Out of the Easy - Reign

---

En ganske rolig dag i skoven. De fandtes stadigvæk. Hun var næsten lige kommet tilbage fra sin tur i The Forest mødet med Razor igennem byen. Det var altid hyggeligt at tilbringe tid sammen med hendes kære lillebror. Wade og hende havde haft tilbragt dagene sammen, for at få indhentet den uges tid de havde mistet sammen. Hun havde virkelig savnet ham. Dog gik dagene ikke i stå imens hun brugte tiden med ham, så hun skulle naturligvis også fortage sig noget. Niylah og Wade var bekymret for hende, og hun var bekymret for Wade. Det var en ond cirkel. Tatia gik igennem skoven ud af hendes floks område. Tatia var på patrulje, kiggede efter jægere. At hun ville gå rundt alene var ikke noget flokken var vilde med, men nu gjorde hun det altså. Lyden af nogen fangede hendes opmærksomhed. De blågrønne skiftede over i sin dyriske rødefarve. Tatia vidste bedre end blot at angribe ud af sammenhæng. Hvis det havde været nogle år før og inden hun faktisk lærte at observere sine omgivelser inden et angreb - så var det end i blod. Dog, så listede hun sig stille ind på lyden. Et menneske. En menneskedreng stod og fortog sig noget. Tatia kneb øjnene lidt forvirret sammen. Tydeligvis prøvede han at øve sig i noget form af angreb med sværd. Let rystede hun på hovedet - det var ikke nogen trussel. De røde øjne gik i sig selv og de blågrønne lyste normalt op igen. Let bed hun tænderne sammen. Hun havde næsten ondt af ham. Eller ikke næsten. Hun havde direkte ondt af ham. Det var ærligtalt ynkeligt.

Tatia var ved at vende om og lade menneskedrengen stå med sin mærkværdige dans. Dog at være vidne til at have set dette... ville hun kunne give slip på tanken om at kunne have lært ham noget? Tatia sukkede let og gik stille frem fra sit skjul.
"Hvis du løfter armen lidt højere.. så har du lidt mere balance.. og lad hver med at stå med benene samlet.." Sagde hun og vippede hovedet en tak på skrå. Det var nok første gang at Tatias første håndsindtryk ikke var ekstremt voldsomt. Tatia skar en kort grimasse, men fik et skævt lille smil på sine læber. "Du ligner lidt en skudt and når du danser rundt." Tilføjede hun og kløede sig kort i nakken. Hun var ærlig anlagt.. men han var fremmed, hvorfor ikke bare være ærlig. Nu forstod hun hvorfor Wade havde taget hånd om hende dengang de mødtes første gang.. hvis hun havde set bare lidt ud som mennesket da han prøvede på at øve sig - så ville hun have hjulpet sig selv også.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Efter en lang og hård ventetid, var solen endelig kommet rigtig frem. Det var langt fra 30 grader, men det var heller ikke koldt overhovedet. Hvilket betød af det nye par shorts, Reign havde købt, endelig kunne tages i brug. Han havde ikke noget imod lange bukser overhovedet men havde altid følt, at jo mindre tøj han havde på, jo mere fri følte han sig. Så selvom han helst ville rende nøgen rundt dag ud og dag ind, gjorde en lille ting som shorts en forskel for ham.

Han havde haft en forholdsvis stille arbejdsdag, og folk havde været glade på grund af vejret, hvilket havde efterladt ham i et godt humør, da han endelig fik fri. Så godt at han besluttede sig for at prøve noget nyt og overskridende. Vidste ikke om han skulle bruge det til noget, eller om det hjalp overhovedet, men nu ville han aligevel forsøge. Sværdkamp.
Efter en uheldig episode i skoven, hvor han havde været tvunget til at bruge et sværd og endda dræbe en person - noget han aldrig havde gjort før - med det, kunne han godt se, det ikke var noget, han havde talent for. Men nu havde hans træning også kun bestået af lidt svingen rundt med kæppe, da han var en lille knægt, så det gav kun mening, at han ikke var professionel sværdkæmper i dag.
Han havde længe nægtet, at det var nødvendigt at kunne kæmpe, og var ærlig talt stadig ikke helt overbevist. Alligevel havde han valgt at træne. Bare en enkelt dag. Bare for at kunne se, om det alligevel var noget for ham.

Hans hund, Django, rendte rundt med snuden trykket ned i jorden, mens Reign selv forsøgte at svinge rundt med sværdet så graciøst som muligt, selvom han var sikker på, han lignede en stor klump, der kastede forvirret rundt med en spids dims, han nok slet ikke burde have i hænderne.
I stedet for at svinge ud i luften, gik han hen til et af de grålige træer, og svang med sin fulde kraft sværdbladet ned i stammen. Flot så det ikke ud, men det blev et dybt snit. Dybt nok til at Reign måtte hive og trække i det, inden det slap, og en ukendt stemme lød bag ham.
Han havde ikke set hende før. I hvert fald ikke i Firewood Village. Han holdt blikket lidt på hende, inden Django susede over og snusede løs til hende. "En skudt and?" gentog han småforpustet og skævede ned til sværdet. Han tog en dyb indånding for at på pusten ned og trak på skuldrene, "måske. Jeg holder mig vist bare til bue og pil fra nu af."
Reign smed sværdet fra sig på jorden og kørte håret tilbage, inden han piftede hunden hen til sig igen, "du er måske professionel?" spurgte han efter at have flyttet blikket tilbage på den mørkhårede kvinde og et smil fandt vej til hans læber.

Tatia var ikke bange for hunde, nu var hun jo også selv en halv ulv? Så hun kunne kommunikere lidt bedre med visse dyr end mange mennesker kunne. Tatia lod sin hånd glide hen til hunden så den kunne snuse til den. Derefter nussede hun ham let og trak let på en grimasse.
"En smule." Svarede hun men blev lidt sørgmodig da han faktisk smed sværdet fra sig. Sagde han ville vælge et andet våben. Var han virkelig så let at tage gejsten fra? Hun hævede kort på brynene og så på sværdet.
"Bue og pil er også nyttigt.. men sværdet har lettere ved at redde dit liv. Medmindre du selvfølgelig har talent indenfor brugen af våbnet." Svarede hun med et skævt smil. Hunden løb fra hende og hen til sin ejer - hvilket hun ikke havde noget imod som sådan. Spørgsmålet om hun var professionel fik hende til at skære en grimasse.
"Professionel og professionel. Det kan man vel godt sige." Hun gik tættere hen imod ham. Der var intet truende over hendes adfærd. Et skævt smil sad klistret på hendes læber.  Tatia svang lidt med det for at finde ud af, hvordan det var i bevægelse. Det var dejlig behageligt at holde ved, hvilket hun fandt interessant. Dog slås hun aldrig med andre sværd end hendes eget, for hende var det en anden form for tegn på det ikke ville gå.
Så kiggede hun op på mennesket.
"Du burde ikke give op.. alle kan lære at bruge et sværd, hvis man virkelig ønsker." Hun kunne ikke lade hver. Hun rakte ham sværdet til han tog imod det. Så trak tog hun en kæp op fra jorden. Tatia var van til at træne med det yngste i sin flok, de mest ikke så erfarende.
"Du skal ikke lade mine ord stoppe dig... tvært imod lade dem gøre dig stærkere.." Hun havde fået sig et mål for dagen som nok ikke endte med, at hun ville være tæt på døden.

