No easy way out. - Luce og Josh -

S: Jacobs hus.
O: Træer, huset, en smuk solopgang uden skyer på himlen.
P: Profil.
V: Kølligt, men en smule lunt når solens stråler rammer en..

Selvfølgelig, knægten kunne jo ikke andet end at rode sig ud i problemer! På det punkt mindede han alt for meget om ham selv. Ikke nok med at han troede lille Josh var den eventyrlysten, næh nej, den store skulle da også rode sig ud i alt muligt og behøvede derfor nu en snak med ham. Ikke at det gjorde Jacob noget, på en måde var det faktisk rart at kunne snakke med den ældre Josh, det var som om at han forstod lidt mere end den lille, men det var nu også forståeligt når den lille som sagt var lille. Ikke at han ikke elskede dem begge, for det gjorde han skam, men ja.. Tingene var en smule forvirrende, eller meget forvirrende! Han gik i skoven sammen med Josh og nød solopgangens skønhed, imens de gik under trækronerne og blev beskyttet imod de stråler der nu var. De snakkede og snakkede, om alt muligt, lige fra til ham og Nille, til at Josh åbenbart havde fået et mærke på sit bryst og mødt Luce, inden Jacob fandt hende. Det var ikke rart at fortælle ham om hvilken tilstand hun havde været i, for det så ikke ud til at Josh havde vidst alt det hun var gået igennem.. En gang imellem stoppede de dog med at snakke, bare for at nyde stilheden lidt, inden de vendte om for at gå tilbage til huset. Jacob havde bemærket at Josh tit kiggede ned i jorden og endda gemte sig bag en hætte, ligesom han selv havde gjort for 1 eller 2 år siden.. De mindede meget om hinanden, og det sjove var at de ikke engang var rigtige søskende.. Pludselig kunne Jacob høre noget rasle bag dem, så hurtigt vendte han sig om for at se hvem eller hvad det var.

P: Hættetrøje, cowboybukser og dolken i sin beholder.

Det var rart at kunne tale med Jacob, rart at han endelig ikke skulle skjule sig for ham mere. Han havde nemlig savnet sin bror og nu kunne han endelig snakke med ham, som han havde kunne med fremtidens Jacob. Rundt om halsen bar han stadig den halskæde, fremtidens Jacob havde givet ham og den skulle være der til evig tid, for at han aldrig skulle glemme ham. For skulle Josh være ærlig, så var han ikke helt sikker på om han skulle tage tilbage til fremtiden igen, på en måde havde han det bedre her.. Eller, det vidste han ikke helt om han havde. I hvert fald havde han mødt en masse dejlige væsner, som han ikke ønskede at rejse fra.. Lige meget hvad, så ville det blive hårdt at tage tilbage til fremtiden igen. Ingen tvivl om det. Imens de gik igennem skoven, havde han fortsat rettet blikket ned af mod jorden og Jacob fik så sandelig også at vide hvorfor.. Han fik alt at vide, lige fra til evnen der var gået amok, til at han kunne høre sin fars stemme oppe i sit hoved og til at Sheila havde placeret et slavemærke på hans bryst, så hun altid ville kunne være i stand til at finde ham. Det var nok en stor mundfuld, men ikke ligeså stor som den Jacob fortalte om Luce.. Han blev med det samme bekymret for hende og ønskede at se hende igen! Han mindes sidste gang de skiltes og fik pludselig en dårlig svag i munden over det.. Det ville vel være pinligt at se hende igen og måske ville hun slet ikke kunne genkende ham, da han var blevet større siden sidst. Hans muskler var blevet en anelse større og markeret, samt var han også blevet en anelse højere og han havde ikke rigtig nogen barnlige træk over sig mere.. Pludselig hørte de noget rasle, og som de "brødre" de nu var, reagerede de begge på det og vendte sig om imod den ny ankommende..

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun havde endelig fået sine øjne igen efter et langt stykke tid uden sine øjne. Hun havde aldrig troet, at hun ville få sine øjne igen og her var de! Det var dog ikke samme øjenfarve hun havde længere hendes højre øje var mørkelilla som det gamle, men hendes venstre øje var blevet mere sandfarvet i det. Hun havde været under store forvandlinger siden hun blev forvandlet til en dragonlycan. Hendes hudfarve var anderledes, hun havde ikke har eller mærker mere. Ikke gang det slavemærke der gjorde, at hun ikke kunne tænde på andre heller. Hun lignede næsten sig selv. Dog ikke hendes hudfarve eller øjefarve det var ikke det samme. Hun havde dog nogle enkelte ar efter, men det var kommet efter hun var blevet forvandlet til dragonlycan. Der var sket meget i hendes liv. Hun var blevet slave for Rafael og det hadet hun, men hun var også blevet spion for Sean for og udspionere sin egen herre. Rafael. Det var risikabelt for hende. Det vidste hun godt, men det var det værd. Hun gik rundt i skoven og syntes hun kunne genkende lugten fra dengang Jacob bar hende hjem til sig og passede hende dengang han reddet hende væk fra Zann. Hun så nogen gå foran sig. Hun kunne ikke genkende Jacob, men fyren ved siden af ham lignede meget Josh stadig. Dog noget større. Hun gik noget hurtigere og deres lugte kom til genkendelighed. Hun begyndte og løbe imod dem. Det var dem! Det var Jacob og Josh!

