The Light in the darkness - Neal

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Der forgik meget rundt omkring mørkets væsner der herskede. Hvilket skulle sige at gøre hende ikke perfekt tilpas, for trods alt var hun en solstråle der gik igennem gader af mørke. Men hun havde ikke tænkt sig at falde. Nok kunne hun være så hadfuld overfor folk der fortjente det, men hun ville aldrig dræbe nogen blot for sjovsskyld. Hun var hendes broders anker til det fornuftige liv. Catherine havde folk ofte et blik på, hun arbejdede på et børnehjem, hvor hun passede børnene. Da eftermiddagen ramte, og solen gjorde an til at gå ned. Så var det på tid at komme hjem af. Det var aldrig sikkert at være ude efter mørkets frembrud når man var en engel. Men ingen tvivl om det skulle stoppe hende i at have et liv.
Catherine kunne endelig se Neals villa og et smil bredte sig op på hendes læber. Han vidste hun kom forbi, det var blevet noget af en hverdags rutine at komme forbi og være der. Og hun nød det, ingen tvivl omkring det. Neal og hende havde en helt speciel kemi. Det var ikke fordi, at hende og Colter boede langt væk. Men hun ville gerne tilbringe tid med Neal, så det var hvad hun gjorde.

Catherine lagde hånden på dørhåndtaget og åbnede den. Hun kunne mærke varmen indenfor, da hun trådte ud af aftenkulden.
"Det er bare mig." Sagde hun så for ligesom at fortælle, at hun var hjemme nu. Catherine tog sin jakke af og afslørede sin fine kjole. Håret krøllede dejligt perfekt henover hendes skuldre og videre over hendes barm. Hendes øjne lyste op, men hendes smil kunne ikke beskrives da hun så Neal. Hun gik hen til ham, og omfavnede ham i et dejligt dog tydeligt kram. Han skulle ikke være i tvivl et sekund om hun krammede ham eller blot holdt om ham. En engel og en bloddæmon, så blev det ikke mere skørt, hvis folk omkring hørte om det. Det var ikke noget man så hverdag. Måske en falden engel, men Catherine var så god som en engel kunne blive. Eller måske ikke, hendes person var meget mild og god. Men hun havde selv sine dæmoner at kæmpe imod, men i en verden som denne havde alle trods alt det.

Det var en varm følelse. Behagelig. Neal var ikke hendes første kys, eller første kærlighed. Og derfor var hun også en del forsigtig når det kom til, hvor hurtigt det skulle gå for hende. Dog havde hun også besluttet sig for, at når stemningen en dag var til det så var hun klar til det næste skridt. Catherine smilte over hans ord, hans stemme. Hun ville kunne genkende den alle steder, selv i mørket. Catherine så ham i øjnene da de trak sig ud af krammet. Hendes smil kunne blænde verden, havde Colter sagt til hende før. Catherine troede på det gode i alle folk, og havde aldrig lagt skjult på hendes meninger. Neal spurgte om hendes dag.
"Den har været travl og udmattende, men på en positiv måde." Svarede hun og lagde kært hovedet på skrå.
"Hvad med din min kære?" Spurgte hun interesseret.

Catherine stilte sig let på tæer, også placerede hun sine læber imod hans, i et lidenskabeligt kys. Hendes øjne lukkede let i, for at nyde følelsen af hans læber imod hendes. Det var en følelse, som hun aldrig ville give op på for noget andet i hele verden. Catherine lod sig falde ned på flad fod igen efter at have sluppet kysset.
"Jeg tror jeg vil tilberede noget aftenssmad." Sagde hun så og smilede stadigvæk til ham. Hun følte sig helt igennem lykkelig i hans selsskab. Havde hun nogensinde været lykkeligere i en mands selskab end hun var lige nu? Romantiskset nej. Hun havde aldrig mødt en som ikke ønskede at presse hende ud i noget hun ikke ønskede. At han faktisk blot tog det stille og roligt for hendes skyld, betød ufattelig meget for hende. Let gik hun ud i køkkenet, men kiggede sig tilbage for at se, hvor han gik hen af. Ville han gå med og kigge på? Eller havde han andet at tage sig til?
Hun var van til ved Colter at være den eneste der spiste der. Desuden var hun vegetar så hun havde ikke ligefrem det helt store behov for madlavningen. OG så drak hun et halvt glas vampyrblod om dagen, for at holde sin evne i live.

