I could teach you a thing or two. -Tatia

Tid: Fortidsemne. 1156
Tid på dagen: Middag
Omgivelser/Sted : Beskrevet / Udenfor pack-huset
Vejr: Gode varme briser med en lettere skyet himmel, dog gør varmen at man kan holde det ud.
Påklædning: Beskrevet
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Hun havde øvet hele dagen. Siden solen først stod op. Stædighed havde hun tydeligvis. Men det kunne ikke passe at hun skulle vippes på røven af dem der var yngre end hende. Nok havde hun mere udholdenhed end de fleste fordi hun kunne tilføje det boost. Det var stadigvæk ikke nok til at fuldføre færdighederne fuldkommen. Tatia brugte sin vrede, hvilket nok heller ikke var helt vildt fantastisk at gøre. Men hun var så vred, og en vrede hun ofte havde ufattelig svært ved at kontrollere. Hun holdt sig meget for sig selv. Efter hendes forældre var døde, havde hun ikke kunne se nogen mening. Fundet af shapeshifterne her i skoven, og nu var det hendes hjem. Dog alligevel følte hun sig så pokkers ensom. Måske var det derfor hun ikke gjorde sit bedste? Tankerne var mere frustrerende end vreden i sig selv. Hun skulle lige til at give op da hun hørte en stemme bag ved sig. Let drejede hun rundt.

Tatia tillod sig at puste lidt ud. Hun trak let på skulderen over hans kommentar. Hendes ansigt var uden mimik før efter lidt tid, så smittede smilet lidt af på hende. Han samlede en kæp op fra jorden. Let hævede hun overrasket på det ene bryn. Hendes ulveinstinkter var født meget tættere på hende end hendes menneskelige sommetider. Dog var det ikke dem hun skulle bruge nu. Hun ville starte med at prøve uden sin evne, men hvis hun skulle ende med at ydmyge sig selv, ville hun ændre på det. Endnu en af hans kommentarer fik hende til at ryste lidt kækt på hovedet.  Før hendes far døde havde han trænet hende i kamp og at jage, men ikke på samme form som de kæmpede her. Ikke på samme niveau. Tatia stillede sig klar.
"Kom an, handome" Svarede hun med samme drillende toneleje. Hun deltog normalt ikke i træningen ved packen. Hun fortrak at finde nogle fjender i skoven og slås imod dem. Hun havde sværdet til at ligge blødt i hendes hånd. Sværdet var en del af hendes arm og ikke blot et tilbehør. Hun svang det sværdet imod ham ved hans ene skulder. Fysiske kampe med næverne var hun ekspert i. Våben. Lad os sige der var plads til forbedringer, selvom det ikke var helt ring. Af en person som ikke var vokset op ved dem.

Hun vrissede irriteret da han gav hende et blidt slag på skulderen. Ja hun var aggressiv! Han skulle bare vide. Hun kunne mærke hendes blod koge. Tatia strammede grebet en anelse om sværdet. Hun hadede ikke at kunne forsvare sig selv eller andre for den sags skyld. Seth var død på grund af hende. Hendes far var død på grund af hende... sikkert også hendes mor. Tatias vrede og sorg var forbundet, men ingen kendte den. Så ingen kunne hjælpe hende. Hun pustede lidt ud, prøvede faktisk at kontrollere vreden. Det kunne ses på hendes vejrtrækning, hvor irriteret hun var. Hun hadede at tabe, hun hadede at være så vred og hadede generelt blot at være i sig selv nogen gange. Tatia prøvede endnu engang og fejlede endnu engang. Hun sukkede opgivende. Det var virkelig ikke hendes dag idag! Hun var dog for stædig til at kaste håndklædet i ringen.
"Tatia." Mumlede hun let. Ulven lagde på kanten til at springe ud. Ikke fysisk men i hendes opførsel. Hendes instinkter slog for alvor ind dengang han ramte hendes friehånd. Hun knyttede næven lidt efter og slog ud. Ramte kæppen. Slaget var med med hendes ulvs styrke. Det var tydeligt at se, hvor frustreret hun var. Men om det i virkeligheden var over kampen? Kæppen holdt det første slag. Hun slog igen og på samme tid lod hun et råb flyde ud  imellem hendes læber. Kæppen gav et knæk fra sig, og holdt vidst ikke meget længere. Hun blinkede kort overrasket af sin egen styrke. Så sank hun en klump. Kiggede væk da hun kunne mærke ganske få tårer prøve at presse sig ud. Hurtigt tørrede hun dem væk, og lukkede øjnene let i.
"Ge smak daun, gyon op nodotaim." Hviskede hun til sig selv gentagende gange. Dog brød blev hun blot frustreret over sin egen ynkelighed, og vreden besøgte hende hurtigt igen. Let tog hun sig til hovedet og strammede først hårdt grebet om sit sværd før hun lod det falde ud af hendes hånd. Hun knyttede sine hænder til at hendes klør nærmest gled let ud og skar hul i hendes håndflader, så blodet gled ud på hendes knorr. Så rystede hun på hovedet og vendte sig om imod shapeshifteren.
"Var det virkelig det værd?" Hendes øjne begyndte at lyse en smule rød. Mest fordi hun var tæt på at forvandle sig. Hendes ulve form var kridhvid med røde øjne. Hun var nok mest set i den form end sin menneskelige omkring andre, fordi hun fortrak at hun kunne løbe væk igen. Tatia prøvede, men vidste allerede det ville være håbløs. Hun havde brug for at slå løs på noget. Hendes opmærksomhed faldt på det nærmeste træ som hun slog på blot for at komme af med lidt. Alt den vrede. Hvor kun den fra?

