Well.. Didn't expect to meet you like this. -Jo

Tid: ”Fremtiden”-ish. Der hvor Assorian og hans allierede er samlet i Dragons Peak
Tid på dagen: Tidlig morgen, omkring klokken 7-8.
Omgivelser: Beskrevet
Vejr: Det køligt og regner udenfor men man kan ane den smukke solopgang bag skyerne.
Påklædning: Sort langærmet trøje med et par matchende sorte bukser da det er mest praktisk til situationen.

Ikke fordi hun elskede at lave små opgaver for Assorian. Men han havde ingen smag for tortur, kun vrede - så hun vidste han måtte hyre de bedste. Og hun vidste hun skulle arbejde med Ramsay. Hun havde ikke set sin kære eks kæreste siden for et halvt år siden, hvor de mødtes igen. Elskede. Og så sluttede deres kapitel der. Dog var Jo ufattelig dårlig til at konfrontere folk omkring sådan noget. Så hun havde undgået det. Nu håbede hun på, at hun aldrig blev nød til at skulle begå samme fejl overfor Logan. Josette var i ført kun sort tøj. En sort top, lange sorte bukser - og et par læder handsker. Hendes blonde hår var sat op i en høj hestehale, og som altid gik hun rundt med det dræbende blik. Efter den mand hun ikke kunne få at tale havde hun fået nogle af sine engle til at fortælle om de kendte noget til denne varulv. Kort efter havde hun fået at vide, hvor han havde sin lille kæreste hende.

Josette var brudt ind og taget det kære pigebarn. Endnu et sølle menneske. Så havde hun slået tøsen ud og slæbt hende bag sin hest tilbage til stedet. Tøsen var netop vågnet op, men det havde intet at skulle have sagt i forhold til Josette og hendes greb. Så kom hun ind, og rystede på hovedet.
"Hey det er altså mit legetøj" Sagde hun halv fornærmet og smed pigebarnet fra sig på jorden. Så satte hun sig ned næsten ovenpå pigen og tyssede på hendes tunge åndedrag.
"Han ville ikke sige noget til mig, så jeg fandt noget som måske kan få ham til at tale." Så trak hun menneskepigens hoved tilbage ved at gribe fast i håret. Pigen peb hvilket gjorde hendes lille fyr reagerede. Josette smil ondskabsfuldt til Ramsay.
"Kærlighed gør folk svage, men også stærke. Det komme bare an på, hvem der føre an." Så sprang Josette væk fra pigen og rev menneskepigen op fra jorden i sin ene arm.
"Du fortæller os alt vi har brug for at vide, ellers får du lov til at se, hvordan vi flænser hende fra hinanden bid for bid. Til du tigger os om at lade hende være i fred." Josette så ham i øjnene og fnøs så. Så rystede hun på hovedet.
"Er det ikke bare sårende. Han har slet ingen anelse om, hvor gode vi to er til at torturer sammen. En ting jeg er glad for Assorian lod sig indse. Jeg arbejder kun med dem som kan leve op til min standard. Så min fine ven, du burde virkelig få tungen på gled." Josette brækkede pigens ene arm, og lod hende falde til jorden.
"Vil du starte eller skal jeg?" Spurgte hun Ramsay med et skævt smil.
"Monstre." Mumlede pigen i smerte og græd.


//Hvis du styrer hvad fangen siger og gør, så styrer jeg menneskepigen xD Deal? xD

// Det tænkte jeg også Deal! xD

Han har slet ingen idé om hvad du kan gøre ved den pige… Jeg tror du er nød til at give ham et godt minde.. Josette smilede til Ramsay, og vendte sig så rundt til pigen.
"Du har ret min kære, vi er de virkelige monstre." Sagde hun og kørte en hånd henover pigens sorte lokker. Josette satte sig ned på hug ved siden af pigen. Så fløjtede hun og et stort kattedyr kom luntende ind. Det var ikke blot en normal jaguar, men en kæmpe jaguar. De var yderst sjældne, hvis man ikke var i urskovene. Det store kattedyr satte sig ved siden af Josette og slikkede sig om munden. Let strøg Jo sin hånd henover hovedet på det smukke dyr. Menneskepigen peb let, og man kunne se hvordan hendes læber skælvede i frygt.