Busken raslede og raslede, og lige pludselig som stod tiden stille, sprang en lille kanin frem og havde fået både Jacob og Josh til at få et lille forskrækket gisp igennem sig. Da de så at det blot var en kanin, så Jacob spørgende hen på Josh, og derefter på kaninen, inden han ikke kunne holde masken længere og begyndte at grine voldsomt! De var blevet forskrækket over en kanin! En kanin! Han kunne ikke stoppe med at grine, latteren boblede inde i ham og han fandt det yderst latterligt at have blevet så paranoid, at man troede en lille kanin der raslede i busken ville være en stor farlig fjende. Kaninen kiggede bare på dem, inden den hoppede videre på sine små kanin fødder og ignorerede at de grinte, den tænkte nok bare at det var et par fjollehoveder de to drenge. Jacob kunne ikke stoppe med at grine, men pludselig kom der noget imod dem, som ikke var en kanin men derimod et væsen på to ben. Det fik Jacob til at reagere hurtigt og spænde sine muskler, men så snart han så hvem det var, faldt han til ro igen og kunne ikke fjerne et smil fra sine læber. Det var Luce og hun var ikke blind mere, hun så mere raske ud og hvor varmede det ham om hans dæmon hjerte!
"Luce!" råbte han glad og vinkede til hende. "Er det virkelig dig!"

Dumme kanin!! Den skulle være glad for at den var så uskyldig, så den havde en chance for at overleve. Ja, han kunne godt se det sjove i det og derfor gav han sig også til at grine sammen med Jacob. Han grinte endda så meget at det endte med at gøre ondt i hans mave, så han lagde en hånd på den, som forsøgte han at presse latteren væk, selvom det var meget svært. Han grinte og grinte, men til sidst stoppede han og rettede sig op, imens latteren blev erstattet med et smil. Pludselig kunne han høre noget andet der kom imod dem, og da han kiggede derhen, blev smilte stort og han kunne ikke tro sine egne øjne! Det var Luce! det kunne ikke passe! han havde ikke set hende i lidt over et år og nu kom hun løbende der imod dem. Hun så ud til at have det godt og han ville kramme hende, men kunne ikke bevæge sig af bare overraskelse over at se hende. til sidst fik han dog et ord presset ud af sine læber og med hænderne i hættetrøjens lomme, gik han hen til hende, smilte varmt.
"Luce," sagde han roligt. "længe siden huh? godt at se dig,"

Hun løb direkte imod dem med en så høj fart, at det næsten var umuligt for hende og stoppe igen. Hun løb direkte hen til Josh og krammede ham "Har savnet dig" hun fattede ikke, at han var stukket af fra hende efter den aften, hvor de var sammen. Hun var stadig lidt ked over, at han havde gjort det, men lige nu ville hun være glad for hun havde ikke set Josh længe og Jacob havde hun aldrig set med hørt og hun kunne nemt genkende hans lugt igen. Hun kiggede på Jacob med et stort smil på sine læber "Ja det er lille mig. Er glad for jeg endelig kan se dig!" hun var så lykkelig, at det var umuligt for hende og beskrive det. Hun kiggede undersøgende på ham. Hun var endda meget overrasket over og se hvordan han så ud. Hun kiggede på Josh "Du er blevet større siden jeg sidst så dig. Det klæder dig" hun smilte stille og kiggede på Jacob igen. Spørgsmålene kørte rundt i hovedet på hende og hun anede ikke hvor hun skulle starte og hvor hun skulle ende. Hun smilte stille til Jacob "Hvordan har ham den lille fyr Josh det efter den tragiske episode?" hun hentydet til den dag Nethan blev dræbt og hvor lille Josh var ved og blive kvalt. Hun smilede roligt til dem begge og krammede dem begge.

