This is the hunt - Niylah - Rey - Tatia -

S: Niylahs flok
T: Middag
V: Solskin
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emne mellem: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] , Blake, Rey & Tatia

---

Det var alligevel ved at være et år siden han havde set Tatia sidst. Hun havde det godt ved Niylahs flok. Beta og det hele. Han var stolt af sin lillesøster, også selvom han i sidste ende ønskede at hun var ved ham i stedet for. Det var altid hende der kom til ham når det var, men denne gang valgte han at opsøge hende. Blake havde aldrig sat sine fødder på Niylahs territorium. Så han anede faktisk ikke, hvor mange gange han var nævnt. Lige nu var det også lige gyldigt, han ville bare gerne se Tatia. Hun havde fortalt ham, hvordan der så ud, og hvordan husene lå. Så selvfølgelig gik han efter det billed i hans hoved. Folk stirrede lettere blank på ham. Han gik ikke ligefrem som om at han ejede stedet, men han var alfa af sin flok. Han var ikke sløset i sine bevægelser eller usikker på nogen måde. Han vidste skam, hvad han stod for. Han gik direkte imod der hvor Tatia havde beskrevet hun boede.. eller næsten. Han fulgte hendes fært. Lidt håbede på, at han fulgte rigtig. Han kendte til hendes forhold til denne Wade, og nu vil han bare lige se Tatia. Så kunne hun være beskyttende storebror bagefter. Det var hans plan, lige nu. Han ville egentlig gerne møde denne berømte Wade.. den berømte Niylah som havde taget sin elskede søster til sig. Blake bemærkede øjnene i nakken på ham. Det irriterede ham, men han valgte at lukke det ude. Lidt endnu i hvert fald. Han var her ikke for at starte en krig. Han skulle lige til at placere sin hånd på dørhåndtaget. Han bemærkede der ingen var da han lyttede ekstra godt efter.

Et suk forlod let hans læber og han slap forsigtigt håndtaget.
"Hun er ude med Rosalie. Det ved du da, jeg tror ikke Wade bliver glad for at se dig der." Var der en bagved ham som sagde. Blake drejede hovedet og knurrede en anelse, hvilket tydeligvis gav pigebarnet et mindre chok. De kongeblå øjne glødede en anelse før de i selvbeherskelse trak sig tilbage. For hans skyld kunne Wade komme an, hvis han ville forhindre ham i at se Tatia. Han løftede hagen let og så på pigen der smuttede afsted. Han vidste ikke hvorfor han blev talt til, som om, at han havde stået her i flere timer eller dage. En person i det fjerne opfangede hans opmærksomhed. En kvinde. Udfra holdningen kunne han fornemme en hvis styrke. Let vendte han fonten imod hende og gik imod hende. Det måtte være Niylah. Blake gik ikke over til hende som en mand der havde gjort noget forkert. Han gik derover som han var gået ind i lejren. Målbevidst og stolt. Han havde snerret af en af Niylahs medlemmer, men kun fordi, at han ikke følte han fik den respekt han fortjente.
"Du må være Niylah. Jeg har hørt meget om dig." Sagde han og gav hende et anerkendende nik.