Josette vippede let hovedet på skrå.
"Jeg har en gave til dig, som ingen magi i hele verden kan heale." Sagde hun til pigen med en noget så uskyldig stemme, og lignede faktisk i et kort sekund en normal engel. Det gjorde pigen i et kort sekund troede, at Jo faktisk var på hendes side og ikke Ramsays. Så flyttede greb Josette fat i den brækkede arm, og i et ordenligt ryk kunne man høre lyden af armen der forlod resten af kroppen. Skriget fra pigen overdøvede næsten lyden. Så rakte Josette armen til Crystal hendes jaguar, og kattedyret gik over i et hjørne og spidste lystigt armen. Den søde duft af blod flød ud i lokalet. Så rystede Josette lidt på hovedet.
"Hmm, jeg synes ikke helt det var nok." Så kiggede hun på varulven, og rejste sig op. Let kørte hun sin hånd henover ansigtet på ham. Så hans ansigt nu var fyldt med blodet fra hans skrigende kæreste.
"Holder du aldrig op med at skrige pigebarn?" Udbrød Josette og vendte sig om imod pigen som klappede i med det samme. Tårerne fløj ud af øjnene op hende. Og man kunne se, hvor urolig hun var. Josette gik tilbage til hende og satte sig endnu engang på hug. "At tage noget fra dig, virker mere som en straf for dig. Jeg vil give ham et minde, som han ikke kun skal se, hvor at huske dette." Så jog hun sin hånd afsted i sådan en fart pigen ikke nåede at reagere. Josette tog det venstreøje og rev det ud. Endnu engang skreg pigen vanvittigt. Så rejste Josette sig op og gik hen til manden. Så rakte hun Ramsay øjet, så han kunne gøre hvad han ønskede med det.

Derefter satte hun sig hen til pigen igen. Greb fat om en kniv og skar i sin egen håndflade, blot for at få pigen til at drikke sit blod. Så sårrene ville lukke sammen. De skulle nødigt have, at pigen døde. Ikke endnu.
"Jeg synes virkelig du burde tale nu. Vi stopper ikke, og det kan ikke passe, at hun skal stå for ansvar blot fordi, at du ikke vil tale." Josette rystede på hovedet. "Hvad hun mon tænker om dig? Hvad vil hun tænke om dig bagefter? Tror du virkelig hun nogensinde ville tilgive dig for blot at stå og kigge på, vidende om, at der var noget du kunne gøre for at redde hende?" Så fnøs Josette kort.

Det var ikke fordi, at hun gjorde det medvilje. Men hun observerede altid Ramsays måde at opføre sig på. Lærte fra ham hele tiden. Han havde gjort hende til den hun var, hvis hun ikke var løbet ind i ham, havde han aldrig vist hende den mørke side og ladet ham tage hendes vinger.  Han var nok den person som betød mest for hende i sidste ende, hvis man ikke talte hendes familie med. Ikke, at hun ville indrømme det. Men nu indrømmede hun sjældent noget. Josette blev slået ud af sine tanker da han snakkede til hende igen. Hun himlede kort med øjnene.
"Du snyder altid!" Sagde hun så og rystede på hovedet af ham med et kært smil.  At han se folks minder var utrolig fantastisk, men det var også snyd. Hun tog imod papirlappen med informationerne. Hun læste dem hurtigt igennem.  
Hun iagttog Ramsays metoder. Måden han var overfor varulven. På den ene side, vidste hun, at Audrey ville blive så enormt vred på hende, hvis hun fandt ud af, at hun lige nu stod og torturerede et menneske. Men på den anden side... så havde man kun ondt af det man vidste. Hvem sagde, at Audrey ville vide noget om denne begivenhed.  Da han vendte sig om for at kigge på, hvad hun havde i tankerne.
"Modsat dig. Så fortrækker jeg, at kaste lidt rundt med dem." Sagde hun og med en enkel håndbevægelse fløj pigen op i loftet og man kunne høre, hvor hårdt det ramte. Et skævt smil blottede sig legende henover hendes læber. Også slap hun pigen. Med et brag faldt mennesket ned på jorden i et skrig.
"Ups."  Sagde hun og skar en grimasse.  Pigen spyttede blod ud.
Så klemte hun sin hånd sammen, og man kunne hører hvordan pigebarnet gispede efter vejret. Man kunne se, hvordan hun kæmpede for at få luft, men det var ikke en mulighed. Der var intet tilbage.  Og snart var hun helt blå.
"Lad os lade ham hænge her.. han er død om få minutter alligevel, vi kan ligeså godt trække tiden." Sagde hun med et skævt smil på læben.  

