AU stories: The walking dead

Han var så sikker. Sikker på, at hun var væk nu. Blevet en af dem. Blevet et af disse væsner. Han skulle aldrig se hende igen. Måske var det bedst? Det var aldrig bedst var det? Han var kommet væk. Skylden boblede inderst inde, en følelse han ikke vidste, hvordan han skulle få ud. Han syntes ikke han fortjente at være den der var tilbage. Ramsay sad udenfor sit telt og knyttede sin hånd omkring en halskæde der var hendes. Det var uger siden nu. Uger siden at verden var normal. Hun var blevet skudt. Hun var blevet sendt til hospitalet. I koma. Han havde prøvet at blokere døren, så de ikke kunne komme indtil hende, men efter det var han løbet af sted.  Måske skulle han være blevet der? Han rystede på hovedet af sig selv. Nu måtte han stoppe. Stoppe med den følelse af skyld.
"Ramsay, kom her ud, der er mad." Sagde en stemme og kom ned til ham. Merinda vippede hovedet på skrå og rystede lidt på det efterfølgende. "Der var intet du kunne have gjort, men jeg ved hun ikke ville lade dig sidde der og sulte dig selv." Tilføjede hun med et skævt smil. Han sukkede let og gik op for at spise.
"Vi skal indtil byen og hente nogle forsyninger. " Sagde en af de andre medlemmer. Ramsay sukkede.
"Jeg skal nok gøre det." Sagde han så og kiggede ikke op. "Jeg tager med." Sagde en mørkhåret kvinde.

Næste morgen kørte de af sted til byen. Det var et trist syn. Tomme biler på vejene. Intet liv. De tog tit hertil efter forsyninger, så de kørte vel på det sidste, hvis de ikke skulle opdages af andre grupper. Alle gik op i overlevelse fortiden. De levende var fjenden. En fjende man skulle passe på. De parkerede bilen lidt udenfor byen for den ikke skulle give for meget larm. De døde reagerede på larm, og de var overalt. Hvis de skulle have den mindste chance for overlevelse, så skulle de ikke opdages. De gik igennem de tomme by gader. Så snart de opdagede en walker så prøvede de at gå den anden side. Ramsay havde nu allermest lyst til at hamre kniven igennem hovedet på væsnet så han slap for des problemer senere. Men tøsen han gik med havde andre planer, tydeligvis, hvilket irriterede ham.
De kom ind i en butik og kiggede sig omkring. De var forberedte, i tilfælde af angreb. Ramsay reagerede på en lyd, hvilket tøsen Emily han gik med tydeligvis ikke havde hørt. Pludselig sprang en walker frem og overfaldt Emily. Ramsay trådte et skridt tilbage og så blot på det.

Der var dog noget andet ved denne walker. Den agerede ikke som de andre. Da den rejste sig op og vendte blikket imod ham, frøs han fast. Det var ikke en walker.
"Rammy?" Spurgte den velkendte stemme. Hvis ansigt var dækket i blod, og alligevel var han ikke i tvivl om, hvem det var.  Josette. Hun svang armene om ham, og han knugede hende tæt ind til sig.
"Jeg troede du var død." Hviskede han imod hendes hår.
"Og jeg troede du var væk." Svarede hun. Der stod de lidt endnu til de hørte noget banke imod glasset. Walkers.
"Kom med." Sagde han og greb hendes hånd. Trak hende med sig til hun faktisk løb med. De løb hen til bagdøren og åbnede den. Walkerne var overalt.
"Shit." Mumlede Josette og tog sig til hovedet med sin frie hånd. "Hvad gør vi?" Spurgte hun og så på Ramsay. Han fnøs let.
"Overlever. Det gør vi altid." Sagde han så og trak let på skulderen.  Ingen tvivl om at de begge havde en lyst til at overleve. Spørgsmålet var blot, hvordan.

Ramsay løb ud af døren. Tog en daggert op og gik imod walkerne.
"Ramsay!" Vrissede hun og himlede med øjnene inden hun også løb ud. Hun tog sin kniv og hjalp Ramsay med at lave en fri bane så de kunne løbe afsted igennem byens gader. De skulle hen til den bil og det kunne kun gå for langsomt....