Time of destruction - Niylah

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Raksha havde været utålmodig. Ekstremt endda. Faktisk var hun ved at føle at hun snart mistede forstanden! Jo hun vidste Wade var taget afsted, men så længe havde han ikke snakket om at være væk. Det vidste hun, for hun holdt godt øje med ham! Om han kunne lide det eller ej. Tatia havde været væk, kommet tilbage helt blå. Højest sandsynligt havde Raksha været den første Tatia kontaktede da hun kom tilbage... trods alt var det hende med det heldbredende blod. Men så var Tatia forsvundet igen. Uden nogle ord. Det kunne umuligt være godt. Den nye pige Audrey prøvede at bevise sit værd ved at tage ud og lede efter dem... Raksha skulle stadigvæk vende sig til de to nye ansigter i flokken. Men hvis Niylah stolede på Audrey, så måtte Raksha også hellere. Så havde hun i det mindste lov til at være skeptisk overfor Kaeden! Raksha gik frem og tilbage, hvilket hun havde gjort den seneste time snart... Til sidst havde hun forladt sit værelse for at gå op til Niylah.
"Har du hørt noget nyt?" Spurgte hun ganske forsigtigt. I tilfælde af, at Niylah var ved noget vigtigt. Let sank hun en klump inden hun stille trådte videre ind. Raksha var godt knyttet til flokken. Der var ikke en hun ikke kom godt ud af det med... undtagen Wade.. Wade kunne ikke lide hende, men hun var ligeglad. Han betød stadigvæk meget for hende, om han kunne lide det eller ej.

Han havde været væk i godt 3 uger næsten. Det var altså for længe.. Alt for længe. Tatia havde været væk i en uge. Hvis der var sket dem noget. Raksha kunne slet ikke køre over i de tanker. Hun kunne ikke holde dem ud. Raksha bed sig i læben og trippede lidt. Hun lignede en som var ved at gå ud af sit gode skin. Hvad hvis der var sket dem noget... hvad hvis de var døde.. hvad hvis det var en fælde.. Raksha anede ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun havde overtaget Wades træning imens han havde været væk. Ikke fordi, at hun var bedre end ham til det... For hun havde ikke samme styrker som ham, men de måtte leve med, hvad de lige havde. Det var også en udfordring for hende at holde sig selv i snor under det. Ikke at det var ekstremt svært, men det kunne være en udfordring.
"Hvad hvis der er sket dem noget? Hvad hvis.." Hun slog blikket væk og pustede ud. Tørrede hurtigt en lille tårer væk inden hun kiggede på Niylah igen. Niylah vidste at Rakshas gamle flok var slagtet - hun havde selv set det da hun fandt Raksha dengang. Tanken om at gennemleve den værste dag i hendes liv var ikke noget der behagede hende.. "Hvad hvis de ikke kommer tilbage..." Hun frygtede ærligtalt det værste.

Raksha sank let en klump og så på de andre krigere,der forlod lokalet. Raksha sank let en klump og stod blot stille til Niylah gik hen og tog hendes hænder. Lidt håbfuld var hun da hun spurgte. En smule rester af håb var der da tilbage. Den lille rest af håb forsvandt i de mørke øjne da Niylah sagde, at de ikke var vendt tilbage og der intet nyt var omkring dem. Let slog hun blikket væk. Raksha lagde armene om Niylah da hun blev trukket ind i sin moders favn. Hun sukkede let og så sørgmodigt Niylah i øjnene dengang de trak sig ud af krammet.
"Jeg kan tage ud og lede efter dem.. hvis der er nogen som er gode til at finde Wade må jeg være den bedste." Sagde hun sammenbidt og så på Niylah. Selv i sådanne situationener her sagde Raksha hvad der faldt hende mest naturligt og ærligt. Desuden vidste Niylah godt, at Raksha holdt tit og ofte øje med Wade. Det havde hun altid gjort også selvom hun gentagende gange havde fået af vide hun skulle stoppe. Let sank hun en klump. Hvorfor skulle han også være så dum? Altså helt ærligt, besøge sin gamle families hus.. når han havde dem.. jo selvfølgelig var hun i starten også taget hen for at se, hvor hendes familie var blevet slagtet for at mindes dem... men okay måske var hun lidt selvisk her, men hun kunne ikke se det. Lidt jaloux måske også? Denne Luna der havde været fordi var Wades rigtige søster.. søster af blod. Hvilket gjorde hendes chancer for at blive accepteret af ham endnu mindre end de allerede var. Men naturligvis havde hun lært at leve med dem.
"Selv de stærkeste falder en eller anden dag." Det var bare slet ikke de ord som hjalp nogen, men igen. Hendes ærlighed kom først når hun snakkede. "Men jeg håber du har ret.." Tilføjede hun og sukkede let. Raksha var ligeglad med at Audrey var ude og lede. Eller ikke ligeglad, men hun ønskede det var hende som var ude og lede... så ville ingen opdage at hun gav Wade slag før hun krammede ham for at være i live.. hvis.. han var i live. For selvom han ikke accepterede hende havde hun accepteret ham og lukket ham ind. For hende var han hendes bror om han ønskede det eller ej - det var bare noget han måtte leve med.

