A New Meting - Tatia

Tid: 10:30
Dag: Torsdag
Vejr: Solrigt og lunt, med en svag vesten vind.
Sted: midten af skoven i en lysning
Omgivelser: en lille dam, bæk, natur og skov

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Kira kom flyvende i sin hvide ugleskikkelse. I klørerne bar hun en pose, som indeholdte noget tøj og de urteposer, som hun regnede med at fylde. Hun viste at urterne var i denne lysning og der burde være nok ellers måtte hun videre til en anden i den nordlige del af skoven, men hun viste at det var tæt på den flok som levede der og hun var ikke helt sikker på hvordan de havde det med gæster.
Hun landede og skiftede over til menneskeform, hvor hun skyndte sig at trække en støvblå kåbe på og bandt skærfet inden hun fandt et par af redskaberne frem og begyndte at samle en af urterne ved dammens kant. Da hun havde taget en fjerdedel af bestanden, pakkede hun dem i posen og gik videre til den næste urt. Sådan forsatte hun stille og roligt. Hendes øre lyttede efter tegn på andre i området. Hun var i gang med den tredje urt, da hun hørte vingeslag og så op. En hvid ugle landede på en sten foran hende og en rolig tuden lød fra den. Kira smilede og gav en rolig tuden igen, samtidig rakte hun hånden frem og strøg blidt ned over uglens fjerdragt.

Det var ikke fordi hun normalt tog så tideligt hjemmefra, men hun havde brug for at mærke den friske luft og morgensolen som gerne ville slikke hendes hud. Det var rart. Tatia tog en dyb indånding og lod alle sanserne arbejde med hende. Det var fantastisk, befriende - og ikke fordi hun ligefrem var fanget. Der var mange ting der rørte på sig, både af gode og dårlige. Hun nærmede sig den lille dam, den var ikke specielt langt væk fra hvor hun boede - men langt nok væk til at det tog et par minutter at gå til lysningen. Tatia var klædt i et par shorts og en top som egentlig sad til på hendes krop - ikke for stramt dog. Man var ligeså stille begyndt at kunne se, at den gravide mave var på vej til at blive bare lidt tydelig. Hvilket hun egentlig morede sig ret meget med. Smilet dansede op på hendes læber, til hun fandt en skikkelse ved dammen. Der var en som var nået derhen før hende. Tatia stop kort og så personen an, til hun besluttede sig for, at shapeshifteren nok ikke var til den store fare. Hun virkede ikke til det, som hun sad og kælede for en fugl. Tatia gik hen til dammen og satte sig på en sten ikke ret langt fra kvinden. Tatias mørke lokker var sat op i en hestehale. Hun satte sig på en lidt større sten et lille stykke fra vandet, så hun kunne se på det skinne i solens stråler.
"Det er et smukt syn ikke sandt," sagde Tatia så med et smil mens hun så på vandet.

Kira for op med et skrig og forvandlede sig omgående til sin ugleskikkelse og fløj op i det nærmeste træ, inden hun så ned på kvinden som havde skræmt hende.
Kåben lå på jorden og skærfet var gledet op da Kira havde forvandlet sig. Den anden ugle var ligeledes gået på vingerne og landede ved siden af Kira. De to var næsten ikke til at se forskel på, bortset fra at Kira sad og rystede af forskrækkelse. Den anden ugle kom med en del uhu lyde, den forsøgte at få Kira til at falde tilro. Kira lagde sit hoved lidt på skrå og så kvinden an, imens hun lyttede til sin vens beroligende ord.

Pigen blev forvandlede sig i sit chok, hvilket fik Tatia til at grine lidt kort - ikke for at være nedladende dog. Det var sjovt, hvor lidt der skulle til for at aktivere nogles forvandlinger. Tatia var ikke typen der tænkte noget dårligt om andre shapeshiftere, hun var jo vokset op i en flok med andre shapeshiftere.
"Jeg er her ikke for at gøre dig noget, det lover jeg," lovede Tatia og så på uglen med et skævt smil. Let lod hun de røde øjne glide frem fra hendes indre ulv, for at vise pigen - at Tatia selv var shapeshifter. Det var måske heller ikke ligefrem fordi ,at Tatias ulveform ville være noget at vise til en skræmt pige - så var det måske okay ikke at kunne skifte form. Tatia glædede sig til at kunne skifte form igen, men hun nød også følelsen af udviklen med det lille vidunder i sin mave. "Det er det mest fantastiske vejr længe," tilføjede hun og tog en dyb indånding.
"Du behøver ikke skjule dig i din form, jeg ved du er en shapeshifter.. ligesom mig," sagde hun så lidt efter.

