So.. how do we get out? ~Sajro.~

S: Ashen Wood Forest.
T: Eftermiddag.
O: Et træ.. mange træer, stier og en sø.
P: En gennemsigtig skjorte, med et par sorte sjorts, neglanstrømper med huller, og en sort bh som kan ses igennem skjorten. samt et par lange støvler.

Vejret var ret så stille, fulgene sang ikke. Foråret var kommet varm og dejligt, det havde været væk i vinterens tid. Men nu var det tilbage, Katelin smilte og gik rundt i skoven. Hvorfor var et godt spørgsmål, men hun havde vel bare lyst til at gå sig en tur. Eller så var der noget andet, nogle legede med hendes hoved..
Kom med mig.., hviskede en stemme indeni hendes hoved, og automatisk gik Katelin med som var hun en dukke eller en lille hund. Det var ret ubehageligt, og hvem som førte hende rundt havde hun ingen anelse om. Måske var hun bare syg.. Katelin kom til en form for stor hytte, moderne bygget. Hun kunne ikke stoppe sig selv i at åbne døren og gå ind, og kigge sig omkring. Hun blev tvunget det var der ingen tvivl om.
Møblerne i huset stod ret tilfældigt, der var ikke andet end små rodet. Papire lagde og flød rundt omkring på gulve, og støv sad på væggene og i loftet. Katelin blev tvunget til at gå ned ad nogle trapper, og hvert trin knirkede. Hun kom ned til en fangekælder, og da hun kom for foden af trappen var der nogle som skubbede hende bagfra så hun faldt. Katelin landede på sine knæ og støttede med hendes håndflader. Hun kiggede ned i jorden, og pustede ud inden hun rettede blikket op fra jorden.
"Så kan i rådne op hernede." Sagde en kold kvindelig stemme som lukkede en dør bag sig. Katelin rejste sig op og slyngede lidt, ikke tale om hun ville lade en eller anden møg sæk holde hende fanget her! Hun kiggede rundt og fik øje på en anden person. Hun var åbenbart ikke den eneste hernede.

Sajro sad på jorden med ryggen op imod en æg. Han havde kun et par bukser på og hans torso var mærket af en del piskslag der kunne ses men på trods af dette sad han ikke og hang som om han var i smerte. Han kiggede over imod den nye der var ankommet. Han havde været der nogle dage nu, og der havde været andre undervejs som dog var gået til og var bukket under.

''Jamen hej, endnu et offer til dem kan jeg da se?''

Han grinede. Han vidste ikke hvad hun vidste men dette var en form for leg for disse folk der holdt dem fanget. at finde folk bilde dem ind at de var de onde, og så tvinge dem til at slås med hinanden til døden.

''er ked af at sige det til dig men du kommer nok ikke levende herfra.''

han så koldt på hede mens rejste sig så op og gik over til hende og rakte hånden frem ti hende. han kiggede roligt på hende mens noge så råbte ned til dem ganske roligt.

''Så i skal i kamp om 24 timer!''

Hun lyttede til mandes ord.. Hvert og et, hun rystede på hovedet.
"Jeg har tænkt mig at bugge under for noget?" Nåede hun at sige før nogle råbte de skulle i kamp.. I kamp, imod hvem dog`? Katelin kiggede kort op imod dem, og så hen på manden igen.
"I kamp?" Spurgte hun forvirret og lagde armene overkors. "Nogle som vil forklare mig hvad der forgår?" Spurgte hun igen og pustede ud, hendes stemme havde den klang af forførrelse som den altid bar. Det var ikek hendes skyld det var hendes races, det var den skyld at hun var så tiltrækkende. Katelin kiggede på manden igen, op i hans øjne.

''Det her har ikk noget at gøre med at bukke under for noget kære.''

Han grinede lidt over det fordi han vidste jo godt halvt hvad det gik ud på men han skulle heldigvis ikke forklare hende det fordi kort efter forklarede dem der fangede dem det selv.

''I skal kæmpe med hinanden ja.''

Han så roligt på hende da hun så ham i hans øjne. Han havde ikke brug for at sige så meget. han regnede med at han nok skulle komme ud derfra engang om det så betød at han skulle dræbe halvdelen af verdens befolkning.

''Nu regner jeg med at du forstår?''

Han så roligt på hede.

