hvem er du? - Nggung

Det er sent om natten, og de fleste folk, er taget hjem.
Natalie sidder i sin rullestol, ved et bord, og spiser noget kød og grønsager.
hun har noget tøj på, der dækker hendes krop, men man kan godt se, hendes kønne ansigt.

selv om at Nggung ikke fik noget ud af at gå på en kro så havde han lige lyst til at besøge det vilde svin idag.
han satte sig op til bare og kiggede ud rundt omkring i lokalet, men da han var kommet en halv omgang væltede han på stolen og det lavede en masse larm "undskyld" sagde han og satte sig op igen.
han var heldig at hans hætte stade blev på hans hoved da hvis folk så hvad han var så ville alle sammen flippe ud og tage deres våben frem og det gad Nggung ikke helt at gøre selv om det var sjovt at slås så gad han ikke at have en hel by efter sig.

Natalie kiggede op, da der kom en masse larm, fra en, som havde væltet en stol, og hun rystede på hoved, og tænkte manden sikkert var fuld, hvorefter hun tænkte at han måske havde brug for hjælp til at komme hjem, som social rådgiver, havde hun tit mødt folk, der havde problemer med at drikke, og mange af dem, var ikke gode til at finde hjem på egen hånd, og selv hvis manden ikke var sådan en type, kunne hun vel stadig få en hyggelig samtale tænkte hun.
Hun lavet en håndbevægelse mod manden, som en invitation, til at komme og bruge lidt tid i hendes selskab.

Nggung kiggede lidt rund i lokalet for at se om folk kiggede på ham og der så han en dame der vinkede ham hen til hende, han havde ingen ting han ellers lavede, han havde muligheden for bare at sige nej tak og bare gå ud, men han ville da gerne have en lille samtale så han gik hen til kvinden.
han kom hen til hende og sagde "hey med dig" han havde stade hans hætte på så man ikke kunne se hans ansigt ordenligt.

Natalie nikkede venligt og sagde "Hey. må jeg få lov at nyde dit selskab?.. Mr anonym" hun smilede drillende til ham, da hun sagde det sidste.
"Sæt dig endelig ned." hun kørte sin talerken med mad, henover bordet, og satte den foran en stol på den anden side af bordet, hvor hun nikkede mod, som en invitation om at sidde i den.

Nggung grinede lidt af hans korte kælenavn "Mr anonym nej tak hvis du skal kalde mig mr så er det mr Long men du må gerne kalde mig Nggung" sagde han med et grin og satte ned ved talerken og skubbede den væk "nej tak jeg er ikke sulten" sagde han med et smil ikke fordi at han ikke ville vænne sig til at spise som andre men det vil ikke gøre noget gavn for ham.
han så på damen "hvem er du" spurte han med et smil.

Natalie smilede sefølgelig tilbage, og lod ham afslå maden, det var jo også bare en gestus.
hun bid lidt i navnet, og gentog det for sig selv "Nggung... det lyder bedst. Kald mig Amanda." hun stolet skam på manden, hun var jo ikke panoid, det var skam ikke derfor hun ikke gav sit rigtige navn, hun havde nok bare løjet for meget, at det var blevet en dårlig vane at præsentere sig selv, som en anden.
Hun kørte talerken tilbage til hende, og sagde så "Hvorfor gemmer du sit ansigt?.. åh gud.. du er vel ikke batman vel?" hun lod smilede igen drilsk, og forsatte med at spise, lige efter hun havde sagt "Der er intet, du behøver skjule. har set en del andre underlige ting"

Nggung lyttede til hvad hun havde at sige "Amanda" spurte han er du sikker du ligner ikke en Amanda" sagde han " du er da meget kønnere ind Amanda" han vidste ikke hvordan hun tog hans joke men han sagde et med en sacasme i hans stemme så det kunne være hun kunne høre det.
Nggung kiggede sjovt på Amanda da han spurte hvorfor men kom i tanke om at hun jo ikke vidste at han var vampyr og sagde "det er ikke noget jeg siger fra mig sødte" og smilede.