Af Luces krammen af Josh at dømme, var der ingen tvivl om at de havde mødtes før og at det var længe siden de havde set hinanden. Efter Josh at dømme, havde det været lidt over et år og han havde gået fra hende på en lidt dum måde, men han havde ikke vidst hvad han ellers skulle gøre. Jacob smilte ved synet af dem, inden han gik hen til Luce og omfavnede hende i en kold omfavnelse, der alligevel var varm på sin egen mærkelig måde. Hans kulde var beroligende. Det var godt at se Luce i så god behold og det at hun ikke længere så hærgede ud, det var jo helt fantastisk!
"han klarer den skam, han er faktisk ude på et eventyr lige nu den lille knægt," gringte han og så kort kækt på Josh, inden han henvendte sig til Luce igen og smilte fortsat til hende. Han var virkelig glad for at se hende igen og det kunne man se i de lysende blå øjne. "Hvad med dig? du er jo.. helt forandret? Er du helt frisk nu? ingen form for forbandelser eller noget som helst?" han så på hende med ventende og glad smil.

Hun havde savnet ham.. Det var altid noget og det varmede ham faktisk indeni at hun sagde det til ham, for han havde frygtet en lille smule at hun ville ende med at hade ham, fordi han forlod hende uden at sige farve, men bare lægge en seddel, som han ikke engang vidste om hun havde set eller ej.
"Jeg har også savnet dig," sagde han til hende og så på hende med et smil, men kom hurtigt i tanke om at hans evne kunne gå amok hvert øjeblik, så han kiggede hurtigt ned i jorden, men havde stadig det samme smil over læben. Det næste hun sagde til ham, fik en lille rødmen frem og han var glad for at han havde en hætte over hovedet, så hun ikke kunne se den. "Tak," Hans stemme var glad, men også en anelse flov over det pludselig kompliment. Han kiggede op fra jorden og hen på hende, men han sørgede for ikke at kigge hende i øjnene. Ud af sin øjenkrog bemærkede han Jacobs kække smil, men himlede bare med øjnene af det.. Det Jacob spurgte hende om, fik ham bare til at være nysgerrig for at høre hende svare.. Han ville gerne høre hele historien! Han smilte til hende..

Hun havde stadig ikke vænnet sig helt til, at Jacobs krop var så kold som den var, men det var også ligemeget på dette tidspunkt for hun var for glad for og se dem til, at hun ville tænke over sin kropsvarme. Hun stoppede med og kramme dem begge og kiggede undersøgende på dem. Josh havde forandret sig meget siden hun sidst så ham og det sårede hende lidt, at han ikke ville kigge op på hende og i stedet kiggede ned i jorden. *Er han overhovedet glad for og se mig selvom han siger han har savnet mig?* tænkte hun. Hun vidste ikke hvordan hun skulle takle det hele. Det var så forvirrende for hende. Hun kiggede hen på Jacob og smilede "Det var godt, at han ikke har fået nogle skader psykisk eller fysisk efter den dag" hun smilede stille og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun kiggede stille og roligt på dem begge og vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre af sig selv. Hun smilede blot, men smilede forsvandt dog hurtigt igen da Jacob begyndte og spørge ind til om hun var kommet af med forbandelserne. Hun sukkede lidt "Ja jeg er forandret meget. Både med min styrke og form og udseende og nej har ingen forbandelser eller slavemærker på mig mere. I husker vel hvor stor jeg var da i så mig i form ikke? Jeg er blevet større og stærkere og er helt anderledes end dengang. Det var nok det mest positive der er sket. Der er dog stadig negative sider. Er jo stadig slave for Rafael og har fået nogle ar hist og pist..." hun havde det ikke så godt med og snakke om den negative side af hende. Hun vidste ikke om hun skulle fortælle den negative side af hendes forandring. Siden der har ødelagt sin selvstyrelse og gjort så hun er en tikkende vred bombe der kan blive styret af vrede hvert øjeblik der kan gå igang hvert øjeblik. Hun sukkede lidt og kiggede på dem "Er der sket noget spændende for jer?" hun ville snakke om andet end sit slaveliv.

Jacob lyttede interesseret med og var fristet til at spørge ind til det engang imellem, men han kunne mærke på hende at hun ikke var glad for at snakke om det, så han lod være og valgte bare at lytte til hende. Smerten i hendes øjne var ikke til at undgå at se og det gjorde ondt på ham at høre hun var slave, for han egen leder og han ville ønske at han kunne hjælpe hende, men vidste godt at det ville være som at skyde ham selv i foden. Hvis han endda skulle gå imod sin egen leder, ville det ende med at han nok måtte skjule sig, men den dag det hele skulle gå galt og være nødvendigt, så var der vel ikke andet at gøre. Med armene på kors tog han en dyb indånding, smilte stort til Luce og man kunne se i de krystalblå øjne at han var bekymret på hendes veje, men at han var glad for at hun ikke længere havde disse forbandelser over sig. Da hun spurgte ham om der var sket noget interessant for dem, tænkte han straks på at skulle fortælle om det med Josh, men stoppede sig selv i det og kiggede spørgende over på ham, som en lille hentydning til at han selv skulle fortælle hende hvad han havde været ude for. "Altså, jeg har ikke rigtig oplevet noget nyt, men det har Josh i den grad," han kiggede striks hen på ham med de krystalblå øjne.