Om hun forstod.. ja det gjorde hun.. Ham der havde fanget hende skulle ikke slippe af let, hun vendede sig om og tog en kugle op af lommen som hun kastede på ham. Og da den landede på hans brystkasse trykkede hun bare på en knap og den fik pikke sendt ud igennem mandens hud, så han næsten faldt om. Han kravlede op ad trapperne, Katelin var lidt af en bitch til tider.. Men en ting var sikkert hvis hun ville noget, så var hun bestemt på hendes valg!
Katelin havde en dråbe af hans blod i områedet, hun ville kunne gå ind i hans hoved hvis hun ønskede. Hun gik tættere på den anden fange.
"Så.." Startede hun samtalen og stillede sig lidt op af en af væggene. "Hvor langtid har du været her?"

''I nogle dage nu... Vi har været en 5 stykker hver dag...''

Han kiggede roligt på hende. Han reagerede ikke rigtigt på det hun gjorde ved manden. han havde set flere forsøge at stikke af og de var ale kommet vadende tilbage af egen 'fri' vilje. Han så derfor roligt på hende.

''Og som de sagde så ska vi kæmpe om 24 timer... Så hvis du gerne vil dø hurtigt, kan du gøre som dem..''

Han sagde det og pegede over i hjørnet hvor en klam stank kom fra og der sad et par med deres struber flået ud.

Han forventede sipmelthen at hun var svag, hun havde aldrig.. Katelin kiggede på ham.
"Muligvis er du stærk, men jeg giver ikke op. Men vi har stadig et døgn hvilket vil sige jeg syntes vi skal finde en vej væk herfra. Nu når du er så stærk." Svarede hun ham bare igen og rullede med øjne. Katelin kiggede over på ligene kort men slog hurtigt billedet ud af hovedet. Hun kiggede på ham.
"Men tak for tilbudet, men jeg gider ikke at ende som en eller anden svagpisser. Så enten så kan vi prøve at komme ud, ellers må du sidde her og rådne op alene."

''Hvorfor skulle jeg hjælpe dig ud herfra?''

Han så på hende roligt og koldt. Han havde som sådan ingen grund til det han klarede sig fint der han var. han kunne få lov til at glemme alt omkring hans ellers normale liv, og bare slappe af og dræbe folk i kamp, helt fair kamp...

''Så ved du hvad jeg synes bare du forsøger at slippe ud herfra selv søde...''

Han grinede, og kiggede ned af sig selv og fjernede en smule blod som han så lige smagte ganske stille på.

''Glæder mig til at du kommer tilbage.''

Gud hun havde lyst til at kværke ham, hun lukkede øjne kort og tog det stille og roligt.
"Fordi at jeg ikke gider at bruge min tid på at sidde og rådne op her." Svarede hun og hævede et bryn, inden hun begyndte at kigge sig omkring for at se om der var en udvej. Hun lukkede øjne og lod sig falde ned på jorden imens hun kiggede op i loftet.
"Jeg vil bare ikke dø her," Svarede hun så og kiggede op på ham igen. Denne gang var hendes blik ikke så hårdt bare charmerende. Som altid.

Han så roligt på hende han kunne ikke helt blive enig med sig selv om om hun var godhjertet eller om hun var lige så kold om alle andre der var tilstede her. han smilede ganske blidt til hende og en smule varmt.

''Hvorfor skulle jeg hjælpe dig når jeg kunne flygte selv efter at have dræbt dig? Hvad får jeg ud af ikke at dræbe dig?''

Han så roligt på hende han vidste ikke hvad hun var for en race. Han var ikke helt ligeglad men så alligevel var han en smue ligegad med hende fordi hun var det eneste at snakke med.

''Nurh det går nok...''

Hans stemme var neutral fordi han var usikker.

Hun kiggede på ham.
"Dræbe mig, tro mig det bliver ikke så nemt. Jeg ved ikke hvem du er men kom ikke her og spil overlegen." Svarede hun ham igen og fnøs inden hun kiggede væk.
Det nurrh, som han kom med var lige ved at pisse hende af. Det gjorde at hun rejste sig op så hurtigt hun havde sat sig og gik op foran ham.
"Varulve, de ikke så nemme at snakke med. Så hvorfor forsøger du?" Svarede hun og hævede et bryn.
Hun valgte så at slappe mere af, og man kunne se hun slappede mere af i musklerne. Katelin så igen op på ham.

