shadows hide what we fear //Ahri//

S: Constantines hus ashen wood forest
T: 13.30
O: en lille atalie i et udhus. en masse jagt trofæer på hylderne, og en død hjort der hænger fra varandaen
V: solrigt
P: en grøn skjorte og et par sorte jeans, et par sorte militær støvler

der var en lyd af hakken på et skære bræt inde fra træ hytten. den hytte der var bygget af den mand der boede der, med sine egne hænder. der var stadig mere hakken på brættet, han var ved at skære kød ud i fine striber som han brugte til at tørre. han elskede smagen af tørret kød. han smilede og gik ud på varandaen og lod en hånd glide ned over hjorten der hang der. han havde dræbt den her til morgen. man kunne se hvor pilen havde ramt lige i nakken. han tog en lang kniv fra et bor og begyndte at fjerne pelsen. hvis han vaskede den kunne den bruge til hans seng eller som kamoflage, alt havde en brug i hans øjne.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Påklædning dog uden tasken.

Ahri gik gennem Ashen Wood Forest, med øjnene der skimte stedet godt af. skoven var pæn, dog ikke det pæneste sted hun noglesinde havde været. Hun lod sine øjne falde på et underligt hus, eller hytte agtig. Usikker på hvad det var, gik hun selvfølgelig imod det.
Hendes sorte øre var løftet højt mod solen, mens den hvide hale elegant viftede i luften, med rolige bevægelser, hvilket fik den til at ligne en meget pjuskede slange. Hendes krystal blå øjne lyste en smule op, da solens stråler ramte dem helt perfekt, hun fik dog ikke solen i øjnene.
Hendes lange sorte hår blev blæst tilbage af den lille brise der engang i mellem kom, mens den hvide trøje sad tæt til kroppen, omfavnede hendes former godt. Og nederdelen der hang over hendes ben, gik lige til hendes knæ. Dog løftede hendes pjuskede hale en smule op i den, dog ikke nok op til at der ville være et pantie shoot.
Lyden af hakken, fik hende til at stoppe op. lyden stoppede dog kort inden længer, hvor det i stedet blev astattet af en snittende lyd. hun gik rundt om huset, hvor hendes øjne lande på denne underlige mand, der stod og snittede i en hjort. hurtigt sprang hun om bag et træ, adrenalinen steg kort, hvor håbet om at han ikke havde set hende. spredte sig i hendes tanker.

en lille klokke ringede ved hans vindue, den var forbundet til en langt net af snore, som et edderkoppe spind. han rettede sig op og så mod begyndelsen af lysningen hvor hans hus lå. han smilede lidt og tog et stykke tørret kød fra en æske på bordet og spiste det. han tog en cigaret og tændte for den mens han fortsatte med at fjerne pelsen fra hjorten. i et enkelt hug faldt hjortens hoved på jorden han tog det op og blæste noget røg i det. de små øjne var klare men livløse "jeg ved du er der, kom ud" han så mod retning af hvor han havde set skygger bevæge sig. han satte sig på sin trappe og tog et stykke kød mere. en sky af røg fløj ud i luften "det er ok, jeg gør ikke noget" han smilede og skoddede sin smøg mens han tog en bid af det tørrede kød.

Lyden af en stemme lød bag hende. tydeligvis manden der snakkede til hende, hendes ben rystede under hende. hun fattede nada, af det han sagde til hende. hvilket gjorde at hun blev stående, unaset hvad han end måtte sige, ville hun ikke rykke sig ud af stedet. Hvis hun gjorde ville han med sikkerhed dræbe hende, gøre det samme som han gjorde ved den uskyldige hjort!
Hun klemte sine øjne sammen, og lagde en hånd tæt på hendes hjerte. Hvad skulle hun gøre, hvad skulle hun gøre! Alting snurrede nærmest rundt for hende, måske var det varmen der fik hende til at blive svimmel eller den pludselige adrenalin. En ting var sikkert, hun mødte altid skræmmende folk. Aldrig i sit liv, havde hun mødt en eneste person, uden der ville ligge noget dødt eller bare en del blod omkring dem. Ancalagon! han dræbte flere mennesker for øjnene af hende, og havde forsøgt at æde hende. Ace, angreb en mand, og drak hans blod. Også foran hende, så var der en eller anden vareulve mand… der også havde forsøgt at æde hende! nu var der denne mand, der snakkede til hende. med underlige ord, mens han lige havde hugget hovedet af hjorten!
Hun kunne lugte blodet, lugte den døde krop.