Han lyttede til Luce og kunne godt fornemme på hende, at hun fandt det en smule irriterende at han ikke kiggede på hende, men hvad skulle han gøre? han ønskede jo ikke at skade hende, lade hende se sin frygt.. Trods alt havde hun allerede været meget igennem og bare tanken om at hun skulle se ham i øjnene og se sin frygt, fik ham til at gemme sig endnu mere væk. Dengang han brugte den på caroline, ønskede han sådan at han aldrig havde gjort det.. Hun ville aldrig tilgive ham og det gjorde ondt på ham. Det borrende blik fra Jacob, fik ham til at bide hårdt i underlæben, inden han gav slip og åbnede sin mund for at svare på spørgsmålet.
"Altså, grunden til jeg ikke vil have øjenkontakt er fordi min evne er gået lidt amok, så hvis jeg kigger nogen i øjnene, så ser de deres frygt og det ønsker jeg ikke og jeg kan høre min fars stemme i mit hoved.." Han stoppede kort sig selv i at fortælle videre, da han ikke vidste om han skulle fortælle om Sheilas mærke. "Også.. har jeg fået et mærke på brystet fra en kvinde der vil have mig som slave, det gør hende i stand til altid at finde mig og jeg.. Kom til at angribe Caroline, så nu hader hun mig," Han lagde armene på kors og kiggede flovt ned i jorden. "Det var vist alt,"

Hun stod lidt og kiggede skiftevis på Jacob og Josh. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig. Det var en meget underlig situation og stå i og hun kunne se på dem, at de havde lyst til og spørge ind til hendes liv som Rafaels slave. Hun kunne godt lægge mærke til, hvordan Jacob kiggede på Josh. Hvad var der sket? Var der noget som de ikke havde lyst til og snakke om? Hun blev mere og mere nysgerrig for og vide, hvad det var. Hun kiggede lidt på Jacob da han begyndte og snakke "Nåh ok. Det vil jeg da med glæde høre, hvad det er som er hent med ham" hun kiggede nysgerrigt på Josh og ventede på, at han fortalte hende det som Jacob snakkede om. Hun lyttede stille og roligt til det han sagde, men hun havde overhovedet ikke regnet med, at det vardet som var sket. Hun blev ærligtalt meget overrasket over og høre om det. Hun kiggede stille på Josh og ventede på, at han var færdig med og fortælle "Hvordan skete det med, at din evne gik amok? sidst du brugte den som jeg ved af kunne du godt styre den. Så du er blevet slave? Hvem har givet dig det mærke?" der var nysgerrighed og vrede i hendes stemme. Hun var vred over, at nogen havde mærket Josh. Meget fandt hun sig i, men når nogen mærkede dem hun holdt af var hun ikke så venlig mere. Hun prøvede og styre sin vrede, men det var svært for hende for hendes underbevidsthed var blandet med det som det plejer og være og hvordan Rafael havde trænet hende til og være og det var Rafaels side som var tæt på og tage over.

Jacob var ligeså overrasket som luce omkring historien. Aldrig havde han troet at han kunne rode sig ud i så meget. Selvfølgelig kunne han rode sig ud i ting, men ligefrem at få rykket sine vinger af, have ukontrolleret evne og ende med en tattovering på brystet, den havde han ikke lige regnet med. Men ja, josh mindede ham om ham selv og han kunne tydeligvis huske alle de dage med problemer han var gået og han vidste også at josh sagtens kunne klare sig. Han er stærk, ingen tvivl om det overhovedet.
Så snart josh havde fortalt om hvordan det var sket, klappede Jacob kort i sine hænder og smilte stort til luce. "Du er velkommen her luce og som bevis må du tage med os hjem og endda sove her, hvis du ikke har noget imod at sove i stuen sammen med josh," han begyndte langsomt at gå hen imod huset og da de kom hen til det, åbnede han døren for dem begge og gik derefter selv ind. Et kort øjeblik forsvandt han ud i et lille lagerrum, hvor han derefter kom trækkende ud med en madras som han lagde ved siden af sofaen. "I bestemmer selv hvem der sover hvor,"

