The Light in the darkness - Neal

Hun lyttede til hans ord omkring hende, og man kunne se hvordan hendes øjne strålede op.
"Jeg havde sagt til mig selv dengang jeg startede på en ny, at det skulle være uden kærlighed... at jeg ikke ville lade nogle komme ind.. men det var lige til jeg lagde øjne på dig for første gang." Sagde hun smilende stort til ham. Nød hans måde at kærtegne hendes ryg. Hvor tæt hun var på ham. De tog jo det store skridt forrige nat, hvilket også gjorde, at nu skulle hun ikke tænke på at give falske forhåbninger, og han skulle ikke gå og være bange for om han pressede på. De var mere frie.
"Jeg tror ikke det er muligt at elske nogen så højt som jeg elsker dig." Svarede hun ham med en nærmest musikalsk stemme. Når hun så ham kunne hun se en fremtid.
"Så, når du tænker på os. Hvad ser du så?" Spurgte hun ikke bekymret, for hun var ikke bekymret for deres forhold. Det var intet nyt. De var endelig kommet til det punkt, hvor de kunne tænke så langt og være ærlige overfor hinanden. Hun lod sine fingre glide henover hans overkrop, imens hun så ham i øjnene. Hun vil gerne fortælle, hvad hun så i sine tanker om deres fremtid. Catherine så mange positiveting, og vidste da også, at der nok ville blive skænderier imellem dem. Det kunne ikke de nok ikke vige uden om, og det var da ikke fordi, at det ikke var sket før. Men de kom altid tilbage til hinanden, og det var aldrig noget vildt seriøst.

Naturligvis kunne han syntes hendes spørgsmål var for nærgående, og hun ville også selv have været overrasket, hvis han havde spurgt hende om det, men nu havde hun gjort det. Catherine lyttede derfor også yderst interesseret da han fortalte. Det var som om, at han lige havde kopiret hendes tanker og sagt dem.
"Jamen ser man det. Det er som om, at du læste mine tanker." Sagde hun og kyssede ham dybt.
Snakken fald, og til sidst var de faldet i søvn i hinandens arme. Her sov hun altid så godt.  Hun ville lyve, hvis hun sagde, at hun ikke bemærkede, da han ikke længere var ved hendes side. Dog sov hun alligevel. Men det føltes køllgt pludselig, så hun trak automatisk dynen mere om sig.
Dog var der ingen tvivl om, at lyden af hans stemme fik hende til at vågne op ganske stille. Catherine blinkede stille imens hun vågnede øjnene op. Hun holdt en hånd henover sin mund da hun gabte imens hun satte sig stille op i sengen. Let gned hun søvnen ud af øjnene, og smilede så stort til ham.
"Godmorgen, det dufter fantastisk." Sagde hun og satte sig i skrædderstilling på sengen. Heneds hår var lidt rodet, men en tur med børsten og det skulle nok se fantastisk ud igen. Catherine vippede hovedet på skrå. "Som du da forkæler mig." Tilføjede hun smilende og lænede sig ind for at give ham et hurtigt kys. Derefter lod hun blikket glide henover maden. Det hele så noget så vidunderligt ud. Og blomsten var smuk. Man kunne ikke andet end at smile, og de mørke brune øjne strålede formidabelt. Der var intet mere lykkeligt sted at være end her. Sammen med Neal.

Han var en af de få, som faktisk havde lov til at rører hendes hår. Normalt gjorde nogle det alligevel, men hun kunne mærke forskel selv hvis hun intet havde havde kunne se. Han kyssede hendes hals, lige ved arret, fra hvor det første sæt hugtænder nogensinde havde sat sig ved hende. Dog lukkede hun blot øjnene nydende. Hun nød blot hans kys på hendes skuldre, men lyttede dog stadigvæk. Da han fjernede sig vendte hun blikket om til ham.
"Ord er også bare ord. De har ingen betydning, hvis handlingerne ikke beviser dem." Sagde hun og gav sig så til at spise. "Oh, jeg skal nok spise. Du er bare yderst distraherende." Svarede hun med et lille drillende smil, og forsatte så med at spise. Så snart hun havde spist sin mad op, klædte hun sig på. Med en af hendes røde kjoler. Ikke en af de meget pæne da hun skulle ud i skoven, men hun vidste, at hendes kollegaer ville have hun var pænt klædt på. Underligt nok. Men de ville jo ikke have dårlig omtale.
Da de var klar smuttede de ned. Lidt længere nede af gaden lagde det nemlig.

