Just like magic - Ren

Påklædning
@Ren

---

Det var en dejlig dag på markedet. Sommeren var endelig kommet, og der var intet bedre end at løfte blikket op og se på træernes lysegrønnekroner. Amberle så ikke sig selv som højre end sit folk. Hun så sig som deres stemme og den som skulle sørge for de havde det godt. Hun havde den afgørende stemme dog. Det vidste folket godt. Amberle var også krigerisk og kunne virke hård. Nogle tvivlede på hende og andre gjorde ikke. Det havde taget hende tid at vende sig til sin nye plads. Shane havde ikke været glad dog, og var taget afsted. Så i sidste ende var Amberle nu den eneste i sin familie tilbage i skoven. Endelig kom Ren frem. Hun elskede nu at bruge sin tid med ham. Det var faktisk den eneste person hun havde mødt som igennem hele deres tid sammen ikke havde tvivlet på hende et eneste sekund.
"Lle maa quel" Du ser godt ud. Sagde hun til ham. Amberle havde da lært Ren lidt. Ellers så måtte jo oversætte for ham. Elverne der solgte ting på markedet var naturligvis rigtig glade for at Amberle kom og kiggede på deres ting. Faktisk virkede de nærmest lidt halv desparate for at hun skulle komme og kigge deres bod an.
"Vanimle sila tiri" (Your beauty shines bright) .Sagde en af de mandlige elvere som solgte smykker. Amberle sendte manden et venligt smil og vendte derefter sin opmærksomhed mod Ren igen. Dog valgte hun ofte at tale hans sprog når hun var i hans selskab, for respektens skyld.
"Jeg hørte vi havde selskab af en anden shapeshifter igår? Du så hende, du lavede ingen rapport om det.. så jeg gætter på der intet fjendtlig var." Spurgte hun. Amberle var naturligvis bekymret for, hvis der skulle have sket ham noget i en kamp imod en anden shapeshifter. Hendes smil var stort, men det var det nu altid når hun var i selskab med ham. Så svang hun armene omkring Ren. Hun var så lille i forhold til ham. Han var bredskuldret og stærk. Hun var også stærk og hendes muskulatur var tydelig uden at være overdrevet. Men hun følte sig altid tilpas så snart hans stærke arme var omkring hende, ikke at det var noget hun ville sige andet i sjov - selvom hun mente det.

Iført i en mørkegrå, luftig piratlignende skjorte og med combi sticken spundet fast på ryggen, var han klar til at tage ud og mødes med Amberle på markedet. Det var kun en dag siden, at han havde mødt sin søster her og derfor, kunne man ikke se andet på hans læber end et smil. I så langtid havde han søgte efter sin familie, bedt til at der stadig var nogen derude, og så kom hun sku trappende. Ung og frisk, en shapeshifter som ham selv. Det var næsten for godt til at være sandt!
Lige nu skulle han dog fokusere på Amberle. Den dejlige elver, som betød mere end noget andet for ham og sommetider, tog han også sig selv i at begynde og se hende som noget andet end en ven. Hver gang blev det dog skubbet til side. Ting som følelser og tiltrukkelse, skulle ikke komme og ødelægge deres forhold, hvis de nu ikke blev gengældt. Det var måske en smule for uprofessionelt.
I hvert fald, han dukkede op på markedet og gik med det samme hen til hende. Hun modtog ham med et kompliment. Klassiks Amberle.
”Tak Amberle.. og i lige måde,” Han smilede ømt til hende og gjorde et buk med hovedet. “Elen sila lumenn omentilmo,” svarede han hende på hendes sprog. (En stjerne vil skinne over vores møde.) Nok kunne han snakke elversproget nogenlunde, men det lå stadig en smule svært på hans tunge.
Markedet var fyldt med elver, de fleste glade og de unge løb som altid rundt imellem de ældre, så man altid var ved at snuble. Da en af de smykkesælgende elver gav hende et kompliment, kiggede Ren kort en smule mistroisk hen på ham, før han så videre rundt. Så snart der blev spurgt ind til hans søster, så han om på Amberle igen. ”Du vil ikke tro det.. men shapeshifteren jeg mødte.. var rent faktisk min søster.” Hver en del af hans ansigt lyste op. ”Det utroligt.. efter så lang tid.. fandt jeg endelig en fra mit eget kød og blod.”
Armene hun valgte at slå om ham, gengældte han og lagde sin hage på toppen af hendes hoved. Ligesom hun elskede at kramme ham, så elskede han også at kramme hende. Når hun var i kamp, var hun langt fra lille og skrøbelig, men så snart hun var i hans arme var hun som porcelæn. ”Jeg ønsker at besøge hendes pack.. vil du med mig?” Han var ikke sikker på hvad svaret ville blive, men han ville gerne have hende med, hvis der kunne findes tid til det.

