Aldrig døm på udseendet (Nggung)

Endnu engang forbandede hun de skide mennesker, som ik kunne finde ud af selv at tage til skoven. En gang imellem skete det, at byer langt fra skoven havde brug for nogle af de specielle planter der kun groede derinde, men fik elvere til at rejse ud med dem. Der da havde været stor fest for elverfolket på det tidspunkt, var det blevet Kasandras job at levere planterne. De andre var da ligeglad med hvad der ville ske.
*Snobbede lys elvere. De har stadig ik fattet at vi er tjenere af skoven og IKKE dem.* Hun var lidt rasende over det, men hun kunne så heller ik helt bebrejde dem det. Hemmeligheden var jo godt beskyttet. Deres fjender skulle jo nødigt vide nogle af deres svagheder. Hun sukkede svagt og trak kappen tættere om sig. Hun lod en hånd glide op til håret og rette på det, så hendes ørespidser var dækket for omverdenen. Hun kiggede omkring i kroen og omsluttede drikke glasset med sin hånd. Hun løftede glasset og drak en mundfuld vand, som var dejlig kold mod hendes gane.
Selvfølgelig havde hun både sværd og bue med. Sværdet sad gemt under kappen ved hendes hofte og buen lå på gulvet ved siden af hende. Det ville ik virke særlig høfligt hvis hun sad med buen på ryggen. Hun prøvede på at finde ud af hvor langt tid hun været væk fra sin skov. Kasandra hadede at være adskilt fra skoven.alt hvad hun ville var at vende rundt og tage hjem. Men nu var problemet lige det, at hun ik længere var sikker på hvilken vej var hjem. Hun havde rejst så langt og havde fået så mange gale anvisninger at hun ik engang kunne finde den by hun var i sidste gang. Hun havde spurgt mange om vej, men der var mange der påstod at de ik kendte til skoven. Hun havde mistet lidt modet, men var dog fortsat med den mission hun havde fået. Derfor var hun nu i Doomsville. Fordi en af deres healere havde bedt om det. Nu var spørgsmålet bare, hvordan kom hun hjem?

Nggung kom gående ind i kroen, han kigged sig rundt *nu har jeg gået næsten hele landet undt damm det er stort* han gik op i baren for at få noget at sidde ned han gad ikke at have noget at drikke da han kun drak blod fra dyr, mens han så sig om i baren så han en dame der sad fr sig selv, han havde lige spist så det var ikke tørst der fik ham til at gå hen mod hende da han stod lige bag ved hende spurte han "sidder der nogle ved sidden af dem" og satte sig inden hun kunne svare.

Hun sad lidt i sine egne tanker og derfor hørte hun ik den unge fyr kommer over til hende. Det gav et lille gip i hende da han snakkede til hende, men det var så lillet at det ik var til at opfatte. Hun så over på ham da han satte sig ned, og hun rynkede brynene da hun så hans blege hud.
*Han er vel ikke...?* Hun kunne mærke en svag rysten i kroppen. Det hjalp ik at der kom en VAMPYR hen og snakkede med hende, når hun gik hen og blev svagere og svagere for hver time der gik. Nu mærkede hun virkelig længslen efter sin skov og hun trak kappen lidt tættere om sig.
*Mon han vil gå, hvis jeg lader som om jeg ignorere ham?* Hun undrede sig lidt og forbandede så sin svaghed. Hvorfor skulle hun også forbandes med svaghed ved mangle på skov.

Nggung så at hun klamrede sig sammen "fryser du" spørg Nggung damen han rørte ikke hende for hun havde ikke svaret endnu han tog sin hætte trøje af og lagde den på boret "du må godt låne min hætte trøje hvis du fyser" han smilede til damen hun så bekendt ud for ham men han var sikker på at han ikke havde set hende før han spurte hende om noget igen "hvad hedder du jeg hedder Nggung Long" han smilede og tog sin hånd frem for at hilse det ærgede ham lidt at han ikke havde fået øjen kontakt endnu for af det han havde set så var hun en meget pæn dame.

