Past Present Furture it all comes back to me

S Dragons Peaks Rige kvarts Gader
O En masse mørke væsner, som er begynd og tag deres plads i nogen huse.
V Det regne svagt, selv om det er forår
Tid 01,00
P https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/736x/1f/77/b8/1f77b8f805556a65fe5185621a141ff9.jpg
Emnepartner @Aramis

”Jeg siger dig den. Engle skreg da Josette endelig fik fat i ham.” Lød det fra en, af de dæmoner som var på vagt. Der lød en svag latter fra den anden, hvorefter de talte igen. ”Ja det var lidt morsomt, nu har han ingen vinger længere har han vel.” De runde kort efter et hjørne, hvor Kaleb kom ud med en kniv foran den engles hals som var falden, ”hvor ligger Hr Lawson hus eller det der tidelig var det.” Manden smilede svagt, ”hvis du slår mig ihjel står du til regnskab for os alle selv Josette og du vil være falden, lig kniven.” Kaleb sukkede, ”det er sjovt at du tror du har et valg, hvor er det.” Kaleb, havde ikke nogen ide om at dræbe ham, men han kunne true folk så let som ingenting og stadig forsvinde, ingen ville opdage ham før han var væk igen. ”Oppe til højre tredje hus til Venstre ikke gjorde krav på i nu.” Kaleb smilede svagt for sig selv, hvorefter han så på manden. ”Jeg takker for dit samarbejde, men jeg har ikke brug for dig mere Hr, hvad var det Sir Arno something.” Kaleb slog bagefter hans daggerts skabt mod hans skal, hvorefter manden faldt ned. ” Sīkudi nopāzmi!.” Lød det svagt fra Kaleb af, hvorefter han satte tempoet op efter, og ha trukket ham tilbage, han måtte komme gennem dette her hurtigt. Så han kunne finde sin vej ud igen. Kaleb bed sig svagt i læben og løb hen til det næste hus, hvor han gemte sig bag det. Inden han sætte kursen op mod, hvor fuck det var ” Sīkudi nopāzmi!.” Lød det svagt fra Kaleb af, hvor han så løbe videre til det næste sted.

Han kiggede sig omkring og undgik med nød og næppe den anden gruppe, af dæmoner og engle som passeret ham igen. Kaleb holde vejret og kom så til sidste op mod døren til huset han åbnet døren svagt. Han havde været så forbandet heldig i dag, og det kørte bare for ham lige nu. Kaleb sank en klump da han kom ind i huset, der var en bestemt ting han skulle finde en ting som holde hans liv sammen en ting han, havde glemt i sin flugt fra Dragons Peak, men nu var han tilbage. Han åbent en kiste, hvor han så så på de ting der lå der, men halsekæden var der ikke den var forsvundet bare sådan uden videre.
//sprog butterfly http://www.makinggameofthrones.com/production-diary/2014/5/8/high-valyrian-101-learn-and-pronounce-common-phrases//

Faktisk kom hun kun fordi engang imellem. Minderne gjorde ondt på hende. Så hvorfor tage tilbage til et sted som ikke bragte andet end smerte ind i ens liv? Aramis havde lagt sig på sengen i soveværelset og stirrede op i luften. Hun havde en halskæde på. Det var vidst det sidste der var tilbage af hans ejendele. Hun lukkede sine fingre om vedhænget og lukkede øjnene let. Pludselig hørte hun noget. Hun satte sig op og sank en klump. Hun listede om bagved døren til værelset, så vedkommende ikke ville kunne se hende, hvis personen skulle træde ind. Aramis holdt vejret og kiggede efter hvad der forgik. En tyv? Nej. Personen virkede bekendt. Kropssprogsmæssigt.
"Bantis zōbrie issa se ossȳngnoti lēdys.." Sagde hun så. Det var farligt for ham at komme hertil. Let trådte hun frem. Halskæden hang om hendes hals.
"Hvad laver du har Kaleb? Du lavede en stor tale om, at du aldrig ville tilbage hertil." Hun havde været den søde dæmon før og pludselig var alt vendt på hovedet. Hun ønskede ikke at være ond, men det var bare lettest at give slip. Ikke sandt? Aramis pustede ud. Hendes hjerte bankede. Det gjorde ondt.
"Ville du tro mig, hvis jeg sagde at jeg havde savnet dig?" Spurgte hun så forsigtigt og trak svagt på smilebåndet.

