One...two I'm coming for you, three...four you better go and hide!!! - Sebastian

Tid: 19:30
Omgivelser: ingen udover Freya.
Vejr: lidt overskyet, men det tyder på at månen vil titte frem senere på aftenen. Det er lunt i vejret.
Sted: ved en gammel faldefærdig lade dybt inde i ashen wood forest.
På: gammel, beskidt og ødelagt hørkjole.

Solen var sunket dybt ned bag horisonten og mørket herskede nu fuldkommen over skoven. Dybt inde inden, nærmest i hjertet af skoven, stod en faldefærdig lade, ja hvis ikke en faldet lade. Ingen havde brugt denne lade i årtier, næsten et helt århundrede havde den nu ståetder uden at den havde været i brug. Det var i hvert fald hvad det så ud til, og det næsten også altid rigtigt. Men ikke helt. For i et godt stykke tid var den nu begyndt at blive taget i brug igen, men kun ved fuldmånen skær. Hver gang kom en lukket hestevogn trillende igennem skoven ved højlys dag og forlod igen skoven efter at en ung kvinde var blevet lænket fast inde i laden med de stærkeste lænker man havde kunnet skaffe. Hun blev hver gang lænket mod ladens eneste stående væg, nemlig kampstens væggen.
Denne fuldmåne nat var ikkke anderledes fra nogle af de andre nætter. Kvinden sad krøbet sammen op af muren, nervøs som hun altid var for mørkets væsner, bange månen, og skræmt af den uundgåelige smerte der snart ville ramme hver en knogle og hver en muskel i hendes krop.

Hendes navn var Freya, og i modsætning til mange andre varulve havde hun,endnu, ikke følt trangen til at slå ihjel, trangen til af forlade sin familie for andre varulve, faktisk følte hun ingen trang efter noget af de ting, som de ældre sladrekoner havde fortalt hende om varulves dyriske og groteske trange, ord og "forudsigelser" om hendes forbandelse, skræmte hende. Kvarteret omkring hende og hendes forældres bolig samt butik, kendte godt til hendes hemmelighed, og det havde ødelagt hendes fremtid.
Freya sukkede ved alle disse tanker, tanken om aldrig at blive gift og få børn, tanken om at skulle bo hjemme resten af livet, at spilde det... Hvad skulle ikke ske når hendes forældre engang gik bort!? Hun kiggede ned i jorden og følte ensomheden, ingen turde længere nærme sig hende rigtigt, jo ganskevist var folk stadig venlige og de snakkede da til hende på stræderne og i forretningen, men det var da også det, ikke som før i tiden, næh den gang var de alle overbeviste om at hun nok en dag skulle få en mand der var eller ville blive til noget stort, men ikke længere.
Hun sukkede igen" få det nu bare overstået!!!!" Kaldte hun højt mod månen, en snert af vrede kunne høres.

Det var fuldmåne. Hvilket kun kunne betyde en ting. Varulve. Det var meget farligt at begive sig ud i de mere forladte steder på disse tidspunkter, men han kunne ikke lade være. Sebastian var en fri fugl; han nægtede at lade risikoene skræmme ham. Hvis man ikke levede var det at man blev født ligegyldigt. Hvis man gemte sig hver evig eneste gang, der var bare en anelse svært eller skræmmende, så gik man glip af utrolige muligheder. Muligheder for at hjælpe andre, møde nye venner, eller endda besejre en trussel! Sebastians hoved var fyldt med sådanne håb. Han ville gerne opleve noget..utroligt. Ubeskriveligt. Farligt. Derfor havde han taget dette job, som han havde. Derfor begav han sig hen imod den forladte næsten helt ødelagde lade. Fordi der var noget som bragte ham derhen. Og det var kaldet fra en kvinde.

Sebastian havde en kappe slået henover hans skulder, en hvid skjorte, sorte bukser og sko. Han havde sit sværd i hænderne imens han langsomt sneg sig ind i laden. Han havde forventet en mand efter det han så, men der var kun en kvinde. Han kunne derfor hurtigt regne ud, hvad situationen var. Kvinden var lænket fast med tydeligvis meget dyre og stærke lænker. Hun kiggede på fuldmånen. Hun var alene. I en forladt lade. Hun var en varulv, der ikke ønskede at gøre andre fortræd. Han sænkede sit sværd og rynkede svagt på panden. "Frue? Mit navn er Sebastian Wilson og jeg er næst-kommanderende i doomsville militær. Jeg kan se og forstå din situation lige nu." Han havde en hånd hævet som for at vise at han ikke ønskede hende fortræd. "Du er frustreret. Du er bange. Hvorfor sker dette imod dig af alle? Hvorfor lige præcis dig? Du vil bare have et almindeligt liv. Være som andre. Du vil ikke transformere dig til et farligt dyr. For det er jo det folk ser når de kigger på dig. En varulv." Han smilede lidt til hende. "Men, bare rolig. Ikke alle ser på dig sådan. Jeg er et menneske og alt jeg ser lige nu er en smuk, dog vred og muligvis bange, kvinde, der har brug for hjælp, om hun ønsker det eller ej."