Kasandra kiggede over så alle hans bevægelser. Nu var hun sikker. Alle vampyrer bevægede sig på en bestemt måde og når man vidste hvad man skulle kigge efter, var de rimelig nemme at kende. Hun sukkede indvendigt. Hun var rimelig ung i forhold til sin races standard og derfor var hun sikker på hvad hun skulle gøre. Men til gengæld var hun jo ik længere en skovelver. Der gælder ik de samme regler, så hun behøvede ik at slå ham ihjel.
Kasandra kiggede på hans hånd og så op på ham. *Hvad helvede,* tænkte hun så og tog hans hånd. Da hun gav slip brugte hun de tegn hun havde lært til tegnesprog, og håbede lidt på, at han kunne tegnesprog. For hun ville ik til at snakke med sindet, når nu hun ik kendte ham. Og hun ville hellere ik gøre sig mere sårbar end hun allerede var.
"Jeg hedder Kasandra og nej jeg fryser ik, men ellers tak." Hun så afventende på hans ansigt for at ville læse hans reaktion.

han blev overasket da hun tog hans hånd og mere overasket da hun begyndte at lave alle muglige fagter *hva er hun døv så kan det være derfor at hun ikke hørte mit spørgsmål* han tog en lille blæk dåse frem en fjerd og noget at skrive på han åbnede blækdåsen og dyppede fjerden ned i dåsen og skrev lige så roligt da han ikke havde den pæneste håndskrift, han skrev, jeg hedder Nggung Long hvad hedder du og så op på hende med et smil og sikrede sig at hun forstod det han skrev.

Hun sukkede da hun så at der var sket en fejltagelse mellem dem. Hun var fantastik til at stave og læse, men det var mere moonwalkernes specielle skrift. Hun kiggede for første gang op på ham. Hendes grå øjne fokuserede på ham og prøvede på at finde ud af hvad han var for en. Hun vidste hvad hun måtte gøre og hun hadede det. Hun sendte sine tanker til hans sind og hun vidste at han ville høre det klart og tydeligt, da det var hendes måde at kommunikere på.
*Du skal ikke være bange* sagde hun og prøvede på at få sine tanker til at være beroligende. Hun kiggede omkring for at være sikker på at det kun var ham de hørte hende.
*Du kan bare snakke for jeg kan sagtens hører dig. Jeg er Kasandra og som svar til dit allerførste spørgsmål, så nej, jeg fryser ik.* Hun kiggede stadig op på ham, men hendes ansigt var halvt gemt væk af hætten på kappen.

Nggung så at hun forstod hvad han skrev han hoppede af det shock han fik da han lige pludsligt hørte en stemme i hans hovde han kiggede rundt for at se om nogle snakkede til ham han kiggede tilbage på kvinden "erm er det dig" hviskede han til hende Nggung var totalt rundt på gulvet. "hvis det var dig så kom med udenfor, kan ikke klare røgen" sagde Nggung og rejste sig og gik udenfor

Hun så hans overraskelse da han hørte hendes stemme og hun kunne ik lade være med at smile lidt skadefro. Det var sjældet man kunne give vampyrer shock, så hun tog det som en kompliment. en syg en måske, men stadig væk. Hun kiggede over på ham, da han begyndte at snakke igen og nikkede til hans spørgsmål. Men han så det ik for han havde allerede rejst sig og gået ud.
*skal jeg følge efter ham?* Det var ik smart at følge efter en vampyr, om aftenen. Alene. Hun kunne godt svagt mærke nervøsiteten, men der var noget over ham her. Hun rettede sig op, tog buen og gik mod døren. Inden hun åbnede, gemte hun halvdelen af buen inde under kappen. Den halvdel hvor pilen var med. Man kunne ik se at hun havde lagt pilen på. Det lignede at hun bare gik med sin bue i hånden, men sandheden var, at hun gjorde sig klar til et overfald.
*Den vampyr når ik engang at få tænderne frem* Tænkte hun, iom end lidt mistroisk, da hun jo ik var ved sin fulde styrke. Hun puffede døren op, gik ud i den svage regn og kiggede sig omkring.

//Sorry den blev så lang. Det er bare lidt svært at lade være.

Nggung blev glad da han så at hun kom ud men smilet faldt hurtigt igen da han så at hun havde gjort sin bue klar, Nggung smed sine hænder op i luften "undskyld hvis jeg gjorde dig bange men jeg er altså ikke ude på noget jeg vil bare gerne være din ven hvis du sænker buen kan vi snakke ordenligt" Nggung var blevet bange igen for det var ikke første gang han var truet på livet. "jeg er en ven ikke en fjende og jeg ville bare se om du var Kasandra"

//det går nok men ikke regn med lige så lange svar //

Hun løsnede pilen og så på Nggung da hun så ham udenfor døren. Hun havde et alvorligt ansigts udtryk, men stod ellers mod rank ryg. Hun lagde buen i venstre hånd, men havde stadig pilen liggende ned langs siden. Hun stolede ik helt på ham, han var trods alt en vampyr, og de tænkte for det meste kun på en ting.
Hun fjernede hætten og kiggede på ham, mens regnen begyndte at gøre hendes lyse hår fugtigt. *Det er mig der er Kasandra, men hvordan kan jeg vide at du er en ven Nggung? Normalt er din race ik ligefrem venlige mod os.* Hendes grå øjne borede sig ind i hans, da det ville gøre det nemmere for hende at se om han løj. Hun lagde ubevidst sin højre hånd på sværdknobben uden på kappen.

