We can hide things away, but we can't forget - Flo

Tid - Ud på efermiddagen
Sted - Doomsville gågader
Vejr - Solskin, men koldt og blæsende
Omgivelser - Mange personer rundt omkring
Påklædning - outfit - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Aaron gik med rolige skridt, gennem gaderne af Doomsville Angerforge district, eftersom han ikke havde haft kontakt til sin kære Bellamy i noget tid, han vidste slet ikke hvor han var, havde han heller ikke haft muligheden for at drikke hans blod, og dermed heller ikke muligheden for at få sit syn igen, som han nogen gange gjorde.
Han måtte igen igang med at bruge alle sin sanser, til at bane sig vej gennem gaderne, uden at gå ind i nogen eller noget, for det meste var folk meget søde, hvis han kom til at støde ind i dem, han havde stødt ind i nogle, efter han ikke havde haft kontakt til Bellamy, men de sagde bare at det var okay og spurgte om han havde behov for hjælp, men han takkede altid pænt nej, han vidste hvor han var og ting lå, det var bare det der var forudsigeligt, der kunne ende med at han stødte ind i.
Aaron havde sine solbriller på, for at hans tomme, blinde øjne ikke skulle skabe for meget opmærksomhed, for det meste kunne folk ikke lide hans øjne, da de var så tomme og kiggede bare lige ud i luften, fordi de ikke kunne fokusere hundred procent på noget, da han jo var blind, han kunne selv ikke lide tanken om det, men der var intet han kunne gøre ved det.
Hans hår sad ret rodet, ikke fordi det lignede en fuglerede, men det var et sexet rod, som han ikke lige selv havde lavet... det kom bare af at han ikke kunne sætte sit hår som han gerne ville, da han ikke kunne se det, hans hår så sådan ud meget efterhånden, det eneste der virkelig var sat og så godt ud, var hans tøj, der var stilet og sad korrekt, han havde meget nemt ved at vælge tøj, da alt lå klart fra dag til dag, et sæt til hver dag, han havde nogen til at gøre det ja, for han kunne ikke rigtig selv, men han tog dog selv sit tøj på, det gjorde andre ikke, han kunne ikke lide at afhænge af andre fuldstændig, det var han bestemt ikke bekvemt ved.
Dog, nogen gange var han nød til at afhænge af nogen, det var dog meget sjælendt, men det var når huset skulle gøres rent, eller noget i den stil, der havde han tjenestefolk til at tage den del.

Han nød at få sig noget frisk luft, af og til, han kunne bare lade tankerne strømme, mens han gik og nød den kolde luft blæse mod hans ansigt og gennem hans bløde, brune hår.
Grunden til han kom ud, i den situation han var i lige der, var for at finde ud af hvor Bellamy var blevet af, han savnede ham og han vidste ikke hvorfor han bare var forsvundet, og så uden at sige noget, det lignede slet ikke ham, mon der var sket ham noget, noget forfærdeligt? Han kunne ikke lide den tanke der kom, og han rystede den hurtigt, mentalt, ud af hovedet.
Selvom han havde brugt meget af sin tid, på at finde ud af noget om Bellamy, havde han slet ikke fået et svar, ikke en gang ET!
Han sukkede tungt og opgivende, som han bare gik gennem mængden af folk, han med nød og næppe, prøvet at undgå, men det gik ikke til sidst, da han stødte ind i en.
"Undskyld!" skyndte han sig at sige, til hvem han nu end havde stødt ind i denne gang.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + en jakke

Det var begyndt at blæse, så flo lukkede sin jakke så den kunne holde hende var, hun puttede sine hænder i lommerne på den jakke for at holde dem varme, hun smilede mod alle de væsner der var rundt omkring, heldigvis var det nu et stygge tid siden det havde været varulv, hun så på nogle ting i gågaden, hun så rundt og prøvede at søre for ikke at gå ind i nogle, hendes lange blonde hår han ned langs hendes kønne ansigt, hun stod og legede med sit hår, hun smielde for sig selv og bed sig i læben, da hun vendte sig om gik en fyr ind i hende, hun hørte ham sige undskyld hun lod et blidt smil komme frem på læberne, "Det er okay det var også min skyld jeg så mig heller ikke helt for" sagde hun blidt, "du kom ikke noget til vel?" spurgte hun,

