No one can tame the wind- Azanroc

Påklædning

---

Han ville ikke kunne skrige. Den stakkels unge mand. Mennesket havde været ude og gå imens Josette havde en af hendes episoder. Nu stod han der. Ude af stand til at gøre noget som helst imens Jo lod knivens blad glide henover hans hud, og farve den mørkerød. Det smil der på hendes læber, kunne ikke købes med penge. Den måde hun nød den smerte hun kunne se i hans øjne. Hun lod kniven glide henover mandens mund, så der ville blive formet en glad mundvige. Det var tydeligt for hende, at se på manden at han ønskede at give efter for smerten, men hendes tvang for alt for stærk for ham. Josette morrede sig vanvittigt. Det var en del af hendes markerede legeplads. Det var ikke den første hun havde efterladt i byen, og hun blev så sur når folk tog dem ned. Hvordan skulle hun ellers huske, hvor grænsen på hendes legeplads gik til?

Josette bandt hans arme og svang rebet over en pæl, sådan at armene blev løftet let op. Ligesom en marionetdukke, og Josette var førren. Hun gjorde klar til at lade bladet glide henover struben på manden, da en aura ramte hende. Den gav hende nærmest kvalme. Let himmlede hun med øjnene og tog kniven til sig. Så drejede hun rundt på sine hæle.
"Hvis du skal give mig en tale om, hvorfor det jeg gør er forkert. Så kom hellere igang, du har nemlig ikke uendelig taletid." Sagde hun blot og fik et skævt smil frem på læben imens hendes øjne gled henover, hvor hun kunne fornemme den sukkersøde aura.


//@Azanroc

P
https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/236x/3f/33/0f/3f330ff15741f5ca7f8ec11851f77f50.jpg

Azanroc, havde følte en mørke aura i et par dage i nu. Han, havde derfor sæt sig for, hvor den kom fra. Han, havde fået forskelig rapporter om hvad der skete omkring i byen. Azanroc, havde taget sig til opgave at finde ud af, hvem der stod bag det der var skete. Han fik derfor sin Armor smidt på sig, hvor efter han fandt familiens sværd/stav ting frem. Han vidste at det var en del af hans familie men siden han var den eneste der var tilbage, måtte han selv sørge for at bruge det som nu var hans. Efter han, havde underskrevet et par papir om ting der skulle sendes til South leder af de engle som ikke, havde givet afkald på deres sande kald. Men der var noget helt galt her. Azanroc, havde derfor tænkt sig og finde ud af, hvad dette var omkring.

Azanroc sætte derfor tempoet op, hvor han så fik gjorde sig klar og begynde og følge de spor man kunne se i gaderne. Han kunne se noget blodet der stadig var frisk som førte ind i en gyde. Azanroc fulgte det og stoppet op da han kunne mærke den mørke aura. Azanroc bed sig svagt i underlæben, hvorefter han gik ind mod dem. Han slog sværdet ud på den så han var klar til og kæmpe da han så en kvinde stå med et lig af et menneske fik han kvalme, hvordan hun holde den som om det var en dukke. Men han måtte gøre sit arbejde, da hun talte til ham som om han var der, og hun vidste det. Tog det alt hans vilje styrke ikke og dræbe hende, hvilket i sig selv var en stor sag. ”Gå væk fra manden frøken og følge venligst med, du er sigtet for at ha torturet denne mand benægter du det.”

Azanroc regnede ikke med hun ville komme med, hvilket gjorde at han stod og ventet på, hvad hun ville gøre da han ikke regnede med, hun ville komme med ham så de ku få hende smidt i en celle.

Gå væk fra manden frøken og følge venligst med, du er sigtet for at ha torturet denne mand benægter du det.” Sagde han til hende. Josette trådte et skridt væk fra manden og løftede hænderne uskyldigt op i luften. Så kiggede hun let tilbage på sit værk.
"Jeg torturerede ham ikke. Vi legede bare. Men hvis det er hvad du kalder tortur, så må jeg være skyldig, jeg ville ikke kunne benægte sådan et mesterværk." Sagde Josette blot med et smil på læben. Så lagde hun armene overkors.
"Altså, du har to muligheder." Startede hun ud med og gik et skridt tættere på ham. Hendes øjne sørgede for at holde øjenkontakten. Svagepersoner kunne ikke tåle øjenkontakt, stærkepersoner kunne. Så hun testede ham. Josette vippede hovedet let på skrå. "Den første mulighed" Hun løftede en finger op i luften, for at signalere at det var den første ting han kunne vælge imellem. "Du kan bruge al din energi på mig, og manden dør langsomt og smertefuldt. Og hans død ville være din skyld" Hun viste to fingre nu. "Eller, du kan måske nå at redde ham. Eller bare selv tage hans liv. Ingen kan redde ham nu. Det mildeste ville være for dig at... slå ham ihjel." Tilføjede hun og lod det skæve smil brede sig henover hendes læber. Det var nærmest som om, at det hele var planlagt - og han var trådt i fælden. Hendes blik gled henover sværdet og hun sprang tilbage.
"Du har min eneste svaghed med dig.... sværd. Jeg er så bange for sværd.." Sagde hun imens hun lod sig nærmest krybe ned imod jorden så han ikke kunne se hendes ansigt.

Der gik dog ikke længe før hun var ved at dø af grin. Josette holdt sig henover maven af grin.
"Åh.. jeg burde ikke grine.. det næsten mere sørgeligt end sjovt.. at du bringer sværd til en kamp du alligevel ikke kan vinde." Lo hun og stillede sig op af muren. Josette morede sig tydeligvis.
"Jeg tror han er omkring 2 minutter tilbage.." Hun kiggede sig kort over skulderen og ventede på englens træk.

Azanroc bed sig svagt i underlæben denne kvinde var jo sindssyg, de legede bare hun var jo sindssyg. Da hun kiggede på ham, rykket han ikke en meter, han frygte ikke hende, frygt var et værktøj folk nogen gange brugte, for at finde ud af en persons karakter. Men hun, ville finde ud af at han ikke kunne skræmmes der var ingen tegn på frygt i hans øjne, han var ikke bange og især ikke for hende her. Da hun bagefter begynde og gi ham valg i forhold til, hvad han havde sagte til hende. Azanroc så på hende da hun blive færdig med og sige hans muligheder sukkede han svagt, hvorefter han så hende an. Da hun var færdig med at sige det, kiggede Azanroc på hende. ” Du er jo Sindssyg,” Azanroc bevægede sig hen mod manden efter hun havde, viste noget skuespiller, man var os dum hvis man frygte et våben selv om dette våben var særlig. Det virket som en stav som, havde en klinge fra et sværd sat fast. Eller en dolk alt efter hvem man var, hvilket gjorde det letter for Azanroc. ”Dræbe ham og gå imod, hvad jeg som engle står for selv om det er for at ende hans pinsler." Azanroc tog hans våben med sig og skar ham ned, da manden endelig var kommet ned og ligge, lagede Azanroc hans hænder over mandens ansigt og lukkede dem, han ville ikke lege med på denne kvindes leg.