Døren gik op. Børnene havde næsten lige spist deres formiddagsmad og de ældste af børnene havde taget opvasken. Catherine hang sin jakke op på en knag og gik ind i den varme stue. I det mindste var der varme på.
"Catherine!" Råbte børnene og løb hen til hende. På grund af deres højde kunne de ikke andet end kramme hendes ben.
"Hey." Sagde hun så og satte sig på hug ved dem. Dog blev nogle af dem nysgerrige over den mand bagved hende. Nogle blev en anelse forskrækkede, men det var ikke noget Catherine ikke havde forudset.
"Det her er Neal. Han skal være sammen med os idag. " Hun kørte hånden henover håret på en af de nervøse drenge, og løftede ham så op. "Se han ser da ikke så farlig ud, vel Erik?" Spurgte hun den 3 årige dreng. Menneske. Man kunne stadigvæk se, hvordan den lille drengs øre var flækket efter den behandling han havde fået inden han var kommet herhen.
En af pigerne gik hen og lagde en hånd på hendes kjole.
"Catherine... hvad skal vi lave idag?" Spurgte hun med sine store blinkende blå øjne.
"Jeg skal faktisk have drengene med udenfor idag. Vi skal lege jægere." Sagde hun og lavede en halv dramatisk stemme. Nogle ville finde det barnligt, men Catherine havde lært det var ufattelig vigtigt at tale på børnenes højde.
"Jamen.. jeg vil også gerne lege jæger." Sagde hun lidt trist. Så gik hun over til Neal. "Må jeg ikke godt komme med" Hun kiggede op på ham med store blinkende øjne. Catherine lo let og satte så Erik ned.
"Emma, selvfølgelig må du det.. men så kommer du jo ikke til at være med på madholdet imorgen." Sagde Catherine så med et skævt smil på læben. Emma skiftede straks mening og løb videre.
Catherine så over på Neal.
"Hun tror altid, at det er hvad hun lige kan få nu, som gælder.. hun glemmer hun også har imorgen." Let trak hun på skulderen, og fik så samlet de otte drenge de skulle have med sig. Erik skulle også med.. men udover ham var de andre drenge over fem år. Erik havde blot brug for luft og Catherines selskab.

De tog til udkanten af skoven. Gik i en fin række hånd i hånd. Det var ikke så dybt ind i skoven de gik. Og ved en lille lysning, så det ikke blev for svært at miste dem ude at syne. At lege jæger betød nødvendigvis ikke de skulle løbe rundt og slå noget ihjel. De ville kunne få lov til at snitte pinde.. lave et bål. Hun satte tasken fra sig da de var kommet til stedet de skulle være. Hun havde løftet Erik det meste af vejen og kunne endelig sætte ham ned. Så kørte hun let hånden igennem sit hår og kiggede rundt.
"Så drenge, første regel er.." Hun ventede på en af dem rækkede hånden op. Hun nikkede til Paul da han gjorde.
"Sørg for, at vi altid kan se dig, eller Neal." Svarede han på hendes spørgsmål.
"Godt. Hvad med at i løber ud og finder nogle pinde.. så vi kan lave spyd?" Sagde hun og drengene løb afsted for at finde hvad de skulle bruge.
"Så, hvad synes du?" Spurgte hun Neal med et skævt smil. Erik havde sat sig ikke ret langt fra dem og plukkede græs. For alle fandt jo noget spændende..

Hun modtog kysset fra Neal, og så på ham gå over til Erik. Det var vidunderligt at se Neal i det her miljø. Det var altid rart at se nye sider af folk. Så det var blot positivt. Kort fangede hun sig selv i at stå at dåne over ham, helt forelsket. Så gik det op for hende og hun så flovt ned. Men var det ikke fantastisk. I så mange år, så kunne hun stadigvæk se på ham sådan. Selv gik hun over til de andre drenge. Hun satte sig på jorden med dem, og de sat sig ret hurtig hen til hende i en lille rundkreds selvom hun intet havde sagt til dem.
"Vil du ikke fortælle os en historie Catherine?" Spurgte en af drengene. Erik var ikke van til de store drenge, så Neals tilstedeværelse gjorde også, at hun faktisk kunne fortælle en lille historie. Hun nikkede til dem. For hun kunne se at Erik lo, og morrede sig i Neals selskab. Hvilket hun var glad for, hvis Erik kunne grine, så betød det at han var tryk.
"Hvad vil i gerne høre om?" Spurgte hun og satte sig i skrædderstilling.
"Vi skal høre om, den vrede drage." Sagde Simon ivrrigt. De andre nikkede glad. Catherine nikkede let. Hun havde lavet plads, hvis Neal ville over at sidde sammen med Erik. Ellers forsatte hun med fortællingen.
"Den vrede drage Victor.. var egentlig engang en meget glad drage. Men han kunne også blive rigtig vred.. når han blev vred, kunne han finde på at råbe af andre, nogle gange slog han andre. Dog en dag, kom der en anden drage og spurgte om de ikke skulle være venner. Dragen Victor fik sin nye ven, og pludselig var han ikke så vred længere. Det var som om, at han blev mere og mere glad des længere tid han var sammen med sin nye ven. Victors nye ven gav ham en masse gode ideer til, hvad han kunne gøre bedre... fordi selvom vi alle kan blive vrede engang imellem, må vi bare huske at sige undskyld og blive gode venner igen." Børnene elskede fortællinger. Og Catherine fik altid en lille smule inspiration fra det virkelige liv. Oplevelser. Noget de kunne bruge til noget. Hvis hun kunne hjælpe dem med vrede så gjorde hun det gerne sådan, at det ikke skulle ødelægge noget for dem når de blev ældre.

