someone from the past! - vienna - XXX

Vienna smilede til ham, da han erklærede hun måtte gøre som hun ville. Hun tog de ting hun behøvede for et bad og satte kurs mod badeværelset, men drejede sig da han nævnte sengen. ”Det gør ikke noget.” Det ville være rart at ligge tæt med en til en afveksling. Selvom de kun var venner, så hun intet i at de delte en seng.

Vienna klædte sig af på badeværelset og fyldte karet med vand. Hun trådte ned i det varme mand, og nød det i fulde drag. Bare følelsen af rent vand mod hendes hud var en dejlig afveksling. Hun kunne godt høre skridtene ude foran døren, men lagde ikke dybere tanke i det. Først da døren blev åbnet, blev hun opmærksom igen. Hun dækkede hurtigt sin krop med hendes arme. ”Lori hvad lav…” Da hun så nærmere, gik det op for hende det ikke var Lori. Lorikan var kommet på besøg. Hendes ansigts udtryk ændrede sig drastisk, fra blidt som et lam til hun vredt. Ikke bare vredt. Rasende. Hun kunne ikke fordrage ham. ”Kan du ikke bare ligge dig til at sove?” Hun skulle til at foreslå noget værre, men selvom hun synes Lorikan var vildt irriterende, og hun intet havde tilovers for ham, ville hun aldrig ønske nogen død. Måske med undtagelse af dem der havde dræbt hendes familie. Men det var af åbenlyse personlige grunde. ”Gå,” kommanderede hun ham. Hendes stemme havde også skiftet. Den var heller ikke længere blid og rolig. Det var ikke svært at se, hvor meget hun foragtede ham. Men kun når hun ikke så på ham. Når hendes blik landede på ham, kunne ikke fuldt ud føle foragt og vrede imod ham. Han lignede Lori så meget, at han stadig var en svaghed for hende.

Et lusket smil dukkede op hos ham da han kunne se på hende at det gik op for hende at dette ikke var Lori. Han smed hovedet på skro, og skubbede underlæben berøvet frem "åårh Vienna!... det kan du da ikke være bekendt!?.. jeg har da savnet dig!.. måske ikke nær så meget som vores følelses forstyrrede ven, men han kan ikke gøre for det! Han gøre hvad han kan" sagde han hånligt.

Han gringe lidt da hun bad ham om at gå "Okay... så ses vi når du kommer ud." sagde han og snurrede rundt. Han gik ud fra badeværelset, dog uden at lukle døren efter sig. Han smuttede ud i værelset, og smed den Blazer og vest som Lori ellers havde taget på. Han smed sig i sengen på maven, og rodet nogle bøger i gennem "hmm kedeligt.." brummede han.

Han så tilbage med døren. Da Vienna endelig kom ud fra badeværelset "nårh?... hvad skal vi lave?.." sagde han med et drilsk smil, og satte sig op i sengen. Han så lidt på hende med et roligt blik. Han vidste ikke helt hvorfor. men han betragtede hende lidt "Jeg er forrasten ked af det med din far og bror" sagde han så. Det var irraterende for Lorikan havde lært at leve med hende. Lærst at hende kunne han ikke stjæle sjæl fra, både fodi hun ikke var dum nok, men han havde vist også et svagt punkt for hende. Ellers hande han voldtaget hende for længst, og stjælpet hendes sjæl

Vienna himlede over hans forsøg på at se bedrøvet ud. Hvilket spil havde han gang i? Fra de få gange, hun havde mødt ham, vidste hun han altid havde en bagtanke. Alting var gennemtænkt, og han var ofte flere skridt foran hans modstander. ”Kan du overhovedet føle savn?” Hun var ikke sikker på, om han var i stand til menneskelige følelser. Fra hendes erfaringer, var der meget få af dem, hvis de overhovedet eksisterede. Hun ignorerede det han sagde om Lori, det var ikke værd at diskutere. I sammenligning med Lorikan, var alle følelsesforstyrrede. Udelukkende fordi, de havde mulighed for at føle så meget, som Lorikan ikke virkede til at kunne.

Da han var gået, trådte hun af karet, selvom hun gerne ville være blevet lidt endnu, men skulle hun tilbringe tid med Lorikan, foretrak hun at gøre det påklædt. Hun fik hurtigt tørret sig og klædt sig på igen. Det bestod af en enkel kjole i sort. Den fremhævede hendes former, men var på ingen måde vulgær. Hun fik ryddet op på badeværelset og gik så ud i det store værelse.

Vienna stod med ryggen til ham da han spurgte hvad de skulle lave. ”Vi skal ikke lave noget.” Hun stod foroverbøjet over hendes pose da han kondolerede over hendes far og bror. Hun stoppede hendes bevægelser et øjeblik. Det var ikke lige hvad hun havde forventet at høre fra ham. Måske havde hun undervurderet ham. Hun burde give ham en chance. Men hun ville stadig holde sine kort tæt på kroppen. Hun ville lade ham få lidt line, men på ingen måde hele linen.

Vienna fandt de vigtigste ting frem fra hendes pose, og placerede dem hvor hun mente de hørte til, før hun satte sig ved siden af Lorikan på sengen. ”Tak,” sagde hun lavt uden at se på ham. At se på ham gjorde bare tingene sværere. De var ikke den samme, men så alligevel… Hun kunne ikke undgå at se Lori når hun så Lorikan. Ligedan, kunne hun også finde spor af Lorikan i Lori. Ikke nær så mange, men de var der. ”Det var ikke dig, var det?” Hun havde mistænkt ham for at have dræbt Loris forældre, så hvem kunne sige om han havde gjort det samme ved hendes. Hun så endelig på ham. Tvivlen var tydelig i hendes blik, og hun håbede sådan hun tog fejl. Ellers ville hun aldrig se på ham på samme måde igen. Og det ville også gå udover Lori.