Blake havde taget Rey med sig. Hvor tøsen blev af vidste han dog ikke. Havde han gået så målrettet imod stedet, at han faktisk havde mistet hende på vejen? Han rystede tanken ud af hovedet dengang Niylah kom imod ham også. En som lignede ham på en prik. Spændende. Det ville han se før at han troede det.
"Tatia har det med at fange folks opmærksomhed." Kommenterede han med et lille drillende smil. Så sank han en klump ganske kort. Nu havde han heller ikke præsenteret sig eller været her før, måske hun vidste hvem han var så snart han nævnte sit navn? Hvor meget og hvor lidt Tatia havde fortalt flokken om ham - det var lidt af en gåde.
"Jeg er Blake. Tatias storebror." Pointerede han. Den sidste sætning var vigtig for ham. Biologiskset ikke, men familie var ikke altid skabt af DNA. "Kan du fortælle mig, hvornår du regner med at hun er tilbage? Jeg har haft en følelse af noget ikke har været som det skal være.. og jeg har behov for at se om hun er okay." Tilføjede han så lidt efter og man kunne se i de mørke øjne - at der var en bekymring. Lyden af fodtrin fik ham til at vende blikket om da Rey endelig ankom. Han rullede øjnene let og vendte så sin opmærksomhed på Niylah igen.
"Hun er med mig. Det er Rey." Blake præsenterede Rey for Niylah. Rey var her så han kunne holde styr på hende. Hun skulle nødig lave ulykker derhjemme, selvom han ikke regnede med hun gjorde det - men han ville risikere at hun kom noget til... ikke at han ville indrømme det. Specielt ikke overfor Rey. Let kløede Blake sig i nakken. Nu vidste han da hvor Rey var - så nu kunne han bedre give Niylah den fulde opmærksomhed. Blake havde ikke ligefrem tænkt sig at smutte herfra før han havde snakket med Tatia.

"Jeg takker for din gæstfrihed." Sagde han så med et smil på læben. "Jeg har ikke planer om at tage hjem før jeg har snakket med min søster. Så jeg er glad for vi er velkommene. " Sagde han da han kom i tanke om, at han havde glemt at takke hende for sin gæstfrihed. Rey havde det med at få ham til at tabe tråden, hvorfor skulle hun være så irriterende? Endnu engang måtte han slå den tanke ud af hovedet. Han skulle vide, om han havde chance og hvornår han havde chance for at se Tatia. Han var trods alt lige nu ikke her som leder, men som en bekymret bror... men selvfølgelig fulgte lederrollen også trop.


//Beklager hvis det blev lidt kort :/ <3

Hun var endelig kommet tilbage fra dagens patrulje. Den velkendte duft havde ramt hendes næse ret hurtig og hun var sat i løb med det samme. Glæden over at Blake faktisk var der havde fanget hende. Så hun løb og løb. Dog måtte hun hurtig stoppe op da det gik op for hende noget var helt galt. To af de stærkere krigere holdt Blake. Tatias ansigts glæde forsvandt hurtigt. Hun så på Niylah med et forvirret udtryk.
"Hvad sker der her?" Spurgte hun og sank en klump. Hun kunne se, hvor bekymret Blake var for Rey. Let bed hun tænderne sammen. Blakes voldsomme reaktion fik givet ham et slag i maven. Tatia fjernede blikket kort.
"Niylah, hvad der sker?" Spurgte hun lidt mere bestemt. Tatia var splittet. Hun hadede at være splittet.
Modgift, hvad fanden snakkede Nyko om. Modgift til hvad. Han virkede desperat, hvilket fik Tatia til at synke en en klump. Rey nægtede sig skyldig og modtog en knytnæve i ansigtet, hvilket fik Tatia til at få lyst til at springe frem. En af krigerne holdt hende tilbage, hvilket gjorde hun reagerede dyrisk og ikke særlig ansvarligt - hun slog krigeren i ansigtet for at han skulle slippe hende.
"Niylah.. jeg er sikker på, at hun ikke har gjort det.." Dog var hendes opmærksomhed ikke på Niylah længe. Bekymringen for Rey var der. Blake som prøvede og endte med at modtage flere slag for ikke ligefrem at blive på plads. Det var galskab, men også kun fordi, at hun jo kendte disse folk. Hendes bror havde været der for hende længere end nogen anden, og hun ønskede ikke at se ham skadet. En af krigerne skulle til at slå ham igen, Tatias øjne glødede varsomt. Hvilket fik ham til at holde lidt igen. Så sendte hun Blake et blik, med at han skulle holde sig i ro.. hun måtte kunne løse det her på en eller anden måde. Skriget fra Rey som fyldte hendes hoved. Det rungede og det gjorde endnu mere ondt at se Blake føle sig magtesløs.

