Damn that spider-m.f.! - Sargonis

T omkring kl. 19.24
S Ashen Tree Forrest..
V Det blæser lidt, og regnen pisker ned i hovedet på alle der vover sig derind..
O Dyr er gået i læ for regnen, så det virker ret dødt..
P Intet tøj, sådan rigtigt. Dog er pelsen god til at holde en varm med..

Lugten af shapeshifterens blod var ikke til at tage fejl af, for én eneste der kunne kende forskel på racernes blod. Skovens fugtige sommerlugte, muldjorden og diverse blomster, kunne ikke dække over blodet, som løb fra ulvindens skulder.

Den spøgelsesagtige hvidgrå pels var næsten som at se på et genfærd. Hun havde med vilje vandret ud på egen hånd, for at komme væk fra de vante rammer - hvor tåbeligt at hende.
På sin 'vandren' havde hun stødt på en kæmpe Eneboer - en edderkop på størrelse med en kampesten, og med hugtænder der matchede..

Edderkoppen havde i ren skræk angrebet ulvinden, mens den vandrede forbi Eneboerens skjul.
Smerten fra biddet havde været nok i sig selv, men det faktum at biddet var giftigt ireterrede ulvinden på det groveste. Hvis hun ikke fandt hjem til Sargonis i tide, var det måske ude med hende denne gang...

Hun kunne mærke hvor sløret hendes blik blev mens hun gik, og prøvede at ryste følelsen af at opgive af sig. Men uden held. Hendes ben gav efter, og lod hende dejse om på jorden, mens hun gispede for at trække vejret. Følelsen af mørket der sneg sig ind på hende, fik hende til at hyle uroligt, inden alt sortnede, og hun lå bevidstløs på jorden, stadig i ulveskikkelse.

Sajro kom gående gennem skoven, med hastige skridt, og han bevægede sig hurtigere og hurtigere jo tydeligere den liflige duft blev... den liflige duft af den ene type blod han elskede mest... han elskede blodet fra en formskifter, den var så blandet så fantastisk... Han løb afsted så kutten han havde på blafrede i vinden...

Han vik skåret sig lidt på en gren men tog sig ikke rigtigt af det... Han skyndte sig afsted, så hurtigt han overhovedet kunne... han ville hen og se om personen var død, eller stadig i live, for hvis formskifteren var i live, måtte han hjælpe den... alt andet ville ødelægge hans ry som leder af anarchical...

Han nåede frem med lysten og sulten strålende ud af hans øjne, da han så ulvinden der lagde blødende på jorden... han var hurtigt der henne og satte sig ned på knæ, for at se hvordan den havde det... han kunne se den var i live, men havde det skidt...

Han så efter sår, og fandt tegn på biddet fra edderkoppen, ingen tvivl om at denne formskifter var blevet bidt af en giftig edderkop... Han vidste der var modgift i huset, og at hans blod kunne hjælpe midlertidigt...

Han skar lidt i sit håndled, og lagde det ned på siden af ulvens mund...

''Her drik lidt...''

Lyden af noget der nærmede sig hurtigt, en blafrende kappe.. Eller var det en kutte?
Hun prøvede at slå øjnene op, men hun kunne ikke. Hun hev stadig efter vejret, da duften af ulv blev kraftigere. Det var ikke hendes egen duft, men hun kendte den alligevel alt for godt. Stemmen, der bad hende drikke, var så underligt bekendt.
Hvorfor pokker kunne hun ikke bare reagere på hans kommando!?

Ulvinden åbnede gabet ganske lidt, og stak tungen ud, for at drikke. Men hun mistede helt kontrollen over sin krop, og munden lukkede igen, uden at hun reagerede på mere.

Hvis hun kunne, så ville hun blive sig selv. Lade ham bære hende hjem, hjælpe hende. Men hun kunne ikke. Hun var simpelthen for svag nu.

Istedet klynkede hun halvkvalt, inden hun vendte det hvide ud af øjnene, og døsede hen igen, med små krampeagtige ryk i benene.

Han løftede ulvinden op da den ikke rigtigt drak... han vidste det var en kvinde der var der, og at han var nød til at hjælpe hende... Nu måtte han bare håbe at lysse ikke blev sur på ham over at han bragte en fremmede kvinde ind i deres hjem... Han måtte tage den kamp når og hvis den kom...

Han bar ulven stille hjem itl deres hjem, med en arm, mens han stadig holdt såret imod dens mund... Han havde presset dens kæber op, så hans arm holdt dens mund åben, mens den blødte ned i munden på den...

