this is my past-- (dementri)

Sted: et sted i Royal Flame District
Tid: 00:00
Årstid: Vinter
Omgivelser: det eneste der er mørket
Vejr: regn vejr og fuldmåne


Panthera sad fanget, hun var ikke som den familie hun havnet i noget skræmte hende ved dem. Deres hud var hvid som sneen der lå udenfor, hun sukkede svagt imens sad dette her hul, hun havde set normale uden for hendes vindue hun måttet havde været ulydig siden hun endt i kælderen, drog vidste hun ikke hvorfor hun havnet her og så på hendes fødseldag. Hun sukkede svagt imens hun rejste sig. Hun kunne ikke se ret meget, men hun ville ikke sidde her vente idet døren gik op ind havde tvunget til kalde for far, hun kiggede trodsigt på ham satte kursen imod døren nu var det tide at komme væk herfra og aldrig se sig tilbage. Hun fór hen imod døren, men af en eller anden grund endte han foran tog fat i hende og løftede hende op som var hun en sæk kartrofler. Hun gispede og prøvede slog ud efter ham, men det virkede ikke han smed hende ind igen og ramte muren og hendes ryg nærmest lavede en knækj lyd, hun grinede en smule angstrengt, det var kun irretere hendes såkaldte far og det virkede en lusing fløj igemmen luften og ramte hendes kind. Fem finger voksede frem for hendes kind.
Hun kiggede på ham han var den dræbte hendes forældre for bare at holde hende fanget her, hun lod hun fik med kraftangstengelse sat denne gang lynede hendes øjne " jeg hader dig" sagde hun håbede at hendes ord ville såre ham, men han grinede bare op i hendes ansigt. Hun gispede idet han kom tæt han svagt hans kolde læber røre hendes øre " Familien har en fødseldag gave til dig Petra" hviskede han, noget ved hans stemme alamerede hende. Stemmen havde en slags fryd og hævngerighed over sig. Hun lod svagt hovdet falde lagde sig på det kolde gulv.

Lige siden hun kunne huske havde de haft forhold til hende det var som de legede familie, men hun hverken ville eller var deres familie. Panthera var deres tæve klud det var altid hende da fik tæv, men på den anden side kunnefaktisk godt lide det. Hun havde vænnet sig til det. Hendes ryg dunkede og hun havde svært ved at bevæge sig. Hun lukkede sine øjne lagde sig til sove.

Faderen forsvandt kort efter episoden med sin ¨¨datter¨¨. Men dette var ikke forbi for Panthera. Dette ville være hendes sidste søvn, hun lå som en djævel i engle klæder og sov. Denne nat skulle hendes liv forandres for evigt. Faderen havde hidkald Demetri, som var han bange for hvad der skete hvis han selv forvandlede denne smukke djævel. I mørket i kælderen lå hun og lod sig selv drømme en sidste gang. Demetri studerede hende i mørket. Faderen havde låst døren så hun ikke ville kunne flygte, men.....Det ville hun ikke kunne lige meget hvad. I mørket sad Demetri i en stod og lod denne pige leve sin sidste søvn ud, en skildt stod havde han taget plads i, de metalliske grå øjne lyste nærmest i mørket, man ville selv som menneske kunne se de 2 uhyggelige lysene prikker ude i det ellers helt sorte hjørne som var her i kælderen. Disse øjne ville Panthera komme til både at hade og elske. I nat ville Demetri give hende døden og livets gave, det evige liv. Familien havde fortalt meget om panthera til ham, hvordan hendes menneskesind var og hvordan en indte ondskab brandte i hende. Demetri havde nærmest været helt forelsked i at høre om hende om den store ondskab og had der brandte i dette stadig menneskehjerte, som var hun en gave fra guderne.

