Well you can say.. that I have missed you a little ~Hecate

Sted: Drageborgen i Dragons Peak
Tid: Eftermiddag
Vejr: Solrigt med lidt skyer
Beklædning: hans frakke og solbriller
@Hecate

Påklædning
- Hecate + Halskæden
- Erebos udseende
- Nyx udeende

Det havde efterhånden været lang tid, godt vel fem år faktisk. Tiden gik hurtigt, og specielt når hun havde hænderne fuld af to tvillinger, hvor den ende arvede race efter sin far og den anden efter hende selv. Dog på trods af Erebos var en dreng, så elskede hun ham ikke desto mindre ufattelig højt. Hendes børn havde hurtigt vist sig som hendes ædelsten og det var ganske sjælden hun efterlod dem alene i huset, som regel tog hun dem altid med når hun tog på tur. Selvom faren ikke længere var i deres liv, så levede hun nu egentlig et ganske godt liv. Et par enkelte gange gik hun endda ud med folk, hun var sammen med dem og dog blev det aldrig mere end dette. Det gjorde hende dog om ikke andet ingenting, da forhold ikke just var hvad hun så frem til lige nu, hele hendes situation handlede blot om hendes børn og at sørge for de havde en bedre barndom end den hun selv havde.
Da hun havde fået brev fra Assorian, vidste hun ikke just hvordan hun skulle reagere. Hun havde mest lyst til bare at kaste det væk, også faktisk ikke reagere på det. Hun hade at blive sendt bud efter, det fik hende til at føle sig som en eller andens elskerinde, en der kun skulle sendes bud efter. Et sekund følte hun sig endda fristet til at svarer tilbage med et Rend mig. Hun var ikke så meget irriteret over han havde droppet kontakten med hende, de var jo ikke længere sammen, men hvad hun ikke ville finde sig i var dette. At han kunne tro, at efter så lang tid så kunne han bare få hende til at rende og hoppe efter sin pippe. Hun sad og brummede for sig selv, at i mens de kørte op imod dette sted. Ved begge sine sider havde hun sine to børn. Erebos så kun ud af vinduet, for ham var dette en morsom tur, mest fordi de ikke kom så meget ud og Nyx lå med sit hoved i sit mors skød hvor hun sov.

Da de nåede op til porten, og de blev stoppet af manden, gjorde hun blot som der stod instrueret i brevet. Til hendes held behøvede de ikke forlade vognen, men vagten satte sig blot op til kusken og viste herefter vej op til borgen. Som de nåede længere og længere op, begyndte Erebos at røre på sig, mest fordi han aldrig havde set en borg før og dette var første gang "Hold dig tæt ved mig hele tiden" sagde hun og sendte ham et blidt smil "Selvfølgelig mor" hun strøg blidt sin datter igennem håret, og denne gerning fik den fem årige lille pige til at vågne op "Så er vi fremme" sagde hun smilende.
Som de steg ud, holde tvillingerne sig bag hende, de var vant til at når de var ude så var de hele tiden tæt ved hende. De fulgte med manden ind, og som de kom ind i halen fik hun øje på ham. Modsat sidste gang han havde set hende, så var hendes hår blevet længere og nu gik det hende til omkring lidt under numsen. Tvillingerne havde taget langt mere efter hende end ham, hvilket kunne ses i både deres kulør, øjne og hår. De skarpe blå øjne var helt klart en dominerende faktorer blandt de tre. Hun lod ham ikke sige et eneste ord, for det første hun gjorde da hun nåede hen til ham var at stikke ham et stor lussing "Sende bud efter mig? Hvad tror du jeg er, din luder? Næste gang du vil mig noget, så kommer du selv" hun kneb øjnene sammen og så koldt på ham. De to børn bag hende, gemte sig godt inde bag hende, mest fordi de ikke kunne genkende ham. Han havde jo trods alt ikke været i deres liv, og derved havde de ingen jordisk chance for at kunne genkende ham "Du skal bare være glad for at jeg overhoved dukkede op!"

