We need to work as a team, if we want to live.

S Havet på det største skib i en flåde, på omkring 10 skibe.
O Soldater som går rundt og holde vagt, derudover er der en masse fanger på de skibe der er i flåden.
Tid 19,30 om aften
V Det er ganske kølligt, men det er ved og trække op til uvejr.
P en Hvid Skjorte smadret, og et par lasede bukser.
Emnepartner @Delilah
”What should we do with the drukken sailor what Should We do with The druken Sailor.” Var den eneste lyd. Folk, havde givet de sidste to døgn. Dayne var personligt ved og blive sindssyg af det, hvor han bare ville væk fra det her sted, hvordan var han dog os havnet i dette problem til og starte med når jo, fordi han åbenbart skulle henrettes for ting, han ikke havde gjorde sammen med en masse andre engle og dæmoner som var på disse skibe, hvorfor ville folk os fange deres to racer sammen de var jo sindssyge disse folk. De viste udmærket at Dæmoner og engle ikke kunne sammen, de måtte vide der ville blive spildt blod så snart de fik fat i hinanden. Dayne sukkede svagt, hvorefter han åbnet hans mund.”SÅ HOLD DOG KÆFT, I HAR SYNGET I 2 DAGE OG I ER STADIG FANGER.” Råbte Dayne, hvorefter han selv forsætte med og prøve og få disse lænker låste op, han dirke derfor videre med dem, mens han kiggede sig omkring for at være sikker på han ikke blive opdaget. Dayne forsætte med det, mens man kunne høre vagterne tale og trække deres våben, hvor der bagefter lød et par brag. Hvor de så stoppet med og synge Dayne bed sig svagt i læbn, mens han forsætte med og prøve og komme ud af disse bånd. Han, havde studeret dem og vidste os, hvor de havde lagt folks udstyr. Dayne så over på en kvinde, der så ud til og ligge en plan os, hvorefter han kunne mærke vandet ramme skibet. Han ville få brug for mere, end sig selv for at komme tilbage til land, eller bare væk fra disse folk. Dayne fik dem endelig knirket op lige tidsnok til vagterne var gået forbi og skulle til og tag en ny runde.

Dayne sukkede svagt, hvorefter han fik dem op og så sig omkring første skulle han myrde nogen vagter så de ikke blive opdaget, derefter ville han tag den derfra. Han gemte sig kort efter bag en mur, hvor han bagefter listet over til Delilah, hvor han befriet hende tids nok til hun selv kunne komme i dækning, de kunne ikke kæmpe mod disse to dæmoner uden og få skibet skudt ned med mindre de angreb bagfra på samme tid, ”jeg har brug for din hjælp og du har sikkert os brug for min om vi vil det eller ej.” Kom det fra Dayne af, hvorefter han så på hende igen, ”vi må overaske vagterne slå dem ihjel og få fat i vores eget stof første inden vi, finder en måde og komme tilbage på land på, vi vil os ha behov for flere fanger heldigvis er der en masse her, så er du frisk.” Kom det fra Dayne af, hvor han lige meget hvad ville gøre sig klar selv.
//sorry den hurtig start, men got sidetracket.:9//

Det var længe siden hun havde dirket låsen op til sine håndjern. Hun havde derfor flettet de lange, slanke fingre ind i hinanden for at opretholde illusionen af at hun endnu var bundet, så hun kunne afvente det rigtige tidspunkt at 'slippe fri'. Desværre ramte lyden af en anden fyr der var igang med at åbne sine egne lænker hendes ører, og et dybt suk undslap hendes sammenknebne læber
Så meget for den plan. Hvis hun ikke gik med ham nu, ville de helt sikkert komme og tjekke andre fangers lænker, og det ville virkelig blive et problem for hende. Det problem udhviskede dog sig selv, da tåben valgte at gå hen og forsøge at befri hende - hvilket naturligvis var uden pointe, da hendes lænker allerede lå i hendes hænder og ikke om hendes hænder.
Det irriterede hende let at han gik ud fra at hun havde brug for hans hjælp. Hun kunne sikkert godt komme af og væk uden ham, men hun havde trods alt noget at leve for. Der var grænser for hvor idiotisk hun burde opføre sig, og så ville det sikkert være fint med en back-up. Så uden så meget som at blinke, besluttede hun sig for at hun lige så godt kunne slå kludene sammen med ham.