Han smilede bare for sig selv da hun understregede at de ikke skulle lave noget sammen! Han betragtede hende mens hun tøffede rundt. hun var virkelig vlevet en lækkerbisken! tænk at Lori aldrig havde fået taget sig sammen til at ordne hende! Men det fjols ville jo ikke kunne tage sig sammen om hun så lagde sig nøgen som et tag selv bord forand ham!

Han betragtede hende da hun stoppede ham. okay hun havde ikke regnet med at han ville sige sådan? Det forstod han godt. Egentlig var det nok også mest for at sige et eller andet til hende der ikke var vulgært. Han så på hende da hun kom over i sengdn, og rykkede sig lidt så hun kunne være der. Han spærrede øjnene op da hun spurgte om det var ham. Han høj latter undslap ham. Tlnk at hun troede det! "Hahahha!... nej det gider jeg da virkelig ikke spilde min tid på?.. hvor hsr du dog fået den vanvittige ide fra!?" udbrød han i en høj latter. og man kunne faktisk høre at han syntes at det var oprigtigt sjovt at hun havde troet det.

Han vende blikket mod hende med et charmerende smil "Men nej!... Lori og jeg har ikke været tilbsge i byen siden han stak af!" Sagfe han så, og kærte en hånd gennem sit hår. Dog stoppede han lidt op. "åh det sandt det ved du jo ikke!..." sagde han, og så, så på Vienna med et lusket og næsten ondskabsfulgt smil. "Tja alle de år du har følt dig alene, forladt, og har savnet din store kærlighed?... alle de år, har han vlret LIGE her!.. Levet det gode liv i byens spids!.. og tro mig jeg ved det! Han har ikke så meget som et øjeblik overvejet at tage tilbage" sagde han blot med et smøret smil.

Han lagde sig tilbage i sengen, og large armene bag hans nakke. "Din søde, kære og støttende Lori, SKRED! Han stak af, og så sig aldrig tilbage! jo han tænkte på dig i starten.. men det var ikken nok til overhoved at få ham til at overveje at vende tilbage til dig" er kende han blot og lukkede sine øjne i for at slappe af.

Vienna prøvede ikke at forstå Lorikan, for hun var klar over det ville være rigtig svært for hende, hvis ikke umuligt. Hun ved ikke, hvorfor hun ikke havde fortalt Lori om ham endnu. Det burde hun. Det var ikke til at vide, om nogen andre havde gjort det. Men hun følte han fortjente. Men hun ville alligevel give Lorikan en chance. Det viste sig hurtigt, den var spildt på ham. Det gjorde ondt da han lo af det, som om det var en ligegyldig ting. En ting man ikke burde spilde sin tid på. Det var deres liv, hendes familie. De var vigtige. Måske ikke for verden eller for Lorikan, men for hende. Hun forblev stille, fordi hun virkelig ikke anede hvordan hun skulle reagere. Hun så bare ned i gulvet mens hendes tanker farede rundt i hovedet på hende. Hvad havde hun egentlig gang i? Han fortjente ikke noget som helst fra hende.

Vienna så på ham da han sagde Lori var stukket af. Hun så på ham med en blanding af vrede og tristhed stående ud af hende. Selvfølgelig gjorde det ondt. Hun havde forstillet sig det værste, og så havde Lori siddet i sikkerhed, mens hun kunne gå og bekymre sig om ham, savne ham. Men vreden var også tydelig. Hun rejste sig op, som han lagde sig ned. ”Du kan virkelig være en idiot. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg prøver.” Hun gik hen til vinduet og stod med hendes arme over kors. Hun burde give ham igen, men hun vidste ikke hvad hun kunne gøre. Hun kunne prøve at true ham, men med hvad? Hun havde intet han ville have, hun havde intet at afpresse ham med, selvom hun virkelig gerne ville. Gad vide om hun bare skulle fortælle Lori det hele, måske kunne de fjerne Lorikan på en eller anden måde. ”Jeg fortæller Lori alting når han er her igen,” hun sagde det med ryggen til ham, men stadig højt nok til han kunne høre det.

Lorikan smilede bare lidt flabet da hun sagde at han virkelig kunne være en idiot. Han så lidt efter hende da hun rejste sig, og betragtede hende. Han sukkede lidt ”Din far vidste alt om mig… Hvorfor skulle jeg kunne slå ham ihjel?... hvis jeg havde slået dem ihjel, skulle jeg lige have lokket dem begge til at have sex med mig” sagde han og satte sig op.
Han så på hende ”nok er jeg ond.. men ikke SÅ ond” sagde han så.

Han rettede blikket op da hun sagde hun ville fortælle Lori det hele. Han strakte sig bare ”ja bare du gjorde” sagde han så blot. Han rejste sig. ”Det ville kun gøre det hele nemmere for mig” sagde han roligt. Han gik over til et fad med frugt, og tog et æble. Han tog en bid af det. ”ser du!.. Lori ved intet om mig… og det er den eneste grund til at jeg ikke kan manipulere med ham.. Men det ville da kun gavne mine muligheder for at overtage hans tanker hvis du fortæller ham det” sagde han. Dette havde han faktisk ønsket sig længe! Det ville kun hjælpe ham.. så hvorfor stod han egentlig og fortalte det her? Hvis han bare havde spillet med på det, så havde han jo fået det hele som han ville have det. Desværre var der noget der gnavede, noget han ikke kunne forstå. Hvorfor fik han skyldfølelse?