"Vis mig hvad du kan." Sagde hun med et smil på læben. Tatia var meget passioneret om at lære fra sig, og det var tydeligt. Dog var der den venlighed her. Det var faktisk stort at hun ikke reagerede truende eller vredt ved en fremmed. Han kunne tage det som en fornærmelse eller være ligeglad selvfølgelig med det faktum, at hun ikke så ham som en trussel. Selvfølgelig undervurderede hun ham ikke, men af dømme af hvad hun havde set, så kunne han bruge hendes hjælp.
"Jeg er ikke så skrøbelig som jeg ser ud. Bare giv den gas." Sagde hun med et lettere kækt smil på sine læber. Hun var ret hurtig og ret erfaren. Så det skulle tage lidt af overraske hende i et angreb. "Mit navn er forresten Tatia."

Med de små sving, kvinden lavede med sværdet, kunne Reign allerede se, at hun havde mere styr på det, end han selv havde, og han kunne ikke lade være med at overveje, om hun mon var en anden race end menneske. Hun virkede menneskelig nok, men menneskepiger sloges normalt ikke. Slet ikke med sværd. Med mindre selvfølgelig de var kriminelle, og han regnede med, hun allerede ville have taget hans pengepose, hvis det var det, hun var interesseret i.
Dog valgte han ikke at spørge, i hvert fald ikke endnu. Nogengange var det bedre at leve i uvished omkring sådanne ting.

Hans ene mundvige hævede sig let, da hun rakte ham sværdet, og snart efter fulgte den anden med. Han greb fat om skaftet, "jeg ved ikke, om jeg vil kalde det for et decideret ønske. Mere en... fjollet idé," og lavede et ryk på hovedet, som han overværede hende samle en kæp op fra jorden i stedet. Det var altså en kamp hun var ude efter. Om det var for rent faktisk at træne ham eller for at se ham ligne en skudt and igen, betød ikke det store - Reign var sikker på, det nok skulle blive lærerigt og sjovt, hvilket trods alt var det vigtigste. Så kunne hun gøre al det grin med ham, hun havde lyst til.

Han skævede kort ned på sit sværd, da træningskampen skulle til at begynde. Det var et let enhåndssværd, så det ultimativt bedste ville være at have et skjold i den anden hånd. Men, okay, det var nok bedst, han startede med en ting af gangen; først sværd, så skjold.
Blikket røg frem på hende igen, da hun nævnte hendes navn, og Reign rettede sig en smule op ved det. Tatia... Tatia... det havde han hørt før, det var han sikker på. Razor havde vist talt om hende. Jo, det var hende, han havde været sammen med, da han skulle igennem alt det møg i den arena dér.
"Er du Razors veninde?" spurgte han ligeud for at vide sig sikker, idet han tog et lille tilløb hen mod henne og svang sværdet i en vandret bue mod hendes brystkasse. Han var ikke engang nervøs for, han ville ramme hende. Hun virkede for kæk til at lade sig ramme.

"Ide ønske. Det er altid dejligt at lære noget nyt ikke sandt?" Spurgte hun med et skævt smil på læben. Hun var uden tvivl ikke bange for at komme lidt til skade. Han så ud til at tage udfordringen op imod hende, hvilket blot fik hende til at smile endnu større. Han var mere energisk end hun først havde anset ham for. Hvilket var fantastisk. Tatia var ikke i tvivl et eneste sekund om, at det nok skulle blive sjovt.
Den måde han kort skævede ned på sit sværd, gjorde hun kneb øjnene ganske kort. Han så ud til at have hørt hendes navn før, men hun havde endelig lært at tale og at slås på samme tid. Hun så kort undrende på ham inden hun sprang til siden. Razors veninde. Hun undveg atter hans sving da han svang sværdet imod hende.
"Jeg er hans søster, men veninde kan man vel også kalde det." Let trak hun på skulderen og så analyserende på hans måde at bevæge sig på.
"Så hvad er dit navn?” spurgte hun en anelse nysgerrig og lod ham svare, inden hun så sprang mod ham og brugte energien fra springet til at lade et slag mod hans arm der ikke holdt sværdet, en anelse hårdt.  

Tatia gættede på det var Reign. Menneskedrengen som åbenbart hadede Razor. Hun havde skam hørt om ham, hvilket nok også var grunden til det lettere hårde slag. Hvis han slog ud efter hende var hun klar til at parere det med kæppen.
"Jeg har hørt om dig." Sagde hun så. Tatia havde lovet sig selv ikke at overreagere. Hun havde set hvor forvirret Razor var i sine følelser overfor denne menneske. Tatia havde skam i sinde at give ham en lærestreg, men nu havde hun også chancen for det. De var i en kamp. Tatia havde sit sværd på ryggen, men valgte stadigvæk kæppen.
"Du er det menneske, som smækkede døren i hovedet af ham.. og hader ham.. så vidt jeg har forstået?" Hendes toneleje var ikke specielt rart der. Tatia sparkede ud efter Reign ved der inderste af hans knæ for at få ham til at falde forover. "Så fortæl mig... hvad har fået dig til at hade ham så meget?" Spurgte hun og sank en klump. Tatia var nysgerrig. Hun kendte til Razors måde at leve på  og måden han så nydelse i smerte - men det var blot en sige af ham. Der var så meget mere af ham. Hvis han troede at Tatia var vred nu, så skulle han bare så løjer når hun så var. Dog beherskede hun sig til hun i det mindste havde en grund. Hun havde lovet sig selv ikke at tæve Reign før hun havde set ham an.

"Det kan jeg ikke afvise," Reign lavede et ryk på hovedet med et tilhørende, skævt smil placeret henover læberne. Han var ikke god til at lære nye ting men hadede det heller ikke - havde nok bare svært ved at tage sig sammen til det. Desuden nød han allerede sin nuværende hobby; læsning. Det kunne ikke erstattes af sværdfægtning.
"Søster," gentog Reign lavt og regnede ud, at det måtte være noget, de kaldte hinanden. De kunne ikke være søskende af blod, ellers ville Razor havde nævnt det.
Reign stønnede lavmælt ud efter slaget og trak sig en smule tilbage, "Reign," svarede han så efterfulgt af et slag, han var glad for kun lige at kunne parere, da det ikke så videre behageligt ud. Også selvom det bare var med en ufarlig kæp.

