Invidia's no good, terrible, very bad day ~Kain (Fortidsemne)

Sted og tid: Et stort og gammelt hus i den finere del af Thunderrage District. For ti år siden
Tidspunkt: Tidlig formiddag/sen morgen
Omgivelser: Beskrives i emnet
Vejr: Koldt og frostklart, men som sædvanlig uden sne

Juniper vågnede med et skrig, badet i sin egen sved til trods for at rummet hun sov i var køligt. Hun satte sig op i et næsten mekanisk ryk og knugede om sin dyne i et anfald af meget gammel og alligevel meget skarp angst. Det var egentlig utroligt, hvad systematisk afstraffelse for dårlig adfærd kunne gøre ved en person, selvom det var så længe siden. Og selvom hendes tanker med relativt jævne mellemrum vandrede i retning af, hvad der mon var blevet af hendes søskende, tænkte hun faktisk relativt sjældent over faderens skæbne medmindre det fangede hende i øjeblikke som i nattens mareridt.
Det var slut nu. Der var ikke længere nogen, der sultede hende eller lukkede hende inde på steder, hvor minutterne føltes som år, fordi hun havde skuffet dem. Som det altid var tilfældet, når hendes tanker endelig trak i denne retning, var hun fanget mellem at ønske at faderen brændte i et eller andet koldt helvede et sted og, paradoksalt nok på, den anden side, den særegne ærefrygt og loyalitet, som tro disciple nærede for en religiøs leder.

Hun skubbede det fra sig. Fortiden var fortiden og det klædte hende ingenlunde at dvæle ved den. At sidde fast i gamle rutiner virkede så umådelig kedeligt, når der var andet, man kunne give sig til. Som sædvanlig lagde hun ud med at spise morgenmad. Et måltid, der nok ville have holdt de fleste kørende langt det meste af dagen og sandsynligvis kunne have fodret flere mennesker end denne unge pige, der hver morgen spiste som om hun aldrig havde set mad før og ikke var sikker på, at hun nogensinde ville komme til at spise igen.
Først da hendes, ofte langtrukne, morgenritualer var gennemført, forlod hun det lyse og rummelige værelse på husets øverste etage og tog trappen ned til den karkofoni af konstant larm, der var underetagen.

Juniper undrede sig egentlig over, hvor larmende det kunne være at være kunstner. Men et eller andet sted forestillede hun sig heller ikke, at Augustus Pygmalion, som hun havde boet hos det sidste par måneder, var helt normal. Ikke bare hvad kunstnere angik, men helt generelt, var hun faktisk overbevist om at manden var en eller anden grad af sindssyg.

Han lod aldrig til rigtig at sove og snakkede mere med sig selv end til samtlige andre mennesker i sit liv. Juniper havde en vag anelse om, at havde det ikke været lige netop hende, der var trådt ind i hans liv for nyligt, så ville han have været så opslugt af at få sin kunst ud af hovedet, at han ikke ville huske at spise overhovedet.


Selvom hans kunst var ret eftersøgt i nogle eksklusive kredse, havde han ry for at være så mærkværdig, at mange betragtede ham med en vis mængde frygt.
Hans kunst spændte fra gyseligt smuk på en måde, der vagte decideret ubehag til noget, der uden tvivl sagtens kunne have hængt i en kirke et sted. Han hævdede da også at have dekoreret kirkevægge før. Man kunne let se det. Hele den ene side af det store arbejdslokales vægge var dækket af forsøgene på at afbildede lysets gudinde, nogle af hvilke Juniper selv havde stået model for, til endeløs underholdning for dødssynden. Den anden ende var derimod dækket af dystre dommedagsagtige kunstværker. Et mere passende motiv for musen, end kunstneren selv havde nogen anelse om.

Rummet duftede skarpt og overvældende af maling og alt herinde virkede en anelse støvet til trods for, hvor mange gange her blev gjort rent. Nok på grund af, at resterne af diverse forsøg på billedhugning blev hængende i luften og sidenhen lagde sig som støv. Overalt lå halvfærdige eller forladte projekter på en så rodet og uoverskuelig måde, at man faktisk til tider var nødt til at passe på ikke at falde over et eller andet.
Det var let at spørger sig selv, hvordan i alverden Juniper var endt et sted som her. Midt i alt dette kaos sammen med en mand, der gik mere op i kunst end jordisk føde, men i bund og grund var han en nøgle til andre ting. For selvom han var neurotisk, indesluttet og til tider ubehagelig, så var han som oftest omgivet af finere mennesker.