Hun kneb øjnene sammen, og da han ikke svarede var hun tæt på at give ham endnu en. Dog kom hans næste gerning fuldkommen bag på hende, hun stod fuldkommen stiv da han krammede hende. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere, hun stod bare og ventede på han ville give slip på hende igen. Da det så endelig skete, rettede hun på sin kjole, og så forvirret på ham. Nu var hun fuldkommen tom for ord, mest fordi hans handling havde været direkte underlig og nærmest barnlig. Hun betragtede ham, måden han agerede med børnene, hun vidste han ikke var vild med børn, det havde hun selv heller ikke været. Dog havde hun accepteret det, mest fordi der ikke havde været så meget andet hun kunne havde gjort. Nu elskede hun dem, og derfor var hun altid ekstremt påpasselig med hvem der kom for tæt på.
De to børn sagde intet, de kiggede blot på ham med de stærke blå øjne. Børn opfangede alt, så de opfangede hans tilbageholdhed over for dem. Erebos havde altid været ekstremt beskyttende overfor sin yngre søster, specielt fordi hun var mindre og lige nu svagere end ham, så han tog det som sit job at beskytte hende. Hun holde begge sine hænder ud, og hver en af dem tog en hånd at holde i. Da han spurgte hende omkring værelserne, hævede hun øjenbrynet "Jeg sover sammen med mine børn" Hun var ikke vild med at efterlade dem alene, specielt ikke på en borg så stor som denne, og hun vidste heller ikke hvad der gemte sig i de forskellige hjørner. Som de gik ind til spisestuen, satte hun sig ned og tvillingerne satte sig på hver sin side af hende. Man kunne sige, at de så begge op til deres mor da hun var den eneste voksne figur i deres liv.

Hun lagde benet over kors og så direkte imod ham "Hvad ville du Assorian? Hvorfor sendte du bud efter mig" hun havde altid været direkte, og holde sig som regel altid til at fortælle sandheden. Hun var ikke just en stor fan af løgnere, og ville ofte blive ekstremt sur hvis hun fangede nogen i en løgn. Hun kørte en hånd igennem sit hår, hvor hun fangede det og lod det falde om på den ene skulder, hvilket her efterlod hendes venstre skulder, og hals del fuldkommen blottet.

Hun sagde noget til børnene på et fremmede sprog, siden hun jo var født Gorgon så havde hun sit eget sprog, og det havde hun lært børnene. De så op på hende og nikkede begge hvorpå de begyndte at spise. Hun spiste selv stille og roligt, men da han begyndte at snakke, lagde hun bestikket fra sig og kiggede hen imod ham. Hun havde skam hørt dette, nyhederne kom alligevel langt og hun havde hørt mange af de ting. Forholdet med denne prinsesse havde hun dog ikke hørt, og hun hævede overraskende øjenbrynet, men sagde dog ikke noget. Med hovedet på skrå, betragtede hun ham som han kom ud med det sidste. Dog som han et rejste sig og undskyldte dem, fulgte hun ham undrende med øjnene "Bliv her, jeg kommer tilbage om lidt" med dette sagt rejste hun sig op, og fulgte efter ham. Hun knurrede blot af de tjenere som bad hende stoppe, og hun endte til sidst op med at havde fulgt efter ham ned til hans kontor.
Hun gik ind, og gik straks hen til ham, hvor hun greb en stol og satte sig foran ham "Stop med at slå dig selv!" hun greb fat i hans hænder og så direkte på ham "Jeg er ærlig talt fucking ligeglad med hvad du har lavet, din borg betyder intet, dit lederskab er fint nok, men fuck det! I stedet for at vise dine ting frem, hvad med at du tager noget fucking ansvar overfor det du allerede har!" hun holde ikke direkte tilbage på sine ord, han fik chancen for at sige hvad han ville "Du lovede du ville blive, det var for dig jeg beholde de børn i min mave og hvad gør du så? Du forlod mig! Det handler ikke engang om at du forlod mig, det kan jeg leve med! Jeg er egentlig ligeglad med det, jeg er også ligeglad med din lille kæreste! Hvad jeg til gengæld ikke er ligeglad med, er at du kan tro efter alt den tid du kan kalde mig tilbage Hun tav og bed sig hårdt i læben

En enkel tårer gled ned af hendes kind "Jeg var alene, bange og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre! Lige pludselig skulle jeg gå igennem en fødsel på 73 timer! Der var så meget blod, og det gjorde ondt! Et sekund overvejede jeg at dræbe mig selv! Hun tørrede tårerne væk, og bed sig i læben, blot for at stoppe dens rysten Er du klar over hvor meget smerte jeg gik igennem for dig? Det var dig som plantede de børn inden i mig, jeg var tæt på at dø!" hun sukkede og gav slip på hans hænder "Hvis du starter noget, så har du fucking også at lægge ansvaret i det. Du giver ikke bare op når det bliver svært! Folk er afhængige af dig!" Hun havde endelig fået sin vrede ud, de fem år hvor det hele havde fået lov til at boltre sig op. Det hjalp egentlig, bare at kunne få det ud "Men skal jeg endelig sige noget godt, så er jeg stolt af dig! Du var intet andet end en simpel mand, og nu er du leder og har en hær! Lær af dine fejl, og smid ikke dit ansvar fordi det bliver hårdt, for det vil blive hårdt! Bånd vil blive knækket, venskaber ødelagt og der kan ske så meget imod dig og hvis du giver op, så mister du alt" Hun rejste sig op, bøjede sig hen og gav hans pande et kys, med dette gjort vendte hun sig om for at gå igen