"Nå? Hvad har du hørt?" spurgte han nysgerrigt og kunne ikke lade være med at lægge mærke til, at hun virkede forandret. Som om hans navn havde påbegyndt noget i hende. Det kunne selvfølgelig også bare være, han lagde for meget i det, og det bare var kampens hede, der gjorde, at hun virkede anderledes, mere skarp og dyrisk.
Det næste, Tatia sagde, forklarede en del, og Reign udbrød et forundret, "hva'?" inden en let smerte ramte bagsiden af hans knæ, og han ikke kunne undgå at falde forover. Fokuseret på ikke at tabe sit sværd, nåede han ikke at tage meget af for faldet, og ramte med næsen først ned i jorden. Smerten bredte sig hurtigt rundt i hans ansigt, der sitrede ved følelsen af smerte - en følelse han ikke var vant til, da han altid havde levet et forholdsvist roligt og ufarligt liv.

Reign satte sig op på knæene og lyttede til Tatias ord over ham, mens han sikrede sig, han ikke havde fået blodnæse efter faldet. Han rystede bogstaveligt talt smerten af sig sig og snøftede en enkelt gang, inden han fik rejst sig op igen. "Jeg hader ham ikke," sagde han så endelig, strammede grebet om sværdet og svang det imod hende igen, denne gang mere målrettet, "knægten irriterer mig bare, det er det hele."

Han virkede overrasket over, de ord hun valgte. Som om, at han ikke kunne sætte det sammen i helhed. Hun kiggede på ham som han faldt til jorden. Et lille smil trak sig svagt skævt op på hendes læbe. Tatia var meget kampglad. Men det havde Reign vidst allerede opdaget nu. Fysisk smerte var der ikke rigtig noget der hed i Tatias hoved. Det var en illusion. Derfor var hendes mentale styrke så stærk som den var. Hun var blevet alt for van til smerte - så den var blevet uvirkelig for hende. Han satte sig på knæ og hun kneb øjnene let for at analysere ham. Hvordan han sikrede sig at han ikke ligefrem havde brækket næsen, eller hvad pokker han nu fortog sig. Han gav et snøft fra sig. I det mindste kom han på benene igen. Hun lyttede til hvad han sagde. Razor havde fortalt hende han var skrøbelig. Let kneb hun øjnene.
"Han pointerede ellers helt tydeligt, at det er sådan han føler du er overfor.. men nu har han heller ikke ligefrem den bedste måde at udtrykke sig på." Sagde hun og skar en kort grimasse. Irriterende. Hvordan kunne man finde ham irriterende. Han svang sværdet mere målrettet imod hende. Hvilket blot fik hende til at smile endnu mere end før. Tatia blokerede slaget med kæppen. Det glimt i hendes øjne kunne ikke tage fra hende.

"Irriterende vil jeg ikke kalde ham.. Han har hjertet på det rette sted, hvis du ser ordenligt efter." Kommenterede hun blot. Tatia sprang elegant til den ene side og slog køllen ind på Reigns overarm. Slaget var ikke ligefrem så hårdt at det var til at pive over, men heller ikke noget som ikke kunne mærkes. "Han fortalte mig, at du ikke kunne lide ham fordi han er delvis dæmon.. også at du smækkede døren i hovedet på ham... han var ret såret." Indrømmede hun. Let sank hun en klump og gjorde sig klar til at han kunne svinge sværdet imod hende igen.
"Prøv og afled mig. Du viser mig, hvor du vil svinge hen.. overrask mig." Sagde hun og trak på det skæve smil igen. Tatia kunne godt lide denne form for samtale. Derpå kunne de både bruge kampteknikker, men også få følelser ud igennem kamp. Selvom at Raksha nok ville få en større tur af vrede følelser senere. Eller hun kunne putte med Wade.. det var også en mulighed. Tatia havde brugt tid på at finde ud af, hvordan hun ikke skulle sige noget uden at ødelægge det hele. For hun ønskede at Razor skulle opleve at være glad for nogle ligesom hun var glad for nogen... men hun ville heller ikke sende ham i armene på en fusker - så at skæbnen sendte hende på tomands hånd med Reign, det var jo blot fantastisk!

Reign var allerede lettere forpustet. Han var langt fra i form, slet ikke når det gjaldt en ting som kamp. Han kunne ælte et ton dej og bære endeløse bakker med brød frem og tilbage, uden det påvirkede ham synderligt, men kamp var hårdt på en anden måde.
Det irriterede ham en smule, at Razor gik rundt og talte dårligt om ham. Han var ikke interesseret i et omdømme som dæmonhader - også selvom det måske lidt var det, han var. Men hvis det pludselig nåede en aggressiv dæmon et sted, der valgte at besøge ham, kunne han hurtigt ende som dæmonføde.
Han nåede ikke at parere det næste slag og ømmede sig lidt, inden han atter indtog kampposition. "Det var ikke min mening at såre ham," sagde Reign ærligt uden at fjerne blikket fra Tatia, "det med døren, det var... jeg overreagerede bare en smule."

Han lyttede til hendes råd om afledning men var ikke sikker på, hvordan han skulle gøre det. En enkelt gang havde han forsøgt sig med at smide jord i øjnene på sin modstander, men han havde på fornemmelsen, det ikke ville virke her. Det ville være for åbenlyst. Han forsøgte sig derfor med en anden strategi.
"Taler han meget om mig?" spurgte Reign så henkastet som muligt, inden han svang sværdet mod hendes højre side for, hun kunne parere det, kun så han hurtigt kunne svinge det mod hendes venstre i stedet.
Det føltes mandigt for en gangs skyld at kæmpe med sværd på den måde. Eller, det ville det have gjort, hvis ikke han formåede at stortabe til en pige.

Hun overragerede måske selv lidt omkring sine angreb og sit valg af ord overfor Reign. Men det var Tatia, at overreagere når noget gik hende på var ligesom hendes ting. Hun sank en klump. Hun kunne også fornemme at det ikke ligefrem var den form for træning han var van til. Tatia lyttede til hans ord.
"Måske skulle du fortælle ham det.." Mumlede hun let og bed sammen. "For han tog det meget personligt."