Let gik hun tættere på Ramsay og lagde hovedet let på skrå.
Så placerede hun blidt en hånd på hans kind.
"Det er ved at være længe siden, er det ikke?" Spurgte hun og sendte ham et smil. Blodet på hendes hånd var snart på hans kind, men det havde aldrig haft nogen betyding for dem  om de var tildækket af blod eller ej. Josette elskede Ramsay højt, mere end hun nogensinde havde elsket Assorian.  
"Så... hvad skal vi mon få resten af dagen til at gå med?" Spurgte hun med et drillende skævt smil på sine læber. Hendes følelser for Ramsay var på sin hvis ikke utydelige, men heller ikke helt tydelige. De var som de plagede at være, han burde ikke være i tvivl om hendes måde at reagere. Desuden ville det være en skam at slutte en god tortur af med blot at gå hjem ikke sandt?

Da han greb hendes hånd, fik hun et legende smil på sine læber. Det var klassisk dem. På deres måde var det noget så sødt, hvor andre nok ikke ville fatte en meter af, hvad de havde gang i. Josette så ham dybt i øjnene da han trak hende tæt ind til sig. Let gled hendes øjne henover hans læber, men da han rykkede sig tilbage lod hun den glide på plads op til hans mørke øjne. Josettes smil gled automatisk op da han sagde de skulle sprede kaos. Åh, det var hvad hun kendte bedst til.  Det var mærkeligt for hende på sin vis, at både Ramsay og Assorian samt hende arbejdede sammen. Assorian var del af hendes tid som den gode uskyldige engel, og Ramsay som den hun var nu. Ikke at Assorian kunne huske den tid, han forveklsede hende hele tiden med den hun var nu. Hvilket undrede hende, men megen menneskelighed havde han jo heller ikke tilbage.
"Finde en mystisk pige. Fortælle Assorian om hende. Tjek." Sagde hun blot. Det lød kedeligt det sidste. For Josette havde allerede rundet pigen. Men hvorfor gøre opgaven færdig hurtig. Hun elskede en god jagt. Så det skulle de da få.
Som hun skulle til at sukke, trak han hende helt op af sig i et fast greb. Hvilket hun elskede. Hun rullede let øjne af hans sidste sætning. Ingen tvivl om, at han mente det. Og det var nok nogle af de eneste ord som kunne betyde noget for hende. For alt hun gjorde, var for at imponere ham. Det var nærmest som hendes livsmål. Josette gengalt uden tøven kysset, mindst ligeså lidenskabligt og med det samme strejf af vildskab over sig. Imellem kysset holdt hun en pause, dog uden at fjerne sig betydeligt fra ham.
"Jeg kan sagtens overgå dig. Blot nævn tid og sted." Svarede hun i en drillende hvisken. Nok var hun ikke længere den bedste til at forsvare sig fysisk, men hun brugte med glæde sine evner. Der lå hendes styrker. Audrey og hende var ikke ligefrem på talefod - ellers ville hun da blot spørge hende om lidt sparing.