//De bliver heller ik så lange igen... Regner jeg med

Nggung hoppede igen for han havde ikke lige regnet med at hun gjorde det igen "holy shi kan du ikke snakke det er ikke lige frem normalt at du kan sende tanker ind mit hovde, men fordi at hele mit liv er jeg blevet opvokset til at hjælpe andre og ikke flippe ud" Nggung kiggede ned i jorden "jeg har bidt en person i mit liv og det er min lille søster og jeg kan ikke tilgive mig selv for det" Nggung faldt om af sorg og begyndte at græde "og det værst er at jeg ikke ved hvor hun er så jeg kan sige undskyld til hende"

//det gør ikke noget at nogle er længere ind andre og de må godt være lidt lange men det bestemmer du selv //

Kasandra lagde misbilligende hovedet på skrå og ville have lagt hovedet i hånden, hvis hun altså havde siddet ved et bord.
*Du kunne måske ik forstille dig at der var en grund til at jeg snakke med sindet?* sagde hun lidt bistert. Hun ved godt at han ik vidste noget om hende eller hvad hun var, og derfor ik vidste at hun havde skåret tungen ud på sig selv, da hun blev moonwalker, men stadig væk. Hun savnede at kunne snakke, at kunne danne ord med munden og synge med resten af elverne.
Hun rystede på hovedet for klare tankerne og blev forskrækket over at se vampyren sad på jorden, og græd. Hun vidste ik hvad hun skulle gøre, især fordi det kunne være et trek fra hans side af og han ville angribe hende så snart hun prøvede på at hjælpe.
Hun så dog på hans ansigt og fik ondt af ham, så hun gik hen og satte sig på knæ ved siden af ham og lagde armene om ham.
*Jeg er sikker på at hun ik holder noget imod dig. Jeg tror hun er bekymret for hvad der er sket med hendes bror.* Sagde hun stille. Hun havde taget den skape tone af sine tanker væk, så det ik ville være så ubehageligt at høre hende.

Nggung skubbede Kasandra lidr væk "jeg ved ikke engang om hun er i live" Nggung rejste sig op og begyndte at løbe lidt væk men på vejen snublede han over kantstenen mens han lå der på jorden tænkte han tilbage den dag hvor han bed sin søster, det var kun 2 dage efter han selv var blevet bidt, han var tørstig og hans søster var lige ved hans side, han kan huske at han bare tog fat i hende og bare sugede løs, da han slap hende igen lå hun liv løst han kiggede lige hurtigt på hende og løb, hans hoved kom tilbage til nutiden og han kiggede lige tilbage og så på Kasandra "undskyld jeg ved bare ikke helt hvad jeg skal gøre" og vendte sig om på ryggen og blev liggende der.

Kasandra lod ham skubbe sig væk, dog med hans overnaturlige styrke og hendes svag tilstand, endte hun med at falde helt ned og slog hovedet. Hun lå lidt og prøvede på at få styr på sig selv, men da hun prøvede på at komme op, så hun både sol, måne og stjerner, hvilket ik gav nogen mening overhovedet. Hun tog en hånd op til hovedet og følte efter. Hun var øm, men havde heldigvis ik slået hul, det værste der nok kunne ske, var at hun fik en bule.
Hun tog en dyb indånding og hev sig op ved hjælp af sit sværd, hvilket hun havde taget op af skeden og støttede sig til det. HUn kiggede på ham med et sørgmodigt blik, da hun vidste hun ik rigtigt kunne hjælpe på nogen måde. Hun rystede på hovedet, hvilket hun fortrød bagefter da det gav et stik af smerte i hendes baghoved. Da hun mente at hun havde vundet balancen trak hun sværdet op af jorden og stak den tilbage i skeden.
*Jeg ved ik hvad du går igennem, for jeg har aldrig oplevet det, men en ting ved jeg. Det nytter ik noget at male fanden på væggen for verdens ende. Det bedste du kan gøre nu er at prøve at finde hende, istedet for at klynke og have ondt af dig selv.* Hun var lidt hård, det vidste hun godt, men når var balancens beskytter i skoven så havde hun lært, og så på den hårde måde. Hun indså hun nok var nød til at undskylde for hendes hårde ord. *Undskyld, det kunne jeg godt have sagt på en anden måde.*