Finere mennesker, som Juniper nu efterhånden havde skabt sig et netværk af og som holdt af overflod på et niveau, så det var ganske nemt for dem at vade direkte ud i fråseriet. Desuden underholdt det hende at se sin kæledyrskunstner smide penge ud af vinduet efter vildere og vildere projekter, der aldrig blev til noget reelt. Og selvom hans tiltrækning til hende, sandsynligvis, var rent æstetisk gik han meget langt i forsøget på at imponere hende, eller bare at sørge for, at hun var komfortabel. Selvom han var dygtig var han ikke lavet af penge. Juniper kunne kun gisne om, hvornår han ville have ruineret sig selv i forsøget på at opnå et niveau af overflod, der var hende passende.

Hun spankulerede gennem lokalet. Ret fornærmet over, at Pygmalions assistent ikke lod til at have lagt mærke til, at hun var oppe endnu. Ikke at hun på nogen måde holdt af knægten, men hans hundehvalpeagtige fascination af hende, morede hun sig kosteligt over, at han ikke lod til at ænse, at hun eksisterede i dag virkede….underligt.
Hun betragtede ham uimponeret, før hun vendte blikket mod sin kunstner, der med næsten paniske strøg var i gang med endnu et maleri.


Just as well. Hun havde ligget I det satans porcelænsbadekar i tre timer i går og, at være dækket af ædelsten helt til kravebenet sørgede måske nok for, at hun ikke var utildækket, men hun var blevet gennemkold. Normalt ville hun have sagt at et eller andet ikke var gengivet korrekt bare for at stikke til ham og se ham gå i panik, men lige denne skiltning havde hun absolut ikke nogen interesse i at skulle gøre om.
Opmærksomheden blev atter vendt imod kunstnerens assistent og hendes undren blev efterhånden til utålmodighed. Uden videre omsvøb omfavnede hun ham. Stillede sig så tæt ind til ham, som hun kunne komme til.

”You’re very cold today I think. How cruel of you.” Hendes ene mundvig trak opad i et skævt smil.

Juniper var som regel ikke typen, der overvejede ting særligt længe. Snare tværtimod og denne knægt var netop bare en knægt. Ikke nogen hun havde nogen reel interesse i som sådan. Hans velbefindende ragede hende af gode grunde mindre, end overvejelserne om, hvad hun havde tænkt sig at spise senere på dagen. Hell hun kunne lige så godt have overvejet at spise ham. Så var hans velbefindende ligesom redegjort for og kategoriseret som underordnet allerede der. Hvis ikke det var fordi, hun fandt hele situationen underlig, hvilket sagde en del, når man boede sammen med en kunstner, der havde ry for at være sindssyg, underlig burde være en dagligdagsting, havde hun nok afskrevet hele denne interaktion som værende spild af tid. På den anden side var spild hele hendes ting og for det tilfælles skyld, at der var tale om en eller anden, der var her med sit eget motiv, selvom det var svært for Juniper at finde på, hvad i alverden, det skulle være, så ville det nok være endnu mere spild af deres tid end hendes, hvis hun insisterede på at trække dem rundt i manegen. En ide, der, når alt kom til alt, egentligt forekom hende ret underholdende. Og selv, hvis knægten, som hun end ikke havde besværet sig med at lære navnet på, bare var sig selv, så var der værre ting at tage sig til på en ganske almindelig formiddag end at pine kærlighedssyge folk med, hvad de ikke engang reelt set var nok værd til at røre ved.
Lige nu virkede det dog mest til, at han var klar til at flygte fra hende ud af det nærmeste vindue. Ikke at han ikke skjulte det godt. For det gjorde han. Faktisk så bemærkelsesværdigt godt, at hans ubehag næppe kunne skyldes akavede underliggende følelser. Der var noget andet, der stak under her. Nu skulle hun bare finde ud af hvad.
Hvis hun rent faktisk formåede at overtænke noget lige nu, ville det næsten være første gang.
Men hun kunne lige så godt lege med imens. Hvis hvem end dette så viste sig at være allerede var ukomfortabel nu, kunne det hurtigt vidste sig at blive værre. Ikke at Juniper forstod, hvad der var at være ukomfortabel over. Åh well. Endnu en ting til listen over, hvad hun aldrig ville så meget som gide at forstå ved andre væsner.

