A little free time is always great - Caedmon

S: En lille kro nede i byen
O: Der er afslappet omgivelser, folk drikker.
V: Det er lunt som altid i Dragons Peak
T: Middag - over imod eftermiddag
P: https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/736x/1a/49/e6/1a49e646779ea95bbb0706936fe548c8.jpg
Emne til: @Caedmon

---

Alison havde begivet sig på egen hånd dybere ind i byen. Assorian var rar nok at være i selskab med, ikke det, men hun havde behov for luft også. Hun havde været her de seneste dage, og overnattet ved ham. Men nu var hun sulten. Sådan rigtig sulten! Alison havde derfor startet en fest, hvem elskede ikke at danse rundt. Desuden var hun god til at samle mennesker. En flok på et par mandfolk havde hun samlet rundt om sig og taget dem med op på et værelse. Alison åd aldrig hele sjælen, så derfor var der flere - og hun vidste det ikke gjorde dem noget. Det gjorde altid tingene lidt mere spændende ikke sandt?
Efter hun var mæt klædte hun sig på og gik ned.Succubuser spiste jo sjæle igennem sex, og sådan var det jo bare. Hun gik ud til krostuen igen, efter hun havde rettet let på sit hår - så det så fantastisk ud igen. Så fik hun et smil på læben og dansede rundt imellem folk. Det var fantastisk blot at slå sig løs.
Dog endte det med hun kom til at danse ind i en ung mand. Skyggevæsen. Kun skyggevæsener kunne se så tomme ud når hun så på dem. Det gjorde hende dog ingenting.

//Lidt kort start, det bliver bedre senere

Caedmon havde fået en fridag, noget han havde brændt efter lige siden han flyttede ind ved Assorian. En mix af hård træning, tilvænningen til skyggevæsen og blufærdighedskrænkende Moo var for meget at overskue uden at få lov til at komme væk. Men nu hvor han endelig kunne komme væk, vidste han ikke, hvor han skulle hen. Bronze of Time District virkede intimiderende for ham, der havde brugt sit liv på en farm på landet, og de mange grottegange, om så det var sagt at man ikke kunne fare vild, havde han ikke lyst til at udforske. Så han besluttede sig for at gå på den første kro, han kunne støde på, kaldet ’Den hoppende sten’. Han havde taget sit fineste sæt tøj på, der dog ikke var så fint – en løs, langarmet sort trøje, mørkebrune bukser bundet med snor i bunden og nogle sko, som han havde taget fra Assorian. Han havde jo så mange.
Kroen var egentlig hyggelig nok. Lidt klaverspil spillede gennem lyden af folks samtaler, og folk virkede rolige og afslappede. Nok fordi det ikke var aften endnu. Caedmon havde aldrig været på kro før, men han havde drukket. En gang havde nogle slaver stjålet alkohol fra deres herre og delte det rundt mellem de andre. Dagen efter lærte Caedmon at det var endnu hårdere at blive pisket med tømmermænd. Men nu havde han fået nogle mønter af Assorian, og nu ville han prøve at købe en øl. Han bevægede sig op til baren og lagde pengene på bordet. ”En øl. Stor,” sagde han, mens han kiggede rundt på folkene omkring ham. Hvor var den store gruppe mænd henne? Han tænkte ellers at de ville blive længere. Hm.
Han fik sin øl, nikkede til tjenerinden som tak, og tog en slurk, før han hostede. Han var ikke vant til smagen eller den brændende fornemmelse. Men nu havde han brugt penge på det, og så skulle den drikkes.
Flere personer kom op til baren, og han stod nu i vejen, så han besluttede sig for at finde et sted at sidde. Han møvede sig forbi personerne og havde lige fået et bord i sigte, da en pige dansede ind i ham. Øllen blev spildt ned af ham og ned af gulvet, så kun en kvartdel af det var tilbage i kruset. Han vendte sig mod hende med et vredt blik.
”Se dig for, dit fjols,” vrissede han af hende. Øllen havde han stillet fra sig.

