde sovet og hun var ikke lige på toppen, som hun lod til at være.

Uden nogen havde lagt mærke til det, havde en snedig tyv snedet sig op til hendes værelses dør, og begyndte at lirke låsen op.
Denne tyv havde ikke regnet med at der var andre inde i rummet, så da han så Anna, blev han meget overrasket, men det blev hurtigt til en glædelig overraskelse, da han så alt hendes tøj, liggende på gulvet.
Han lukkede meget stille døren i igen, og låste for døren.
Han havde ombestemt sig, det handlede ikke om at stjæle noget mere, det handlede om Anna, der lå i sin seng.
Han gik langsomt hen til sengen og i et rev han dynen af Anna, hun vågnede med et sæt, men før hun kunne nå at skrige, var en hånd blev lagt over hendes mund, så hun ikke kunne komme med en lød.
Langsomt begyndte tyven at føle på hendes nøgne krop, hendes hud var silkeblød, meget bleg, fordi hun var en anelse syg.
Anna prøvede at kæmpe imod, men fyren var stærk, han var absolut en dæmon, det kunne hun tydeligt mærke.
Det stoppede hende dog ikke i at kæmpe, men til sidst blev det nok for tyven, og han slog hende hårdt, hvilket resulterede i at han kom til at fjerne hånden kort fra hendes mund, så hun kunne komme med et kort, men højt skrig, så det nærmest kunne høres flere kilometer væk, hun var desperat, tyven slog dog hurtigt hånden for hendes mund igen, før hun kunne skrige mere, inden han begyndte at mærke videre på hendes krop.
Anna blev ved med at vride sig, hun prøvede at vride sig ud af hans greb, men han havde begge hendes hænder i en af hans hænder, som holdte meget stramt, mens hans begyndte at kravle op på hende og sætte sig, så hun ikke kunne bevæge sine ben.
Der var dog en ting han ikke havde taget stilling til.
Hun fandt sit snit til at kunne bide i hans hånd, da den ikke bare lå vandret over hendes mund, men bukkede lidt, og hun bed bare til, så det begyndte at bløde og hun kunne hive en luns af, så der rendte blod ud af hendes mund og hun havde et stykke kød siddende.
Tyven skreg højere end hun kunne, og det lød lidt som en tøs.
Han holdte sig for hånden og fandt hurtigt sin vej ned af Anna, men ikke før han havde givet hende en syngende lussing, så det hele begyndte at blive lidt utydeligt, før det begyndte at blive mere eller mindre sort, så hun bare kunne høre hvad der skete omkring hende.

Efter at det blev lidt utydeligt, greb dæmonen chancen, selv om det gjorde så ubeskriveligt ondt i hånden, så gik han til den, først proppede han hendes underhyler i munden og lagde en hånd om hendes hals som han strammede om og med den anden ikke blødende hand, holdt han hendes håndled op over Annas hoved igen men denne gang fik han gjort sig klar og før Anna kunne nå at sige stop, mærkede Anna dæmonens pik presse sig op i hendes fisse, stramt og tør tog han hende på sengen da hans pik var meget lige en tand for stor for hendes hul.
Igen og igen tonsede han op i hende og samtidig med at han suttede og spyttede på hendes bryster og brystvorder samtidig bed i dem.
"Din lille kælling, lig så stilling og jeg lover jeg kun tager dig i din lille engle fisse og kun sprøjter op i din stramme fisse" fortalte han hende, hvis hun ikke vred imod.
Hårdere og dybere tonsede han tørt op i Anna og sagde hæst at han nærmede sig og ville komme dybt op i hende og sprede hans sperm ud over hendes kønne ansigt.
dog nåede han aldrig at sprøjte op i hende, for pludselig skreg han op og det var lige i det øjeblik at hans krop krop, men siden han trak sig ud, fordi at han skreg op i smerte, sprøjtede han ud over hendes krop, store klatter over det hele på hendes krop og ben, men intet ramte dog hendes køn.
Voldtægts manden faldt ned på knæ og derefter fald bare om på gulvet mens han skreg og talte i vildehed, som om noget var inde i hans hoved som skræmte ham fra vid og sans.
Døren gik pludselig op og intet andet end den samme skyggevæsen som havde traumatiserede hendes drømme og mararidt fuldstændig.
Dæmonen kryppede længere og længere væk fra skyggen, hvis øjne lyste op og fik dæmon til at spring ud af vinduet, lande med hovedet først og knækkede nakken.
Skyggedæmonen kiggede på Anna og alle de samme mararidt som Anna havde kæmpede med for en uge siden mens hun lå i den store seng hos Vlad, sprang tilbage i hendes tanker.
Hendes værste mararidter blev dobbeltet op og rummet hun befandt sig smultrede omkring hende så der kun var mørke omkring hende og den seng hun befandt sig på.