Natalie rystede op hoved, og sagde så "Jeg er opkaldt efter min mormor. hun betød meget for min mor." løgn var det ja, men en hvid en af slagsen. Natalie havde svært ved at snakke hele sandheder, så det var ikke personligt ment.
Hvorfor ville manden ikke tage sin hætte af? hm, nu begyndte manden at pirre hendes uendelige nysgerrighed. "Hvorfor ikke? Jeg har set min del her i livet, så du har intet at skamme dig over, eller frygte. amar halshug" hun smilede over det sidste, og kørte lidt væk fra bordet, så man nu kunne se hun sad i rullestol, hvorefter hun rollede tilbage til bordet, og forsatte hendes snak "Livet giver mange ar. tør du vise mig dine?" hun sagde det med en udfordrende tone, og smilede til ham, hun syntes han var venlig og hyggelig, og det var da altid en god slags selskab.

Nggung smilede til kvinden selv om hun ikke kunne se det "det er også et smukt navn" sagde han.
Nggung grinte lidt "ja men du har ikke set en som mig" han smilede stort "det kan godt være at du vil gi din hals men man møder ikke flere ind 2 af min slags så og jeg gider ikke at have hele byen på min nak så jeg ladere hellere vær" og lavede et lille grin og spurte "hvor er du fra" og kiggede om der var nogle der hørte hvad han sagde.

Natalie smilede lidt mere roligt til manden nu, lidt mere kærligt og venligt.. en mand med hemmeligheder. det havde altid fået hende til at føle tillid til personen. det betød for hende, at de kunne holde tæt, og havde mere personlighed end så mange andre.
hun kiggede så godt hun kunne på hans ansigt, men det var svært for hans hætte, men hun svaret ham med det samme "Min far er handelsmand, min familie rejser meget rundt, så kommer ikke fra noget bestemt sted. men vi rejser vist snart mod Doomsville, så kun kan måske finde os på market der, om et par uger, kender ikke helt planen endnu, det har min far styr på, men vil ivertfald gerne møde dig igen" det eneste sande i den sætning, var at hun gerne ville møde ham igen, men alt andet var løgn, en meget troværdig en, men det ændret ikke på det var løgn af den grund.
"Dig?"

Nggung grinede lidt "det er som om du ikke selv tro på det men okay fedt om nogle uger er jeg her igen for at vente på dig, du skal nok finde mig i baren så du kommer bare gående hen og siger hej" og der kiggede han først på hendes krop og da han så at hendes stol ikke lignede den han sad på kiggede han på hendes ben, eller stumper af hendes ben og Nggung blev stille "hvad er der sket" spurte han hende og tvang sig selv op for at se hende i øjnene.

Natalie nikkede, og sagde "Som sagt, min far bestemmer, han kunne lige så let, som vinden skifter retning, kunne jeg være i den anden ende af kortet, om nogen uger. manden bestemmer, sådan har det altid været i min familie" hun gav et uskyldigt smil, og trak lidt på skuldrene for sig selv, da han spurgte om det. var jo ikke fordi hun ikke havde hørt det før, for alle var jo nysgerrige, så det var ikke sjældent hun skulle genfortælle den historie, men hun forstod dem jo godt, og hun var skam glad for de spurgte, det betød de var venlige og ville hende godt, så hun svaret, denne gang ærligt, selvom det ville ødelægge hende tidligere løgne "Da jeg var barn, skete der en ulykke, der kostede mine forældre livet, og som ekstre omkostning, tog ulykken mine ben." hun tog en kort bid mad, og sagde med det samme "Men jeg er ikke typen der græder over fortiden. men tak fordi du spurgte" hun smilede lidt igen, og før han ville kunne nå at snakke selv, tilføjet hun "Og undskyld løgnene. dårlig vane"

Nggung grinede hårdt "ej undskyld men hvorfor løg du før, jeg kan godt forstå det og respekter det da man ikke kan stole på alle folk her i byen" sagde han og lænede sig tilbage som om han havde vundet samtalen, men det havde han ikke så han spurte om ulykken "hvad skete der i ulykken" og lænede sig frem igen for han syntes det var spænende at høre om andres ulykker selvom det ikke altid var sjovt for dem at forklare.

