Knowledge of the unknown.

Datoen ¤ Den 18. juni.
Tiden ¤ Det er omkring klokken tyve minutter over syv(19.20).
Stedet ¤ Vi befinder os ved den store kløft Shadow Peaks
Vejret ¤ Der er faktisk ret varmt. Aftenvarmt. Kun få skyer på himlen og området er endnu lyst op af solens sidste stråler.
Omgivelserne ¤ En masse af de pæle der altid står der og ellers ingen bevægende væsner. Solen står lige fremme over klipperne og sende et hyggeligt lys ned i kløften.

Privat ~ Abaddon.
________________________________________________

”Sid nu stille!” lød hendes blide stemme med en smule frustration gemt i tonen. Hun stampede kort ned i jorden med sin ene fod for at få den lille blå fjerbold til at makke ret. Og for at få den til at forstå at hun faktisk mente det. ”Du forstyrrer mig når du hele tiden skal pusle rundt under din vinge.” Med et lettere opgivende suk lænede den unge santuines sig afslappende tilbage op ad den høje stenpæl hun havde valgt som ryglæn. Hendes hår var sat op i en noget sjusket knold i nakken som mest af alt så ud til at være sat op i panik eller på blot på meget få sekunder. Den røde farve var ret i øjenfaldende især i det meget øde og sandede område hun havde sat sig i. Stedet mindede hende meget om hvordan kulisserne så ud i en gammel westenfilm. Det var nok en af de ting der gjorde at hun tit blev tiltrukket af Shadow Peaks. Også selvom at hun havde hørt hvad der kunne gemme sig i skyggerne. ”Undskyld. Der sidder bare nogle dun forkert. Og det generer!” Den lille pjuskede fugl drejede sit hoved og rettede de brune øjne mod Abbigail alt imens den lille pippende stemme lød som en tankesending. Kort efter blev hendes blik igen rettet mod fuglen. Et smil begyndte let at spille over de rosa læber alt imens at hun igen fik lænet sig mere frem over. Ingen problem efter som hun sad i en behagelig skrædderstilling men hun passede stadig på ikke at gøre nogen skade den skitseblok hun havde i skødet. ”Kom her. Løft vingen, Austin.” beordrede hun stille og roligt. Hun lagde den sorte blyant, med en godt gnavet ende, ned på jorden ved siden af sig og rakte derefter ud efter blåmejsen foran sig som efterfølgende fik løfter sin ene vinge højt op. Spredte de smukke glansfylde klar blå fjer ud og fik genspejlet den varme glød fra aftenssolen. Det var tydeligt at se at dette ikke var en af de almindelige fugle man så ude i skoven eller siddende på tagene i byerne. Specielt den noget prangende blå farve dens fjerpagt havde og de dybe chokolade brune øjne var ikke noget man normalt så hos normale blåmejser i naturen.
”Er det bedre?” Abbigail lod sin ene pegefinger snige sig ind under vingen og med forsigtige bevægelser kløede hun ind mellem fjerene. Små tilfredse lyde kom fra den som når man kløede en kat bag øret. Lige udover at de her lyde var mere i den pippende ende. En meget svagt latter, som ikke rigtig kunne høres med mindre man stod en meter i radius fra hende, skød frem i et til to sekunder. Bare for at undertrykke hvordan Austins små lyde altid morede hende. Det var ikke mere underligt for hende at se denne lille fugl som en del af sig selv. Sin bedre halvdel. ”Nu. Vil du være sød og stå stille? Bare lidt endnu. Jeg er snart færdig med min skitse.” Atter grab hun om din ’tryllestav’. Og med et lille finger trick fik hun den drejet omkring sine fingre inden hun rettede spidsen mod papiret igen. Hun strøg en vildfaren tot af de røde hår om bag sit øre og holdt igen sin opmærksomhed på den detaljerede tegning der langsomt dannede sig. Hun tog en dyb indånding og startede igen med sine små blyants strøg.