Så det handlede om at prøve hendes grænser af? Hun slog blikket væk fra ham. Hun ville gøre noget men vidste ikke hvad. Hun blev trukket ud af sine tanker da han trak hende væk fra træet. Hendes ansigt ændrede sig ganske kort, fra noget vred til noget mere sårbart. Stille skiftede de røde øjne til blå. Det var som om, at hans kontakt med hende gjorde hende mere rolig. Den fysiske kontakt, øjenkontakten. Da han slap kunne hun mærke en ukendt kulde. Ikke en som hun kunne beskrive med ord. Så hun undlod det. Stille sank hun en klump da han kommenterede sværdets håndværk. Hendes ansigt viste hun ikke anede, hvilke følelser hun skulle tilsætte hans ord. Stille gik hun derover. Ikke for at angribe eller noget.
"Min far lavede det til mig." Sagde hun lettere tøvende. Der var en mere ro på hende nu. Det var som om at hendes nerver var dæmpet lidt af.
"Det eneste jeg bære rundt på, er min egen skyldfølelse." Sagde hun og lod blikket hvile på sit sværds klinge. Det var det sidste og det eneste der var tilbage fra hendes far. Hævntørsten var der stadigvæk. Selvom hun blot havde været ni år, så kunne hun huske deres ansigter så tydeligt. Arret på hendes kind, en fin lille flænge ellers, stammede fra det slag.
"Hvordan holder du dig så rolig. Jeg har prøvet hele mit liv, og den mindste ting giver mig lyst til at gå amok." Sagde hun så og slog lidt ud med armene imens hun trådte til siden. Vendte ryggen til ham. "Jeg mener, vrede er alt jeg kender til. Vrede og..." Hun kunne ikke engang få ordet savn udover sine læber, før tårerne pressede på hende igen. "Jeg er ynkelig.. wauw.." hun rystede på hovedet af sig selv. Mest af alt stod hun og brød sammen foran en hun ikke engang kendte navnet på. Hun havde set ham før, men hun havde aldrig snakket med ham eller fået præsenteret hans navn med ansigt til. "Du må synes, at jeg er den største tåbe. Ligesom Jesper og Peter," Ikke at hun gik op i hvad andre sagde om hende, men det var heller ikke ligefrem fordi de var specielt flinke. De prøvede blot at tirre hende, men ikke for at få noget ud af det andet end at hun blev vred. Så kunne de snakke om, hvor uegnet hun var til at være bagefter. Men hun hørte altid det hele. Let sank hun en klump og prøvede at se om hun kunne undgå at kigge på ham.