Freya så op, hun havde hørt skridtene, vejrtrækningen, ja det var lige før hun også havde hørt hans hjertebanken. Og nu stod dette menneske foran hende. Han var.. Et syn for englene, men hvis han ikke snart fjernede sig, ville han blive et syn for djævlene. Hun lyttede halvt til hans ord." Du forstår intet! Eller måske gør du? Sig mig min tapre ridder i hvid... Er du et hæsligt, blodtørstende, kødflænsende monster ved hver fuldmåne?" Frustrationen var den mest gennemtrængende i hendes toneleje, der var ikke meget sarkasme eller vrede at finde, mere det frustrerede pigebarn hun jo egentlig var. Hun kastede opgivende med armene" du må hellere komme væk herfra Sebastian. Det er en gammel mur, jeg tror ikke den holder til mange flere forvandlinger. Jeg vil ikke slå dig ihjel, men det gør jeg hvis du ikke forlader omgående. Snart vil de sidste små hvide skyer forlade den mørke himmel, og månen vil vise mit sande jeg." Hun rejste sig roligt op og forsatte" du vil høre mig skrige så højt og i så meget smerte som du aldrig har hørt før, men du må ikke vænne om, jeg overlever, men det gør du ikke. Hun lo en lille blid latter, det havde hun ikke forventet at høre her" hvis du finder mig smuk er det mit største ønske at du bliver i den tanke og det minde om mig, for hvis du bliver, her meget længere vil du ikke finde mig smuk, tværtimod vil dit største begær i hjertet være at stikke dit sværd direkte igennem mit hjerte" hendes stemme var blid men også lettere kommanderende. Hun ville for alt i verden ikke være skyld i et så flot væsens død.

Sebastian havde ondt af hende. Han kunne ikke forestille sig at være under sådan en forbandelse som hun var. At nogle så det som en velsignelse ville han nok aldrig være i stand til at forstå. Det var simpelthen for mærkeligt at tænke på at der var folk, som blev ellevilde glade for når de skiftede form og begyndte at slå andre ihjel. "Nej, det er jeg ikke, men blot fordi jeg er menneske, så betyder det ikke at jeg ikke har mine egne forbandelser." Han var forfulgt af sin fortid. Af sin far. Det var ikke det samme som det hun havde, men det var alligevel hårdt. Han kunne ikke sove i mørket, han var bange for at hans far ville finde ham og prøve at slå ham ihjel også.
"Du snakker som om du ved præcis, hvordan jeg vil reagere på din forvandling. Som om jeg er svag.Jeg er intet unik, jeg er et almindeligt menneske, en mand som tager på kroer, og drikker mig fuld med andre; Men, jeg er modig. Jeg ved hvornår jeg bør frygte, hvornår jeg bør dræbe. Havde jeg set dig som varulv først, så ja, så ville jeg slå dig ihjel. Men jeg kan se at du ikke ønsker at dræbe. At du ikke vil skade andre. Du fortjener ikke død, du fortjener hjælp, og jeg vil hjælpe dig. Jeg går ikke." Han puttede sit sværd ned i dens beholder ved hans venstre hofte, og satte sig ned på gulvet, dog et godt stykke fra hende. "Hvis du slipper fri, så vil jeg løbe."