Så slog hun sig på sine lår.
"Skal vi se og få lavet det bål?" Sagde hun så, "Kan i hjælpe mig meed at finde en masse brænde?" Spurgte hun så og drengene for op for at skynde sig at finde brænde. Catherine smilede stort til Neal. Det var perfekt. Det var en følelse hun ikke havde haft hundrede procent før. Hun var så sikker. Så sikker på, at hvis - når hun skulle have børn, ville hun kun have Neal som deres far. Det var hun ikke et øjeblik i tvivl om. Hendes smil var et af dem som ikke kunne stoppes, ligemeget hvor meget man prøvede. Det eneste hun kunne var at vende sig om for at samle brænde, imens hun ventede på at hendes lettere røde kinder ville forsvinde.
"Catherine?" Var der en af drengene der spurgte helt stille. Catherine drejede blikket over på ham og vippede hovedet let på skrå.
"Hvad så Simon?" Spurgte hun.
"Hvorfor er du rød i hovedet?" Spurgte han hende så, hvilket fik Catherine til at klemme øjnene sammen i en smule akavethed.
"Øhm.." Hun stammede kort. Hun vidste små drenge var nogle rigtige drillepinde, når de fandt noget de kunne drille med, men på den anden side. Så var at vide, at folk kunne forelske sig og elske hinanden en god ting. "Ikke noget, jeg kan bare godt lide Neal." Tilføjede hun og lagde noget brænde i hans arme. Så løb hen over til midten af lysningen, for at løbe over til Neal.
"Er dig og Catherine kærester?" Spurgte han så Neal med store øjne. Catherine kunne hører det ganske svagt fra den anden side af lysningen og slog sig selv let i hovedet. Let pustede hun ud og samlede videre. Ikke at det gjorde hende noget, men børn var nysgerrige. Det forkom blot hende sjovt.

Så snart de havde fået samlet brænde, fik de tændt for bålet - det tog lidt tid, men det lykkedes i sidste ende! Catherine sang en sang om bålet med dem, hvorefter de tilberedte noget kød hun havde taget med i sin taske. Catherine samlede en bue, og snittede nogle pile. Det lignede perfekt håndværk, rettere sagt det var perfekt håndværk. Hun havde lært det ved de shapeshifters som havde fundet hende dengang for mange år siden. Hun fik øje på en hare som stod og kiggede på dem. Let trak hun pilen tilbage, og lod den derefter flyve igennem luften og ramme haren. De skulle være jægere trods alt, og at slå ihjel for mad kunne være nødvendigt.
"Jeg henter den!" Råbte Simon og løb lystigt hen for at hente den. De havde været med hende før, og de elskede at prøve at flå den så de kunne tilberede den på bålet selv bagefter. Da de havde spist, kom Erik selv over til hende, og hun løftede ham op. Her puttede han sig ind til hende, og lukkede mildt øjnene imens hun nynnede en sang for ham. Han skulle sove til middag, alle de sanseindtryk gjorde ham træt. Hun strøg den lille dreng over håret med blide strøg.

Timerne gik, hvor hun blot sad med Erik. Snakkede stadigvæk med de andre børn også. Nu var Neal her også, ellers havde hun været nød til at have puttet Erik i nogle tæpper.
Så snart Erik var vågnet igen, gik der ikke længe før han var klar til at løbe rundt igen, også i blandt de andre drenge. Catherine rejste sig op og gik hen til Neal.
"Lad os lade ham lege lidt med de andre," Let plantede hun et kys på hans kind, og begyndte at prøve at få slukket bålet.
Catherine fik øje på et træ, og fløj lige tilbage i et flashback.

