Even though revenge may feel good, it is not always the answer. But if you want to fight, you have to do it the right way (Fortidsemne)

Emnet er tilegnet [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det havde været en forholdvis stille dag, ikke meget var sket. Hun havde haft et par enkelte møder, men ellers havde dagen forholdt sig stille og rolig. Det var ofte på dage som disse, hun enten træned de yngre børn. Hun var selv trænet i en ung alder, her begyndte hun sin træning i fem års alderen, mest af alt fordi det var flokkens tradition. Alle potentielle leder skulle trænes fra en ung alder, dette gjorde dem langt stærkere og derved langt mere egnet til at beskytte flokken. Selvom disse børn ikke var fremtidige ledere, så var træningen vigtig for dem. Dette ville gøre dem i stand til at forsvarer sig selv, og derved ikke være i farer. Dog brugte hun ikke sin tid på at træne med dem, i stedet vandrede hun rundt på sit territorium.
De var meget tætte på deres dyriske instinkter, hvilket også gjorde de markerede deres territorium som enhver anden ulv, i form af urin. Hvert punkt var markeret, så hvis dyr kom forbi eller andre væsner med gode sanser, så ville de straks være i stand til at lugte dette og derved vide stedet var optaget. Dog var det sket, at folk simpelthen ikke opdagede det og dette fik dem enten dræbt, eller blot straffet. Hun havde personligt selv stået for en del henrettelser, her blev de enten halshugget eller også blev det noget helt andet. Hun havde aldrig været en fan af henrettelserne, men de var nødvendige og når det kom til at beskytte sin flok, så ville hun gøre alt.

Som hun gik rundt, fik hun med et færten af noget anderledes. Der var mennesker, men der var også en anden shapeshifter involveret. Hun rynkede brynet og skyndte sig imod stedet. Normalt ville dette blive straffet, men synet der mødte hende, gav hende ikke just lysten til at straffe andre end de mennesker. For selvom knægten var på hendes territorium, så var det helt sikkert ikke hans egen skyld og derved skulle han ikke straffes. De to mænd derimod, de skulle straffes. Hun gik imod dem, og den ene fald for enden af hendes kniv, mens den anden mistede sin sjæl. Hun sugede den ud fra hans mund, og i det øjeblik blev hendes øjne helt sorte, før de igen blev normale og her vendte hun sin opmærksomhed imod den unge dreng.
Hun lagde hovedet på skrå "Er du okay?" spurgte hun, samtidig med hun lagde sværdet tilbage i sin skede. Det var ofte ikke den bedste fremtoning imod børn, specielt hvis man stod med knive eller andet lignende dette. Det var ikke sikkert om han var okay, hvis dette ikke var tilfældet så ville hun lade sin floks læge kigge på ham, og derved se om det kunne ordnes.

Han kunne ikke engang huske hvad der var sket. Han måtte havde gjort disse to mennesker så sure at de besluttede sig for at slæbe rundt på ham. Hans tøj var en laset trøje, som engang havde været en fin mørkegrå trøje, men nu havde den knapt nok ærmer og var revet halvt i stykker. Bukserne var beskidte af jord efter at være blevet trukket langs jorden og smidt rundt i græsset. Den ene holdte ham oppe mens den anden slog mod hans bryst. Han vred sig men nægtede at reagere på deres slag, selvom han skar en grimasse hver gang han blev slået. Han faldt også bare til jorden idet en kniv pludselig stak den ene. Han fik et blod-splatter i hovedet og kneb sine øjne lidt sammen.
Han brød sig ikke meget om synet af blod og det fik ham kun til at rejse sig og bakke lidt tilbage. Han havde overværet disse to mænd dø, og ikke af naturlige årsager. Men af de samme årsager som hans forældre formodentligt havde lidt af. Andre mennesker. Han sank let en klump og betragtede kvinden med lette skræmte øjne. Hvad hun gjorde var noget han aldrig havde set før, den måde hendes øjne havde ændret farve og manden pludselig faldt til jorden som en sæk kartofler der blev smidt. Han nikkede også bare til hendes spørgsmål, uden rigtig at turde sige et ord.
Hans arme var dækket af blå mærker og et sår på skulderen kunne spottes da hans trøje havde en fugtig blodpøl der. Han rejste sig forsigtigt op og studerede hende nærmere for så endelig efter noget tid at turde sige noget:” Hvad var det du gjorde ved ham den ene? Ikke ham du stak ned..” spurgte han og lagde ikke skjul på sin egen nysgerrighed. Han var trods alt et barn. Han så sig lidt om og vidste nu godt at det var hendes territorie, men det havde menneskene ikke kunne lugte.
”Jeg leder efter min søster, Harley. Hun forsvandt. Men kom tilbage… For at så at dræbe mine forældre… Formodentlig… det er hvad det ser ud til.” sagde han så roligt. Han havde en lettere voksen tone over sig, hvilket mest af alt var grundet hans evne med at være så lærenem. Bare efter en lille observation med menneskene havde han opsamlet begreber som et barn aldrig nogensinde kunne have fundet på at bruge. De store brune øjne kiggede op på hende, afventende på hvad hun havde at sige. Han følte at han havde sagt nok.