Han sukkede lidt, satte æblet fra sig, og gik over mod hende. ”vienna.. jeg har aldrig løjet for dig!.. det var ikke mig der dræbte din far og bror.. Lori og jeg har ikke været i byen siden han stak af… efter at han troede han havde slået sine forældre ihjel” sagde han så. Han tøvede, men lagde en hånd på hendes skulder. ”Jeg bryder mig ikke ret meget om andre, men der var intet der kunne få mig til at slå din familie ihjel! Og jeg er ked af at det er sket.. Men jeg havde virkelig ikke noget med det at gøre” sagde han så.

Han sukkede lidt ”Lori turde ikke tage tilbage.. han var sikker på at alle også mistænkte ham for drabet.. Og han prøvede at overbevise sig om at du ville få det bedre uden ham” sagde han så. Han kløede sig irriteret i nakken. ”jeg ved ikke hvorfor jeg holder hånden over den tåbe!.. jeg hader ham!” brummede han irriteret over hans manglende evne til at holde kæft

Vienna var ikke klar over, hendes far havde kendt til Lorikan. Han havde måske observeret, en Lori der opførte sig underligt. Men at gå fra det til at tro, det var en helt anden person var et stort skridt. Men hun kunne godt se hans pointe. At havde sex med dem, måtte være lige så underlig for Lorikan, som tanken var for hende. Hun rystede hovedet, i håb om det ville fjerne de billeder hun fik i hovedet. ”Godt,” svarede hun blot.

Først ved hans næste bemærkning drejede hun sig rundt. Da han forklarede hvorfor det ville gavne ham, sukkede hun. Så hun kunne intet gøre for at skade ham. Hun stoppede sig selv i hendes tanker. Hun prøvede at skade ham. Det var ikke hende, hun hjalp folk, hun skadede dem ikke. Så hun måtte stoppe hendes personlige vendetta, som hun ikke engang vidste hvad grundlaget var for. Ja, Lorikan var måske ikke hendes yndlings person i verden, men han havde aldrig gjort hende noget. Hun havde ingen grund til at ønske hævn over ham.

Underligt nok, troede Vienna på ham. Han manipulerede med folk og løj sikkert også, men han virkede troværdig. Hans blik og hans stemme virkede ærlig. Måske var hun naiv. Hun havde slet ikke tænkt på, hvordan Lori må have haft det. Mange mistænkte ham for hans forældres drab, selv Vienna havde en mistanke om det på et tidspunkt. Men hun havde ikke forstillet sig, at Lori havde tænkt det samme. Hun overvejede et øjeblik at fjerne hans hånd fra hendes skulder, men det var alligevel rart. Hun følte sig tættere på ham.

”Gør du?” Hun så ham i øjnene. ”I et tættere knyttet end nogen kan være. Hvordan kan man hade en, man er så tæt med?” Det handlede både om Lori og Lorikan, men også om Vienna og Lorikan. Hun havde ikke nogen i sit liv, hun var så tæt med som Lori, og derved også Lorikan. ”Du har måske dine egoistiske grunde til det. Det der sker for Lori, sker også for dig. Ved at beskytte dig selv, beskytter du ham.” Vienna lagde hendes hånd mod hans håndled, ved den hånd der lå på hendes skulder. ”Hvorfor kan du ikke være sådan her hele tiden?” Hendes smil var drilsk. Det var en side man ikke så tit, men Lorikan fik det frem i hende.

Lorikan betragtede hende som hun vende sig, og da hun så ham lige i øjnene, måtte han da også lidt mande sig lidt op. Han byggede hurtigt sin barriere op igen da hun spurgte ind til hvorfor han hadet Lori. ”det er desværre en sag jeg ikke kan forklare dig om.. Men jeg kan bare sige.. at man måske skal overveje hvem af mig og Lori det egentlig er der er en ubuden gæst” brummede han. Han vende rundt og gik over til bordet, og tog hans æble igen. Tog en stor sid, og satte sig på bordet. Det var tydeligt på ham at han var gnaven.
Han så på hende da hun spurgte hvorfor han ikke kunne være sådan her hele tiden. Et skævt smil spredte sig på hans læber. ”for så hvad?... Så ville du faktisk nyde at jeg var her?” sagde han så. Han hoppede ned fra bordet, og kom over mod hende.

Han så på hende ”Ville det ændre noget?” spurgte han så. Han gik tæt på hende, og nussede hende kort over kinden ”Jeg kan sagtens være sådan… men du har endnu ikke givet mig en grund til det.. du oser af irritation så snart jeg kommer frem… og helt ærligt! Det er lidt sjovt at drille dig!” sagde han så.

Han rettede sig dog op. ”dog er jeg nød til at gå.. jeg er nød til at jage” sagde han og smed æblet i en skraldespand. ”Du behøver ikke vente oppe” sagde han og sende hende et blink med øjet

Og han var tilbage. Hun var sikker på, de havde haft et øjeblik. Men hun havde måske taget fejl. Vienna havde aldrig spurgt Lorikan hvad der egentlig var sket med Lori og ham før i tiden, hvad der var grund til de var smeltet sammen, så at sige. Hun burde spørge ham på et tidspunkt, når stemningen lige var til det. Det var ikke fordi de ligefrem havde mange gode stunder sammen. ”Det ville jeg måske.”

Hun så på ham, da han kom tæt på hende og nussede hende over kinden. Det fik hendes hjerte til at slå lidt hurtigere. Hun ville ikke indrømme det, men var var klart hun var tiltrukket af Lorikan, ligesom hun også var Lori. ”Måske fordi du ikke har givet mig grund til andet.” Hun blev stående tæt på ham, lige til han trådte væk fra hende. Hun tog en dyb indånding og tog sig sammen. Hun måtte ikke blive svag omkring ham. ”Det skal du heller ikke regne med.” Vienna satte sig på sengen og så ud i luften. Hun vidste ikke hvad hun skulle tænke om Lorikan nu. Hun havde altid tænkt det værste, men måske var det forkert af hende.