Under disse elegante sidste sol stråler, inden månen overtager dominans over himlen, der kendetegner at natten endnu engang, er trådt i effekt, ja, under denne glorværdige måde, for solen at sige sit sidste godnat, ved at varmer kroppene, på de forskellige omrejsende, der har valgt deres vej gennem Shadow Peaks, dog var det en meget varmere aften end normalt, og selvom dette kunne være en beroligende og nydelig overraskelse for mange, var der en enkelt mand, der banede og svolede i sit hoved, for at få den kvalmende hede langtvæk.
Manden havde jo ikke direkte noget mod godt vejr, det var mere hans ubehagelig stilling, med benene i vejret, og hoved ned af, mens han hang fra stor sten. Og mens man hænger der, med hoved en halv meter over jorden, og sveden strømmer ned af en, som havde man taget en svømme tur i Atlanterhavet, på sådan en aften, var den bagende sol, ikke ligefrem ens bedste ven, og det syntes den kære Gideon heller ikke at solen var.
Gideon hang, bundet i stor tunge jern kæder, og med en forfærdelig hovedpine, der lignet noget, som havde han slåset med en sværvægter i halvtimes bokse kamp. Gideon kiggede sig omkring, men med en slem og ubehagelig smerte i nakken, det gjorde ondt at dreje hoved, han banede og svolede noget mere, mens han ihærdigt prøvede at huske, hvad fanden der var sket. han var iført nogen sorte pose bukser, der sad løst på ham, udover det, havde han en rød middelalder trøje på, stoffet var fint og smukt syet, med små elver mønster udover brystet. Gideon havde langt lyst hår, som hang ned ham, nu hvor han hang med hoved ned mod jorden.
Der var død stille, og Gideon kunne høre sine egne tanker, som snakkede han, så stille var der omkring ham, og der var ingen andre væsner i syne., hvilket Gideon for at sige det mildt.. ikke var helt tryg ved
Vinden piskede mod hans ansigt, som var det en mild læder pisk, der kærtegnede hans nøgne hud. Gideon prøvede at få nogen ordenlige store indåndinger igang, men den evig provokerende varme, mangel på vand, udmattelse, ondt i hoved, og fysiske træthed, var det lettere sagt end gjort.
Man kunne høre nogenstore britiske militær støvler komme som en stille torden ned gennem aftens halv mørke. støvlerne tilhørte en høj og bredskuldret mand. et kors hang om halsen, det var et stort kristent kors, men man kunne også se noget keltisk over det, korset hang ude på en store sorte læder jakke, der dækket mandens store overkrop, og de brede skuldre. Inden under læder jakken, som var åben, kunne man se en dyr sort silke skjorte, og på hans ben var der nogen militær bukser, som var blevet lavet om til farverne grå, sort, og hvid i stedet for det normale grønne, brune, og sorte tema.
Manden i læderjakken, havde en stor militær kniv, der bliv kørt frem og tilbage, i det store maskuline håndled. Manden lagde mildt det kolde stål, på Gideons ubeskyttede kind, og det stålet var som et isbjerg på hans varme kind, og en klumb kom til syne på Gideons hals.
Gideon prøvede at tale, men opdage nu, et bind for hans mund, og det fik et lydløst skrig til at komme til live isetdetfor, dog var det håbløst at råbe, eller tigge, manden der stod foran Gideon, havde øjne som et bundløst hul, og den tomme intethed, gravet sig ind i Gideon, og de to kolde og mørke øjne, som selv ikke den mørkeste nat kunne måle sig med, var lige ved at få den stolte engel som Gideon var, til at synke endnu en klumb.
Manden så ned på Gideon, med et umenneskeligt utryk, han havde brutalitet på sinde, og det kunne mærkes.
Ud af mandens ryg kom der store sorte vinger der ligende noget fra de væreste gysser film. vingerne havde fuldt ham hele hans lange liv, og det kunne ses på deres frygtingyende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde. han fik en hale der piskede rundt, som var det en læder pisk, der kærtegnede luften, med endeløse og ondskabsfulde sadistiske smæl. hans tænder bliv lange og de så alt andet end venlige ud. og dette var udover det natte sorte øjne.
Gideon sank nu den ekstre klumb. Manden kørte kniven fra Gideons kind, og ned til hagen, og en grusom og dyrisk stemme kom nu frem fra manden, mens han boret kniven ´blidt´ ind i kødet på Gideons hage, og blodet sank ned af det kolde stål, stille og roligt, som var det en bølge på havet, der langsomt kravlede op på stranden... men, tilbage til den rusom og dyrisk stemme.. "Tristan.. Rygterne går, på, at en ung rødhåret kvinde skaffet Tristan vej ind i Dé Mininons villa. hvad han lavet der.. er mig ligegyldigt, men hvis kvinden kan få ham ind.. kan hun også gøre det for mig... der er intet du kan sige, som jeg vil tro på.." manden prikkede lidt hårdere med kniven ind Gideon, der fik en smertefuld mene frem, hvorefter manden forsatte med at snakke "Men... når jeg er færdig... med dig. vil jeg tro på alt du siger." Manden kørte roligt kniven ned op mandens bryst, hvor han ikke skar ind, men blidt pirret Gideons huds overfalde.

