Its just too much to handle - Caedmon

af Gæst Lør 23 Apr 2016 - 1:24

Tid: Nutid
Tid på dagen: Midnat
Omgivelser: Moons værelse
Vejr: Regn og torden, men det betyder intet når de er i kælderen
Påklædning: En for stor t-shirt og undertøj

Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde haft en god drøm. Minderne jagede hende, tit til det punkt at hun bare gemte sig for alt frem for at konfrontere det. Hun var ikke klar til at konfrontere det. Drømme om barnets ansigt, den blodige kniv og moderens reaktion. Det var bare noget hun havde lyst til at glemme. Det havde været uger siden at det skete og hun havde følt at Caedmon bare havde undgået hende. Hun havde ikke vidst hvordan hun skulle takle det, så hun havde ladet ham være. Men det var også tydeligt hvor meget oplevelsen fra dengang havde påvirket hende. Man kunne ikke se det på hende, det var små hints hun gav ud. I stedet for at træne med Assorian, ville hun bare gå over i sit eget hjørne og træne derfra. Hun var vred, skylden hun følte mente hun var på grund af Assorian. Det var hans skyld at hun var som hun var nu.

Denne nat var anderledes fra de andre, i stedet for at ligge søvnløs i sin seng og vente på at dagen kom, havde hun faktisk kunne falde i søvn. Måske i udmattelse, da hun i dag virkelig gjorde meget ud af sin træning, denne gang kunne hun holde med sin evne længere end normalt. Så hun var fuldstændig udkørt og for træt til at lade minderne gå hende på.
Men denne nat som alle andre var fyldt med mareridt. Ansigtet, blodet, det hele var der til at plage hende fra en god nats søvn, dog til forskel fra andre natte endte det i at hun vågnede i et skrig. Hun for op af sengen og skyndte sig hen i et hjørne af rummet hvor hun satte sig og gemte sit ansigt i sine hænder. Lige meget hvor meget hun prøvede, så kunne hun ikke glemme det.

af Gæst Tors 28 Apr 2016 - 12:27

For tre uger siden havde Caedmon indset, hvilken galning Assorian var. Han havde indset, at selvom de var hans lærlinge, var de lige så meget i fare, som menneskerne han trænede dem op til at dræbe. Han havde indset, at selvom han ikke længere var slave, var han endnu ikke fri. For tre uger siden blev Moon straffet.
Efter dette havde Assorian fortsat træningen som om intet var sket. Caedmon havde fulgt træningen men nu mere fordi han frygtede, hvad der ville ske, hvis han ikke gjorde det. Udover det havde han også holdt sig fra Moon. Grunden til at hun blev tvunget til at slå ihjel for nogle uger siden var at hun var sammen med ham, og det ville han ikke risikere igen. Derfor havde han taget afstand til hende. Vel også været kold overfor hende, så hun tog afstand til ham. Det gjorde ondt, men han blev nødt til at være på den sikre side, så hun ikke kom til skade igen eller skulle skade andre igen. Det var for det bedste.
Nu lå han i sin seng og kunne ikke sove. Ikke fordi han var plaget af mareridt, men fordi han ikke kunne sove velvidende at Assorian vågede over ham. Han faldt dog altid til sidst i søvn en eller anden nat af udmattelse. Denne nat var han også tæt på det, på trods af at han kæmpede for at holde sine øjne åbne, da et skrig skar gennem kældrenes tykke kolde mure. Moon skrig.
Uden at tænke ekstra om det sprang Caedmon op af sengen og løb ud af værelset for at komme hen til hende. Hvad end der var sket, måtte Moon være i smerte eller fare og han blev nødt til at komme hen til hende.
Han vidste ikke, hvad han havde forventet at se, måske blod eller Assorian inde i hendes værelse. Men i stedet fandt Moon i et hjørne med sit ansigt gemt i hænderne. I starten forstod han ikke hvad der var sket. Men så gik det op for ham, at Moon ikke var kommet til skade, i hvert fald ikke denne aften. Hun havde haft mareridt. Uden at tøve gik han hen til hende og satte sig over for hende. Så lagde han armene om hende og krammede hende ind til sig. Han sagde intet men holdt blot blidt om hende. Den eneste lyd der kom fra ham var hans dybe vejrtrækning og bankende hjerte.

af Gæst Tors 28 Apr 2016 - 18:10

Hele hendes krop rystede af skræk over det mareridt hun havde haft. I et øjeblik troede hun næsten at hun ville blive sindssyg, hun forsøgte at gemme sig mellem sine knæ, klemme sit hoved og forhåbentligt mase minderne ud. Hun havde lyst til at bare forsvinde, det som hun plejede at gøre når alting blev for hårdt. Det var sådan hun altid havde klaret sig, men hun var ikke sikker på om hun nogen sinde ville kunne komme tilbage og blive sig selv igen. Hun ænsede ikke at han var trådt ind på hendes værelse. Hun sad fordybet i tanker om at forsvinde og glemme alt, indtil hun mærkede arme om sig. Caedmon.
Instinktivt vendte hun sig bare mod ham og greb fat i hans skulder mens hun søgte beskyttelse i hans favn. Hendes øre var presset mod hans bryst, hans hjertebanken hjalp hende med at slappe af. Hendes øjne som ellers var lukket hårdt i, åbnede hun efter hun endeligt var faldet ned igen og så op på ham. Hendes arme, hendes ben som ellers rystede så meget før, så ud til at slappe af. Hun så ind i hans øjne, skiftede langsomt mellem hans øjne inden hun sukkede dybt. Hun vendte sit blik væk og så ned mod jorden:” Jeg har det fint…” sagde hun så bare, men lød mere som om hun prøvede at overbevise sig selv, end ham.
Hun slap ham. Ikke at hun havde lyst til det. Men hun kunne ikke forstå det:” Du har ignoreret mig. Og nu kommer du pludselig til min undsætning? Over et mareridt?” sagde hun og lagde sit hoved en anelse på skrå. Hun kunne bare ikke forstå det og jo mere hun tænkte over det, irriterede det hende. Hun tog en hånd op til hovedet og vendte ansigtet væk fra ham. Minderne begyndte at trænge sig på igen og det skar hende i hjernen. Hun tog et par dybe indåndinger og genvandt sin fatning.
”Jeg kan bare ikke forstå det. Der er meget jeg ikke forstår mere. Hver gang jeg lukker mine øjne, ser jeg hendes ansigt, mærker blodet løbe ned af min hånd, men når jeg åbner dem er der intet..” sagde hun så, med en lettere sørgmodig stemme. Hun begyndte at åbne sig en anelse mere op, lade ham vide og se at hun var ved at blive sindssyg! Et dybt suk undslap hendes læber og hun vendte ryggen til ham:” Og selv hvis jeg sagde at jeg fortrød den nat, ville jeg vide at jeg løj..” mumlede hun til sig selv og krammede sine knæ en anelse. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Det var som om hun var et ødelagt glas, men hver gang hun rørte et af skårene, gik de blot mere i stykker.

af Sponsoreret inhold

Its just too much to handle - Caedmon

Its just too much to handle - Caedmon

Sv: Its just too much to handle - Caedmon

Sv: Its just too much to handle - Caedmon

Sv: Its just too much to handle - Caedmon