Catherine var fristet massage var altid godt, men specielt nød hun berøringerne imod hendes hud når de var fra Neal. Så kunne det ikke blive mere perfekt. Hen gengalt hans drillende smil, og vippede hovedet let på skrå.
"Det går jo begge veje." Svarede hun med et lille drilsk glimt i øjet. Han fulgte med hende ud i køkkenet kunne hun ikke undgå andet end at være glad for hans beslutning. Hun fandt hurtigt skærebrættet frem og en kniv til at hakke nogle grønsager. Dog viste det sig at hun hurtigt skulle distraheres, da Neal lagde armene omkring hende. Et større smil bredte sig på hendes læber. Den muskuløse krop og varmen imod hendes ryg. Hun tænkte først, at hun måske godt kunne holde fokuset bare lidt. Det var til, at han plantede sine læber imod hendes skulder og på hendes hals. Let lukkede hun nydende øjnene. Hvert enkelt kys var som et lille behageligt stød i alle hendes nerver. Hånden imod hendes kind der drejede hendes hoved for at lade deres læber mødes i et lidenskabeligt og passioneret kys. Når hans hud ramte hende var hun som ler i hans hænder.  De ord der blev hvisket stille imod hendes læber, fik hende til at slå øjnene op. Catherine var ikke i tvivl om, at der var godhed i ham. Ellers ville han ikke stå her med hende lige nu, og behandle hende så godt. Være som en broder for Colter. At være god kunne være mange ting, og ond kunne være mange ting. Selvfølgelig det faktum at slå ihjel gjorde ikke godt i godhed, men på den anden side, gjorde det ikke en til et monster - monstre fandtes ikke, titler folk gav hinanden og sig selv fandtes.

"Du er en god mand." Hviskede hun tilbage og kyssede blidt hans læber igen, denne gang med mere følelse end sidst. Hun mente hvad hun sagde. Hun drejede sin krop imod ham, og pressede sin overkrop tættere ind imod hans. Åh, hvor havde hun savnet ham. Hele dagen. Hvert minut og hvert eneste lille sekund hun ikke var i hans nærvær. Men sådan var kærlighed. Opslugende. Stærk og magtfuld. Men det var også en spænding, en form for fare.. det var alle følelser blandet i en ting. En ting som havde så meget kontrol over en. Sådan var det når man elskede en. Elskede en. Der var det. Hun elskede ham. Mere end hun elskede sig selv nogle dage, men aldrig havde hun fortalt ham det. Det var også store ord. Men hun vidste de var sande. Let trak hun sit ansigt til sig og slog øjnene op i hans. Hun var ganske kort lidt nervøs, men lagde så armene omkring hans skuldre, for blot at sørge for, at hans fokus blev i hendes øjne.
"J.. Jeg elsker dig Neal." Sagde hun så og kunne mærke hendes smil vokse endnu mere. Catherine var ikke typen der løj, og det vidste han godt. Hun var forfærdelig til at lyve, så han ville kunne se hvis hun havde løjet, for så slog hun altid blikket ned og rømmede sig to sekunder efter. Men hendes øjenkontakt forblev, og hun var ikke engang selv i tvivl om sine følelser.

Jeg troede altid jeg ville være den første til at sige de ord, men det ser ud som om du slog mig på det. Hun åndede lettet ud da han endelig svarede på det. Efter det hurtige kys blev hans blik dog alvorligt, hvilket gjorde hun fokuserede opmærksomt på ham. Da han nævnte Colter, kunne hun ikke lade hver med at slå blikket ned i et lille grin. Hun samlede sine ben omkring ham, for at holde ham ved sig. Dog nåede hun ikke at svare før han nævnte hele hendes navn. Hendes smil og hendes øjne strålede som aldrig før. Aldrig havde hun hverken troet hun skulle sige de ord igen eller hører dem igen i den sammenhæng.
"Angående Colter... Hvis han har tænkt sig at slå dig ihjel.. så må vi hellere udnytte tiden." Sagde hun halv drillende. Let kyssede hun hans læber igen, og lod sine hænder glide om på hans ryg, hvor hun kærtegnede den ganske blidt. Pludselig var hun ikke i humør til at stå og lave aftensmad. Hun ville meget hellere sidde her og være i selskab med Neal.