”Det er sandt hvad de siger om jer falden i er jo sindssyge, denne mand har aldrig gjorde jer noget i er intet andet end morder.” Lød det fra Azanroc, hvor han så hende i øjne igen uden og gi efter for noget som helst, ”hvor kom vi til når jo nægter du det nej, så må jeg bede dig om og gå med, sidste advarsel frøken.” Azanroc stod og kiggede hende i øjne, mens de ord forlod hans mund han frygte hende ikke, hans liv havde lærte ham at, hvis man frygter noget vil man blive set som svag og han havde ingen ting og miste andet end hans status som engel og han ville heller dø end og gi afkald på den status. Denne kvinde var så tæt på djævelen han nogensinde, havde mødt at hun ville gøre sådan noget og bare sige det som om de legede, hvilket gjorde Azanroc til en person som bare mente at folk ikke kunne blive mere sindssyge. ”Så hvad bliver det frøken går du med eller bliver jeg nød til og slæbe dig med eller slå dig ned.” Kom det ganske kølligt fra Azanroc.

Du er jo Sindssyg, sagde han imens han gik over til manden. Josette trak let på skulderen.
"Jeg fortrækker spontan." Kommenterede hun ganske neutralt. Hun stillede sig op af muren imens hun kiggede på englebassen. Han kedede hende, gik alt for meget op i regler. Let rimlede hun med øjnene af ham.
"Oh for pokker da os. Bare at lytte til dig er den rene tortur." Vrissede hun lettere irriteret. Hun flyttede blikket over på ham igen. Faktisk blev hun fornærmet og det var tydeligt i hendes øjne.
"Vi er kun det i sukkersøde væsner gør os til at være. Nogensinde tænkt på det? Nogle af mine engle, har tigget og bedt om tilgivelse for en simpelforbrydelse i selvforsvar, men får et nej som svar og bliver dømt til at være noget slemt. I er ikke en skid bedre end os, så inden i gør os til noget vi ikke er. Så husk på, at vi opføre os som vi bliver behandlet. I behandler os som et monster, og et monster skal i få at se." Hun så skarpt på ham. Der trak man grænsen ved hende, derefter slappede hun mere af. Hun bruge ikke meget energi på konflikter, medmindre han ikke ville holde sin kæft, så måtte hun jo nok trække tungen ud på ham. Tanken strejfede hende, men nu måtte hun vente og se tingene an.

Let kneb hun øjnene da han snakkede til hende igen. Hvis det ikke havde været fordi, at han ikke frygtede hende ville de have haft en anden samtale. Hun kunne bruge ham, og hun havde ikke tænkt sig at lade ham smutte ud af hendes oversyn. Ikke medmindre hun havde set hans sorte vinger sprede sig ud i nattemørket. Da han talte igen blev hun slået tilbage til virkeligheden og smilede blot venligt til ham.
"Jeg går med." Sagde hun blot ganske mildt. Hun samlede sine hænder bagved sin ryg og gik fremad. Hun lod ham vise vejen de skulle. Det var egentlig unfair. Når man mødte en som Josette var det første man gjorde at smide hende i en bås med fordomme. Hvis man havde været udsat for det samme som hende, ville han have været præcis som hende. Men det gjorde de sukkersøde engle, de dømte alt som ikke var som dem. Hvilket hun havde mål for at ødelægge. En eller anden dag ville hun møde South, og den dag ville krig ramme Underworld. Og Josette havde ikke i sinde at tabe den kamp. Hun fulgte med englebassen hen til, en celle som hun gik ind i. Hun satte sig på den lille bænk i rummet i skrædderstilling imens hun kiggede rundt i et rum hun aldrig havde set før. Det hele var så spændende.
"Har i kaffe?" Spurgte hun helt uskyldigt, med et nærmest barnligt udtryk i øjnene. Stille sad hun og vippede hovedet stille på skrå, først til den ene side og så til den anden side.
"Hvilket leg skal vi lege?" Spurgte hun lystigt og så på ham med store øjne. "Jeg gider altså ikke, hvis det bliver kedeligt." Tilføjede hun og smilede til ham.

”Jeg fortrækker Spontan.” Da hun sagde det, rullede Azanroc øjne denne kvinde var helt sikkert sindssyg. Da hun begynde og fortælle hendes mening sukkede Azanroc, det var ikke altid rigtig men hun, havde ret nogen gange var deres leder alt for hård. Men Azanroc kunne være mere ligeglad end, hvad godt var. Han prøvet bare og beskytte folk i denne by, hvor han boede og fik penge for at sørge for penge til deres leder da det gav ham bedre indtægter, ”right jeg er ikke lederen så lad vær med og lade det gå ud over mig, de falden engle myrde mine brødre mine to små brødre de troede de kunne ha et normalt liv, men de blive myrdet og slagte af de faldene, så undskyld hvis jeg siger det, men vores familie havde aldrig gjorde dem noget, nogen af jer fortjener ikke og blive tilgivet når i gør det, men jeg kan ikke snakke for vores race, og det du har lave gør ikke mit syn på jer bedre.” Da det var sagte så han på hende han kunne kort efter høre, hvad hun sagde hvilket gjorde han blive mere forvirret end hvad godt var men han ville ikke lade hende se nogen tegn på svaghed. Da hun sagde hun ville gå med gik han bare bagved hende, hvorefter han stoppet op foran døren ind til fængslet. Da hun gik ind i rummet fik vagten låste døren der ind til, hvorefter Azanroc så på ham. ”Vi tag den herfra Hr Dayne,” Azan sukkede og nikkede så. Da han hørte hende spørge efter kaffe greb Azan kanden og hælde det op han var ikke en barbar, og ville ikke være det lige meget, hvad. ”Jeg skal nok selv låse efter mig, når jeg har talte med hende.” Kom det fra Azan af, hvorefter vagten stod et kort øjeblik som om han, havde været i tvivl om hvad han sagde.
”Jeg mener det gå nu okay, hvis hun ville ha skade mig, havde hun gjorde det.” Vagten sukkede og forlod så fængslet, hvilket der gjorde at Azan ikke var i tvivl om hvad han ville gøre. Han gik ind i cellen til hende og gav hende kaffen, hvorefter han stille sig op af væggen, han havde selv fundet hende og han ville ikke ha andre fik en skyld omkring det, for at ha fundet hende osv.
”Lege tror du det her er en leg frøken, det er alvorligt, du kan blive henrette jeg vil ikke selv gøre det da, yeah du ved hvorfor men folk i byen vil se dig døde hvis det slipper ud så fortælle mig sandheden jeg gir dig denne ene chance, men du kan tænke over det.” Med de ord gik Azan ud og låste døren, hvor han så tog den med sig, han gik derefter hjem og begynde og gå rundt i hans store palæ, da han havde fundet et glas whisky, hvor han bagefter begynde og drikke af glasset mens han så aften komme.

Hun drak sin kaffe ganske stille og roligt, som var det en normal eftermiddag. Han snakkede til hende. Hun svarede ham ikke, for lige nu orkede hun ikke, men da han gik blev hun siddende alene tilbage i den store celle. Helt alene. Det var kedeligt. Josette kunne mærke, hvordan irritationen boblede i hende lige pludselig. Hun begyndte at rive i tremmerne, og sparke til dem. Ingen kunne hører hende her alligevel, så alle hendes skrig på de skulle lukke hende ud var menings løse. Der gik flere dage her. At få de faldne engles leder spærret inde her, så hun kunne rådne op alene. Det var faktisk et godt arbejde, men man kunne bare ikke rigtig gå ind til hende. Josette kiggede rundt imens hun lagde på gulvet og nynnede.

