What kind of magic is this?

Tid Det er lidt over middag
Sted Et sted i Ashen Wood Forest
Omgivelser Der er træer og alt andet man finder i en skov, derudover befinder Rhaella og Andrea sig der også
Vejr Det er letter varmt, ikke ekstremt og dog er det ikke koldt. Det er en fin mellemting
Påklædning Hendes [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], ellers er hun nøgen

Vandet smukke overflade, det genspejlede alt der betragtede det. Enhver skabning som kiggede ned i den smukke overflade, vil straks se en spejling af sig selv. Dette var hvad Rhaella lavede. Selvom hun et par gange nu havde været i sin menneske form, så var det stadigvæk uvirkeligt for hende. Hun kunne ikke fatte at dette var hende, at den kvinde som kiggede tilbage på hende, det var hendes rigtige form. At vokse op som en ulv, det gav vise fordelle, men også en del ulemper. En af disse mange ulemper, var helt klart hun ikke forstod sig på en del ting. Tøj var en af dem, men også denne menneskelige form var en anden. Hun ville ofte side ved vandet, blot betragte sin nøgne krop, alt i mens hun til tider lod sine fingre glide hen over den bløde hud. Modsat sin ulveform, var denne form langt mere sårbar. Huden kunne ikke tage nær så meget kulde, og hun var ikke nær så stærk. Dog var hun ikke desto mindre stærkere end nogle mennesker. Hvad hun ikke vidste var, at dette skyldes hendes evne, som i bund og grund gjorde hende til en stor styg ulv.
Ved lyden af en fremmede der bevægede sig igennem skoven, rettede hun sig op. Hun havde nu ikke tid til dette sjov, specielt ikke nu hvor der var nogen der kunne bevæge sig ind på hende. Alle kunne være potentielle fjender, alle kunne være farlige og derved kunne alle også være en skade for hende. Med andre ord var hun altid på vagt. Få kunne man stole på, og denne person behøvede måske ikke være en af de som hun kunne stole på. Hun skiftede om til sin store ulv, en ulv der grundet hendes evne var en hel del større end normale direulve. Hvor de måske var på højde med et menneske, stod hun godt 1,80 meter høj. Hun var muskuløs og helt klart ikke en svag ulv af slagsen. Når man så hendes ulveform, ville mange antage hende for at være en mand, netop fordi hun var så stor.

Hun fulgte færten af denne fremmede, og selvom vedkommende bar en svag lugt af ulv, så kendte hun den ikke fuldkommen og derved var vedkommende en fremmede. Efter svigtet fra sin flok, hvilket resulterede i hendes første drab, begyndte hun at stole mindre og mindre på folk. Ingen var til at stole på, for alle kunne i sidste ende vende en ryggen. Hun løb, og som hun så den opstående skikkelse, gik hun til angreb. Hun bekymrede sig ikke om kønnet af vedkommende, denne person var kommet for tæt på hendes hule og derved hendes person. Dog da hun fik taget tiden til rent faktisk at betragte kvinden, kiggede hun ind i et par brune øjne der var magen til de øjne, hun netop havde betragtet i søen. Al form for vildhed forsvandt. Hvad der før havde været en knurrende ulv, virkede nu mere overrasket. Hun trak sig væk og her skiftede hun om til sin menneskelige form. Hun tog sig ikke af nøgenhed, faktisk var det langt mere naturligt for hende, end det at have tøj på. Hun havde forsøgt det én gang, men måtte fjerne det, fordi det chikanerede hendes hud. Hun stirrede måbende på kvinden foran sig, hvor de eneste forskelle var hun selv var en del mere beskidt og hun havde det længere hår.
Hun rakte hånden frem imod kvinden og rørte her hendes hud, som for at se om dette var virkeligt. Dog trak hun den hurtigt til sig igen, og kastede sig tilbage imod et træ, hvor hun her knurrede "Hvad magi du bruge?" hun var ikke super god til det menneskelige sprog, men lidt kunne hun da og dette betød hendes grammatik helt klart ikke var den bedste. Hendes brune øjne blev gyldne, og hun rystede svagt, hvilket betød hendes ulv var tæt på. Denne kvinde måtte bruge en eller anden form for magi, for dette kunne da ikke være muligt. Selvom tvillinger og den slags var det mest naturlige i verden, så havde hun ikke oplevet den slags og derved var dette uvirkeligt for hende. At se en kvinde som lignede hende selv på en prik, det var magisk og direkte skræmmende.