Hun fik et lille smil på læben.
"Tro mig, jeg er meget bedre i nærkamp end jeg er med våben." Sagde hun lidt overlegent. Men hun havde sine øjeblikke. Hånden på hendes skulder gjorde hun sank en klump. Endnu engang var hans hånd på hendes kind, og hun kunne ikke forklare det, men det gjorde hende tilpas... skabte en form for tryghed hun ikke havde oplevet længe. Hun rystede på hovedet.
"Selvfølgelig ikke. De to er nogle idioter. Det er du også, udover når du ikke forsøger at prikke til min vrede." Svarede hun en anelse drillende igen. Det var sjovt som hun følte sig åben omkring ham. Det havde taget Blake et år for at komme tæt på hende. Hun blinkede dog overraskende.
"Svag er vidst et meget stort begreb her når det kommer til stykket." Sagde hun med et lille suk. Hun lyttede til ham og pustede så let ud igen. Det fangede hende. Det var tydeligt i hendes øjne. En at relatere til, på trods af, at han ikke kendte hendes version af historien endnu. Så kunne man se, at hun lige pludselig følte sig alene. Wade. Hun sank atter en klump.
"Min mor døde da jeg var 5 år af en sygdom. Min far tog sig af mig derefter... jeg har altid haft nogle problemer med min vrede, med at styrer den indre ulv. Så da jeg var 9 år, løb jeg rundt i min ulveskikkelse inde i huset, på samme tid med der kom nogle jægere brydende ind." Hun stirrede ud i luften. "Min far ofrede sit liv for mit. Det eneste jeg fik ud af det var at få den ene af jægerne ned med nakken. Jeg kan huske ansigterne på de andre endnu. Alt jeg husker er hvordan de flåede ham fra hinanden." Fortalte hun og kiggede så over på Wade igen. Hun var kun ni år da hun dræbte for første gang. Lige siden havde hun været ødelagt. Han rakte hånden frem til hende, og hun var fristet til at tage den. Men af en eller anden grund ville hun gerne tættere på. Hun svang armene omkring ham. Så måtte han tænke hun var underlig eller ej. Men hvis han hænder på hendes kind kunne føles så behageligt, så kunne hun ikke forstille sig et kram med de stærke arme omkring hende. Han fik hende til at føle sig hjemme, en ting hun ikke havde gjort i 10 år.

Lidt efter gav hun slip og pustede lidt let ud.
"Hvad siger du til et kapløb ned til søen?" Spurgte hun. Naturligvis mente hun i sin ulveform. Søen lagde lidt ude foran deres område, men ikke langt. Plus det var virkelig et af de smukkeste områder i skoven. Hun sendte ham et lille udfordrende glimt. Hun virkede til at have givet slip på vreden. Det var fantastisk når det skete, så kunne hun bare slappe af og finde sig selv. Lige nu havde hun ingen planer om at slippe Wade af syne til hun havde fundet ud af, hvorfor det var at han kunne få hende ned på dette niveau, hvor hun ikke havde lyst til at rive hovedet af nogen.

Krammet blev mere intens og langt mere følelsesladet end hun havde forstillet sig. Det var sådan et kram, som man ikke ønskede at slippe nogensinde. Det skulle ende på et tidspunkt, men hvem sagde, at det ikke ville ske igen?
Tatia så afventende på ham, han overvejede det. Da han satte afsted, gjorde hun også. Hun var ufattelig hurtig til at skifte form når det kom til stykket jo. Hende krop havde ventet på, at hun ville lade ulven tage kontrol lidt. Det var ikke fordi hun var speciel svær at overse. Den kridhvide pels var meget i øjefaldende. Hun fik mere fart på, og så mere til hun overhalede ham. Søen var i syne. Han var dog den første af dem som skiftede tilbage. Tatia kiggede på ham med sine røde øjne. Hendes ulv var mindre end Wades, men heller ikke for lav. Der var mange som var en del mindre end hende. Måske havde det noget at gøre med hendes far havde haft en god stilling i packen før han fandt hendes moder, og forlod packen for at blive med den kvinde hans elskede, fordi hun kunne skifte til en kæmpe jaguar og ikke en ulv? Tatia kendte ikke til den historie med sine forældre. Hun havde aldrig nået at spørge. Så skiftede hun selv tilbage.

Lod blikket glide over på søen den så noget så fredfyldt ud.
"Yeah, det hører jeg ofte." Svarede hun på hans første kommentar, med et smil på sine læber. Let drejede hun sig om, og kiggede på ham igen.
"Jo. Det er jeg klar over. " Sagde hun blot og blinkede ganske kort da hun faktisk tog sig i at tjekke ham ud. Det var først nu hun lod mærke til det. Efter alt hendes vrede havde lagt sig fra hende, så bemærkede hun det. Hvor flot han var. Hun havde bemærket hans styrke  i krammet. Det tog kort pusten fra hende. For at finde noget andet at kigge på, så gik hun tættere på søen. Ganske kort kiggede hun på ham og hoppede så i søens vand. Lod det omfavne hendes krop. Det var sommer, vandet var varmt. Hun kom endelig op til overfladen med hovedet igen og lod sine hænder løbe henover sit hår. Så flyttede hun blikket over til Wade.
"Kom nu, vandet er skønt!" Sagde hun med et stort smil og plaskede lidt vand over imod ham for at drille. Hun så forventningsfuldt på ham. Vandet gik hende til lidt under kravebenet. Legende vippede hun hovedet på skrå. De var shapeshifters. Der var ikke noget de ikke havde set før. Hun var en af dem, som ikke tænkte dårligt om sit udseende. Så hun var ikke flov eller genert over sin krop.