Pan sov ikke godt denne nat, hendes såkaldte drømmeudeblev og det var drømme løs nat, hun havde lagt på gulvet som var sten hårdt på hendes hud dukkede der flere blåmærker, hun ømmede sig en smule inden hun svagt sukkede, hun vidste ikke skulle gøre hun ville ud. Denne familie var ikke hendes, de havde opfostret et monster hun var et monster der var lige glad med andre og deres følelser. Hun rejste sig, hun vaklede over imod døren først så gik, men til sidst fik styr på løb hen imod døren, hvis der var en ting de havde lært hende var det ikke at give op. Hun hamrede sin ellers så smadret op imod døren, hun sank sammen, man ville ikke kunne åbene denne dør med mindre , man var unaturlig stærk ” luk mig ud” mumlede hun blev, hun hvæssede svagt idet hun opdagede tilstedeværelsen af en anden i rummet hvor længe havde han hun været der. Hun Rejste sig igen op og fór imod den fremmede hun skulle vise ham hvad hun kunne hendes krop nåde ikke så før den sank sammen af udmattelse, hun var drog ikke færdig vis kom tættere på ville hun gøre det af med. Hun vidste drog bare ikke t han stærkere og mere unaturlig end hende.

En stemme lød, en mandlige stemme. Tør som en mands men stadig ung som ungs.
"Du burde hvile dig lidt" sagde stemmen, de lyse øjne i mørket stirrede stadig over mod hende, en underlig ro var i stemmen. SOm om at den blev ført helt diskert og lød som en fader talte til sin datter, en rigtig far, eller iværtfald en der ville en noget nærmere. Det kunne se direkte uhyggeligt ud sådan 2 lys i mørket. Demetri forblev i mørket, prøvede ikke engang at rejse sig da han så at hun tog tag til at løbe lige mod ham, hun ville alligevel ikke kunne have gjort noget. HUn var for svag og han var for.....unaturlig til at hun ville kunne røre ham på nogen tænkelige måder, uden at han selvføleglig lod hende gøre det. Han kunne mærke den vrede og stadig trætte aura fra hende, de blå mærke skulle han nok fjerne, det var jo alt i alt blod samlinger i kroppen, og han var kommet for et ærne. Denne nat skulle endnu et af nattens børn fødes. Han så¨på hende imens hun lå der, svag og dødelig. Tænk at han selv engang havde været sådan, svag, forvirret. Han lod ikke blikket gå fra hende en eneste gang.

Hun hørte hans stemme og fik kvalme af den hun havde ingen andre ting en vente, hun vidste at han var en af dem, hun var ikke dum, faktisk var hun alt andet end dum hun betragtede trodsigt de to lysende øjne. Hun mærkede vrede og frustration, hun bed svagt læben ” du er en af dem” sagde trodsigt og havde ikke tænkt sig sove mere. Hun ville bare have overstået det der nu skulle overstås så hun kunne komme videre med sit liv ” Hvorfor er du her??” spurgte hun og man kunne både høre vreden og hvor meget hun afskyede ham og det han nu var. Hun sad lidt før hun rettede blikket imod døren hun rejste igen op gik hen til døren hvor helst ville, det hele kunne også være lige meget, hun var ligeglad med ham, hendes så kaldte familie, når denne dør blev åben ville hun være fri og intet kunne stoppe hende, drog vidste hun ikke at det snart var slut, med hende løbende blod, det gav hendes glød og farve når rødmede. Hun Vidste ikke at familie snart ville komme se hendes levende og varme liv ville forsvinde med et bid. Hun betragtede stadig hans øjne idet døren gik og ind kom hele hendes familie, hvad skulle de hvorfor kom de nu, hvad skulle de? Hun rejste sig prøvede smutte ud af døren, men sidst søn Joey greb fat i hende smed hende ind hun trillede flere gange nu var hendes ved at gi så meget efter at hun svagt snak sammen, der var gået hul på hendes læbe og det begyndte bløde.
Faderen kiggede på Joey Han begyndte snakke om hvordan de havde fundet ham og de havde også dræbt hans forældre, efter han var fyldt 21 forvandlede de ham, derefter vendte han sit blik imod Panthera, han begyndte fortælle hvordan de havde dræbt hendes forældre, for at findes hendes uhyrre frem, hun smilede svagt idet gik op for hende hvorfor den fremmede var her, han skulle forvandle hende gøre det af med hende imens hendes plejeforældre så på. Hun snak svagt klump inden kiggede over på ham den fremmede ” du rør mig” hvæssede hun og blev mere rasende, hun rejste igen op, men denne gang gik det meget svært, hun vaklede over imod faderen og med sidste kraftanstrengelse, hun fik flere slag ind inden hun blev losset af.