Pludselig blev dørerne åbnet ind til rummet. Josette lukkede øjnene stille i, som om, at hun sov. Hun stoppede med at synge. Så det lignede blot hun sov, hvilket gjorde, at vagten tænkte, at han kunne gå ind til hende for at skifte maden ud med noget nyt. Dog i det han låste op og trådte et par skidt ind i hendes celle, slog hun blikket op. Hun sprang op på benene, og løb ud af cellen. Her låste hun den, og tog nøglen. Så gik hun med et lumsk smil på læben og en legende latter ud af døren til fængslet. Så trådte hun ud af rummet, i det samme øjeblik Azanroc mødte ind. Hun kiggede på ham og så på de andre der var på arbejde.
"Jeg troede vi skulle lege, men du efterlod mig bare." Sagde hun og brokkede sig over det. Let lagde hun skuffet armene over kors. Nogle af de andre betjente gik stille imod hende, i håb om, at hun ikke havde set hende. Dog med en blid bevægelse med hånden skabte hun et vindstød som kastede dem tilbage i modsatte ende af bygningen. Hendes ansigt ændrede fuldkommen utryg nu. Fra det søde og uskyldige - til hendes mere køllige facade.
"Du ville vide, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Fordi jeg kedede mig, og fordi, at han opførte sig ubehøvlet. Han var meget upassende da en pige blot prøvede at gå stille igennem gaden. Nogle skulle sætte sådan en grim karl på plads." Svarede hun og så Azanroc i øjnene. Let trådte hun et skridt tættere på ham.
"Det må virkelig være anstrengende, at have stå og kæmpe for ikke at gå over på en side du tror du vil fortryde. Ville du ikke fortrække friheden? At kunne gøre, hvad du ville.. farven på dine vinger kendetegner dig ikke trods alt." Forklarede hun kort og vippede hovedet stille på skrå imens hun trådte endnu et skridt tættere på ham.
"De faldne engle som dræbe dine brødre, har jeg intet at gøre med. Men du kan enten side her og have ondt i røven af dig selv. Eller slutte dig til mig og vi kan finde dem.. så du kan få din hævn." Sagde hun alvorligt. Alle racer havde deres omegaer. Og at dræb engle var hun ikke inde for, for engle kunne omvendes. Derfor skulle englene ikke dræbes, blot omvendes.

Azan bevægede sig gennem hans hus, hvorefter han passede sig selv i løbet af to dage. Han blive dog indkaldt, dagen efter da der åbenbart var noget som skulle ledsage fangen til blokken. Azan, havde sagt nej men de ville ikke finde sig i det så derfor var det blive smidt på ham. Han skulle være med til og henrette hende eller forvisse hende, hvorfor anede han ikke men efter hvad han havde fået og vide handlede det om nogen der ville befri hende da, hun åbenbart var lederen af de falden engle. Azanroc fik derfor hurtigt smidt hans trøje på sammen med et par bukser. Han sætte derefter kursen ned mod boligen efter og ha ordnet hans sår som der altid skulle plejes for at han ikke fik blodforgiftning. Han tog hurtig en dybe indånding, hvor han så bevægede sig ned mod fængslet, han gik hurtig gennem gaderne, hvor han så til sidste nået døren. Han, havde ikke taget våben med sig i dag men, han så heller ikke en grund med og gøre det. Han vidste bare at dræbe hende ville ikke løse noget men han ville heller ikke hjælpe hende som sådan, hvilket gjorde det meget svære og regne ham ud ind det var i forvejen. Ingen kunne sige de kende Azanroc, fordi han aldrig lod folk lære ham og kende han beskytte sig selv på den måde den eneste grund til han, havde sagt det til kvinden var fordi hun måske kunne fatte det så.

Azanroc nået endelig døren, hvorefter han gjorde tegn til de to andre vagter om og finde en anden måde og skubbe hende væk på, han havde nemlig bestukket dem til og hjælpe ham med og få hende væk. Nok var hun skyldig men døden var ikke en ting han ville ønske for hende, selv om han ikke kende hende. Da hun brød ud og gik hen mod ham så han på hende, dette var ikke godt, ville han ha lade hende komme fri det var nok en dum ide os. Da hun med en håndbevægelse fik dem smidt tilbage, stod han meget overrasket og så på hende, hun havde brugte sin evne, hvilket der havde noget med vind og gøre. Jeg troede vi skulle lege. Lød det fra hende, hvilket fik Azanroc til og rynke på det ene øjnebryn, ”lege right yeah, det må du undskylde men jeg lovet dig ikke en leg frøken.” Da hun forklaret omkring, hvorfor hun havde gjorde det gik det op for Azanroc hvem det lig os, havde været af manden var ikke ligefrem uskyldig men det hun, havde gjorde var sygt selv for sådan en mand.

Da hun begynde og tale om ham som om hun kende ham vidste han ikke, hvad han skulle sige denne kvinde var umulig og afkode, hvilket minde ham om ham selv. Det må virkelig være anstrengende, at stå og kæmpe for ikke at gå over på en side du tror du vil fortryde. Ville du ikke fortrække friheden? At kunne gøre, hvad du ville.. farven på dine vinger kendetegner dig ikke trods alt. Azanroc så på hende, ”sorte vinger kendetegne mig heller ikke jeg høre ikke hjemme nogen steder så det at du tror jeg vil passe bedre over hos jer er så dumt ja jeg kunne få hævn, men vil det bringe dem tilbage nej de er døde og kommer ikke tilbage jeg har den frihed jeg behøver, men du ved ikke hvordan jeg har det så drop det.” Azanroc så hende lige i øjne, hvorefter han vende hende ryggen, ”men jeg vil tag afsted fra byen, hvis jeg var dig med mindre du vil ha alle vagter efter dig og næste gang kan jeg ikke finde en flugt for dem frøken, men godt arbejde med og komme ud.”

Hun sank let en klump. Det var ikke den måde hun skulle omvende ham på, nogle var så lette og nogle så svære, men hun fortrak dem som gav hende udfordring. Det gjorde hele legen meget sjovere. Josette trak let på skulderen inden han vendte sig væk fra hende.
"Mange tak, jeg er blevet trænet af den bedste." Var det eneste hun sagde til det. Ramsay havde da lært hende lidt af hvert. Audrey og Aldin havde også lært hende noget - men det var inden hun faldt. Inden hun flyttede ud, så efter hånden lå de 9 år langt væk. "Jeg ville passe på, med hvem du sender efter mig. Tydeligvis har du undervurderet min eksistens." Kommenterede hun og fulgte med ham ved hans side. "Hvis vagterne kommer efter mig, bliver min familie ikke glade.." Tilføjede hun med et lille smil. Magt var fantastisk. Og selvom hun aldrig havde forstillet sig de ekstra alliancer, så var de rare at have. Men hun ville ikke stå og fortælle om alle hendes alliancer. Det var ikke væsenligt lige nu, for hun skulle have ham på hendes side. Karakter styrke var meget værd.
"Jeg smutter kun, hvis du tager med mig." Sagde hun så og lagde en hånd på hans arm for, at han skulle stoppe op og kigge hende i øjnene. Ikke fordi hun ville bruge evner eller noget, men hvis han ville lade hende leve, så var det fordi der stak et eller andet under. Måske var han en af dem som troede på alle var gode indenunder. For det var ikke fordi, at hun var hjerteløs. Langt fra, men folk undervurderede hendes menneskelighed. For den var der skam, men man blev hvad folk behandlede en som. Og hele hendes liv var hun blevet behandlet som et monster der blot skulle udslettes, intet under at man blev det monster en dag.