Uglen puffede lidt til Kira *Hun ser ud til at være god nok. Og hun skifter ikke form inden for de næste mange måner.* Kira så på sin lære og nikkede, hvorefter hun fløjned ved siden af kåben. Her skiftede hun tilbage til menneske og tog kåben på igen. Hendes blik var undersøgende og faldt på den lette runding ved maven. Kira satte sig på huk og så nærmere på kvinden. "Undskyld jeg spørger, men kan det passe at du bære på et nyt liv?" Kira lagde hovedet let på skrå, en vane hun havde når hun var nysgerrig.

Tatia rynkede let på sine øjenbryn, som den ene ugle puffede til den anden. Det mindede hende om, at hun havde mistet Gona på vejen. Den lille ulveunge hende og Vincent havde reddet. Kort rejste hun sig op og så ud mod skoven, ventede på den lille hvalp ville komme luntende. Dog kom han ikke frem, og pigen besluttede sig for at joine Tatias selskab, hvilket fik hende til at smile lettere skævt. Tatia skar let tænder over spørgsmålet og kneb en anelse undrende på øjnene.
"Det var meget direkte, af en der skiftede direkte i sin skikkelse, ved lyden af min stemme først," startede hun med en lettere drillende grimasse, "men jo, det er rigtig nok," tilføjede hun og trak let på den ene skulder.
"Jeg må alligevel indrømme, at dit dyr er meget praktisk i tilfælde af angreb," sagde hun så med et svagt skævt smil. Det var altid det med Tatia, at hun tænkte på om der måske var en eller anden fare i nærheden.
"Mit navn er Tatia forresten. Nu når du ved så meget om mig allerede, burde du også vide mit navn," sagde hun med et lettere legende toneleje. Snart kom den lille ulve unge løbende hen imod Tatia. "oh.. og det her er Gona," tilføjede hun så med en mild latter inden hun løftede den glade ulveunge op.

Kira stak hoved en smule til sig og mumlede ”Undskyld.” Hun lyste dog lidt op igen, da kvinden talte om hvor praktisk hendes dyr var. Og da kvinden præsenterede sig, smilede Kira og bøjede hovedet som en hilsen. ”Mit navn er Kira. Min far sagde altid at jeg var god til at bedømme andres tilstand, måske er det på grund af alt det Una har lært mig.” Da Hun nævnet navnet kom uglen flyvende ned og landede blidt på hendes knæ og så roligt på Tatia. Kira strøg fingerspidserne blidt ned over Unas fjer og Una lukkede sine gule øjne halvt. ”Hun er der altid, når jeg har brug for hjælp af den ene eller anden retning. Far fortalte mig om den nat hvor hun første gang viste sig for os. Jeg var ikke mere end tre dage gammel, og Una viste interesse for mig. Da hun så at far forvandlede sig til sin hvide kronhjort, var hun sikker i sin sag om at dele sin viden med mig. Far kaldte hende altid for den velsignede.” Kira stivnede da hun så ulveungen og hendes blik blev nervøst. Hun var før blevet angrebet af ulve, og hvis en unge løb rundt her, måtte resten af flokken være i nærheden. Hun begyndte at ryste, men turde ikke flytte sig. Una havde ligesom Kira øjnene på ungen og de nærmeste omgivelser. Kira tvang sig til at spørge med let rystende stemme. ”Ved du hvor resten af flokken er? Er de tæt på?”

Tatia rystede let på hovedet.
"Ingen grund til at undskylde, du har intet gjort galt," mindede Tatia kvinden om, med et skævt smil. Kira hed pigen. Det var altid rart at få navne på folk som befandt sig i skoven som hende, hvis hun skulle løbe ind i hende igen. Una, navnet fik hende til at se kort undrende ud, men da uglen landede på Kiras knæ gav det hele pludselig mening. Tatia så at Kira var forskrækket over Gonas optræden ved dem, men det undrende hende. Hvem kunne være bange for en ulveunge?
"Resten af flokken er død. Jeg reddede med nød og næppe Gona er fra jægere.. der angreb ulvene for deres tænder," fortalte hun og så ned på den klynkende Gona. Det var nok det værste ved det, Gona forstod Tatia.
"Har du haft mange ubehagelige oplevelser med ulve? Du må næsten være fra den vestlige del af skoven? Eller nordlige, men der er flest ulve vest på. The black hounds har både kæmpe ulve og normale ulve - shapeshifters selvfølgelig.. men brutale krigere både som menneske og dyr." sagde hun og så en anelse nysgerrigt mod Kira.
"Hvad du virkelig burde være bekymret for i skoven, er folk som ikke er shapeshifters. Jægerne herude er ligeglad hvilket dyr du er, de ved du er shapeshifter - og de tager hvad de ser, død eller i live," advarede Tatia og kneb så let øjnene. Det var bare den barske sandhed ved verdenen. Tatia havde været en del af The black hounds, de var barske men ikke noget hun ville være bekymret for i forhold til andre shapeshifters. De havde taget Kaeden ind den gang også Audrey samt Nora - som egentlig ikke havde noget med den verden at gøre , på dette tidspunkt.