Anna kunne ikke gøre meget modstand i starten, for hun kunne slet ikke se noget, det var helt omtåget, hun kunne kun mærke hvad det var han gjorde mod hende, og hun vidste hvad hun ville komme ud for.
Hun kunne kun ønske at Vlad ville komme og få denne dæmon væk, før det var for sent, men hun havde på fornemmelsen at hun slet ikke var så heldig.
Hun begyndte at få åndebesvær, da hans hånd strammede om hendes hals, og hun havde sine trusser i sin mund.
Da han tog hendes arme og lagde dem op over hovedet på hende, kunne hun ikke kæmpe meget imod, hun koncentrerede sig meget om at kunne få vejret og hun kunne stadig ikke se særlig godt.
Men da han pressede sig op i hende, helt tør og hun endnu ikke havde haft sex før, skreg hun rigtig højt i smerte.
Hun kunne dog stadig ikke røre sig, hun var som lammet af smerte, af frygt.
Hun kunne høre ham, og hun kunne bestemt ikke lide den måde han talte på, men hun kunne ikke gøre meget ved det.
Hun blev nervøs, da han begyndte at sige at han var tæt på at komme, hun kunne ikke blive gravid, ikke med ham, en dæmon, en tyv og slet ikke via voldtægt hvor hun ikke engang var til stede mentalt.
Pludselig, var det som om alt liv kom tilbage i hende, hun kunne trække vejret normalt pludseligt, hun var ikke lammet mere og hun kunne se mere eller mindre tydeligt igen.
Hun kiggede ned af sig og så hvordan dæmonen havde kommet på hende, efter at have trukket sig ud af hende.
Hun kiggede på dæmon, der var faldet omkuld på gulvet, som om et eller andet havde overtaget hans krop og sind.
Hun gispede da en dør blev åbnet og Vlad, i sin skyggeform trådte ind.
Dæmonen var tydeligvis bange for Vlad, for han sprang til sidst ud af vinduet... eller var det Vlad der fik ham til det.
Hun blev bange da Vlad kiggede mod Anna, alle hendes mareridt dukkede op igen, tåre begyndte at rende ned af hendes kinder, mens hun gemte sig, ikke nok med mareridtene og alt faldt omkring hende, men så var hun også lige blevet voldtaget.
Da det blev helt mørkt, lå hun bare i sengen, hun lå i fosterstilling og tog dynen over sig, for at gemme sin krop, hun følte sig beskidt og hun havde det som om hun skulle kaste op.
Hun begyndte at græde, som langsomt blev til hulk, indtil hovedpuden hun lå på, blev helt gennemblødt.