Efter noget tid lagde hun sig på sengen og lod sine tanker løbe løbsk, om Lorikan, Lori, hendes familie. Alting. Det kørte hende træt, og hun lod søvnen tage over. Hun lå på siden med bukkede ben, og hendes hælder liggende ved siden af hendes ansigt. Hun var stadig fuldt påklædt, da hun var faldet i søvn før hun havde nået at skifte.

//Undskyld det blev kort.

Lorikan så lidt tilbage mod hende da hun sagde at han heller ikke skulle regne med det. Han vidste ikke hvorfor, men han havde næsten lyst til at blive. Dog var det ikke en mulighed, han var nød til at spise. Ellers blev han aldrig stærkere. Han forlod lejligheden.
Dog gik der ikke mange timer nede i byen, og han havde fået fat på en enkelt. Der var noget der hjemme der trak for meget. Sig det var løgn! Han var vel ikke begyndt at få et soft spot for hende? Dog tog han hjem. Der var jo ikke så meget andet at gøre end at tage hjem! Han fik ikke fat på nogle på denne måde.

Da han kom hjem, så han over mod sengen. Vienna var gået omkuld. Han kløede sig lidt i nakken, og gik over mod sengen. Han betragtede hende lidt. Hvorfor var hun også blevet så fandens smuk? Han sukkede lidt. Satte sig i sengen ved siden af hende. Hvorfor lige hende? Hun var jo vild med Lori! Hvad så han i hende? Og hvorfor kunne han ikke få tanken ud af hovedet, om hun ville blive hvis ikke Lori var her længere? Hvis det stadig var ham der vågnede op i morgen tidelig?

Han vende sig lidt mod hende, bed sig i læben, og fjernede en tot hår fra hendes ansigt. En knude i maven havde formet sig, noget Lorikan ikke havde prøvet før. Han betragtede hende lidt. Men tog så mod til sig, noget Lorikan hellers aldrig skulle. Han bukkede sig ned mod hende, og placerede sine læber blidt mod hendes. De var så bløde! Det her var ikke godt! Han kunne ikke stoppe sig selv, hvorfor kunne han ikke fjerne sine læber fra hendes igen? Derimod pressede han en smule mere mod dem, ikke hårdt, men blot så han bedre kunne mærke hendes læber. Det var lige før han var nervøs over det her. Det lignede ikke ham

//det er okay, og lige over

Vienna vågnede ikke da Lorikan kom ind, heller ikke da han nærmede sig hende. Hun var langt væk i drømmeland. Det var klart, hendes dag spillede med ind i hendes drøm. Hendes genforening med Lori, følelserne der dukkede op igen. Men også Lorikan, de blandede følelser hun havde for ham. Hun kunne ikke blive klog på sig selv eller på ham. Det var ikke ligefrem noget hun kunne spørge folk om råd til. Lori og Lorikan delte krop, de var praktisk talt den samme person, men alligevel var de så forskellige. Hvordan det skete var hun ikke klar over, men et kys blev flettet ind i hendes drøm. Som hun lænede sig ind i kysset, var det uden tvivl Lori. De blå øjne afslørede ham, men da hun trak sig væk var de orange. Det viste vel hendes følelser til perfektion. Hun var splittet imellem dem, selvom hun ikke ville indrømme det. Og hun kunne ikke engang tale med Lori om det.

Som kysset udviklede sig, blev hun mere og mere bevidst. Hun trak sig ud af kysset. Om det var Lorikan eller Lori gjorde ingen forskel. De burde ikke kysse hinanden. Hun kunne se på både tatoveringen og hans øjne, at Lori ikke var tilbage. Så hvorfor følte hun sig så draget imod ham? Før hendes fornuft sagde stop, var hendes læber presset mod hans igen, hun satte sig op og lagde hendes hænder om hans nakke. Hun prøvede altid at gøre det fornuftige, ikke lade hendes følelser overtage. Men hun kunne ikke gøre det hele tiden. Hvis ikke hun lod hendes følelser få luft, ville hun eksplodere. Så det var måske en god idé at kysse Lorikan, at føle hvordan det var og forhåbentligt få det ud af hendes system. Hun havde et eller andet sted håbet det havde været et helt forfærdeligt kys, at det var nok til hendes følelser for ham gik i sig selv igen. Men selvfølgelig var det ikke det.

Lorikan havde ærligtalt nok regnet med at få en syngende lussing af Vianne hvis hun vågnede. Og til at starte med var han godt klar over at hun stadig sov. Men bare det at kysset blev gengældt gjord meget. Alt for meget. Havde hun intet opdaget, havde han kunne trække sig væk som om intet var sket, og så havde det nok heller ikke været så svært at så sine læber væk fra hendes.
Da hun åbnede sine øjne og brød kysset, gjorde han sig virkelig klar til det syrrende slag der snart ville ramme ham. Dog kom det ikke, derimod mærkede han hendes læber mod sine igen.
I samme øjeblik hun rejste sig, og lagde armene om hans nakke, fangede han hurtigt hendes kæbe og nakke. Han lage hovedet på skrå, og gjorde kysset betydeligt dybere. Hvorfor kyssede hun igen? Hun havde stirret lige op i hans orange øjne, hun kunne umuligt stadig tro at han var Lori! Eller gjorde hun?... Nej! Lori havde hun talt med! Hun havde stoppet op, og spurgt ind til hans følelser omkring hende og den slags. Kunne det virkelig været at hun faktisk brød sig bare en smule om ham? Tanken gav en underlig varm følelse i ham.

