Log ind
Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Efterår
Måned | Oktober
Seneste emner
Statistik
Der er i alt 192 tilmeldte brugereDen sidst registrerede bruger er Victoria
Vores brugere har i alt skrevet 164971 indlæg i 8752 emner
Time To Meet - Niylah
Side 1 af 1
Time To Meet - Niylah
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Det var på tide. Wade havde været henne og besøge hende. Dog havde han sagt der var noget galt og han måtte tage hjem. Så hun havde ladet ham gå hjem. Wade havde fortalt gode ting om Niylah, så hun gjorde hvad hun havde haft i interesse. Luna var taget fra sin flok i den sydelige del af skoven, og rejst til den vestlige. Luna var kommet ind på Niylahs territorium. Hun var ubevæbnet. For hun havde ikke hørt der skulle være grund til konflikt. Hun havde ingen med sig. Hendes første instinkt var at se om hun kunne se Wade nogle steder. Desværre kunne hun ikke se ham nogle steder, med et lettere trist suk forsatte hun igennem det utrolige område Niylah havde sig. Det var rart at vide, at der var familie tilbage. Familie af blod. Også lige Wade, den person i hendes familie hun altid havde følt sig knyttet bedre til. At finde ud af, at de delte far - gjorde blot at hun forstod hvorfor de var så tætte. Luna kom ind i Niylahs tronsal efter dørene blev åbnet for hende. Let løftede hun hagen op og sendte Niylah et roligt blik. Luna virkede aldrig rigtig truende. Måden hendes kropssprog var på. Det var så roligt og dog så stærkt. Folk kunne med lethed undervurdere hende, men bare fordi, at man ikke dræbte til højre og venstre - betød det ikke, at man ikke kunne forsvare sig selv når det kom til stykket. Luna mente blot at døden ikke var svaret på ens problemer.
"Niylah. Mig en ære endelig at møde dig." Sagde hun og trak læberne op i et anerkendende samt venligt smil. Luna lod sine mørke øjne glide igennem lokalet.
"Jeg ser din rådgiver ikke gøre os med selskab. En skam. Du må sørge for at hilse ham fra mig, hvis jeg ikke når at se ham inden." Tilføjede hun. Tonelejet på hendes stemme var roligt og harmonisk. Luna vidste ikke, hvor meget og hvor lidt Wade havde fortalt om hende. Eller om han overhovedet havde nået ind af døren. Det håbede hun selvfølgelig. Det var ikke mange dage siden han havde forladt hendes lejr, og tanken om at der skulle være sket ham noget fik hendes hjerte til at springe en takt over.
//Håber det går an ma babe! Tænker emnet forgår imens Wade og Tatia egentlig er kidnappet sammen, så passer det med Darlings og mit emne <3
Det var på tide. Wade havde været henne og besøge hende. Dog havde han sagt der var noget galt og han måtte tage hjem. Så hun havde ladet ham gå hjem. Wade havde fortalt gode ting om Niylah, så hun gjorde hvad hun havde haft i interesse. Luna var taget fra sin flok i den sydelige del af skoven, og rejst til den vestlige. Luna var kommet ind på Niylahs territorium. Hun var ubevæbnet. For hun havde ikke hørt der skulle være grund til konflikt. Hun havde ingen med sig. Hendes første instinkt var at se om hun kunne se Wade nogle steder. Desværre kunne hun ikke se ham nogle steder, med et lettere trist suk forsatte hun igennem det utrolige område Niylah havde sig. Det var rart at vide, at der var familie tilbage. Familie af blod. Også lige Wade, den person i hendes familie hun altid havde følt sig knyttet bedre til. At finde ud af, at de delte far - gjorde blot at hun forstod hvorfor de var så tætte. Luna kom ind i Niylahs tronsal efter dørene blev åbnet for hende. Let løftede hun hagen op og sendte Niylah et roligt blik. Luna virkede aldrig rigtig truende. Måden hendes kropssprog var på. Det var så roligt og dog så stærkt. Folk kunne med lethed undervurdere hende, men bare fordi, at man ikke dræbte til højre og venstre - betød det ikke, at man ikke kunne forsvare sig selv når det kom til stykket. Luna mente blot at døden ikke var svaret på ens problemer.
"Niylah. Mig en ære endelig at møde dig." Sagde hun og trak læberne op i et anerkendende samt venligt smil. Luna lod sine mørke øjne glide igennem lokalet.