"Catherine jeg kom til at skyde bolden op i træet." Havde den lille dreng sagt til hende, da han prøvede at spille bold. Hun havde været ovre ved naboerne imens Colter og hans forældre holdt en familie middag. Det var ikke lige hende, at skulle indgå i hele deres familie på engang, så hun havde fået lov til at besøge naboen imens.
"Bare rolig, jeg skal nok få den ned." Hun var klatret op i træet, i en af sine pæneste kjoler, og kastede bolden ned. Drengen lo. Og Catherine så ned, da hun havde ramt en anden herre med den. Let tog hun sig til munden.
"Undskyld det beklager jeg." Skyndte hun sig at undskylde. Det var den allerførste gang hende og Neal så hinanden. Et ret sjovt møde nu når man tænkte over det.

Hun rystede let på hovedet af mindet, hun kunne ikke andet end at smile. Da bålet var slukket, råbte hun let op.
"Drenge vi skal til at tilbage nu." Hun fik imod dem for at være sikker på at de hørte det. De kom løbende i latter forbi hende og Neal for at stille sig på en række to og to. Så kom de tilbage til børnehjemmet.
Drengene løb hurtigt indenfor. Catherine gik ind til de andre voksne for at sige de var vendt tilbage. Da hun mødte en ung pige. En som lignede en på hendes egen alder. Lettere tæsket og sad blot og rystede.
"Det her er Clarissa. Hun fandt sin vej herhen inden i kom tilbage... hun minder mig om dig, dengang det lykkedes dig at komme herhen. Vi skal nok tage os af hende, smut i nu bare hjem for idag." Sagde kvinden, Michelle. Nok også den venligste af hendes kollegaer. Let strøg hun en hånd henover Clarissas arm.
"Du er i sikkerhed her." Hun satte sig på hug foran Clarissa. "Jeg er stolt af dig. Ikke mange tør løbe væk." Et skævt smil bredte sig på Clarissas læber, inden Catherine så rejste sig op.
Hun havde snakket om, at have ladet sig behandle dårligt, bare ikke på hvilken måde. Hun havde haft samme skader cirka da hun kom derhen, men hun var kommet sig. Se engang hvor hun stod nu. Let greb hun Neals hånd og tog ham med sig.
"Jeg tager til Sunfury imorgen, jeg skal se til min mor.. på afstand. Men alt mor-datter tid er vel tid." Hun trak let på skuldren imens de gik hjem af.

Hun plantede et sidste kys på hans læber.
"Jeg elsker dig Neal Mikaelson, glem ikke det, og savn mig ikke for meget." Sagde hun med en hviskende stemme. Så kyssede hun ham atter engang. Så forsvandt hun afsted igennem gadernes mørke.

Et par uger siden havde hun været i Terrorville. Men nu var hun tilbage.. Det var som om, at smerten ikke ville stoppe med at sive i hende. Hun vrissede voldsomt af den, og den gav hende lyst til at skrige op. Det havde ikke lykkedes at skrive det med en kniv, for hendes sår healede.. så naturligvis havde bitchens løsning været noget der holdt bare lidt længere tid. Ikke at Catherine var et sekund mindre sikker på, at bitchen ikke havde nydt det meget mere. Elena hed hun. Det navn lød ellers så rent. Men af en falden engel så havde forældrene sikkert aldrig regnet med at deres lille pige skulle blive en psykopat? Catherine stillede sig op af muren og bed sammen. De havde alligevel været lidt af en kamp, hendes eget blod var ikke det eneste som hun var halv dækket til i. Elenas blod var skam også der. Ikke mange vidste, at hun var i stand til at slå igen. Det kom helt an på, hvordan angrebene fandt sted. Men til sidst havde hun dog fået hende. En flækket læbe, og et brændmærke hele vejen op af hendes arm var de mest tydelige skader fra dagens hændelser. Hun var derfor taget hjem til Colter. Så Neal ikke skulle se hende sådan her. Han skulle ikke bekymre sig for meget om hende.
"Jeg skal bare li.." Hun ville have undskyldt for at komme uanmeldt så sent på aftenen. Hun stod stift kort men gik så, med hurtige skridt ud på badeværelset og låste døren.

