Well my apprentice I'm gonna show you how to be a shadowcrature ~Caedmon

Asso var nu flyttet godt ind i Dragons Peak og havde fået indrettet hans kælder til hans to lærlinge Caedmon og Moo de skulle nemlig bo her Moo boede der i forvejen og Asso havde sendt besked efter Caedmon og han burde være på vej. Moo var ikke hjemme, hun var sikkert ude for at kysse med en gammel mand eller gifte sig med en sommerfugl indtil den brændte hende af, og hun dræbte den sikkert, ingen grund til bekymring sådan var den skøre Moo. Imens hun var ude havde Asso haft travlt med at sætte de forskellige trænings redskaber op i kælderen som passede til hver deres behov og evner det var hårdt men bliver med tiden det være når de bliver stærkere begge to. Han havde ikke set sin Caedmon i noget tid sikkert fordi Asso havde travlt med at overtage og flytte til Dragons Peak han havde god glemt og informere hende om det men det var lige meget, den tøs elskede alligevel overraskelser. Da han var færdig med at sætte det hele op, satte han sig op i stuen og ventede blot på at han ankom til Villaen, han havde sagt til vagterne ved porten, at de skulle åbne op for en Caedmon og vise ham direkte op til villaen.

Caedmon havde haft det hårdt. At skulle omvende sig til et skyggevæsen var ikke noget som var nemt, men heldigvis gik det hurtigt med alle de negative tanker der i forvejen var i hans hoved. Han ville dog have ønsket, at Assorian havde fortalt ham, at han ville bruge perioden på at ligge i mental smerter og blive opslugt af mørke. Så Caedmon var ikke i særlig godt humør. Han havde efterladt sin herregård med intet andet end en sæk med et par bukser og sin kaninbamse i, for intet andet ejede han.
At være skyggevæsen var ikke som han havde forstillet sig, og lige nu ønskede han at være menneske. Hans hoved blev presset sammen med negativitet og det føltes som om noget manglede inden i ham.
Han kom traskende med den ene hånd i lommen og den anden hånd om sækken hen mod villaen. Han havde brugt hele sit liv i et rigmandshus, så det materialistisme imponerede ham ikke mere. Han syntes, at det var overvurderet, og at mænd, der pralede med deres materialer, ikke havde andet ved dem at prale om. Alligevel kunne han stadig sætte pris på et pænt hus og Assorians villa var et af dem. Caedmon standsede op og så op og ned af fronten på villaen, før han så på vagterne, der ligeså så på ham. Han sendte dem hver et hævet øjenbryn. "Godmorgen."
Han fik intet svar. Han rømmede sig, rettede på sækkens snor og så hen mod hoveddøren, ventende.

Han kunne høre at vagten var ankommet og hvis han var det så måtte Caedmon også være det, han gik straks over og åbnet døren og hilste på ham ved at give ham hånden og viste ham ind til sit laboratorium "sæt dine ting ved døren, jeg har noget jeg skal spørge dig om, et valg faktisk den her stol kan du sætte dig i og jeg vil så spænde dig fast i den og give dig en indsprøjtning, den indsprøjtning gør, at din evne hvis du har en, at den bliver fremkaldt jeg vil så derfra gå ud fra hvad jeg ser om din evne hvordan din træning skal være, det hjælper både mig men også dig selv fordi så kan jeg sætte et mere korrekt træningsprogram op, det program der så kommer hvis du ikke accepterer valget vil blive meget svært og.. væsken der er i indsprøjtningen gør også din evne stærkere, du har valget om du vil acceptere det nu eller aldrig først når du siger nej vil jeg ikke give dig det en anden gang, er det forstået? du får nogen minutter til at tænke over dit valg for selve processen er smertefuld hvis du har en evne, hvis du ikke har vil du mærke intet" sagde han og kiggede ret bestemt mod ham som, at han skulle tage sit valg nu og ikke om ti minutter.