Kniven skulle til at føres igen blandede Tatia så og greb om hans håndled.
"Hvad drejer den her galskab sig om?!" Sagde hun så lidt vredt. Det var ikke hendes job at blive vred her eller stoppe en afhøring det vidste hun godt. Dog var hun sikker på, at Blake ikke ville tage en trussel med til lejren. Det ville være selvmordsforsøg, og hvorfor gøre noget som i sidste ende kunne skade hende.
"Hun bar flasken som forgiftede en af vores, hvordan kan du stå med hende.. du måske ligeså meget en forræder som dem." Hun hævede brynet af anklagen.
"Undskyld mig?" Sagde hun en anelse fornærmet. Tatia gik hen til Niylah.
"Jeg ved godt det ikke er mit sted at blande mig.. men jeg.. Jeg er sikker på de ikke gjorde det." Sagde hun så til Niylah og kiggede hende bedende i øjnene. I sådanne situationer burde familiepersoner slet ikke være i lokalet, de ville altid gøre alt for at beskytte deres egne.. ikke sandt? Hun kendte også jus drein jus daun.. men Rey var ikke nogen morder.

"Bare giv mig tid til at finde beviser for andet. Bare giv mig lidt tid.." Sagde hun igen bedende. " Hvis det var Raksha elle.. eller Wade på den pæl, og du vidste de var uskyldige. Ville du så ikke også bede om det samme?" Spurgte hun. Et farligt spørgsmål. Niylah var ikke altid til at forhandle med, men de kendte efterhånden også hinanden så godt - at Niylah vidste at der var folk som Tatia ville kæmpe for.. og stædigheden boblede i hende. I det mindste holdt hun sin vrede godt hen.. det var hun alligevel stolt over. Hendes blik gled over på Blake og hun sank en klump før hun kiggede tilbage på Niylah igen. Hun ønskede ikke det var sådan her hun skulle se Blake efter så lang tid.. slet ikke. Havde de sendt Akyla til Raksha? Det håbede hun da de kunne tænke sig til.

Tatia løb ud af døren givet tid eller ej. Hun skulle finde ud af, hvad der forgik. Blake forstod ikke, hvorfor hun løb. Tatia gennemsøgte gangen.. og dog fandt hun en ukendt fært. Hun satte i løb derhen af. Satte sin evne i spil og var hurtigt henne ved det ukendte. En mand var ved at gemme sig på Niylahs soveværelse.. sikkert til at dræbe alfaen i sin søvn. Tatia fnøs let og rystede på hovedet.
"Smart tænkt alligevel.. give en uskyldig pige skylden så at du kan snige dig herind.." Hun gik derover, men slap ikke uden lidt kamp - som hun i sidste ende vandt. Et par små skrammer men det var hun nu så van til for tiden alligevel. Hun sparkede ham ud af Niylahs gemakker og greb fat i hans hår. Så trak hun bogstavligtalt igennem gangen og kastede ham ind for fødderne af Niylah.
"Jeg tænker det var ham her du søgte.. han gemte sig på dit værelse.. eller prøvede at gemme sig." Tatia havde ikke lyst til at undskylde for sin opførsel, for hendes mavefornemmelse havde jo været korrekt.

Alt gik pludselig for at gå godt til en mand der kom løbende over til dem. En eller anden var blevet forgiftet. Før han nåede at blinke havde de fat i Rey, hvilket fik ham til at reagere kraftigt. Det første instinkt han havde var at få hende ud at problemet, hvilket resulterede i, at han modtog et antal slag til de fik ham smidt ned på knæ. De kongeblå øjne glødede varsomt. Han kunne ikke tage det tiggende blik fra Rey, det gjorde han følte sig magtesløs. De smed hende på den pæl. Manden slog hende. Hvilket fik ham til at råbe op, og hver gang han råbte op modtog han et slag for at holde ham i ro. Det var tydeligt at se, hvordan Blakes muskler spændtes så voldsomt. Han frygtede det værste. Til pludselig dukkede der en person op som bragte en gnist af håb i hans øjne. Tatia. Han troede på, at Tatia kunne ordne det her. Dog da hun blev holdt og slog den mand som holdt hende bed han sammen. Han kendte til sin søsters vrede og stædighed.