Hun vidste, at nu ville balladen falde. Ikke for hende. Men hun var alt for sød, hun ville ikke bare lade Neal flå hovedet af den bitch. Der måtte være en grund. Alle de ord hun havde sagt, ville hun have en forklaring på. Hun fik vasket det værste blod væk. Dog sig lidt til læben, der ville gå lidt længere tid med sådan en skade, igen fordi det var ansigtet. Så kiggede hun ned af hendes arm.
"He is mine, bitch." Stod der på den. Brændt ind i hendes hud. Havde hun været menneske, eller noget som helst andet væsen uden kraft til at heale - havde det været der forevigt. Catherine opdagede dog hurtigt, at hun måtte ud af det forblødte tøj. Hun smed tøjet og tog et håndklæde omkring. Så åbnede hun døren, og så på en bekymret Colter og Neal.
"Der skete intet. Jeg var for højt råbende, det er alt." Sagde hun og passerede sig imellem dem. Colter sendte Neal et nik til, at han bare kunne tage den derfra.
Catherine gik ind på sit værelse og fandt en rosafarvet kjole, som hun trak over hovedet. Hvis han var hurtig, kunne han nå at ende de ar på hendes læn, og ved hendes mave som pludselig forsvandt.. som havde de aldrig været der. Catherine vendte sig imod ham imens hun satte håret op. Hendes arm brændte voldsommere og voldsommere. Kløede, hun havde brug for at sætte sin healing igang, men ventede.
"Du fortalte mig aldrig om Elena?" Sagde hun tøvende imens hun vendte sig om imod ham. Han havde alligevel aldrig set hende skadet. En flækket læbe, en blå højre kind.
Men på den lyse side var mødet med Marie gået langt over hendes forventninger.

Det var ikke så tit at man fik lov at se Catherine være vred, men hun holdt det også ret godt inde, hun kæmpede endda vildt fordi det jo ikke skulle gå udover Neal. Hun hævede dog et bryn da han sagde: Der er ikke meget at sige, vi datede i et år til halvandet, jeg gjorde det forbi fordi hun ville have mere i det end hvad jeg ønskede. Hun kvælte mig og ønskede mig omkring hende konstant. Jeg har ikke set hende i mange år nu.
Catherine rystede let på hovedet og viste ham så sin arm, hvor bogstaverne var tydeligt skrevet. Elena havde virkelig brugt tid på, at få det til at stå perfekt.
"Det ser ud til i har to forskellige holdninger til det." Hun trak let på skulderen. "Ikke noget jeg ikke kan tage," Catherine trak let på smilebåndet. Så gik hun let hen til ham, og lagde en hånd på hans kind.
"Men lad os ikke tale om hende nu." Let plantede hun sine læber på hans. "Jeg har savnet dig." Tilføjede hun i en let hvisken. Catherine var aldrig god til at snakke om, hvis hun var skadet eller noget. Hellere gemme det væk til at hun var alene, så hun kunne give slip på sin indre vrede. Tørsten kom dog snigende ind på hende. Følelsen af hendes hals virkede så tør. Det gjorde hun trådte væk. Ikke fordi hun ønskede. Let tog hun sig til hovedet, og pustede ud. Hvis der var en ting hun havde lært, var det da den shapeshifter havde fortalt hende om hendes evne. Dem som jager dit blod, ville blive jaget. Hun tørstede derved ikke endnu efter blod fra en bloddæmon, da hun aldrig var blevet angrebet af en. Men der måtte være en vampyr et sted i huset.
"Ved du om Colter har en gæst på besøg?" Spurgte hun så og gik ud af værelset. Hun virkede helt ude af sig selv. Hendes bevægelser virkede som en rastløs bloddæmon eller vampyr som ikke havde fået blod i meget langtid. Catherine havde dog aldrig fortalt om hendes evne, heller ikke til Colter. Aria kendte lidt til den, men hun sagde normalt blot, at det var en evne til at heale hendes sår.