Aaron kunne ikke lade være med at komme med et lille grin og et stort smil, da hun sagde 'jeg så mig heller ikke for', Aaron havde været blind i så lang tid nu, at sådan nogle sætninger var begyndt at blive sjove for ham, i starten havde han syntes at det var meget uhøfligt og ikke særlig respektfuldt, men nu var han bare ligeglad, det gik ham ikke på, som de havde gjort engang.
Han nikkede, da hun spurgte om han var okay, "ingen skade sket" sagde han og smilede venligt.
"Er du kommet noget til" spurgte han nysgerrigt, han kunne ikke se om hun havde fået nogen skræmmer, så det var svært at vurdere for ham, selvom han havde fantastiske sanser, så kunne han ikke ligefrem finde ud af om folk var kommet til skade, udover hvis de selvfølgelig gav udtryk for det, som at skrige eller græde...
Han stod bare og havde hoved rette lige, han vendte ikke hovedet mod hende, ikke fordi han ikke gad, det ville være uhøfligt af ham, og sådan var han bestemt ikke, det var nu mest fordi hans sanser var en del svækket, han var træt og det var hans sans for direktion også.

Flo lod sit blik glide over hans ansigt som så meget blidt ud, hun smlede, "nej jeg har det fint, jeg hedder forrasten Flo. hvad hedder det?" spurgte hun venligt, hun så mod ham med et venligt blik, hun havde ingen grund til at være vred eller holde den hårder fasaed han var jo ikke farlig for hende af hvad hun kunne se og mærke ind til vidre,
hun lod sit blik følge hvor hans ansigt så mod, hun forstod ikke hvorfor hans ansigt så ligefrem i stedet for måske at kigge på hende det virkede lidt uhøfligt efter hendes smag men det kunne jo være han havde en grund til hvorfor han ikke kiggede på hende, hun ville ikke være grov og spørger hvorfor han kiggede lige ud i luften...

Han smilede venligt til hende, da hun fortalte ham hendes navn, Flo, det var et meget pænt navn, syntes han i hvert fald.
"Hyggeligt at møde dig Flo, jeg hedder Aaron" svarede han venligt tilbage, stadig kiggende ud i luften, for at undgå akavede situationer, hvis han ikke lige havde sit ansigt, rettet mod hende, men et helt andet sted.
Han kunne mærke, hvordan hun kiggede i hans retning af udsyn, sagen var bare, at hans udsyn var helt sort, hvor hun så noget andet.
Noget sagde Aaron, at Flo ikke helt havde opfanget, at han faktisk var blind.
Han kløede sig lidt i sit pjuskede hår, en anelse akavet, mens han stod lidt uroligt lige nu, det var mærkeligt for ham, at stå overfor en der ikke vidste at han var blind. Skulle han afsløre det for hende, og hvordan? han kunne vel ikke bare sige 'altså, jeg er blind' det føltes så forkert, mærkeligt og helt vildt akavet for ham.
Han valgte at starte en samtale ud med hende, bare for at føle sig mindre akavet. "Så... Hvad laver du i byen idag Flo?" spurgte han bare roligt og venligt

Hun så på ham, "tja... jeg er vel... bare ud for at få lidt luft jeg mener kommer jo til at kede sig der hjemme hvis man ikke går en tur og møder nye mennesker, hun så rundt, "måske vi skulle finde os et sted og sidde ned og snakke i stedet for at stå op, hun smilede til ham hun vidste jo ikke hvad han syns om hendes forslag, men hun syns i hver til fald at det var et godt forslag håbede hun da også han syns, hun smilede glad og slapper af og tænkte på en del og bed sig i læben og rødmede lidt... hun syns han så sød ud den måde han kløede sig i nakken, hun smilede for sig selv og slappede af og tog og kløede sig i hårede hun smilede, han var sød syns hun indtilvidre...