Kaleb sank en klump da han, hørte en velkendt stemme og mærket hendes tilstedeværelse.  Aramis han burde, og ha taget højde for at møde hende igen. Det havde han dog ikke gjorde og dette var ingen forskel, han vendte sin opmærksomhed mod hende da han hørte hendes ord, det var rigtigt alt kunne ikke for blive lyste, før eller siden ville mørket kræve en selv Kaleb vidste det, han havde lukket mørket ind i hans liv den gang han, lærte hende og kende og åbnet sig for. Han vidste os hun var ændret han var dog ikke han var, måske blive for dumdristig nu, men det var mere eller mindre det. ”Det ville jeg sikkert, men Aramis vi er alt for langt fra hinanden nu, jeg er ikke som dig og det ved du.” Kaleb holde derefter en lang pause, hvor han bagefter åbent sin mund igen, ”men en ting ved jeg Avy jorrāelan.” Lød det fra Kaleb af, hvorefter han vende sig mod hende igen, ”men jeg skal ha min halskæde, hvis du vil være så venlig?” Lød det fra Kaleb af, hvorefter han rakte hans venstre hånd ud for at tag imod den, ”vi lever begge i fortiden, dette her har skilt os mere ad, end noget andet nogensinde ville kunne ha gjorde, men vi er så langt fra hinanden nu, hvordan kan det gå tilbage til de ting det engang var der holde os sammen er væk nu.”  Kaleb bed sig svagt i underlæben han, følte stadig noget for hende helt klart, men han kunne ikke se, hvordan de ville kunne være sammen igen, en krig var under opsejling mellem de mørke og lyse væsner selv Kaleb, vidste det han var kommet her for at få deres løse ender lukket, men han havde ikke regnet med og  møde hende her, hvor han så ville være nød til og kæmpe mod den følelse han, havde med at han ikke kunne gi slip på hende, hvor hun os ændret ham, om han ville det eller ej.

Hun sank en klump da han talte til hende. Han var nok den eneste som kaldte hende ved sit rigtige navn, men det var også okay. Når han gjorde det.
"Vi har aldrig været som hinanden. Men det er kun et problem, hvis du gør det til et problem, Kaleb.  Aramis følte sig utilpas over situationen. "Jeg elsker også dig." Svarede hun da han sagde det. Hendes greb blev stærkere om halskæden da han sagde han ville have den.
"Beklager, men den tilhører mig nu. Du efterlod den ved mig. Den er min nu." Sagde hun og pustede lidt tungt ud.
"Tingene kan aldrig gå tilbage til hvad de var, men hvis vi ikke prøver, så aner vi ikke hvordan de kan blive." Svarede hun blot. De havde forskellige holdninger når det kom til at kæmpe. Han havde givet op og hun havde ikke. Så det nyttede jo nærmest ikke noget. En af hendes med lærlinge kom op.
"My'lady. Hr. Ramsay efterlyser dem." Sagde han og fik øje på englen. Aramis greb hurtigt fast i lærlingen.
"Hvis du fortæller Josette eller Ramsay, at der er en engel her. Flår jeg dig. Og tro mig, jeg har lært et par ting eller to." Sagde hun truende til den lille lærling. Hun slap ham da han nikkede forstående og løb.
"Du bliver nød til at smutte. Ramsay kan læse drengens tanker, og nok har Jo noget med ikke at dræbe englene. Men det betyder ikke at du er udenfor fare." Sagde hun bekymret. Hun var blevet Ramsays lærling. Hun havde søgt mørket da hun var blevet efterladt i det.

Kaleb lagede hans arme over kors, mens han lyttet til hende. Hun mente at den var hendes, ville hun beholde den for ikke og gi slip på deres fortid. Kaleb anede ikke, hvad den plan gi ud på men en ting var han sikker på han, måtte få fat i den de var nød til og lukke deres fortid ned. ”Det har du ret i vi er ikke enes, har vi aldrig været men det var nok os den ting der gjorde du blev og jeg tog afsted.” Kaleb sank en klump, hvorefter han talte igen. ”Men lige meget, hvad holder du fast i fortiden ved og beholde den halskæde, jeg ville gøre dette for os så vi kunne komme videre med vores, liv næste gang vi ser hinanden vil vi stå på hver vores side af en kamp er det, hvad du ønsker Aramis det er nemlig ikke, hvad jeg ønsker.” Kaleb lagede kort efter hans venstre hånd mod hendes højre kind, hvor han så hende i hendes øjne. ”Måske er det ved og være tid til og få alle disse ting slettet, der er en krig under opsejling jeg har den følelse lige nu, men vi har to muligheder du kan forlade dette sted med mig, eller du kan blive her i mørket, dit valg om du vil blive opslugt af det, eller kontroller det.” Kaleb så kort efter over mod en dæmon som lyttet til, hvad Aramis sagde. ”Hvem er Ramsay, Josette har jeg hørte om de faldenes engles leder, men jeg skal vide, hvad du vil gøre inden jeg forlader dig igen.” Kaleb vidste godt at folk så ham, som et monster, hvis han kunne gøre, hvad han kunne. ”Alle er et Monster for en, eller anden.” Lød det svagt fra Kaleb af, hvorefter han så hen på Aramis igen.