Demetri sagde intet til hende lod sig som en anden cæsar se på underholdningen og lyttende til historierne. Han så hvordan Pan blev slået, de mærke ville nok aldrig helt gå væk de ville nok side som små svage pletter i den snart kolde og døde hud, Pan se over på ham og sagde, med sin stemme et åndsforlagt trussel at han bare kunne prøve på noget. Det var gået lige så stille op for han at dette menneske viste hvad der skulle til at ske, det fik ikke smilet frem på hans læber. Hans skæbne havde også ligget i en vampyrs hænder i mange år. En vampyr som havde opfodsret ham og passet ham indtil at han var blevet gammel nok. Det kunne han takke sin rigtige moder og fader for. Takke dem for det han var nu. Han var en bitter vampyr, uden følelser eller formel glæde om noget som helst. Efter at faderen var færdig og skulle til at fysisk såre pan Rejste Demetri sig, Fadere trak sig et skridt tilbage da han nu viste at Demetri ville være alene med Panthera. Demetri havde fået nok, hun skulle stadig være præsentabel at se på som vampyr. Det var jo det der fik en vampyr til at overleve, skønheden. Demetri stod dog stadig i mørket, men faderen kunne se ham , fordi at han var som Demetri. Et monster som skabte andre monstre.

Denne gang blev hun stående, faderen satte hende nærmest pænt ned og trak sig tilbage, hun rynkede svagt brynene hvorfor ville være alene med hende skulle det være nu? Hun sank svagt klump. Hun ville ikke død, atter søgte hun hen imod døren, men inden nåede den blev smækket i hovedet af hende, hun hamrede på døren imen råbt og skreg inden vendte sig om imoc den fremmede vampyr, hun ville ikke give sig uden kamp selv hvis det ville betyde at brække hver knogle i hendes krop. " du har bare af at lade mig!!" skreg hun og løb alt det hun kunne imod ham, selvom hun vidste at betød at han ville flytte sig med sin unaturlige fart. Hun ville død uden kamp. Dét kunne godt hun ville vænne sig, men hun elskede hamrende hjerte som bankede en hel del lige, fordi hun fuld andrelin. Hun havde aldrig givet sin frihed op. Sometider hvavde det nok været smart.

Han trådte ud af mørket efter at Panthera havde sagt sine ord. En und mand med sort hår, pearl hvid hud, og med smukke metalliske grå øjne kom frem. Han smilte roligt til Panthera uden at svare hende på det menneskelige forsvars trussel hun havde komemt med. Hans hage og kæbeben var som på nogen mænd utroligt fremtræden. Han så på hende uden et ord, Et svagt lysglimt gik igennem hans øjne som om nogen havde stået med en lygte og lyst et kort sekundt. først nu talte han. "Panthera" sagde han og holdte en pause, " Du skal ikke flygte fra mig" det fik ham svagt til at grine i hans indre, hun ville på ingen måde kunne flygte fra ham, hun var jo låst inde. Han gik et skridt frem mod hende. "Ved du hvorfor jeg er her" hans stemme var halvmørk som en ung mand som var i den alder hans krop nu var. Dog heldigvis for ham havde hans stemme gået i overgang før han var blevet vampyr. Han så kort op og ned af hende. Hendes krop var ikke så god lige nu med alle de blå mærker. Men forhåbenligt ville dette ændre sig med tiden. Måske og nogen måneder når hendes krop tog næring af alt blod der bare det mindste ramte hende,