Kira stoppede med at ryste og så forfærdet på Tatia. ”Forfærdeligt. Stakkels unge.” Et medfølende blik kom over hendes øjne, hun havde selv redet forskellige dyr og deres unger, som var efterladte og såret efter at jægere havde raseret forskellige steder i skoven. Men af en eller anden grund var de aldrig kommet tætter på hytten end en dags rejse. ”Jeg bor i den vestlige del af skoven. I et område som nærmest er ufremkommelig for mange. Det var altid far, som sørgede for at hente mad og urter udefra. Mor blev altid i området. Så jeg har altid troet at skoven beskyttede os. Selvfølgelig var der en del forskellige dyr, og selv om der ind imellem var nogle rovdyr iblandt dem, så var det som om at den del af skoven hvor vi boede, var et helligt sted for dem. Der var aldrig angreb eller kampe af nogen art.” Hun så bekymret på ungen og ville ønske at hun var lidt mere modig. ”Jeg har skam set nogle af disse jægere, både her i skoven og andre steder. Jeg har også set hvordan de behandler shapeshifters som de har taget i live.” En tåre gled ned over hendes kind. ”De behandler dem være en slaver og dyr.” Hun tørrede tåren væk og så igen over på ungen. ”Den lille stakkel må savne sine forældre noget så forfærdeligt. Jeg ved det ikke er retfærdigt over for den, at jeg blev bange. Men jeg er før blevet angrebet af en flok, fordi de troede at jeg ville stjæle ungerne. De lod mig ikke engang forklar mig, men angreb omgående. Normalt kan jeg nå at forklare mig, da jeg kan forstå mange dyr, men netop ulvesproget har jeg endnu ikke lært.”

Det var ganske synd for Gona, og folkene bag havde betalt med deres liv. Men det behøvede den forsigtige shapeshifter foran Tatia ikke at vide. Tatia kneb øjnene overrasket da kvinden sagde, at hun boede i den vestlige del.
"Den vestlige del, så må du kende til the black hounds.. det en stor flok.. i midten af den vestlige del.. fyldt med kæmpe ulve.. ulve.. jeg har boede der i nogle år," svarede hun og sank en klump. "Well, du har været heldig. Vold er ellers ingen ting man normalt undgår herude," tilføjede hun og sank en klump. Det var alligevel utroligt, hvis Kira kunne have undgået kampen i alle de år herude. På sin side ville Tatia ønske, at hun var vokset op med den sikkerhed. At nogle havde beskyttet hende imod bare en brøkdel af den ondskab verden havde vist hende. På den anden side var hun glad for hun var klar over, hvad verden var i stand til at udsætte en for.
"At se jægerne er en ting.. at opleve på egen hud hvad de gør, er noget andet." Svarede hun uden egentlig at tænke videre over det. Tatia så ned på Gona, som tydeligvis kunne mærke samtalen om jægere ikke var noget positivt. "Tro mig du har kun set en brøkdel af hvad de er i stand til.. derfor hold dig fra den østlige del af skoven.. ellers kommer du til det.." advarede Tatia kvinden. Det var ikke ligefrem fordi, at Tatia regnede med at den flyviske og bange shapeshifter foran hende ville overleve et sekund i arenaen. Være tvunget til at slå ihjel for sjovs skyld, og hvis du ikke gjorde det - så blev du dræbt.
"Det gør han.. men det hjælper at kunne forstå ham.. så føler han sig ikke så alene," svarede Tatia og lod sin næse møde Gonas. "Tro mig.. ulve er meget beskyttende omkring deres familier.. alle mine instinkter gør allerede sig klar til at gøre alt for at sikre mine omgivelser.." og dermed afslørede hun sin shapeshifter form. Medmindre Kira ikke havde fanget pointen. "Når en ulv har set dig som en trussel.. så kan man ikke ændre dens mening.." tilføjede Tatia og trak let på den ene skulder. Det var en ting Tatia vidste alt om.