Tatia kendte til følelsen af at blive irriteret og pisset af, hvis man ikke fik ramt målet.
"Sidst jeg stødte ind i ham ja. Han reddede min røv fra nogle vampyrer." Hun parerede det første angreb, og lod ham ramme hende ved det næste. Sværdet snittede hendes side, men hun virkede ikke til at reagere på det. Det var en rift, den kunne plejes senere. "Vi var ved at blive dræbt af nogle dæmoner og havde det ikke været for mig. Så havde der været en Razor mindre her." Tilføjede hun lidt sammen bidt. Tanken om, at hun faktisk kunne have mistet sin lillebror den dag hang der stadigvæk. Om hun havde været ved at ofre sig selv eller ej. Tatia begyndte at gå om ham, dog med øjnene rettet imod ham hele tiden for at lede efter et øjeblik, hvor han ville være uopmærksom. Hun trænede hans reflekser ikke sine egne.
"Du har lidt blod på sværdet." Sagde hun og så stadigvæk på ham med et smil på læben. "Prøv igen." Hun stoppede op for at det lignede hun svang kæppen imod hans font men lod den placere imod hans ryg.
"Du skal ikke være bange for at skade mig. " Pointerede hun og gav ham et nik. Naturligvis sveg det hende lidt skaden hun havde, men hun var i stand til at frakoble sin smerte fra situationen der var der. Desuden var det ikke nogen stressende oplevelse. Så hun klarede det nok.
"Vi tog til et forladt hus for natten. Han fortalte om dig. Ikke kun dårligt dog. Jeg elsker min lillebror, og jeg kan bare ikke lide at se ham være såret." Tilføjede hun og sank en klump.

Tatia rettede sig op og gjorde an til, hvis han skulle angribe.
"Han har vel fortalt dig om oplevelsen. Siden han fortalte mig han næsten blev taget igen.. Du reddede ham." Sagde hun så og holdt øjenkontakten. Tatia var ikke så nem at læse igen. Men en ting var sikkert, hvis hun ønskede at være fjendtlig så havde hun reageret anderledes. "Det var første gang jeg mødte ham.. men sådanne oplevelser gør folk mere tætte end man regner med. Jeg havde ikke overlevet det uden ham.." Tilføjede hun. Razor var bange for at han skulle være en anden for at Reign kunne lide ham. Så, hvorfor ikke se muligheden for også at smide lidt positive ord ind? Tatia sank let en klump inden hun så valgte at overraske ham igen ved at svinge kæppen imod hans mave.
"Jeg vil takke dig for at hjælpe ham. De dæmoner fortjener slet ikke at være her.. de har gjort forfærdelige ting.."

"Måske skulle jeg," sagde Reign for ikke at behøve at give et konkret svar. Han havde nok ikke tænkt sig at undskylde. For ham var det stadig utilgiveligt, at han havde slået sin familie ihjel, og han fortrød ikke som sådan sin reaktion. Jo, det bed da stadig i ham, at han havde smidt ham ud i regnen, men drengen havde fortjent det. En smule.

Han blinkede hurtigt, da han faktisk ramte, og måtte desperat holde tilbage for ikke med det samme at spørge Tatia, om hun var okay. Han regnede ikke med, hun ville blive ramt, og det var jo bare en træningskamp, så han var ikke interesseret i, at nogen af dem skulle blive skadet. Og selvom hun ikke reagerede det mindste, voksede skyldfølelsen stadig inde i brystet på ham. Han ønskede på en måde at stoppe, mens legen var god, men da Tatia ligefrem pointerede, at han ikke skulle være bange for at skade hende, valgte han at tie stille og fortsætte.

Han tørrede sværdbladet af i sin t-shirt. Normalt ville sådan noget irritere ham, men han forsøgte at holde fokus på kampen og ikke på den trøje, han skulle hjem og vaske bagefter. Desuden var det ubehageligt at se hendes blod foran sig på den måde.
Han bevægede sig rundt, så han hele tiden havde fronten mod hende, og skulle også til at angribe, da han hørte hendes ord og førte interessen hen på dem. "Han havde heller ikke overlevet uden dig," han rykkede hovedet lidt til siden, "sådan får han det i hvert fald til at lyde."
Reign forsøgte at undvige ved at hoppe tilbage men nåede kun af tage lidt af fra slaget, der ramte hans mave, inden han klodset forsøgte at svinge sit eget sværd mod hende med sin frie hånd placeret på det sted, hun havde ramt.
Først derefter svarede han, "ja, det ved jeg. Jeg har det heller ikke dårligt med at have dræbt en af dem overhovedet," han huskede stadig følelsen efter at have stukket sværdet gennem dæmonens mave. Han havde været rædselsslagen for, om han nu havde gjort det rigtige. Derfor havde det lettet usandsynligt meget, da Razor fortalte, hvad de egentlig var for nogle typer.

"Har i overvejet at kæmpe imod dem?" fortsatte han nysgerigt men rystede kort på hovedet af sig selv, inden han tilføjede "jeg siger det som om, det er enkelt, men det ved jeg godt, det ikke er. Jeg tænker bare, at... hvis folk som dig og Razor gik sammen - en stor gruppe - burde i kunne klare dem. Ødelægge den arena en gang for alle. Yde den retfærdighed, verden fortjener." For fokuseret på samtalen havde Reign næsten sænket sværdet helt og lod sig være forsvarsløs.

Tatia lod ham tørre sværdets blad af. Det måtte han selv om. I en kamp på liv og død ville han hurtigt lære, at der ikke var tid til det. Let sank hun en klump. Hun brød sig ikke om tanken om den oplevelse... om den arena.
"Vi overlevede på grund af hinanden.. vi gjorde hvad vi var nød til at gøre." Et kort glimt af sårbarhed ramte de blågrønne øjne - men kun ganske kort. Hun følte sig stadigvæk skyldig over, hvad der var sket. Alle de uskyldige væsner der var døde på grund af, hvad de havde fået dem til at gøre. Tatia placerede kæppen, ovenpå hans hånd, hvor sværdet blev holdt - blot for at tjekke hans greb om sværdet da han svang det imod hendes friehånd.
Det næste spørgsmål overraskede hende tydeligvis lidt. Hun lyttede til tilføjelsen.
"Folk som mig og Razor?" Spurgte hun og kneb øjnene en anelse. Hun undrede sig over den betegnelse. "Jeg kunne sagtens tage min flok og vores allierede... men jeg vil ikke risikere andre kommer til skade der. Jeg mistede næsten min kæreste der.. jeg vil ikke risikere det igen." Sagde hun lettere sammen bidt. "Razor prøver at overtale mig til hævn, og jeg vil gerne have hævn... jeg ønsker de skal bøde for hvad de har gjort." Tilføjede hun. Tatia bemærkede hurtigt han havde sænket sit sværd.
"Fjenden venter ikke på, at du får talt færdig." Sagde hun og bankede sværdet ud af hænderne på ham og pegede med kæppen imod hans brystkasse ved hans hjerte. "Død." Sagde hun og trådte et par skridt tilbage.

"Du skal være glad for jeg ikke trækker mit eget sværd." Sagde hun og trak lidt overlegent på skulderen. Tatia havde trænet siden, at hun kunne gå. Hendes far havde ville træne hende til kriger inden han døde, selv havde hun forsat med drømmen. Hun havde nået målet. Menneske eller shapeshifter.. hun var blot halv menneske og halvt dyr.. hvis man kunne sige det sådan.
"Ge smak daun, gyon op nodotaim." Sagde hun. Ukendt sprog det vidste hun godt, men det var hendes motto. "Blev slået i gulvet, rejs dig op igen." Oversatte hun med det samme bagefter. Tatia trak på smilebåndet igen.
"Lad os prøve igen. Hvis du stadigvæk er frisk?" Spurgte hun og vippede hovedet let på skrå.