Hun kunne føle tænderne der trak sig frem. Blodårerne der begyndte at træde frem under hendes øjne og dunke voldsomt. Let prøvede hun at trække vejret stille og roligt. Men så mødte hun en kvinde. Det røde hår fik hende til at erstatte vampyrens udseende med Elenas. Og der gik ikke længe før, at Catherine havde sat sine tænder i nakken på vampyren. Jægeren var blevet byttet. Følelsen af endelig at få noget ekstra styrke, hun havde følt sig så svag dengang Elena angreb, fordi hun ikke havde haft nok blod i systemet. Og hvis der var noget hun hadede nu... så var det at føle sig ukampdygtig. Skridt bagved hende, fik hende til at stivne helt. Vampyrkvinden fald til jorden, død. Catherine så fremforsig og kom stille til sig selv. Øjnene blev brune igen, i stedet for den mørke røde farve. Hun var bange for hvad folk syntes om hende, hvis de kendte sandheden om hendes evne. Den gav hende lov til at vampyrer og bloddæmoner ihjel uden at falde. Men det gjorde hende også til et monster. Hun turde ikke tænke på, hvilke tanker der måtte gå igennem folks hoveder når de ikke fandt ud af, at hun var så uskyldig. Hun klemte let øjnene sammen og lod en lille tårer triller ned inden hun drejede sig rundt. Hun havde blod ned langs mundvigen og på sin hage. Hun så Neal i øjnene. Catherine holdt vejret, i ren og skær frygt for en reaktion på hendes handling. Nervøsiteten fik hendes hænder og læber til at skælve let.

Hendes hjerte sprang en takt over da han snakkede til hende, og løftede hende op. Han satte hende på sengen. Catherine så på ham med i starten et lettere sørgmodigt blik, som snart blev lettet til hendes normale smilende øjne. For i realiteten, så fik hun ikke kun ham til at blive bedre, han fik også hjulpet hende. Hvordan ellers skulle hun have samlet sig sammen til at tale med andre end Kassandra, Alaric og Colter - hvis det ikke havde været fordi, at hun var stødt på Neal den dag. Hun måtte indrømme, at hun faktisk var overrasket over, at han ville kysse hende med blodet omkring hendes mund, men hvis det ikke gjorde ham noget - så gjorde det ikke hende noget - og hun gengalte det uden at tøve et eneste sekund.

Dog trak han sig væk. Han virkede underligt nervøs og faktisk kunne hun se en anelse frygt. Det fik hende til at knibe øjnene let sammen. Hun vippede hovedet lyttende på skrå, imens han kom med hele sin kærlighedserklæring til hende. Hun smiltede stort til ham, og lagde blidt en hånd imod hans kind. Faktisk ville hun lige til at sige noget, men nåede at stoppe sig selv, da hun så han trak noget frem. Hun prøvede nærmest at styre sit smil. Vil gøre mig den store ære at gifte dig med mig? Der gik ikke mere end ganske få sekunder før hun var sprunget på ham. Så han ville falde bagover ned på tæppet. Hun lo let, og kyssede ham så.
"Jeg håber du tager det som et ja, for det er et gigantisk stort ja." Sagde hun så og pressede sine læber passioneret imod hans. Hun behøvede ikke engang at kigge på ringen for at vide, at hun ville tilbringe hvert eneste bank hendes hjerte havde med ham. Være ved hans side, være moderen til hans børn. Blot være sammen med ham, det ville være det bedste i hele hendes liv. Catherine satte sig op. Hun havde sine ben spredt ved hans liv, og lod sin håndryg køre henover hendes mund for at fjerne blodet. Let kørte hun sit hår tilbage og vippe hovedet på skrå. Hun lo let af sig selv, over hendes reaktion. Nogle blev siddende i glæde og krammede måske efter - eventuelt et kys... Catherine havde overfaldt sin elskede af ren og skær glæde. Det kunne man jo også gøre! Hendes hud brændte ikke længere af smerten Elena havde påført den, det var healet som om det aldrig var sket - forsvundet ligeså hurtigt som hendes bekymring om fjenden. Nu kendte hun da til Elena, så kunne hun ikke overraskes!
Catherine fjernede Elena fra sit hoved og fokuserede kun på Neal.
"Dig og mig. Forevigt og altid." Sagde hun så og smilede til ham med strålende øjne. "Det lyder som en plan. Den kan jeg godt lide lyden af." Tilføjede hun, og lænede sig indover ham. Let plantede hun drillende et kys på hans hals. Hun havde lige drukket blod. Hendes energi var på sit højeste, og det kunne man mærke på hende. Så kyssede hun ham på munden ganske kort.
"Ligger du godt dernede?" Spurgte hun så og grinede ganske kort.