Om han var en slave? Nej nej! Langt fra! Nok havde sheila et mærke på ham, men det betød ikke at han var slave! Han gjorde aldrig hvad hun sagde og han stak af hele tiden, så mærket var vel bare et lille bevis på at hun havde forsøgt at få ham som slave. Hun ville aldrig få ham som slave, aldrig. Han smilte skævt til luce, kiggede fortsat ned i jorden og skjulte sig bag sin dejlige skyggende hætte.
"Det ved jeg ikke, lige pludselig kunne jeg bare ikke styre den længere, folk kastede ting efter mig og kaldte mig et monster.. Men.. Jeg har på fornemmelsen at det har noget at gøre med at jeg kunne høre min fars stemme i mit hovede," han sukkede og tøvende kiggede han op på hende, men så hende ikke i øjnene, da han ikke ville skade hende. "Nej, jeg er ikke slave, mærket er blot et bevis på at hun forsøgte at få mig som slave men mislykkedes," han løftede på skuldrene og tøvende kiggede han hende i øjnene. Det var en lettelse for ham, da han kunne mærke på sig selv at evnen ikke bar fremme og at han kunne kigge hende i øjnene. "Jeg er ikke sikker på hendes navn.. Jeg ved bare hun vat en santuine," med et skævt smil på læben, fulgte han med Jacob og måtte indrømme at han ikke kunne skjule en rødmen på sine kinder, da han sagde de kunne sove i samme rum.. Det mindede ham om aften hjemme ved claire..
Han bed sig flovt i læben og inden luce kunne sige noget, smilte han drilsk og sagde at han tog madrassen.

Hun kiggede på Josh og ventede på, at han svarede hende på du hun havde spurgt ham om. Hun lagde sit hoved undrende på skrå og lyttede til det han fortalte "Det kan også være fordi du skal lære og styre din evne" hun kendte alt til en evne der var gået amok. Dog kendte hun ikke helt sin evne endnu. Hun vidste, at hun kunne mærke folks skygger og tage den op i armene og forme det, men hvad skulle hun bruge det til? Nogle skygger kunne hun ikke mærke som fra træer eller huse, men ved folk kunne hun altid mærke det og det forstod hun virkelig ikke. Hun fik ofte et chok når hun kom til og træde på en persons skygge. Hun prøvede altid og lade være for det var en klam følelse og have i hænderne. Hun kiggede på Josh "Nåh ok. Der er for mange santuineser i verdenen til, at man ville kunne finde hende med det samme" hun kiggede ham i øjnene. Hun mærkede intet til hans evne overhovedet. Var det bare gad han havde ført ud i livet? Nej det kunne ikke passe for han virkede meget usikker på det hele og meget ærlig da han snakkede om sin evne. Hun kiggede på Jacob da hun kunne høre hans stemme. Hun smilte stille "Det vil jeg da meget gerne og det gør mig intet, at jeg kommer til og sove i samme rum som Josh" hendes stemme var rolig og drilsk. Hun fulgte stille og roligt efter dem. Hun kiggede på Josh og grinte "Jamen så tager jeg bare sofaen" hun kiggede rundt i stuen. Hun kunne ikke genkende nogle af tingene så hun kunne ikke sige, at det lignede sig selv, men lugten var den samme bortset fra, at døden fra Nethan var væk og det var nu meget dejligt. Hun trådte et skridt frem og gik direkte ind i Joshs skygge. Det var en meget kold og ulækker fornemmelse. Den føltes som noget slimet stads og bevægede sig under hende. Hun sprang væk og ramte døren. Hun brummede lavt for sig selv og tog sig til hovedet.

Han bemærkede godt sin lillebrors rødmen, hvilket fik ham til at sætte spørgsmålstegn ved ham og sende ham et drilsk smil, da det straks gik op for ham at den startede da han sagde at han kunne sove i stuen sammen med Luce. Var Josh genert omkring piger eller var han bare genert omkring at skulle sove i samme rum som Luce? Som en hver anden storebror, fik han den største lyst til at drille sin lillebror og få ham til at rødme endnu mere eller måske endda gøre ham pinlig berørt? En lille klukken undslap ham og inden Josh kunne nå at sige noget til det, havde han lagt en arm om hans skulder og ruskede lidt i ham. "Bare rolig Joshy, Luce bider dig ikke bare fordi i sover i samme rum," Han grinte for sig selv og gav slip på ham, kiggede på ham med sine krystalblå øjne der lyste drilsk og kækt op. Den Jacob var nok den de fleste kendte, ham som elskede at drille og bare slappe af. Han smilte til Josh og så derefter hen på Luce, antydede til at hun kunne drille med hvis det var. "Lov mig ikke at bide ham, han er vidst ikke van til at der sover en pige ved siden af ham," han kunne sagtens mærke på Josh at han ville have ham til at holde sin mund, så Jacob skyndte sig ud af Josh rækkevide, stadig med et grin klistret over sit ansigt.