Hun ville være hans side for altid. Igennem ild og vand. Hun ville altid vælge ham, ligemeget hvad han gjorde. Man måtte kalde hende naiv, og nogen tankeløs. Men hun elskede ham, og ville gøre alt for ham. På trods af deres forskellige naturer, så måtte der være et mørke i hende et sted som blev tiltrukket af hans. Også selvom hun ikke ville indrømme det. Og omvendt. Der var godhed i ham som opslugte ham.. måske endda fik hans indre lys til at kæmpe for at komme ud. Men det kunne hun naturligvis ikke vide. I takt med hendes kys blev mere og mere passioneret, kom der et begær over dem. En anden form for intimitet som ikke havde været der andet få gange, fordi hun havde undgået det lidt før. Men hun havde aldrig været mere sikker i hele sit liv på at være sammen med nogen. Men nu havde hun også fået af vide at han elskede hende, og hun elskede ham. Det gjorde hendes blik så klart.

I denne tid var alder ingenting. Hun havde set veninder ægte mænd, som var meget ældre end dem selv. Det var ikke så slemt igen imellem hende og Neal. Ikke noget hun mente betød noget. I det mindste havde hun fundet noget ægte, og var ekstremt glad for det. Catherine lod stoppede intet denne gang. Hun gik hele vejen, og inderst inde vidste hun godt, at det ikke kun var ham hun havde holdt tilbage - også sig selv. Hun havde været bange for at blive såret, og man kunne ikke blive alt for såret, hvis man ikke gik hele vejen. Men tingene var anderledes nu, han var værd at blive såret for. Colter vidste hun ikke hvordan ville reagere, men hun tænkte det nok var bedst, hvis hun bragte nyheden.
Det nåede ikke engang at optage hendes tanker, før hans varme ånde imod hendes nakke nærmest sendte hende i drømmeland. Det var fantastisk. Nok havde de været tæt på før, men de var aldrig nået så langt her. Jeg er din. Hviskede han og hun gengalte hans kys uden tvivl.
"Ligesom jeg er din." Hviskede hun igen, og genoptog kysset atter. Hun så ham dog i øjnene til sidst og gav ham et nik. Med det nik ville han vide, at det var okay for dem at fortsætte.

((Jeg skulle spole videre ikke, det gør jeg i hvertfald ))

Hvordan var de endt her. De var kommet op til sengen. Lagde i hinandens arme. Solen stråler prøvede at slippe igennem gardinet da hun vågnede op. Stille slog hun øjnene op til den varme krop ved sin side. Et smil bredte sig på hendes læber. Catherine kunne høre hans hjerte banke, se hvordan han trak vejret. Der var intet fortrudt fra aftenen overhovedet. Catherine lagde sig tættere ind til ham, blot for at nyde selskabet. Når de engang besluttede sig for at stå op skulle hun på arbejde. Ikke at hun havde lyst til at gå, men hun blev nød til det på et tidspunkt. Hun puttede sig indtil ham, og lod sine fingre glide blidt op af hans brystkasse.
"Godmorgen min elskede." Sagde hun og løftede let sit hoved op for at kigge ham i hans smukke øjne. Smilet på hendes læber var det første han ville se samt hendes strålende øjne. Hun ønskede, at det var hvad han skulle se som det første hver eneste morgen, og være det sidste han skulle se inden han faldt i søvn.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Colter var på vej hen til Neal. Han havde engang imellem blot behov for at snakke med sin fætter om hans meninger. Denne gang var det blot for at snakke om hvad vidste Colter ikke endnu, men hans mavefornemmelse havde fået ham til at vågne op med en fornemmelse af, at være nød til at snakke med ham. Neal var som en storebror for ham, måske var det derfor? I hvert fald tog hans mavefornemmelser aldrig fejl. Stille og roligt bevægede han sig igennem morgensolen, og de lydløse gader. Folk var næsten lige stået op, så der var kun ganske få væsner udenfor. Hvilket var fantastisk, hvis man var en af dem som elskede ro. Colter var altid meget mindre frisk om morgenen, og så snart han havde fået skudt gang i dagen ville han genoptage sin useriøse karakter som ikke lavede andet end at fjolle rundt... eller udover når han sørgede for at holde familiens navn kørerne. Men det var simple detaljer som ikke alle behøvede at blande sig i. Familien, det der var tilbage af den kendte til det. Men det var ellers også det.