Normale mennesker ville nok have reageret negativt på, at deres nye forlovede valgte nu at fortælle at han havde adopteret en søn. Men Catherine kendte både Neal, og hun kendte Erik. Erik havde flere gange ovre på børnehjemmet kaldet hende mor imens hun prøvede at få ham til at sove. Så det gjorde hende intet faktisk. Erik fortjente en god barndom. Hun smilede til Neal.
"Jeg er bare glad for, at han får en ny chance." Sagde hun så og vippede hovedet på skrå.
Hendes hoved blev hurtigt kastet tilbage på hendes mand der lagde på gulvet. Hun smilede skævt til ham.
"Yeah, jeg sidder faktisk ret godt. Har den bedste udsigt." Svarede hun. Den måde hans hænder bevægede sig imod hendes hud, gjorde at hendes hud gav små stød. Der var intet bedre. Der skulle ikke meget til, specielt ikke fra Neal. Men 671 år, var også længe til at kende hinandens 'ømme' punkter i. Lære hvad der skulle til for at ramme hver eneste nerve hos den anden person. Hun vidste Erik var i gode hænder ved Colter lige nu, hvis der skulle være noget. Så, hvorfor ikke bruge tiden fornuftigt, og vise Neal hvor meget hun faktisk havde savnet ham? Catherine vidste Colter havde accepteret at Neal ville fri til hende, for hun vidste at Neal ikke ville gøre det uden at spørge ham først.
Deres kærlighed var så ren, så uskyldig, også på samme tid overhovedet ikke. Men den var god for dem. Det var hun ikke et eneste sekund i tvivl om. Hun satte sig op og greb fat om sin kjole. Så trak hun den over sit hoved og smed den til siden. Let kørte hun en hånd igennem sit hår, hvorpå hun lænede sig indover ham igen.

//Øhm ja, ved ikke lige hvad der skete for det.. men hvis du vælger at spille videre på det, så kan du bare spole lidt frem i tiden i dit svar

Det havde været intenst, men de havde været væk fra hinanden i næsten to uger. Catherine løftede blikket op og kiggede på ham. Hun gengalt hans kys.
"Det var intens, fantastisk intens." Sagde hun så. Hun satte sig let op, så han kunne se mærket på hendes ryg. Eller det var indtil at hun kørte en hånd igennemt sit hår, og det fald ned over hendes ryg - samt dækkede det øverste af det. Catherine drejede hovedet tilbage på Neal.
"Yeah, det har du nok rest i." Sagde hun og skar kort ansigt. Colter havde nok lurret dem. Trods alt var han ikke ligefrem dum. Erik var blot et uskyldigt uvidende barn. Catherine kom på benene og samlede sin kjole op fra gulvet. Her trak hun den over sit hoved, og satte sig hår op i en høj heste hale.
Så snart de var kommet i tøjet, kunne de gå ud af hendes værelse. Colter sad nede i stuen med en træt Erik som havde lagt sig til at sove ved siden af ham.
"Hyggede i jer?" Spurgte Colter drillende. Catherine gav ham et dask i baghovedet. Det var noget de to gjorde når de drillede hinanden. Trods alt så de hinanden som søskende.
"Vi smutter nu." Sagde hun med et smil på læben. Colter rejste sig op, og svang armene omkring hende. Han havde set hende før, og noget måtte have været slemt. Men han stolede på Neal havde håndteret det. Catherine gik hen og løftede Erik op, imens Colter og Neal kunne sige farvel til hinanden. Den sovende dreng lod knapt nok mærke til at blive løftet op. Nu kendte han også Catherines duft, hendes aura og varme. Så det føltes vel også naturligt for ham.

Så kunne de begive sig hjem ad. Nattemørket var faldet på.
"Er der ellers sket noget spændende her omkring i mit fravær?" Spurgte hun. Selv havde hun et par nyheder, som hans søster, Josette, var i byen for tiden. Andrea var også. Ikke at hun havde snakket med Andrea, Josette derimod ganske kort. Hun havde fået en god snak med sin mor. Det var gået så meget bedre end forventet, og når det gik så godt, vidste hun godt, at noget dårligt ville ramme snart, og med det Elena. Men det så ud til ,at Josette ville styrer den. Det skulle hun blot lige informere Neal om, inden han gik afsted for at gøre noget dumt. Endelig kom de ind af dørene.
"Hvor er hans værelse henne?" Spurgte hun så. Catherine vidste ikke om Neal selv fortrak at ligge Erik i seng, eller om han stort set var ligeglad om det var hende eller ham der gjorde det. Catherine havde blot taget Erik op af instinkt, fordi, at hun var van til ham.
"Bagefter har jeg faktisk tre gode nyheder til dig også."