Han snerrede voldsomt. Knurrede.
"Hun gjorde det ikke!" Råbte han og endnu engang prøvede han at rive sig løs. Han brød sig ikke om at se Rey sådan her, han havde taget hende med for at hun skulle være i sikkerhed... ikke for hun skulle tortureres. Han modtog et bestemt blik fra Taita, hvilket fik ham til at stoppe med at kæmpe imod. Han spyttede blod ud på gulvet foran ham, og sørgede for at holde sine øjne på Rey. Hvis hun kiggede på ham ville han give hende et beroligende blik. Et blik til, at det nok skulle gå. De skulle nok klare det. Tatia smuttede ud, og Nykofyren stoppede. Hvilket fik ham til at ånde lettet ud. Nu lagde det på Tatia, men han havde tillid til hende.

Det følte som timer. Oceaner af timer.
"Hold ud Rey." Sagde han bekymret. Let sank han en klump. Han måtte indrømme hans hjerte bankede. Det bankede voldsomt og han følte det gav genlyd igennem hele lokalet. Blake brød sig ikke om situationen. Endelig kunne han hører noget andet. Tatia kom ind med den skyldige, og han åndede lettet op. Han klemte kort øjnene sammen og åbnede dem igen. Da Rey fik løsnet sine lænker og han blev sluppet - så løb han hen til Rey og løftede hende op i sin favn. Niylah undskyldte. Selvfølgelig var han ikke tilfreds med behandlingen af Rey. Dog tog han imod undskyldningen for Tatia.
"Ledere gør, hvad de mener er rigtigt for deres folk." Kommenterede han. Han flyttede opmærksomheden over på Tatia som bad han følge med. Så det gjorde han. Ind på hendes værelse og ind så han kunne ligge Rey på Tatias seng. Han modtog et krus med noget blod. Han kørte sin hånd henover hendes kind.
"Jeg mente ikke at rode dig ind i det her." Sagde han lidt sammen bidt og tørrede tårerne væk fra sine øjne. Han dyppede sine fingre i blodet og smørrede det forsigtigt henover hendes skade. Det var det healende blod Tatia havde snakket om kom fra en af de andre ulve i denne flok.
"Næste gang.. så lad hver med at tage imod en fremmeds flaske." Let forsøgte han at lette stemningen med hans egen irriterende humor. Det var virkelig typisk ham, men det skær i hans øjne viste han bekymrede sig. Generelt at han faktisk havde taget hende med herhen og sørgede for at smørre blodet på hendes knivssår så det healede.
"Så er du næsten så god som ny." Sagde han med et skævt smil på læben. Han havde været bange for det skulle gå galt, men han kunne ikke få sig selv til at indrømme det. Han var også lidt bekymret for Tatia, hun stod tilbage med Niylah. Niylah var Tatias alfa, og hun var gået imod sine egne for ham og Rey. Han kørte den rene hånd henover hendes kind og satte sig på kanten af sengen ved hende. Den rene hånd greb fat i hendes, så han kunne nusse hendes håndryg med sin tommelfinger.

Hun hadede når hendes egne vendinger blev brugt imod hende, og det var deres skik. Så selvfølgelig i alle andre situationer ville hun have forstået det. Tatia kunne tydeligt se på Niylah at hendes opførsel ikke ligefrem var populær, men den måtte de tage bagefter. Niylah vidste, at Tatia ville gøre alt for sin familie og for Wade. Så hun var taknemlig da Niylah stoppede, og det gav hende lidt tid. Hun  åndede lettet ud så snart Rey blev sluppet fri og svunget op i Blakes arme. Det gjorde hende tilpas at se ham holde af nogle. Tatia viste Blake vej ned til hendes værelse og gav ham kruset med Rakshas blod. Så snart hun havde gjort det, lukkede hun døren til værelset. Så måtte hun give Blake et kram senere, lige nu havde Rey mere brug for ham end hun havde. Selvom Tatia havde savnet ham, så skubbede hun sine behov til side og gik tilbage til Niylah.