Da hun hørte hans stemme gøs det en smule i hendes krop hvilket fik den sitre, hun vidste at hendes familie hvis kunne kalde den det var unormale, deres blege hud og deres lysttil blod. Hun vidste drog ikke hvad de var men det tydeligt se at også han var en af de unormale. Hun sank svagt klump inden hun lod sin hånd glide op til hendes hals. Han skulle ikke få lov til gøre hende noget, men sådan som hendes far havde reageret var hun sikker på at de ikkeville hjælpe hende ud af denne knibe, det var der ingen af dem der ville. Hun knyttede sine hænder inden hun fnøs i vrede " duu kan vove på gøre mig til en af dem" sagde hun selvom vidste hvad en af dem var og med dem mente hun sin familie. De var mærkelige og sov altid om dagen hvis man da kunne kalde det for sådan. Hun fnøs igen inden hun trak vejret tungt, hvis han var hendes fødseldag gave var det ikke særlige god gave.
Pan vidste ikke hvad hun havde gjort for skulle lukkes ind kælderen, hun havde gjort alt for at være sød og nu var endt her med ham, det gjorde næsten ondt på hende, hun måtte gøre noget hhun ville ikke død eller blive som en af dem hun elskede det levende og ville gerne være del af det levende, men ikke som død. Hun pressede læberne sammen så de kun blev til en streg inden hun gav sig til at løbe imod ham, følelsen af være et fanget var stor og det gav hende følelsen af måtte kæmpe for hver en levende celle i hendes krop.

Demetri stod nogen få sekundter helt rolig imens Pan bare løb direkte imod ham, hans øjne stirrede bare ind i hendes øjne imens hun sprændede mod ham, i det næste ville Pan kunne mærke en underlig form for modkrafy mod hende som om en luft bølge med kraft ramte mod hende og ville få hende til at flyve tilbage, dette var den ene af Demetris evner, en nyer en faktisk som han for bliv 60 år siden havde lært at beherske. Han stod stadig hvor han stod uden at sige det mindste, Han ville lege lidt først, se hende an, se hvad hun duede til. De havde fortalt meget om hende, altså hendes såkaldte familie. At hun var for stærk til at de ture tag sig til hende når hun var blevet vampyr. Men Demetri mente selv at han nok kunne klare hende, kvindelige vampyrer havde det med at være mere agrressive end hanner.-

Pan mærkede hvordan farten på mindere og til begyndte at trække hende tilbage skreg hun af arrighed, hvis han troede at hun bare ville suge det sidste af hendes liv ud af hende måtte han tro om igen, drog kunne ikke kæmpe ret længe imod han mystiske kraft inden fløj til ramte muren med et klask, hun kiggede loftet imems samlede kræfter alt luften var blevet slået ud af hende, hen brystkasse hæve sank et par gange i hurtige ryk inden hun igen rejste sig, turdte ikke kiggede ned på sin arm, men vidste at den blødte for den varme væske løb ned af hendes arm, men hun ikke klar til give op. Hun var som en vild hest som nu skulles tæmmes. Hun var ikke bange for hans unaturlige øjne og begyndte at stirrede lige dem. Hun var vred og ked af det hun vidste at hun ikke ville kunne holde for evigt og at på den ene eller anden måde død i nat " jeg død uden kamp" vedblev hun drog var hendes så hård kold som den kunne være. Hun belv stående så afventede på ham, hvad ville han gøre næst

"Det også det jeg best kan lide, Dem der kæmper" Han trådte et skridt frem, et mere grumt smil var nu på hans læber, en underlig brummen kom fra ham, eller det kom nærmest inde fra ham i hans indre, hun stirrede ham i øjnene hvilket ikke lige var så smart lige nu, han stilte sig i en form for angrebs position, og hans prupiler blev i det samme deforme, eller hvor man beder kunne beskrive det, de blev spidse som en kats, bare tyndere og med endnu mere spids i enderne, han var parat nu til at tage hendes liv, dette skulle være hendes første lektion i hvordan en dræber dræbte eller jagtede sit dytte til øden, skønt at hun nu var låst inde med ham. Han talte kort til hende på et underligt sprog for at han nærmest forsvandt for øjnene af hende.

//Demetri vil være lidt anderledes når vi kmmer tilbage til den tid vi rigtigt spiller i, grunden er at han er yngre nu og er lidt mindre styrelig fordi han stadig er en lille ung vampyr basse/

// det er bare iorden//

Hun blinkede svagt hvor blev han af hun vendte omkring sig selv og kunne ikke få øje på ham. Hun belv urolig og begynte at løbe over imod den væg som mente var længenst væk fra ham eller det troede hunihvertfald, huyn blottede svagt normale tænder hun nægte at tabe Pan var ikke nogen taber og det skulle hun nok bevise over for ham.