Caedmon nåede knap nok at se sig omkring og få styr på de nye omgivelser, før hans nye lærermester, Assorian blokerede hans syn og viste ham videre ind i noget, der lignede et forsøgslokale, noget Caedmon aldrig havde set før. Han lagde sin sæk ned ved døren, mens hans blik undersøgte rummet, hans mund var let åben. Han lukkede den sammen igen og fokuserede igen, da det gik op for ham at Assorian havde snakket til ham i længere tid nu. Det gik hurtigt og det var som om, at det var en stor sætning, og Caedmon havde ikke været god til at lytte efter i starten, men han fangede noget med en sprøjte, træningsprogram, evne og smerte. Bagefter så Assorian på ham med et bestemt blik og Caedmon gengældte hans blik mens han overvejede sine muligheder. Han stod og kiggede på ham i højest et minut før han trak på skuldrene og så hen mod stolen. Den så ikke særlig komfortabel ud.
”Jeg tror ikke, at jeg har nogen evne, så jeg kan ikke se, hvorfor det skulle skade at prøve,” sagde han, mens han så hen mod Assorian igen. Intet smil var at skue, for selv om han ikke virkede nervøs, så var han det. Han havde ikke synderlig lyst til at sætte sig ned i en stol og få sprøjtet en underlig væske ind i sig. Men han ville i gang med træningen og igen, så kunne det sagtens være, at han ingen evne havde.

Asso kiggede på ham og smilede et ret lusket smil og fik så Caedmon til at sætte sig i stolen "sæt dig der og vent imens jeg lige sætter det hele klar" han satte alt op der kunne identificere et skyggevæsen's evne så skar han sig i armen så det blødte, det helt kul sorte blod kom ud og han hældte det ned i en skål og sagde så nogle magiske ord som fik blodet til at boble, han tog så kanylen frem og suget væsken ind i det. Han gik så over til Caedmon som sad i stolen og Asso spændte så armene undtagen den ene og ben sammen hvor han så sprøjtet blodet ind i blodåren på Caedmon og så spændte han den sidste arm til og han gik så bag sit sikkerhedsglas og tog notesbogen frem og gjorde klar til at skrive ned, nu var det bare med at vente.

Assorians lumske smil fik Caedmon til at rynke panden kort og tvivle på om det nu havde været en god idé at sige ja til dette forsøg. Men igen, han tænkte jo heller ikke at han nogen evne havde. Så han besluttede sig for at sætte sig i stolen, der, som han havde forventet, var meget ukomfortabel. Hvad der var mere ukomfortabel var, at han skulle spændes fast ved arme og ben og dette bekymrede ham. Hvorfor skulle han ønske at komme fri eller flygte? Indsprøjtningen hjalp ikke på hans misbehag. Han havde aldrig set en nål før i sit liv og fornemmelsen af at få sprøjten en varm væske ind i sig var direkte kvalmende, men han sagde intet i mod det. I starten skete der intet. Det var blot ubehageligt at have Assorian til at stirre forventende på ham med en notesblok. Caedmon begyndte at tromme med fingrene mod armsædet.
”Jeg sagde det jo. Jeg har ingen-” En smerte, som han aldrig havde oplevet før, selv ikke i flere år som slave, skød i gennem ham, og han skreg. Det føltes som om revner løb i gennem hans hud og i hans knogler, og han skreg med alt den luft, der var i hans lunger. Når der intet mere luft var, hev han efter vejret, før flere skud af smerte skar i gennem ham. Hans negle borede sig ind i armsædet, og han prøvede at sparke og slå men spænderne holdt ham fast.
”Assor-” Mere nåede han ikke at sige, før det blot blev til en utydelig jamren. ”Slip mig fri!”
Han klemte øjnene hårdt sammen, mens han følte hans krop vride sig. Knoglerne, som Assorian havde fundet frem, begyndte at få revner, der langsomt flækkede sig større og større, mens Caedmon råbte op.

Asso begyndte og tage noter da virkningen gik i gang og blev faktisk i tvivl da der ikke skete noget men det gjorde der så alligevel, han skreg og Asso begyndte at tage notater om hvordan hans krop reageret på det men hvornår man ville kunne se hans kræfter undrede ham lidt. Han huskede med Moo hvordan hun klarede det, han husker den følelse han havde da han udsatte hende for det, det fik han det ret dårligt med husker han fordi det var hende, hun var det sødeste skyggevæsen der levede hvilket han fandt ret specielt derfor kunne han nu godt lide hende og betragtet hende lidt som hans bettesøster, han huskede også hvordan han spændte over til Moo da processen var stoppet og havde det helt dårligt med det han udsatte hende for, det var ikke det samme med Caedmon der var han ret ligeglad med hvor meget han skreg, han skulle igennem det og sådan var det.
Han kom tilbage til nutiden da han hørte ham skrige, at han skulle slippes fri og det var der, at man så hvilke kræfter han havde, han havde knoglemanipulation da knogler sprækkede mere og mere for hvert skrig, og endda i en høj fart så det ville betyde, at hans evne nok skulle blive stærk en gang. Da det var færdigt tog han energipillen med over til ham "Her tag den her, og stol på mig den gør ikke det samme som før, ved godt du måske er sur men du skal tage den, den hjælper dig med, at få din energi igen" sagde han og rakte pillen til ham, så var det bare om han ville tage imod den eller ikke.