Han vende lidt rundt, så han kom til at side lidt ind over hende. Han lagde hende ned igen, og lagde sig på alle fire over hende. Hendes læber var så bløde, og hun smagte fantastisk! Hans vejrtrækning blev tungere, og han kunne ligefrem mærke hvordan hans hjerte hamrede lidt i brystet. Hun var så smuk her under ham. Men hvorfor? Hvorfor deltog hun i det her kys? Han havde lyst til at spøge hende. Men han havde ikke lyst til at bryde et her nu, og måske lave en akavet stemning.
For samtidig havde han lyst til bare at ligge hende ned, og tage hende her! Lige nu, lige her. Men noget holde ham tilbage. Det kunne han ikke. Måske også fordi det jo slet ikke var ham hun ville have. Bare tanken fik det til at vende sig i ham. Med besvær fik han fjernet sine læber fra hendes. Han fjernede sit ansigt lidt, og bed sig i læben mens han stadig stod med lukkede øjne, gjorde alt hvad han kunne for at styrre sig. ”undskyld..” sagde han stille, og rettede sig op, for at stige ud af sengen

Sjovt nok, var det ikke et øjeblik faldet hende ind at slå ham. Hun var ikke ligefrem kendt fra hendes voldelige natur, men hvis man trådte over hendes grænser, kunne det godt blive til en lussing eller at hun skubbede folk væk. Men hun mente tydeligvis ikke, Lorikan skred over hendes grænser. Hun vidste hun ikke burde gøre det. Selvom hende og Lori havde aftalt at være venner, var der stadig usikkerhed om hvor de egentlig stod med hinanden. Hun lod ligeledes hendes hoved tilte til siden, så kysset lettere kunne udvikle sig. Hvilket det også gjorde.

Vienna kunne undgå at føle skyld, men føltes bare virkelig rart at kysse ham. Hun var ikke sikkert på hvad det betød. Et kys var ikke ubetydeligt, men hun kunne ikke tyde dettes betydning. Det var måske heller ikke meningen, hun skulle begynde at analysere det lige nu. Hun slog hendes tanker fra så vidt muligt, og lod hendes krop reagere på kysset. Og det gjorde den. Hendes hjerte bankede afsted, hendes puls farede af sted og det føltes som om der blev sendt bølger af elektriske stød gennem hendes krop. Det var rart, og hun ønskede ikke at stoppe det.

Da han brød kysset, gik virkeligheden op for hende. Hun havde kysset Lorikan, ham hun få timer forinden havde beskyldt for hendes far og brors mor, kaldt idiot og ønsket lang langt borte. Hvordan skete det lige? Hun satte sig op og så på ham da han undskyldte. ”Lad vær med at undskylde.” Hun var ikke sikker på hvordan man tog den herfra, hvad man gjorde. Hun skilte flere gange hendes læber ad, klar til at sige noget, men hun måtte hurtigt samle dem. Hun havde intet at sige, intet der var passende for deres situation. Måske kunne et emneskift hjælpe på det. ”Fik du jaget?” Det var et uskyldig forsøg på, at dreje stemningen.

Han forstod ikke det her! Hvorfor deltog hun? Hvorfor havde han overhoved kysset hende? Hvis det var af sult havde han jo ikke valgt at kysse hende! Hvad var det der sket med ham? Han havde en mærkelig følelse i kroppen. Som om… som om han gjorde noget forkert! Som om han svigtede en ven, som om han stjal Loris pige. For det første så plejede Lorikan og være ligeglad med det. Han havde myrdet knægtens forældre for himlens skyld. Men han havde også skyldfølelse over at lokke hende med ind i det her, når han godt vidste at det jo ikke var ham hun ønskede at kysse.

Da han havde trukket sig, nåede han knapt at rejste sig, før hun sagde at han ikke skulle undskylde, hvad skulle det betyde? Han blev meget forvirret. Han havde lyst til bare at gentage kysset, glemme at han overhoved havde brudt det. Han hørte hvad hun spurgte om og blev først lidt overrasket. Hun vidste vel godt hvad det ville sige at han jagede? Han nikkede lidt ”ja” kom det bare hæst fra hende. Han sad stadig lidt ind over hende. Hvad skulle han gøre. Hun var så smuk, og han havde så meget lyst til at kysse hende. Han bed sig i læben ”Undskyld Vianna…” Kom det hæst fra ham, inden han i en hurtigt bevægelse fangede hendes kæbe og læber igen i et ivrigt kys.
Han kunne ikke forlade de læber, duften af hende, og følelsen af hendes små, bløde og smukke hænder mod ham. Han lagde hende ned igen, lod sin egen krop glide mere ned mod hende.
Kysset var mere ivrigt, men dog ikke brutalt på nogle måde. Men mere.. dybt.

Hans vejrtræning kørte op igen. Hvordan skulle han kunne klare det her? Han vidste jo godt at dette var taveligt. Hun ønskede så meget at være sammen med Lori, og Lorikan lignede ham, lød som ham, og duftede som ham. Alt ved Lorikan var også Lori.
Han ville dog bare et eller andet underligt sted inden i ønske at det rent faktisk var ham hun ønskede at kysse.