I det samme stod han lige ved siden af hende, med et dyrisk og vildt smil hans udseende var ikke længere så smukt og mystisk det var både skræmmende og som om at han var en fra helvede. "Bøh" sagde han i det samme og sprang på hende før at hun fysisk kunne have gjort noget for at stoppe ham eller komme væk. De landte lidt akavet hvor han var oven på hende med sit knæ ned i hendes mave så det ville gøre ondt i hendes hofteben hvis hun prøvede at flytte sig, ham maste godt til, muligvis så meget at knoglen var tæt på at brække. Men selvom han var så ung som han nu var havde han lært hvad de forskellige væsner nu holdte til, og menneske skulle ikke have så meget pres før at deres lille krop sagde knæk eller bræk. Han holdte hende i halsen imens han strammede til så han svagt kunne styre hende. Men hendes hænder var fri. Men var hun virkelig så dum at hun ville gøre ham noget nu hvor hun var i sådan et fast greb.? Tja menneske var jo ret så specielle og skønt han selv havde været menneske havde han mistet meget af det menneskelige inde i ham.

Hun kunne næsten ikke bevæge sig hans greb om hendes hals var starmt og hun kunne næsten ikke få luft, hun rev efter vejret i små rallende riv. Hun overvejede om hun skulle prøve at slå ud efter ham, men hans knæ i hendes gjorde ondt, men drog var det ikke noget hun ikke havde prøvet før. Hun grinede svagt imens fumlede med sine hænder hun prøvede lede efter den løse sten nær faldet over hun mærkede at fingerne folde sig over dem. Hun samlede den, men ikke sikker på at det var nogen god ide smadre den hovedet på ham, drog tænket mere over det, hun ville ikke død hun ville kæmpe til det sidste. Hun løftede svagt stene, men da gjorde bevægede hun sig smule og mærkede smerten og hun slap stenen og blev liggende. Hun havde givet op. et svagt gispende suk unslap hendes læber der var ikke meget hun kunne gøre for at forsvare sig.

Han trak hende op til sig ansigt imens han stadig holdte stramt om hendes nakke og hals og imens benet stadig var liige i maven på hende. "Jeg lover dig at du vil få smerter" I det næste trak han hende lidt tilbage så han kunne se hende i øjnene, han lignede en der nærmest var forelsked, han rykkede sig mod hend eog kyssede bliv hendes læber, hans var som is, og hun ville svagt kunne mærke at de frøs sig fast til hendes et kort sekundt. Han lukked eøjnene imens han kyssede hende. I nogen få sekundter var det som alt blev stille som alt der var om kring dem ikke fandtes. I det næste sad han i hendes hals ned ved halspulsåren. Han bed til, han ville smage hende mærke hende have hende. Blodet begyndte at flyde og nærmest sprøgtede ind i munden på ham fordi der var så meget knald på efter hendes puls havde været oppe og køre af svag frygtfra hendes side af. Nu var det de glædene minutter, kunne gan stoppe og lade hende leve videre som vampyr eller ville han suge hende tør til at hendes krop ej kunne forvandles til dette smukke væsen som han endnu engang selv var blevet skabt som. Hans øjne stod helt åbne og den metalliske grå farve gik over i hvid, hans øjne lyste nærmest i gløder af hvid. Blodet gav ham til at slå hjernen fra og han begyndte at bide endnu hårdere, han ville have mere, mere mere!!!!!MERE!!

hun sad saksen hun bed svagt læben og kunne ikke flytte hovedet idet han kyssede hende på læber skar hun større grimasse end dem nogen sinde havde lavet, idet han sad i hendes ville skreget, men det kun til lille gisp. Hun følte sig lille dem styrke hun haft inden han var slukket som et dyr der var fanget i en fælde. Hun mærkede hvor de skrape tænder gled længer ind hun kunne heller synke for det gjorde ondt halsen når disse mord våben var det. " ne" mumlede fik ikke sagt mere for følte sig for træt til overhovedet at snakke ordenligt. Hun mærkede hvordan livskraften bare forsvandt. Med en sidste kræftanstengelse løftede sine hænder op til ansigt for fjende hans tænder skubbe med svagt til hans hage.