Fyren hun stødte ind i vrissede af hende, hvilket fik hende til at dreje hovedet om imod ham. Det blonde krøller fulgte hendes hoveds bevægelser, og de store blå øjne blinkede uforstående på skyggevæsnet. Så tog hun et blik ned af ham, og opdagede at hun havde fået ham til at spilde sin øl. Han var stresset eller bare træt efter en lang dag - som mange var. Dog kunne hun også se at han var vred på hende, også selvom man ikke behøvede nogen særlig evne for at se det.
"Jeg betaler for en ny øl, og hvis det er, kan jeg hurtigt skaffe dig nogle nye tørre klæder?" Spurgte hun og vippede stille hovedet halv uskyldigt på skrå. Så fik hun øje på hans sko. Det gjorde hun kneb øjnene en anelse og så skyggevæsnet i øjnene.
"Er det virkelig smart at stjæle Assorians sko?" Spurgte hun og fnøs kært, der var intet hånligt over hendes måde at være på. Nu vidste hun intet omkring Assorians relationer med folk, så det kom ikke hende ved. Men hun kunne kende Assorians sko. Hun havde købt de der sko til ham. Og de var specialdesignet. Hvilket hun jo selvfølgelig kun vidste.
Alison havde et meget legende smil på læben, det var faktisk lidt sjovt, at denne mand blot havde 'lånt' Assorians sko. Assorian ville få et møgfald, mest fordi han ikke kunne lide når han ikke havde ting under kontrol.

Så kørte hun let en hånd henover sine blonde krøller, og rakte den anden frem - hun ville præsentere sig ordenligt. Noget havde hendes onkel da lært hende.
"Mit navn er Alison." Hvis han begyndte at vise tegn på at være sur på hende stadigvæk eller andet, ville hun nok også ændre måde at snakke til ham på. Men hun gav altid folk en chance. Det var bedst sådan, havde hun fået fortalt.

For Caedmon kunne det her have endt to måder – enten sagde pigen undskyld og skyndte sig væk eller også blev der slåskamp. Intet andet var han vant til. Men pigen tog det hele roligt og virkede egentlig til at reagere venligt på hans ellers fornærmende kommentar. Så han blev overrasket, hvilket man også kunne se på ham. Hans vrede forsvandt langsomt, og han så ned af sig selv, da hun sagde at hun kunne skaffe ham nogle nye klæder. Han havde spildt på Assorians sko… Det var skidt, men det måtte vente til senere.
”Nye klæder ville være dejligt,” sagde han, da han så op på hende igen. Han var lidt utilpas – han var ikke vant til at fremmede var så venlige mod ham. Men han ville udnytte det så godt, han nu kunne. Alison, som hun havde præsenteret sig for, rakte hånden frem. Caedmon tøvede kort, mens han overvejede situation, før et lille smil kom frem på hans læber, og han gav hende hånden. ”Caedmon Trail.”
Han gav slip på hendes hånd igen, stak hænderne i lommen og så sig omkring. De folk, der før havde standset op i håb om at se en slåskamp, var nu gået tilbage til deres normale samtaler. Caedmon vendte sit blik mod Alison igen og et lille håb spirrede op i ham. Det ville faktisk være ret at have en normal samtale med én for en gang skyld. Men han blev dog nødt til at spørge: ”Hvor kender du Assorian fra?”

Vreden forsvandt stille fra ham, hvilket gjorde hun selv blev mere afslappet. Nogle forventede en slåskamp selvfølgelig. Sådan nogle var der altid, men hvis de ville have en måtte de selv sørge for den. Alison bemærkede hans smule usikkerhed, lidt ligesom hende selv. Hvor hun kendte Assorian fra.
"Han er en god ven af min familie." Svarede hun og vippede hovedet en anelse på skrå. Så lavede hun et lille nik med hovedet til at han skulle følge med hende. For så ville hun gå op på et af værelserne på kroen, hun havde været i før. Fyrerne fra før var for længest smuttet, men ikke dem allesammen havde husket alt deres tøj. Typisk. Så da hun åbnede døren lod hun hurtigt sit blik glide igennem rummet.
"Aha!" Sagde hun og gik hen og samlede noget tøj op. Hun kastede det hen til ham. "Så, hvor kender du Assorian fra?" Spurgte hun nysgerrigt.

