I'm home? - Andrea

(Jazmin spiller som Noah i dette emne.)

Noah havde længe ventede på at kunne tage sig sammen. Han havde savnet Andrea langt mere end hun anede. Hver eneste dag var et mareridt. Det havde været svært siden deres sidste skænderi hvor Kai havde blandet sig i det. Noah og Andrea var skabt for hinanden, og det ville selv ikke en sølle hvalp kunne tage fra ham.
Andrea fulgte selvfølgelig hendes forældres åndsvage regler, om at hun skulle gifte sig med en ulv. En vareulv. Hun havde fundet Kai dengang Noah var taget på en kort rejse i rædsel for at skuffe Andrea endnu mere. Det havde hun endnu ikke forstået.
Det havde aldrig været pga. hende han tog afsted.
Han stod ude foran døren ind til slottet. De havde fælles en datter Elena som blev bragt i mellem hans hjem og Andreas hjem. Det var ikke mere end et par dage siden at Elena havde været hjemme hos ham, men derfor savnede hende stadig hver dag og Andrea også.
Der stod altid nogle vogtere ude foran at døren, for at sikre sig folk ikke bare gik ind af døren for at kunne skade dronningen af Sunfury City.
'' Andrea.. Min elskede? '' Noah havde præcis den samme ring i hånden, som den han havde givet hende ved hans frierig til hende, dengang han friede.
Noah gik ind igennem gangende på slottet. Vogterne kendte allerede godt Noah, han havde trods alt boede her engang.

Påklædning

---

Hun var endelig ved at komme ovenpå efter sin lange rejse tilbage fra Terroville. Hendes dage havde fået med at være sammen med Kai og deres børn. Naturligvis var Elena ikke Kais af blod, men Kai havde været der mere for Elena end Noah nogensinde havde. Og på trods af, at hun ikke ønskede at Noah skulle se Elena, så kunne hun ikke holde Elena væk fra sin rigtige far. Lige meget, hvor dårlig end far han end måtte være. Noah kom ind af døren, vagterne vidste at Andrea og Kai sagtens selv kunne tage sig af Noah, hvis det skulle komme sig til det. Ellers så kunne det være at Nicolas en af dagene skulle lære hans bror nogle manere? Andrea.. min elskede. ordene fik Andrea til at rulle med øjnene inden hun vendte sig imod ham. Let hævede hun på sit ene bryn.
"Noah." Hun tyggede let på ordene og kneb derefter øjnene en anelse. Elena var ved Lockheart og Drew sammen med Kai.
"Vent. Inden du siger noget. Så har jeg noget at sige." Sagde hun og trådte et skridt tættere på ham. Hendes ryg var ret og hendes øjne var faste på hans.
"Stop med at kalde mig din elskede. Vi er ikke elskede. Det har du ikke været i mange år nu. Kom videre." Tilføjede hun måske lidt strengt, men sådan var sandheden jo i sidste ende.

Noah rettede sin ryg op, efter Andrea stod foran hende.
Hun vrissede en anelse, og han forstod stadig ikke hvorfor. Hun vidste godt at de to var skabt for hinanden, at det kunne ingen lave om, selv ikke hendes familie. Hun skjule følelserne for ham. Han kendte Andrea bedre end hun kendte sig selv.
'' Hold nu op Andrea. Lige meget hvor meget du beder mig lade være, vil du altid være min elskede. Du er den person der begære mit hjerte. Og det kan du ikke tage fra mig. Du tog mig med storm, hurtigere end nogle anden kvinde kunne gøre. '' Noah så hende direkte ind i øjne, med det forelsket blik, han havde kigget på hende siden den dag han mødte hende. Der var noget mystik, noget specielt over Andrea som Noah ikke ville lade være. Han var faldet for hende allerede ved deres første møde.
Det at de havde skabt et barn sammen, havde kun bevist endnu mere.
'' Jeg forstår ikke du bliver ved med at benægte det, stadig. Vi ved begge godt, du elsker mig. Jeg kan ikke glemme dig, som du ikke kan glemme mig. Elena ligner os begge så meget. Hun har dine helt vildt enormt smukke øjne. '' Noah så hende direkte i øjne. Han tog blidt fat i hendes hånd, og førte den op til hans hjerte.
'' Kan du huske den ring jeg gav dig? Jeg fik den af min far, dengang han ville fri til min mor. Hun afslog, men du afslog aldrig mig. Jeg elsker dig Andrea. '' Han smilede til hende, fjernede hendes hånd, og lagde ringen i den.
'' Jeg kommer ikke for at skabe et skænderi, jeg kommer for at kunne føre en normal samtale med dig. '' Han smilede til hende.

Hvorfor kunne han ikke være stoppe? Hvorfor blev han dog ved med den her kamp?! Han kunne jo ikke forsætte sådan her forevigt. Hun rullede med øjnene over hans ord.
"Jeg er ligeglad Noah. Jeg er ikke din kæreste.. jeg er ikke din kone, og jeg er ikke dit problem. Jeg synes du skal tage at indse, at jeg ikke vil have noget med dig at gøre længere. Du er Elenas far intet andet. Du er intet i mit liv." Pointerede hun ganske roligt. "Jeg har glemt dig. Jeg glemte dig den dag du valgte din egen vej.. at det ikke gik og du kom tilbage.. er dit problem ikke mit." Tilføjede hun blot og trak let på skulderen.
"Du elsker mig. men jeg elsker ikke dig. Det skal du indse." Sagde hun og trak sin hånd hurtigt til sig igen. "Du elsker ikke mig.. du elsker ideen om mig. Du elsker den lille fantasi verden som køre i dit hoved." Hun ville ikke have hans ring. Hun ville ikke have andet end han skulle lade sine sølle kærlighedsærklaringer flyve langt langt væk og aldrig komme tilbage.
"Du er ikke kommet for at skændes? Wauw. Jeg har ikke endnu opdaget at en af dine normale samtaler ikke var andet et skænderi. Desuden ønsker jeg ikke at snakke med dig. For jeg har intet at sige til dig." Indrømmede hun. Andrea var ikke ligefrem i humør til at snakke med Noah. Der var intet tilbage der. Hendes ansigt viste ingen tegn på smil. Dog listede det sig stille falsk op. Tydeligt falsk. Hvis hun ønskede kunne hun smide ham i fangekælderen for ulovlig indtræden, hun kunne også banlyse ham for byen, hvis han blev ved med at gå hende på nerverne. Nok mente han at det var magten som var steget hende til hovedet, og måske en smule - men han var gået langt over hendes grænser igennem et stykke tid nu. Og det var nu nået den grænse for hvad hun fandt sig i.