"Jeg kendte ikke dine brødre, men jeg er ked af dit tab. Hvis mine søstre kom noget til, ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre af mig selv." Sagde hun oprigtigt. Det var måske ikke naturligt for ham, at hører at en falden engel kunne tale om sine følelser og faktisk vise medfølelse, men igen. De faldne engle havde et billed malet af hvem de var, som blot skulle vise, hvad folk skulle tro omkring dem. Men i virkeligheden var det billed så urealistisk. Let kørte hun en hånd igennem sit hår og kiggede over på ham. Let sank hun en klump.
"Jeg ved du har et dannet billed om, hvordan vi alle sammen er monstre blot fordi vi er faldne. Og jeg ved, at så snart man har dannet sig et billed af en person, skal der meget til at få det lavet om. Men det er ikke umuligt." Kommenterede hun ganske blidt. Så flyttede hun sit blik fremad og forlod fængslet. Om folk prøvede at fange hende eller ej, hun var ligeglad. Azanroc havde fanget hende på en af hendes gode dage, hvor hun troede alt var en leg, men idag var ikke sådan en dag. Der skulle mere til, og det ville kræve at drage den side af hende frem ved at lege hendes leg. Mange kunne ikke nænne at få sig selv til det, fordi man ofte endte med at blive fanget i den.

Azanroc sukkede svagt da hun fulgte med ham og sagde hun ikke ville forlade denne by med mindre han tog med, hvilket gjorde dette tidspunkt provokerne for ham, hvad fattet hun ikke med at hun skulle komme væk fra denne by, ellers ville blod flyde i gaderne, og det kunne Azanroc ikke ha. Han sukkede svagt og ramte hendes blik i det hun forklaret om det andet, ”jeg sender ikke nogen efter dig, men jeg kan ikke hjælpe dig, hvis du stadig bevæger dig rundt omkring, hvis vi siger hvad du gjorde mod manden kan vi måske slippe afsted med at du for en hurtig død. Men, hvis vi ikke gør det et det andet meget mere blodigt den anden mulighed.” Azanroc sukkede og bevægede sig videre, ”jeg kan ikke tag med jeg har et Ansvar her og jeg vil ikke trækkes ind i jeres engle magt kamp,” da hun begynde og tale om hendes søstre stoppet han dog op, dette her havde han ikke set komme hvilket gjorde dette her mere mærkeligt, han stod et øjeblik og tænkte sig om da tog han en beslutning denne kvinde ville ikke lade ham være i fred, med mindre han tog med hende, så det var nok det der var bedste, ”jeg tag med dig frøken jeg kan ikke ha dit blod på mine hænder, jeg møder dig ude foran porten i aften kl 21,00 jeg skal nok lege med på den leg.” Lød det fra Azanroc, hvorefter han så hen på hende, ”men inden det skal vi måske udveksle navne Dayne.” Da det var sagt tog Dayne hjem og pakkede sine ting.

Dayne sukkede svagt, hvorefter han fik pakket de sidste ting det var ved og være tid klokken var nu 20,40 hvilket gav ham 20 min til og nå hen til porten denne kvinde, havde kommet og fundet ham i denne by og hun ville sikkert ikke lade ham værre før han gav hende, muligheden for at forklare sig. Dayne fik hurtigt bakkede sine ting sammen, hvorefter han gik ned og fik fat i hans hest, han fik hurtigt sagt til folk at de kunne bruge det, hvis de havde behov for et hus og sove i til de hjemløse, hvilket der gjorde da han kom op til hende, havde han næsten ingen ting på sig. Han bar han hverdags påklædning og så havde han familie våbnet med sig. ”Skal vi komme afsted.”

Han havde vidst ingen anelse om, at hun var de faldnes raceleder. Hun kunne passe på sig selv, hvis nogen havde ønsket hende død nok havde hun været det nu, men hun kunne tage vare på sig selv. Hvilket jo var en god egenskab at have. Selvom nærkamp ikke var hendes stærkeste side. Hun nikkede til til ham da han sagde ja til at deltage i hendes leg. Det legende smil gled op på hendes læber, og hendes øjne lyste op som stjernerne.
"Josette." Svarede hun med et lille smil og så på ham gå derfra.

Hun ventede på ham ved by grænsen. For hvis han ikke holdt deres aftale, så ville hun blive meget sur på ham. Hun havde ikke noget opbakning med sig udover det hun havde på. Han kom på hesteryg, hvilket fik Josette til at blinke let overrasket. Ikke, at hun havde noget imod det, men det var ikke forventet og hvorfor hun blev lidt overrasket overraskede hende faktisk endnu mere. hun slog tanken ud af hovedet og kiggede let op på ham.
"Lad os komme afsted. Jeg har hørt Dragons Peak er et fantastisk sted?" Forslog hun. Det var tættest på dem, det eller Sunfury. Men hun var nu lidt ligeglad med hvor de tog hen. Ramsay kunne ske at blive en smule jaloux, hvis hun kom hjem med en engel, eller kunne han?

Let gik hun hen til hesten og med eller uden hans tilladelse svang hun sig op på den bagved ham.
"Du føre an." Sagde hun med en let hvisken i hans øre. Så samlede hun sine hænder omkring livet på ham for ligesom at holde fast så hun ikke skulle falde af hesten - ikke at det nogensinde ville ske, men det vidste han jo ikke. Josette glædede sig til at se, hvor dette eventyr skulle fører hende hen. En ting var sikkert Terroville orkede hun ikke, ikke fordi at Audrey var hjemme, hun var sikkert ude med gruppen som hun normalt var.

Dayne fik bevægede sig der hen og da han så, hvordan hun så på hesten kunne han ikke lade være med og grine, hvorfor skulle han bruge sine vinger når han havde det vildt godt med og ride os og han lod normalt hans hest selv bestemme tempo og hvor de skulle hen. Da hun bevægede sig tætte på hesten efter og ha forslået, hvor de skulle kunne Dayne mærke, hvor utryg den blive. Han holde den dog heldigvis under kontrol, hvilket gjorde at han lod hende svinge sig op, denne kvinde gjorde jo hvad der passede hende. Så Dayne ville ikke indgang bruge nogen kræfter på og spørge hende om hun ikke, havde sin egen hest var ikke noget han ville komme tætte på. Dayne kiggede om på hende og gav hende et skævt smil, ”jamen dog jamen så er det bare om og komme afsted.” Dayne rev fat i tøjlerne så hans sorte hest, stejlet. Han sætte derefter kursen frem af, hvorefter de red afsted. Han vidste ikke, hvor han skulle sætte kursen mod faktisk ville han heller se skoven og måske senere bjergene, men på den måde hun sagde det fik det ham til og tænke, hvor det bedste sted var. Han red mod Sunfury og Dragons Peak om en dag ville han komme til et sted, hvor han skulle vælge mellem de to steder. Da de havde redet i et godt stykke tid stoppede Dayne op, hvor han så kiggede på jorden. Der var meget stille her, hvilket der medførte at han som om på Josette. ”Josette vi slår lejr her, du kan flyve videre, hvis du vil men jeg og min hest bliver her inden vi finder ud af, hvor du kan få noget mad og drikke og slappe af jeg skal ha ordnet nogen få ting med planlægning.” Med de ord stod han af og hjælp hende ned, hvis hun havde behov for det, hvorefter han sætte hans hest fast ved et træ den kunne græsse ved.