Hun satte sig med ryggen til ham på sengen, imens hun snakkede. For hun ønskede ikke at invadere hans privat liv fuldkommen. Selvom han selvfølgelig blot kunne gå ind i værelsets badeværelse, hvis han hellere ville klæde om der. Alison var nysgerrig på dette unge skyggevæsen. Hun ville gerne lære ham ydeligere at kende, og kunne faktisk nærmest ikke vente med det. Men hun kunne i det mindste kontrollere sine impulser. Så hun sad blot og nynnede for sig selv imens hun kiggede over imod solen som snart var på vej til at gå ned. Det var nu sådan et smukt syn.

En ven af familien? Det var helt underligt at tænke på Assorian som en der havde venner. Eller andre relationer generelt. Han virkede meget optaget i at oplære sine to lærlinge. Men dette valgte han at skubbe til side, for han havde egentlig ikke lyst til at kende mere til Assorian end nødvendigt. Han var ikke andet end en træner for ham og mere skulle han ikke blive.
Alison gav sig til at gå, og Caedmon fulgte efter hende efter få sekunders tøven. På en måde var han spændt. Efter at have været slave i mange år, havde han ikke rigtigt haft mulighed for at socialisere sig, og han troede heller ikke at dette kunne ske som Assorians lærling. Men Alison virkede som en sød pige, en søde pige, der ville give ham mere tøj. De gik ind på et værelse, som han gik ud fra var hendes, men på gulvet var der mandetøj, og han rynkede panden i undring. En lille smule tvivl gled frem i ham men han skubbede det til side, da hun kastede tøj hen til ham. Det var af godt materiale, ikke som den kradsende trøje han havde på nu. Hun satte sig med ryggen til ham, men for at være ærlig var han lidt ligeglad nu. Moon havde været med til at fjerne det meste af hans blufærdighed. Hans tanker gled kort hen på sin nat med Moon men det skubbede han til side. Han ville ikke tænke på det lige nu. I stedet gav han sig til at klæde om og svare på hendes spørgsmål: ”Jeg træner hos ham.”
Han brød sig ikke om at kalde sig selv en lærling. Det fik det til at virke som om Assorian bestemte helt over ham, og den tanke brød Caedmon sig ikke om.
Han fik tøjet på og det lagde sig blødt mod hans hud. Han kunne ikke lade være med at stryge en hånd over sit bryst blot for at mærke det behagelige stof. Denne trøje var nok noget af det mest behagelige han nogensinde havde haft på.

Alison lyttede. Hun lyttede ikke kun til hans ord. Men også til hans vejrtrækning.
"Træner hos ham. Det lyder intens." Svarede hun og da det lød til, at han var færdig med at klæde om. Så drejede hun sig rundt, så hun sad med font mod ham. Alison kunne ikke forstille sig at være lærling for nogle, medmindre hun havde en virkelig god grund til det ville hun gøre det. Ellers kunne hun ikke drømme om det. Hun sendte ham et varmt smil.
"Det klæder dig." Komplimenterede hun ham. Så flyttede hun sit blik op til hans øjne igen.

"Du strejfer mig ikke ligefrem som en person, der ønsker at have en læremester. Du virker mere som en person der ønsker at være selvstændig." Sagde hun så ud i den blå luft. Det var blot hendes mening, og hun vidste  - at nogle sommetider godt kunne lide at høre andres meninger om dem. Også var der dem som hadede det, men smag og behag.
"Hvor længe har du egentlig været skyggevæsen?" Spurgte hun af nysgerrighed. "Hvis jeg altså må have lov at spørge." Tilføjede hun hurtigt, for igen. Så ønskede hun ikke at presse citronen. Hun var en meget snaksagelig personlighed, og det var ikke ligefrem noget hun lagde skjul på. Hvorfor skulle man også det?
Så sprang hun op fra sengen, og gik over til køkkenet. Her forsvandt hun ind i det lille opbevaringsrum, og fandt en fin dyr champagne frem.
"Vil du have et glas?" Spurgte hun, men var allerede igang med at skænke op i to glas. Hun satte flasken fra sig, og tog glasset med hen til Caedmon, hvor hun rakte ham det. "Skål" Hun ville skåle med ham, og tog derefter en slurk.
"Hvis du har noget at spørge om, så spørg endelig løs." Sagde hun meget åbent og sendte ham et stort smil.