En stemme lød i Annas hoved, en stemme som kaldte på hende, den var en smule svag, men uden tvivl var det Vlads stemme som sagde Annas navn.
En kraft over hendes krop fik hende pludselig til at rejse sig op fra sengen med dynen faldende ned på mørket og blev opslugt. Skyggevæsnet gik ud af mørket og stod foran Anna og begyndte så at gå hen af hvad lignede kroens gang, men det var formede ud af mørket.
En hviskende stemme lød i Annas hoved, "Aaaaannnnaa, føøøøølg ham, haaaaan viiiiisssseer veeej" hviskede stemme heletiden og uden kontrol, begyndte hendes krop og gå for hende, følge efter skyggevæsnet.
Som de gik ned af gangen, nåede de til trappen, men i stedet for alle de almindelige folk som da var der da de ankom, så var det tyven, alle dem der befandt sig dernede som vendte sig mod Anna.
Anna stod nu pludselig med en dagger, en stor jagt dagger mens folkene dernede som alle var dæmonen som havde voldtaget hende og taget hendes mødom, grinte hånligt af hende, "hva' ser jeg, en lille luder, klar på rundt to, ska' jeg ik' tage din røv dejlig tør og blodig?" grinte de alle hånligt af hende.
Stemmen ændrede sig nu i Annas hoved, "dræææb deeem, taaag diiin møøødom tiiiilbaaage" hviskede den og pludselig stod Vlad lidt bag ved hende med en hånd på hendes skulder.
"Do it Anna" kom det fra Vlad og kiggede ned på hende og så blev han opslugt af mørket.

Hun kunne høre en stemme, uden at rykke sit ansigt væk fra hvor det var gemt væk, vidste hun at det kom fra mørket, hun vidste hvem stemmen tilhørte og det var ikke en hun ville i nærheden af lige i den situation hun var i. Hun havde mest lyst til bare at ligge og dø langsomt, selvom hun godt vidste at det ikke var muligt, men det føltes bare som om hun døde meget langsomt, jo mere hun tænkte på hvad hun havde været ude for.
Lige pludselig rejste hun sig op, uden at have nogen kontrol over sin krop, hun ville aldrig havde rejst sig op, hvis det stod til hende.
Hun blev skræmt og gispede, da skyggevæsnet var foran hende, men begyndte så at gå igen.
Der var dog en stemme, der fortalte hende at følge efter ham, men selvfølgelig havde hun ikke lyst, hun var bange for Vlads skyggeform, hun kunne bestemt ikke lide den... Men hun kunne ikke bestemme om hun skulle eller ikke skulle åbenbart, for lige pludselig bevægede hendes krops sig bare af sig selv, uden at hun havde gjort antræk til det.
Da de var ankommet til trappen, kiggede hun rundt og det eneste hun så var den tyv som havde stjålet alt hvad hun havde tilbage... føltes det som om. Tyven var flere steder, der var flere tyve end hun kunne klare, som bare grinede af hende og smilede, som om at havde taget hendes mødom, at havde voldtaget hende, var det bedste nogensinde og røv sjovt.
Hun kryb nærmest sammen, da tyven begyndte at tale til hende, på den måde, som han gjorde, hun brød sig slet ikke om det, det gjorde hende bange og utilpas.
Dog blev hun meget overrasket over den stemme i hendes hoved, som bad hende om at slå tyven ihjel, hver en tyv. Det kunne hun ikke, hun var ingen morder, hun var bange og rasende på tyven, men hun ville aldrig dræbe ham.
Hun rystede på hovedet, også da Vlad bad hende om det.
"Jeg gør det ikke" sagde hun, hun nægtede at gøre det. På ingen måde ville hun give efter for stemmen i hendes hoved.
Hun kæmpede for at få kontrollen over sin krop igen, for der var ingen der skulle tvinge hende til at begå mord, ikke engang i en drøm.