Han nikkede til det hun sagde, han kunne godt give hende delvis ret, at det kunne blive ret så kedeligt at gå hjemme, uden at møde nogle nye, men efter Aaron havde mistet kontakten med Bellamy, så var det at være alene, på en måde meget rart.
Han savnede Bellamy, hans måde at tale til Aaron på, den måde han behandlede Aaron på, han savnede det virkelig.
Han nikkede, da hun forslog at de skulle finde et sted og sidde. "Vi kan tage på en café og få noget varmt at drikke?" spurgte han og smilede venligt til hende. Han kunne godt bruge noget varmt at drikke, og så vidt han vidste, så var at få noget at drikke, den bedste måde at få en samtale igang på.
Da det holde en 'fanget' på en måde, så man var tvunget til at sidde foran en og føre en samtale med personen, siddende foran sig.

hun så på ham og smilede for sig elv og tænkte på en del og rødmede lidt, "det lyder godt, hvilken cafe skal vi gå hen til??" spurgte hun med etsmil, hun slappede af hun nød at være der, hun smilede for sig selv og tækte på en del, der ar en cafe ikke så langt der fra, hun smilede for sig selv og tænkte på en del og bed sig i læben og slappede af og tænkt epå en del, hun så på ham med et blidt smil, hun slappede af og tænkte på en del....

Han trak på skulderne, da hun spurgte hvad for en café de skulle gå til, han kendte ikke mange caféer. "Kender du nogle gode steder at få noget varmt at drikke?" spurgte han smilende.
Hans ansigt var stadig rettet mod ingenting, hans solbriller dækkede hans intet seende øjne, som bare var tomme for alt, de have et slag hvidt slør over sig, som gjorde at de nærmest så helt hvide ud, men det var så derfor at han gemte dem for andre, da nogen ikke altid havde det så godt med at se på dem, de kunne ikke lide det tomme blik og de næsten hvide øjne, han kunne mærke på dem at det gjorde dem bange, og han respekterede så det og tog forskellige ting for øjne, så man ikke behøvede at se de hæslige øjne han nu havde.

Hun så på ham og smilede for sig selv og tænkte på en del, "jeg kender en ikke langt her fra" sagde hun blidt og smilede over det og slapper af g tænkte på en del hun smilede glad for sig selv og tænkte på en del og bed sig i læben og smilede glad...
"kom så viser jeg vej" sagde hun venligt og smilede glad over det og tænkte på en del og bed sig i læben og rødmede.... hun stod og ventede på hun kom der hen og smilede for sig selv og rødmede meget...

"Okay" svarede han bare simpelt, da hun sagde at hun kendte ikke, der ikke lå langt fra hvor det var.
Han fulgte bare stille og roligt efter hende, lige ved siden af hende.
Hun ville nok bemærke, at han havde svært ved at gå, at han ikke lige havde en stedsans, at han nogen gange var ved at gå ind i forskellige ting, som man ikke burde være ved at gå ind i, hvis man kunne se, men det kunne Aaron jo ikke, så.
Han tænkte, at de lige så godt, kunne tale imens de gik hen til Caféen, så han begyndte at stille et spørgsmål.
"Hvor gammel er du Flo?" spurgte han, mens han prøvede samtidig at holde fokus på ikke at gå ind i noget eller nogen for den sags skyld.

Flo gispede da han var ved at gå ind i en hun hev ham ind til sig for at sikre han ikke gik ind i personen, "Aaron pas på" sagde hun stille og slapper af og bed sig i læben og tænkte på en del og bed sig i læben. hun så på ham og smilede for ig selv. "og jeg er 20 år" sagde hun kærligt og smilede over det og rødmede meget og tænkte på en del og bed sig i læben og tænkte på sin familie...