Vienna kunne deltage i Lorikans forvirring. Hun havde nogle følelser for Lori, det var ikke noget hun prøvede at skjule, men hvorfor kyssede hun Lorikan? Fordi han lignende Lori måske. Eller også var det noget dybere, hun kunne umuligt vide det, selv om hendes hjerne næsten knagede grundet de mange tanker der farede gennem hendes hoved. De raserede af sted mod vinderlinjen, hvem ville komme først? En tanke om Lori, eller en om Lorikan. Hun turde ikke analysere hendes følelser. Hun frygtede for hun opdagede nogle ting, der lå gemt dybt nede. Måske af god grund. Hun frygtede, Lorikan var en erstatning.

Vienna kendte godt til incubus og succubus dæmoner var, og hun vidste også hvad deres fortrukne føde var. Hun tænkte sjældent over det, men vidste det godt. Tanken var ikke ligefrem behagelig for hende, at nogen tog en andens sjæl. Men hun vidste også, de var født sådan. Det var ikke noget de kunne lave om på. Han undskyldte igen, og hun havde dannet en sætning at sige, men før hun nåede det, var hans læber imod hendes igen.

Det var dybere end før. Havde mere ivrighed. Hun var ikke sikker på, om det var en god ting. Hun lukkede øjnene i og gled ind i kysset, lod hendes andre sanser tage over. Duften af ham, følelsen af hans blød læber mod hendes egne, og følelsen af huden under hendes fingre. Det var utrolig intimt. Hendes vejrtrækning tog til, og hendes arme låste sig om hans liv, som hvis hun frygtede han ville forsvinde, hvis ikke hun holdt godt fast. Det var uden tvivl en psykologisk ting. Hun havde mistet Lori og Lorikan før, hun var ikke klar til at give slip igen. Hun drejede dem rundt, så hun lå ovenpå ham og forsatte kysset. Ingen tanker, ingen skyldfølelse. Hun skulle bare nyde det, og være glad for der stadig var positive ting at finde i verden, glade stunder at opleve.

Igen mærkede han nervøsiteten, frygten for at blive skubbet væk, og skældt ud. Dog var det endnu engang ikke det der skete. Derimod mærkede han hvor meget hun lod sig rive ind i det her. Og det var nok også det der fik ham til at smide alle de mange tanker. Skyldfølelsen, følelsen af at det ikke var ham hun ville have. Det vidste han jo godt at det ikke var. Men for nu! Hvis han bare kunne have hende for nu, bare en stund!
Han var ikke sikker på hvor det her bare hen… og så alligevel. Han havde en meget tydeligt fornemmelse af hvad det var der var ved at ske! Og at dette ikke bare var et kys.

Godt nok mærkede han at hun levede sig ind i det, men han havde nu ikke regnet med det næste der skete. Han kom med en lidt overrasket brummen, da hun pludselig vende dem. Han så op på hende, men mærkede hurtigt hvordan hans læber blev fanget igen. Han los sine hænder glide op til hendes hofter, den ene mod hendes nakke. Som for at holde hende fast. Lige så bange hun var for at slippe ham, lige så bange var han. Tænk hvis hun kom til fornuft? Hvis hun rejste sig, og stoppede denne vidunderlige leg.

Lorikan havde været sammen med mange, Han havde kysset med mange og haft intime øjeblikke med mange, men ingen som den her! Ingen hvor han følte at dette ikke måtte gå galt. Normalt ville han hade at skulle kysse med nogle, og her…. med Vianna.. ønskede han ikke det skulle stoppe. Han tøvede lidt. Han vidste stadig ikke hvor hun var, hvad hun tænkte, og hvad det her betød for hende. Han lod sine hænder glide ned til hendes kjoles åbning, i en meget blidt og rolig bevægelse lod han sine hænder glide op langs hendes ben, og trak samtidig kjolen med op. Bare hun ikke blev vred!

Vienna vidste ikke hvad der ville ske, om kysset ville føre til noget mere, men det virkede til at gå den vej. Det var ikke hver dag, Vienna fik et kys, slet ikke af den størrelse hun havde gang i med Lorikan. Hun var ikke voldsomt erfaren inden for det seksuelle, og hun frygtede det ville skuffe ham, hvis de nåede så langt. Men samtidig havde hun også en frygt om, at det hele var en leg for ham. At han udnyttede hende. Hun skubbede bekymringerne fra sig og lagde hendes hænder mod hans brystkasse, hvor hun kunne mærke hans bankende hjerte. Det bankede hurtigt, hårdt.

Godt nok mærkede han at hun levede sig ind i det, men han havde nu ikke regnet med det næste der skete. Han kom med en lidt overrasket brummen, da hun pludselig vende dem. Han så op på hende, men mærkede hurtigt hvordan hans læber blev fanget igen. Han los sine hænder glide op til hendes hofter, den ene mod hendes nakke. Som for at holde hende fast. Lige så bange hun var for at slippe ham, lige så bange var han. Tænk hvis hun kom til fornuft? Hvis hun rejste sig, og stoppede denne vidunderlige leg.

Vienna brugte ikke sin fornuft. Den var pakket godt væk. Hun reagerede på følelser og begær. Den side af hende, der sjældent kom til udtryk. Hun havde ingen intention om at stoppe. Det blev hedt, og hun elskede det hele. Hans hænder på hendes krop, hans læber mod hendes. Hun brød kysset, da han gjorde an til at trække kjolen af hende. Hun hjalp ham på vej, og så på ham med et smil. Et smil der udtrykte hvad hun ville. Det var ikke et man tit så på hende, det var fyldt af begær og lyster. Noget hun normalt holdt nede, men Lorikan havde det med, at få følelser frem i hende, hun sjældent lod få luft.

Vienna var måske ikke erfaren, men hun havde lært nogle tricks, fra de få aftner hun havde tilbragt med andre. I stedet for hans læber, satte hun kurs mod hans kæbe og hals, hvor hendes læber førte sig hen over i blide kys. Hendes hænder trak lidt op og hans trøje og udforskede hans mave og brystkasse.