Da hans hænder ramte hendes hofter slog det gnister i hende. Hun tog sig selv i at lade sin ryg falde imod hans brystkasse. Tatia lukkede blidt øjnene i, og sank en klump. Den intime stemning ændrede sig dog hurtigt, da han trak hende bagover og med ned under vandet. Hun fik et mindre chok. Da de kom op trådte hun en smule væk fra ham og plaskede vand over på ham. Grintet. Wades grin fik hende til at grine. Hun kom tættere på igen, og rystede kort på hovedet af ham. Til hun blev fanget igen. Fanget af hans øjne. Han placerede sin ene hånd på hendes skulder og den anden på hendes kind. Tatia blev stående, og så blot på ham. Sank kort en klump. Han kom tættere på hende. Hun lod sit blik glide ned på hans læber også.
Deres læber mødtes. Det gav et sus i hende. Det var længe siden, at hun havde følt noget så rigtigt. Hvis hun nogensinde havde. Tatia da haft en kæreste før, men denne følelse. Det her føltes så rigtigt i forhold til det andet. Det var ikke til at forklarer. Hun trådte selv tættere på ham af instinkt og hunger for mere. Da han slap hendes læber slog hun sine blå øjne op og kiggede ham i øjnene. Let sank hun en klump. Hun lagde en hånd på hans skulder som hurtigt blev nedover hans brystkasse, imens hun kun havde øjnene i hans. Stemningen var meget intim. Overraskende nok havde hun intet imod den.  Hun placerede sine læber imod hans denne gang. Hendes overkrop glidende op af hans. Følelsen. Trykheden. Dette kunne ske og være det nogle kaldte kærlighed ved første blik. Dog efter lidt så slap hun det også igen. Hun kiggede ham blot i øjnene. Hun virkede så uskyldig lige nu i forhold til da han først snakkede med hende i dag.
Pludselig fik hun et andet smil på læben, og sprang på ham. Så de væltede ned under vandet igen. Da de kom op til overfladen igen lo hun ganske kært.
"1-1." Sagde hun begejstret og bed sig ganske kort i læben. Begæret var der, og hun fangede sig selv i at stå og stirre ham i øjnene. Hun blinkede et par gange og slog blikket ned. Hun følte sig helt fri. Det var en følelse som hun troede, at hun aldrig skulle opleve. Let sank hun en klump.
"H.. Hvorfor føler jeg mig så tilpas i dit selskab?" Spurgte hun ganske mildt, trådte lidt tættere på ham igen. "Det er som en.. som en frihed. En trykhed.." Let sank hun nervøst en klump. Normalt snakkede hun ikke så dybt i følelser, men det var mystisk.

Et lille grin undslap hende da han sagde han skulle holde sig mere på vagt. Hurtigt blev stemningen hurtigt intens og intim igen. Måske havde det været hende måde at teste på, om det ville gå tilbage til det igen, fra sjov til intim. Nogle ville nok have blevet sure over opførslen. Wades ord fik hende til at ånde lettet ud og blinke et par gange med øjnene. Hun nåede ikke at sige noget før han løftede hende op. Grebet om hendes lår. Hun kiggede ham i øjnene da han sagde hendes navn. Det næste kys var anderledes. Vildskabet spredte sig. Ulvene havde leget uskyldige længe nok nu, og de ville være med. Tatia kunne mærke det. Begæret. Hun vidste hvad hun ville have, og det var ikke noget hun havde gjort sig umage for at gå efter før. Hun gengalte kysset med samme vildskab som han havde givet hende. Hun vidste ulve altid fandt sig en mage og blev med dem til den dag de døde, måske var den person Wade? Hun håbede inderst inde på det. Alt hendes væsen fokuserede på Wade, der var intet andet i hendes hoved lige nu. Følelsen var ny for hende. Den stak så dybt ned, at hun ikke anede, hvor den hørte til henne. Alt hun vidste var, at så længe hun var tæt på ham, så var tingene gode. Hun kendte ham knap nok, men dette vidste hun. Det føltes som om, at hun havde kendt ham så længe. Normalt kom hun slet ikke ud af det med andre end Niylah. Men Wade havde fundet vej ind under huden på hende, og nu ønskede hun ikke at give slip. Hvordan kunne man blive afhængig af nogle så hurtigt? Det burde ikke være muligt, og alligevel var det.  Hun lagde sine arme omkring hans nakke. Hendes kys blev mere og mere lidenskabelige, men ulven slap aldrig sin vildskab.

Hun var ligeglad med, hvad folk ville tænke. Hun kunne ikke engang selv tænke ligenu. Hvert eneste kys, hvert eneste blik, berøring sendte hende dybere og dybere ind i paradis. Men hvordan? Hvordan kunne der komme en person komme ind i ens liv, og med et blik. Ganske få ord, få hende til at føle sig så åben. Så tryk og så sikker i sine handlinger. Tatia lod ham.