Det var ikke første gang, hun skulle forklare hvorfor hun løg, og alle får samme svar. så det ville han også få. hun trak sødt på skuldrene, og sagde venligt "Det er bare meget mig agtigt."
Hun smilede og var sefølgelig ikke mega glad for at snakke om ulykken, og det kunne man også mærke, men hun havde gjort det mange gange før, så det var ikke noget nyt for hende. hun fik et mere seriøst smil "Jeg havde ti års fødselsdag. og mine forældre, syntes jeg skulle få lov at spise ude, fordi jeg havde fødselsdag, selvom vi ikke havde mange penge. på vejen derud, sang jeg en lille vise, som var på mine tanker, mens ..." hun holdt en pause, og forsatte "jeg sad fast klemt i vej kanten, og ventede på at dø, ligesom mine forældre. jeg så min mor i øjnene, og sang hendes yndlings sang, for at berolige hende. bagefter kyssede jeg hende på kinden, som hun havde gjort ved mig, hver nat inden jeg skulle sove. så døde hun tilsidst af indre blødninger. min far døde på stedet. da folk kom, og ville have mig ud, havde de intet andet mulighed, end at amputere mine ben, for at få mig ud."

Nggung så meget overasket ud da hun fortalte om hendes historie, han blev helt mundlam men fik dog sagt "det er jeg ked af at høre" han kunne ikke sige ret meget andet og da han ikke gad at vise at han var vampyr så han gik heller ikke tættere på hende.
Nggung kom tilbage til der hvor de var sagde han "nu skylder jeg vidst min historie" og kiggede på 'Amanda'.

Hun var da glad for hans omtanke, men det var længe siden, og selfølgelig ville hun gøre næsten alt for at få sine ben tilbage, men hun var ikke den triste type, hun prøvede at gøre det bedste ud af alt.
hun grinte kort, og sagde så "Vidste ikke anonyme havde histoier? ej, kom med det. lover at bedst muligt undgå at mobbe dig med den senere" hun smilede drilsk, og ventede spændt på sin historie

Nggung grinede lidt og begyndte at fortælle sin historie "jo det statede med at mine forældre afleverede mig ved et klostre så jeg kunne blive lært op fra starten at forsvare mig selv, klostret blev andgrabet lige pludselig af en masse mænd og nu er der kun mig og min ven tilbage fra angrebet som var for 500 år sidden, og nu laver jeg i så meget harmoni med alle andre som jeg kan eller det vil sige at jeg at jeg har min ven fra klostret og så har jeg nogle venner jeg har mødt" han undlod at snakke om sin afdøde søster da han ikke gad at falde sammen af sorg igen.

Hun lod en blød og lille hånd, glide ned af hans kind, og nusse hans age i to sekunder, da han havde talt færdigt. hun havde jo været social rådgiver, og alle histoier med død i, havde hun altid givet fortælleren lidt nærhed, for at give dem lidt tryghed ved hende, eller hun prøvedet ivertfald.
hun tog hånden til sig, og tænkte på histoien. og svaret så med et roligt smil "500år? lyder som om, du er en god del ældre end mig. faktisk tyve gange" hun forsatte "Det lyder spænende. du må være et godt væsen" hun sagde det sidste lidt lavt og rettede sig i rullestolen, for at læne sig lidt tilbage. "Navnet er Natalie.. det der med at lyve. det er lige mig" hun grinte lidt over sig selv, og sendte ham et undskyldende smil

Nggung tog sin hånd op for at hun ikke skulle røre hans hud "nej helst ikke, jeg ved godt du prøver at hjælpe men det kan gøres på andre måder ind på den måde du har tænkt dig" han kærtegnede hendes hånd hurtigt og lagde den på bordet og kiggede undrene på Natalie "Natalie... det passer også bedre til dig" sagde han med et grin på læberne "og det går nok men man kommer ikke så langt når man lyver som når man bare er ærlig" sagde han med et grin.