What... When... Why?... What the fuck! -Caedmon

Sted: Assorians borg, lærlinge-kamrene, Caedmon's værelse
Tid: Nat
Dato: 1160 Efteråret, midt september
Omgivelser: The usual.
Vejr: Irrelevant
Påklædning
@Caedmon <3

Hun var sneget tilbage. Den mørke Moon var faldet i søvn. Det var blevet nemmere at styre hende nu hvor de havde været helt alene så længe. Mon Assorian savnede hende? Shut up with the anxious overthinking already. He LEFT you. You didn’t even get to say goodbye... What do you see in a guy that does that? Vrissede den indre Moon til hende. Hun lagde sig i hans seng og vendte sit blik mod loftet. Der var koldt. Som skyggevæsen betød varme og kulde ikke noget for hende. Men han var altid varm. Af en eller anden mærkelig grund var han varm. Hun sukkede dybt og vendte sig på siden, lagde hånden mod puden som han havde ligget på.
En kuldegysning gled ned langs hendes rygsøjle som havde en slange sneget sig ind. Hvad nu hvis? Nej. Det måtte hun ikke engang overveje. Hånden der lå på puden strammede sig i et jerngreb om puden. Hun huskede tydligt hvad der skete. Et suk undslap hendes læber. Hun lagde en hånd mod sine øjne, mens scenarierne flød gennem hendes hoved. Dem der lå og puttede. Assorians uønskede indtrængen. ”Straffen”. Hvad formål var det nu den havde igen? Nå ja, den skulle flå Moon’s gode del fra hende og efterlade et stort ulukkeligt sår.

Hun hørte fodtrin ude på gangen. Hendes alarmklokker slog til og i et var hun oppe og stå. Hendes hænder var knyttede og hendes ellers så stille hjerte føltes som om at det pumpede i halsen på hende. Hun gik over til væggen og lyttede til fodtrinnene nærme sig. Hvem kunne det dog være? Et kort øjeblik føltes det som at gennemleve gamle minder, et dejavu. Men så igen, han var væk og hun var væk og den hun burde have været var væk. Intet var som det burde. Og alligevel føltes det så bekendt.
Skridtene kom for tæt på. Hun knugede sig op af væggen og lukkede øjnene i som døren blev åbnet. En person trådte ind, og med et hoppede hun på ryggen af personen. Hendes ene arm gled rundt om halsen på personen og et sikret kvælertag var låst om hans hals. Mørke Moon var vågnet, den beskyttende af de to. Men det var ikke sådan så den ene havde mere kontrol over den anden. De på en eller anden måde havde fundet ud af at samarbejde. Hun strammede dog ikke sit greb til noget faretruende. Men nok til at personen vidste at det ville være dumt at røre på sig eller på nogen måde stritte imod.
”So who do we have here... An intruder? Don’t you know, that Assorian doesn’t like intruders?” hviskede hun svagt mod hans baghoved. Det havde været så længe siden at selv hans duft var blot et hjerteskærende minde for hende. Hvis personen ikke gav hende det svar hun ville have, ville det ende skidt for ham. Så hun ventede bare. Det var først da hun hørte hans stemme at hun indså det. Og med et slap hun ham og nærmest faldt ned på sine knæ af overraskelse:” But... you... why...” var det eneste der kom fra hende.

De var væk. Hans familie var væk. Grunden til at han i første omgang forlod Drageborgen var væk. Eller det var ikke helt den rigtige grund.
Caedmon havde aldrig brudt sig om Assorian. Allerede den første dag, hvor han tvang hans evne frem gennem indsprøjtning, vidste det nye skyggevæsen, at han havde begået en fejl. Det kunne godt være, at Assorian gav dem et sted at sove og mad at spise, men prisen for det var høj. Caedmon havde valgt at tage med ham for at komme væk fra sit liv som slave, men til sidst havde han følt sig mere fanget her ind på sin tidligere gård.  Og hvad han havde gjort mod Moon var helt i gennem forfærdeligt. Det åbnede øjnene op for Caedmon og han indså, at han ikke kunne være her længere. Så han stak af. Han pakkede de få ejendele han havde og tog af sted uden at sige det til nogen. Ikke en gang til Moon. Han kunne ikke se hende i øjnene og fortælle hende at han ville forlade hende.
Han tog derefter hen for at opsøge sin familie igen. De havde solgt ham som slave men han var ikke vred. Han vidste, hvorfor det skulle gøre, og nu ville han se dem igen. Han ville se om de havde fået det bedre på gården, om hans søster var rask. Om de havde tænkt på ham i løbet af årene. Men da han var noget hen til gården var der intet. Den var revet ned og nu var der intet andet end landbrug. Han havde opsøgt den nærmeste person, som fortalte ham at de der ejede huset solgte det til en anden landmand og flyttede efter deres ældste barn døde. Caedmons søster.
Det havde knust ham. De havde gjort alt og alligevel var hun ikke til at redde. Han fik ikke en gang sagt ordentligt farvel, for da han blev slave, troede han fuldt og fast på at de en dag skulle mødes igen. Nu var hun væk og han var alene. Med intet mål og ingen ved sin side. Men han var ikke klar til blot at give op, for ærlig talt var han bange for at gøre det. I stedet besluttede han sig for at tage hen til den ene person, som han forhåbentlig stadig hade efter han var så dum at forlade - Moon.