"You have tooo.. he took virginiiiityyy.." Lød det en ny stemme, en mere snu stemme og mere gyselig. Og pludselig lå Anna split nøgen på gulvet, kæmpende imod dæmonen som nu lige for øjne af hende, blev voldtaget, hende selv kiggede på Anna med tunge tåre der løb ned af kinderne mens hun blev på ny voldtaget igen.
"Hvorfor reddet du mig ikke?" Bad hun halvgrådt mens hendes øjne blev mere og mere livløse som dæmon tyven voldtog Annas krop.
Vlad stod nu foran hende pludselig, Vlad som hun kendte og rakte hans hånd frem og åbnede håndfladen. Den samme dolk som Anna havde haft i hånden lige før var nu på Vlads hånd. Et sort og koldt blik kiggede på Anna fra Vlad, som om at han var skuffede over at hun ikke havde hvad der skulle til for at beskytte sig selv.
Anna nede på gulvet som stadig blev voldtaget kaldte dødt og fortabt i gråd og ødelæggelse af hendes krop rakte hånden ud af Anna oppe på trappen, alle annaerne rakte deres hånd mod Anna i et sidste forsøg på at blive reddet fra dæmon tyven som voldtog dem og hende.

Hun rystede kraftigt på hoved, da en hel ny stemme, sagde at hun blev nød til at slå tyven ihjel, stemmen havde ret, tyven havde taget hendes jomfrulighed, men hun havde ikke lyst til at dræbe ham, hun var vred, ked af det, bange, men ikke så meget at hun faktisk bare kunne begynde at tænke på sådan noget.
Da hun så så sig selv, ligge foran sig, mens hun blev voldtaget af tyven, begyndte tåre at rende ned af hendes kinder, skulle hun virkelig opleve det hele igen.
"Undskyld..." hviskede hun til den anden Anna, der spurgte hvor hun ikke redde hende, men hun kunne ikke, det var ikke rigtigt at slå ihjel, og på den anden side så var det hun oplevede der heller ikke rigtigt, hun vidste at det var Vlad, som manipulerede med hendes minder og tanker.
Hun kiggede overrasket på Vlad, da han lige pludselig dukkede op foran hende, og rakte hende den daggert, som hun havde før, hun ikke kunne slå ihjel med, og hun kunne stadig ikke slå ihjel, selvom hun kunne høre Annas gråd og tiggen, så kunne hun ikke.
Hun rystede på hovedet af Vlad, "Jeg kan ikke" sagde hun bare som det var. Hun kunne virkelig ikke og hun havde heller ikke lyst.
Hun begyndte at gå baglæns tilbage ned af gangen, da Anna'erne begyndte at række ud efter hende for hjælp.
Hun rystede bare på hovedet, hun kunne ikke det her, hun forstod ikke hvorfor Vlad tvang hende igennem det her, hvad han fik ud af det.
Det var i hvert fald ikke specielt rart for hende.

Skygge væsnet kom pludselig frem foran hende og holdt om hendes skuldre og gloede lige ind i øjne på Anna med dens glødende hvide øjne, hvilket sendte den største frygt gennem Anna som hun aldrig havde oplevede før, som pludselig stoppede, alt omkring forsvandt og en forsigtig hånd rørte hendes knæ, en hånd med en læderhanske på og et pludselig bump fik alt til at ændre sig og lyden af en hestevogn og lyset som ramte hende i ansigtet, sendte Anna ud af mararidtet.
Vlad sad overfor Anna, som da de tog af sted, Anna havde et varmt tæppe over hende, da det var en smule køligt, "Du havde mararidt m'lady" fortalte Vlad Anna og kiggede roligt på hende.
De var allerede ude på landevejen mod Annas hjem, som hun gerne ville, de havde dog stadig lidt langt endnu, hvert fald mindst tre uger, hvis de er heldig med vejret og ikke ville blive angrebet af et eller andet.
Der havde været nogle heftige varulve hyl som lød ikke særlig langt væk fra hvor de kørte, de var de ret sikret, de havde lige nåede ud på en lidt mere befærdede landevej, flere hestevogne og rytter til hest, eller folk på gåben, stødte de ofter på, på denne nye sti de havde drejede af ved.
"Er alt vel, m'lady?" Spurgte Vlad fornemt og dannede mens han holdt øjenkontakten med Anna.