Hun rynkede brynet. Dette kunne umuligt være ægte, der fandtes ikke den her slags ting. Folk der var som et spejlbillede af en selv. Et sekund troede hun at hun drømte, men kvindens hud havde føltes så virkelig og hun vidste derfor dette umuligt kunne være en drøm. det var for virkeligt, uagtet hvor uvirkeligt situationen måtte føles. Selv kvindens stemme mindede om hendes egen, hvor den eneste forskel var hæsheden i hendes egen stemme. Hun talte ikke så tit, så derfor var hendes stemmebånd ikke vant til andre lyde en hylden og knurren. Dog påstod kvinden at hun intet magi brugte, så dette var altså virkeligt? Denne kvinde var virkelig og dette var hendes sande udseende. Det var ikke en illusion? Men derimod den sande varer.
Nysgerrigt fjernede hun sig en smule fra træet. Måden hun bevægede sig på, viste i sandhed det dyriske ved hende. Hun bevægede sig på alle fire, og med en ufattelig præcished der virkede direkte dyrisk. Da kvinden udtalte sit navn, lagde hun hovedet på skrå og stoppede op "Rhaella" selv lagde hun en hånd imod sit bryst, og her efterlignede hun hvad Andrea gjorde. Hun forstod dog så meget af hvad der blev sagt, og derved sagde hun sit eget navn, fremfor at gentage hvad Andrea sagde.

Hun bevægede sig imod denne kvinde, hvor hun blidt tog en lok af Andreas hånd imellem sine fingre. Hendes hud var generelt beskidt og modsat Andreas som var ren, lignede hun mest af alt en hule kvinde. Hun snusede til håret, og gik derpå videre til huden. Hun forstod sig ikke på det med den personlige boble, og gjorde derved hvad det passede hende. Hun fik færten af Andrea ind, og det var her hun gjorde sig en stor opdagelse. Denne kvinde havde en svag genkendelig duft, noget der mindede hende om sin egen.
Der var noget mystisk ved Andrea, dog var der samtidig en følelsen ved denne kvinde, noget der fortalte hende at hun kunne stole på hende. Normalt stolede hun ikke på folk, men der var noget ved Andrea, der gav hende lysten til det. Hun trak sig en smule væk, specielt da Andrea sagde familie. Var de i familie med hinanden? Var det derfor denne kvinde lignede hende så meget? Hun sad tæt på hende, så hun kunne se det hele og derved så hun også sandheden i de brune øjne. Hun overraskede sig selv, da hun gav Andrea et kram. Dog ved lyden af en knurren, rejste hun sig op og tog fat i Andreas hånd "ikke sikkert her, gå til mig" hun lod ikke Andrea fortælle om hun ville eller ej, derimod trak hun blot den anden kvinde med sig ind i hendes hule.

Hulen lå igennem en gang og alligevel befandt den sig ikke under jorden, men inde i en stengrotte. Der var varmt, og sikkert.. Den første stykke af gangen, var en smule beskidt, hvorimod da de først kom til åbningen var det ganske stort. Hun havde sikret stedet, og det var derimod godt med rumlighed og sikret for styrtning. Væggene var lavet af sten, siden det jo trods alt var en grotte. Hun havde lært hvordan man lavede disse huler, fra sin nu afdødet mand Jack. Han havde faktisk skænket hende denne hule. Der var en seng, hvor der var varme ved hjælp af skintæpper. Samtidig var der også mad i form af kadavere, samt et sted hvor hun kunne tænde ild. Der var en åbning, hvor i man ville finde en mindre sø. Andrea ville her være den første til at se dette sted "Vi vente her til farer er væk" hun havde levet i denne skov hele sit liv, og derved kendte hun specielt til de farer der lurede. Så hvad end det var de havde hørt, så var det ikke værd at miste sit liv for at finde ud af

Hun var langt mere vild end menneskelig, måske var det fordi hun havde levet i naturen hele sit liv og derved agerede hun udfra sine dyriske behov. Følelser var stadigvæk et underligt emne, et hun endnu ikke vidste hvordan hun skulle reagere udfra. Selvom hun havde været gift før, så var den følelse underlig. Det at elske en anden, føle kærlighed...det var fremmede følelser for hende. Ja på sin egen måde havde hun elsket Jack, men han var væk nu og derfor skænkede hun ham ikke mange tanker. Han havde nok i sidste ende valgt den forkerte pige, specielt hvis han ønskede et episk forhold. Han havde vidst fra starten af, hun ikke var af den normale slags, så hvorfor dog forsøge på den slags ting?
Hun hævede øjenbrynet ved det Andrea sagde, mest af alt fordi hun ikke forstod det "Smukt?" hun forsøgte udtale ordet med sine bedste evner, dog fattede hun ikke meningen ved det. Hun havde hørt ordet før, men hun kunne ikke huske hvad det betød. Det fremstod tydeligt i hendes øjne, specielt i det nysgerrig og uforstående blik. Det var som om Andrea fortalte hende om verdens vidunder, men hun blot ikke fattede hvad der blev sagt. Da spørgsmålet kom til hvad der var udenfor, blev hendes øjne igen gyldne. Hun blev stille, bevægede sig ikke og i det sekunder lyttede hun blot. Da hun ikke kunne høre noget, blev hendes øjne igen brune og hun bevægede sig hen imod den døde hjort. Hun rev et stort stykke kød af, hvorpå hun kravlede hen til Andrea. Hun tilbød her sin søster noget af kødet, kød som var råt og godt blodigt "Store dyr, være omkring her flere timer, meget farlige" forklarede hun, samtidig med hun spiste noget af kødet.