//Oka, jeg ved ik hvorfor de bliver så lange... Det er bare ik min dag idag xD

Nggung satte sig op "fuck jeg ved ikke hvad der går af mig, snakke med en fremmed om noget jeg ikke en gang har snakket med min kærste om" han vendte ryggen til for at hun ikke skulle se ham græde igen "nej det er mig der unskylder hvis jeg havde slået lidt hårder så kunne jg havde slået dig ihjel og jeg gider ikke at have et mord mere på hjernen, det er bare lige efter har jeg været næsten alt igennem for at finde hende men i stedet fandt jeg min kærste og kun på det tidspunkt glemte jeg om min søster" nu havde Nggung det bare være for at skade den eneste det var ved at hjælpe ham.

//det er altså fint nok at du skriver lidt langt det du gør nu er fint

Kasandra rystede svagt på hovedet. Hun vidste ik rigtigt hvad hun skal gøre ved ham. Han virkede som om han havde problemer, men fordi hun var hvad hun var, så havde hun rigtigt stået i en sådan situation. Hun begyndte at gå over til ham og kiggede på hans ryg. Hun kunne dog stadig skimte den svage lys der skinnede fra hans tårer der løb ned af kinderne.
*Det er aldrig godt at holde ting inde, hverken følelser eller oplevelser. De vil bare gnave i dig til du bliver en skal.* Sagde hun. Hun vidste godt at han ik var særlig vild med berøringer, men hun lagde stadig en hånd på hans skulder og klemte den let. Så trådte hun lidt tilbage og lænede sig op af muren på et hus. Hun skulle til at sove og samle noget energi kunne hun mærke, og så vende hjemad. det gik ik særlig godt mere.
Hun så indgående på ham og tænkte på hans problem. Hvordan skal hun kunne hjælpe? Hun kunne måske spørge træerne til råds, de har altid ideer til hvordan ting kan gøres.
*Jeg kender måske nogen som kan give råd til hvordan vi kan finde hende. De ville ik kunne sige os HVOR hun er, men de ville måske kunne give os metoder der vil kunne hjælpe dig.* Hun mærkede svagt at hendes øjne blev tunge og hun tængte bare på at komme i seng.

Nggung følte at han kunne stole på Kasandra og sagde "må jeg så godt lade dem fri hos dig" han blev oversket da hun lagde en hånd på ham for hun var den anden person der rørt ham han kiggede op mod Kasandra og så hun begyndte at gå igen. lige nu var han forviret fordi at for ikke ret lang tid siden stod hun og truede ham med bue og pil og nu trøstede hun ham.
han så hvordan hun var ved at falde han fik øjen kontakt med Kasandra og hørte at hun ville hjælpe ham men lige nu tænkte han mere over hvordan han skulle få hende sikkert hjem til hendes hjem.
han så hun var ved at falde så han skyldte sig op for at gribe hende, han løftede hende op og spurte "hurtigt inden du falder i søvn hvor bor du så jeg kan føgle dig hjem. og begyndteat pakke hende ind i sin hætte trøje så hun ikke skulle fryse nå de nu gik hjem af.

Kasandra mærkede Nggung komme hen og støtte hende. Det første hun tænkte på var at NU ville han angribe, Men hun faldt rimelig til ro da han gav hende sin hættetrøje.
*Mit hjem er langt væk herfra og vejen dertil, er jeg ik særlig sikker på, men lige nu der overnatter jeg på kroen.* Sagde hun. Hun kiggede på ham. Hun kunne ik forstå at der var en vampyr som ham. De skulle jo være onde, men her stod en modsætning til alt hvad hun vidste. Hun var meget usikker på hans hensigter. Var han ude på at gøre hende til en ven, for bagefter at tage det han havde brug for?
Hun kom i tanke om hans første spørgsmål og smilede venligt
*Ja, du må gerne lade dem fri hos mig.* hun undertrykte en gaben. Det var utrolig hurtigt hun havde mistet energien, men det var sikkert fordi hun snakkede mere end hun plejede.