"Jeg ser din rådgiver ikke gøre os med selskab. En skam. Du må sørge for at hilse ham fra mig, hvis jeg ikke når at se ham inden." Tilføjede hun. Tonelejet på hendes stemme var roligt og harmonisk. Luna vidste ikke, hvor meget og hvor lidt Wade havde fortalt om hende. Eller om han overhovedet havde nået ind af døren. Det håbede hun selvfølgelig. Det var ikke mange dage siden han havde forladt hendes lejr, og tanken om at der skulle være sket ham noget fik hendes hjerte til at springe en takt over.
//Håber det går an ma babe! Tænker emnet forgår imens Wade og Tatia egentlig er kidnappet sammen, så passer det med Darlings og mit emne <3
Gæst- Gæst
Sv: Time To Meet - Niylah
Påklædning
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Huset var relativt skræmmende at se på, det havde den domæne over sig der skreg: Bliv væk. Der var dog tegn på liv omkring det store hus, specielt i form af enten legende børn eller voksne der arbejdede rundt omkring. De var i dette øjeblik ved at gøre klar til den store jagt, det var en gammel tradition for denne flok og alle forberedelserne var lavet. Der var blevet anskaffet de fem mennesker, mennesker som i dette øjeblik blev holdt fanget i kælderen, så alt i alt var det hele klar. Det store hus bestod for det meste kun af værelser, hvilket egentlig forklarede hvorfor det var så stort. Det bestod af godt seks etager, herunder godt over 40 værelser. Hvert enkelt værelse bestod kun af en seng og på nogle af værelserne var der flere senge. Dette gjorde det muligt for folk at sove flere på værelserne, specielt hvis de var i familie med hinanden. Ligesom man kom ind, ville man blive ført enten op af en trappe til værelserne eller også ind i et fællesområde også var der hendes rum. Dette var lederens rum og det var her forhandlinger eller mulige aftaler blev lavet.
Ligesom man trådte ind ville man blive mødt af en trone. Den ene væg havde et stort vindue, dog beklædt af et smukt glæde. På den modsatte side var der malerier af de tidligere leder, samt et gammelt malerie af Niylah. Dette maleri var malet dagen efter hun var blevet leder. Man kunne tydeligt se hvor ung hun så ud, samtidig med at der var noget gammelt ved selve maleriet. På den smukke trone sad Niylah sad. Det var her de adskillige møder fandt sted, blandt andet de dage hvor hun skulle tage imod kommende allierede. Det var her hun holde mødet med Yra, hende som viste sig hurtigt at stjæle hendes hjerte.
Som hun sad der på tronen, blev hun kort mindet om følelsen, da hun så denne smukke kvinde for første gang. Der havde været noget magisk ved Yra. Hun blev kastet ud af sine tanker, da en ung kvinde trådte ind. De mænd som befandt sig i rummet, rejste sig straks op og her betragtede de blot den unge kvinde. Niylah lagde hovedet på skrå, og som kvinden trådte ind rejste hun sig og gik hende imod "du må være Luna, jeg har hørt meget godt om dig. Det er ligeså en ære at møde dig" hun lagde sin hånd imod sit bryst. Hun havde hørt om Luna fra rygter, men også fra Wade selv og alt dette ledte intet andet end godt med sig. Hun nikkede "Selvfølgelig, det vil kun være mig en ære" hun vendte blikket imod vinduet "Jeg går ud for du er her for at tale om en mulig alliance mellem vores flokke?" spurgte hun og vendte sig igen imod Luna
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Huset var relativt skræmmende at se på, det havde den domæne over sig der skreg: Bliv væk. Der var dog tegn på liv omkring det store hus, specielt i form af enten legende børn eller voksne der arbejdede rundt omkring. De var i dette øjeblik ved at gøre klar til den store jagt, det var en gammel tradition for denne flok og alle forberedelserne var lavet. Der var blevet anskaffet de fem mennesker, mennesker som i dette øjeblik blev holdt fanget i kælderen, så alt i alt var det hele klar. Det store hus bestod for det meste kun af værelser, hvilket egentlig forklarede hvorfor det var så stort. Det bestod af godt seks etager, herunder godt over 40 værelser. Hvert enkelt værelse bestod kun af en seng og på nogle af værelserne var der flere senge. Dette gjorde det muligt for folk at sove flere på værelserne, specielt hvis de var i familie med hinanden. Ligesom man kom ind, ville man blive ført enten op af en trappe til værelserne eller også ind i et fællesområde også var der hendes rum. Dette var lederens rum og det var her forhandlinger eller mulige aftaler blev lavet.