Der var egentlig varmt. Også selvom solen så småt var ved at forsvinde bag klipperne tillod den stråler sig stadig at danne en form for drivhuseffekt. Stødte fra klippevæk til klippevæg. Gjorde det mere indelukket at være i kløften. Med andre ord varmt. Men det var ikke lige det Abbigail sad og lagde sine tanker på. Hun mærkede ikke helt varmen som andre. Som var der altid en blid aura omkring hende der kølede hende af. Det kunne også beskrives som den frugt der hang i luften af hende. Uafbrudt dannede den altid dette forfriskende felt omkring hendes krop. Det var godt nok et plus på de varme årstider. Men et slemt minus i vinter dagene hvor luftfugtigheden meget muligt endte med at blive bidende kold. Så hendes liv havde skam også goder og ulemper som så mange andres. Hun var ikke perfekt. Eller næsten. Det var som folk nu så det. Forskelligt syns punkt for alle. Nogle så noget og andre så noget andet.
Lettere irritabelt pustede hun den vildfarende tot rødt guld væk fra sit ansigt. Det var et af de dele af hendes hår der ikke var langt nok til at blive siddende og kort nok til ikke at genere hende. Ikke engang når hun havde vent ansigtet ned af. Perfektionisten hang langt ud af halsen på hende. Hvert strøg skulle være som i hendes hoved. Som på den så kaldte model som hun brugt. Det var nok også grunden til at et chok fór gennem hende i det at Austin pludselig valgte at lette. Også uden at hun havde set væk fra sit papir lavede hun en halvlang streg tværs hen over. Ikke noget der ikke kunne reddes men frustrationen lå og boblede igen. ”Hey!” Meget hurtigt fik så det anderledes menneske op for at kunne få øje på den pjuskede fugl igen. Og forhåbentlig få en forklaring på hans dumdristige flugt. Bare sådan. ”..” Hun nåede kun lige at skille sine bløde læber ad inden at hendes stemme forsvandt helt og hendes tanker landede et helt andet sted en på den anden tvilling. Det var allerede idet vinden roligt gled forbi hende og fik de løse krøllede totter i hendes knold til at flagre ganske lidt at hun lagde mærke til den underlige duft der omsluttede hende. Hun genkendte den. Og det var ikke engang tæt på den Tréson hun havde taget på denne eftermiddag efter badet. Denne duft var mere metallisk. Og det var ikke første gang den havde kørt forbi hendes gode lugte sans. Blod. Den fantastiske røde væske der løb i vor alles kroppe. Den substans som var levestof for nogle væsner i denne nye verden. Den virkede knap så kraftig. Men det skulle heller ikke undre hende hvis hun var på afstand af dette. Hvad der skete, vidste hun ikke det mindste om. Men spørgsmålet blev ved med at gøre hende nysgerrig. Lige så dumdristig som den klare blå fjerbold.
Efter at have set sig godt omkring og kort efter sagt sig selv der intet var i nærheden fik hun automatisk rejst sig op. Det var mere som om hendes krop beordrede hende til noget i stedet for at hun havde kontrollen. Det var faktisk en mærkelig følelse. Blokken blev lukket og den slidte blyant bare lagt ned gennem spiral ryggen.

Atter kom den farvelige fugl tilbage. Men Abbigail stoppede ikke op. Blev ved med at gå efter den skræmmende duft af blod. Hvorfor den tiltrak hende vidste hun virkelig ikke. Hun havde ingen trang til det og hun var ikke rigtig fascineret af at se på det. Men der var noget ved de dufte som vinden bragte, der ikke bare gav hende lov til at ignorere dem. ”Hvor er du på vej hen?” Blåmejsen landede let på hendes ene skulder og man kunne virkelig fornemme hvordan den fik et forvirret udtryk. ”Det ved jeg ikke..” Det var et kort og halvhjertet svar. Ikke specielt meget opmærksomhed var rettet mod broderen.

”Hvad har du gang i!?” udbrød hun overrasket. Og man kunne sagtens høre hvordan en mindre panisk frygt havde klamret sig op i halsen på hende som hun stod omkring 10 meter væk fra den ofring ceremoni der var i gang. Det var her duften var kommet fra. Og nu kunne hun også se blodet. Dråber af samme farve som hendes hår. Der var ikke meget. Men stadig så sceneriet skræmmende ud i hendes uskyldige grå øjne. Hun stod usikkert og klamrede sig til den sorte skitseblok. Hendes skridt have været næsten lydløse på grund af hun ingen sko havde iført sig. Hun vidste godt at hendes initiativ til at følge sin nysgerrighed var blevet fortrudt. Nervøst stod hun og bed sig en smule i underlæben. Ikke tydeligt. Hendes mave havde snøret sig sammen og hendes bedre halvdel havde også valgt at holde næbet lukket.