Der kom et gisp fra Anna, da skyggevæsnet dukkede op foran hende, det gjorde hende bange, bare at se skyggevæsnet ind i øjne. Hun begyndte at skrige, da en pludselig frygt ramte hende, hendes værste frygt. Hun blev dog meget forvirret, da alt lige pludselig blev stoppet, alt blev mørkt, det føltes normalt igen.
Hun kunne mærke noget rørte hendes knæ, en blid hånd, hvilket fik hende til at spjætte og rykke sig lidt, da hun pludselig fik orienteret sig, hun var i hestevognen, sammen med Vlad.
Hun rettede sig mod Vlad, og kiggede ned af sig selv, hun havde fået tæppe på.
Hun var meget forvirret nu, hvad var der sket, var de overhovedet stoppet for at få mad? Var hun faldet i søvn og han havde måske båret hende ud i hestevognen, var hun virkelig blevet voldtaget og så blev båret ud efter, eller havde hun hele tiden været i hestevognen og bare drømt det hele?
Hun kiggede bekymret over på Vlad. "hvad... hvad skete der? blev..... blev jeg voldtaget?" spurgte hun rødmende men meget bekymret.
Hun tænkte tilbage på mareridtet, som fik hende til at snøfte i starten, hvor hun lidt efter begyndte at ryste og græde.
hvad var der lige sket, var det hele sket, og bare det med Vlad som prøvede at tvinge hende, var et mareridt, eller var de slet ikke gået ind... hun var meget forvirret og det gjorde hende rigtig bange.
Hun kiggede over på Vlad, da han spurgte om alt var vel. Hun rystede på hovedet i starten, men valgte så at svare rigtigt. "Nej... jeg er så forvirret og bange Vlad, jeg ved ikke hvad jeg skal tro..." sagde hun, mens tåre bare blev ved med at løbe ned af hendes kinder.

Vlad kiggede på Anna og så tårene rulle ned af hendes kinder og lagde sin hånd på midten af sin vandre stav og hørte stavens håndtag som var formede som et ravnehoved og blidt placerede den under Annas hage og løftede hendes hoved en smule så deres øjne mødes, "shhh mademoiselle, a lady shouldn't cry, never show your deepest face in front of others" forklarede han hende, eller på en måde belærte hende og placerede staven på hestevognens gulv igen med sin ene hånd på toppen af staven og vendte hovedet mod vinduet. Lige i det at han kiggede ud af vinduet, begyndte det at vælte ned med regn mens vognen rullede derud af.
Vlad's kusk havde bare taget noget over hovedet, da han allerede havde tøj på til regn så de ikke blev nød til at stoppe.
Som de kørte af sted, nærmede de sig mere og mere Annas hjem og i slutningen af ugen nåede de endelig hen til hvor Anna boede.
Hestevognen stoppede og døren blev åbnede for Vlad og Anna, hvor Vlad gik ud og førte Anna ned fra hestevognen.

Hun kiggede på ham, da han placerede sin stoks hoved under hendes hage. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det han sagde, for lige nu var hun ligeglad om hun skulle græde eller ikke, hun var bare så bange for hvad der var sket, hvorfor hun havde drømt det, om det overhovedet var en drøm.
Han svarede ikke engang på hvad der var sket, om hun var blevet voldtaget.
"Du svarede ikke på hvad jeg spurgte om, hvad skete der?!" sagde hun frustreret og bange.
Hun kiggede ned igen, da han lod stokkens hoved forsvinde fra under hendes hage.
Hun lænede sig tilbage og pakkede sig godt ind i tæppet hun havde om sig.
Hun kiggede ikke ud af vinduet, men hun begyndte at slappe af, så snart hun kunne høre den beroligne lyd af regn ramme mod hestevognen og dens vinduer. Hun elskede lyden af regn, selvom det var trist på en måde, så var det også hyggeligt, hun ville dog vælge solskin overalt, fremfor at gå i regnvejr.