For at være ærlig, så havde Josh ikke set den komme at Jacob nu skulle til at drille ham, selvom det burde have faldet ham ind. Den pokkers dæmon elskede jo at drille, og kunne han komme til det, WOOPS, så snubbede han chancen og gav ikke slip på den, før han var sikker på at den var blevet brugt. Han himlede med øjnene af ham, prøvede at ignorere følelsen af de rødmen der spredte sig over hans solbrune kinder. Inderst inde ville han bede Jacob om at holde sin mund, men han vidste godt at det blot ville gøre det sjovere for ham og den tilfredsstillelse skulle han ikke have! Da han pludselig blandede Luce med ind i det, sendte han ham et dræberblik og langede kort ud efter ham, inden han med faste skridt gik ud på badeværelset uden at forstå hvorfor. Han var ikke vred på Jacob, han hadede bare at blive drillet på den måde, specielt overfor Luce.. Det kunne han ikke rigtig forklare hvorfor, men det.. sådan var det bare! Han sukkede og lod sig læne op af muren..
Et kort øjeblik kiggede han i sit eget spejlbillede, men lige da han troede at han skulle til at se sin fars lumske smil afspejle sig i det, bankede hans yngre jeg på døren og fik ham til at spjætte at forskrækkelse.
"Kom så ud!" hvæste den lille mand. Josh åndede lettet ud, inden han åbnede døren og skyndte sig ud til de andre igen, imens den yngre ham bare løb derind og lukkede døren efter sig.. Han løftede på skulderene og gik hen til Luce, med et smil på læben. "bare føl dig hjemme og ignorere min storebrors barnlige opførsel," han kiggede drilsk hen på Jacob, inden han smilte kærligt til Luce og et kort øjeblik stod han bare og smilte sådan til hende. Til sidst rystede han bare på hovedet, skyndte sig at gå hen til sofaen og sætte sig, i håb om at de ikke havde set den rødmen der var vokset på hans kinder!

Hun kunne godt se på Jacob, at han havde en stor trang til og drille Josh og hun vidste, at han sikkert ville gøre det. Det ville ihvertfald undre hende lidt, hvis han ikke gjorde det, men hun vidste så heller ikke hvordan de havde det i forhold til hinanden. Hun havde på en eller anden måde ondt af Josh. Hun vidste ikke helt hvorfor hun havde det sådan. Det virkede meget underligt for hende. Hun havde ikke rigtigt haft nogle følelser vist fremme i et godt stykke tid. Hun blev nærmest helt paf da Jacob begyndte og snakke til hende. Hun anede ikke hvad hun skulle svare overhovedet og lige da hun skulle til og svare så hun Josh løbe ud på badeværelset. Hun kiggede forvirret rundt og anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Hun stod noget tid og kiggede lidt rundt i huset. Hun vidste ikke helt hvor hun skulle gå hen eller noget som helst. Hun så, så den lille Josh der bankede på døren for og komme på toilet. Hun kiggede på den store Josh der kom tilbage og smilte roligt til ham "Tak tak og det går nok. Brødre skal være sådan der overfor hinanden" der var en lille latter i hendes stemme. Hun kiggede roligt på Sean og gik så hen og satte sig ved siden af ham på sofaen "Har du hørt fra Claire og dem siden dengang med missionen?" der var nysgerrighed i hendes stemme og hun havde tit tænkt på den mission som havde forbundet hende med Josh dengang.

Jah, hvad skulle han sige? De var brødre for pokker, engel og dæmon, hinandens modsætninger! Josh ville gå igennem ild, Jacob gik igennem vand og alt imens kunne de blive enig om at de nok skulle møde hinanden på den anden side. Ingen skulle skille de to ad, de kunne bare prøve og selvom Josh var en engel, så betød han alt for Jacob og han ville aldrig skade ham, aldrig! Hvem der så end bad ham om at gøre det, de kunne aldrig få ham til det! Han bemærkede godt Josh kærlige smil til Luce, men inden han rigtig nåede at få samlet tankerne om hvorfor smilet var der, havde han allerede opgivet det og løftede på sine skuldre. Den unge Josh kom luntede ud fra badeværelset igen, de chokoladebrune øjne strålede og en duft at natur hang over ham. Ingen tvivl om hvor knægten havde været! Han smilte ved tanken og lod derefter sit blik strejfe hen imod Josh og Luce, der så pænt sad ved siden af hinanden på sofaen og sludrede. Synet af dem fik ham til at smile endnu mere og et kort øjeblik overvejede han at deltage, men lod dem snakke sammen da det virkede til at de havde meget de skulle snakke om. I stedet valgte han at lunte ud i køkkenet, for at lave noget morgenmad til den lille Josh, hvis mave rumlede, selvom han prøvede at skjule det.