''Tro mig det sagde de foregående der har været hernede sjovt nok også... Og se hvad der er sket med dem... døde...''

Han var som sådan ikke rigtigt stolt af det, men han havde dræbt dem og det vidste han at havde. Han kunne ikke se hvorfor han ikke skulle kunne dræbe hende også, og så længe hun ikke beviste andet hvorfor skulle han tro annerledes...

''Eller også er du bare en dør til at snakke med dem?''

Han grinede af hende, han kendte massere af folk der kunne snakke med varulve og ham selv. Så i hans øjne og øre lød det nu mere som om at hun bare ikke kunne finde ud af at snakke med dem.

Hun holdte virkelig bare sin vrede inde, og tog sig en dyb indånding.
"Ved du hvad, du ikke hver at snakke med." Sagde hun bare og kiggede væk fra ham igen. Katelin kunne dog ikke holde det hun gjorde ret længe. Men ja man kunne da prøve. Katelin kiggede ned og kunne mærke at manden oppe ovenpå stadig væk blødte. Katelin sneg sig ind i hovedet af ham, så han så en af sine kære foran sig som han engang havde mistet. Og fik via den evne en mulighed for at få ham til at lukke hende ud. Døren åbnede op, og manden kom ned og lignede en som kunne trille en tårer.
"Hun siger at hvis jeg slipper dig fri, så kommer hun tilbage." Sagde manden og kiggede på Katelin som nikkede. Manden kom helt tæt på hende, men stak en kniv i hendes mave.
"Tror du jeg falder for sådanne illusioner!" Snerrede manden. Og da Katelin falt på knæ imens hun gispede efter vejret. Sparkede han bare til hende så hun væltede bagover og gik...
*Flot Katelin! Meget flot!*

Han trak bare på skuldrende og da hun begyndte at forsøge på noget så var han faktisk ret tæt på at grine af hende, men han syntes da stadig det var en smule syndt for hende, så han gik over i et hjørne og rev noget stof i stykker til en bandage og gik så over til hende.

''Læg stille.''

Han smilede venligt til hende denne gang. Hans humør skiftede også, mest af alt var han kold før fordi han ikke kunne se nogen grund til at være venlig overfor nogen han skule dræbe alligevel... Han satte sig på knæ ved hendes side, og rev kniven ud og han forbandt så såret hurtigt...

''Sådan... bare slap af...''

Han træk hende over til væggen hvor han lagde hendes hoved på en bunke klude.

Okay, vi spoleede lige lidt tilbage. Han gad da ikke hjælpe hende? Hvorfor gjorde han det så nu, han kunne da ligeså godt stå der og grine... Katelin var van til smerte, men ja heldigvis var det bare en alm. kniv og ikke noget med vievand.. Katelin kiggede op på ham.. Hvorfor så venlig nu? Hun kiggede op på ham..
"Hvorfor så venlig nu?" Spurgte hun forsigtigt, og bed tænderne en smule sammen. Det skulle snart gå over. Det skulle det, hun kiggede på ham stadigvæk.. Han havde stoppet blødningen.. Men hvorfor?

''Fordi du er såret og før havde jeg absolut ikke nogen grund ti at være venlig overfor dig...''

Han så ned på hende ganske roligt, altså han skulle jo stadig dræbe hende det vidste han godt men det stoppede ham ikke fra at kampen skule være så fair som mulig og det blev den ikke hvis hun havde fået skåret maven halvt op. Han kiggede ned på hende ganske roligt.

''Før ville dt da være dumt at være venlig overfor en som jeg alligevel skulle dræbe?''

Ja hun var såret det var hun godt klar over, men hun havde ikke forventet han ville hjælpe hende overhovedet.
Hun trak på skuldren, hun havde intet imod hans race overhovedet. Der var ikke mange som havde noget imod hendes, fordi den var mere sjælden i det.. Men nok om det..
Katelin kiggede stadigvæk op på ham.
"Så du hjælper bare for at få en fair kamp?" Svarede hun og klemte kort øjne sammen af smerte, men det skulle nok snart gå over. Håbede hun.

''Jeg hjæper dig derfor, og fordi jeg ikke kan lide at folk lægger såret og lider.''

