Im a survivor - Azanroc

Hun havde en sæk over hovedet mens to mænd slæbte hende ned af en gang. Hendes ben forsøgte at stritte imod men hun var ikke stærk nok til at kunne få dem til at stoppe. Til sidst måtte hun give op og mærkede hvordan hendes fødder blev slæbt langs jorden. Hun kunne ikke engang rigtig huske hvorfor hun var blevet taget herhen. Hun havde ikke ligefrem gjort noget. Ikke af hvad hun kunne huske. Hun blev revet ud af sine tanker da en dør blev åbnet og sækken taget af hendes hoved, få sekunder inden hun bare blev smidt ind i den mørke celle. Hun krummede sig en anelse sammen og bed sig kort i læben.
Jeg vil gerne hjem nu, tænkte hun bare for sig selv. Rummet blev svagt lyst op af en svag glød fra hendes bryst. Hun følte sig bange. På gulvet ved siden lå der et tæppe som hun trak om sig. Hun lukkede sine øjne i og prøvede at tænke på noget andet. Drømme sig et andet sted hen:” Bare rolig Raegan… De skal nok lukke dig ud. Du har ikke gjort noget. De kan ikke holde dig fanget her..” mumlede hun til sig selv, og det hjalp hende med at slappe lidt mere af. Hun var forhåbningsfuld, de skulle nok lukke hende ud!
Hun åbnede øjnene da celledøren blev åbnet igen og en ny fange blev smidt ind i cellen. Hun så en anelse forskrækket på fangen og kom med en dyb udånding:” Nu er du ikke en eller anden sindssyg morder vel? For jeg er ikke bange for at give dig en røvfuld!” prøvede hun med en anelse truende stemme, selvom hendes ben skælvede svagt. Hendes bryst lyste en anelse mere op og hun havde brug for at slappe af inden energien ville samle sig til en eksplosion. Hun lukkede sine øjne igen og begyndte at trække vejret i dybe drag.
Men så slog hendes vrede hende, det ustyrlige temperament som hun havde. Hun rejste sig hurtigt og gik hen til døren inden hun bankede en anelse hårdt på den:” Røvhuller! I kan ikke holde mig fanget herinde for evigt! Det ville kræve at jeg havde gjort noget!” råbte hun bare og stirrede på den mørke dør som blev oplyst af månen der tittede frem gennem det lille vindue øverst i cellen. Hvis der var noget hun ikke havde planer om, så var det bare at vente og se hvad der ville ske med hende. Hvem ved om de ikke bare havde fundet på et eller andet de kunne holde hende tilbage med i al evighed. Hun sparkede så bare til døren og vendte ryggen til den inden hun gled ned af den med ryggen og satte sig:" Røvhuller...." mumlede hun bare for sig selv.