Han rystede let på hovedet. Han havde intet hørt fra Claire lige siden de blev adskilt, hvilket var en skam, for det havde virket til at både Luce og Josh havde kunne samarbejde under sådan en mission og ville have blevet det perfekte markerpar! men, det havde vidst ikke været en karriere de ville kunne have holdt fast i.. Eller, ville de have kunne det hvis ikke han var smuttet? Et kort øjeblik kom han i tanke om den afsked og fik straks en dårlig smag i munden ved bare tanken om det! Han bed sig i underlæben og så væk fra Luce.. Han havde det dårligt med det og kunne ikke forstille sig hvordan det må have været for hende og vågne op, og se at han ikke var der..
"Nej, jeg har intet hørt fra hende og undskyld sidste gang.. det var ikke min mening bare sådan at smutte fra dig," hviskede han blidt og så på hende med sin chokoladebrune øjne. "Det må du undskylde Luce, det skal aldrig ske igen, det lover jeg," han ville aldrig forlade hende sådan igen! aldrig!

Hun havde godt lagt mærke til, at Jacob kiggede ret meget på hende og Josh imens de snakkede og hun undrede sig også lidt over hvorfor han ikke var kommet over til dem og sludret med. Hun kiggede lidt på Josh. Han havde åbenbart heller ikke hørt noget fra hende. Han rystede ihvertfald på hovedet. Det var pga hende, at de kunne samarbejde så godt på den mission hun havde sendt dem ud på. Hun havde tænkt tanken af og til om de ville kunne klare mange missioner sammen hvis han ikke var stukket af fra hende den morgen eller nat. Hun vågnede ihvertfald ved, at han ikke var der og hun havde det som om, at det hele var hendes skyld. Hun havde taget skylden til sig og havde overvejet flere gange, at gå ud og lede efter ham, men hun turde ikke. Hun var for bange. For bange for og vide sandheden om hvad grunden var til han stak af. Hun rystede lidt på hovedet "Det er ligemeget det dengang. Du havde dine grunde og det acceptere jeg." det gjorde rent faktisk ondt på hende og sige det. Hun var stadig ked over det. Selv efter alt det hun havde oplevet og så bare sådan en lille bagatel stadig gik hende så voldsomt meget på. Hun smilte kort og aede hans kind kort "Det ved jeg, at du ikke vil gøre igen og det er jeg glad for" der dukkede et lille smil frem på hendes læber.

Han måtte indrømme at han var nysgerrig omkring denne mission de havde været på, da han kunne fornemme på det hele at det var sådan de havde lært hinanden at kende, samt blevet stærkere til at arbejde sammen. Et smil voksede på hans læber, han var glad for at så længe Josh havde det godt, for så havde han også en større mulighed for at slappe af. Det var nu også rart at se Luce have det bedre, meget bedre end dag, han kunne stadig huske hvordan hun havde set ud dengang han fandt hende! Bare tanken om det gav ham og kuldegysninger, så for at komme i tanke om noget andet, kiggede han ud af vinduet og lod mærke til at solen for længst var stået op og nu herskede på himlen. Der var dog noget som fangede han opmærksomhed.. Det skinnede i solens klare stråler, så man ikke ville kunne tage øjnene fra det og da Jacob var den nysgerrige type, ville han ud og undersøge hvad det var! Han kiggede kort over på Luce og Josh, ville sige til dem at han lige luntede ud en tur.
"Der er noget udenfor, bliv bare her, jeg undersøger det," sagde han til dem og inden de kunne nå at stoppe ham, var han løbet udenfor for at undersøge hvad det var. Han vidste godt at en som Josh sikkert ville følge efter, derfor håbede han lidt at Luce ville holde ham tilbage, medmindre hun selvfølgelig også selv ville se hvad det var.. Da han kom ud, spærrede han straks sine øjne op og måtte lukke munden helt sammen for ikke at gispe. Ikke så langt fra ham, stod der en sølvmare.. en kødædende hest..