Reign overvejede hendes svar men var ikke helt enig. Selvfølgelig ville det bedste være, at ingen blev skadet, men hvis man ikke tog nogle chancer og forsøgte at kæmpe imod det onde, ville det aldrig forsvinde, og flere personer ville i sidste ende blive såret.
Han åbnede munden for at dele sine tanker men nåede det ikke, før hans sværd var slået ud af hånden på ham, og kæppens spids var placeret foran brystet på ham. Han så kort ned på den og så hen på Tatia. Han var slet ikke god nok til at kunne holde en samtale kørende samtidig med, han sloges. Men det var svært at lade være, når samtalen var interessant.

Han smilede let hen mod hende og samlede sværdet op, "det er et flot motto. Selvom du lyder som en skudt and, når du snakker på den måde," gav han igen som hævn for hendes drillerier før. Dog var det med et fortsat smil på læben og tydeligvis ment i sjov.
Han knækkede nakken og kneb øjnene lidt sammen, "kom an," som han stillede sig i kampposition, "angrib mig, så prøver jeg at parere." Han tog en dyb indånding og lod langsomt ilten flyde ud mellem læberne igen, mens han holdt blikket fast på sin modstander. På mange måder var det vel vigtigere, han lærte at forsvare sig selv, mens angreb kunne vente. Det skulle han forhåbentligt ikke bruge mere end et par gange i løbet af hans liv.

Et grin forlod hendes læber efterfulgt af en rysten på hovedet. Skudt and. Det måtte være deres mødes kendetegn. Ikke at hun havde noget imod det. Ved hendes flok var det blevet normalt at tale det sprog til hinanden, fremmede folk forstod det næppe - hvilket hun respekterede. Tatia kunne sagtens tage sjov. Heldigvis da.
"Jamen så kan vi være skudte ænder sammen." Svarede hun med et skævt smil på læben. Lidt hævn måtte han jo tage. Han havde brug for det. Hun hævede lettere imponeret på et bryn da han ville skifte rollerne ud. Forsvar var ligeså vigtigt som kampen selv. Sommetider endda vigtigere. Tatia hadede at bruge kæppen som våben. Den var ikke ligefrem hendes fortrækkende våben når hun skulle angribe og heller ikke ligeså let bevægeligt som hendes eget sværd. Dog blev det kæppen hun forsat kæmpede med. Hun rystede let på hovedet med et grin.
"Som du ønsker." Svarede hun lettere kækt. Dog havde hun tænkt sig at være fair.

Hendes blik analyserede hurtigt modstanderen og den måde han stod på. Hun fik øje på en placerings fejl af det ene ben ret hurtigt, dog virkede det til hun ville slå ud efter ham med kæppen. I stedet fælede hun ham med sin ene fod for at lokke ham ud af balance. Derefter svang hun kæppen imod hans brystkasse, ikke ufattelig hårdt men det kunne bestemt mærke hvis han ikke nåede at parere det.  Tatia var dog hurtig efterfølgende til at sparke benene helt væk under ham dog.
"Fokuser." Sagde hun og trådte et skridt tilbage. "Hvor mange gange har du forsøgt dig at lære at forsvare dig selv?" Spurgte hun med et skævt smil. Der var ingen hån i hendes stemme.. endnu. Hun havde lyst til at give ham et par ting at tænke over, men det var i forhold til at have såret hendes brors følelser.. eller gjort ham klar over de følelser eller hvordan fanden det nu hængt sammen. Tatia kørte den friehånd henover sit hår inden hun gjorde sig klar igen. Måden hun placerede fødderne på viste hun var erfaren. Hun ville ikke være beta for hendes flok hvis hun var svag. Desuden havde Wade trænet hende godt.
"Du er vel typen som regner med, hvis du bliver hjemme i din egen lille skal så sker der intet omkring dig som kan gøre dig noget?" Spurgte hun og så anaylserende på ham. "Jeg troede også jeg kunne leve stille og roligt.. dengang jeg var barn, men jeg anså hurtigt for verden for det den var.. et sted, hvor spillet handler om at klare de udfordringer vi modtager.. så kan du få en belønning når den første udfordring er klaret.. hvis du ikke har modtaget nogen udfordringer endnu.. så er der et hav i vente."

Reign følte sig fokuseret og var sikker på, at han ville kunne parere hende denne gang. Især nu hvor han faktisk vidste, at hun ville angribe.
Desværre gik det ikke som forventedet, og han endte endnu engang på jorden, denne gang på ryggen, og fik slået al pusten ud af sig.
"Jeg prøver," fik han beklagende ud, mens han med et skuffet og træt ansigt satte sig op igen, nu fyldt med den sandede ord på stort set hele hans bagside. Han tog endnu en dyb indånding, som han fik rejst sig op igen, og rystede let på hovedet, "aldrig, tror jeg. Mine forældre lærte mig aldrig sådan noget hejs."
Hans ord var sandfærdige, og nu hvor han hørte sig selv sige det højt, kunne han godt se, at det ikke var særlig smart ikke at have øvet forsvar. Bare en lille smule i det mindste.
Han havde lært at skyde med bue og pil, da han var yngre, og det var han glad for den dag idag. Men en pil kunne ikke bruges imod en modstander, der kom stormende imod dig med et gigantisk tohåndssværd og tilhørende kampråb. Han ville være færdig i en sådan situation.

Reign, der ellers atter havde stillet sig i forsvarsposition, sænkede paraderne en smule, da Tatia begyndte at analysere på ham. Det føltes underligt, faktisk en smule ubehageligt. Især det sidste. For selvom han blev ved med at sige til sig selv, at det var noget være gøgl - at han levede i gode og rolige omgivelser uden de store udfordringer - kunne han ikke lade være med at overveje, om hun havde en smule ret. Udfordringerne var allerede mere eller mindre på vej ind i hans liv; hans småforelskelse i en hybrid, dæmonangrebet i skoven. Begge ting havde været eller var stadig overskridende for ham og kæmpe udfordringer.
"Måske," svarede han med et ryk på hovedet uden at fjerne blikket fra Tatia, "eller måske kommer jeg til at leve et problemfrit liv i en verden, hvor solen altid skinner, og husene er lavet af regnbuer og slik. Det er egentlig det, jeg går og håber på."
Et smil fandt vej til hans læber, og både det samt Reigns blik emmede af flabethed. Samtidig fik han hævet sit sværd igen og følte sig klar til hendes næste angreb.