Som hun sugede mandens livsenergi ud, kunne hun føle hvordan hun selv blev stærkere. Det fyldte hende op, fik hende til at føle sig bedre, hurtigere og stærkere. Drengen foran hende var tydeligt skadet, de blå mærker talte meget for det. Hun lagde hovedet på skrå, og som han spurgte ind til hvad hun havde gjort, hævede hun øjenbrynet "Jeg sugede hans livsenergi ud, hvis en mand kan gøre sådan imod et barn, så fortjener han intet liv" ordende var hårde, men det var hvad hun gik efter. Man skulle ikke være ond imod børn, de var unge og uskyldige, hvilket de også skulle forblive. Denne dreng havde dog set ting, hvilket kunne spores i hans øjne. Ikke desto mindre skulle manden straffes, for han havde skadet en som ikke fortjente at blive skadet.
Hun lyttede med, specielt da han forklarede om sin søster. Hævn var en ting mange hungrede efter, men det skulle gøres ordenligt, ellers skulle det slet ikke gøres. Hun kendte selv til følelsen af at ville have hævn, tilbage i sine unge dage søgte hun selv hævn. Dette var efter mordet på sine forældre, et tab hun aldrig rigtig fik chancen for at sørge over, specielt ikke fordi der var så mange forventninger på hende. Hun skulle være en leder, så sorg havde hun ikke tid til.

Hun nikkede, lagde armene over kors og hævede øjenbrynet "Vi har ingen andre set, men jeg vil med glæde hjælpe dig med din søgen. Dog skal hævn gives ordenligt, og hvis du ønsker hævne dig på hende, så skal det ikke gøres halvhjertet" hun lagde hovedet på skrå "Du kan komme tilbage til min flok, du er en ene ulv og du mangler et hjem, så vi kan give dig et hjem" hun fik et spørgende udtryk frem i sine øjne, samtidig med hun betragtede ham nærgående.