Hun stirrede på ham, som hun gled op i stående stilling. Hvad fanden snakkede han om? De skulle have stof? De skulle have fanger? Hvad fanden snakkede han om? Hendes øjenbryn rejste sig, og hendes arme lagde sig over kors. De dæmoniske, ildrøde øjne lå skeptisk på ham, og et smil sitrede ironisk om de blodrøde læber.
"Hvad fanden i helvede snakker du om? Vi skal sguda ikke have flere fanger. Vi kan åbne deres lænker. The end."
Lyden der kom over hendes læber var ikke meget højere end en hvisken, for vagtern marcherede troværdigt uden for døren. Men alligevel sydede den af let irritation - ikke så meget irritation over ham, som irritation over situationen, stedet og alt det lort hun igen havde rodet sig ud i.
Hun skubbede sig forbi ham, og sneg et lille stykke metal ud af baglommen. Den samme der havde dirket hendes egen lås op. Hun skubbede den ind i lænken til den nærmeste fange, og signalerede til ham om at gøre det samme. Hun efterlod ikke folk i stikken, uanset hvor lidt hun kunne lide dem eller deres race.

Da Dayne, havde hørte, hvad han selv havde sagt sukkede, han ”jeg mente bare vi skulle befri dem alle, derudover for vi behov for et skib for at komme tilbage mod land.” Dayne så hende bryde dem, fri, hvorefter Dayne bed sig i læben de skulle ha fat i deres udstyr inden de kunne komme helt videre, Dayne skule lige til og hjælpe hende med det, hvorefter han skynde sig over til døren, hvor han stod klar til den gik op. Dayne nikkede til kvinden for at sige at han ville ordne det her, hvis bare hun forsætte med og befri dem, Dayne kunne høre en stemme ude foran døren, hvorefter døren gik op og en enkel mand trådte ind, han fik lige præcis øje på Delilah der var i gang med og befriet de andre fanger. Idet samme han skulle til og råbe op og fange dem, greb Dayne fat om hans hals med de lænker han stadig, havde taget med sig, hvor han så lige så stille holde ham fast, inden mand lige så stille kunne se manden kæmpe imod, men til sidste, hvordan hans krop faldt. Dayne knækkede dog nakken på ham, bag efter da han ikke kunne kæmpe mere imod ham. Dayne træk derefter liget med sig over, hvorefter han træk sværdet ud fra ham. Han skulle bruge et våben inden han fik sit eget udstyr tilbage, derudover gjord det alt dette letter. Han hamret deres lænker over med sværdet, hvorefter alle folk lige så stille fik rejste sig op ingen af dem, var dog dumme nok til og storme frem, for at blive opdaget, hvilket gjorde Dayne lidt glad, idet mindste var disse mennesker ikke bare idioter det vidste han da nu. Dayne forsætte med og hjælpe dæmon kvinden, med og befri alle de fanger der stadig var fanget. Dayne greb fat i en af dem, hvorefter han signaleret til ham at holde øje med døren. Efterhånden som de var ved og blive færdig med det her, kunne de høre et kæmpe brag, hvor Dayne så op, dette skib var ikke det største eller mindste, så de kunne komme væk fra den store flåde, hvis bare de ku få styr på alle folk. Dayne fik bagefter gjorde tegn til dæmonen, ”vi tag dette skib ellers komme vi aldrig væk herfra.” Da Dayne, havde sagt det.Lød der et til brag, hvor lyden af stormen var helt klar og høre.
Dayne så over på kvinden, ”vi har behov for våben, hvis vi skal ha en chance for at tag os af disse vagter.” Lød det kort fra Dayne af, hvorefter han så over på dæmonen man, kunne sagtens se vildskaben i hans øjne, i forhold til mange andre var han ikke en man kunne regne ud, men lige nu ville han bare godt væk, lige meget, hvad havde han dog behov for hende. Dayne så på fangerne, ” i er frie mænd, men hvis vi ser på det så hvis vi vender tilbage til fastlandet, skal vi lide under konger og andre høje folk jeg gir jer en mulighed for at kaste det her væk og starte et nyt liv, hvor vi ikke skal bøje os for nogen, jeg vil gi jer muligheden for at når vi for skibet kan i tag tilbage, men hvis i ikke gør det vil vi skabe vores eget land, hvor alle folk lige meget, hvilken race og køn og rang i samfundet er lige.” Da det var sagt så han over på Delilah, ”jeg tag ned efter våben, deres rum burde ikke være så svært og finde, for så snart de opdager vi er frie synker de sikkert dette skib, men lige meget hvad vil jeg ikke drukne eller gi dem muligheden.
” Med de ord, bevægede Dayne sig over mod området, de holde deres våben. Han tog hurtigt hans jakke på og hans særlige handsker, med gemte knive på sig, hvorefter han sætte to sværd ned på hans side, til sidste træk han hans riffel på hans ryg, hvorefter han så hen mod de andre folk, som han gav signal til og tag alt med.