Efter en uge, kom de endelig til hendes stop, hun skulle hjem nu, efter så lang tid i en lille hestevogn sammen med Vlad, hun måtte sige at hun havde mixed følelser omkring dette, for et eller andet sted kunne hun godt lide at være i nærheden af Vlad og så ikke, da der skete mange ting hun bestemt ikke var vild med, men på den anden side, så kunne hun godt lide Vlad, selvom han var yderst mærkelig.
Hun gik roligt ud af hestevognen og kiggede sig omkring.
Hun smilede da hun så sit [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Hun kiggede tilbage på Vlad og bed sig lidt i læben.
"Kunne du... tænke dig at komme med ind?" spurgte hun forsigtigt og trådte lidt tættere på sit hus.

En hvisken i Annas hoved havde hviskede til hende, den var lav, meget lav og det var meget svært at danne nogen ord ud af hvisken, andet end, "har brug for dig, forlad mig ikke" sagt i Vlads stemme.
Vlad løftede sin arm til Anna kunne tage den, så han kunne føre hende det sidste stykke hjem, til døren.
Dog det ændrede sig da han blev tilbudt at komme indenfor og det kunne han da ikke sige nej til, så han bukkede sig foran hende mens han tog hatten af i en større armbevægelse, som om Vlad lige havde spurgt Anna op til dans til et bal.
"Qui pourrait dire non quand la belle mademoiselle... Det ville være mig en fornøjelse" takkede han og stod oprejst igen og gav hende endnu en gang armen, så de kunne gå det sidste stykke, inden de kom til hendes hjem.

Stemmen i hendes hoved fik hende til at smile en smule, for hun vidste at det var Vlad, hun var helt sikker på at det var Vlad, for det var helt sikkert hans stemme og hun vidste hvad han var i stand til.
Og at han sagde det til hende... Ja hun kunne i hvert fald godt lide det, lad os bare sige det, for selvom hun vidste at han var farlig, selvom han havde udsat hende for så meget lort efter hånden, så følte hun sig mærkeligt nok.. tiltrukket af ham, og hun vidste det var dårligt.
Hun var glad for at han takkede ja tak til at komme ind i hendes hus, på hans helt egen måde selvfølgelig, selvom stemmen bagerst i hendes hoved, sagde at det var en rigtig dårlig ide, men hun ignorerede den komplet, det var også lidt for sent at sige til ham, at han ikke kunne komme ind i huset alligevel.
Hun smilede da han løftede hans ham, for hende til at tage og hun tog imod og holdt fast i hans arm, som han gik med hende til døren.
Hun åbnede døren til hendes hus, hun gik bare ind i entreen, som førte direkte ind til stuen, stuen var stor, der var tre sofaer, i en nærmest rundkreds, for at man kunne sidde og tale, men hvor der var et hul, stod der et brændested.
Der var et mere eller mindre åbent køkken, som lå til venstre nå man kom ind i stuen.
Og til højre, var der en lukket dør, som helt sikkert førte til hendes store soveværelse.
Hun tog sine sko og jakke af, og lagde det på en bænk, som var ikke langt væk fra døren, når man kom ind, der ville hun også godt have at Vlad lagde sine ting.
Hun vendte sig mod ham med et smil, mens hun gik baglæns ind i stuen.
"Lad som om du er hjemme" sagde hun slyngede sig i den ene sofa, som var i midten af de to andre og også var den mindste.

Vlad havde et wolf grin som formede sig i den ene side af hans læber og gik indenfor i entréen. Kusken ventede som selvvandeligt på sin herre og brugte sin tid på at tage sig af de to heste som trak hestevognen.
Han tog sin hat af og den sorte frakke som han hang på en knage. Han bevægede sig længere ind i huset med hænderne bag sin ryg og studerede rummet nøje. Det var lyst, og frisk, meget skovhyggeligt.
Var ikke noget Vlad var vand til, selvfølgelig kunne han altid gå en tur på sit land om sit hjem, men det her var nærmest som at være i en skov, ikke for at tale om at skoven næsten lå lige ved siden af huset.
Han gik rundt og kiggede og studerede tingene i rummet stadig med hænderne bag ryggen og vendte sig mod Anna som lå i en af sofaerne som en anden teenager, well det passede vel også meget godt, siden hun var en teenager stadig.
"Er dine forældre hjemme?" Spurgte han og fortsatte sin studering af stuen og tingene i rummet, og bare omgivelserne omkring dem samt huset.
Han vendte sig så mod Anna igen og satte sig i en af de andre sofaer og sad med begge hænder på sin stoks hoved.