Tatia stod ret. Hagen var lettere løftet og klar til at tage sin straf, hvis det var hvad Niylah havde i planerne for hende. For ærligtalt kunne hun ikke få sig selv til at undskylde for sin opførsel. Det var hendes familie, selvfølgelig vil hun forsvare Blake. Rey var med Blake, og hvis Blake stolede på nogle gjorde Tatia automatisk op - eller ikke sådan blindt, men hun stolede på hans ord som hun stolede på Niylahs. Det var vel det når ens bror også var ens tideligere alfa. Hendes loyalitet lå på Niylah selvfølgelig, men man kunne da tvivle på hende efter hendes reaktion. Derfor stod hun nu og bed tænderne sammen. Nervøsiteten kriblede let i hende og hun slog blikket ned.
"Jeg beklager min forhastede opførsel." Sagde hun så dog. Niylah ville vide, at det tog meget af Tatia at erkende hun havde begået sig forkert. Let sank hun en klump. Skrigene fra den mand hun havde fanget passerede hendes øre som om, at det slet ikke var der.  Hun var fokuseret på Niylah. Fokuseret på sin alfa. Blodet fangede hendes næses opmærksomhed og hendes blik skælvede derefter imod, hvorefter hun fjernede det. Måske var det fordi, at hun havde været udsat for en del på det seneste, og så at de tog Rey og torturerede hende.. det gjorde noget ved hende. Hendes instinkter for hvad hun havde været udsat for var taget over. Endelig slog Tatia blikket op og kiggede på Niylah igen.
"Kan du tilgive mig?" Spurgte hun lettere sammenbidt. Hun kunne mærke sin egen vejrtrækning blive en anelse hurtigere og hurtigere. Hun orkede ikke, hvis hendes evne endnu engang skulle begynde at gå ud af kontrol. Det skete meget for tiden. Specielt under stress. Det løb stille med blod fra hendes næse og ud af hendes ene øre. Der var ikke tegn på nogen fysisk skade, for der var ingen årsag til hun reagerede sådan. Kroppen gik i krampe. Hvilket prøvede at holde skjul på. Det var heller ikke så slemt igen. Det så voldsommere ud lige nu end det faktisk var. Wade kendte til dette.. Razor gjorde.. og hende selv. Hun tørrede blodet væk fra sin næse med håndryggen.
"J.. jeg synes vi skal invitere dem til at blive til aften. Jeg har ikke set min bror i et par måneder nu.. og vi skylder lidt Rey ikke at have dårligt at sige til hans flok når de engang kommer hjem.." Måtte hun indrømme. Der var en mildhed i hendes stemme, hun var ikke grov eller lignende.

Blake var selv imponeret over blodets effekt, men Tatia havde sagt det ville hjælpe - så Tatias ord fulgte han. Det var en uheldig situationen de havde været i. Det var gode grunde til en krig, men han vidste bedre. Han havde lært af tideligere fejl. Dog følte han alligevel på en måde, at hun skulle hævnes. I sidste ende havde han droppet tanken alligevel, han havde mistet folk før. Rey var her stadigvæk, han havde ikke mistet hende. Så, hvorfor reagere som om hun var død. Hvis Tatia ikke var dukket op, kunne det være endt så galt. Han rullede øjne af hende, hvilket var et tegn på, at hun var sig selv - og at situationen ikke havde traumatiseret hende. Tatia kom tilbage ganske kort. Nævnte de var inviteret til at blive til aften. Blake havde takket ja. Også var hun vidst smuttet hen til Wade. Så snart Tatia var smuttet igen gav han Rey sin fulde opmærksomhed. Hun var så meget stærkere end hun selv anede. Han så kort undrende på hende, ikke fordi, at han fandt det underligt eller noget - men det overraskede ham alligevel at han faktisk ville have hendes selskab. Det gjorde ham irriterende nok faktisk glad indeni. Hun trak hånden til sig og klædte sig selv af stille og roligt. Blake var ikke ligefrem den type, som kiggede væk, men heller ikke ligefrem typen som stirrede. Let sank han en klump, men nikkede så til hende. Han lagde sig op til hende i sengen. Det var mærkeligt. Mange ting var mærkelige på engang. Han kunne mærke kropsvarmen fra Rey. Mærke duften fra Tatia fra puden. Det virkede som om, at han havde de ting på et sted som gjorde ham... glad. Det var en anderledes følelse, men behagelig.