Amberle lyttede opmærksomt med da han fortalte om shapeshifteren. Han havde endelig fundet sin søster. Amberle vidste at han havde ledt efter sin familie igennem længere tid og endelig virkede til, at han var kommet et skridt nærmere. Ville han nu forlade hende for at drage i den retning? Det håbede hun ikke.
"Jeg er glad for du endelig har fundet noget af det du ledte efter." Sagde hun med et stort smil. Utroligt hvad et kram kunne gøre fra den rigtige person, få en til at længes efter mere af det som et stort begær. Amberle vidste, hvor meget det betød for ham at finde sin familie. At han var kommet et skridt længere på vejen var blot en god ting. Amberle trak sig tilbage fra krammet og kiggede på ham da han ønskede at besøge hende. I realiteten burde hun slet ikke forlade byen. Dog kunne hun ikke skabe alliancer ved at blive siddende her. En alliance med en shapeshifter pack virkede som noget småt, og elvere omgik ikke mennesker. Shapeshiftes var vel også ligesom hende, knyttet til naturen.
"Seasamin." (My pleasure) Amberle ville gerne med. Hun kunne bruge lidt frisk luft.
"Manke naa i'omentien?" (Where is the meeting?) Spurgte hun så og vippede hovedet lidt på skrå. Amberle var en smule bange for at lade ham tage derhen alene. Han ville sikkert have det bedst omgivet af flok som ham selv, men det var ikke ligefrem fordi hun ønskede at lade ham gå. Hun havde set nok folk gå. Shane gik efter han tabte til hende og hun havde ikke set ham siden.
"Lle tyava quel?" (Are you feeling well) Spurgte hun så og sank en klump. Det var både til overs for om han faktisk var spændt, en smule skræmt eller hvad han følte omkring den givende situation. "Iire lle auta?" (When do we leave) Tilføjede hun lidt efter spørgende. Det var faktisk en masse spørgsmål på engang, og hun stillede mange spørgsmål når hun blev en smule nervøs. Ikke omkring sine folk, mest bare omkring ham. Let sank hun en klump og så ham egentlig bare an. Ventede på svarerne.

Hvorfor reagerede hun sådan her? Nervøst. Kunne hun ikke bare sige til ham, at han da bare kunne tage afsted og ikke være bange for andet. Amberle vidste shapeshifters ofte var flokdyr og trives bedst med deres egne. Hvad hvis han fik smag for det? Amin feuya ten' lle (You disgust me) Fortalte hun sig selv i hovedet. Bare for at få hende til at stoppe. Tampa (Stop) vrissede hun af sig selv i sit hoved.

Han vidste at Amblerle nok skulle støtte ham og det glædede ham, at vide han havde en som hende på sin side. Hvis bare hun vidste hvor meget han satte pris på hende. Lige meget hvor han tog hen, så glædede han sig altid til at komme tilbage til hende og se smilet, der altid gjorde ham i så godt humør. Alt ved hende betød tryghed for ham.. Han smilede kært til hende. Da hun smilede stort til ham, mærkede han sit eget hjerte banke derud af og det føltes som altid rart og skræmmende på samme tid. Hun ønskede også at tage med ham. Det kunne ikke blive bedre!
Han forstod hvert et ord hun sagde på elversprog, men besluttede sig for at svare på sit eget sprog, da han ikke ønskede de andre elver som sådan skulle blande sig. Ikke at de kunne gøre noget ved det de snakkede om, udover at komme med kommentarer om, at Amblerle ikke skulle smutte nogen steder hen.
Alle de spørgsmål hun pludselig kom med, fik ham til at placere en finger på hendes yndige læber og sende hende en drillende grimasse. "All those question.. Are You nervous my dear Amberle?"
Han kendte hende godt nok til at vide, at når hun blev nervøs gav hun sig til at stille en helt masse spørgsmål. "The meeting is in Ashen wood Forest.. The pack lives there.. and we'll leave when you feel ready or have told the elves where we R going and yeah, don't worry I'm fine.. Are you?." Det blev spurgt ind til det med at hun virkede nervøs omkring noget.
Han smilede en sidste gang til hende, før han kort vendte ryggen til hende, for at gå videre igennem markedet og tilbage til klanen. Hvis han kendte folket godt, ønskede de at vide hvor deres leder tog hen og specielt hvis det angik ham. Som sagt var det ikke alle elverne der havde vendt sig til ham. Kort kiggede han sig over skulderen for at se om hun nu fulgte med ham. "what do you think the elves R going to say? I hope they'll let you go... I really want you to come with me."
*Someones is trying to score Amberle,* hviskede en stemme i hans hoved.
*Yeah.. He want her badly..* sagde en anden med en hæs og skærende stemme.
Ren havde de stemmer, han anede ikke hvor de kom fra og hvorfor de overhovedet eksisterede! Var det underlig form for underbevidsthed? Han var ret tiltrukket af Amberle, det indrømmede han gerne, men... men.. Han kunne ikke fuldføre sætningen.