han rejste sig op med den lille æske med tørret kød. et venligt smil på hans læber, der var ingen fjender i hans lysning men det betød ikke at de ikke prøvede at komme her. dog havde han altid sin magibog hængende i en læder strop fra sit bælte og selv om der var mange af angrebene i den der krævede forberedelse var han altid klar. han gik hen forbi træet og smilede til den pige der stod der, han satte sig bare ned foran hende og tog et stykke kød hvorefter han klappede på jorden, hun havde ikke reageret på hans ord. måske forstod hun ham ikke. han tog fat i et andet stykke kød og tog en bid af det for at vise det ikke var giftigt.

Hun forholdte sig roligt bag træet, mens hendes øre rettede sig op. Hendes øjne mødtes denne underlige mad, der ikke lavede andet end at række tørrede kød hentil hende. hun rystede blidt på hovedet, hvor han tog en bid af den og endnu engang rakte den hentil hende. hvor hun rystede på hovedet igen, du lugtede underligt. Og hvem havde lige lyst til at spise noget det lugtede underligt, altså ud over denne her fyr. Som virkede til at nyde det tørrede kød, hun pressede sig selv ind mod træet mens hun begyndte at hyperventilere. Hun kunne ikke lide denne mand, der var noget over ham der ikke stemtes overens med hans være måde. Måske var det de underlige være måde, eller det at hun lige havde set ham hugge hovedet af en hjort.
Hjorte var rolige dyr, gjorde ikke nogle skade. Medmindre man truede dem, selvfølgelig ville de beskytte dem de elskede. Sådan var det ved næsten alle dyr, selv bjørne. På trods af at de kunne finde på at æde deres unger, hvis vinteren blev for hård mod dem. Men derfor ville de stadigvæk redde deres unger fra en jæger, hvis de kunne.

Constantine tog en lille tegne blok frem og en blyant og begyndte at tegne den mystiske pige "så du kan slet ikke forstå hvad jeg siger" han tænkte lidt mens han tegnede videre på hende med et lille smil på læben og pegede på sig selv "constantine" han gestikulerede mod hende før han igen pegede på sig selv og gentog "constantine" han tegnede vidre på den tegning han lavede af hende. han tegnede den meget præcis hvis han selv skulle sige det. han kunne godt forstå at folk var bange for ham men han var nu en meget rar person hvis man lærte ham at kende. han vendte blokken om og lavede en meget god sketch af pigen der stod over for ham, han smilede venligt og rejste sig op og vinkede hende med, han ville vise hvorfor han havde dræbt denne hjort. han kom helt hen til den og vinkede hende nærmere.

Han snakkede til hende, og hev en masse ting frem. lidt ligesom tyskeren gjorde, da hun lå på det kolde bord i hans klamme kælder. Ville det sige at hun nu skulle være en andens fange, ville han også lave underlige forsøg på hende? ville han bruge sin tid på at skære hende op, og rode rundt i hendes indre organer! Bare tanken fik hende til at gyse, hun kørte ørene tilbage. Mens følelsen af at angribe ham, med en af sine lammelser, var stor.
Dog stoppede hun helt op, da han sagde sit navn. Han havde et navn? Hun lagde en hånd på sit kraveben, hvor hun rettede sin ryg. ”Ahri!” Sagde hun højt, for at understrege at det var hendes navn. Hun løftede sit højre sorte øre en smule, inden hun pressede sig ind mod træet igen. Hvad skulle hun gøre, hvem var han og hvorfor ønskede han at snakke med hende?
Da han pludselige vinkede hende hentil sig, tøvede hun inden hun valgte at tage nogle små forsigtige skridt mod ham. hvis han ønskede ballade, kunne hun vel lamme ham og nå at løbe væk, inden han ville kunne nå noget. Eller suge hans livsenergi ud af hans krop, så han bare ville være som en fisk på jorden.