Naturligvis ville hun elske at sætte ham på plads, men bare ikke lige nu. Den eneste person der kunne finde ud af, at sætte hende på plads ordenligt stod med hende i sine arme, og det havde hun ikke tænkt sig at spilde tiden med at være flabet på. Det var det eneste tidspunkt hun turde give slip. Det eneste tidspunkt, hvor hun faktisk ville lade ham gøre hvad som helst ved hende. Måske ikke lige slå ihjel.
Spørgsmålet kørte dog ofte i hendes hoved, hvis Ramsay ikke havde fundet hende. Hvad var hun så blevet til nu? Et af de mange gode spørgsmål, man kunne pine sig selv med inden man skulle sove. Eller man kunne bede skride af hækkenfelt til, og få noget ordenligt søvn. I et hurtigt og nærmest uforudsigelig træk pressede hun sine læber ømt ind imod Ramsays. Her lagde hun armene omkring hans skuldre i et låst greb, for, at han ikke blot skulle kunne skubbe hende væk. Lidt tricks havde hun da også. Tiden skulle desuden også bruges fornuftigt.
At forsvinde var fortiden til. Hun havde lært at stå til ansvar for sine handlinger nu, for det meste.

hun havde været væk i en uge længere end planlagt. Det ville sige, to uger? Josette var endelig kommet tilbage til Dragons Peak. Hun var vred, men vidste hendes humør snart ville skifte, men muligvis ikke til det bedre. Alt det der forgik omkring hende var for voldsomt for hende. Men hun ville ikke indrømme det, hun burde være taget til Terroville for at finde hendes storebror, han var trods alt den eneste som hun kunne finde sig selv ved. Neal var hendes hjem, og familie var det eneste hun havde som hun stadigvæk havde egenskab i at elske.
Hun blev kastet ud af sine tanker og planer, da en kort omfavnelse ramte hende. Ramsay. Hun plantede et smil på sine læber da han spurgte ind til hende.
"Jeg havde nogle problemer med nogle engle i Aquener.. som jeg skulle tage mig af. Lad os blot sige det blev løst halvt om halvt, og jeg er ikke i humør til andet end at suge livet ud af noget." Hun sank en klump og trådte let væk fra ham. Hun ville ikke ende med at skade ham. Dayne irriterede hende voldsomt, alt hun havde prøvet alt undtagen at tvinge ham.  Josette fik øje på en mand på en bænk. Sikkert helt uskyldig og ville aldrig have drømt om at gøre en flue fortræd, men Josette var ikke i humør til andet end at lade sin vrede sive ud. Hun løftede ham med vindens kræft op fra bænken, og han tog sig til halsen - imens han blev kvalt. Han så hende i øjnene på afstanden. Men det hjalp ham intet lige nu. Nogle dage, var hun blot normal og ønskede at skade nogle. Andre dage ønskede hun at lege med folk og deres følelser.. og så var der den ustoppelige vrede som ingen kunne tæmme. Let rullede hun med øjnene, og kastede ham så afsted.
"Jeg skal tale med min næst kommenderende her i byen. Jeg kommer tilbage senere." Sagde hun så og lod sine blå øjne glide hen på Ramsay ganske kort.

Hun tog op til sin villa.. pålæ, hvad man nu kaldte det. Her mødtes hun med Rebekah. Hendes næstkommanderende i Dragons Peak, når hun ikke var der.
"Jeg vil have nogle af vores soldater til at holde øje langs kysten. På et eller andet tidspunkt, så er der noget som får ham frem fra sit skjul. Jeg gennemgik ikke alle de problemer for blot at han skal slippe fra det." Sagde Josette og lagde armene overkors. Rebekah nikkede let.
"Vi sender nogle ud. Normalt slår du aldrig fejl.." Det skulle hun slet ikke være begyndt på. Et strengt blik fra Josette og Rebekah sagde ikke ydeligere.
"Det ER jeg klar over... men jeg troede det var vejen frem. Men jeg tror han følte noget for mig kort. Jeg tror jeg har ham under min magt, jeg tror blot vi misforstod hinanden.. og dog. Så giver jeg ham ikke endnu en chance. Blod må have blod, og kun hans." Sagde hun og vippede legende hovedet på skrå.
"Det er virkelig sandt så.. du kan ikke føle noget som helst romantisk.. det er bare.." Josette forsatte hvor Rebekah slap: "Ja.. det er bare en leg. Jeg har ikke kunne føle noget i langtid, andet for min familie." På de ord forlod hun stuen og gik ud i køkkenet, hvor hun fandt Ramsay. Hun var i tvivl om, hvor meget og hvor lidt han havde hørt. Men hun var ikke sentimental, trods alt var han klar over, at han gjorde hende falden.
Men var han klar over, hvad han havde fået hende til at give op i processen?