Kiras øjne blev store og hun begyndte at dirre, da hun hørte Tatias ord. Hendes mund åbnede og lukkede sig et par gange uden at der kom en lyd over læberne, så sank hun en gang og tvang sig selv til at slappe lidt af. Ordene var lave og nærmede sig en hvisken, dog tydelig nok til at Tatia kunne høre det.
"Så din skikkelse er en ulv?" Kira havde samlet hænderne i skødet, og ventede med en smule rædsel på hvad Tatia nu ville gøre.
"Og hvordan ser du så mig? Sikkert som et nemt bytte." Det sidste var en tanke, som kom ud som en hvisken. Hun overvejede sine muligheder for at komme hjem i live, og viste at de ikke ville være store hvis Tatia besluttede sig for at skifteform så tæt på hende.

Et fnøs forlod Tatias løber, da hun kunne hører Kiras hjerte banke hurtigere. Let løftede hun på øjenbrynene og satte Gona ned.
"Ikke helt rigtigt. Jeg er en kæmpe ulv, men tæt nok på," svarede hun og lavede en lille grimasse. Frygten var ikke ny for hende, og dog. Det var underligt at se en shapeshifter frygte hende så meget. På en skikkelse. Tatia hev vejret stille ind mellem læberne og vippede hovedet lidt på højkant.
"Et nemt bytte helt sikkert. Du for bange for alle i verden er onde imod dig. Men jeg jager ikke mine egne. Vi shapeshifters ikke kanibaler," pointerede Tatia og kneb øjnene lidt. "Desuden du behøver ikke frygte min dyreform. Gravide shapeshiftere kan ikke skifte form i perioden.. og du har ikke givet mig en grund til at ville af med dig.. så hvad frygter du helt præcis?" Spurgte Tatia undrende. "Jeg kan ikke rigtig finde ud af om du er naiv, eller hvad det er.. men at komme her ud.. midt i skoven og være bange for en anden shapeshifter.. som ikke ligefrem har rettet en kniv imod dig eller noget.. så må du være bare lidt mindre uvidende.. eller noget andet.. levet livet i fuldbeskyttelse? Imens vi andre har kæmpet for overlevelsen ligesiden vi kunne gå?" Tatias filter var ikke ligefrem noget der fandtes, og nu var ordene allerede sluppet udover læberne.

Kira sukkede og lukkede øjnene. Sammen med nogle dybe vejrtrækninger tvang hun sig til at falde til ro. Derpå åbnede hun øjnene og så på Tatia.
"Jeg har levet alene i lidt over syv år, og før det, var det kun mine forældre som jeg kendte." Hun rejste sig og forsatte. "Du har ret i at jeg ikke burde frygte andre shapeshifter, men det kan altså være lidt svært, når man er blevet jaget rundt. Jeg bor i den yderste del af det vestlige område af skoven. Et område, hvor den flok du nævnte ikke kommer. Jeg gætter på at mine forældre muligvis havde forhandlet sig frem til området. Men jeg er ikke sikker, eftersom jeg ikke har set noget til flokken. Det sker at der kommer et par stykker forbi, men de har altid forsat deres tur uden at tage særlig notits af hytten."

Tatia kneb øjnene lidt og tog egentlig ikke øjnene fra shapeshifteren foran sig. Gona holdt sig på afstand af hende, og tæt mod Tatia. De havde tydeligvis allerede et godt solidt bånd til hinanden.
"Hvis du bliver jagtet rundt må du jo have gjort et eller andet?" konstanterede Tatia og kneb øjnene let sammen. Niylah havde ikke nævnt noget om et helligt område, men nu passede flokken også for det meste deres egen grund. "Flokken passer sig selv, vi er ikke blodtørstige dræbere.. vi dræber når vi er nød til det, jeg ved ikke hvad du har hørt.. men vi er krigere, der er en forskel," pointerede Tatia meget kraftigt og tog et skridt længere frem.
"Hvis jeg ønskede dig død kunne jeg dræbe dig på et sekund.. men så havde jeg gjort det længe inden jeg snakkede til dig. Jeg har ingen grundt og jeg er ubevæbnet, så bare rolig," sagde Tatia så.

"Det eneste jeg har gjort, er nok at samle urter uden tilladelse på deres område." Hun kløede sig lidt i nakken. "Men det har altid været i udkanten, og aldrig mere end et par skridt ind. De har set mig gøre det, men har ikke gjort andet en at knurre. Og så har jeg altid trukket mig." Hun så på Tatia.
"Nej. Den flok som har jaget mig mest har været flokken fra det nordlige område. De er åbenbart mere arrige omkring ukendte folk eller væsener. Det samme har til tider været tilfældet i den sydlige del." Hun lyttede til Tatias sidste ord og nikkede forstående. Hun var slet ikke i tvivl om ærligheden i det.
"Jeg tror på dig. Og må give dig ret i at jeg har levet for indelukket. Jeg vil prøve og se hvad jeg kan gøre for at komme på god eller forstående fod med den flok som er i det vestlige område."