”That might be the longest sentence you have ever spoken to me.” Det i sig selv var mistænkeligt.
Juniper henvendte sig til ham i samme lyse highpitchede tone, som normale mennesker ville anvende, når de snakkede med hundehvalpe eller babyer. I hendes øjne snakkede hun tydeligvis med en, der var hende langt underlegen. Så var det i for sig ligegyldigt om vedkommende var, hvem de så ud til at være eller ej.
Hun var stort set kun høflig, når hun mente at kunne få noget ud af det. Eller når det af en eller anden grund behagede hende at spille den rolle.
Hendes tonefald ændrede sig dog hurtigt. Antog i stedet en parodi på alvor.

”But then, of course you would suggest that I change, after all, for me to get into something new, this would have to come off first. Tell me, are you planning on dressing me yourself or just…watching?"

Hun overvejede kort simpelthen at smide den syrenlilla silkekåbe på gulvet, bare fordi. Hun besluttede dog at lade være. Mere fordi han næppe ville være det værd end for at skåne hans blufærdighed for noget som helst.

”No honestly I don’t think I need clothes. What I need is food. Uh and wine. Have it be warmed. Then I shouldn’t get cold.” Hun talte ikke til nogen specifik person, men mere sådan ud i lokalet, som om hun afgav en bestilling.
Hun vidste udmærket godt at nogen ville viderebringe det til køkkenet og så skulle der ellers arbejdes hurtigt. Ikke hendes problem.

I mellemtiden havde hun stadig en del at nå til bunds i, så hun slog en klo i kunstnerens uheldige assistent, linkede sin arm med hans og førte ham med sig ud af arbejdsværelset og videre gennem resten af huset.
Han havde ret, her var køligt. Huset var gammelt og selvom det var fint, var her også markant dårligt isoleret. Det trak. Hun brugte det som undskyldning for at gå lænet noget mere ind til ham end, hvad hun ellers ville have gjort. Bare fordi, det måske kunne fortælle hende noget om, hvad for en person hun havde med at gøre. Og for sjov.

For nogen tid gik de bare ned af de lange snørklede gange, der virkede til altid at henlægge i et dystert halvmørke. Sandsynligvis fordi direkte sollys ville kunne komme malerierne, der hang over alt til skade. Huset virkede i det hele taget sært faldefærdigt. Nemt at blive væk i. Hun burde bede Pygmalion om at få det hele renoveret. Se hvor hurtigt, det kunne sluge det sidste af hans formue, før hun forlod ham.

”So, can you tell me, why you most surely are not yourself today?” spurgte hun endelig. Sødt og kvidrende.

“What are you here for exactly? I want to know everything.” Det sidste ord trak hun ud. Det lå dog også underliggende, at når først han ikke længere var den mindste smule spændende, ville han have udtjent den smule værdig han nu engang havde. Hvilket som regel ikke var et godt sted at ende, når det var Juniper man havde med at gøre.

”After all…hard as it may be to face-” Her sukkede hun teatralsk: “-I do not think it is for me.”

”And yet…you seem to have come far from almost choking on your own spit if I just ask you for a glass of water…what was that two weeks ago?” Hun lo dæmpet, spindende.
Hun overvejede hans næste ord lidt. Tja, at han var ukomfortabel omkring det virkede det da meget in character. Måske var han bare sig selv. Om ikke andet havde hun ikke rent faktisk tænkt sig at strippe for ham. Hun anede ikke, hvem han var eller hvad han reelt ville, så det ville være mindst relativt dumt. Og hun var mange ting, men helt blank anså hun ikke for værende en af dem. ”You’re right, it wouldn’t be. Not that I really care, but I would probably have to take your eye at one point or another and that just leaves such an awful mess. Nobody wants that. Least of all you, I would wager.”
Han virkede meget meget ivrig efter at undslippe hende. Fornærmende egentlig. Som om han havde bedre ting at lave. Som om han ikke burde takke hende, hvis hun i kedsomhed besluttedesig for rent fysisk at træde på ham.