Da alle folk, havde fået deres våben, så Dayne sig omkring. lige tids nok til at en til vagt kom ned, og så dem fordi en af fangerne, havde glemt og lukke døren. Dayne løb mod ham og nået og spidde ham, dog ikke inden resten hørte hans råb og kom løbende ned.

Det ulmende røde blik lå bidende på englen da han vendte sig for at smutte ud af døren. Hun ønskede inderligt at han var blevet herinde - mest fordi hun ikke stolede på at en engel kunne klare job der ikke var for de blødsødne. Uanset hvor højt og dybt hun elskede Lailah, betød det ikke at pigebarnet ikke var blødsøden. Og selvfølgelig havde hun mødt 'tough' engle, men det virkede aldrig ægte.
Engle var ikke skabt til at være dæmoner. Dæmoner var skabt til at være dæmoner. Var det så svært at fatte?
Med et dybt, irriteret suk pustende ud af let adskilte, rødlige læber dirkede hun lydløst den næste lås op. Hun signalerede, som hun fortsatte igennem rækkerne, enkeltvis til dem om at forsøge at åbne andres låse når de var befriede. Det var da i hvert fald indtil en høj, klingende lyd brød stilheden. Hele hendes krop flød flere skridt tilbage, og hun gled ned i angrebsstilling. Så høj en lyd kunne ikke være god.
Men nej, det var den selvfølgelig ikke. Den var bare fuldstændig idiotisk.
Selvfølgelig havde fjerkræet valgt at smadre lænker - METALLÆNKER - med en fucking kæmpestort svær. Idiot! Det larmede allerhelvedes meget, afslørede med garanti deres position og at de var igang med noget rigtig, rigtig forkert. Hun havde mest af alt lyst til at slå sig selv i panden, for at demonstrere hvor dum hun synes han var.

Hun stirrede på ham med åben mund som han snakkede. Kæft hun havde lyst til at stikke ham en flad. Måske ville det slå ham ud, og hun behøvede ikke blive tortureret med hans ævl. Hun skulle kraftedme ikke ud og være øboer sammen med en flok tabere og psykiske freaks. Eller ham.
Hun skubbede den sidstes håndjern op, og med tynde, stramme læber stirrede hun misbilligende på ham der plaprede som om han var den nye konge af intet-land. Hun stirrede på ungerne der rustede sig op, som om de skulle i en krig. Var det gået op for dem at de var i overtal, og at de folk der rendte rundt ovenpå blot blev betalt for at være der - de havde ingen grund til at kæmpe. De ville springe over bord hvis de gav dem chancen, og så ville de have vundet.
Hvorfor skulle de gøre livet så meget mere besværligt for sig selv?
Hun havde stadig ikke bevæget sig, da vagten blev spiddet. Det her var SIMPELTHEN for latterligt. Omkring hende stormede diverse magiske væsner imod døren, brølende som var det den vigtigste krig i deres generation.
Kæft hvor fortjener de et wake-up call.
- Neco. Vær nu sød.
Idiotiske småbørn.
Hun snurrede irriteret en pistol om pegefingeren, klikkede sikringen af og vandrede lige så langsomt ud af døren, hvor det allerede flød med blod fra diverse skabninger og mennesker. I stedet for at blive en del af kampen på dækket, snurrede hun omkring og fortsatte imellem skud og klinger, op til kaptajnens hytte. Med et enkelt blik på hans chokerede blik placerede hun en kugle imellem hans øjne, og betragtede ham falde til jorden.
Hun kastede et enkelt blik ned på mængdens kæmpen, og lod dem tage sit eget slag dernede. Det var egentligt også unfair. Kaptajnen havde stået i sit nattøj og med kun en lille kniv i hånden.
Men hey, gjort var gjort.