Han bed så hårdt og fast at selvom at hendes hænder prøvede at skubbe ham væk føltes det mere som en form for svag nussen, hun var eget svag og inden længe ville bevistheden forsvinde helt fra hende. De gældene minutter var vigtige, hvis han ikke kunne stoppe så var hendes liv spildt, på at være hans føde. Han smilede svagt imens blodet løb igennem hans mund og ned i hans krop, Varmen den forfærdelig dejlig! Han begyndte endda svagt at få farve i sin hud hvor imod Smukke Panthera blev hvidere og hvidere over hele sin krop. Han slap nu den spinkle hals så blodet rigtig kunne flyde og lod sig selv i et ryk side anderledes på hende, han havde vristet sig imellem hendes ben så hun ikke ville kunne sparke hvilket allligevel var umulig da hun nu allerede manglede meget blod. Og han tog fat i hendes håndled så han bedre kunne få frit til halsen. Imellem tiden havde han taget sine tænder ud af hende, blodet begyndte at læbe ud af hende og ned på det beton gulv som var i kælderen, han lavede endnu et sving med sit hoved og sad nu i hendes anden side af halsen. Blodet sprøjtede ikke lige så meget denne gang da der faktisk ikke var så meget blod tilbage nu.

" nej nej" mumlede hun og åndede lettet op idet han lod hans tænder glide ud af hendes hals, hun kæmpede for ikke glide ind i tomheden og det mørke hun ville glide ind i når hun lukkede sine øjne, hun mærkede hvordan han flyttede sig troede hun at han var færdig. Hun lagdse ingen gang mærke til hvordan blodet flød ffra de sår han allerede havde lavethun gled ind i mørket og hun lukkede sine øjne. Hun bevægede svagt sin inden slapt ned til jorden. Hun vångede eller det troede hun at gjorde, men det var nok snare en drøm hun stod på strand inden billedet forsvandt og så billedet af kælder.

Han mærkede hvordan blodet blev langsomere og langsomere og hvordan hjerteslagene blev mindre og mindre nu, hun ville snart dø hvis han ikke stoppede sig selv i at tage hendes blod, men det smagte så godt. Han ville ikke kunne stoppe ville han? Hans øjne var helt hvide og lysene som om der ingen prupil var i dem. Han havde lyst til at skade hende ridse hende og ødelægge hende imens han tog næring til sig. Men hun havde brug for at hendes krop var intagt da han var hidkald til at gøre hende til et væsen som ham, et natten barn, hersker af natten og hvem ved måske ville hun gøre Demetri Ære. Han blev ved med at suge nu galt det og sekundter før at han ikke ville kunne forvandle hende, men i et slap han hende, hun ville umuligt kunne være ved bevisthed nu? Han så stift på det smukke ansigt som helt hvidt af blod mangel, hans egen hud var svagt farvet som om at han næsten avr et menneske igen, men det ville han aldrig blive han vil for altid blive det monstre som han var blevet skabt til at være for mange hundrede år siden. Hun skulle nok gøre ham ære med den kampgejst hun havde. Og hendes skønhed ville helt klart også gavne Desisskaerne.

Alt sort, ingen lys for enden, men lige pludslig kunne se sig selv og Dementri, hun skar svagt grimasse lange ud efter ham, men hendes arm røg igemmen lidt efter´vendte hun sig om imod sig selv, hendes hud var hvid kridhvid. hun satte sig ned ved siden kroppen, hun anede ikke hvad der skete , men dette her mærkligt. Hun varr død og kunne se selv, ellr troede hun ihvertfald. Hun vendte vredt blik imod Dementri som nu havde fået smule farve, hun sikker på hun aldrig kunne tilgive ham dette her, hvis ikke snart fik gjort noget ved det så ikke skulle være sprøgelse var sikker på at ville hjemsøge ham i al evighed.

""Sssh" sagde han pludseligt så Blidt, han tog sin arm op til sig og bed sig selv så blodet randte ned af ham. "Drik eller du dør forevigt" sagde han og stod med armen mod hende, hvis hun ikke skyndte sig ville såret heale. Hun ville sikkert kunne mærke en underlig trak til at drikke som om at hun kunne mærke at dette var alt over alt! Blodet tiltrak hende som den havde tiltrukket Demetri den nat hans skulle forvandles! Han så afventende på ehnde hun havde 3 minutter til at drikke ellers ville hendes krop dø helt. "DRIK" råbte han tilsidst! Det var nu eller aldrig, om han så skulle tvinge det i hende skulle hun drikke det! Hun var ikke blevet udvalgt til at skulle dø for sin stædighed, og det gift han havde sprøjtet ind ville helt klart gøre at hun ikke kunne modstå duften af dette blod der randte ned af Demetris arm!