”You’re an artist’s assistant, not a kitchen servant, have some dignity,”
fnøs hun, inden hun, uden at lade ham komme med protester, trak af sted med ham.
Hun klikkede med tungen, forsøgte at finde tegn på løgn i hans ansigt. Hvis han løj skjulte han det godt. Han virkede lige så intetsigende som enhver anden arbejdersøn. Men det var han vel også nødt til, hvis han var her af mere lyssky årsager.

”Oh I think you know perfectly well, but we will get to that at some point or another I suppose.” Hun skulle bare være helt klar over, hvilke knapper, hun skulle trykke på, for at få ham til at bukke under og droppe sin facade. Som en resident irriterende yngre søsken, så hun det lidt som sit job at vide, hvordan hun kunne stikke en kæp i hjulet for andres planlægning. Det kunne også godt gå nu. Hun om nogen hadede at tabe og hun havde absolut ikke tænkt sig at tappe til, hvem end denne knægt, skulle forestille at være. Det var efterhånden mere end principsag end fordi, hun på nogen måde var bekymret for selv at komme til skade. Hun var mere eller mindre blot et eller andet halvmystisk pigebarn, der blev slæbt rundt på en eller andens arm og fra tid til anden formåede at fange nogens interesse. Hvem hun var, og hvad hun havde gjort, var der ikke nogen, der reelt vidste og det kunne derfor heller ikke være informationer om hende, han var her for. Men faktum var, at Augustus Pygmalion, når alt kom til alt, var hendes genstand at ødelægge og hun brød sig lidet om, at en anden potentielt kom her for at stjæle hendes legetøj.

”Oh, poor you,” sukkede hun uden meget overbevisning. ”Augustus isn’t exactly a reliable employer from what I’ve heard. Forgets to pay up. Or feed the people working for him. Which reminds me. Come. We should eat something or I might just faint right here.”

Uden videre omsvøb trak hun, ligesom tidligere, blot af sted med ham. Denne gang til sine private gemakker i overetagen. Højloftede lyst møblerede lokaler, der stadig ikke helt slap for, hvor meget det trak i det gamle hus. Kostbare vaser fulde af halvvisne eksotiske blomster stod placeret på mangt en overflade og bidrog til en sært begravelsesagtig lugt, der svagt hang i luften og for nuværende blev, ikke nødvendigvis helt appetitligt blandet med duften af en seks syv forskellige retter, der stod på et rundt mahognibord i midten af rummet.
Juniper smed sig uceremonielt i en stol og tog en tallerken. Så lidt rundt på udvalget, før hun begyndte at fylde sin tallerken. I sin tidlige barndom ville hun have spist hvad som helst, med fingrene og uden nogen omtanke for, om hun ville ende med at brænde sig. Tanken om at slippe for tomheden indeni sig selv, selv hvis det bare var i et minuts tid, havde forekommet dødssynden langt vigtigere end den skade hun potentielt kunne ende med at påføre sig selv. Den tid var ovre.

”Well. Eat something. There’s bit of everything so.”Hun slog ud med den ene hånd, imens hun med den anden var ved at skille hummerkød fra skjoldet med en gylden hummergaffel.

“Poor thing,” sagde hun, uden nogen reel varme eller mening bag ordene. De blå øjne blev kun koldere, da hun lagde mærke til, hvordan han agerede. De knyttede hænder. Væmmelsen der stod skrevet i hans ansigt. Anspændtheden. Hvad fuck skulle han egentlig? Var han blevet sendt af nogen? Var han anspændt, fordi han var blevet sent for at slå hende ihjel og han skulle til at gøre det lige om lidt? Han virkede ikke som typen, der kunne finde ud at slå noget ihjel, men på den anden side, det skulle folk, der var blevet hyret til den slags ting vel netop heller ikke se ud til at være i stand til. I guder. Han havde gået rundt her i flere måneder. Lige under næsen på hende og hun havde ikke lagt mærke til en skid. Alt hendes træning havde fejlet hende og hun kunne næsten mærke faderens skuffelse, vidste godt, at den straf der ville være kommet af at være faldet sådan af på den ikke ville have været specielt behageligt. Et øjeblik måtte hun rent fysisk anstrenge sig for ikke at krympe sig. I stedet spændte hun selv op i kroppen lukkede hånden stramt om skæftet på det skarpeste, hun lige kunne finde. En brødkniv var ikke just hendes sædvanlige segl, men det måtte kunne gøre det for nu. Hvis det var det, der betød, at hun kunne overleve, så ville hun absolut ikke kimse af det. Godt nok have hun visse standarder, men de røg lidt af bordet i en situation som denne.
For en tid studerede hun ham bare med den sære afklarethed, der nogle gange syntes at komme til hende før en kamp af den ene eller den anden art. Folk der havde været dumme nok til at udfordre hende til dueller på baggrund af deres hustruers ære eller sådan noget, men også bare helt tilbage til barndommens træning. Hovedmålet var at uskadeliggøre ham lige nu og så finde ud af, hvad fuck i helvede han i det hele taget lavede her. Det burde ikke være noget problem, at få ham til at tale, når han først manglede en finger. Et øje. Et eller andet. Den tid den sår. Det var sjældent, at hun blev ramt af disse følelser af panisk ubehag. Og, måske irrationelt, overbeviste hun ret hurtigt sig selv om, at når hun så endelig havde det sådan her, så måtte der være et eller andet om det. Hun kneb øjnene sammen, fulgte samtlige af knægtens bevægelser med øjnene et øjeblik længere. Og så kastede hun sig på det nærmeste henover bordet. Den lange lilla kåbe flagrede efter hende. Det måtte se sært ud. Næsten komisk, hvis ikke hun havde haft decideret mord i øjnene.