Det var meget sødt af ham, men en pludselig og voldsom vrede kom frem i hende og uden nogen mulighed for at kunne kontrollere det snerrede hun af ham" skrid nu med dig dit håbløse menneske pjok". Hun var begyndt at svede, og fuldmånens lys begyndte lige så roligt at bryde igennem skyerne og kaste sit forbandede lys ned på hende" du kan løbe lige så tosset du har lyst, men jeg vil fange dig, og jeg kommer til at ende med at flå dig levende, og det har jeg ikke lyst til" hun snakkede lettere hurtigt, hun kunne mærke hvordan forvandlingen var gået i gang, smerten som kom lige så brat, hendes knogler der knækkede allle steder i hendes krop, en efter en, men uden pauser." Har du nogensinde set en varulv før? Der er ingen hjælp at give mig, jeg vil være forbandet resten af mit liv, og hvis jeg er heldig vil guderne tage i mod mig derefter." Hun sagde det sidste med et skrig af smerte og faldt sammen ned af muren. Det brændte i hele hendes krop, smerten var så stærk at det føltes som om der var ild i hende." Ryk i det mindte lang ud af min rækkevidde, jeg ved ikke selv hvad jeg gør når jeg er i denne skikkelse, jeg kan aldrig huske hvad jeg foretager mig" hun klynkede ordene ud imens hendes fingre var bordet ned i een beskidte jord under hende, der hvor der engang havde været gulv i laden. Hun skreg endnu engang af smerte og kastede hovedet bagover og afslørede de nu kattegule øjne og lange grovhakkede tænder." You better run, or you will end up as my late night snack" hvæssede hun vredt af ham.
Forvandlingen var næsten fuldendt, pelsen og ulve figuren var næsten helt over hende og inden hun blev totalt opslugt af forbandelsen nåede hun at hviske
" varulve kan ikke tåle sølv!"
Hun faldt sammen og lå i lidt tid inden hun langsomt rejste sig op i sin fulde højde og tronede hen over ham. En dyb og ulmende knurren kom fra hende og hendes blik lå boltret fast på, sulten i hendes øjne var ikke til at tage fejl af.

Det lod ikke til at røre ham at hun kaldte ham et pjok, eller andre negative øgenavne. Han kiggede bare på hende med et roligt ansigtsudtryk - ville han ligefrem gerne dø? Han havde jo intet at miste, så måske ville det ikke være så galt at dø. Han ville nok foretrække at leve, men hvis han intet valg havde, så var det ikke så forfærdeligt at skulle møde døden i en ung alder, hvor han intet kunne miste ved det.
"Du kan sige alt det du vil, jeg flytter mig ikke." Dum kunne man ligefrem kalde ham, men han var også modig. Det kunne så diskuteres om det var en god eller en dårlig ting.
Da hun hviskede det omkring sølv nikkede han og trak sit sværd ud. God ting at han havde været forberedt! Han tog et lille skridt bagud og holdte øjnene på varulven med hånden knuget om sværdet. "Dette bliver spændende."

De gule øjne der lyste vildt i mørket lå som frosset fast på ham, en hver bevægelse, åndedræt og hjertets pumpende mekanisme, opfattede hun, ude af stand til at hendes indre menneskelige jeg, kunne stoppe ulven i hende, kasteð hun sig hårdt og knurende i mod ham, ustoppelige efter hans blod, hev hun så hårdt hun kunne mod lænkerne, utrættelig som hun var i denne form, ville der nok ikke gå længe før muren eller lænkerne gav efter for hendes barbariske styrke. Hun brølede kort af ham og gik så tæt på ham som lænkerne tillod det, i en dan fart, at kun et menneske med skærpet syn ville kunne reagere. Han var stadig inde for rækkevide, trods han havde bakket lidt bagud. Hendes krop havde jo gået fra at være omkring 170 cm høj til 200 cm høj, og det gjorde at arme og ben var til dels længere, og hun nu ragede op over ham, i stedet for at skulle kigge op på ham.
Endnu en gang hev hun i lænkerne alt hvad hun kunne, og denne gang skete der noget, hun kunne mærke hvordan lænkerne gav sig. En tilfredstillende knurren kom fra hende, og igen, med et højt smæld trak hun så hårdt hun kunne i lænkerne. Lyden af jern der gav sig sprækkede den stille skov, og et højt hyl lød mod fuldmånen.
Freya vendt sig nu mod Sebastian, jagten gik i gang når han begyndte at løbe, hun ville flå hans strube, skære hans mave op med kløerne. Freyaa indre kæmpede aggresivt i mod, hun ville ikke dræbe!

Jagten begyndte når han løb. Hvad hvis han ikke løb? Han blev bare stående og stirrede på hende med sværdet hævet. Troede han at han kunne slå hende ihjel? Det måtte tiden jo vel vise. Hans holdning og posture var perfekt, fejlfri. Han stod i en defensiv position, sværdet hævet til at afværge et angreb, men hans krop virkede klar til at hoppe til siden, hvis der skulle blive brug for det.
Han fokuserede kun på hendes krop. Hvordan varulvekroppen bevægede sig, hvad den signalerede, hvornår den ville angribe. "Du er måske i en anden form, en varulveform, lige nu, men du er stadigvæk en smuk kvinde. Denne varulveform er en del af dig, og jo mere du benægter, jo mere du hader den; jo mere vil den bestemme over dig. Vis den hvem der er alpha. For det kan da ikke være sandt at det vilde dyr, som prøver at overtage dig, er alphaen? Vis mig at du kan styre det. Jeg vil ikke skade dig."