Smerten stoppede med at komme igen og igen men den sitrede stadig i ham. Han rystede svagt og spændte i alle sine muskler, mens hans fugtige øjne fulgte Assorian bevæge sig mod sig. Han løsnede ikke sit greb om armsædet og trak vejret hurtigt og hvislende. Han så på Assorian med et næsten såret blik, dog var vreden i det tydeligere. Hvorfor havde dette været nødvendigt? Caedmon havde ikke en gang set, at han havde en evne og var ikke sikker på om smerten overhovedet havde været det værd. Havde han virkelig skubbet hele sit liv til side, sit utilfredsstillende men trygge liv med faste rammer, blot for at blive udsat for endnu mere smerte? Assorian havde advaret ham, det var sandt, men Caedmon ønskede ikke at blive ved med dette.
”Det her er ikke, hvad jeg sagde ja til,” fik han snerret frem. Han vidste ikke, at det ville gøre så ondt at være Assorians lærling. Så kunne han lige så godt forblive slave. Men igen: Hvor slemt var smerten virkelig, hvis den gav ham frihed?
Han så så på pillen i Assorians hånd. Hans bryst hævede og sænkede sig, mens han langsomt gav slip på sædet. Udmattelsen gjorde hans krop tung, og hans syn slørret. I starten tøvede han, for hvad hvis Assorian løj for ham? Men da mørke pletter blokerede hans synsfelt, frygtede han at besvime og han løftede sin arm, der føltes som tung som bly, for at gribe fat i pillen. Hans hånd blev næsten dumpet oven på Assorians for han havde ikke kræfter til at holde den løftet, og med den sidste energi, han havde tilbage, kastede han pillen ind i munden og tvang sig selv til at sluge den. Han havde aldrig slugt piller før, men han havde set andre gøre det. Det føltes ubehageligt, hvordan den store pille gled ned i halsen på ham. Han klemmede øjnene sammen og så slappede han af i hele kroppen.

Han kiggede på ham og smilede, han var ved at være rolig igen heldigvis, det var nødvendigt det her fordi han skal kunne se hvad deres krop og sind kan klare af smerte før deres træning kan begynde ordenligt. Han tog Caedmon op og løftede ham oven på og ned i kælderen hvor deres værelser var og lagde ham der "læg dig her og sov, din træning begynder så snart du har energi igen, i morgen viser jeg dig huset, okay?" sagde han og klappede ham på hovedet "jeg ligger en pille mere til dig her, tag den når du vågner op igen" sagde han og smilede til ham "det her var nødvendigt for din træning, og lige en anden ting.. er du ikke lydlig og lytter til mig er det måske sådanne smerter her du kommer ud for som straf, hav det i bagtankerne" sagde han med et lumsk smil, han skulle vide hvis han lavede noget dumt ville det få konsekvenser, nu var det bare med at vente til var frisk igen og så kunne hans træning for alvor begynde.

Caedmon var tæt på bare at falde i søvn der i stolen, men så løftede Assorian ham, og han spærrede overraskende øjnene op.
”Hva-” Han sagde ikke mere, men prøvede at vride sig fri. Det kunne han ikke, for han var simpelhent for udmattet. Oveni alle de nye oplevelser og indblik var dette eksperiment dråben. Alt virkede slørret for ham, som om det hele var længere væk end det faktisk var. Så han blev slap i Assorians arme og lod ham bære sig. Han havde kvalme, men han havde ikke spist noget det meste af dagen, så han frygtede ikke at kaste op.
Han blev lagt i en seng og prøvede at holde øjnene åbne, men selv når de var, kunne han ikke rigtigt se noget, og han kunne ikke få et overblik på sine omgivelser. Han lyttede blot til Assorians stemme og prøvede at nikke, men det kunne han heller ikke, så i stedet kom han med en ”Hm”.
Det sidste Assorian sagde, nåede Caedmon dog at bekymre sig over. Assorian var en mand, man ikke kunne stole på, det havde han indset nu. Og denne her smerte ønskede han ikke at opleve igen. Hvad havde han dog rodet sig selv ud i?
Det spørgsmål kredsede i hans tanker idet det hele blev mørkt, og han faldt i søvn.