Som altid gik han blot ind og lukkede døren efter sig. Kiggede kort efter i stuen, hvor der lagde lidt tøj fra i går. Måske Neal havde haft dame besøg, hvem vidste? Stille fik han samlet Neals tøj af det sammen, og smed det over den ene arm. Så gik han hen til soveværelsesdøren, han gik bare uden videre ind. Der var trods alt normalt ikke noget at skjule.
"Se at få nog.." Han tabte hvad han havde i hænderne over det syn der mødte ham. På den ene side ønskede han at blive sur, og på sammetid - så var at se dem der og smile så sødt til hinanden nok til at få ham vendt fra den tanke. Let rømmede han sig og kastede så tøjet hen til Neal.
"Cat, du burde blive påklædt og smutte på arbejde." Sagde han så og rømmede sig let. "Jeg taler med dig senere." Tilføjede han til hende. Han virkede ikke overordnet vred, mere bekymret.

---
Catherine ville svare hans ord, da en velkendt stemme nærmest fik det til at krybe ned af ryggen på hende. Colter trådte ind. Uden varsel. Men forståeligt, der var ikke det han ikke havde set før - mente han da. Og Catherine kunne bedømme efter det ansigt han havde, at hun burde sætte sig op nu. Så det gjorde hun. Let sank hun en klump og så på Colter. Hun nikkde let til ham, og sendte ham et jeg-kan-forklare-mig blik. Hun valgte dog alligevel at give Neal et kys inden hun rejste sig op og gik ind i et andet rum for at gøre sig klar. Derpå tog hun afsted på arbejde.

----

Colter stod og trippede lidt.
"Hvor længe har det stået på?" Spurgte han lidt hæst. Han havde ikke fået slugt det endnu. Selvfølgelig på samme vis var der intet galt i det, Catherine var kommet sent ind Neals liv for at få ham til at se hende som en del af familien ligesom Colter selv gjorde. Det var ikke fordi, at hun havde været et barn eller noget. Colter kløede sig let i nakken. Det var mest fordi, at han vidste, hvor meget bøvl Catherine havde haft med fyrer der ikke behandlede hende godt, ikke at han mistænkte Neal for at være dårlig for Catherine i et split sekund. Ikke med det blik han lige havde set ham sidde og kigge på Catherine med. Han havde set den søde uskyldige pige hans forældre havde taget med sig dengang. Set hendes skader og triste ansigt. Hvordan det ansigt var endt op med at blive den strålende person hun var nu, vidste han ikke - men han havde ikke tænkt sig at hun skulle ende tilbage i bunden. Colter kunne nærmest ikke se Neal i øjnene, ikke af skuffelse, men fordi han ikke vidste hvordan, at han skulle tage det hele. Det var alligevel meget.

Måden de agerede overfor hinanden. Han kunne både sig at han var vred, men på en måde også lettet. På personer som han ønskede det bedste havde fundet det bedste. Kunne han virkelig i sidste ende tillade sig at være vred på dem over det? Let sank han en klump og vendte sig imod Neal da han endelig var blevet klædt på. Catherine var gået, og naturligvis ville han også snakke med hende senere. Lige nu var det Neal han ville forhøre sig ved først. Ikke fordi, at han magtede at afhøre ham, men det var nødvendigt på en måde. Det omhandlede hans lillesøster. Han følte sig ganske kort ekstremt uvidende, 20 år var lang tid at have en seriøs flirt. Og hvis det havde kørt frem og tilbage i længere tid, var han ikke i tvivl om, at det kun kunne gå fremad for dem. Da Neal sagde, at han ikke ønskede at såre hende, var han ikke i tvivl om, at Neal talte sandt. Tristheden i hans øjne fik Colter til at synke en klump. Han ønskede ikke at miste nogen af dem. Han vidste, at hvis han sagde til dem, at de ikke måtte se hinanden ville han miste dem begge to. Og han vidste også, at han ikke havde ret til at bestemme over dem.