Hun fnøs let.
"Dine forældre regnede sikkert med, at deres søn kunne vokse op i de perfekte rammer. Få et job. Finde en der gjorde ham lykkelig. Leve det liv. Væk fra alt det mørke der gemmer sig i krogene." Svarede hun og rettede sig en anelse op. "Jeg bebrejder dem ikke, hvem ville ikke ønske deres barn skulle leve sikkert." Tilføjede hun dog. Hun kunne godt se det var den synsvinkel af. Det kunne være svært at få Reign op på hendes erfaringer ved blot et møde. Men hun kunne dog være sikker på, at han ville huske det. Tatia var dog en smule imponeret over ,at han ikke havde givet op endnu - det var en god ting. For hun var ikke færdig med ham endnu. Hendes ord gjorde ham usikker ganske kort. Som hun havde forventet. Eller usikker. Han overvejede hendes ord. Det kunne hun se på den måde han stille sænkede paraderne en anelse. Tatia var van til folk analyserede hende, prøvede at kende hende og prøvede på at pille fra hinanden bid fra bid.

Det sarkastiske svar fik hende til at fnyse en anelse med et kækt grin bagefter.
"Jamen, så tag din enhjørning med dig næste gang." Svarede hun med et skævt smil på læben. Tatias øjne opfangede tydeligt noget i baggrunden som fik hende til at smide køllen fra sig og trække sit sværd.
"Duk dig!" Sagde hun og satsede alt på han reagerede hurtigt, for med et perfekt kast lod hun sværdet flyve igennem luften. En jæger havde taget sigte på dem, men endte nu med et sværd placeret perfekt i brystkassen. Tatia fnøs kort og kiggede ned på Reign.
"Tjo ved nærmere eftertanke.. så er jeg vidst professionel." Et skævt smil blomstede sig op på hendes læber og hun gik hen til hvor jægeren lå på jorden. Hun trak sit sværd op og tørrede blodet af i mandens trøje. Så satte hun det på plads bag på sin ryg. Så lod hun de røde øjne glide frem for at analysere skoven for om der var flere - indtil videre så det ud til denne jæger var alene. Så lod hun sin ulvs røde øjne sive ind og de blågrønne øjne trådte atter frem. Tatia vendte blikket om imod Reign.
"Han var alene. Det skal ikke stoppe os. Kom på benene igen. Vi er ikke færdige endnu." Sagde hun og gik imod ham. Dog de første par gange han prøvede at rejse sig op ville hun sørge for at få ham til at falde til jorden igen.
"Kom nu. Slå igen. Gør noget. Du vel ikke bange for at skade mig stadigvæk vel?" Spurgte hun og hævede let et bryn. "Som Razor fortalte dig. Jeg hjalp ham, vi hjalp hinanden med at slippe væk derfra. Hvis jeg kunne håndtere det.. så kan jeg også håndtere lidt slag fra en skudt and... så kom." Tilføjede hun og trådte lidt tilbage. Blikket var en anelse hårdt, men det skæve smil på hendes læber - der var mere en lidenskab for faktisk at lære ham det her. Hun ville ikke have noget imod at give ham lidt slag, hvis det gav ham gejsten til at fortsætte. Det gjorde Wade ved Kaeden. Okay det var vidst også lidt mere personligt anlagt, eller var det? Tatia ønskede på samme tid med at lære Reign lidt.. også at give ham lidt ekstra for at have såret Razor. Tatia samlede kæppen op fra jorden af og lod blot blikket glide henover den. Dog imens hun gjorde det løftede hun det venstreben op i et side spark for at forsøge at ramme ham ufobedret i maven. Han ville jo stå for at parerer ikke sandt?

"Ja, det gjorde de nok," mumlede Reign bare tænksomt som svar. Hans forældre havde altid været en smule overbeskyttende. Om det bare var sådan, de var, eller om det var, fordi de kun havde det ene barn, vidste han ikke. Uanset hvad var han taknemmelig overfor den tryghed, de havde givet ham gennem hele hans 20-årige liv. De havde sørget for, han ikke kendte til de problemer, de fleste ellers voksede op med. Mad, penge, et sted at sovet... det havde aldrig stået højt på hans agenda. I hvert fald ikke før han blev voksen og forsøgte at tage sig af sig selv uden forældrehjælp.
Men måske havde de været for gode ved ham. I deres stræben efter at gøre hans liv fri for smerte glemt at lære ham, at ligeså hurtigt, som tingene begyndte at se lyse ud, kunne en sort sky dække for solens stråler.

Et kort grin forlod ham, "det skal jeg huske," men det kække smil svandt hen, da Tatia trak sit sværd, og tanker omkring, om hun havde tænkt sig at såre ham seriøst nu, fandt hurtigt vej ind i hovedet på ham.
Dog, da han hørte hendes kommando og så, hun gjorde klar til at kaste sværdet, kastede han sig ned på jorden og sølede derved denne gang sin front med jord. En lyd, han desværre kendte til, lød bag ham, og hans blik fløj hurtigt tilbage. Han kunne godt nok ikke se noget på grund af det tykke krat men bumpet, der dernæst lød, gjorde det klart for ham, at hun lige havde slået en person ihjel. Eller et dyr. Forhåbentligt et dyr.

Desværre antydede hun, at det i hvert fald ikke var et dyr, og Reign gøs, stadig siddende på jorden. Hvem var han, og hvorfor fortjente han at dø? Var hun ligeglad, om han var uskyldig eller ej?
De vedvarende tanker om den nu døde mand bag sig sad fast i Reigns hjerne, mens han forsøgte at rejse sig, og det gjorde ham kun til et endnu lettere offer. Det virkede heller ikke som et problem for Tatia overhovedet at få ham tilbage på jorden igen og igen, og irritationen steg i takt med, at han op til flere gange landede på bagdelen.
Endelig stoppede hun og lod ham komme op. Men trods for han fik stillet sig tilbage i den rette position, skulle der ikke mere til end et hurtigt kig tilbage mod krattet, inden han fik tyret et ben i maven og vaklede baglæns med armene placeret henover der, hvor benet havde ramt.
Det lykkedes ham lige at holde balancen, til gengæld pirrede det ham kun yderligere. "Okay, ikke mere," jamrede Reign og ømmede sig på maven, der stadig gjorde ondt, "jeg tror, det... er nok træning for idag." Nok træning for resten af hans liv, tænkte han for sig selv. Og midt i al smerten skævede han endnu engang hen mod krattet. Han ville gerne tjekke, bare om det var et menneske i det mindste.