Aaron blev lettere chokeret, da Flo trak ham til sig, da han var ved at støde ind i en, som han slet ikke havde sanset, fordi han havde været så koncentreret om hende, at han fuldstændig havde glemt at koncentrer sig om sine omgivelser.
"Tak" mumlede han, lettere forpustet over chokket.
Han smilede venligt og nikkede, da hun fortalte sin alder, han havde godt lagt mærke til det kærlige i hendes stemme, men han havde ikke tænkt meget over det.
"20, det er ungt" sagde han.
Hans krop var 19 år, et år yngre end hende, men han var rigtig 289 år gammel.
"Jeg er 289 år" sagde han og begyndte at koncentrer sig mere om hvor han gik, end at føre en samtale med hende.

Hun så på ham da han sagde at han var så gammel men så tænkte hun sig om "hold dag op" sagde hun og smilede, "aaron vi skal ind her"sagde hun og tog om hans arm og tog ham med ind på cafen og smilede hun satte sig ned og smilede lidt for sig selv, hun tænkte på dem, hun smilede over det hun satte sig ned sammen med ham inden for, hun tog sin jakke af og så på ham... "hvad vil du ha og drikke?" spurgte hun venligt... en servetrice kom over til dem og smilede, "hva skulle det være??" spurgte hun blidt og smilede for sig selv... Flo så på Aaron og smilede....

Han smilede og grinede lidt "Ja, og jeg kan leve meget længere end det" sagde han og trak på skulderne, sådan var det at være engel, man overlevede mange gange til at se dem man holde af, dø, medmindre man selvfølgelig finder nogen med den samme leve tid som en selv, det var nu ikke så svært i denne verden.
Han lod hende bare tage i hans arm og føre ham ind i caféen, han kunne alligevel ikke selv gå derind, uden hendes hjælp.
Han stod lidt for sig selv, da hun satte sig selv, men han fik fundet vej hen til stolen lige over for hende.
Han tog sit overtøj af, undtagen selvfølgelig sko.
Han tænkte lidt om hvad han gerne ville have, men blev så enig med sig selv til sidst. "Jeg vil gerne bede om en kop kaffe" sagde han til servitricen, inden han satte sig til rette.
"Har du nogen familie Flo?" spurgte han, mens han sad ret så afslappet og smilede venligt.

Servetricen skrev det ned hun så på hende "og dem miss" sagde hun. Flo smilede "jeg tager det samme" sagde han og slppede af. da servetricen gik så hun på ham, hun så på ham og så ned i bordert, hun bed sig i læben hun var stille i et øjeblik uden at sige noget hun tur ikke sige noget, "jeg... har familie... det bare min familie har ikke været der sådan rigtig" sagde hun og så væk, hun hadet sin familie så hun snakkede aldrig om dem, hun så på ham, "hvad med dig?" spurgte hun blidt og smilede for sig selv....

Han nikkede lidt til det hun sagde, at kunne godt relatere til det hun snakkede om. "Det gør mig ondt at høre." sagde han stille og rømmede sig lidt, da hun spurgte til hans familie. "Har aldrig kendt min familie, har ikke mødt dem, dog voksede jeg selvfølgelig ikke op selv, jeg blev efterladt hos en yngre dame, som tog sig af mig, indtil hun døde" sagde han og trak på skulderne.
Han kunne godt lide den dame, hun havde altid været så støttende, også selvom hun ikke havde været engel, men bare et helt almindeligt menneske, som døde en respektfuld og stille død, da hun var blevet for gammel.
"Hun døde dog den død man skulle dø af, hvis man overhovedet skulle dø" sagde han.

hun så på ham, "oh... det gør mig ondt Aaron" sagde hun blidt og smilede for sig selv og bed sig i læben og slappede af og så over på ham, hun smilede, han var sød og god ved hende, hun smilede lidt over det og slapper af. hun tænkte på en del og bed sig i læben, hendes liv havde ikke været det bedste men det havde hans da hvist heller ikke hun så blidt på ham, hun var bekymrede for ham, men hun vidste ikke om hun skulle være bekymrede... for ham eller ej, det var jo ikke sikkert han ville ha nogle var bekymrede for ham, hun smilede til ham, "Aaron... det ikke for at støde dig eller noget... men.... er du blind?" spurgte hun blidt og så stille på ham af ren nysgærrighed. hun syns han havde klaret det flot hvis han var ikke mange kunne gå uden at gå ind i nogle.