Med et dybt seriøst blik så han Neal i øjnene. Let greb han om Neals skulder med et fast greb. Det så ikke godt ud. Blikket var dybt seriøst, og noget man ikke så Cotler være ret ofte. Colter lavede så et kort nik.
"Jeg vil have at i skal være glade." Sagde han så og hans ansigt blev mere afslappet igen. Hvilket var en lettelse for ham selv. Han hadede at være så seriøs. "Jeg mindes ikke at have set nogen af jer se så glade ud i lang tid." Tilføjede han og sank let en klump. "Men! Hvis der sker hende noget.." Han så advarende på Neal. På trods af Neals egne ord, ville han selv sætte nogle på. Så slap han grebet om Neals skulder.
"Det var for meget på en morgen.. puha.. har du noget kaffe?" Spurgte han og trak på en let kæk grimasse. Altid den fjollede og useriøse lillebror der gemte sig bag den seriøse maske. Men han ville ikke være for seriøs, når folk var det, endte de med at blive paranoide.

Colter vidste godt forskellen på Neals far og Colters egen far havde været tydelig. Colter ville gerne indrømme, at han havde været heldig med hans familie. Det mest tragiske ved det hele var da hans forældre døde. Han var aldrig blevet behandlet skidt på den vis som mange andre, og forstod måske heller ikke deres smerte. Måske var det noget Neal og Catherine delte uden at vide det, de kunne hjælpe hinanden med at samle resterne op af deres fortid og måske faktisk smide dem helt væk tilbage i tiden, hvor de hørte til?
Han gik med Neal i køkkenet og tog det ene kop, og tog let en slurk af kaffen.
"Det var nu morsomt, jeg havde en fornemmelse af, at der var et eller andet jeg skulle tale med dig. Men jeg må indrømme, at jeg ikke vidste det var dette." Sagde han. Han skulle tale med Catherine, i hvertfald før Neal, det havde han besluttet sig for.
"Jeg tager hen og taler med Catherine. Hvis hun ønsker, så lader jeg hende komme her tilbage efter arbejde?" Sagde han en smule spørgende og dog med en undertone af, at det var sådan det blev.
"Hvad tror du Dahlia siger til det?" Spurgte han så. Colter vidste, at Catherine var i sikkerhed for Josette, fordi at de kendte hinanden før, at Josette blev falden... også kunne han naturligvis være så glad for, at Josette og Neal havde sådan en stærk relation til hinanden. Men Dahlia kunne være lidt utilregnelig.

Colter havde haft snakket med Neal, hvorefter han var taget hen til børnehjemmet for at snakke med Catherine i hendes pause. Så var han taget hjem derefter for at ordne noget papirarbejde.
Catherine havde ikke kunne holde helt fokus til efter hun havde haft snakket med Colter, så det gjorde resten af hendes dag meget bedre. Nu kunne hun da nærmest ikke vente med at få fri, så hun kunne tage hjem. Hun havde en flot lillakjole på i dag, og håret var sat i en sildebensfletning som løb nedover hendes ene skulder, fordi hendes hår var så langt som det nu engang var. I morgen havde hun fået til job af planlægge en tur for de ældste drenge, så naturligvis var hendes hjerne faldet hen på en jagttur. For de 6 til 12 årige. Et af hendes hemmelige talenter, hun var fantastisk god til jagt. Så da hun havde fortalt om sin plan til de andre ansatte kunne hun smutte hjem. Så det gjorde hun.

Hun kunne ikke menes hun havde gået så hurtigt her længe. For blot at komme så hurtigt hjem hun kunne. Så snart hun så villaen løb hun jo nærmest. Den hurtigere vampyrfart greb ind, og snart stod hun ved døren. Nogle gange blev den aktiveret ved stærke følelser, og denne følelse var trods alt den stærkeste. Det tog hende ikke mange sekunder før hun var gået ind af døren. Hun havde nærmest bare smidt jakken på stumtjeneren uden at tænke om den vendte rigtigt. Så var hendes bevægelser atter hurtige, og så snart hun så et glimt af Neal løb hun op til ham, og plantede sine læber på et intimt kys. Hun havde været bange for, at Colter havde været sur da hun var gået. At de måske ikke skulle have set hinanden efter det, hele den bekymring og generelt bare alt hendes kærlighed til ham blev sendt afsted som et lyn i kysset.