Dayne studeret kortet og prøvede og finde ud af, hvad der var bedste men Dragons Peak var ikke det bedste sted, Sunfury var heller ikke.

Thorbane kunne måske godt fungere for dem begge da, ingen var efter andre, men han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre med Planlægning. Kort efter blive han sikker på, hvor han ville hen og Josette måtte bare vente med og se det, hun kunne se det som en overraskelse, hvis hun ville eller som om han holde noget for hende. ”Jeg går ud og tag et bad Josette,” lød det fra Dayne, hvorefter han forsætte sin kurs mod en sø og hoppet i efter og ha smidt hans tøj.

Der gik langtid på hesteryg. Ikke at hun havde noget imod det, hun fortrak at bevæge sig i vinden. Også selvom hun ikke ejede et par vinger. Josette kiggede sig omkring da de stoppede op. Som engel havde hun forgudet naturen ekstremt, og det var da ikke fordi hun hadede den nu. Faktisk fandt hun den stadigvæk smuk. Blot fordi man var falden betød det ikke, at man ikke kunne sætte pris på skønhed. Hun fandt nogle bær og spiste dem imens hun sad op af et træ. Hun så på hans hest der grassede... var fri. Hun obsereverede ham kigge på kortet, hvorfor skulle han lige planlægge det hele. Troede han at blot fordi, at hun var en kvinde at hun ikke kunne planlægge. Men kunne ikke lede ordenligt, hvis man ikke kunne planlægge. Og Josette så sig selv som en fantastisk leder. Hun nikkede da han sagde, at han ville gå ned og tage et bad, for så snart han var ude af syne gik hun hen og fandt hans kort frem igen. Thorbane, hvad fanden skulle de der efter? Hun gad da ikke spilde tid på dværge? De ville være sikre i både Dragons Peak og Sunfury. Og ikke tale om, at hun ville lade Dayne behandle hende som om, at hun var lavet af glas.

Hun lagde kortet tilbage på dets plads og gik over til hesten. Josette skadede hverken børn eller dyr. Sådan var hendes moralkompas bygget. Nogle dage når hun havde sine episoder så ønskede hun blot at slå ihjel, men ellers så, så var det faktisk fint. Så kunne hun faktisk gå i fred nogle af dagene. Hvilket hun fortrak. Josette smilede blidt til hesten, men drejede sig om da hun hørte Dayne var tilbage.
"Var vandet godt?" Spurgte hun og vippede hovedet let på skrå. Hun kørte let en hånd henover sine blonde lokker.
"Jeg er en falden engel uden vinger. Jeg flyver ingen steder." Sagde hun så og sank en klump. Hun havde fået fjernet sine vinger for længe siden, og aldrig rigtig givet dem en chance for at gro tilbage. Josette bed sig kort i læben, og smilte derefter til ham. "Så, hvor skal vi hen af?" Spurgte hun med en nysgerrigt klang i stemmen.

Dayne bed sig svagt i underlæben mens han fik svømmet lidt rundt, efter der var gået et stykke tid rejste han sig op det var nok en ide og komme tilbage til Josette. Han stolte ikke på hende hundrede procent, hvilket os kunne mærkes på ham og hun mente sikkert det samme om ham. Dayne tog fat i hans hår og klemte vandet ud af det, hvorefter han kastet vand i hans eget ansigt da han var kommet op Naturen var altid så fredelig, hvilket der var en af de ting Dayne kunne lide ved det. Dayne bevægede sig videre hen mod lejren igen, efter og ha smidt hans trøje på sig. Dayne sætte derefter kursen op mod lejren, hvor han så hende lige tids nok til hun lagede ned fra sig og gik over til hesten ikke at han ville sige det, men hvis hun ville vide noget ville hun spørge. Han sætte derfor kursen op mod lejrens bål, hvor han kort efter fandt mad frem han, havde taget lidt kød og lidt brød med sig men det var alt, hvilket man os kunne se. Dayne tog noget af brøde, hvorefter han mærket omkring sig det var nogenlunde varmt, hvis han var heldig kunne han fremkalde ild nu som kunne brænde. Han hørte derfor hendes spørgsmål, hvor han så svaret på det første.”Ja badet var dejligt.” Lød det kækt fra Dayne af, ”du skulle tag et bad os.” Han sætte kortefter alle tingene op, hvorefter han mumlede nogen få ord for sig selv.Han tog sin hånd og sætte den over brænde, det koste ham mere energi end normalt da det ikke var så varmt.

Ilden brændte lystigt kort efter, hvor han så sætte sig ned igen. Han kiggede over på hende da hun spurgte om, hvor de skulle hen så han hen på hende som om hun lavede sjov omkring det, ”det burde du selv vide du har selv kigget på kortet, men ja turen går til Thorbane jeg stoler ikke på dem der styre Dragons Peak nu og Sunfury har jeg det på samme måde med, men du kan jo altid selv tag der hen, hvis du mener det er et bedre sted.” Kom det halvt kækt fra Dayne, hvorefter han smed kød på ilden så det kunne stege mens han spiste af hans brød, hvilket gjorde at han kunne holde øje med ilden, hvordan den brænde hans særlig evne, havde reddet ham mere end han kunne huske og det, ville den sikkert stadig gøre.

Da der var gået et stykke tid så han hen på Josette da kødet var klart peget han på det, ”tag for dig vi har brug for kræfter og at hvile ud.” Da maden var blive fjernet, lagede Dayne sig op af træet efter og ha smidt hans jakke, og t-shirt af han havde det alt for varmt over det, smilede han svagt nu kunne han endelig sove. Dayne lagede sig derfor til og sove let, man kunne se en masse tatoveringer fra Hans familie og hans rejse over hans overkrop sammen med ar, men det mest tydelig ville nok være hans families symbol som var en ørn og en løve der stod overfor hinanden. To løver der stod på hans krop, en på højre en på venstre og en ørn over dem.

Hun trak let på skulderen, hun ville nok tage et morgen bad. Det var altid noget hun gjorde om morgenen inden en lang dag.
"Jeg står tidligt op imorgen for det." Svarede hun blot på det. Ja selvfølgelig havde hun læst på kortet hun var jo ikk dum.
"Jeg læste det ja, men jeg ville spørge dig for at være helt sikker." Trak hun let på skulderen. Hvis hun skulle lære ham at kende var hun nød til at følge med ham. Så det gjorde hun. Josette så på ham imens han kontrollerede ilden, det tog hende ikke længe før hun vidste at den var i hans varetægt. Hun var imponeret. Hun tog imod kødet og spiste det lystigt da det blev serveret for hende. Josette så på ham imens han tog sit overtøj af. Let sank hun en klump. Inden hun selv lagde sig ned på jorden. Hun så ind i flammerne. Hun ønskede ikke at sove her, for det var ikke et sted hun følte sig sikkert. Men hun var så træt. Så træt, at hun i sidste ende ikke kunne kæmpe imod hendes egne øjne lukke i.