Han vidste at engle nok var kommet sig igen og den lyd, der lød ude på gaden gjorde at han ikke var i tvivl. Dæmon drengen, havde ikke sagt noget men de, havde sikkert fundet den falden engle der var slået bevidstløs. Kaleb så hen på Aramis, hvad skulle de gøre de var ude foran døren og, havde fulgt hans spor.

Hun sank en klump.
"Jeg ønsker ingen krig. Hvorfor blande os i en krig som vi ikke engang vil være en del af." Sagde hun så og frøs let fast da hans hånd ramte hendes kind. Hun kunne tage med ham. Det kunne hun gøre, og det ville hun også gerne. Så spurgte hun hvem Ramsay.
"Stedets torturmester." Sagde hun uden at kigge på Kaleb. Hun havde ikke tortureret nogle endnu, men ingen tvivl om, at Ramsay ønskede at få hende til det. Hun havde fundet nogle informationer, han var hendes halvbror. Hun havde blot ikke fortalt Ramsay det endnu.
"Du er ikke kun kommet for halskæden... du håbede på at se mig.. du kom her for at forelske dig i mig igen.. ikke sandt? Ellers ville du ikke stå og spørge om jeg ville med dig." Hendes stemme var blid. Rolig.

Lyden af nogle der åbnede døren fik hende til at synke en klump. Det var ikke sig selv hun var bange for.
"Dammit!" Vrissede hun og vendte sig mod Kaleb. "Jeg prøver at få dem ud ved overtalelse, bliv her." Sagde hun. Så gik hun ud af soveværelset og lukkede døren. Her mødte hun en mindre gruppe af vampyrer og dæmoner.
"Og, hvad kan jeg gøre for jer?" Spurgte hun og lagde armene overkors. En af de højeste og mest skræmmende gik op og stillede sig foran hende.
"Vi er her for englen." Sagde vampyren. Aramis rynkede kort på næsen.
"Jeg har styr på situationen." Svarede hun koldt. Så greb han fast om halsen på hende og løftede hende op fra jorden. Aramis gispede let efter vejret, før hun fik sparket vampyren i maven så han slap hende.
"Tag englen." Sagde han så og de andre rykkede frem.
"Beklager, men det kan jeg ikke tillade. Du ved, hvis du virkelig skal gøre ham noget, så send ham til Josette." Sagde hun. Aramis kunne få Kaleb fri derfra, hvis det endelig skulle være. Plus hun vidste Josette ikke dræbte englene. "Men på den anden side. Så bliver i nød til at passere mig for det overhovedet kommet på tale." Tilføjede hun så og så på dem. Det var meget unfair opdelt. Hun vidste, at hun ikke ville kunne klare dem allesammen.
Der blev sendt slag begge veje. Til sidst endte det med, at hun fløj igennem luften og ramte ind i døren til soveværelset. Hun ømmede sig en del.
"Skynd dig afsted. Tag vinduet" Sagde hun og ømmede sig en del. Hun spyttede blod ud på gulvet. Hendes krop var fyldt med rifter fra slagene. "De kommer, hvad venter du på. Skynd dig afsted."

Som altid talte hun rigtigt, hun vidste hvilken ord hun skulle bruge for at få ham forklaret det uden nogen problemer. Da hun forklaret hvem Ramsay var, lagede han hans hænder over kors igen. En tortur mester, hvad havde han dog gjorde han skulle ha været der da stedet blev indtaget. Kaleb så hende i øjne, hvorefter han lyttet til hendes ord, måske var det lidt rigtig.” Kaleb, havde haft behov for at få afsluttet deres forhold eller måske få hende med væk, han anede det ikke helt selv. Men han vidste at han elsket hende, og hun elsket ham os på en eller anden måde da. ”Jeg..” Da han skulle til og svare hende, lød der et brag som om døren nedeunder blev sparket ind. Kaleb bed sig svagt i underlæben, hvor han så hørte efter hende hun ville snakke med dem, dette ville ikke ende godt. ”Aramis vi er sammen om det her, jeg kan ikke bare forlade, dig.” Men inden han nået og sige mere, var hun gået ud og lukket døren bag sig. Kaleb sank en klump, hvor han kort efter så på hende igen. Dette her var ikke lige frem, noget han kunne gøre noget som helst ved det hele der skete lige nu.