Hun havde været så glad for at Colter havde 'accepteret' det. Selv hvis han ikke havde, så var hun nok havnet her alligevel på sin vej hjem. Ingen skulle bestemme, hvem hun skulle elske og ikke elske. Hvilket nok også betød, at hun skulle få taget sig sammen og måske besøge Sunfury. Hun vidste trods alt, hvor hendes moder var henne. Men holdt sig på afstand i frygt for sin far. For hun kendte ikke til at han var død.
"Og jeg elsker dig." Sagde hun til ham med et bredt smil på hendes læber. Hun nikkede let og gik med ham ind i stuen. Hun satte sig ved siden af ham, hun løftede sine ben op i sofaen og satte sig i havfruestilling, imens hendes ene arm var placeret på ryglænet. Hun så Neal i øjnene, imens han kørte hånden igennem sit hår.
"Jeg fik en mindre skideballe over ikke, at have fortalt ham det noget før." Hun trak let på skulderen. De vidste begge to godt, at Colter ikke kunne give hende skældud. Hun vippede hovedet let på skrå. "Han vil have mig til at være glad, og sagde, hvis det var det jeg ville, så støttede ham mig hele vejen igennem." Tilføjede hun og lagde blidt sin anden hånd på Neals kind. "Men han gav mig det der seriøseblik i starten, og først så troede jeg næsten det værste." Indrømmede hun.

Catherine kom i tanke om noget..
"Siden du ikke laver så meget i hverdagene.. så tænkte jeg på, om du ville tage med mig i morgen. Jeg skal have en drengeflok med på jagt. Blot for at komme lidt ud og opleve noget. Og jeg tænkte om du måske ville være med?" Hun foldede læberne sammen som en smalstreg imens hun ventede. Hun forstod også udmærket godt, hvis han ikke orkede. "Altså kun hvis du vil, du skal ikke føle dig presset til det." Tilføjede hun så hurtigt bagefter. Alle vidste, at det var de færreste her i byerne som gad bruge tid på forældreløse. Ikke engang alle dem hun arbejdede med orkede det - de gjorde det for pengenes skyld. Hvilket irriterede hende ekstremt ofte. Men mange af de børn specielt drengene havde set ting, haft oplevelser som de ikke burde have haft. Og hun ønskede blot at få andre oplevelser ind i deres hoveder. Hvis hun kunne. Mange af dem, havde ligesom hende selv, altid oplevet deres far være voldsom overfor deres mor. Måske ville selskabet med Neal og hende vise dem, at det ikke altid hang sammen at man var ond imod hinanden. De havde brug for at kunne spejle sig i en mands opførsel.

Hun ventede på hans svar på hendes ide, og hans skæve smil afslørede nærmest hans ord for hende. Så godt kendte hun ham alligevel for tiden. Dog var det altid dejligt at få det bekræftet af ord, så man ikke bare endte med at kunne komme til at misforstå hinanden. Hun gengalt hans kys den korte stund det varrede. Et bredere smil bredte sig ud på hendes læber da han sagde han gerne ville med. Catherine åndede lettet ud og kyssede ham atter.
"Det skal nok blive rigtig hyggeligt, det er jeg sikker på." Sagde hun og lagde en hånd på hans kind. Imorgen ville være deres sådan rigtige første begivenhed, som de gik til, uden at skulle lade som om, at de var noget de ikke var. Det kunne kun blive godt.
Snakken gik indtil hun fik ud for at lave aftensmad. Som de kunne nyde sammen. Det var ikke meget anderledes end de normalt tilbragte tiden sammen. Og dog. De var mere afslappende. Der var ikke nogen lille frygt for, at Colter pludselig skulle træde ind og opdage dem. For nu vidste han det. Der var ikke noget at bekymre sig om.