Ligesom man trådte ind ville man blive mødt af en trone. Den ene væg havde et stort vindue, dog beklædt af et smukt glæde. På den modsatte side var der malerier af de tidligere leder, samt et gammelt malerie af Niylah. Dette maleri var malet dagen efter hun var blevet leder. Man kunne tydeligt se hvor ung hun så ud, samtidig med at der var noget gammelt ved selve maleriet. På den smukke trone sad Niylah sad. Det var her de adskillige møder fandt sted, blandt andet de dage hvor hun skulle tage imod kommende allierede. Det var her hun holde mødet med Yra, hende som viste sig hurtigt at stjæle hendes hjerte.
Som hun sad der på tronen, blev hun kort mindet om følelsen, da hun så denne smukke kvinde for første gang. Der havde været noget magisk ved Yra. Hun blev kastet ud af sine tanker, da en ung kvinde trådte ind. De mænd som befandt sig i rummet, rejste sig straks op og her betragtede de blot den unge kvinde. Niylah lagde hovedet på skrå, og som kvinden trådte ind rejste hun sig og gik hende imod "du må være Luna, jeg har hørt meget godt om dig. Det er ligeså en ære at møde dig" hun lagde sin hånd imod sit bryst. Hun havde hørt om Luna fra rygter, men også fra Wade selv og alt dette ledte intet andet end godt med sig. Hun nikkede "Selvfølgelig, det vil kun være mig en ære" hun vendte blikket imod vinduet "Jeg går ud for du er her for at tale om en mulig alliance mellem vores flokke?" spurgte hun og vendte sig igen imod Luna
Gæst- Gæst
Sv: Time To Meet - Niylah
Der var ingen nervøsitet. På en måde kunne nogle blive en smule nervøs over hendes rolige adfærd, fordi hun virkede til at have alt planlagt til mindste detalje - uden egentlig at have det. Luna blev mødt på den måde hun havde regnet med, også sådan som de gjorde ved hende når en mulig alliance dukkede op. Lunas flok havde deres måske lidt specielle traditioner, men det var ikke nogle som andre faktisk vidste noget om - specielt fordi, at Luna i øjeblikket arbejdede på at ændre dem til noget bedre. Men det var en tanke til et andet tidspunkt på dagen. Hun nikkede med et lidt større smil til Niylah, da hun sagde, at hun ville hilse Wade fra hende. Luna fulgte Niylahs blik imod vinduet. Solen var høj på himlen. Hun havde valgt den perfekte dag at rejse på, også selvom, at hun ikke ligefrem havde noget imod regnen. Regn var også dejlig behageligt engang imellem. Da spørgsmålet endelig kom og Niylah så imod hende igen gav Luna hende et bekræftende nik.
"Helt korrekt." Sagde hun og trådte et skridt tættere på. Udefra så Niylahs territorium en del mere skræmmende ud end Lunas. Om det var noget Niylah havde valgt for at holde fjender på afstand.. det var egentlig et mysterium. Luna havde sine rolige omgivelser. En masse hytter i den ene side, hendes sted i i midten op af et træ.. også var træningspladsen i den anden side.. hun havde endda et vandfald og et stort grønt areal bagved. Desuden havde hun de bedste træer i hele skoven.. men nu var hun jo også jaguar. Så selvfølgelig havde hun valgt et godt område da de rejste fra urskoven.
Dragons Peak havde været tæt på hendes gamle hjem, og alle de mørke væsner som var rejst igennem skoven havde fået hende til at flytte. Lidt jægere kunne hun tage. Desuden var der ikke så mange igen ved det sydlige, ikke så mange som man skulle tro i hvert fald. Men hun ønskede heller ikke besværet ved dem. Luna ønskede ikke at dræbe og slå ihjel for andre og det samme ønskede hun ikke hendes flok skulle være tvunget til. Det var forskelligt til forskellige flokke. Ja hendes blev trænet, til at nedlægge deres bytte, men ikke trænet til at slå ihjel. Det gav dem en selvbeherskelse og de lærte at bygge en speciel tolerance op som gav alle en chance. Luna tog valgene når det galte liv eller død ved hendes flok. Det kunne ske at man kom til at slå ihjel, hvis man var påtvunget til det, eller det var den sidste udvej, og det var ikke sådan at hun ikke tilgav dette - for det gjorde hun. En ting Luna derved ikke forlangede af Niylah var krigere til at udslette nogle. Selvfølgelig ville hun stå op for Niylah hvis en voldsom krig ramte og sådan noget som fødevare eller anden hjælp.