Desværre virkede han ikke til at have taget let på sin lille oplevelse af mord i nærheden. Hvis det ikke var fordi, at Tatia var så forbandet van til det, så havde hun sikkert også været rystet over situationen. Han ville ikke mere og det havde hun respekt for. Hun nikkede til ham.
"Fait nok." Mumlede hun lettere nervøs, hvorfor var hun nervøs? Hun burde ikke være nervøs over, hvad en fremmed menneskedreng tænkte. Selvom hun først lige havde mødt ham, så vidste hun, at han betød en del for Razor, og derved ønskede hun ikke at gøre noget som kunne skuffe Razor. Tatia så ham skælve hen med krattet. Hvilket fik hende til at bide sig nervøst i læben.
"Jeg ved hvad du tænker. Hvor tit dræber hun folk? Vil hun dræbe mig nu? Burde jeg løbe.." Stemmen virkede ikke skræmmende som nogle psykopater nok ville lyde her for at skræmme deres ofre. Tatia havde ingen tankegang derhen imod. Hun dræbte for at beskytte sin flok, og jægerne havde taget folk fra hende siden hun  knap kunne gå - det fandt hun sig ikke i. Let sank hun en klump og gik så over for at trække manden ud. Død på stedet.
"Han var jæger. De bære allesammen rundt med den samme stank af død over sig. Sidst brugte ham og hans venner tid på at fange de yngste af shapeshifterne i min flok. Unger som lige havde lært at skifte form. Jeg jager kun dem som jager mit folk." Pointerede hun og rystede let på hovedet.
"Beklager, hvis jeg gav et forkert indtryk. Jeg reagere på den fare der hænger om hjørnet.. måske er jeg en smule overreagerende for tiden.." Der var intet at sige til det, hun havde været fanget, to gange. Det var overraskende at hun egentlig fungerede mentalt - spørgsmålet var om hun egentlig gjorde dette i sidste ende. Så trak hun ham ind i krattet igen, og gik hen for at sætte sig på jorden. Det var rart at tilbringe tid med en som ikke var fanget i livets traumatiske gang. Det var vel derfor hun ikke var gået nogle steder nu. For hun ønskede noget lidt mere normalt i hendes hverdag end jagt, mord og at gå tilbage til Wade når dagen var omme.

Let kløede hun sig i nakken og kiggede over på hans hund. Den var kær. Hun rakte sin hånd frem til den for at få den til at snuse til hende. Så løftede hun de blågrønne øjne op og kiggede på Reign. Let sank hun en klump.
"Så.. udover at danse rundt som en skudt and.. hvad får du normalt så tiden til at gå med?" Spurgte hun og vippede hovedet let på skrå. De mørke brune lokker vippede i tak til bevægelsen af hendes ansigt. Tatia kunne enten se virkelig brutal ud eller helt uskyldig. Hun ønskede ikke at virke brutal eller hård. Egentlig ønskede hun ikke at være så let tilbøjelig til at tage et liv. Det var så let for hende, en enkel jæger her og der. Så snart det kom til uskyldige gjorde hun det dog ikke. Hun havde stadigvæk det dårligt med de dage i arenaen. Hendes hjerte sprang en takt over, og nervøsiteten bankede atter på. Den lille skade han før havde lavet på hende irriterede hende stadigvæk, men hun var van til det. Irriterende nok van til det. Det kørte i cirkler for hende, og måske burde hun ændre på det - men hun turde ikke.

Reign overvejede, om han burde bruge en undskyldning for, de skulle skilles, så han kunne gå hen og se, hvem personen var. Om han mon kendte ham eller havde set ham før. Men planerne blev ikke ført ud i livet, inden Tatia sagde det højt, som Reign tænkte, og med blikket fast rettet mod hende, rettede han sig op igen. Hun ramte overraskende godt plet og var nok ikke en helt elendig menneskekender. Det var næsten skræmmende men samtidig utrolig rart, at hun som shapeshifter viste, at hun også besad andre evner end bare de dyriske.
Reign slugte lydløst en klump, da manden blev trukket ud af krattet. Det var ikke en, han kendte, heldigvis, men det var stadig en død mand på jorden, og det gjorde ham i høj grad utilpas.

Tatias undskyldning for at slå ham ihjel, lød ikke særlig god i Reigns ører. For det første vidste hun ingentin om disse jægere - måske havde de en speciel grund til at jage. Måske havde de en familie, der var dømt til at sulte. For det andet virkede idéen, omkring at jage dem, der jager en, helt hen i vejret. Det var en evig cirkel af drab. Jægerne dræber nogle shapeshiftere, shapeshifterne dræber nogle jægere... ville det hele så ikke først stoppe, når alle var døde?
Men skønt Reigns hoved var fyldt med tanker om, hvad han mente, der var rigtigt og forkert, sagde han intet omkring det. Tatia virkede ikke til at ønske at skade ham - måske fordi hun kendte Razor, eller måske fordi han ikke havde prøvet at skade hende - men derfor betød det ikke, han havde lyst til at plapre løs omkring alle de ting, han mente, hun gjorde forkert. Hun kunne blive vred, så hvorfor udfordre skæbnen?
I stedet rystede han let på hovedet, "nej, det... nej," og rømmede sig højlydt uden rigtigt at have svaret på noget. Et forkert indtryk vidste han ikke, om det var. Tatia og han havde bare delte meninger, og det skulle der også være plads til. Hun kunne have været langt værre - det at han faktisk talte med hende var et mirakel.

Reigns blik, der igen lå fokuseret på krattet, manden var blevet hevet tilbage i, fløj hen på Tatia, da hun stillede ham et spørgsmål.
"Hm?" lød det lavt fra ham, selvom han udmærket godt havde hørt, hvad der var blevet spurgt om; han var stadig lidt fraværende. Og efter at have smidt sværdet på jorden ved siden af sig, vandrede han lidt rundt i skovmundingen, "jeg arbejder en del. Jager. Passer på dumrianen dér," han nikkede hen mod Django, hvis opmærksomhed var blevet fanget af Tatia, og et smil fandt vej til hans læber. Reign vidste ikke, hvad det var, men det var som om, at han havde følt sig mere kedelig her på det sidste. Han havde fået så mange nye bekendtskaber, der altid virkede til at have et meget mere interessant liv end ham. Og selvom han var glad for et "kedeligt" liv, fordi det bare betød mindre vold, mindre død og færre ulykker, så føltes det altid som en mental lussing, hver gang det skulle pointeres, hvor dødsyg han var.
"Og dig?" spurgte han til sidst og stoppede i kanten af mundingen med blikket henne på Tatia, "du må lave andet end at dræbe jægere." Pludselig kom Reign til at tænke på noget - noget han aldrig havde overvejet før. Andre væseners privatliv. Deres vennegrupper. Kærlighedsinteresser. Gjorde de sig overhovedet i sådan noget?
"Hvad med en kæreste?" tilføjede han så og fik placeret sig i skrædderstilling foran shapeshifteren. Et afventende, lidt for kækt smil dannede sig henover hans læber, "eller børn? Hvis du er nået så langt."

