I'm boreeed! You're gonna be my entertainment! -Daron

Tid: Nutiden (Marts 1160)  
Tid på dagen: Sen aften på vej mod nat, 10-11 stykker.
Omgivelser: Beskrevet
Vejr: Regnvejr uden for med en svag varme efter en god varm forårsdag.
Påklædning: Et par slidte sorte bukser samt en for stor skjorte som hun har fundet i Assorians hus.

Daron var i strålende humør. Det var blot dagen efter, at han var flyttet ind i sin faders borg, og han var mildest talt godt tilfreds. Han havde godt nok ikke nået sit mål om at komme i den indre kreds og han havde myrdet en uskyldig familie, hvilket nok kommer til at jage ham resten af hans uddødelige liv, men alt dette ville han ikke tænke på nu for én ting betød mere end alt det - Hans far havde fundet en plads til ham. Om han var stolt af ham var nok at stramme den lidt, men han havde accepteret hans eksistens og ville have ham i sit hjem og i sin omgangskreds. Det her var det tætteste Daron nogensinde havde været på at få en familie.
Og det skulle fejres. Så Daron havde taget ned på noget der virkede som en hyggelig kro for at få øl og slappe helt af. Han havde vist været på kroen før men det var for mange år siden og ikke værd at huske. Han var iført det samme bukser og sko som dagen før, men var blevet nødt til at tage en mere slidt trøje på, da hans fine hvide skjorte endnu var dækket i blod. Han var nu også ligeglad med sit udseende. Det var han for det meste, men lige igår havde han taget fint tøj på for at imponere sin far. Der skulle dog en del andet til end blot at tage en skjorte til...
Men nok om det. Han ville ikke tænke på gårdagen, han ville tænke på den lyse fremtid! Han var nået op i baren og gav ikke de andre folk omkring ham meget opmærksomhed. Han skulle have sin øl, og så kunne han finde en at snakke med. Det var lidt sjovt - hvis det blot havde været et år før ville han have kommet for at bælde sin øl og så smutte igen uden så meget som at svare en person, hvis han blev snakket til og nu ville han selv prøve at indlede en samtale. Hvor man dog kan forandre sig.
Han fik sin øl i et krus og takkede bartenderen, hvorefter han vendte sig om for at gå ned og finde et bord eller en tiltalende person. Et svagt lå på hans læber, selvsikkert og afslappet.
Han nåede dog kun at tage få skridt, før en dværg hoppede mod ham og han hævede det ene øjenbryn af ham. Han var ikke bange eller nervøs, hvad kunne en dværg virkelig gøre mod ham? Han var mere irriteret over at hans rolige aften skulle forstyrres. Dværgen puffede til ham to gange, så øl røg ud af kruset men heldigvis ikke ramte ham. Han sagde også noget med en mor, der ikke var god i sengen, og Daron vidste godt at dette var en løgnhistorie. Men provokerende som han nu var, blev hans smil større og flabet og han lænede sig ned over dværgen.
"Var hun ikke? Det skulle man tro med hendes mærkværdige størrelse og kropsbehåring."
Han stillede kruset væk fra sig, uden at lade sine mørke øjne fjerne sig fra dværgen. Han blev stærkere af hans vrede og foragt.
"Nå, det er vel et godt eksempel på, at man godt kan være så grim som en dværg uden at være en."

// Undskylder ventetiden!!!! Håber det kan bruges! Ellers så sig til :3

Dværgens vrede var som en strøm af energi der gik gennem Daron, og han kunne mærke hvordan det pumpede i gennem ham.  Han brød sig normalt ikke om det - hvordan andres negativitet var godt for ham - men lige nu brugte han det til sin fordel. Hvordan det gjorde ham stærkere. Ikke at han tænkte at han havde brug for det. Han havde brug et år i klanen på at træne både fysisk og med sin evne, og nu var han selv træner for en hær. Han tvivlede på at en fuld dværg kunne skade ham.
Det var også derfor, at han blot fik et grin på læberne, da dværgen endnuu en gang råbte op med alt for meget selvsikkerhed i stemmen. Han lænede sig ned over ham, så deres ansigt var helt oppe af hinanden og lod være med at lade sig påvirke af stanken fra hans ånde.
”Du kommer bare an,” sagde han og sagde det med vilje så flabet så muligt. Dværgen havde alligevel ødelagt han ellers perfekte aften, for det var typisk, at Daron ikke kunne have det godt uden at noget eller nogen skulle komme i vejen. Han kunne lige så godt få noget sjov ud af det.

Dværgen blev selvfølgelig stiktosset, og man kunne ikke længere se forskel på hår og hud med den røde farve. Som han før havde truet med, langede han ud over Daron med så meget kræft, han havde, lige da skyggevæsnet havde rettet sig op igen. Det var dog ikke meget for alkoholen havde allerede påvirket ham og så var han nok i forvejen ikke en god kæmper. Daron undveg derfor nemt hans angreb ved at dreje lidt til siden og dværgen fløj frem af i stedet for.
Det var der en latter sprang op i lokalet, hvilket fangede Darons opmærksomhed. Han kunne godt tænke sig frem til at en slåskamp ville få folk til at holde lidt ekstra øje men ligefrem at grine og klappe? Hans blik faldt på en pige. Pæn var hun, men Daron fokuserede nu mere på, den mørke aura, der lå om hende. Et skyggevæsen. Selv nu med et skyggevæsen som chef var det sjældent at Daron så en af sin race, eller i hvert fald en som ikke var fuldstændig opslugt af skyggerne og for ubehagelig at nærme sig. Så hun fangede hans interesse med det samme, faktisk så meget, at han så på hende og ikke dværgen, der farrede i mod ham. Det var kun i sidste sekund, at han opdagede det og fik undviget ham, hvorefter han med et slag og en sving-rundt-tur sendte ham ned i gulvet. Hvad man ikke rigtig kunne kalde en kamp var slut.

Nogle mænd hujede af begejstring over at deres liv nu blev en smule mere interessant og begyndte at omringe ham som møl til lys. Darons plan havde før været at finde nogle mænd at drikke med, men da han mødte denne mystiske pigens blik, mens hun forlod kroen, indså han, at den plan nu blev ændret. Hun var ude nu, og Daron, der ikke ville miste hende nu, begyndte at skubbe sig gennem mængden uden at rive sit blik væk fra døren. Da han endelig nåede døren og trådte ud, lod han sig blive ét med mørket og forsvinde. Der var støvregn udenfor men intet der gik ham på. I stedet fokuserede han på at følge efter pigen til hun var en passende længde fra kroen. Det var ikke noget han rigtig havde gjort før, udover hvis det var for et arbejde. Han var ikke meget for at forfølge tilfælde personer men noget sagde ham at denne pige ikke var tilfældig.
Han havde indhentet hende og valgte at blive synlig til at han stod foran hende, ergo blokerede hendes vej. Der var ikke et smil på hans læber og han så på hende med lettere hævet bryn.
"Noget siger mig at gnavpotte ikke har fået nok at drikke til at opfinde historier til sig selv om sin mor," startede han ud og lagde armene over kors, "Han har fået det fortalt. Har du en idé om hvem der kunne finde på sådan noget?"
Hans stemme sagde det hele. Han var næsten sikker på, at det var hende. Hun ville ham noget. Men hvad vidste han ikke, og selvom han nok ikke burde, så brændte han for at finde ud af det.