Han løftede hende i sine arme. Normalt. Normalt ville hun ikke lade nogle bære rundt på hende, måske Blake, hvis hun var nok skadet. Hun var alt for stædig og selvstændig til den slags, men Wade. Wade lod hun bærer sig tilbage til lejren. Hun havde hovedet imod hans brystkasse, imens hun bare slappede af. Da de ankom til lejeren satte han hende ned. Hun lod ham tage hans hånd. Hun havde ikke lyst til at slippe kontakten til hans hud. Ikke endnu. Tatia gik med ham op til hans værelse og lod ham finde noget tøj til dem. Hun hoppede i et par sorte shorts og en kortærmet trøje. Han lagde hænderne om hendes skuldre og trak hende ind imod sig. Tatia lyttede skam til hans ord. Træne hende. Det mindede hende om, at hun havde glemt sit sværd i skoven. Pyt det måtte hun hente senere. Hun kunne ikke andet end at smile. Det var alligevel længe siden. Tatia trænede i ulveform med Raksha, men i nærkamp med sværd ville hun hellere end gerne træne med Wade, hun ville helt klart få mere ud af det end at blive tæsket af Peter og Jesper. Bogstavligtalt. Niylah havde haft fat i dem godt nok, men stadigvæk.
"Lad mig se." Hun lukkede nydende øjnene da hans læber ramte hendes hals.
"Jamen så må du jo hellere lærer mig et par ting eller to." Svarede hun med et smil.

Pludselig ændrede det sig. Hun blev trukket med ud, ikke at hun ikke fulgte med for det gjorde hun. Hun slap Wade da han satte sig ved ulven. Hun kiggede hen imod retningen blodsporerne førte. Hun knurrede let. Vreden vendte tilbage pludselig. Hun trådte et skridt frem men blev stoppet af Peter.
"Flyt dig." Vrissede hun af ham og skubbede ham til side. Så satte hun i løb, aktiverede hendes evne der gjorde at hun valgte at bruge en vandrefalks hurtighed. 325 km i timen, lidt efter hun havde sat i løb. Hurtigere end nogle af de andre ulve kunne følge med hende. Det var impulsivt og dumt, men nu stod hun her. Hun havnede ved jægerne.
"Dig." Sagde den ene. Hun vendte blikket over imod lyden. Tatia knurrede voldsomt. Minderne flashede for hendes øjne da hendes far havde reddet hende fra dem. Børnene var bundet til et træ bagved jægerne.
"Lad dem gå." Sagde hun og sank en klump. "Ligeså stædig som dine forældre er man ikke?" Spurgte han hånene. Hun så undrene på ham. Hvor kendte han hendes mor fra?
"Vidste du ikke det? Vi dræbte din far, vi dræbte din mor. Du dræbte vores bror." Hun trak let på den ene skulder.
"Han skulle ikke være gået ind i mit hus." Vrissede hun og sank en klump. Hun bemærkede de andre som trak deres våben og sigtede på hende.
"Hvad siger i til. At lade ungerne gå, så får i mig i stedet for." Hun vidste de andre ulve var på vej. Hun regnede med de kunne hører hende. Hvis de kunne, så kunne hun måske overraske angriberne. Hun var træt, hendes evne tærrede på hende når det kom til styrke og hurtighed.
"Du forhandler ikke med os dukke. Vi forslår blot at vi tager jer allesammen." Han løftede en finger og en pil fløj igennem luften og ramte hende i den ene arm da hun nåede at flytte sig lidt. Hun rev pilen ud og satte i løb frem. Hun kunne stadigvæk nå en vandrefalks topfart, men også lidt under. Tatia greb fat i kraven på den ene af jægerne og kastede ham i jorden så hårdt hun kunne. Så brækkede hun nakken på ham. En ny pil ramte hende i skulderen bagfra. Hun skar en grimasse og kom på benene igen. En af jægerne fik hende dog til at holde igen. Holdt en kniv for struben af en af børnene.
"Ned på knæ." Råbte den ene jæger. "Hænderne om bagved hovedet." Tilføjede han med samme høje stemme. Tatia lod sig falde ned på knæ. Tøvende tog hun hænderne om bagved hovedet. Jægeren fik over til Tatia i stedet for børnene. Han satte sig på hug foran hende.
"Hvorfor kommer de andre ikke løbende? Måske sendte de kun hende Dave." Sagde en af de andre. Jægeren foran hende vendte hovedet til. Nok til at Tatia lænede sig frem og bed fast om hans ører, blot for at bide det af. Hun spyttede det ud på jorden. Han skreg. Tatia var ved at rejse sig op da han tog hævn og hamrede kniven i hendes lår. Hun fik et chok hvilket relaterede til hun kort gav et klynk fra sig. Der var ganske få jægere tilbage. Hvis ulvene var der, ville de sagtens kunne overmande dem. Hun gav jægeren en skalde så han væltede om og fik sig kæmpet op at stå. Hun humpede hen til der hvor børnene var bundet. Her trak hun kniven op af sit lår og skar rebet de var bundet med op.
"Hold jer bagved mig." Sagde hun til dem og børnene nikkede. Tatia havde Wades fært, hvilket gjorde hende beroliget. For hun vidste, han var i nærheden. Hun vidste hun ikke var alene.