Let vippede hun hovedet på skrå, da han fortalte hende, hvad han ellers gik og lavede. Et smil, et oprigtigt glad smil bredte sig op på hendes læber.
"Han er ellers så kær." Sagde hun, og lod sine hænder overtage for at de nu var under Djangos magt. De havde ikke tænkt sig at stoppe med at kæle med ham før han ikke gad hende længere. Eller sådan føltes det. Hun opfangede et lille smil fra ham, måske havde hun ikke skræmt ham væk endnu.. endnu. Måske skulle der lidt mere til end Razor havde fortalt hende? Overraskende nok var det ikke længere på grund af Razor, at hun talte med mennesket. For nu var hun blot nysgerrig. Hun havde haft Jamie, hendes barndomsven fra da hun boede i Firewood Village. Tatia havde altid været den sære pige, som var en anelse mere udadreagerende end de andre. Tatia så overraskende på ham, da han så spurgte ind til hende. For ærligtalt, så gad hun ikke være kendt som en morder hele hendes liv. Ja hun havde taget de liv, og det kunne diskuteres om der burde ændres på den måde hun håndterede fare på. Hun fnøs kort og så ned i jorden, så kiggede hun op igen med et skævt smil.
"Jeg er beta for min flok, det vil sige højre hånd. Hvis min alfa er væk, så overtager jeg. Jeg træner  også de små og de unge i vores flok sommetider. Ellers lære jeg dem at omgå sig i naturen og overleve herude. Jeg er ikke kun brutal anlagt." Svarede hun og trak let på den ene skulder. Det næste spørgsmål undrede hende let, men hun var nu en meget åben person - så at svare havde hun da tænkt sig. Let kom der et andet glimt i hendes øjne, hun havde altid det udtryk, der malede sig henover hendes ansigt når hun tænkte på Wade.
"Ja, jeg har min kæreste Wade." Fortalte hun og så atter ned i jorden, som om, at hun prøvede at skille sig lidt af med den kildrene følelse i hendes krop. Det var underligt, at selvom hun havde været sammen med manden i fire år, så fik hun stadigvæk denne følelse af nyforelskelse når hun tænkte eller talte om ham.  Tilføjelsen på hendes spørgsmål fik hende til at ryste let på hovedet. "Jeg har rigeligt i at sørge for ungerne i flokken ikke hugger hovederne af hinanden.. Jeg har slet ikke tid til det endnu, der er alt for meget at sørge for." Tatia havde aldrig tænkt så langt, eller det var ikke sandt. Tanken havde ramt hende før, og når de begge engang var kommet sig mentalt over de frygtelige ting de havde været igennem - så ville de måske kunne snakke om fremtiden. Men nu skete der for meget om ørerne på hende til at hun ville kunne fokusere på det.

"Hør.. jeg forstår. På en måde.. en underlig måde. Alt det her. Det er en ny verden som pludselig åbner sig for dig. Og det føles meget mere sikker at undgå at gå igennem den. Der vil nok ske nogle forfærdelige ting, men helt vildt smukke ting vil også forkomme. Nogle gange er de mest fartruende ting slet ikke som de ser ud. Alle har en grund til, at de er som de er." Fortalte hun. Det var ikke fordi, at hun snakkede om Razor, men han havde været i hendes tanker da hun sagde det. Men også sig selv, hun var måske ikke den mest imødekommende person du kunne møde. Men hun havde et hjerte af guld. Det var svært for hende ikke at passe på dem omkring hende. Dog også svært for hende ved at ændre på de vaner hun nu engang måtte have.
Let gav hun et suk fra sig.
"Ikke at jeg skal sidde og undervise dig. " Let fnøs hun lidt af sig selv.

Alfa og beta... flok... alle de udtryk, Reign kun var vant til at høre, når der blev talt om dyr. Igen kunne det have været nyttigt, hvis han havde lyttet til bare noget af den konstante plapren fra sine forældre om andre racer - så havde han måske været et lidt mindre spørgsmålstegn nu. Så shapeshifters sig selv som dyr? De var jo ikke dyr, selvom de kunne forvandle sig til et, men måske lå det så dybt indeni dem, at det var blevet en del af dem. Det de var. Vilde dyr der bare havde udviklet sig dét mere, så de kunne tage tale i brug. Eller måske ville de blive fornærmet, hvis de blev sat overfor dyr, som trods alt var længere nede i hierarkiet end de førende, intelligente racer. Ikke at alle racer var lige stærke eller intelligente, men de havde da alle lært at kommunikere med hinanden med andet end bare knurren og hylen.
Den frygt for, hun ville blive vred, gjorde, at Reign ikke spurgte ind til det. Måske var det et helligt emne for hende, måske ville det være at overskride grænser overhovedet at spørge ind til sådan noget.

"Nå," sagde Reign bare først af Tatias svar, mens han tanker fortsat svævede afsted, og selvom det hurtigt kunne lyde som om, han var uinteresseret, forekom det i stedet en blanding af fraværende og tænksomt. Han blinkede et par gange for at få sig selv ud af sin tanketrance og tilføjede så med et skævt smil henover læben og et henkastet træk på skuldrene, "folk får også børn senere og senere idag. Det er måske bare mig, der er gammeldags."
Helt gammeldags var han ikke - han havde trods alt ikke selv børn, var gift eller noget som helst i den dur. Men, okay, det var også svært at få børn, når man ikke var tiltrukket af kvinder. Tanken om adoption havde længe trukket i ham, men han syntes samtidig det var synd at opdrage et barn alene. Desuden havde alle børn brug for en moderfigur lige såvel som en faderfigur, og det kunne han ikke give.

Tatias lære satte Reigns tanker igang, om han ville have det eller ej. En ny verden... i teorien havde den verden altid været åben for ham, men han havde bare valgt ikke at træde derind. Frygten og faren havde altid holdt ham tilbage, og den sikkerhed, han havde vænnet sig sådan til, holdt ham fast i sine kløer. Men nysgerrigheden havde på det sidste taget over - nok alt for meget - og han havde oplevet ting, han aldrig havde troet, han skulle opleve. Og det havde ændret ham. Til det bedre? Måske.
"Bag hver regnsky skinner solen," sagde Reign lavt med blikket placeret skråt frem for sig. Forsigtigt gled det op imod hendes ansigt, og han mundviger trak sig op i et smil, "det kan bare være svært at tro på, når regnskyerne er så store."
Hendes fnys fik ham ud af den sære, poetiske trance, han havde befundet sig i, og han grinede let og rettede på sig, "nå, jeg kan nu godt lide at lære. I hvert fald hvis underviseren er god. Hvilket minder mig om..." Reign trak sværdet hen til sig igen og så ned på det, liggende i sine håndflader, "tak for sværdundervisningen. Og de tilhørende blå mærker."

//Håber det er okay jeg outer det, vi har jo vores nye emne nu også c:

// Selvfølgelig :DD