Lyden af hesten som nærmest hylede, fik Josette til at slå øjnene hurtigt op. Det var stadigvæk nat. Nogle kom løbende henover deres lejr. Josette havde ikke noget at reagere før en af dem sad på hende og holdt hendes arme over hendes ansigt. Alle hans venner kom løbende hen til dem og forsøgte at nå hen for at holde Dayne imens andre gik efter de ting de nu måtte have med. Dæmoner. De kom altid efter englene, og det havde været derfor at hun havde valgt at blive leder til at starte med, for at forsvare sin race. Manden lod sine læber glide ned af hendes hals, imens Josette prøvede at vælte ham af sig. Derfor sov hun ikke ude i det fri! Gad vide om Crystal var i nærheden? Fordi ingen tale om, at hun ville lade en dæmon tage hendes ære. Let løftede han sig hoved hen imod hendes, hvilket gjorde, at hun løftede sit op for at nikke ham en skalde. Han gav kort slip, men hans hånd valgte i stedet for at lange hende en i ansigtet med sin næve. Josette vendte sig rundt for at spytte blodet ud, det var som om, at han kendte alle hendes træk, for han fik sat sig på hende igen, og holdt hendes hoved ned imod jorden. De var så tæt på ilden at hun knap nok kunne få vejret ordenligt -hvilket normalt ikke var et problem for hende. Men hun kunne ikke se ilden, og hendes krop fortalte hende at hun skulle gå i panik, men hun gjorde det ikke. Så i stedet for at gå i panik, så begyndte hun at grine.
"Når jeg er færdig med dig... så er der ikke meget at grine over" Sagde han og kiggede kort over på sine mænd.
"Sørg lige for, at når vi går herfra.. kan englebassen der ikke gå." Var en ordre til hans mænd om at tæve Dayne.

Dayne lyttet svagt til hende, hvorefter han lod hans øjne falde i. Han, havde dog en tildens med at være halv vågen for det meste og dette var ingen undtagelse, selv når han sov i hans families hus kunne han ikke sove helt. Det lå bare ikke til ham, da han hørte hun var falde i søvn lagede han sig selv til og sove ganske svagt.  Da lyden af fodtrin lød reageret han hurtigere end, hvad man kunne regne med da det jo, havde set ud som om han bare havde sovet. Sørg lige for, at når vi går herfra.. kan englebassen der ikke gå. Da Dayne hørte det sukket han, hvorfor skulle alle tro at bare fordi man var en engle ikke falden men bare engle at man ikke var nogen særlig stor trussel og at de kunne få deres skade første, hvilket der gjorde at Dayne greb fat i hans stav som lå ved siden af hans sted, hvor han sovet, hvorefter han kunne høre dæmonerne, grine ”en stav come on englebasse du kan jo ikke engang klare os med et sværd, hvad for dig til og tro du kan klare os 3 dæmoner og vores leder med en stav. ”

Dayne smilede svagt til dem, hvilket de fandt meget underligt. ”Hvad smiler du af englebasse,” Dayne prøvede virkelig og holde masken men gud, hvor var det svært. ”Jer, kom nu skulle ikke smadre mig, eller er i bare store i munden.” Det fik et skud starte og de løbe alle sammen frem af mod ham, hvilket han, havde forventet han sætte derfor sin stav ned så der kom en klinge frem i det samme han gjorde det fløj han over dem. Han kunne lige så godt få Josette op, lederen var dog alt for optaget af og holde fast på Josette, hvilket gjorde dette meget letter for Dayne, han lod kort efter hans stav ramme dæmon lederen lige i tindingen, hvilket gjorde han faldt af, hvorefter Dayne vende sig om mod dem der kom tilbage, med lige så stor fart.

Han slog hans våben ned mod deres ben lige i tiden til og se dem falde sammen oven på hinanden, hvorefter han træk Josette op. Da de var kommet op igen stod Dayne med ryggen mod Josettes, ”damn de troede virkelig det var så let, jeg er skuffet, og Josette prøv og lad være med og blive angrebet igen ikke, tænk hvis det havde været en der ikke kunne kæmpe."Dayne svang sin stav kort rundt, hvorefter han sætte kniven væk igen på den med et enkel klik.

Han stormet derfor over mod de tre andre, da Josette nok selv ville ha lederen, hvilket der gjorde at han os, havde det bedre med sig selv, men dæmonerne fik flere slag end de, havde regnet med de havde altid troede engle ikke kunne passe sig selv samme gælde de falden, efter en meget hurtig kamp. Var de alle slået bevidstløse, hvilket der medførte at Dayne vende blikket mod Josette.

//våben ser nogenlunde sådan her ud :9
https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/736x/ff/32/74/ff3274a9e88a9024c272bf5c53ccafe5.jpg //

Pludselig fald lederen væk fra hende, og hun rejste sig op ganske hurtigt. Hun nikkede anerkendende til ham og himmlede derefter med øjnene til hans sidste sætning.
"Don't worry about it." Kommenterede hun blot. Josette var vred. Lettere pissed kunne man vel også sige. Det var faktisk så voldsomt at hendes humør påvirkede omgivelserne. Vinden begyndte at hyle i træerne. Dog kun ganske kort. Før hun stoppede det. Josette gik hen til lederen som stod med sine våben klar. Han brød sig ikke om, hvordan situationen stod.
"Du troede virkeligt, at du kunne slippe afsted med alt dette. Gjorde du ikke?" Spurgte hun let og blev ved med at gå stille imod ham. Så tog hun med en fin håndbevægelse fat i ham med luften omkring ham og kastede ham ind i nærmeste træ. Hun var hurtigt henne ved ham, og satte sig på hug foran ham. Han lo af hende. I hans øjne var hun intet andet end en lille sukkerknald.
"Oh sweetheart. Når jeg er færdig med dig er der ikke meget at grine over." Sagde hun blidt til ham. Det var de ord som han havde sagt til hende. Let tog hun hans kniv og lod bladet glide henover hans kraveben. Han så overrasket på hende. Hende og Dayne havde været så tætte på hinanden at de faktisk havde troet, at han var den faldne, men at hun var overraskede ham let.
"Hvem er du?" Spurgte han kort tøvende.
"Dit værste mareridt." Hviskede hun med et lille grin. Så tog hun hans knive og rejste sig fra ham. Hun gik over imod Dayne, og gik øjenkontakt med ham ganske kort. Hun hørte dæmonlederen rejse sig op, og hun drejede sig rundt og kastede knivene afsted. Med den hastighed som vinden kunne bære dem. Den ene ramte ind hans hals og skar hul på struben og den anden ramte ham ved hjertet. Josette var stolt over sit kast. Så gik hun over for at se, hvordan Dayne havde slået de andre bevidstløse. Hun kunne selvfølgelig ikke lade dem leve, men hvis Dayne troede de ville vågne op senere måtte han jo tro, hvad han ville. Med en enkelt håndbevægelse lavede hun et luftrum omkring de tre, som gjorde der ikke kom luft ind.. og snart var de døde.
"Jeg tror jeg vil tage det bad nu.." Sagde hun og så ned af sig selv. "Vi kan flytte din hest med tættere imod søen." Hun opførte sig lidt som om, at hun var bange for at der var flere end de fire kun. Josette havde aldrig været perfekt til selvforsvar, måske hun skulle bede Kitana om nogle leksioner? Josette tog en af de stykker brænde med ild i op og brugte den som lys. Hendes evne til at manipolere med luften gjorde, at hun kunne holde flammen i live selv, når man tænkte, at det umuligt kunne holde. Da hun kom til søen lagde hun den på jorden.