Han spurgte ind til hendes mange spørgsmål, hvilket fik hende kort til at sænke en klump. Let bed hun sig i læben, imens hun prøvede at finde ud af, hvilke mange ord hun skulle sige for at snakke sig ud af det. Så fandt hun noget.
"No.. I'm just worried, about everything." Sagde hun med et svagt smil. Tatia kunne være mange ting. Flokken endnu flere ting. Hun ønskede at tage med, men egentlig for blot at sikre sig, at han kom med hende hjem igen. At miste ham var der ingen tale om. Let nikkede hun.
"I will talk to the council about it soon." Sagde hun med et anderkendende nik. Det var nu hun skulle gøre det, bruge sine mange facader, men det var endnu svære når han kendte dem alle sammen - næsten dem alle sammen. "And yes, I.. I'm fine." Svarede hun med et smil. Om det var påtvunget af ren reaktion fra hende, eller om det bare var fordi, at det var ham - det vidste hun ikke.
Så gik de videre igennem markedet, eller det gjorde de efter hun fulgte med ham. Hun brød sig ikke om at gå en anden retning af ham eller at han gik med ryggen til hende. Hun vil gå ved siden af ham. Han var ikke den eneste der virkede små nervøs. Det var måske heller ikke hver eneste dag, at man fandt noget af sin familie og ønskede at gøre et godt indtryk. Hvis Shane nogensinde viste sit ansigt igen, ville hun da også blive glad - selvom han nok ikke ville være glad for at se hende. Det næste spørgsmål overraskede hende egentlig ikke, hvad ville rådet sige til hende. At smutte for at tage til en klan med shapeshifters. De ville nok ikke være meget for det, men Amberle havde det sidste ord. Desuden når alt kom til alt, ville det være rart med nogle der kendte naturen til at kæmpe ved deres side. Hvis vampyrerne en eller anden dag skulle være i stand til at gå i solen og angribe - så kunne de udslette dem alle sammen.
"To be honest. I don't think they would like the idea. But I'm not a little girl anymore. I'm their queen. No matter what they say.. I will go with you." Sagde hun med et overbevisende smil.
"I will go talk to them. Meet my in my room two hours." Sagde hun. Den royale del af bydelen. Han vidste naturligvis godt, hvor hun boede. Han havde været der så tit. Så smuttede Amberle.


Det havde ikke været ledt at forhandle med dem. De havde været stressende og hun havde næsten været tvunget til at give op. Nok med at ikke alle i rådet kunne lide hendes relation til shapeshifteren der boede ved dem, men at tage ud af skoven. Rejse ud af deres hjem for at gå til en skov, hvor sorteelverne muligvis ville elske at pille hende fra hinanden stykke fra stykke. Ikke tale om. De ville i det mindste have vagter med sig. Men hun brød sig ikke om tanken om at skabe så meget opmærksomhed. De forstod ikke. De ønskede naturligvis ikke at miste hende som de mistede hendes moder eller fader. Amberle havde til sidst slået igennem med et forslag. Ikke et hun brød sig om. Hun havde sagt, at hvis hun ikke var tilbage inden tre fuldmåner, måtte de give tronen væk til hendes højre hånd. Den aftale var de gået med til. Nogle havde skam også tanker om, at hun ikke skulle komme tilbage nu. Amberle gik tilbage til sit værelse, hvor hun vidste hun ville finde Ren siddende og vente. Om han havde ventet her længere end hun havde sagt - anede hun ikke.
"Hey." Sagde hun og lyste straks op da hun lyste ham. Ikke fordi, at hun var i godt humør. At bringe sådan en besked ud til rådet. Hun vidste i at kampen om sådan en plads, når hun havde sat en frist på sin hjemkomst. Ville nogle måske vise deres rigtige ansigter. Selvfølgelig håbede hun ikke på det. "Ready to leave?" Spurgte hun og vippede hovedet let på skrå. Det var en lang tur for dem. Uden nogle problemer vil det nok tage 3 uger. Amberle sendte ham et smil. Han skulle ikke bekymre sig om rådet før hun i hvert fald følte sig parat til at ødelægge hans humør med det, hvilket ville sige aldrig.

Det kørte alligevel som billeder susende i hendes hoved. Det var trods alt de klogeste og mest vise skovelvere der sad i hendes råd.
"Ed' i'ear ar' elenea! Ta naa neuma!"(By the sea and stars, It is a trap) Havde den første udbrudt.  
"Amin ta nai uuvanimo turamin! " (He is a charm monster) Tilføjede den anden til debatten bagefter. Det var sjovt, hvordan dårlig tale om Ren kunne få hende blod til at koge over. Hun havde den ene hånd gemt under bordet, og neglene var presset ind i håndfladen så hun snart kunne mærke hun ville skære hul. Så rejste hun sig op og havde hamret hånden i bordet.
"Dina!" (Silent!" Udbrød hun vredt og kiggede på dem. "Lle tela?" (Are you finished?) Spurgte hun dem og de holdt mund. Det var aldrig sjovt at diskutere med Amberle når hun var vred, og det vidste de godt. Det havde været en del af samtalen.
Let rystede hun den ud af hovedet igen og sendte Ren et smil.
"It will be a long journey. And we better go soon before they change their mind." Sagde hun med et skævt smil. De behøvede ikke rigtig noget pakning. De kunne fange deres mad som i gamle dage, og hun regnede med at tage Rainer med sig.