Ligemeget hvilken forklaring Kira forsøgte sig med, virkede det blot til at gøre Tatia en anelse mere irriteret. Eller måske var det fordi, at det virkede til Kira kastede skylden over på folk som Tatia kendte.
"Min bror angriber ikke uden grund.. samme med Luna.. naturligvis er det ikke de eneste flokke som befinder sig i skoven.. og Luna er ikke ulv.. Blakes flok er blandet," svarede hun det sidste mest til sig selv dog.
"I tider som disse.. hvem vil ikke frygte en ukendt person på sin grund?" Spurgte Tatia så Kira for at sætte tingene ind fra en anden vinkel.
"Hvis du var fremmed på min grund ville du dø på et øjekast," pointerede hun og kneb øjnene lidt. "Hvis du vil holde en god samtale med Niylah.. min tideligere alfa.. så skal du blot nævne mit navn.. Tatia.. så burde de reagere mildere.. det samme hvis du render ind i Blake nordpå eller Luna sydpå.. eller ander steder.. dog kan jeg ikke love alle er lige glade for for mig," måtte Tatia så alligevel indrømme.

Kira trak hovedet ned imellem skulderne ved Tatias ord og sænkede blikket. Hun kunne fornemme at det her var ved at gå galt. Hun var rigtigt nok van til at leve for sig selv i ro og fred. Men kvinden her havde ret, hun var for nervøs for alt og alle. Hun nikkede stille, da Tatia fortalte hende at hun blot skulle nævne navnet, hvis hun vil holde sig på god fod med de andre. Men hun sagde intet, frygten var begyndt at skylde ind over hende på ny, så hun kæmpede med at holde den væk.
Da hun endelig talte var ordene stille, men anderledes end før.
"Du har ret... Jeg bør lære mere om de forskellige shapeshifter. Og jeg bør tale med i hvert fald en af flokkene her i skoven. Har levet isoleret for længe... Må lære noget om det virkelige liv. Beklager hvis jeg har været... for barnlig..." Hun så kort op på Tatia med et undskyldende blik, inden hun vendte sig om og samlede urterne sammen. Da de var i de rigtige poser, sukkede hun indvendigt. Hvorfor havde hendes forældre holdt hende skjult på den måde? En tåre gled ned over hendes kind som vendte væk fra Tatia. Hun tørrede den hurtigt væk. Hun måtte finde ud af nogle ting og håbede ikke at hun allrede havde lavet for meget rav i det.

Tatia lyttede opmærksomt til shapeshifteren og var egentlig bare opmærksom på hende. Det var ikke ligefrem fordi, at Tatia regnede med at kvinden pludselig ville angribe. Tvært imod virkede hun nærmere harmløs.
"Barnlig? Hvad betyder det udtryk?" Spurgte Tatia undrende. Det var ikke ligefrem en vending hun brugte eller blev brugt meget. Let rystede hun dog blot på hovedet af sit eget spørgsmål. Der var aldrig tvivl om at Tatia havde et meget stærkt blik, og hun forstod ikke den 'svaghed' mange kaldte normaliteten. Faktisk var det normale ikke ret meget af det hun kendte til. Hun kendte til den grusomme del af verden, og det var egentlig først nu, at hun var begyndt at få mere smag af den gode del. Alt godt kom til dem der kæmpede for det, ikke sandt? "Hvis du tager ind til byen er shapeshifter ikke ligeså frie som herude. Her skifter vi form når vi vil, vi jager og lever - håber på ikke at blive fanget. Prøver at undgå frygten. Derinde i byen bliver du spærret inde, du kan ikke bare skifte form frem og tilbage. Det bedre herude, meget bedre," fortalte Tatia så. Nok mere sin egen mening end egentlig fakta.

Hun rejste sig op og så på Tatia.
"Barnlig betyder at man opføe sig som et barn, selv om man ikke er det." Hun lyttede til det Tatia fortalte om livet i byen og blev letter overrasket.
nejede kort, men høfligt for Tatia.
"Jeg takker for dine råd, og vil huske dem." Hendes øjne var lidt bekymret, men venlige og forstående.
Hun overvejede kort hvad hun kunne gøre som tak. Hun sendte Tatia et varmt smil.
"Må jeg byde på mad og drikke hjemme hos mig? Det er godt nok et par timers gåtur. Men jeg kan også tilbyde overnatning, hvis du ønsker det."