"Wade har snakket godt om dig. Du tog ham ind efter ulykken med hans forældre. Jeg er glad for nogle havde hjerte til at tage ham ind. Selvom jeg ønsker jeg kunne have været der for ham dengang." Sagde hun så. Det var lige hvad hun havde på hjertet. Der var alligevel gået fem år i slaveri for hende før nogle havde reddet hende. At Wade havde været så heldig i sådan en ung alder faktisk at finde en som ville ham godt - det var hun taknemlig for. Allerede der havde Niylah Lunas respekt.
"Jeg ønsker fred med jer. Jeg ved vi ikke er i krig eller stridighed. Men katte og hunde kommer sjældent godt ud af det med hinanden.. og jeg vil ikke risikere at vi skulle komme dårligt ud af det. Jeg er fra den sydlige del af skoven." Hun kørte en hånd henover sit hår. "Jeg har ikke boet her længe.. jeg tog min flok her til på grund af vores gamle hjem ikke længere var sikkert." Tilføjede hun og sank let en klump.
"Helt korrekt." Sagde hun og trådte et skridt tættere på. Udefra så Niylahs territorium en del mere skræmmende ud end Lunas. Om det var noget Niylah havde valgt for at holde fjender på afstand.. det var egentlig et mysterium. Luna havde sine rolige omgivelser. En masse hytter i den ene side, hendes sted i i midten op af et træ.. også var træningspladsen i den anden side.. hun havde endda et vandfald og et stort grønt areal bagved. Desuden havde hun de bedste træer i hele skoven.. men nu var hun jo også jaguar. Så selvfølgelig havde hun valgt et godt område da de rejste fra urskoven.
Dragons Peak havde været tæt på hendes gamle hjem, og alle de mørke væsner som var rejst igennem skoven havde fået hende til at flytte. Lidt jægere kunne hun tage. Desuden var der ikke så mange igen ved det sydlige, ikke så mange som man skulle tro i hvert fald. Men hun ønskede heller ikke besværet ved dem. Luna ønskede ikke at dræbe og slå ihjel for andre og det samme ønskede hun ikke hendes flok skulle være tvunget til. Det var forskelligt til forskellige flokke. Ja hendes blev trænet, til at nedlægge deres bytte, men ikke trænet til at slå ihjel. Det gav dem en selvbeherskelse og de lærte at bygge en speciel tolerance op som gav alle en chance. Luna tog valgene når det galte liv eller død ved hendes flok. Det kunne ske at man kom til at slå ihjel, hvis man var påtvunget til det, eller det var den sidste udvej, og det var ikke sådan at hun ikke tilgav dette - for det gjorde hun. En ting Luna derved ikke forlangede af Niylah var krigere til at udslette nogle. Selvfølgelig ville hun stå op for Niylah hvis en voldsom krig ramte og sådan noget som fødevare eller anden hjælp.
"Wade har snakket godt om dig. Du tog ham ind efter ulykken med hans forældre. Jeg er glad for nogle havde hjerte til at tage ham ind. Selvom jeg ønsker jeg kunne have været der for ham dengang." Sagde hun så. Det var lige hvad hun havde på hjertet. Der var alligevel gået fem år i slaveri for hende før nogle havde reddet hende. At Wade havde været så heldig i sådan en ung alder faktisk at finde en som ville ham godt - det var hun taknemlig for. Allerede der havde Niylah Lunas respekt.
"Jeg ønsker fred med jer. Jeg ved vi ikke er i krig eller stridighed. Men katte og hunde kommer sjældent godt ud af det med hinanden.. og jeg vil ikke risikere at vi skulle komme dårligt ud af det. Jeg er fra den sydlige del af skoven." Hun kørte en hånd henover sit hår. "Jeg har ikke boet her længe.. jeg tog min flok her til på grund af vores gamle hjem ikke længere var sikkert." Tilføjede hun og sank let en klump.