Underligt nok forbandt han hende, men han havde ikke gjort noget ved de lange lange sår han havde ned over hans egen krop. Han kiggede roligt på hende. Han vidste ikke hvad han mere skulle sige til hende. Han smilede stille og roligt til hende.

''Jeg vil bare gerne hjælpe.''

Han satte sig ned op af den anden væggen. han kiggede roligt på hende. Han havde ikke noget mere at sige.

Okay så men han havde intet imod at dræbe alle de uskyldige folk? Hun lærte aldrig at forstå nogle mænd.
"Okay men i så fald tak." Svarede hun ham og kiggede stadig på ham. Sevlom han satte sig væk. Katelin tog det som han ikke havde mere at sige.
"Hvad skal du have for at vi hjælper hinanden med at komme ud?" SPurgtre hun så.. Måske håbløst, men det kunne være han ville slå en forretning af.

''Tror ikke ligefrem du kan tilbyde noget der ka få mig til at ville hjælp dig.''

Han så ganske stille og roligt på hende. Han vidste ikke hvad pokker han mere skule sige til hende. Han var ikke engang sikker på at han kunne hjælpe hende. Han så roligt på hende mens han smilede idt...

''Men hvorfor skulle jg kunne hjælpe dig med at komme ud hrfra?''

Han så bare ganske stille roligt. Han havde ikke meget mere at sige han sad bare og kiggede på hende. Han havde ikke noget imod at hjælpe men han kunne ikke se nogen grund til det.

Hun undlod at svare på hans spørgsmål, imens hun tænkte over tingene. Han så ikke ud til at kunne rammes af hednes evne, han blødte men der var intet som gjorde hun kunne trække ind i hans hoved. Katlin måtte lægge to og to sammen.. Hun tænkte sig om..
"Fordi de udnytter at du ikke kan påvirkes af physikse evner. De vil bare tjekke din styrke til du helt udmattet og dør af blodmangel eller noget i den stil. Kan du ikke se det.?" Spurgte hun det var lige gået op for hende..

''Så kommer de til at vente meget længe. Jeg ved sgu ikke ligefrem hvad pokker der skal til for at jeg går død...''

Han så roligt på hende. Han vidste godt at han ikke kunne overtales gennem de logiske fakta, fordi han var bare nemmere at overtae med følelser og lignende. Han kiggede roligt på hende og han trak på skuldrende af hende.

''Sorry men jeg kan stadig ikke se hvad jeg skulle få ud af at hjælpe dig ud herfra, altså udover jeg ikke skal dræb dig.''

han grinede.

Hun satte sig op i en ruf, og tog sig lidt til maven af smerte.
"Ved du hvad det helt fint med mig så råden op hernede, når du kommer fri er der sikkert ikke flere tilbage som vil elske dig for de mord som du har begået." Katelins ord var kolde, men hun var tiltider ret god til at sige de rette ord når du skulle ramme ind underhuden på folk.
Katelin var ligeglad med smerten, hun rejste sig op og gik over i et andet hjørne og satte sig og stønnede kort af smerte. Hun klemte øjne hårdt sammen.

''Der er alligeve ikke nogen der elsker mig lige nu, så hvorfor skulle jeg lade mig røre af dette? Det er jo heller ikke mord det er at overleve... jeg kan vælge at dræbe dem jeg går op imd, eller selv dø eller lade alle dø...''

Han kiggede ganske roligt på hende. Han havde ikke haft nogen grund til at se det som værende mord det han begik for ham var det bare selvforsvar og overevese. Han kiggede roligt på hende.

''Så jeg kan bare slappe af her, og så er det dog mig og ikke bare ae mulige andre der er her.''

Katelin kiggede lidt på ham igen, og fnøs.
"Det der ihvertfald heller ingen som kommer til.." Svarede hun og kiggede væk fra ham og lænede hovedet tilbage og kiggede op i loftet.
Gør dig selv sårbar.., hviskede den stemme igen, og fik hende til at tage en kniv op af hendes støvle. Hun kigge ikke styre sin egen krop, og bladet var på vej ned imod hendes hud. Som om stemmen ville have Sajro til at vinde dette skøre løb, Katelin havde ingen kontrol.. Næsten ingen. Hun gispede kort, forhåbeligt var det nok til at få lidt op mærksomhed.. Selvom der ingen grund var til at hjælpe hende..