Kaleb så efter hende og spidse øre da, de begynde og diskutere kunne han mærke der var en eller anden ting som gjorde at dette ikke ville ende sådan som han troede. ”Fuck fuck, fuck.” Lød det fra Kaleb af, hvorefter han så hen mod døren han hørte dem tale videre, hvorefter Aramis blev skubbet gennem døren, hvor der lød et kæmpe brag. Kaleb vende sig mod hende, hvor han så lyttet, han vidste at hvis de ville skulle ha noget med hinanden og gøre igen, ville hun kontakte ham.  Så han over på hende igen, hvor han bagefter så dæmonerne og vampyrerne, komme mod ham. Der tog han et hurtigt valg, da hun havde sagt han skulle stikke af. Kaleb løb mod vinduet og hoppet gennem det, hvor alle glasskår blev smidt ned på gaden. Kaleb rejste sig og begynde og humpe væk, han måtte finde et sted, han kunne skjule sig inden de opdaget ham. ”Undskyld.” Mumlede Kaleb, hvor han så bevægede sig om til en gyde, hvor han healede sig selv med og drikke sit blod. Han slikket sine sår i en gyde, som om han bare var en hund, selv om han langt fra var det.

Han sprang igennem vinduet og hun sukkede lettet. Vampyrerne og dæmoner kom op og kiggede på hende. De greb fat i hende og trak hende med ud.
"Vi dræber dig ikke, Ramsay vil blot blive sur. Men det betyder ikke, at vi ikke kan give dig en lærestreg." Sagde den ene vampyr og vrissede af hende. De tog hende med udenfor og bandt hende til en pæl. Armene i bundet over sit hoved. Men hun sagde intet. Den første trådte imod hende og lod sin kniv skære hende op af armen, hun sugede smerten i sig. Det blev mere og mere svært for hver eneste gang en kniv skar hendes hud. Til sidst skreg hun, et menneske ville dø af det blodmangel hun havde, nogle gange var det godt at være dæmon. De forlod hende da hun virkede til ikke at være ved bevidstheden. Offentlig ydmygelse var noget der ramte hårdt og folks blikke kunne hun mærke. De hånende blikke, som til sidst forsvandt og lod hende hænge. Hun måtte selv komme ned, ikke at hun havde kræfterne til det. Dæmoner healede ikke, desværre ikke så hun kunne faktisk ende med at møde døden.

Kaleb stod og forbandt hans sår, da et skrig lød gennem hele byen eller, meget af den hvor til Kaleb fik kæmpet sig op og stå. Det måtte være Aramis, hvem skulle det ellers værre der var ingen der gav mening til, hvem det var hvis ikke det var hende. Men en person, havde behov for hjælp. Kaleb sank en klump og bevægede sig hurtigt op, eller så hurtig som hans ben kunne bære ham. Da han stadig ikke var kommet sig helt, han fik kæmpede sig ned mod stedet, hvor der kom et syn frem han ikke var glad for halskæden der var hans på en torturet kvinde, men ikke hvem som helst det var Aramis. Kaleb sank en klump, hvorefter han bevægede sig hen til rebene. Han træk sin kniv frem, hvor han så lod hendes hænder blive skåret fri. ”Aramis, jeg skulle aldrig være kommet.” Lød det svagt fra Kaleb af, hvis man ikke vidste bedre ville man tro at han snakket med hende, men han vidste hun ikke kunne svare ham så han tænkte bare højt. Da han fik hende ned fra pælen tog han hende omkring hans skuldre, hvor han så bevægede sig ned mod det sted han, havde skjulte sig i en lille gyde, men de måtte komme ud herfra lige meget, hvad. Kaleb, havde ikke selv fået sig selv, til og ordne hans eget bene i nu, da et af glasskårne sad så godt fast.

Kaleb lagede hende ned, hvorefter han skar sig selv over hånden, hvor han så sætte den ned til hendes mund bagefter. ”Kom nu tilbage, hvis du dør lover jeg dig at jeg personligt vil hente dig fra helvede.” Lød det kontant og roligt fra Kaleb af, hvorefter han lod hende drikke noget af hans blod. Han rev derfor kort efter glas skåret ud, og slugte et kæmpe skrig. Han forbandet det bagefter, med hvad der var tilbage af hans tøj efter og ha set til hende, hun så smukker ud ind han kunne huske ingen tvivl om det. ”Aramis, hvad har vi rodet os ud i” lød det svagt fra Kaleb af, da han forsøgte og prøve og få kontakt til hende igen efter og ha plejet hende.