Hun kiggede hen på Vlad, som han satte sig i den anden sofa og kiggede hen på hende. Hun lå stadig ned, selvom Vlad var en meget fin herrer, selvom han var pil rådden inden i, men det var noget andet, hun ville i hvert fald ikke sætte sig op, bare fordi han var der, det var hendes hus, hun måtte gøre hvad hun ville, om det så var at ligge ned i sofaen og være en 'teenager' uden maner.
Hun rystede på hovedet og smilede. "Jeg bor alene" svarede hun. Hun havde boet alene siden hun var 18 år, da hendes forhold mellem sine forældre, blev mere anstrengt, da de pludselig lagde meget mere pres på hende. "Jeg flyttede da jeg var 18 og har boet her ude i skoven, lige siden, langt væk fra alting, heldigvis" sagde hun og trak på skulderne.
Hun kunne godt lige at være alene, ude i det frie, det satte hun meget pris på, at Vlad så var her... det var fint nok med hende, bare i lidt tid i hvert fald.
"Hvad... kunne du så godt tænke dig at lave? Snakke eller?" spurgte hun nysgerrigt og lagde sig om på maven, så hun bedre kunne se ham.

Vlad gav Anna et fornemt kort nik som bekræftelse, at han havde hørt hvad hun havde sagt og rejste sig op igen og gik hen til nogle billeder med stokkens hoved i den ene hånd og den anden om bag ryggen.
"Så du bor her helt alene?" Spurgte han og holdte et lille pocketur i den fri hånd for at se hvad klokken var. Han klappede metallået over uret og puttede det tilbage i front lommen på vesten og vendte sig mod Anna igen.
Vlad gik hen mod Anna og bukkede sig ned mens han løftede hendes hånd og kyssede hendes håndflade lige så forsigtigt og gav hende et ulvesmil i den ene side af munden, "Mademoiselle Silver, jeg er din gæst, i dit hus, jeg kan ikke tillade mig at bestemme hvad vi skal lave" forklarede han hende gentlemandagtigt og rejste sig op igen og fortsatte med at gå rundt og undersøge rummet, kigge på billeder af de familiemedlemer hun nu måtte have stående fremme.

Hun kiggede efter ham, da han rejste sig op og kiggede på mange af hendes billeder, af hendes mor, far og hende, fleste af hendes mor og far, hun elskede virkelig sin mor og far, hun elskede sin familie, hun var en rigtig familie person, hun elskede at bruge tid sammen med dem, især eftersom hun var flyttet. Hun nikkede og smilede. "Yup, helt alene ude i denne skov, så det ville tage nogen dage at nogen fandt ud af at jeg var død, hvis du kunne tænke dig at skaffe mig af vejen" sagde hun grinede let, selvom hun bagerst i hovedet, havde på fornemmelsen, at han sagtens ville kunne gøre det, uden tøven.
Hendes blik gled langsomt ned af hans krop, som hun virkelig studerede ham, da han kom gående hen mod hende. En let rødmen steg til hendes kinder og et blidt smil fandt vejen til hendes læber, da han tog hendes hånd og kyssede fladen.
Hun rystede på hovedet, han kunne simpelthen ikke bare kalde hende ved hendes rigtige navn.
Et skævt smil formede sig og hun satte sig langsomt op og kiggede på ham. "Siden det er mit hus og mine regler, vil jeg have at du kalder mig ved mit rigtige navn, og holder op med at være så formel" sagde hun og løftede sit ene øjenbryn, skeptisk, om han kunne holde sig efter de regler hun lige havde lagt for ham.