Hun vidste allerede da hun havde spurgt, at Niylah ikke ønskede hun skulle gå ud, men man kunne jo prøve. Ikke sandt? Hun tog sin mors hænder.
"Jeg skal nok blive på vores område.." Sagde hun med et skævt smil for at berolige sin mors nerver bare en smule. "Du mister os ikke." Tilføjede hun og trak sin mor ind i et hurtigt kram igen. Blot for at sikre hende, at hun faktisk var her ved hende lige nu. Hun havde tænkt sig at mindst to gange om dagen ville hun sende et hyl afsted, hvis de skulle være farret vild.. ville det kunne bruge det til at kommunikere med hinanden. Rosalie havde gjort det sidst da Tatia forsvandt. Hvad hvis det var det forfærdelige sted der havde taget dem? Raksha havde været den første som havde set den skadede Tatia. Det havde set forfærdelig voldsomt ud og et syn hun aldrig kunne glemme. Uden hendes blod.. så kunne hun ikke hjælpe dem.
"Tatia har altid en lille flaske med sig med mit blod.. lad os håbe, at hvis der er sket dem noget så.. så ville hun kunne heale.. eller han ville kunne heale." Det var lidt opmuntrende. Point til hende selv for faktisk at se lyst på tingene. Hun måtte indrømme, at hun gerne ville have selskab af Rhaella. Den følelse af at have nogle tæt på sig.. nogen som kunne holde om hende. Det var ikke just en følelse hun var van til, men en følelse hun ønskede at blive van til. Specielt Rhaella fordi at hun mindede hende så meget om sig selv. Det var rart. Meget rart. Disse tanker stod hun med imens Niylah trådte over til vinduet. Måske savnede Niylah det også. Hun vidste det med Yra. Det måtte være svært faktisk. At skulle sidde her inde, og alt man ønskede var at være sammen med den person man elskede. Tatia og Wade var herinde sammen, og alle i flokken vidste om deres forhold - og hun var glad for dem, men også misundelig. Hun ville gerne have nogen som elskede hende på den måde som de to elskede hinanden. Det måtte alligevel være hårdt for Niylah at se på hele tiden. Naturligvis så var de også professionelle omkring deres opgaver i flokken. Så der var intet problem der.


Raksha var naturlig dyrisk anlagt, men det var ikke kun til de dårlige sider som folk ofte sagde. Lidenskaben ved at vide, at når man havde en mage så var det ens. Og hun havde set den lidenskab ved sin gamle flok, og hun havde set den her. Hun troede på den. Havde mærket den. Raksha gik over til Niylah og lagde blidt en hånd på hendes skulder.
"Hvis du har brug for at besøge Yra.. eller bare tage en dag fri.. så kan jeg sagtens holde øje med flokken imens." Sagde hun, dog en smule nervøst. Specielt den sidste sætning. Wade eller Tatia var dem som stod til at overtage efter Niylah. Raksha havde egentlig aldrig regnet med at få chancen, så hun havde aldrig tænkt over det. På den anden side, så var Raksha på god hånd med alle i flokken - og hun kendte alle ret meget. Så hvis Niylah havde brug for det og stolte på hende til det. Så ville hun gøre det for hende. "Jeg ved du savner hende. Og i tider som disse.. er savnet endnu større." Tilføjede hun. I forhold til, hvad man normalt regnede Rakshas ordforråd for - så kunne hun overraske engang imellem. Men hun havde lært af den bedste.

Det var lidt sjovt af alle vendinger og drejninger folk kunne komme med ord. Så var den eneste som hun kunne skille imellem om hun skulle tage det på sig eller ej. Så da Niylah sagde, at hun ville give hende tærsk, hvis der skete hende noget - hvis det havde været en hvilken som helst anden - så ville hun have taget det som en trussel. Fra Niylah, så var det noget andet - hun vidste, at Niylah aldrig ville skade hende. Måske sætte hende på plads, hvis hun nogensinde fandt det nødvendigt. Det var generelt en forbandelse at lukke nogle ind, for man kunne miste dem. Den smerte skulle være det værd. Raksha kendte det, den forbandelse, måske ikke ved at være mor - men hun havde set små ulveunger blive flået af jægere og dræbt på stribe. Unger hun havde passet på imens deres mødre havde været ude og jage. Det fik hende til at gyse ganske kort. Niylahs strøg over Rakshas kind fik hende tilbage til virkeligheden. Et smil strakte sig op i øjnene af Raksha. Det var ingen hemmelighed Raksha sommetider var misundelig på Wade. Wade var den førstefødte, hvis man kunne sige det sådan. Han havde en større indflydelse end hende, følte hun selv. Raksha vidste selvfølgelig også, at hvis hun turde skubbe sig selv ud og ikke virke så isoleret og dum - så kunne hun komme meget længere.