Hvis ikke han nåede at flytte sig, ville hun med alt sandsynlighed kollidere med ham, kaste dem begge ud af balance. Ikke tilfredsstillende for en, for hvem kampen altid havde haft en slags dansende natur.
Såfremt han nåede at flytte sig, ville hun stabilisere sig selv, genvinde balancen og kaste sig over ham igen.

”Now start explaining yourself or I’ll gut you. Who are you and who send you?”

Et triumferende smil tog gradvist form på hendes ansigt og kastede hendes ellers bløde træk i et nyt twistet og koldt lys. Hun lænede sig indover ham, således, at deres ansigter blot var få centimeter fra hinanden. På trods af smilet glødede de blå øjne af et had, der ikke var til at tage fejl af, nok lige så meget, fordi han var skyld i, at hun rent faktisk havde følt et øjebliks angst, som det faktum, at han potentielt ønskede at gøre hende reel skade. Brødkniven blev holdt med få millimeter fra knægtens ene øje. Den smule rystelse, der var at spore i hånden, der holdt om kniven skyldtes nærmere begejstring, en slags barnlig forventningens glæde, end at hun ville føle den mindste smule moralske pinsler ved at påføre knægten smerte. Hun justerede sin stilling, stirrede koncentreret på ham med et udtryk som en, der overvejede, hvordan et stykke kød bedst skulle skæres ud. Eksperimenterende flyttede hun kniven lidt rundt, nynnede dæmpet for sig selv. Hun havde tydeligvis ikke specielt travlt. Og så dog. Hun fik andre ting at tænke på, da hans ansigtstræk begyndte at ændre sig. Hun betragtede denne forandring med mere nysgerrighed end reel forvirring, for havde hun ikke netop gået og spekuleret på, at knægten ikke var, hvem han sagde han var? Nysgerrigheden blev gradvist erstattet af nye højder af begejstring og hun klappede i hænderne, som hans træk smeltede bort og blev erstattet af nogle, hun ikke ville kunne undgå at genkende selv efter ti år. De havde trods alt på flere punkter en slående lighed med hendes egne.
Uden et øjebliks tøven, bøjede hun sig ned og slikkede sin ældre bror hele vejen henover den ene kind. Man kunne måske have bildt sig ind, at dette havde et højere formål. At hun forsøgte at bekræfte hans identitet på en langt mere dyrisk facon. Via smag…duft et eller andet. Ak nej, selvom den yngre søsters smagsløg var særdeles veludviklede var der langt fra tale om noget sådant. Hun ville ikke have bekræfte hans identitet på nogen sådan måde. Snare skyldtes det, at hun vidste, at han ville hade det.
Hun rettede sig op igen og så ned på ham med øjne, der strålede som blå stjerner af morskab.

”Oh I should have known it was you, Invidia! You even scrowl like you used to. Haven’t changed a bit.” Hun prikkede ham på næsen.

“You really should have told me you were coming to visit me. I could have had them cook something more fitting for a reunion and not just…lunch. Ah well.”

Hun blev demonstrativt siddende.