Hun løftede hovedet til siden da Wade stormede ud. Hendes muskler slappede af da han holdt ved hende og hun gengalte kort kysset. Hun så ham i øjnene dybt og roligt. Det var som om, at nu kunne de ikke andet end at vinde dette slag. Tatia nikkede til ham og de fortsatte deres kampe. Hun havde fået fingre i ham som havde dræbt hendes forældre. Skrig lød da hun først flåede hans ene arm.. så den næste til han var besvimet af smerten. Hun tog sig til sit ben da smerten ramte hende igen. Vrede og smerte kunne vælges til, hvilken en skulle vises først.

Hendes blik søgte efter Wade. Der var han. Hun sank let en klump da hun så han gik over imod en af de mindre jægere. Hendes vrede sagde dræb dem alle, men hendes fornuft sagt, de havde fået deres hævn. Så hun humpede derover. Let lagde hun en hånd på hans skulder, hvilket kunne være dumt ved en vred ulv.
"jus drein jus daun." Sagde hun og lagde sin hånd om hans kæbe for at vende hans ansigt imod hendes. "Det er nok nu." Sagde hun så, og lagde en hånd oven på hans, hvor han holdt sværdet i håb om, at hun kunne få ham til at sænke det. Så vendte hun blikket imod drengen imens.
"Lad det her være en advarsel, noter gerne. Hvis vi ser dig her igen. Så ender du ligesom ham." Hun pegede hen på manden hun havde flået fra hinanden.
"Han kan fortælle de andre jægere, hvad der sker når de angriber nogle af os." Sagde hun til Wade men kiggede på drengen. Hun sendte drengen et nik til at løbe afsted. Det kunne være risikabelt, men unge mennesker lærte hurtigere sommetider. Tatia vendte sig rundt, og kiggede ud på de slagtede jægere. Derfor var hun bedst i kamp ude i feltet, her kunne hun tænke og ikke spekulere på, hvad andre syntes.
"Du er en aggressiv kriger. Din vrede er din styrke og din svaghed.." Citerede hun noget af de første han havde sagt til hende. Derpå kyssede hun ham blidt.

"Lad os komme hjem." Sagde nogle af de andre og begyndte at gå. Tatia sank en klump og trådte et skridt frem. Hun skar ansigt. Det var ikke så mange dage siden Niylah havde sagt Men sådan burde det ikke være!  Jeg ved du har været såret dybt endda, men det burde ikke være om at overleve...livet burde være om mere end bare at overleve Det havde fået hende til at tænke bare lidt. Hun undgik smerten til den til sidst skar igennem hendes ansigt og afslørede sig. Hun lod sig vælte ind imod Wade her. Hun var ikke typen som ville vise svaghed, men hun vil heller ikke gemme sine følelser for Wade. Deres mission var lykkedes. Børnene var i sikkerhed. De havde ikke mistet nogle. Ikke modsat jægerne. Ganske få af deres såret. Skaderne fra pilene på hendes arm var minimale i forhold til den ved hendes ben. Hun skulle nok klare den ingen tvivl om det. Det regnede hun i hvert fald med. Hendes følelser for Wade gjorde hun stolte blindt på ham allerede nu. Fordi de havde en unik forbindelse til hinanden, som gjorde de forstod hinanden. Tatia turde derfor godt at vise ham, at hun var i smerte. Da hun havde stødt på Niylah den anden dag med sine skader. Så havde hun påstået at være okay og gemt smerten til side, men hendes måde at agere overfor Wade var anderledes.