Til sidst blev det på tide at gå til køjs, eller blot gå derop for at ligge i hinandens arme til de faldt i søvn. Katherine trak i sin fine hvide silke natkjole. Så satte hun sig på sengen og kiggede på Neal med et kærligt blik. Dog imens han skiftede tøj opdagede hun et ar på hans bryst, ikke fordi, at hun ikke havde set det før, men hun havde aldrig spurgt indtil det. Nok fordi, at det ikke var hendes ret til at blande sig i det. Dog var hun også nysgerrig. Let lod hun sin hånd køre hen over det, med en blid bevægelse.
"Hvad skete der?" Spurgte hun ganske blidt. Hun ville forstå et afslag på hendes spørgsmål. Alle havde deres hemmeligheder, og det var langtfra alle der ønskede nogen skulle lukke op for dem. Dog var Catherines øjne ganske forstående og som altid uskyldige. Men hun var så god, hun ville aldrig kunne finde på at dømme ham for noget. Hun havde sine egne fejl at dømme sig på først. Så tog hun hans hånd og kærtegnede hans håndryg med sin tommelfinger.

Da han lagde sig ned, blev hun siddende. Så ham i øjnene og lyttede meget aktivt til hvad han sagde. Det var en forfærdelig historie, og hun så sørgmodigt på ham. Det var ikke noget hun ønskede nogen skulle opleve. Hun lod ham fører hendes hånd henover et andet år. Så lagde hun hovedet let på skrå.
"Det er jeg ked af at du skulle gennemgå." Sagde hun så oprigtigt. Hun lod sine øjne glide henover arerne, og så ham så i øjnene igen. Så fjernede hun håret væk fra den ene side af hendes hals. Her var der ar fra hugtænder. Vampyrbid, men normalt healede hun ganske fint.
"Jeg har kun det ene ar, og det er det eneste som ikke kan gå væk. Resten af dem sidder indvendigt." Sagde hun så og sank let en klump. Det havde faktisk lykkedes ikke at undgå at nævne sin fortid før denne familie indtil nu. Det var ret godt gået.
"Jeg kender til det... med at ens far ikke bryder sig om en. Det gik dog ikke udover mig andet en enkelt gang. Min mor passede meget på mig." Let slog hun blikket lidt ned, og kunne mærke sit hjerte banke lidt hurtigere. Så slog hun blikket op igen og mødte Neals øjne.
"Jeg blev smidt ud af min far da jeg var omkring seks år. Han sagde, hvis jeg nogensinde kom tilbage ville han dræbe min mor.. han har altid været så vred på mig.. og hadet mig. Det sagde han endda selv." Minderne omkring hendes far fik hende til at føre en hånd op på hendes venstre kind helt automatisk. Dog førte hun hurtigt hånden videre op og henover sit hår.
"Og selvom jeg overlevede.. så endte jeg ud i ting som var præcis de samme som min mor endte ud i. Indtil Kassandra og Alaric fandt mig." Fortalte hun, og sank en klump.

"Nej det kan vi ikke." tilføjede hun med et lille svagt smil med den ene mundvige. Det var stadigvæk ufattelig trist. Hun reagerede da han lagde hånden imod hendes kind. Blide kendetegn gjorde intet, men dog reagerede hun alligevel hurtigere end hvis det havde været den anden kind. Hun var faktisk ikke i tvivl om, at han ville gøre hende noget. Hvis han ville have gjort hende noget, havde han gjort det for længest. Catherine lagde sin hånd over hans, og sendte ham et smil.  Det havde i sidste ende blevet ledt for hende at skjule, hvor hun kom fra, alt sin viden fra hendes tideligere liv og erstattet det med en facade af gamle minder hun kun selv kendte til. Dog var hun van til følelsen af afmagt. Catherine gengalte hans kys, og lænede sig indover ham, så hun kunne fører ham ned og kigge igen. Så lod hun sig ligge sig ved siden af ham, så hun lagde på siden, hvor hun blot kunne ende med at ligge og betragte ham.
"My sweet love." Hviskede hun blidt med et smil på læben. "Jeg elsker dig så højt." Tilføjede hun imens hun så ham i øjnene. Catherine havde altid sagt, at en dag ville hun selv have børn, men hun havde altid passet på lige ved det punkt, fordi, at faren ikke skulle være som sin egen. Det skulle være en der ville tage sig af sit barn. Neal. Neal var perfekt, hvis de en dag skulle beslutte sig for det. De delte minder om en dårlig far, og ville stensikkert begge gøre alt for ikke at noget skulle blive som deres barndom.