Caedmon blev ved med at se ned af sig selv og nikkede som for at give hende ret. Han så faktisk godt ud. Trøjen var lidt for stor til ham, men det var ikke noget problem. Det var første gang han havde haft en hvid skjorte på, og han kunne egentlig ret godt lide det, selvom knapperne drillede lidt. For første gang siden han havde været skyggedæmon følte han sig faktisk glad. Ikke en gang Moon havde været i stand til at gøre det. Normalt var han ikke imponeret over materielle ting, men når det befandt sig om hans krop, kunne han ikke lade være med at sætte pris på det.
Han så på hende igen, da hun stillede ham et spørgsmål, og det lille smil, der var på hans læber, forsvandt igen, men den lille glæde der var begyndt at spire op i ham blev ved.
”En uge, sådan cirka,” svarede han hende henkastet. Han ville helst ikke gå i detaljer med sin forvandling. Generelt ville han godt undgå at snakke om det liv han havde nu og Assorian, for det fyldte allerede nok i forvejen, men han havde ikke så meget andet at fortælle om sig selv eller sit liv. Han havde ikke haft en vitterlig spændende opvækst eller nogle sjove fortællinger til at snakke med over et krus mjød. Han så rundt i lokalet før han sendte hende et lille, måske lidt flabet smil, men det var en dårlig vane.
”Ja, tak,” svarede han på hendes spørgsmål, mens han tog i mod glasset. Han hævede det kort og tog en slurk. Boblerne brusede mod hans tunge og han rynkede panden over smagen og det glas der allerede var halv tomt. Måske havde det været en lidt for stor slurk. Han så ned på glasset og undersøgte så yderligere hotelværelset.
”Jeg går ud fra, at du bor her. Du bor ikke normalt i den her by, gør du?” sagde han uden at se på hende mens han gik hen mod et skab.

Kort inden han svarede, vidste hun med det samme at han ikke ønskede at snakke mere om det. Så da han svarede nikkede hun. Hun havde kendt Assorian som menneske, og som skyggevæsen. Det var utroligt sjovt at se, hvordan alle følelserne kunne skifte rundt på ingen tid.
Han tog imod glasset. Det var noget af de bedste man kunne få. Selv nød hun smagen af det dyre, hvilket også tydeligt kunne se på hendes smag i smykker. Ikke, at man skulle prøve at stjæle det fra hende, hendes reflekser var alt for gode til at man slap afsted med det. Hun kiggede rundt men lod sine øjne falde hen på ham da han gik hen til et skab.
"Jeg er fra Terroville. Lige nu bor jeg ved Assorian, men jeg kan godt lide, at sove i et rum, hvor ingen kommer løbende ind." Ikke fordi nogen gjorde det. Men Assorian havde måske savnet hende lidt for meget, på en måde som hun ikke havde savnet ham. Let slog hun tanken ud af hovedet. Hun bundede sit glas og satte det på bordet ved sengen, derefter gik hun med stille bevægelser over ved siden af ham. Let placerede hun sine arme over kors.

"Hmm, lad os lave en aftale." Stille drejede hun fonten over imod ham og vippede atter hovedet lidt på skrå - denne gang en anelse mere kært. "At det her bliver dit rum når jeg er smuttet. Her er fred. Ingen ville vide du er her, så når du er træt af omverdenen eller blot har brug for at være lidt alene.. kan du smutte herhen." Det var et gratis tilbud. Hun skulle nok betale lejen af værelset. "Og du skal ikke bekymre dig om betalingen. Det er det mindste jeg kan gøre for at ødelægge dit tøj." Blot en dårlig undskyldning for at give ham. Alison kunne godt lide at give. Så rettede hun opmærksomheden på en af knapperne havde havde knappet forkert og fik et lille grin frem. Hun knappede de knapper op som var knappet forkert, og ordnede det hurtigt. Da hun havde ordnet knapperne løftede hun øjnene op for øjenkontakt.
"Du havde knappet lidt skævt." Smilede hun ganske kært til ham.