Nggung kiggede på Kroen og sagde "er du sikker at du vil sove der i nat, jeg har et hus i Ashen Three Forest, hvis du gerne vil sove roligt" han så på hende og smilede til hende.
*hvis ikke jeg gøre noget dumt så har jeg endlig en ven jeg kan tale med* tænkte han, de stod midt ude i det hele og nogle var ved at gå hjem af så han gik roligt ind i kroen igen og satte sig ved det bord de sad ved inden de gik udenfor.
"bare slap af jeg bider dig ikke" sagde han og smilede.

Hun kiggede på ham da han tilbød at sove hjemme ved ham. En skov? Her? Hvorfor havde hun ik set det noget før, men så igen, det er jo ik hendes skov. Men den kunne måske hjælpe hende lidt med energien, fordi det her var ved at gå for langt. *Jeg rejser aldrig ud af min skov igen,* tænkte hun rasende og så efter ham da han gik ind.
Hvis jeg tager med så kunne jeg måske få min styrke igen, hvis jeg bliver her er der en mulighed for at jeg ik når hjem inden jeg bliver for svag og hvis jeg følger efter ham, men ik for min energi igen så er jeg sårbar og hvem ved hvor mange væsner der boede i nærheden af ham.
Hun tog en beslutning og gik så hen mod kro døren, med en hånd der fulgte muren. Hun gik ind i det røgfyldte rum g så at Nggung sad ovre ved det bord, de havde mødtes ved. Hun gik derover og sagde så, *Hvis tilbuddet stadig står, så vil jeg lige hente mine ting på mit værelse.* Hun så afventende på ham.

Nggung blev lidt overasket da han hørte hende snakke for havde ikke hørt hun var kommet ind igen, han smilede og vendte sig rundt "tilbudet står stade åbent ja og det er fint nok skal jeg hjælpe med noget eller kan du godt holde dig vågen til du har pakket færdig"
han kunne se på Kasandra at hun var træt.
*hvorfor kan hun enlig ikke tale* tænkte han lige *magler hun tungen eller blev hun født sådan* fløg tankerne rundt i hovedet på ham.

Kasandra sendte ham et opmuntrende smil. *Det er ik så slemt, så jo jeg tror godt jeg selv kan klare det, men du må gerne følge med hvis du vil.* Hun begyndte at gå over mod den bagerste væg, hvor der var en lille trappe der førte ovenpå til værelserne. Hun så bagud for at se om Nggung fulgte efter hende, men gik så op af trapperne. Da hun kom op drejede hun til højre hvor der var en lille gang med fire døre. Hun gik hen til den første dør på venstre side og åbnede døren.
Hun havde ik mange ting med, kun lidt tøj, som allerede var pakket og så nogle penge selvfølgelig. Hun gik hen og tog tasken og kiggede sig ellers omkring for at være sikker på at hun havde det hele. Hun gik tilbage og lagde en hånd på væggen for støtte mens hun låste døren. Hun gik ned af trappen og hen til disken og indleverede nøglen og vendte sig så om mod Nggung.
*Jeg er klar til at gå når du er.* sagde hun med et smil

Nggung rejste sig og så på Kasandra "okay" og smilede og gik med hen op af trapperne.
han så at hun kom ud igen gik han ned igen og satte sig igen *det klarede hun jo fint* og grinte lidt for sig selv, da hun vendte sig om og så på Nggung rejste han sig op igen og sagde "fedt så går vi" han ventede lidt med at gå og spurte "skal jeg ikke bære dig så du ikke falder på vejen" han smilede til hende og ventede på svar.

Kasandra vidste ik hvad hun skulle sige til hans spørgsmål. Hun var jo ik et lille barn der havde brug for sin far til at løfte sig. Men så igen, var hun aldrig blevet løftet før, ik efter hun begyndte at kunne gå selv. Hun vidste godt at det var lidt elver arrogance, men hun ville ik bæres medmindre det var den sidste udvej, også selvom hun vidste at han kun tilbød det for at hjælpe.
*Nej tak. Jeg kan godt gå selv, men tak for tilbuddet* Sagde hun med et lille smil. Hun trak lidt op i tasken og begyndte så at gå over mod døren. Da de nåede derhen åbnede hun døren for dem begge. Da hun kom udenfor, gik hun i stå. Hun havde ingen ide om hvilken vej de skulle gå. Hun kiggede skævt på ham og spurgte så *Hvilken vej?*