Gæst- Gæst
Sv: Time To Meet - Niylah
Hun hævede øjenbrynet, men sendte dog ikke desto mindre Luna et smil. På trods af hun ikke bar den hårde aura omkring sig, så kunne man sagtens fornemme hun var en leder og som leder skulle hun respekteres. Hun lagde armene over kors "Enhver anden som havde gjort modsat, ville blot havde udtrykt en hjerteløs væremåde. Wade er som min søn, hvilket vil gøre dig til familie og familie beskytter jeg." som Luna udtalte hun ønskede fred, nikkede hun og der kom et mere nysgerrigt blik frem i hendes øjne. Selvfølgelig havde mødet været med det i øjet og selv havde hun intet imod det "Katte og hunde til side, du er familie og som jeg sagde før beskytter jeg familie. Om du havde været et andet dyr havde det givet samme resultat. Så Luna jeg vil med glæde have en alliance med dig, krig er ikke hvad jeg ønsker og da slet ikke med familie" pointerede hun med et smil.
Familie var en vigtig ting, og derfor ville hun helst ikke se to flokke gå imod hinanden "Din krig er min krig, dine fjender er mine fjender og dine problemer er mine problemer. Vores flok vil bære en alliance, og vi vil kæmpe side om side. Du vil ikke være alene, og din flok vil ikke kæmpe alene" hun havde et seriøst blik i øjnene, og her greb hun blidt fat omkring Luna's arm. Hendes egen hånd lukkede sig omkring det stykke ved albuen på Luna, hvor hendes arm ville ligge på lige linje med Lunas. Hun lagde hovedet på skrå, og hævede øjenbrynet "Jeg er ked af du var tvunget ud af dit gamle hjem, det er noget ingen skulle tvinges til at prøve" hendes ord var sande, for ingen skulle nogensinde prøve at føle dette. Det måtte være forfærdeligt, et sted hvor man var vokset op også med et blive tvunget væk fra det. Det var ikke en ting hun ville pålægge sine værste fjender.
Familie var en vigtig ting, og derfor ville hun helst ikke se to flokke gå imod hinanden "Din krig er min krig, dine fjender er mine fjender og dine problemer er mine problemer. Vores flok vil bære en alliance, og vi vil kæmpe side om side. Du vil ikke være alene, og din flok vil ikke kæmpe alene" hun havde et seriøst blik i øjnene, og her greb hun blidt fat omkring Luna's arm. Hendes egen hånd lukkede sig omkring det stykke ved albuen på Luna, hvor hendes arm ville ligge på lige linje med Lunas. Hun lagde hovedet på skrå, og hævede øjenbrynet "Jeg er ked af du var tvunget ud af dit gamle hjem, det er noget ingen skulle tvinges til at prøve" hendes ord var sande, for ingen skulle nogensinde prøve at føle dette. Det måtte være forfærdeligt, et sted hvor man var vokset op også med et blive tvunget væk fra det. Det var ikke en ting hun ville pålægge sine værste fjender.
Gæst- Gæst
Lignende emner
» Time of destruction - Niylah
» Time to face reality - Niylah
» Time Of Death - Niylah {xxx - Voldsomt emne }
» Time to meet again - Brianna
» We meet again, this time with a BIG change - Assorian
» Time to face reality - Niylah
» Time Of Death - Niylah {xxx - Voldsomt emne }
» Time to meet again - Brianna
» We meet again, this time with a BIG change - Assorian
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Igår kl. 13:42 af Savas
» The Fever Called Living ~ Dr. Trott
Igår kl. 13:17 af Dr. Trott
» As if anything would change (Valentine)
Igår kl. 13:00 af Sean
» Aften a long time - Sean
Søn 17 Nov 2024 - 21:04 af Lori
» Oh what a circus -Natalie
Søn 17 Nov 2024 - 15:56 af Madelena Gray
» A ballad of song birds and cool hats ~ Katrina (Featuring Edgar)
Søn 17 Nov 2024 - 15:18 af Edgar
» Who am I now?? //Jake//
Søn 17 Nov 2024 - 7:40 af Jake
» A royal search for knowledge
Lør 9 Nov 2024 - 17:39 af Elizabeth
» Oh, My Sweet Summer Child - Juniper
Fre 1 Nov 2024 - 12:48 af Juniper