Han så på hende og nikkede blot til det hun sagde. Han gik hen til manden og satte sig ved hans side, betragtede hans ansigt:” Så det er sådan de døde ser ud…” mumlede han let for sig selv inden han rettede sin opmærksomhed mod kvinden da hun talte til ham:” Livs…energi?” spurgte han en anelse nysgerrigt, men hurtigt fandt han selv meningen i det. Han lukkede mandens øjenlåg til, da han nu fandt det skræmmende. Så rejste han sig og nikkede kort inden han sagde:” Du beskyttede mig. Selvom jeg ikke er en af dine egne..” hans stemme lød en anelse taknemmelig, da han egentlig havde set frem til en lang række øretæver fra de to, nu døde, mennesker.
Han så på hende og et smil gled over hans læber da hun sagde at hun ville hjælpe ham. Han kunne tydeligt fornemme at hun var ham overlegen, så han bukkede underdanigt sit hoved. Men blev taget af overraskelse da han pludseligt hørte hende tilbyde ham et hjem. Lige siden hans eget hjem var blevet taget fra ham, havde han faktisk gået og søgt ly, hvilket havde resulteret i at han kort fik tilbudt mad af andre dyr i skoven. Men et hjem? Det havde ingen tilbudt ham.
Han så op på hende og som det unge og forladte barn han var, blev hans øjne fyldt med tårer. Tårer af glæde, tårer der sagde at hans søgen havde været ovre. Han gik hen til hende og slog armene om hendes ben. Hans arme, hans ben og generelt bare hele hans krop var mager, afkræftet af at han ikke havde fået næring nok. Han slap hende og så op på hende:” Undskyld.. Det er bare længe siden at nogen har vist mig så megen venlighed, siden…” han stoppede sig selv i at snakke da han stadig ikke var klar til det.
Han så ned i jorden og sank en klump, det var på tide at være en stor dreng, det var snart et år siden at han fandt dem:” Siden mine forældre forsvandt… Dyrene har hjulpet mig med mad på de værste dage.. Men ingen har tilbudt mig et hjem før..” han knugede sine hænder sammen og følte sig en anelse mere modig efter han havde sagt det. Han så op på hende med bestemte øjne inden han så sagde:” Jeg vil træne til at blive en af de stærkeste.. Så jeg kan finde hende og være stærk nok til at udøve retfærdigheden… Blood must have blod” sagde han så. Den sidste sætning forstod han ikke helt, men de dyr han havde snakket med om det, havde altid sagt det til ham inden de forlod ham. Han så afventende på hende, klar til at følge hende.

Hun gik på knæ, blot for at det ville være nemmere at snakke til ham "Inden i os, flyder der et stof. Det minder lidt om vores sjæl, man kan sige livsenergien holder en i live. Hvis livsenergien bliver fjernet, så dør man" forklarede hun. Normalt ville hun ikke havde kørt denne igennem overfor et barn, men denne knægt var klogere end hvad han så ud til, så han ville helt sikkert forstå hvad hun mente. Hun lagde hovedet på skrå, og sendte ham et smil "Selvfølgelig, vi er af samme slags....alle hjælper deres art og vi kunne jo ikke have sådan en stærk dreng som dig kom til skade" hun blinkede til ham, samtidig med der kom noget blidt over hendes udtrykke. Hun virkede nærmest moderlig, mest af alt fordi han var så ung og han fortjente bedre.
Hun klukkede og rystede på hovedet "Du behøver ikke bukke for mig" hun kløede ham i håret, netop som et drillende smil gled over hendes læber. Hun rejste sig op, dog fik synet af hans tårer hende til at stoppe. Hun rynkede brynet, men da han krammede hendes ben smilede hun kærligt. Hun strøg ham igennem håret. Hun havde intet imod dette, intet imod at han krammede hende. Det gjorde hende intet, og det viste blot at hun havde ret. Han havde været meget igennem, og han fortjente så meget mere end det han havde fået. Hun gik på knæ igen, blot for at komme ned i hans øjenhøjde "Du skal ikke undskylde, det er et basalt behov at ville ønske kontakt med andre. Du skal ikke undskylde for at ville ønske et kram, jeg vil med glæde give dig kram" hun slog armene omkring den unge dreng, samtidig med hun trykkede ham imod sit bryst.

Hun trak sig væk, og lyttede på hvad han sagde "Du er ufattelig stærk, du burde være stolt af dig selv, ikke mange ville kunne overleve hvad du har overlevet" hun strøg ham blidt ned over kinden, samtidig med hun sendte ham et blidt smil. Hun nikkede, knyttede sin hånd og slog den imod sit bryst "Det er rigtigt, du skal være stærk og kende din sande styrke, før du kan udøve den imod andre" hun løftede ham op i sine arme, her blot for at vise ham kærlighed, blot for at vise ham tryghed. Hun ville vise ham, at han ikke skulle være bange "men først tror jeg du skal have et bad, også noget at spise" hun blinkede med øjnene, og sammen gik de imod huset.
Modsat hvad han normalt ville gøre med forladte børn, så gav hun ham ikke væk. Hun gjorde som sine forældre, og tog ham til sig. Hun tog ham til sig som sit eget barn og hun ville også opfostre ham som sit eget barn. Hun tog ham hen til en kilde, hvor han her kunne bade sig og samtidig fik hun nogle til at hente noget rent tøj til ham. Selvom de ikke var bange for at være nøgne, så kunne de sagtens have tøj på