Han måtre bestemt indrømme at det overraskede ham da hun selv brød kysset, for at hjælpe ham med at tage hendes kjole af. Han lå stille under hende, og betragtede hendes krop. Tænk at han fik lov til at se det her! og ikke se det som i gennem Loris øjne, men med sine egne, med HANS person fremme. Han lod sine hænder glide blidt op af hendes hofter om mave, mærkede hendes nøgne og bløde hud under hans hænder. Hun var virkelig smuk, og det smil hun havde på læberne, gjorde hende bare enormt sexet.

Han skulle til at rette sig oo for at kysse hende, da han bemærkede at hun gled forbi hans mund, han mærkede de lette kys mod sin kæme, men hans hals , alt luft trukket ud af ham. Hun styrede lige frem!? det kom nogle tunge suk fra ham. Det var virkelig dejligt. Hendes læber var så bløde, og hans kroo tog gladeligt imod hendes kærtegn. Da hun hev oo i hans trøje, var han ikke længe om at få den hevet af. Han mærkede hvorfan kun kyssede ned af hans mave, og nød det virkelig. Han nussede hende gennem håret mens hun kyssede ham mod maven og brystet.

Dette var ligefrem pirrende. dog villd han lade hende. Han havde aldrig troet at hun ville styre det her, men det ville han da ikke stoppe hende i.

Der fór noget op i hende. Noget hun ikke havde oplevet før. Men alligevel, elskede hun hvordan det fik hende til at føle. Hun følte hun havde en magt over sig selv og hendes krop, men også til en vis grad Lorikan. Det var ikke fordi hun havde været dominant under sex førhen, men hun følte sådan for at tage kontrollen. Han virkede ikke til at være meget imod det, så hun forsatte.

Hun satte sig op, da han trak trøjen af og lod så hendes kys bevæge sig ned over hans markerede brystkasse og mave. Han havde en flot krop, anderledes end den hun før havde set, men det var selvfølgelig også længe siden. Vienna var vildt dominant i forhold til hvad hun før havde været. Hun vidste ikke hvad der var anderledes, måske at det hele var så pludseligt. Det var ikke blevet bygget op, det var kommet fra det ene øjeblik til den anden. Det var bestemt ikke, hvad hun havde forudset da stødte på Lori tidligere på dagen.

Vienna nåede hans buksekant, og hendes blik mødte hans. Det var nu de to et skridt videre, eller tog en stopper og lod det forblive kys. Hun ville sikre sig, han faktisk var okay med at hun gik videre, før hun gjorde det. Hun var næsten overbevist om, det ikke ville genere ham. Han var trods alt incubus. På trods af Vienna snart ville gøre sig utrolig sårbar, var hun ikke et øjeblik bange. Hun stolede på ham. Om det var en fejltagelse, måtte hun finde ud af. Forhåbentligt inden det var for sent.

Det var faktisk en temmelig uvandt følelse for ham det her! Han havde været sammen med dominante kvinder før, men de havde også været... dominante hele tiden, altså selv når man førte en samtale med dem. Det havde Vianna ikke! Vienna var derimod hende den søde pige man fik lyst til at holde om. Dog lod han hende gør det! Han lod hende styre så meget hun ville, dette var ikke nogle konkurance for ham, og det var så absolut heller ikke nogle jagt!
Da hendes bløde og fugtige læber dansede ned over hans bryst og hans mave, undslap nogle tunge suk. Han havde aldrig prøvet at være så tændt.. af så lidt! Indtil nu, havde de kun kysset, intet andet.. Alligevel kunne han mærke hvor meget hans bukser strammede omkring et bestemt sted.

Hun var så smuk, og han fattede vidst stadig ikke helt at de nu var i færd med det her! At hun rent faktisk havde tænkt sig at cære sammen med ham. Det kunne ikke llngere kun være på grund af Lori! Nu havde hun set ham i øjnene så mange gange, at det var umuligt for hende at trå han var Lori! De havde sågar talt sammen, hvis man kunne kalde de få ord for en samtale.

Hans blik gled ned på hende da hun ramte hans buksekant. Det var nu det hele måtte briste eller bære! skulle de fortsætte, og ende med at gøre det her? Eller skulle de stoppd og være fornuftige. Dog var hans sans for fornuft forsvundet for længst, og da hendes blik ramte hans, smilede han blot roligt, som et tegn på hun roligt kunne fortsætte. Han ville ikke gå glip af det her! Ikke nu hvor han havde hende her! hvem vidste om han nogle sinde fik lov til at røre hende igen på denne måde, og gennem Hans sind? jo han ville da kunne se det hele hvis hun var sammen med Lori, men det var jo ikke det samme.

Vienna fremstod tit som den søde pige i hverdagen. Pigen der brugte fornuften, behandlede folk pænt. Shapeshifteren. Men når følelserne tog over, fremviste varulven sig. Hun var ikke klar over, hvorfor der var de skift i hendes personlighed. Men det gjorde hende ikke længere noget. Det var en del af hende. Hun var ikke kun den søde og venlige pige, det var bare hende man så mest. Hun kunne mærke hvordan hendes krop reagerede på den tætte kontakt. Hun ville have ham. Der var noget dyrisk over hende, noget der ikke trådte frem til hverdag. Et begær for noget, for Lorikan.