Til sidst tog han sig sammen og trak dynen over sig. Han lagde en arm omkring hende. Lod sin brystkasse ramme hendes ryg. Han nød det faktisk. At have armen omkring hende. Han følte at han kunne passe på hende, og han ønskede at passe på hende. Det der skete idag, skulle aldrig ske igen. Det ville han ikke tillade.
"Jeg lover dig, at jeg vil gør alt i min magt.. for at det der skete idag ikke sker igen." Sagde han en smule lavt, da han jo ikke ville råbe hende ind i hovedet. Let tog han sig selv i at kysse toppen af. Hjertet sprang en takt over. Det var ikke unormalt for ham at være i selskab med kvinder, men der var et eller andet alligevel som gjorde ham en smule nervøs - nervøs for, hvordan han var omkring hende. Om det gjorde hende noget det han gjorde. Normalt søgte han blot selskabet og fik aldrig det resultat han ønskede. Dog føltes det som om, at det han søgte.. havde han lige fundet. Ikke at han turde indrømme det. Det var så længe siden og godt nok var han kommet sig over det. Han havde bare ikke indset at han kunne komme i nærheden at den følelse igen... ikke før lige nu - som han lagde med armen om hende. Der var noget unikt over det.
"Du er meget stærkere end du ser ud.. ved du godt det?" spurgte han, og hvis man kiggede på ham ville man kunne nænne det lille smil på hans læber. Heldigvis var han gemt bagved hende.

Det var underligt for ham, måtte han ærligt indrømme. Desværre opdagede hun hans smil da hun vendte sig imod ham. Dog stoppede det ikke af den grund. Hendes lille kommentar omkring hans smil gjorde han kom med et lille fnøs.
"Nyd det imens det er der." Sagde han blot lidt kækt, dog med et blik som var varmt. Det klæder dig, han nåede ikke rigtigt at reagere på det før hun kyssede hans kind. Det kom bag på ham. Ikke en negativ følelse dog. Rey nåede heldigvis ikke at se ham være så overrasket, han hadede når det overraskede ham - og alligevel så var det behagelig. Måden hun trak sig tættere på ham og lagde sin arm omkring ham - som om, at hun var bange for at han skulle forlade hans side. Blake trak hende tættere ind til sig, så han var sikker på, hvor hun var. Han havde heller ikke i sinde at give slip på hende endnu. Rey var stærk, meget stærkere end hun selv vidste af  - og alligevel føltes hun som glas i hans arme. Som hvis han gav slip ville det gå i stykker og det ønskede han ikke. Han havde set en side af hende hun normalt ikke viste nogen. Det var rart at se nye sider af folk engang imellem. Folk ændrede sig også.

Blake lukkede øjnene i. Den behagelige følelse og den indre ro. Det gjorde hans krop slappede af og han stille fald hen. Blake vågnede først op da lyden af døren gik op. Det var måske fordi, at han ikke var hjemme at han sov let. Han lå stadigvæk med Rey indtil sig. Let blinkede han til hans blik blev mere klart. Tatia dukkede op og rystede på hovedet med et drillende smil.
"Vi kommer om to sekunder." Hviskede han og gav hende et nik. Derved så han sin kære søster forsvinde med et drillende blik. Blake himlede med øjnene, nu slap han da ikke for at hører for det. Let strøg han Rey over ryggen.
"Rey.. " Sagde han ganske blidt og lagde sin hånd imod hendes kind. "Vi skal ud og spise nu." Tilføjede han og trak lidt skævt på smilebåndet.

//Out