Han havde allerede fået et greb om skabets håndtag, da Alison svarede på hans spørgsmål, og han vendte atter sin opmærksomhed mod hende. Han sippede en smule til drikken i hans hånd mens hun svarede, hans blå øjne hvilede på hende, idet hun begav sig over mod ham. Caedmon var ved at blive ret irriteret over hvor lidt Assorian fortalte ham. Endnu en gæst i huset? Fik hun lov til at sove ovenpå i lyset i stedet for den skumle kælder? Måske var han bare mere venlig over for andre end sin lærlinge. Måske så han dem virkelig som slaver. Han skubbede hurtigt den tanke og vreden der fulgte den væk og fokuserede i stedet på pigen, som nu stod foran ham. Han lagde selv hovedet en anelse på skrå, dog ikke på den samme kære måde som hende, men spørgende.
Hendes aftale fik et overrasket smil frem. En glæde brusede op i ham og fik ham til at glemme den vrede, han følte før. Denne aftale kunne give ham den frihed, som han havde håbet på at få, da han sagde ja til at blive Assorians lærling. Han havde næsten ikke været alene hele sit liv. Selvfølgelig var han alene nogle gange nede i kælderen men han følte sig altid overvåget på en eller anden måde eller også frygtede han bare at Moon kom hvert sekund og afbrød ham. At have et sted, hvor han bare kunne være uden at være nervøs for at blive forstyrret var noget han aldrig havde haft før. Men glæden forsvandt, da han indså noget – Hvorfor skulle en tilfældig kvinde pludselig give ham sit hotelværelse og betale for det hele? Fordi hun spildte på hans tøj? Næppe.
Så hans smil forsvandt atter igen. Han stod anspændt, da hun gav sig til at omknappe hans skjorte, halvt på grund af hvad han lige havde indset og halvt på grund af at han generelt ikke kunne lide at have folk så tæt på sig.
”Og hvad får du ud af det?” spurgte han, ”Hvad skal jeg gøre for det?”

Måske var det fordi hun kendte til følelsen af at ville være alene nogle gange. Let sank hun en klump. Hun var meget direkte, og god til at tale over sig sommetider. Da mistroen spredte sig over den blå skygge, kiggede hun blot på hans ansigt. Alison så ham i øjnene og kneb ganske kort dem sammen.
"Hvad jeg får ud af det?" Let trådte hun et skridt tilbage, og vendte ryggen til ham. Hun gik med elegante bevægelser over for at sætte sig i vindueskarmen, blot for at vende sig om med fonten  mod ham. "Altså, først og fremmest. Så ved jeg fra mig selv, at et sted, hvor man kan være sig selv. Er bedst. Jeg ved Assorian havde lærlinge i sin kælder, og jeg finder det forkert. Blot fordi, at jeg er hans ven, betyder det ikke at jeg er enig med alt han fortager sig." Kommenterede hun med et alvorligt glimt i øjet. Hendes søde ansigt var nærmest væk, hun kunne skam sagtens være seriøs.

Let åndede hun ud. Det var rigtigt. Der var mange ting som Assorian gjorde som hun var imod. Måden at holde lærlinge på. Måden han behandlede sine tidligere kærester på. Måden han blot havde tilkaldt hende efter han ikke var sammen med dem mere, som om at hun var en han kunne bruge når han ikke havde andre. Det fandt hun sig langtfra i. Men hun ville ikke slås imod ham, for hun kunne se han ikke ønskede at være ond på den måde. Det var den person han var blevet nu. Alison slog blikket til side.
"Jeg vil ikke have noget fra dig. Andet end at stedet her forbliver vores hemmelighed. Om du vil tage imod det eller ej, det er op til dig. Tilbudet vil altid være der. Du ikke en af Assorians lærlinge når jeg ser dig. Jeg ser dig som en ligemand. Ikke som en slave, ikke som en der skal fortælles, hvad han skal gøre blot for at gøre en anden stærkere." Alison så direkte på Caedmon, om han ville kigge på hende eller ej. Alison var ærlig. Og hun talte altid med hoved og hjerte i balance. Hende og hendes familie havde altid været imod slaver. Ingen burde være slaver. Så Alisons næste mission var at overtale Assorian til at give hans lærlinge deres egen bolig, eller i hvert fald flytte dem op fra kælderen. Intet var mere nedladende end at lade folk sove i en kælder...