Da han sagde hun var hans svaghed, fik det hende til at blinke let med øjnene overrasket. Dog ikke negativt overrasket. Et smil sneg sig kærligt op på hendes læber imens han lod sin hånd glide igennem hendes hår.
Han holdt om hende, hvilket var en letteste for hende. Hun behøvede ikke engang at gå for at føle at hun kom hjem. Hun behøvede blot at stå her. Stå her i hans favn. Modigt. Det var dumt, ikke modigt. Hendes impulser var løbet af med hende.
"Min evne slog ind. Normalt løber jeg ikke så hurtigt afsted." Sagde hun til sit forsvar med et lille kækt grin. Dog stoppede med sit kække grin efter hans sidste sætning. Det fik hende til at få en anelse mere seriøsitet over sig.
"Jeg ville ikke kunne klare tanken om at miste dig heller." Svarede hun ham så ærligt. Han støttede hende i  at gå, og det gik glimrende. Følelsen af smerte var langtfra ny, men den blev erstattet lidt af en ny følelse af en sikkerhed.  Han kyssede hendes pande. Hun smilte stort efterfulgt af et lille grin.
"Det er fordi, at de ved, at med den rette motivation kan jeg sagtens slå dem." Svarede hun med et skævt smil. "Jeg burde egentlig takke dem. For alle de bank og tæsk. Det har virkelig gjort mig mere stædig." Sagde hun en anelse ironisk. Det var ikke fordi lejren var stille når de to havde tæsket nogle. De sagde bare aldrig navn, men de var altid så stolte lige til Niylah fik fat i dem.

Endelig! Endelig kom de tilbage til huset. Hun kom op til hans værelse, med anstrengelse, men det lykkedes! Lidt stolt var man vel i det øjeblik.  Hun blev lagt på hans seng.
"Yeah, det er jeg helt enig i." Svarede hun og nikkede til ham. Hun kiggede efter ham da han smuttede afsted. Hun gav et suk fra sig og satte sig op for at kigge på sit ben.
"Du er simpelthen så dygtig Tatia." Mumlede hun irriteret af sig selv. Måske skulle hun give Jesper og Peter noget tæsk en af de kommende dage, så skulle de bare se.
Da han kom tilbage med en lille kop var hendes første tanke Raksha. Hun lod Wade smøre blodet på hendes sår, og det var altid imponerende at se, hvordan de sår hun havde fået healede. Tatia så en anelse forvirret på ham da han spurgte, hvad hun syntes om Raksha.
"Jeg har nogle trænings kampe med hende som ulv, og i nærkamp. Hun er god i kamp.. men du tænker mere personligt ikke?" Spurgte hun og vippede hovedet på skrå.
"Altså, hun virker meget flink. Vi taler mest om impulskontrol. Men jeg kan se hun tænker det bedste for alle her. Hvorfor da?" Spurgte hun nysgerrigt. Hun kunne rulle sine skuldre på plads og lagde en hånd henover det sår der ikke længere var på hendes ben. Så tog hun koppen fra ham.
"Tag din trøje af." Sagde hun og så ham direkte i øjnene. Hun ville lade ham stå lidt undrende på hendes sætning til hun få lo en anelse. "Jeg så dig blive ramt af en pil i skulderen. Hvis mine sår skal fikses, så skal dine også." Sagde hun og vippede hovedet en anelse på skrå. "Eller jeg kan også bare selv gøre det. Det skal ikke komme an på det." Sagde hun så. Hun fik sat sig op og fik sat sig på sine knæ. Hun så ham i øjnene. Ventede på om han fortrak selv at gøre det eller om hun skulle. Realistiskset behøvede han ikke at tage sin trøje af for hun kunne gøre det, det var bare til egen fornøjelse.

Hun vidste at Niylah så Raksha og Wade som sine børn. Det betød ikke, at de så hinanden som søstre. Let sank hun en klump og lagde en hånd på hans kind imens hun prøvede at få øjenkontakt med ham.
"Kan er et stort ord. Hvis jeg siger til mig selv, at jeg ikke kan... så kan jeg ikke. Hvis jeg siger jeg kan, så kan jeg. " Sagde hun og sank let en klump. At lukke nogle ind var aldrig nemt, ikke medmindre man virkelig følte, at man kendte dem fra første øjekast.
"Da jeg var lille havde vi den her leg mig og en af mine barndomsveninder alle mulige lege. Selvom jeg kun var fem, så kan jeg tydeligt huske dem. Nogle dage efter stoppede hende og hendes familie med at dukke op. Du vil aldrig kunne erstatte din egen familie. Du har en søster du ikke kan finde, du ikke aner hvor er. Jeg ved, hvor alle dem jeg elsker er. Men jeg ved, hvor svært det er at lukke nogle ind, det tager tid." Sagde hun med den anden hånd på hjertet. Det var hendes ord, de var ikke taget ud af nogen bog.  "Efter mine forældre døde og jeg gik rundt alene.. i fire år før jeg stødte ind i en anden form for pack. Dog ikke shapeshifters eller andet. Jeg mødte en person jeg kalder min bror nu. Jeg tog frivilligt derfra." Grunden var ikke noget de behøvede at diskutere nu. Hendes følelse over ikke at kunne føle sig hjemme nogensteder dengang havde jaget hende igennem hele livet.
"Uden at gøre det til en snak om mig. Så tag den tid du skal bruge. Noget siger mig hun ikke er typen der giver op før hendes mål er nået." Sagde hun med et lille skævt smil på læben, og slap hans kind.