Hun hævede let et bryn da han hentydede til hun havde fundet en lille sød engel. Hun rystede på hovedet af ham. Tydeligvis ikke i humøret til drillerier, men ham og Assorian havde da næsten altid været ligeglade med det så længe deres drillerier kunne få frit spil. Hun vendt ham ryggen og prøvede ligesom at få alt vreden ud af sit system. Ikke at det lykkedes hende særlig godt, men hun gjorde da et forsøg! Det er sådan du er… Eller sådan du er blevet. De ord gik hende til at lade hendes blik glide op og synke en klump. Let knyttede hun sine hænder, og lyttede blot da han spurgte om det næste. Hun fnøs kort. Så vendte hun sig om og kiggede ham i øjnene.
"Mit gamle liv.. " Kommenterede hun og lagde armene overkors. "Du ved, blot fordi du kan læse tanker og stjæle minder. Betyder det ikke, at du kan stjæle følelserne. Jeg ved ikke, hvor mange gange du har været inde i mit hoved i fortiden.. men jeg ved du ikke gør det nu. Dog skal jeg lige minde dig om en ting. Alt det du ser er tanker og minderne. At opleve dem på egen krop gør det ikke til din virkelighed." Sagde hun og sank let en klump.
"Der har altid været kaos i mit liv. Her er ikke noget i mit gamle liv jeg ikke har endnu, udover evnen til at føle for andet end min familie." Tilføjede hun så og så lidt strengt på ham.
Josette trådte et skridt tættere på mig.

"Du tror måske jeg faldt den dag, men man behøver ikke at være en reaper før man falder. Mørket har blomstret i mig før jeg overhovedet mødte dig.. men ved du hvad du gjorde. Du fjernede min evne til at fokusere på verden omkring mig.. du fjernede min evne til at kunne elske nogen fuldt ud nogensinde igen. Du tog alt det fra mig.. du knækkede mig som var jeg en gren du trådte på i skoven.. men hvad gør jeg?" Spurgte hun og sank en klump. "Jeg kommer tilbage. Men du skal ikke tro i et sekund, at det er på grund af dig. Den eneste grund til jeg ikke er fuldkommen fortabt er fordi, at på trods af alt der går galt for mig.. så har jeg en storebror som vil gøre alt for mig. Du knækkede mig næsten.. men du vil aldrig kunne knække mig helt imens jeg har ham, og mine faldne." Sagde hun så og gik tættere på ham. Hun var næsten ved at være færdig nu. Hun åndede ud.
"Englene og jeg er en og samme person. Glem det og du har glemt hvem jeg er. De gode skal gøres faldne, men de er ikke dit legetøj for at holde dig i godt humør. Ikke mere." Sagde hun. En mild trussel, men det var blot en advarsel. Hun gik hen for at tage en kniv frem.. blot for at hakke nogle grønsager til middag. Hun åndede tungt ud.
"Men nej. Jeg savner ikke mit gamle liv."