Da han greb fat om hendes skulder, vendte hun sig imod ham og hævede øjenbrynet. Som han sagde undskyld, vidste hun ikke hvad hun skulle sige, for hvad kunne hun bruge hans undskyld til? Det ville ikke få de sidste fem år til at forsvinde, det ville ikke få noget som helst til at forsvinde og derfor havde hun vel ikke rigtig noget hun kunne bruge det til i sidste ende. Hun nåede dog ikke at give dette den store tanke, da han med et trykkede sine læber imod hendes. Hun stod helt stiv, og følte det som om han havde overskredet hendes grænser. Det fik svagt vreden til at tænde sig i hende, han troede han bare kunne kysse hende. Denne gang gav hun ham dog ikke en lussing, hun trådte tilbage og rystede på hovedet "Det her er alt for meget, jeg...jeg bliver nød til at gå, vi kan tale om dette senere...men ikke nu" hun vendte om og forlod hans kontor, hvorpå hun igen gik ned til spisestuen. Hun tørrede sine øjne, og sin mund. Hun fik med andre ord kontrol over sig selv igen, og derpå gik hun ind til de andre.
Erebos og Nyx havde nydt godt af maden, og her fulgte hun dem med op på det værelse de havde fået. Hun sad selv med en af sine bøger, alt i mens de to tvillinger legede med hinanden "Hader han os" spurgte Nyx med et, hun havde altid været skarpt til at opfatte de ting som andre ikke gjorde. Hun havde derfor opfanget Assorians tilbageholdenhed og lagde det sammen med hans fravær igennem deres barndom "Hvad får dig til at sige det" Hecate lagde bogen fra sig, samtidig med hun holde sine arme ud og de to børn kravlede op i sengen til hende "Han har jo aldrig været der, så han må da havde hadet os" den lille pige puttede sig ind til sin mor, alt i mens hun så nysgerrigt op på hende. I hendes hoved gav det god mening, hvis han aldrig havde været en del af deres liv, så måtte han vel hade sine egne børn. Hun sukkede og trak på skulderne "Det er kompliceret, nogle gange handler voksne ikke altid ligeså vist som hvad man skulle tro" hun gav begge sine børn et kys på panden, og derpå begyndte hun at nynne en blid melodie

Som forventet blev de to tvillinger bange, som Assorian kom ind af døren. De havde endnu ikke vænnet sig til tanken om en far, og det ville nok tage dem lang tid. Det var vel ikke nemt, når de ikke engang havde mødt ham og nu pludselig blev bombarderet med sanseindtryk. Måske var det ligeså skuffet som Hecate selv, fordi de vel også havde samme forventning om et normalt liv. De havde håbet på et liv som alle andre, dog fik man vel ikke altid hvad man ønskede sig også blev man nød til at indrette sig efter dette. Livet var ikke nemt, og man fik ofte chancer. Disse chancer blev man så nød til at tage, for ellers ville de forsvinde og man ville igen ende ud ensom som før.
I det han satte sig foran sengen, kiggede Erebus frem fra bag sin mor. Han betragtede nysgerrig sin far, et sted ville han så gerne tro på disse ord, men han frygtede også en hård skuffelse. Nyx var blot generet, hun var bange af natur og frygtede egentlig denne fremmede mand. Hun var ikke nær så stærk som Erebus, hun bar ikke hans styrke, men derimod en usikkerhed og frygt. Hun var endnu ung, og hun havde en hård tid foran sig, for når først forvandlingen trådte ind, så var der en stor chance for hun ikke ville overleve det. Overgangen fra barn til Gorgon var hård, de ville opleve ufattelige store smerte, værre end noget nogen nogensinde kunne forestille sig. Hecate frygtede for sin datter, hun frygtede for hvad der kunne ske hende og ikke mindst om hun ville overleve det.