“What use is moving if you won’t believe I have standards either way?
Besides you startled me something awful. Why are you here anyway? You sure you don’t want something to eat, you look a little off colour.” Der var ingen reel bekymring I hendes ansigt. Snare en hvis morskab over, at kunne vifte sin komfortabelt problemfri tilværelse i ansigtet på ham.

Før hun kunne nå at reagere blev en hånd lukket om hendes hals. Hårdt. Hun var sådan set ikke overrasket. Søskendeflokken havde aldrig ligefrem haft en historik af at behandle hinanden kærligt. Det gjorde hun jo heller ikke selv. På den måde var alt jo i for sig ved gamle. Hun ville gerne have kunne sige noget spydigt, men det var af gode grunde svært, når ens luftveje var blokeret. Hun vred sig i forsøget på at løsrive sig fra ham. Til sidst stak hun ham simpelthen en syngende lussing.
Såfremt det potentielle chok var nok til at få ham til at løsne grebet trak hun sig hovedkulds det sidste stykke væk fra ham. Hun rejste sig op, strakte sig katteagtigt og forsøgte at fremstå komplet upåvirket, imens hun tjekkede mærkerne efter hans fingre i et spejl, der hang på rummets ene væg.

”Sweet brother, you really must have missed me, to greet me that passionately after all those years and such a charming choice of words as well,” sagde hun og hendes ene mundvig trak opad I et skævt smil på trods af, at hun stadig var lettere åndeløs endsige øm. Sarkasmen var til at smage på, men et eller andet sted dybt ind i hende boblede hun af lykke. Hun var ikke den sidste tilbage. Ikke helt alene i en verden, hvor resten af befolkningen lige så godt kunne have været dukker i et dukkehus.

”Don’t worry. I missed you as well of course. I would say I’m glad to see you didn’t die without fathers recognition, but…then I remembered you didn’t have that in the first place, so really not much has changed for you has it?” Hun lagde ansigtet I sørgmodige folder, imens hun forsigtigt rettede på sit lange lyse hår.

”A job? Oh dear you. It can’t be paying very well. You look so gaunt and unhappy. Oh wait…that’s just your face.”

Juniper lo som en spindende kat. ”I would have thought that you of all people were well acquainted with the concept of sarcasm, Invidia. Hun delte broderens navn op I stavelser. Trak det ud, næsten syngende.

”Then again, the difference might be that you are entirely unpleaseable?” Foreslog hun og lagde hovedet på skrå med et næsten karikeret tænksomt udtryk.

”Perhaps you should find something else to find pleasure in, other than being better than others. Since it happens so rarely you know. Of course that could just be some odd form of masochism. But as the dutiful sister that I of course am, I feel that I should at least be a little concerned, no?” Der var intet I hendes ansigt, der afslørede bekymring. Snare det modsatte. Hun havde savnet at have en at stikke til på denne måde. Invidia og hans konstante stadie af utilfredshed var en utømmelig kilde af muligheder.

”And there are so many things for me to take pleasure in. So many things to taste.” Hun tog en bid lammekød marineret I honning og mynte fra en tallerken på bordet. Mistede hurtigt interessen for det og skyldede det ned med en slurk varm krydret vin, der efterhånden var mere lunken end reelt varm. Hun skar ansigt og satte skuffet vinglasset fra sig. Det var næppe heller det eneste der ville gå til spilde Sat til side som værende enten ikke godt nok eller simpelthen bare rent og skært uinteressant. Smidt for hundene i stedet for at gå til nogen, der kunne have haft brug for det kun for senere på dagen at blive erstattet af en lignende overflod.
Hun smed sig skødesløst i en stol, således at hun sad med ryggen lænet opad det ene armlæn og de lange ben dinglende udover det andet.

Hun betragtede broderen med et glimt i øjet.

”Well if Acedia grew up half as well as I did, I have no problem with the comparison. Besides I work smart not hard, sweet brother. Where exactly has that hard work gotten you anyway? It seems a sad bost that you have been here for longer than I, without accomplishing much of anything, now does it not?
And you could do so much if you didn’t constantly insist on making things harder for yourself. You have an agreeable face, when you don’t look like you just witnessed father praising Sup Sup instead of you again.”

Ved hans sidste kommentar tørrede hun blot munden af i kåbeærmet. Tydeligvis ret upåvirket.