Caedmon fulgte hende med øjnene, da hun trak sig væk fra ham. Han stod ikke helt stille men blev ved med at skifte vægten på sine fødder, hvilket kunne virke til rastløs, men det var bare en vane han havde. Han havde ikke rørt sin champagne siden hun havde nævnt aftalen, og nu stod han også bare med den i hånden og lod sin pegefinger stryge over det tynde glas.
Han nikkede til hvad hun sagde, og pressede sine læber sammen, mens han så ned mod sit glas. Nu havde Caedmon aldrig rigtigt været alene, så han vidste egentlig ikke, hvor fantastisk det var, men han brændte efter at prøve det. Og ja, det var træls, at være i den dystre kælder, hvor man altid følte sig fanget og indelukket. Det var derfor, han var så glad for at komme væk derfra på en fri dag. Hans dag virkede også til at blive bedre og bedre.
Han var stadig en anelse mistænksom og forsigtig, men nu overvejede han det kraftigt og kunne heller ikke holde håbet tilbage. Hvis hendes eneste krav var at stedet skulle være en hemmelighed, så var det meget han fik ud af den aftale. Han havde overvejet at vise det sted til Moon, så de ikke ville blive afbrudt af Assorian som sidste nat, de var sammen, men så igen – Var det overhovedet en god idé at tilbringe endnu en nat med Moon? Det var blevet for intimt, for sårbart. Desuden ville han så aldrig have stedet for sig selv, og så mistede han sin eneste chance for at være alene. Det var nok bedst, at han havde det her for sig selv.
Så gav Alison til at tale om hvordan hun så ham, og han rynkede kort brynene. Var det sådan Assorian så ham? En smule irritation kom frem i ham, men endnu en gang fokuserede han på det positive i hans ord. Hun så ham i det mindste ikke sådan, og hun gav ham, hvad han ønskede. Til sidst så han op på hende igen med et lige så seriøst blik som hendes.
”Fint. Jeg tager i mod tilbuddet,” sagde han, før han lidt efter tilføjede: ”… Tak.”

Alison vidste ikke, hvad Assorian mente om sine 'lærlinge' for hun havde ikke spurgt ham. Derved kunne hun ikke vide det. Selvom hun var ret så nysgerrig nu. Alison gik over imod Caedmon da han tog imod tilbudet.
"En fornøjelse at handle med dem." Sagde hun og der trak hun på smilebåndet i et skævt smil. Musikken nedenunder var så høj, at man nærmest kunne fornemme den igennem de mange vægge. Men det var også 'happy hour' selvfølgelig gav de den ekstra gas. Alison smilede til Caedmon.
"Dans med mig" Sagde hun og tog hans glas - som hun satte hen på et bord. Det var ikke fordi det lød som en ordre. Det kunne blot være sjovt. Det kunne ses i hendes øjne. De var varme og hendes smil strålede nærmest. Alison var et glimrende eksempel på, at ud af håbløse oplevelser i ens liv, kunne man finde lyset for enden af tunnelen og blive glad igen. Man behøvede ikke at være ulykkelig resten af sit liv.
"Så vil du?" Spurgte hun og vippede hovedet let på skrå.

Hun havde en naturlig charme og tiltræknings evne, men det var ikke en hun udnyttede. For hun ønskede ikke noget af ham. Eller jo, blot lidt selskab. Hun følte ikke helt at de var fremmede mere, derfor var hun lidt mere direkte. Alison smilede venligt til ham.
"Vi kan også gå nedenunder til festen, hvis du hellere vil det?" Spurgte hun for at give ham anden mulighed, hvis han ikke ønskede at være så tæt på hende.