I det gyldne skær kunne man se hende lade kjolen falde, og afsløre den feminine krop der gemte sig bag de lange kjoler. Hun vendte ganske kort hovedet over imod ham inden hun så kiggede frem for sig, og trådte i vandet. Det var koldt, men behageligt. Blodet fra dæmonen blev vasket væk. Let lod hun sig glide ned under vandet blot for at hører stilheden. Det var dejligt med lidt ro, dog gik der ikke langtid under vandet før hendes hoved fortalte hende det ikke var godt. Og let var hun hurtig til at få hovedet over vandet. Hendes hjerte bankede voldsomt. Det havde noget at gøre med det minde hun havde fået slettet, det var hun sikker på. Hendes hjerte galoperede afsted som syv vilde heste, men hun lod som ingenting.
"Jeg ved du har været i.. men kom det så kedeligt at svømme rundt alene." Sagde hun nærmest tiggende til Dayne.

Dayne lod hende gøre, hvad hun ville de var dæmoner og siden hun var falden så han ingen grund til og rette hende det var altid noget at han ikke fik blodet på sig selv. Han tjekket hurtigt dem alle sammen, for vigtige sager, hvor ha bagefter lod sig selv falde ned på hug for at se om der var puls det var der ikke. Hun, havde os myrdet dem, men der var ingen grund til og forklare hende det, hvorefter han slukket ilden i bålet da hun, havde fået hvad hun skulle ha fra den selv om han gerne ville lade den løbe, vidste han at skoven ville brænde så, hvis det forsætte. Dayne ville dog ikke brænde, skoven ned der var ingen grund til det men ilden skulle os løbe lystigt dog. Dayne sukkede kort, hvorefter han nikkede til Josette. ”Jeg skal nok tag hesten med,” hvorefter han tog fat i hestens tøjle og lod den følge med ham hen mod søen. Da de var tætte nok på sætte han hesten fast igen, hvorefter han så hende lade sine klæder falde han vende dog sig kort om. Han var ikke en person som bare så på folk han knap nok kende sådan her, hvilket der nok føltes lidt mærkelig men han var bare høflig da hun gik ned i vandet og han kunne høre plasket vende han sig om. Han sætte sig ned ved ilden og lod den svagt oplyse ham, hvorefter han så hen på hende da hun kom op af vandet, hun så godt ud det var der ingen tvivl om, men hun var lidt crazy så han ville ikke lade som om det ikke, havde en påvirkning på ham.

Jeg ved du har været i.. men kom det så kedeligt at svømme rundt alene. Da hun sagde det nærmest tiggende sukkede Dayne, hun ville ikke stoppe det var han sikker på. Dayne bed sig svagt i underlæben, hvorefter han så ud på hende. Da hun forsætte med det fik han til sidste træt af det, hvorefter han selv smed hans tøj og gik ud mod søen. Hans krop var ikke noget og være særlig stolte af, men det var bare det enhver anden flot maskuline og adræt mand ville mene hvis de var beskeden.
Dayne stod i vandet og så hen på hende, hvorefter han åbnet sin mund kort, ”så er jeg her.” Lød det fra Ham, hvorefter han svømmede tætte på hende, ”du myrde dem alle, lad vær med og lyve og for det vil jeg takke dig."

Josettes smil voksede da han sukkede og hoppede i. Ikke mange så hende sådan her faktisk, og på trods af natte mørket var der ikke mere at se end hvad flammerne kunne lyse op. Han svømmede hen til hende. Josette skulle lige til at sige noget, da han sagde at han faktisk ville takke hende. Hun så overrasket ud. Hun kunne da lige bunde her når hun stod på tåspidserne. Man kunne se hendes tydelig markerede kraveben. Let vippede hun hovedet på skrå og sank en klump.
"Jeg dræbte dem ja. Det var så lidt." Svarede hun mildt og sendte ham for første gang et oprigtigt smil. Ikke et af de legende og mere sindssyge. Et ganske normalt venligt smil. Så åndede hun ud.
"Jeg vil også takke dig. Du hjalp mig ud af en knibe, som jeg ikke ønskede at tænke mig til om hvad der kunne have været sket." Sagde hun. Naturligvis vidste hun hvad der kunne være sket. De ville ikke have dræbt hende, når de fandt ud af hvem hun var ville de søge om løsesum i Dragons Peak.. men de havde aldrig fået pengene for Ramsay ville personligt have sørget for deres død, elelrs ville Assorian.. eller Caroline. Hvem der kom først.

Hun lagde en hånd imod hans kind og så ham i øjnene. De var ikke ligeså kolde som man mulighvis kunne have tænkt sig de ville være. Som sagt, Josette havde et hjerte. Når det kom ud og deltog i spillet var så sjældent at man knap nok fik det at se. Men han havde brug for at se det. Han så de faldne som monstre, der ingen menneskelighed havde. Men hvis hun ikke havde noget menneskelighed tilbage, så ville hun have ladet dæmonerne være i live til at han var nød til at slå dem ihjel. Så ville hun have tortureret ham til han knækkede. Men det gjorde hun ikke. Let lod hun sine øjne glide nedover hans læber. Ganske stille og rolig. Der var intet forhastet over hendes bevægelser. Flammernes gyldne skær. Tusmørket. Vandet. Det hele var elementer som gjorde stemningen mere eller mindre intim. Josette lod sine læber møde hans i et ganske mildt kys. Ganske blidt og helt uskyldigt. Så trak hun sine læber til sig og kiggede ham i øjnene. Ventede på hans næste træk. Måske ville han trække sig væk og gå op igen, men måske ikke? Let sank hun en klump, og gjorde sig egentlig klar til at sige undskyld.

Dayne bed sig selv i underlæben, hvorefter han studeret hende, da hun sagde det var så lidt mod tog han et smil fra hende, et helt normalt smil. ”Se hun kan jo smile.” Lød det svagt fra Dayne af, hvorefter han kort efter mærket hendes læber møde hans, hvilket fik ham helt væk han lukket kort øjne og da hun træk sig væk bed han sig svagt i underlæben, hvorefter han så hen på hende igen. ”Det var underligt,” lød det svagt fra Dayne af, hvorefter han så hende i øjne igen, mens stemning var der, hvad der gik af ham vidste han ikke, derfor lod han hendes læber møde hendes igen, hvorefter han lukket øjne igen. Han, havde nærmest aldrig prøvede dette før, hvilket man os kunne mærke på ham han var vildt dårlig til det ingen tvivl om det, men dette var os hans andet kys, hvilket der gjorde dette mere mærkeligt han træk sig kort væk efter han, havde givet hende et kys som hun gav ham, hvor han bagefter så på hende, ”hvordan gør man lige det her.” Lød det svagt fra Dayne af, hvorefter hans øjne mødte hendes igen. Han anede ikke, hvordan man rigtig skulle gøre det, Audrey havde stjålet hans første kys, hvordan det var skete kunne han dog ikke huske, hvilket der gjorde ham lidt bange over, hvad dette her ville udvikle sig til, ”jeg er på ukendt farvand lige nu Josette.” Hans måde og sige han nærmest aldrig, havde været intim med en anden kvinde.