Hun nikkede til ham, og lod ham tage Erik. Fundet ud af han havde en nevø, det lød spændende. Hun så ham gå med Erik, og ventede egentlig blot imellem tiden. Let sank hun en klump. Hun smilede større da han kom hen til hende igen og lagde armene om hende.
"Josette er tilbage i byen. Hun fandt mig og Elena, og tog sig af hende." Sagde hun til at starte med. Så var den bekymring ude af huset. Catherine lagde armene over hans skulder.
"Det andet er... at Andrea også er i byen. Jeg ved det er længe siden i har snakket på grund af afstanden." Hun kiggede ham i øjnene. Den sidste nyhed ville nok lyde lidt ond, hvis man ikke kendte hendes historie. "den sidste er for mit vedkommende den bedste, men jeg fandt min mor. Min far er død. Det vil sige, min mor-datter tid blev meget bedre end jeg nogensinde havde regnet med." Sluttede hun af med et smil på læben. Hun havde aldrig været jaloux på Neals venskab med Andrea. Det var skønt for ham, at have en veninde som han kunne dele ting med uden det behøvede at være familie. Catherine gik også til Aria, hvis der var noget, som hendes bror eller Neal ikke behøvede at være en del af... snak med venner var altid godt.

Catherine var helt sikker nu. Hun var vågnet op med en ubehagelig følelse i kroppen de seneste par dage. Men tænkt det nok healede igen, så hun havde intet sagt. Derefter havde hun haft kontakt med Aria omkring det, og endda ladet hende prøve at tage de få smerter der var, men det virkede ikke. Så hun var taget på syghuset, og fundet familiens læger. Og efter nogle undersøgelser, havde det vist sig, at hun var gravid. Så kvalmen var en naturlig ting. Catherine var nu på vej hjem ad, for selvom hun ikke havde været der i et par dage, så skulle hun da straks fortælle Neal den gode nyhed. Faktisk var hun ikke bange for at sige det. Så ligeså snart hun var kommet hjem, var hun gået ind af døren og søgt efter ham. Catherine stoppede op foran ham og stod egentlig blot og smilede stort til ham. Det var ikke til at vide hvad hun ville sige. Hendes øjne lyste op, så det var kun noget godt.
"Jeg håber du er klar til at renovere et af værelserne." Startede hun ud, hvilket kunne lyde som om, at hun havde taget nogen med sig hjem der skulle bo her. Men nu var Catherine også fuld af overraskelser. "For ser du.. denne her familie, er godt igang med at blive bare en smule større." Tilføjede hun med en lille drillende grimasse. Hun var ikke nervøs, overraskende nok.
"Fordi... jeg er gravid." Sagde hun så og så smilenede på ham. Spændt på hans reaktion.

Han stivnede af nyheden. Det havde hun selv gjort, men hun var ikke i tvivl om at det blot kom som en overraskelse for ham. Hun var ikke bange for hans reaktion. Hun stoppede ikke med at smile til ham, selvom man skulle tro at det kunne få hende til at miste sin mimik i ansigtet. Catherine vidste det var mange informationer på engang, eller ikke mange bare en stor. Til sidst kom der et stort smil frem på hans læber og han løb hen til hende. Hun lo kærligt da han løftede hende op i sine arme. Catherine gengalte kysset. Hun nikkede til ham da han snakkede.  Han satte hende ned igen. Catherine kunne ikke stoppe med at smile overhovedet, hun havde ikke gjort andet siden hun fandt ud af det. Neal faldt ned på sine knæ og kyssede hendes mave. Catherine kørte en hånd igennem hans hår. Hun var overlykkelig. Det var lige den nyhed hun skulle bruge, for at komme sig over tanken om, at hun ikke nu jagede vampyrblod men også blod fra bloddæmoner. Men hun ville aldrig kunne få sig selv til at gøre Neal noget. Men der var kommet et større tandsæt ovenpå hendes ar fra vampyrbidet. Bid fra bloddæmon. Men håret dækkede lige nu. Og ligemeget hvad hun gjorde ville de to ar aldrig heale.
Det var heller ikke noget hun følte der var nødvendigt at fortælle Neal. Selv skulle hun lige sluge tanken om, at hun havde to dobbeltgængere som lignede hende på en prik. Jazmin og Fay. Så denne nyhed gjorde at de små bekymringer blev sat til side.

Hun satte sig på knæ ved ham og kiggede ham i øjnene. Så kyssede hun ham.
"Jeg elsker dig så højt. Så.. så højt." Sagde hun med et varmt blik i øjnene. Hun kyssede ham derpå igen. De skulle også fortælle Erik det, hvad ville han sige til det? Kunne han overhovedet forstå det. Han ville vel kunne forstå meningen i det. De ville blive en stor lykkelig familie, noget hun aldrig troede hun ville få, men havde fået. Det var fantastisk.

//Tænker vi outer og taget et nyt?