Time to face reality - Niylah

Påklædning
- Tøj Hun er iført [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (set [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.])
- Makeup Hun har [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] i ansigtet, og smykket i panden.
- Andet Hun har [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] røde stof om sit hår
- Rummet Rummet ser [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det havde været en stille aften, hun havde fået en rapport fra Luna om hvordan Wade, Tatia og hendes selv havde det. Dog var der endnu ikke gået lang tid, siden at hun selv med egne øjne, havde set sin kære ex beta, og gode veninde. Hun hadet det faktum, at Tatia var i smerte, men endnu mere også at hendes kære søn Wade havde problemer. Stod det til hende, skulle de to have et godt liv sammen, om det så betød at hun ikke havde noget med det at gøre, ville hun hellere end gerne acceptere, blot de havde det godt. Siddende på sin trone, lod hun sig selv slappe af. Hun havde ikke flere møder, og kunne nu egentlig blot slappe af, det var nemlig ikke så tit hun rent faktisk fik denne chance.
Ikke desto mindre var heldet ikke på hendes side, som Raksha kom ind og endda med en anden ulv bag sig. Hun rynkede brynet, og rettede sig en smule op, som hun betragtede den sorte ulv, der i øjeblikket var mere eller mindre bevidstløs. Hun havde ondt af denne tøs, at gå op imod hendes kære elskede datter, det var nok det dummeste man kunne gøre. Hun havde selv stolt stået for Raksha's træning, og var derfor altid stolt af at se, hvor stærkt hun var blevet og hvor meget hendes fjender frygtede hende.
På trods af ikke at kunne genkende ulven, for hvem end personen bag dyret måtte være, så var der noget bekendt ved hende, som kendte hun hende. En mor kendte altid sit barn, og derfor havde hun en stærk følelse af, at ville beskytte denne ulv, også selvom hun for få sekunder siden, ikke havde tænkt omkring hende. Dog var der noget ved den bevidstløse ulv, der mindede hende om den datter hun havde troet død, den datter som hun havde elsket mere end noget andet, men mistede da hun blev taget væk, den datter hun havde brugt flere år på at lede efter, og dog aldrig fandt. Hun rejste sig fra sin trone, som Raksha begyndte at snakke. Et blidt smil formede sig på hendes læber, og hun lagde en hånd på hendes skulder. Hun havde intet imod Raksha havde taget hende med tilbage, det betød blot hun kunne finde ud af, hvem denne pige var og hvorfor hun virkede så pokkers bekendt.

"I suppose the best thing would be, to teach her how to get back into her human form" forslog hun med et skævt smil. De kunne trods alt ikke spørge ind til pigen, medmindre hun var i sin menneskelige form, men hvis tøsen ikke vidste hvordan hun skulle skifte tilbage, var de fundet tvunget til at lære hende det. Som hun fik øjenkontakt med pigen, lagde hun hovedet på skrå og et beroligende smil dukkede op på hendes læber "I don't know, she seems so familiar and I have this feeling as if I know her" forklarede hun til Raksha, dog uden at tage øjnene fra pigen. Med hænderne oppe, som for at vise hun ikke var til farer, trådte hun frem imod hende. "I know you understand what I'm saying, but i'm going to say this in a slow maner" forklarede hun og som hun var nået en halv meter fra pigen, gik hun på knæ "When you went into your animal form, did you do it with panic running through your system?" spurgte hun med et hævede øjenbryn "Blink once for yes, and twice for no"

Da svaret kom, undrede det hende slet ikke. Ofte hvis en person havde forvandlet sig, i en situation hvor de var fuld af frygt og panik, så havde det en tendens til at blive hængende og derved gjorde det alt sværere, specielt når det kom til at skifte tilbage. Det var selvfølgelig ikke umuligt, men det kunne heller ikke altid være det nemmeste. Da Raksha med et snakkede igen, og begyndte at fortælle om deres fært der var lig, hun sendte Raksha et blidt smil "She's my daughter that's how this is all happening, she was taken from me when she was young, and I searched for her and now I have finally found her" hun blev taget tilbage til sine minder, tilbage til graviditeten og den hårde fødsel, men også til den glæde ved at tilbringe tiden med hende. Hun huskede den kærlighed hun havde følt for sin datter, men også den sorg der kom ved at miste hende. Hun kunne huske vreden hun følte mod verden, den havde taget hendes datter fra hende, taget noget fra hende som hun havde elsket.
Dog syntes der at falde en smule lykke på hende igen, nu hvor det så ud til at hun var genforenet med sin datter. Som Raksha udtalte hun ville forlade dem, nikkede hun blot og sendte et sidste smil i retning af sin anden datter, før hun nu lod sin fulde opmærksomhed falde imod pigen foran sig "Hello dear" hun vidste ikke hvordan pigen ville tage nyheden, det at stå foran sin mor og endda efter så mange år. Hun havde ingen ide om, hvem det var hun havde levet med og ikke mindst hvad de havde bildt hende ind "This is not going to be easy, but I know you can do it" der kom et opmuntrende smil frem på hendes læber, et af de slags der fortalte hun troede på, at denne pige ville kunne klarer det "You need to look deep into yourself, even as an animal you have traces of your human self, and you need to find this. I guess you lived most of your life as a human, so to recognize the feeling should not be hard. But crap on to the feeling, see yourself as a human and it will happend" forklarede hun, det var den måde hun havde fået andre shapeshifters tilbage til deres menneskelige form. For det at være fanget i sin dyriske form, var skam noget der var sket før, og det var hun som lederen hjalp de unge tilbage.

Da pigen syntes at forstår hvad hun skulle gøre, var det blot at vente. Hun vidste dette kunne være svært, fordi man i teorien kunne gribe fat i nogle minder, nogle minder som kunne bringe en vis smerte med sig. Hun betragtede stille ulven foran sig, men som der med et skete forandringer, formede der sig et lille smil på hendes læber, mest af alt fordi som hun havde vidst, kunne pigen forvandle sig tilbage. Det var dog her, at hun blev placeret ansigt til ansigt, med en ting som havde hjemsøgt hende i så mange år. En ting var at sige det, men noget andet var da hun rent faktisk så det. Dette var hendes elskede datter, hendes elskede Aiyana, som hun havde mistet for alle de år siden. Hun kunne genkende så meget af hendes tidligere mage i hende, håret, huden og ansigtet, det mindet hende alt sammen om Thomas. Han havde været en speciel mand, og en hun i sidste ende havde forelsket sig i, selvfølgelig op til hans død. Dog havde hun altid trøstet sig med, at hun havde Aiyana, indtil hun selvfølgelig blev revet ud af hendes arme.
En tåre gled ned af hendes kind, og hun rakte ubevidst frem imod Aiyana, hvor hun blidt placerede en hånd på hendes kind "It's really you, after all these years or searching, believing your were dead, believing those who had taken you from me, had left you for death...you finally here" hun bed sig i læben, og lod sin tommelfinger stryge tåren væk. Hun kunne faktisk ikke fatte det, alle de følelser hun havde samlet sammen, de kom ud og det kunne ses på hende. Hun kørte sine fingre hen imod hendes hår, hvor hun fik nogle vildfarende lokker om bag hendes øre "You look so much like your father" hviskede hun, før hun til sidst fik trykket hende imod sig selv, i et blidt kram. Hun var endelig genforenet med den datter, som hun havde troet død, den datter hvis gravsten hun havde besøgt hver evig eneste dag