It's good to 'see' you - Bellamy

Tid - Ud på aften
Sted - Gyderne
Vejr - køligt og blæsende
Omgivelser - ingen folk i miles omkreds.
Påklædning - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Aaron gik vildfaren gennem gyderne, mens han støttede sig til de forskellige kolde vægge han kom forbi, for at få en fornemmelse om hvor han var henne af.
Aaron var ikke alt for god til at finde vej, som han havde været før i tiden, det skyldtes at han havde mødt Bellamy, som havde noget blod som kunne få ham til at se igen, og det havde han brugt en del, for at få sit syn igen.
Men nu eftersom han ikke kunne få fat på Bellamy, eller finde ham, så var han efterladt til sig selv og sit gamle sorte bind for øjne, så folk ikke skulle se hans næten hvide og følelses løse øjne, som bare farede hvileløse rundt, fordi de ikke kunne finde et punkt at fokusere på.
Aaron havde dog ikke kun brug for Bellamy, på grund af hans blod, han elskede Bellamy, som han ikke havde elsket nogen før, han følte sig altid hel når han var sammen med Bellamy, for han accepterede ham for den han var, han var ligeglad om han var blind, om hans øjne så mærkelige ud, om han havde to store kødklumper på ryggen, som slet ikke skulle pilles ved, før de gjorde helvedes ondt.
Bellamy var noget helt specielt, men Aaron kunne ikke finde ham, det gjorde ham panisk og frustreret, for han kunne ikke søge efter ham, som normale folk, han kunne ikke kigge efter ham, han måtte føle sig frem til det, og det var slet ikke let, for der var ikke mange der syntes om at blive rørt, slet ikke mænd.
Aaron sukkede dybt og strøg en hånd gennem sit pjuskede hår, det kunne han nemlig heller ikke sætte mere, han havde mistet sansen for at sætte hår.
Han havde fået sine tjeneste folk til at ligge tøj frem til ham, så han i det mindste, fik noget stilet på og ikke gik rundt og lignede en idiot, selvom han allerede gjorde det. Den måde han følte sig frem på, så rigtig dumt ud, eller sådan føltes det i hvert fald.
Aaron kunne ikke lide at føle sig hjælpeløs, men han havde på fornemmelsen, at det var sådan han ville have det, resten af sine dage.
Han havde givet op, halvt om halvt, kunne man sige.

Der gik lidt, før han besluttede sig for at stoppe lidt op, han var begyndt at blive træt, han var kold og havde ikke meget energi tilbage, til at kunne finde ordentligt hjem, måske skulle han bare overnatte i en gyde, bare for en enkel nat, han havde aldrig prøvet det før, men det var gået op for ham, at han nok ikke ville kunne finde hjem, ikke uden at få sig noget søvn i hvert fald.
Han stod med ryggen til væggen, og gled stille og roligt ned af væggen, til han sad på jorden, med hovedet hvilende på den kolde væg.
Han lukkede sine øjne, ikke at det gjorde den store forskel, men han kunne bare godt lide det, det gav en smule ro for hans øjne.
Han sad bare og slappede af indtil  videre, han sov ikke helt endnu, det var alligevel for hårdt at sove der, men på et eller andet tidspunkt, skulle han nok blive træt nok til at falde hen.

Som han sad alene, i mørket som altid var over ham, var han begyndt at falde hen i en dyb søvn, som han lige pludselig blev vækket af med et sæt, da en hånd strøg hans kind, som han slet ikke havde forventet.
Og da han ikke kunne se noget som helst, og han var helt alene i en gyde, og da han så mærkede at nogen strøg ham over kinden, blev han meget forskrækket. Han træk sig hurtigt tilbage, men da han sad op af en væg, resulterede det i at han bankede sit hoved hårdt ind i væggen bag ham. Han gruntede lidt i smerte og tog sig til baghovedet. Han lagde dog mærke til at personene havde nævnt hans navn, han stoppede helt op og hævede et øjenbryn.
Stemmen lød bekendt, meget bekendt, dog var det en stemme han ikke havde hørt i meget lang tid.
Men han vidste hvem det var, det var Bellamy.
"Bel... Bellamy?" spurgte han tøvende, han kunne ikke se ham, men han kunne fornemme at han var lige foran ham.
Hvor havde han dog været i al den tid? Hvor var han forsvundet hen. Tåre begyndte at samle sig i hans øjne, det var overvælende at lige pludselig have ham ved sig. "Hvor... hvor har du været?" spurgte han og bed sig i læben, inden hans tåre begyndte at løbe ned af hans kinder og han begyndte at snøfte.

((Det e helt oki, godt at have dig tilbage tho' XD))