I det mindste tog han det roligt og lænede sig ind imod hende. Hun hævede lidt spillende på det ene øjenbryn. Han rakte armene op i luften. Hun satte koppen fra sig og lod sine hænder glide op langs hans overkrop, gribe fat i stoffet for at trække det væk fra ham. Det var ingen hemmelighed, at synet var en bonus i det hele taget. Hun hævede et seriøst blik af ham da han sagde det bare var en lille skræmme.
"En lille skade vokser sig stor nogle gange. Vi har alle prøvet værre end de skader fra den her kamp." Svarede hun ham blot og sendte ham et varmt smil. "Hvor tror du jeg har mit motto fra`" Spurgte hun lidt tilføjende, men valgte ikke at gå i mere detalje omkring det.  Hun tog noget af blodet på to fingre og lagde det på hans sår, og så healings processen. Det var imponerende alligevel.

Tatia nåede lige at sætte koppen fra sig inden han vendte sig imod hende igen. Hånden lagt på hendes kind som om, at den ejede en plads der - og det gjorde den.  Let lagde hun sin hånd over hans. Det var ikke muligt at få den tættere på hendes hud, men hun ville ikke have ham til at give slip. Kysset på hendes læber ændrede dog hurtigt hendes greb om hans hånd og det løsnede sig i det korte øjebliks svaghed.  Han var hendes nye svaghed, og det ville nok tage lidt tid før hun vendte sig til denne nye fantastiske følelse der strømmede igennem hende.  Kroppen imod hendes, og hun løftede sine arme op da han greb ved hendes trøje over hendes hoved. Han løftede hende op. Det var ganske uskyldigt. Deres måde at agere på overfor hinanden var så uskyldig og romantisk, man kunne ikke andet end at elske den. Hun mødte sengen imod sin ryg igen, og lå blot med ham. Hun lod sin hånd glide henover hans overkrop imens hun så ham i øjnene. Han prøvede at sige noget, og hun kneb øjnene en anelse. Nysgerrig på, hvad det egentlig var, at han prøvede at formulere.  Jeg elsker dig. Tatia Ordene slog benene væk under hende. Hun havde aldrig havde hørt fra andre end sine forældre. Ord som hun aldrig havde hørt i en anden sammenhæng. Det var tydeligt på hende at det ikke var en negativ reaktion. Hendes reaktion var overrasket, men på den måde hvor hendes smil ikke kunne forklare hendes læber.
"Wade... Jeg elsker også dig." Sagde hun så og kiggede op på ham med strålende øjne. Så kyssede hun ham ganske kort.

"Det har været en lang dag... og jeg har et sidste ønske." Sagde hun så og kiggede ham i øjnene. Let sank hun en klump. Måske var hun lettere nervøs omkring det hun ønskede. Ikke fordi, at hun troede det var for meget, men på den anden side kunne det også virke for meget. Det kunne ses på hendes øjne at hun var lettere nervøs, måske fordi, at han fik hende til at være sig selv, ingen maske, bare være den hun var.
"Det eneste jeg ønsker er, at falde i søvn her.. i dine arme.. og vågne op ved din side igen med dig ved min side." Sagde hun så og så afventende på ham. "Jeg har aldrig følt jeg havde et sikkert sted at lande.. et sted jeg følte jeg var hjemme.. Indtil nu." Sagde hun og så ham i øjnene.
"Goodnight my sweet love." Sagde hun så lidt efter og kyssede ham godnat. Varmen fra hans krop fik hende til at falde i søvn hurtigt. Aldrig havde hun faldet i søvn så hurtigt alligevel.

Den næste morgen vågnede hun stille op. Hun kiggede imod væggen. Havde det som om, at gårsdagen havde været en drøm. En fantastisk drøm. Hun havde det dejlig tilpas varmt, og så opdagede hun, hvor varmen kom fra. Hun vendte sig forsigtigt om og betragtede hans ansigt. Hun nærstuderede ham i hans søvn. Presset imod hans bryst kunne hun indånde hans duft endnu engang. Hendes fingre fulgte hulheden under brystbenet og gled ned indtil hun mærkede hans brystmuskler der hævede og sænkede sig. Det var virkeligt. Det havde ikke blot været en drøm. Hun kunne mærke smilet på sine læber glide op til hendes øjne.