Time To Meet - Niylah

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det var på tide. Wade havde været henne og besøge hende. Dog havde han sagt der var noget galt og han måtte tage hjem. Så hun havde ladet ham gå hjem. Wade havde fortalt gode ting om Niylah, så hun gjorde hvad hun havde haft i interesse. Luna var taget fra sin flok i den sydelige del af skoven, og rejst til den vestlige. Luna var kommet ind på Niylahs territorium. Hun var ubevæbnet. For hun havde ikke hørt der skulle være grund til konflikt. Hun havde ingen med sig. Hendes første instinkt var at se om hun kunne se Wade nogle steder. Desværre kunne hun ikke se ham nogle steder, med et lettere trist suk forsatte hun igennem det utrolige område Niylah havde sig. Det var rart at vide, at der var familie tilbage. Familie af blod. Også lige Wade, den person i hendes familie hun altid havde følt sig knyttet bedre til. At finde ud af, at de delte far - gjorde blot at hun forstod hvorfor de var så tætte. Luna kom ind i Niylahs tronsal efter dørene blev åbnet for hende. Let løftede hun hagen op og sendte Niylah et roligt blik. Luna virkede aldrig rigtig truende. Måden hendes kropssprog var på. Det var så roligt og dog så stærkt. Folk kunne med lethed undervurdere hende, men bare fordi, at man ikke dræbte til højre og venstre - betød det ikke, at man ikke kunne forsvare sig selv når det kom til stykket. Luna mente blot at døden ikke var svaret på ens problemer.

"Niylah. Mig en ære endelig at møde dig." Sagde hun og trak læberne op i et anerkendende samt venligt smil. Luna lod sine mørke øjne glide igennem lokalet.
"Jeg ser din rådgiver ikke gøre os med selskab. En skam. Du må sørge for at hilse ham fra mig, hvis jeg ikke når at se ham inden." Tilføjede hun. Tonelejet på hendes stemme var roligt og harmonisk. Luna vidste ikke, hvor meget og hvor lidt Wade havde fortalt om hende. Eller om han overhovedet havde nået ind af døren. Det håbede hun selvfølgelig. Det var ikke mange dage siden han havde forladt hendes lejr, og tanken om at der skulle være sket ham noget fik hendes hjerte til at springe en takt over.

//Håber det går an ma babe! Tænker emnet forgår imens Wade og Tatia egentlig er kidnappet sammen, så passer det med Darlings og mit emne <3

Der var ingen nervøsitet. På en måde kunne nogle blive en smule nervøs over hendes rolige adfærd, fordi hun virkede til at have alt planlagt til mindste detalje - uden egentlig at have det. Luna blev mødt på den måde hun havde regnet med, også sådan som de gjorde ved hende når en mulig alliance dukkede op. Lunas flok havde deres måske lidt specielle traditioner, men det var ikke nogle som andre faktisk vidste noget om - specielt fordi, at Luna i øjeblikket arbejdede på at ændre dem til noget bedre. Men det var en tanke til et andet tidspunkt på dagen. Hun nikkede med et lidt større smil til Niylah, da hun sagde, at hun ville hilse Wade fra hende. Luna fulgte Niylahs blik imod vinduet. Solen var høj på himlen. Hun havde valgt den perfekte dag at rejse på, også selvom, at hun ikke ligefrem havde noget imod regnen. Regn var også dejlig behageligt engang imellem. Da spørgsmålet endelig kom og Niylah så imod hende igen gav Luna hende et bekræftende nik.
"Helt korrekt." Sagde hun og trådte et skridt tættere på. Udefra så Niylahs territorium en del mere skræmmende ud end Lunas. Om det var noget Niylah havde valgt for at holde fjender på afstand.. det var egentlig et mysterium. Luna havde sine rolige omgivelser. En masse hytter i den ene side, hendes sted i i midten op af et træ.. også var træningspladsen i den anden side.. hun havde endda et vandfald og et stort grønt areal bagved. Desuden havde hun de bedste træer i hele skoven.. men nu var hun jo også jaguar. Så selvfølgelig havde hun valgt et godt område da de rejste fra urskoven.

Dragons Peak havde været tæt på hendes gamle hjem, og alle de mørke væsner som var rejst igennem skoven havde fået hende til at flytte. Lidt jægere kunne hun tage. Desuden var der ikke så mange igen ved det sydlige, ikke så mange som man skulle tro i hvert fald. Men hun ønskede heller ikke besværet ved dem. Luna ønskede ikke at dræbe og slå ihjel for andre og det samme ønskede hun ikke hendes flok skulle være tvunget til. Det var forskelligt til forskellige flokke. Ja hendes blev trænet, til at nedlægge deres bytte, men ikke trænet til at slå ihjel. Det gav dem en selvbeherskelse og de lærte at bygge en speciel tolerance op som gav alle en chance. Luna tog valgene når det galte liv eller død ved hendes flok. Det kunne ske at man kom til at slå ihjel, hvis man var påtvunget til det, eller det var den sidste udvej, og det var ikke sådan at hun ikke tilgav dette - for det gjorde hun. En ting Luna derved ikke forlangede af Niylah var krigere til at udslette nogle. Selvfølgelig ville hun stå op for Niylah hvis en voldsom krig ramte og sådan noget som fødevare eller anden hjælp.
"Wade har snakket godt om dig. Du tog ham ind efter ulykken med hans forældre. Jeg er glad for nogle havde hjerte til at tage ham ind. Selvom jeg ønsker jeg kunne have været der for ham dengang." Sagde hun så. Det var lige hvad hun havde på hjertet. Der var alligevel gået fem år i slaveri for hende før nogle havde reddet hende. At Wade havde været så heldig i sådan en ung alder faktisk at finde en som ville ham godt - det var hun taknemlig for. Allerede der havde Niylah Lunas respekt.
"Jeg ønsker fred med jer. Jeg ved vi ikke er i krig eller stridighed. Men katte og hunde kommer sjældent godt ud af det med hinanden.. og jeg vil ikke risikere at vi skulle komme dårligt ud af det. Jeg er fra den sydlige del af skoven." Hun kørte en hånd henover sit hår. "Jeg har ikke boet her længe.. jeg tog min flok her til på grund af vores gamle hjem ikke længere var sikkert." Tilføjede hun og sank let en klump.

//Out^^