Da de ord, havde forladt hans mund så han på hende igen, ”i falden er ikke så slemme, jeg tror måske jeg dømte dig for hurtigt Josette.” Dayne så på hende, mens han stod i vandet med hende lige foran ham, en smuk kvinde det var hun helt sikkert, men han vidste stadig ikke, hvordan hun kunne være så anderledes. Det var mærkeligt, ingen tvivl om det, men det var jo stadig nyt for ham det med og kysse. Han, havde heller aldrig haft et forhold han var faktisk så ren, man kunne være hvilket var meget skræmmende når man tænkte over det, hvilket Dayne gjorde kort normalt

Hun smilede let til ham, da han lod en smule flov over ikke at vide, om det han gjorde var rigtigt. Let vippede hun hovedet på skrå.
"Bare gør som du allerede gør, der er intet galt." Svarede hun ham ærligt. Da han sagde, at han var på ukendt farvand lod hun sin hånd glide ned af hans overarm.
"Jamen, så lad mig sørge for det ikke bliver ved med at være ukendt." Let bed hun sig i læben og så ham i øjnene. Hendes blik blev mere og mere dybt og hun stillede sig tættere på ham.
i falden er ikke så slemme, jeg tror måske jeg dømte dig for hurtigt Josette. De ord fik hende til at smile endnu mere.
"Det tror jeg også." Svarede hun ham blot mildt og pressede så sine læber ind imod hans igen. Hun pressede sin overkrop ind imod hans, så han kunne mærke hendes varme. Hun lod sin hånd kærtegne hans bløde hud.

Josette trak sit ansigt få centimeter fra hans.
"Hvis du vil, så lad mig vise dig det.. men kun med din tilladelse." Sagde hun ganske blidt. Der var intet ved det, hvis hun blot overtog det hele. Det var ikke ligefrem alle der kunne lide de forhastede som havde en masse erfaring, men hun kunne skam være yderst betænksom og blid. Og hun ville med glæde være den som viste ham det.

Dayne så hende i øjne da hun sagde han bare skulle forsætte, hvorefter han lod hans læber møde hendes en enkel gang igen, hvorefter han mærket hendes arm som kærtegnet ham, han kunne mærke hvordan hans krop reageret ved det, hvorefter han så hende i øjnene igen da hun fortalte videre og træk sig selv lidt tætte på ham, hvilket gjorde at hans krop reageret kraftig på det, hvor han bagefter mærket hendes bryster da hun presset sin krop tætte på til ham Han lukkede kort hans øjne, hvorefter han gengælde hendes kys. Dayne fattet ikke, hvad han skulle gøre når det kom til alt dette her mærkelig ting der var sket i løbet af de sidste dage, da han træk sig væk fra hende bed han sig svagt i læben.
Hvis du vil, så lad mig vise dig det. men kun med din tilladelse. Da hun, havde sagt det kiggede Dayne på hende, hvorfor ville hun gøre det hun ville jo få noget ud af det selv og han ville lære lidt mere om det, når man var intim med folk. Han sank derfor en klump, hvorefter han så hen på Josette. ”Har du ikke nogen der måske ville blive Jaloux over det, altså det er måske bedste hvis vi undgår det så, med mindre du godt vil.” Lød det fra Dayne af, hvorefter han bed sig i underlæben. Han nikkede til hende.

”Du har min tilladelse Josette, jeg stoler på dig tror jeg da.” Lød det svagt fra Dayne, hvorefter han kyssede hende igen og prøvede og gøre, hvad han mente der var rigtigt at gøre. Daynes læber ramte hendes lidenskabeligt, hvorefter han så lod hende forklare ham, eller vise ham ting han kunne gøre, han lod hans læber vandre ned bagefter og kyssede hendes bryster, mens han vendte på om, der var andet hun ville ha ham til og gøre eller, bedre. Dayne stolte meget på hende lige nu, hvem vidste hvordan det ville ende. Måske var hun en falden men lige nu virket hun som en normal engel, hvilket fik ham til og tvivl om nogen af dem, var rigtig engle, forskelen var bare at de selv skulle lære nogen ting fra hinanden en falden og en engle som kunne arbejde sammen og være sådan her sammen, var en af de ting der kun fandtes i eventyr, hvilket gjorde dette her mere mærkeligt.

Med hans tilladelse og efter hans kys førte hun ham ganske stille hen til bredens kant. Her lod hun ham ligge sig ned, så han blot kunne kigge på hende. Hendes bevægelser, alt var taget højde for, at han skulle have den bedste oplevelse nogensinde.


Solen var så snart begyndt at vise sig for dem. Josette lagde med hovedet imod hans brystkasse imens hendes fingre stille gled henover hans overkrop.
"Det var ikke så slemt var det?" Spurgte hun og vendte ansigtet op imod ham. Hendes øjne strålede da solensstråler ramte dem. Hun havde været en god engel engang, og måden solen ramte hende på, fik nogle til at spekulere over om en gudinde var gemt i hende. Ganske let fugtede hun sine læber inden hun brugte sin albue til at sætte sig halvt op. Hun kyssede ham ganske blidt.
"Så, hvad er planen for idag.. blive her og nyde hinandens selskab.. eller skal vi videre?" Spurgte hun ham så med et kærligt glimt i øjnene. Faktisk skulle hun alligevel snart videre. Ramsay ville undre sig over hendes længere fravær og Assorian ville nok også stille spørgsmål. Specielt fordi, at hun sagde hun ville være i Terroville. Nu var hun i en skov med en engel. Det ville ikke pynte på hendes ry. Overhovedet ikke faktisk. Josette satte sig helt op og kørte en hånd igennem de bølgede blonde lokker.

//Kort svar sorry xD

Da hun guide ham hen mod bredene fulgte han bare med hende, hun havde jo fået lov af ham selv så, det var bare og lade dette her ske. Han blev lagte ned, hvorefter han kiggede op på hende på den måde, hun gav ham en oplevelse han aldrig nogensinde, havde prøvede før. Han ville sikkert ikke glemme det lige som da han, havde kysset Audrey det, havde han heller ikke glemte.

*springer xD*
Han slog hans øjne op og blive, mødt af Josettes blik, hvilket gjorde han bed sig svagt i underlæben, havde de gjorde det. Det var ikke, så slemt var det. Lød det fra Josette, hvilket der fik Dayne til og rejse sig op, hvilket der medførte at, hvis hun ikke, havde taget sit hovedet væk, ville det blive lidt svært. ”Nej det var det vel ikke,” lød det svagt fra Dayne af, hvorefter han så sig ned af sig selv han, havde intet tøj på hvilket gav god meningen da det jo ikke var muligt og ha noget intimt med det på. Det men det var stadig mærkeligt, ”du skal vel mod Dragons Peak, du har sikkert noget vigtigt der, jeg skal os tilbage til byen, jeg ville godt gi dig hesten men jeg fortrækker selv og bevæge mig på heste ryg jeg skal nok få dig hen til et sted, hvor du kan få en hest inden jeg tag hjem, og mange tak tror jeg.” Lød det fra Dayne, hvorefter han kiggede hende i øjne men det var hyggeligt, "det var det og spænde du var meget særlig på den måde, du gjorde de der ting.” Han kløede sig bag sit hår, hvorefter han sende hende et svagt smil, hvorefter han rejste sig op.

*springer lidt xD*
Da de begge var kommet i tøj, havde de bevægede sig over mod en gruppe folk der solgte en masse smukke og hurtige heste, han så over på Josette, ”vælg en så kan du komme afsted, jeg vil nemlig ikke lade dig gå, siden du jo ingen vinger har.” Da hun, havde valgte en hest, ville han ride op til hvor vejene skiltes, hvorefter han ville ride hjem. Men da han kom hjem, ville der dog ske store forandringer.
//out//