Det var som om, at fra det første ord havde han antændt en bombe som blot var tættere og tættere på at springe i luften.
Jeg fjernede også dine vinger.. Sagde han så, men Josette lavede en tilføjelse.. "Jeg lod dig fjerne mine vinger.. der er en forskel.. jeg skulle ikke bruge dem." Sagde hun uden at kigge på ham. Hvad vidste han om traumatiske oplevelser? Han talte som var han en ekspert.  Let lukkede hun kort øjnene. Da han tog et skærebræt til hende fnøs hun kort og strammede grebet om kniven og gav så slip på den så den fald ned på brættet.
"En vej tilbage til dig.. hmm det sandt.. jeg har været godt dum. Derfor er det også den sidste gang. Og nej, den eneste person i hele universet jeg nogensinde ville føle med helt tryg ved, er Neal. Du må smutte om bag i køen." Svarede hun blot. Hendes stemme havde ingen morskab tilbage. Det var langtfra hendes bedste humør, og alligevel blev han ved med at tale til hende. Til sidst vendte hun blot blikket iskoldt overpå ham. Hun trak en gaffel frem fra en kurv med bestik der stod på bordet. Hun hamrede den i hånden af ham, og holdt øjenkontakten.
"Det er langtfra den eneste forskel på os to." Kommentede hun direkte, og slap ikke grebet om gaflen. Lidt engle blod og han ville være god som ny, eller måske blot et ar til samlingen? Josette drejede gaflen let inden hun slap. Hun vidste hans smerte tærskel nærmest var uigennemtrængelig. Men normalt skadede hun ham ikke, hun mindedes ikke et øjeblik udover dengang hun prøvede at slippe fra ham.. det var de gange hun havde skadet ham bevidst. Let sank hun en klump og bed sig kort i læben.
"Ved du hvad der er værst?" Spurgte hun og så ham i øjnene igen. "Når jeg mister min selvbeherskelse og det føles som om nogle styrer mig. Fordi, at du har forskruet min hjerne så meget, at jeg nogengange går over mine egne grænser. Du har ødelagt mig." Sagde hun så og slog blikket væk.
"Jeg vil have du går nu." Sagde hun så. Spørgsmålet var om han ville gøre som hun sagde, eller om han ville gå imod hendes vrede - han var jo igang.. så kunne han da ligeså godt fortsætte.

Hun sank let en klump over sin egen opførsel. Han gik hende. Og hun ville have at han skulle gå, ellers ville hun gøre det. Lige nu var hun bare så vred. Det sidste han sagde fik hende til at vende hovedet tilbage og kiggede på ham. Endnu engang kunne hun mærke, hvordan hun sank en klump. Stille gik hun hen til ham og lagde en hånd på hans kind.
"Selvfølgelig tilgiver du mig. Det gør du altid." Sagde hun så og gik så hen til sin kniv, og fandt et glas. Let lod hun knivens blad glide henover sin håndflade, hun klemte hånden sammen så blodet dryppede ned i glasset. Hun skubbede let glasset over til ham, og slikkede derefter blodet af sin egen hånd for at heale sig selv.
"Jeg forsvinder ikke, jeg har et ansvar her. Assorian regner med mig." Sagde hun så og kiggede ikke Ramsay i øjnene.
"Jeg gør sidste del af mit arbejde færdigt i huset, også fortsætter jeg med mine andre opgaver jeg har med Assorian." Det var en anden måde at sige på, at hun ville tage afstand til deres sammenarbejde. Det var det bedste. Hun havde brug for at finde sig selv, og hun havde haft så meget om ørerne, at hendes hjerne ikke havde ladet hende fokuseret på sine egne følelser.
Men hun vidste, at Ramsay var giftig for hende, blot hans tilstedeværelse fik hende normalt til at ønske at gøre ham stolt, og nu når hun tænkte over det... var det sikkert den indre frygt. Hun ønskede ikke at være bange for nogle, og hun var ikke bange for ham - hun var bange for den følelse oplevelsen havde givet hende lige inden hun gik med ham.
Josette kunne mærke lysten til at skrige. Blot af frustration. Af afmagt for sine egne følelser. Let vendte hun sig mod ham igen og så ham i øjnene.
"Hvis du ikke vil gå herfra, så vil jeg." Sagde hun og gik forbi ham. Hun skulle have noget frisk luft. Og han skulle ikke prøve at belære hende, for det ville ikke hjælpe ham.. overhovedet!