Han smilte kærligt til Luce. Selvom hun virkede til at være okay med det, så kunne han sagtens se på hende at det havde gjort ondt på hende, at han bare sådan havde gået fra hende. Hvis man spurgte ham nu om hvorfor han bare gik, så ville han faktisk ikke kunne svare på det. Det var så lang tid siden, at han ikke kunne huske det og han fortrød det meget. Det havde jo ikke været pga. Luce, mere pga. ham selv.. Han havde været fuld, kysset hende og forført hende, som han aldrig havde troet at han kunne finde ud af.. Altså det med at forføre.. Han rystede på hovedet, og lige inden Jacob vendte sig om imod dem, placerede han kort sine læber på hendes kind og gav hende et lille kind kys. Hurtigt trak han væk igen og smilte svagt til hende, men rettede hurtigt opmærksomheden imod Jacob, der endelig havde tænkt sig at sige noget til dem. Var der noget udenfor? Blive der? ha! Han kendte ham vidst ikke godt nok, hvis han troede at han ville blive hvor han var.
"Du kan tro nej," hviskede han for sig selv og med et var han oppe at stå, kiggede kort ud af vinduet, inden han gik udenfor og synet af hesten fik ham til at stoppe op og stirre.. Aldrig havde han set en sølvmare, men den var virkelig noget af det smukkeste man kunne se! Dets manke skinnede i solens stråler og dets muskulatur afslørede et stræk dyr, som man ikke skulle lægge sig ud med.. Sølvmaren kiggede hen på dem, i dets øjne skinnede vreden som en flamme og da den vrinskede op imod himlen, kunne man ane de spidse tænder. Josh mærkede hvordan hans hjerte slog af sted.. Sølvmaren stejlede kort, inden den løb hen imod dem med fuld fart, men stoppede op inden den ramte dem.. Nu stod den bare og stirrede på dem med flammen i dets øjne.. Den ønskede et eller andet.. Ikke så langt derfra kunne man høre en anden vrinsken.. Det lød mere som et råb om hjælp, end som et advarsels kald.. Sølvmaren kiggede hen imod den anden vrinsken og besvarede det ved at vrinske tilbage.. Hvad var der dog i vejen med denne søvmare?..

Hun kiggede stille og roligt på Josh. Hun kunne ikke tage øjnene fra ham. Hun vidste ikke helt hvorfor, men det var også ligemeget. Hun lukkede sine øjne da hun mærkede hans læber imod sin kind. Hun smilte og åbnede dem igen da hun mærkede, at hans læber var væk. Hun rødmede helt og anede ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun kunne haft grevet sig ned. Hun Kiggede på Jacob og inden hun vidste af det var han løbet. Hun kiggede derefter på Josh med et spørgende blik, men han rejste sig også bare pludselig og løb afsted. Hvad var der udenfor? Hvad skete der? Hun mærkede hvordan hendes nysgerrighed voksede i hende. Hun kiggede efter lille Josh, men han var der ikke. Hun rejste sig og gik stille og roligt ud til de andre. Hun kiggede på maren. Den var virkelig flot, men den virkede også til og være nervøs og meget frustreret. Hvad var der galt med hende? Hun gik langsomt tættere på maren og førte sin hånd imod hendes hals. Hun stod frustreret og kiggede på maren i noget tid i øjnene. Hun var ligeglad med om det virkede underligt. Det var som om det var mødre der snakkede om ve og vel mellem deres børn. Hun kiggede hen imod den lille vrinsken. Det lød som et lille føl der råbte om hjælp. Hun kiggede kort på Josh og Jacob og løb derefter hen imod vrinsken. Hun stoppede op da hun opdagede et lille mare føl der var fanget. Den ben var bundet sammen og den lå på siden og kæmpede for og komme fri. Hun kiggede rundt efter fjender.

En af de smukkeste heste stod foran ham og han kunne ikke bevæge sig den mindste smule overhovedet! Måske var det pga. af alle de rygter han havde hørt om disse sølvmare, at de åd mennesker levende! Han hadede rygter, så hvorfor skulle disse være sande, når så mange andre rygter ikke var det? Da Luce gik hen imod den, ville han først stoppe hende og sende hende en advarende tone, men det så ikke ud til at sølvmaren gjorde hende noget. Faktisk så det ud som om at de snakkede sammen, hvilket fik ham til at løfte på et øjenbryn og nærmest blive mere nysgerrig. Hvad snakkede de om og hvordan kunne det dog lykkedes hende at berolige dette væsen? Så snart Luce satte i løb, sørgede Jacob for at give spring fra sig der gjorde at han holdt trip med hende og lige bagved dem, løb den smukke Mare og fulgte trop med dem. Dets manke blæste i vinden og Jacob måtte kigge væk, for ikke at komme til at fokusere for meget på den. Man kunne mærke hvordan dets muskuløse krop ramte jorden med sine hove, den galoperende lyd rungede igennem skovens kroge.. Så snart de kom hen til føllet, var det første han gjorde at spænde det fri ved at skære rebet over med en skarp istap, der ville kunne skære igennem jern.
Luce havde gjort klogt i at holde øje med fjender, for lige pludselig sprang der en jæger frem og gjorde sig klar til at bore en dolk igennem Luces ryg.