Han havde ikke fortalt nogen som sin ankomst udover en enkel vagt, der så ham. Assorian var på mission, blev der fortalt, og Caedmon fik lov til at komme ind indtil videre, fordi vagten genkendte ham fra tidligere. Nu var han nede i kælderen på vej mod sit gamle værelse. Hans hjerte bankede hårdt i hans bryst og han følte for at holde vejret. Det var underligt at være tilbage til det sted han før havde flygtet fra i håb om ikke at se igen. Spørgsmålet var så om han nu havde truffet det rigtige valg ved at komme tilbage. Han så rundt på gangene. Der var en anelse mørkt men han kunne godt se alligevel og han søgte efter Moon. På en måde ønskede han ikke at se hende, i hvert fald ikke lige nu. Han havde ingen anelse om hvad han skulle sige til hende, hvordan han skulle forklare hende, hvorfor han gjorde som han gjorde. Hvorfor han forlod hende.
Han nåede sit værelse og med et suk åbnede han døren og trådte ind. Blot for pludseligt at have en person om sig og en arm om halsen i et kvælertag. Han trak vejret ind nærmest som et gisp og stivnede fra top til tå, udover hans hænder der greb fat om denne arm. Han blev ikke kvalt, men han vidste godt, at hvis han prøvede på noget, ville personen ikke tøve med at gøre noget.  
Personen, der var Moon. Lige så snart hun åbnede munden kunne han genkende hendes stemme, da hendes hvisken sendte en skælven gennem ham. Både af lettelse for at hun var her og af nervøsiteten der kom frem i ham. Han var ikke bange længere kun for den konfrontation, han nu skulle møde.
"Moon..." var det eneste han kunne få ud, "I'm.. I'm not an intruder."
Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige, men det så ud til at virke for hun gav slip på ham og hoppede af ham. Et sekund virkede det til at hun var ved at synke sammen og Caedmon greb derfor hendes arme for at holde hende oppe. Men så snart hun selv kunne stå, gav han slip på hende, dog kunne hun stadig holde fast i ham, hvis hun ville. Han var generelt ikke meget for nærkontakt og så følte han heller ikke at det her var en situation, hvor han burde holde om hende.
"Moon..." startede han ud. Han havde svært ved at tanke en sætning i gennem for han vidste slet ikke hvor han skulle starte. Eller jo, én ting vidste han: "I am so sorry."
Dette var stort. Caedmon sagde næsten aldrig undskyld, faktisk kunne han tælle på sine hænder hvor mange gange havde sagt det til en person. Og nu hvor han havde sagt undskyld, vidste han ikke hvad det næste skridt var. Det føltes tåbeligt at give sig til at forklare, hvis hun alligevel have tænkt sig at sparke ham langt væk.
"I really am... What I did was selfish and... I regret it so much," forsatte han mens han så på hende med et næsten bedende blik. Han var både fyldt med nervøsitet, skam og selvhad, og hans race gjorde det kun være. Han havde slet ikke lært at kontrollere de følelser, så selvom han lige nu virkede rolig i sine ord, kunne man se smerten i hans øjne. Det gjorde fysisk ondt. At stå foran Moon og undskylde for hvad han havde gjort. At se hendes forbavset blik igen efter han sårede hende. Det var næsten for meget og han ønskede bare, at det skulle gå væk. Men han måtte tage konsekvenser for sin handling, selv hvis det betød at han aldrig kunne se hende igen.
"I shouldn't have left you."