I det Assorian talte til hende, hævede hun øjenbrynet. Hendes blik blev kastet ned på hendes elskede børn, før hun igen så op på manden foran sig. Hun nikkede, hun kunne vel ligeså godt få snakket med ham og prøvede han på noget igen, så ville hun nok stille ham endnu en flad. Hun var træt, og gad ikke mere drama lige nu. Hun ville egentlig gerne have hele dette møde overstået, således hun kunne komme hjem i sin seng igen, hjem til en normal hverdag. Hun gav sine børn et kys på hovederne "Jeg kommer tilbage om lidt, hvis der er nogle problemer så bed en af vagterne om at hente mig, også vil jeg være der i løbet af et sekund" hun smilede kærligt til dem, før hun rejste sig og forlod værelset. Hun gav vagterne et strengt blik, et af de blik der ville få enhver til at rømme sig. Aldrig havde hun forestillet sig hun skulle være mor, hun havde aldrig forestillet sig denne dag ville havde kommet, men hun havde omfavnet den og gjort sit bedste. Hun havde forsøgt leve med det, så godt som hun overhoved kunne og nu var hun da lykkelig.
Hun vandrede ned af gangen, hvor hun så nede frem til hans kontor. Hun gik blot ind, lidt ligesom sidste gang og denne gang var det dog uden at se nær så sur ud. Denne gang så hun mere træt ud, hun lignede en der var drænet fra energi og mest af alt lignede hun en der ikke gad mere. Hun havde prøvet nok for i dag, så nu ville hun blot have dagen overstået "Hvad er det Assorian?" hun hævede øjenbrynet og lagde armene over kors. Hun gad ikke mere bull shit, så han skulle helst ikke tale uden om nu

Hun gik stille hen til Assorian, hvor hun blot betragtede udsigten. Hun så ikke på ham, hendes øjne tog blot udsigten ind. Den var nu ganske smuk, ganske unik og helt klart af mere end hvad hun kunne se der hvor hun selv boede. Hun havde levet i et godt hjem, men det havde aldrig været af denne kaliber. Med andre ord var det faktisk ret smukt, man kunne se en helt del og det var faktisk majestætisk. Dog da han først begyndte at snakke, vendte hun igen de blå øjne op imod ham. Hun hævede øjenbrynet, løftede hagen og fik et mere alvorligt udtrykke frem i ansigtet. Hvor da hun havde kigget ud af vinduet, havde det været en blanding af beundring og vidunder. Nysgerrigheden var dog ikke langt fra hendes blik, specielt som hun betragtede ham. Hans handling fik hende til at rynke brynet, specielt som han med et gik på knæ foran hende.
Det var næsten som ville han frie til hende, hvilket han dog heldigvis ikke gjorde, for havde dette været sket....så var hun nok gået igen. Hun sagde intet under det hele, hun lyttede blot og betragtede ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, og på en eller anden måde kunne hun heller ikke få noget af det sagt. Det var som hendes ord var fastlåst i hendes hals. Ingen ord ville alligevel kunne blive brugt, for ingen af dem synes heller ikke rigtige.

Selv efter han forlod lokalet blev hun stående, i noget tid stirrede hun blot ud af vinduet. Hun overvejede halvt om halvt at tage tilbage til børnene, men hun kunne alligevel ikke rykke sig ud af stedet. Hun ville ikke være sammen med ham, men alligevel var der et lille sted i hende, som rent faktisk savnede ham. Hun havde lyst til at slå ham, få ham til at lide, men alligevel ikke. Til sidst forlod hun dog kontoret og vandrede ned af gangene. Hun gik ikke efter et specifikt mål, men lod egentlig blot sin krop styre sig selv og til sidste endte hun ude foran hans værelse. Hun lagde sin hånd fladt imod det hårde træ, nærmest for at få den til at bestemme hvad pokker hun skulle gøre.
Til sidst gik hun dog ind "Dette betyder ikke vi er sammen igen" brummede hun og derpå røg kjolen ned. Hun lod den svagt glide ned langs sine skuldre, og herpå fremvise hendes nøgne krop. Omkring maven var de tydelige stræk mærker fra graviditeten af tvillingerne, strækmærker der nok altid ville eksistere. Hun lod ham ikke røre sig, så hver gang han så meget som rakte ud efter hende, blev hans hænder skubbet væk igen. Hun greb fat om hans kinder og gav ham et hårdt kys.

Efter det hele

Da det endelig var over, og de rent faktisk havde gjort det, så var hun efterladt tom. Hun følte sig ikke hel, men mere som om det var gjort og nu skulle hun videre. Hun lod sig falde ned ved siden af ham, og her vendte hun sin ryg imod ham. Hun sagde intet, stirrede blot ind imod væggen. Hun kunne ikke beslutte sig for om hun skulle blive, eller om hun skulle forlade værelset. Til sidst blev det dog for meget for hende, og hun rejste sig fra sengen. Hun gik hen til vinduet, hvor hun stirrede ud over den smukke udsigt "Som barn elskede jeg at kigge ud af vinduet, min mor ville ofte straffe mig for det" hviskede hun og her lod hun sine arme glide om sin nøgne krop, nærmest som for at beskytte sig selv. Ikke en eneste gang kiggede hun tilbage på ham. Hun betragtede ham ikke, vendte ham blot ryggen og kiggede ud af vinduet.