Pan åbende øjnene den mærkelige fornemelse af se sig selv udenfor var forsvunde, hun hørte hans stemme og lugtede blodet, hun rynkede svagt på næsen. Pan havde ikke lyst til at drikke, men hun hvde helle ikke lyst til død. Pan blev forstyrret idet halsen brandte og føltes tør, hvis hun havde kunnet se sine engen øjne som var røde ville hun havde fået chok. Hun kiggede sig omkring hun var stadig det samme sted måske var dette her drøm, hun betragtede sine hænder og skar endnu en grimasse det var ikke nogen drøm, hun satte sig og blottede svagt sine tænder og mærke de spidse tænder hun lod svagt finger røre dem. Hun kiggede sultent på ham. Hun tog hans arm i sine hænder, lignede en baby for vidste ikke helt hvordan hun skulle få til at drikke af blodet * han er død han kan ikke tage skade* tænkte hun og satte tænderne i hans drog sugede ikke med det samme da hun prøvede fornemme hvordan det og smage blodet som aligevel løb ned i hendes hals. Pan kunne ikke bestemme sig om kunne lide det eller ej.
Pan følte sig på måde underlig og et misfoster, men hun sagde da færdig gav hun lussing, hvad bildte han sig ind " tak fordi du tog mit liv" sagde hun vredt og mente intet af dety hun havde sagt. Pan brød sig ikke om, men håbede at med tiden ville måske kunne tilgive ham, men lige nu mindede hun om sur teenager som havde fået sit liv ødelagt af sin mor eller far.

Panthera sad hermed og indtog sit eget blod med giften fra ham af. Han kunne mærke hendes tænker er skar gennem hans hud. Han lavede en svag grimasse imens alt det skete. Det ligtne mest af alt at han bare bed tænderne sammen og hvis ikke det havde været fordi han måtte styrre sig sådan havde han sparket hende væk og gjort det af med hende, at give sit blod til en anden var nærmest en kræligheds erklæring....hvilket Demetri hermed havde gjort til Panthera....Nogle få sekundter efter rejste Panthera sig og hav slog ham i hoved via en lussing. Han bed tænderne endnu mere hårdt sammen, blodet løb ned a ham og når det dryppede og ramte jorden begyndte at at tørre ind til røg og dernæst forsvinde.
Han så vredt på hende. Og med et var han ved hende, tog fat i hendes hænder og trak hende op mod loftet så hendes fødder ikke ramte jorden. "Hvis du slår mig igen sørger jeg for at du ender i helvede med det samme" sagde han smed hende i det samme væk fra sig. Han var som forvandlet fra den rolige stille mystiske fyr til et monster, HUn skulle lærer nu hvem der var lederen og hvem man slog på og ikke slog på. HUn ville stadig havde nogen menneskelige sanser tilbage det næste halveår men de ville blive overtaget af sulten og mørket som voksede i en vampyr. Hans øjne var helt hvide somom alt det grå i hans øjne var forsvundet.

Pan fnøs det var det sammen,, drog følte denne smerte ikke som den havde gjort da hun mennske, drog var hun hurtigt oppe vendte sit blik imod døren nogen var på vej, hun trak så tilbage langt tilbage hun kunne. Det var hendes forældre, frygten og kamgeisten blandede sig med hendes blik Pan var så klar til springe på dem hævne sin levende familie som de var skyld var forsvundet. Hendes øjne lyste røde og hendes hørelse fejlede intet og lykke følelse bredte sig i hendes krop. Var de virkelig bange for hende?
Døren åbende sig ind hele familien, de stod kiggede sig omkring som ledte efter noget, pan havde intet vist om at de ville sende hende væk med hvad der måtte være hendes skaber. Pan trak vejret dybt, hun blev drog på afstand af dem da hun vidste at det ville være tilfredstilllende for dem at se hende forvandlet.