Maybe we could be friends! Cant blame me for trying! -Martin

Der var mange ting man kunne kalde Violet. Men den store extrovert var ikke en af dem. I hvert fald vidste dem der kendte hende det. Normalt kunne hun bedre lide små hygsomme steder hvor hun var med de få venner hun nu havde. Når man rejste så meget rundt som hun gjorde, var lang-distance venskaber en norm for hende. Og hun havde vel vænnet sig til at skulle skaffe nye venskaber når chancen bød sig. Hun sad roligt for sig selv på kroen, det var en af de knapt så interessante aftenener. En drukkenbolt der nok kom fra arbejderklassen, dømt ud fra hans tøj lænede sig pludselig ind over bordet hvor hun sad.

”Undskyld mig? Kan jeg hjælpe dig med noget?” spurgte hun med en rolig dog sød stemme. Han kiggede på hende, sin fulde opmærksomhed rettet mod hende som han begyndte:” Altså. Du ser jo noget så godt ud. Jeg ser ikke tit piger som dig.. Du er som en yndig rose i en mark af margeritter! Haha!” ævlede han løs mens Violet hurtigt mistede interessen. Dog var et sødt smil over hendes læber og hun nikkede kort til det han sagde:” Mange tak. Men jeg er nød til at gå! Som i lige nu.” sagde hun så undskyldende og rejste sig hurtigt.
En mand fangede dog hendes øje. Et skyggevæsen, kom hun frem til da hans aura, så mørk og dyster, kunne kun passe et sted. Hun havde mødt sin del af skyggevæsener, men det havde mest været afstand. Hun havde hørt så meget om hvor farlige de var, og at de elskede at pine andre for at suge energien ud af de negative følelser. Hun kneb let øjnene sammen. Måske kunne det være sjovt at prøve at gøre noget ved det? Se om hun kunne påvirke et skyggevæsen til at blive en gladere person? Hun grinte kort ved tanken. Drukkenbolten kiggede op i håb om at det var rettet mod ham, men Violet var allerede væk – på vej mod den interessante mand!

Hendes opmærksomhed blev kort taget af et tumult der hurtigt udviklede sig ved siden af hende og så snart hun vendte sin opmærksomhed tilbage mod ham, mærkede hun stoffet mod sit ansigt som hun gik ind i ham. Hun blinkede en anelse forvirret og gik tilbage mens hun rettede på sit tøj. Hun så undskyldende op på ham og rømmede sig kort inden hun begyndte:” Det må du undskylde! Det var ikke min mening at…” prøvede hun mens hun bed sig kort i læben:” Altså… Jeg ville have prøvet en anden måde at starte en samtale på.. Men det her dur vel også?” sagde hun så og kom med et prøvende smil.
De andre mænd som ellers havde set frem til at prøve at smigre sig ind på hende i løbet af aftenen, virkede pludselig triste. Som om alt var tabt, nu hvor denne ene mand havde formået at stjæle deres fangst lige for øjnene af dem! Violet så op på ham og fumlede let med sine fingre mens hun afventede hans reaktion.