Det rolige smlil tog hun som et tegn. Hun begyndte at trække bukserne af ham og så ind imellem op på med et dyrisk blik. Lorikan var ikke den eneste der havde en anden side, det havde Vienna også. Selvfølgelig ikke på samme måde, men hendes personlighed tog et drastisk skift fra tid til anden, grundet hendes forskellige racer. Hun var ikke et øjeblik i tvivl om det var Lorikan og ikke Lori. Det var derfor det var spændende. Det gjorde det interessant. Hun holdt meget af Lori, men det var anderledes med Lorikan. Det var lidt farligt. Der var en risiko, og det tændte op i hende som et bål. Hun havde brug for noget farligt fra tid til anden. Noget der kunne adrenalinen i hendes blod til at pumpe, få hende puls til at stige.

Vienna fjernede alt tøj fra hans krop og satte sig op hen over ham, mens hun så på ham som et rovdyr, der netop havde nedlagt et bytte. Hun lod hendes hænder forme om hans lem og lod dem føre sig op og ned i rolige bevægelser, mens hendes læber mødte hans hud omkring.

Hun var meget anderledes end normalt! Det var ikke den Vienna han normalt så. Dog gjorde det ham slet ikke noget! Tvært imod, han kunne lide denne vilde og dyriske side af hende. Denne kvinder der vidste hvad hun ville have.
Da Hun hev rasten af hans tøj af, måtte han indrømme at det var en maget omvendt følelse det her! Normalt ville det være ham der styrede, ham der nedlage et bytte og bestemt gjorde krav på det. Men nu – nu var han byttet, byttet der var nedlagt, endda uden kamp.
Et tungt støn kom fra ham da han mærkede hendes hånd om hans allerede ret hårde lem. Det var en fantastik følelse. Hendes kys mod hans hud, og følelsen af hendes hånd der pumpede over hans lem.
Han lukkede nydende øjnene, lagde hovedet mere tilbage, og stønnede over den behandling der blev ham givet. Han ville helt klart lade hende lege – lidt endnu!

For hun skulle da bestemt ikke tro at hun ville ende med at have alt magten! Nej slet ikke! Han var selv en jæger, og kunne da ikke bare lade hende styre det hele. Men hun skulle da bestemt have chancen! Og hun tog den med bravur!
Mere kunne han ikke sige! Han lod sine hænder glide ned i hendes hår, nusse hende, og bestemt vise at han ikke bare var en eller anden gris der bare mente hun skulle gøre et godt stykke arbejde.
Han tog lidt fat i hendes nakke, og trak hende op mod hans ansigt. Det lignede ikke ham, men han savnede allerede hendes læber!
Han trak hende op i et dybt kys. Godt nok var han vild med hendes dyriske side, men han holde også af hendes kærlige og blide side.

//sorry for længden

Vienna havde intet imod, hvis han ville tage styringen også. Hun kunne aldrig drømme om, at fratage ham lidt dominans. Det virkede uretfærdigt. Så da han trak hendes ansigt op imod hans, fulgte hun med uden modstand. Der var bestemt intet i vejen med, at kysse lidt ind imellem også. Hun lod blidt hendes fingerspidser hvile mod hans kind mens kysset foregik. Hun kunne ikke forklare hvad hun følte, hvorfor hun overhovedet var sammen med Lorikan. Der var mange muligheder, og hun havde vendt flere af dem i hendes hoved, men hun kunne ikke afgøre, hvilken en der var rigtig. Måske længtes hun efter noget Lorikan kunne give hende. En udfordring måske. Hun var ikke sikker, hun vidste bare, hun ikke ville stoppe kysset eller andet de havde gang i.

Hun brød kysset og så ham i øjnene, stadig med hendes fingre hvilende mod hans kind. ”Du må gerne tage styringen,” han vidste det måske allerede, hun syntes bare hun skulle sige det. Så var der i hvert fald ingen tvivl om det. Faktisk ville hun helst have han gjorde det. Hun var bange for, hendes erfaring løb op når eller hvis de tog skridtet videre. Så måtte han tage det næste skridt. Hvad end det var, måtte han selv bestemme. Hun håbede da på noget, men det var hans valg.

//Undskyld der er gået lidt tid.

Da han mærkede hendes finger mod sin kind kildede det nærmest hele vejen ned gennem kroppen. Det gjorde næsten at han slappede helt af. Hendes læber var så dejligt bløde, og hendes kys var fantastisk.
Han var selv i tvivl om hvorfor de overhoved gjorde det her. Og han var i sær i tvivl om hvorfor Vienna valgte at gøre det her. Og han var heller ikke sikker på at han ville vide det.. Han var ikke sikker på om han bare ville blive stødt over det. Og han var heller ikke sikker på om han ville føle en smule pres over det.
Han nød hvordan hun agerede omkring ham.

Hun havde ikke andet end lige sagt at han kunne tage styringen, inden han rullede rundt så Vienna atter lå nederest. Han kyssede hende lidt igen, ingen hans læber begynde at danse ned over hendes krop. Ned over hendes bryst, hvor han opholde sig lidt tid, han gled videre ned over hendes smukke mave.
Da han kom til kanten af hendes trusser. Han så kort op mod hende, og tog så stille trusserne af hende. Han så roligt på hende ”bare slap af” sagde han roligt, inden han bukkede hovedet ned. Han kyssede ind over hendes venusbjerg, og længere ned.
Han lod kyssende glide ned over hendes underliv, hendes læber der nede. Han tog lidt fat i hendes ben, og fik spredt dem mere.
Han lod sin tunge ramme hendes underliv. Legede blidt med hende, og forkælede hendes underliv. Han vidste jo ikke om Vienna havde prøvet det før. Men noget sagde ham at hun ikke var HELT nybegynder på det her punkt. Men han syntes da at hun skulle prøve hvad det ville sige at blive forkælet.

//sorry for længden. og ventetiden