Blodet var Rakshas måde at vise, at hun kunne hjælpe. Tatia var betaen. Wade var rådgiveren. Og ja, Raksha var da en af de bedste krigere. Trænet af Niylah og Wade, men hun følte sig ikke ligeså vigtig som dem. Blodet gjorde hun følte sig vigtig. At hun følte at hun ikke kunne undværes af de andre i flokken. Underlig tankegang, men sådan havde hun det. Hun ville føle sig nyttig, og sådan her gjorde hun det. Det gjorde hende lettet, hvis hun kunne dele ud af sit blod. Det helbredte jo ikke kun hende. Raksha vidste Niylah ikke brød sig om det. At give blod ud som medicin var måske heller ikke smart, folk blev afhængige af den tryghed. Dog var den eneste hun virkelig gav en stor sum af det til Tatia. Det var nu også fordi, at Tatia tit gav sig fuldt ud og ofte havde mere brug for det end man måske først tænkte.

Let nikkede hun da Niylah takkede nej til tilbuddet. Det var heller ikke fordi, at Raksha havde forventet at Niylah ville tage imod det. Hun havde heller aldrig set Celeste gå fra flokken i hårde situationer. Det var en alfa ting, men det betød ikke, at Niylah ikke skulle have tilbuddet. Raksha måtte indrømme, at hun var flad for, at afvisningen af tilbuddet ikke var på grund af Raksha selv. Hun vidste jo godt det var Wade eller Tatia der skulle tage over hvis Niylah en eller anden dag trådte af. Naturligvis var Raksha lidt mere, hvis der var noget hun vil have så tog hun det, og hvis hun følte noget reagerede hun. Dog gav Niylahs ord stadigvæk en mening for hende.
"At passe på flokken kommer altid først, det er en af de ting fik fat i som det første." Sådan var det i alle flokke, så instinktet fra hendes ulv var det en anelse mere end ved de andre måske med en anelse. Derfor at give hendes blod gjorde også at hun passede på flokken - følte hun. Det var hendes måde at vise det på. Så bed Raksha sig kort i kinden og tænkte.
"Jamen så send en og inviter hende over... Hvis du ikke kan komme til hende, kan hun måske komme til dig?" Spurgte Raksha og lagde hovedet lidt på skrå.
"Leder eller ej. Jeg ved du står for de hårde valg. Skal tilsidesætte følelser ofte for os. Men du må ikke glemme, at hvis du ikke er glad, så er vi ikke glade. Jeg vil gerne have du skal være glad." Sagde hun og trak svagt på smilebåndet. Hun ønskede trods alt sin mor det bedste, hendes mor fortjente det bedste.

Så frøs Raksha kort. En lettere rød glød blussede op i hendes kinder. Hjertet begyndte at banke hårdt i hendes brystkasse. Det var pludselig svært at tale og hun kløede sig kort i nakken, hvorefter hun slog blikket til siden. Raksha sank en klump og slog blikket op igen. Prøvede at tage sig sammen.
"Rhaella er en.. " Hun havde ikke lige ordene på tungen. "ven." Raksha bed sig i læben.
"Selvfølgelig.. selvfølgelig." Hun følte sig akavet for første gang nogensinde i sit liv. Det måtte også være underligt for Niylah at se hende sådan her. Let bed hun sig halv nervøst i læben. Det var ikke ret tit man så Raksha sådan her. Ude af stand til at vide, hvordan hun skulle reagere - men ikke på det punkt, hvor man skulle være bange for hun fik et form for panikanfald. Så pustede hun let ud og tænkte på det Niylah lige havde sagt.. nogle gange skulle man sætte følelserne til side for at se det større billed. Måske ikke lige ordret det Niylah havde sagt, men det var en ting hun havde fundet ud af fra de ord.
"Jeg mødte Rhaella ude i skoven for et par uger siden. Hun er ligesom mig. På nogle punkter. Eller lidt mere som mit gamle jeg. " Det var utroligt, hvordan Raksha faktisk var i stand til at gå fra utrolig usikker på at håndtere en situation til pludselig at håndtere den helt professionelt

Endnu engang bed hun sig i læben og stoppede dog kort efter. Det var mærkeligt at tale om Rhaella. Det var første gang hun kunne sætte sig ind i den følelse som Niylah bar på overfor Yra - eller som Wade bar overfor Tatia. Hun havde haft sat ord på den og følelser en enkelt gang før. Men hun havde ikke kunne sætte ord på de følelser dengang hun havde dem dengang. Det var underligt nu. At noget kunne føles så godt og dog også så skrøbeligt. For hun var bange for at Niylah og Rhaella ikke kunne kommunikere med hinanden. Eller hvad nu hvis Tatia eller Wade ikke kunne lide Rhaella? Hvorfor var hun så bange? Bange for at det hele skulle gå galt. Det lignede hende ikke.