Han bar den hjem og lagde den på bordet i køkkenet mens han fandt noget modgift frem...

Følelsen af hans arm, der pressede hendes kæber op, sved voldsomt. Men så kom blodet, og fik hende til at prøve at spytte hans arm ud, uden mulighed for det..

Da hun blev lagt på bordet, prøvede hun igen at åbne øjnene, men ligemeget hjalp det. Hun prøvede at løfte hovedet - ingen reaktion. Hendes krop var lam.

Hun klynkede igen halvkvalt, mens hun kunne mærke smerten igen, fra skulderen og ud til rygraden.

Hun bed hårdt sammen for ikke at ryste igen

''Bevæg dig ikke!... Giften spreder sig så bare...''

han gik hen til ulven igen med nogle bandager, nogle kæppe, noget modgift og noget antibiotika, og så lidt alkohol... Han så ned på det stakkels dyr og menneske... Men hvorfor var personen ikke skiftet om... Det forstod han ikke...

''Det her kommer til at gøre ondt... Så bid sammen...''

Han stak en tyk kæp ind i munden på ulven... Mens han derefter begyndte først at rense såret med alkohol, derefter hældte han lidt antibiotika og modgift i såret...

Han tappede lidt af sit blod ned i en skål og blandede modgift i det... Han smilede venligt til ulven... Han tog ulvens mund og låftede op, så han kunne hælde hans blanding ned i halsen på den...

Selvom hun vidste at han ikke genkendte hende, blev hun nervøs.
Da han kom kæppen i munden på hende, og begyndte at rense såret, gjorde hun som han sagde; hun bed sammen.
Kæppen knækkede i splinter i hendes gab. Hun klynkede inden hun vred hovedet for at få splinterne ud.

Hans blod føltes ikke nær så tiltalende i hendes mund, når hun var døende. Tværtimod. Hun hostede og harkede mens det hele blev spyttet ud på køkkengulvet.

Hun prøvede at bide advarende efter ham, med en dyb knurren, men det blev kun til en rallende lyd.

Han havde kun en mulighed tilbage når hun ikke ville tage imod blodet gennem indtagelse måtte han jo tvinge det i hende gennem hendes blod baner... han var ikke meget for at tvinge sit blod i andre, men det var nødvendigt for at det havde en kraftig nok effekt til at hun kunne reddes af det...

han blandede noget mere af sit blod og modgiften, hvorefter han fyldte det i en kanyle... Han greb fast om ulvens hals, med den ene arm, og stak kanylen i dens hals-pulsåre, og sprøjtede bare blodet ind i åren på dyret...

Han trak sig væk fra den bagefter... han forbandt hurtigt sit eget sår, og derefter dyrets sår...

Hun krympede sig, da kanylen trængte ind i hendes hals.

Ganske langsomt kunne hun igen mærke små dele af sin krop. Det summede i poterne, og det var som om hele rummet kørte rundt i hovedet på hende. Hun rystede igen, med ikke så kraftigt som før.

Hendes øjne var nu rettet mod Sargonis. Hun så på ham med undskyldende og kærlige øjne. Genkendte han hende ikke?

Ganske langsomt, meget langsomt, blev ulvinden til et menneske, et fremmet menneske. Hendes hud var isnende hvid, ligesom ulvindens pels havde været. Hendes øjne var gyldne, og varme. Dog virkede de fremmede.

Hendes ansigt fortrak sig i et lille undskyldende smil, mens hun krøb lidt sammen.
Hun lå nøgen på køkkenbordet, sammenkrøbet, da alt igen sortnede, og hun gled ind i bevidstløsheden af ren udmattelse

Han kunne genkende noget ved hende... Varmen og gløden i hendes øjne... Duften var der også noget bekendt over men præcist hvad det var der var med de to ting, vidste han ikke helt præcist, så han ville stadig behandle hende som en fremmede person, men dog stadig hjælpe hende med at komme på benene igen...

Han smed hurtigt et tæppe over hende, og pakkede hende ind, hvorefter han løftede hende op i sine arme...

''Lad os finde dig et mere behageligt sted at ligge?''

han bare hende ovenpå til det ene af gæsteværelserne, og lagde hende på en af sengene... Han satte sig ned på en stol ved siden af sengen...

''bare sig hvis du mangler noget...''

Han smilede venligt...

Hun lå der bare, i en halv time sådan cirka, og prøvede at forblive ved bevidstheden.

Efter lidt tid vågnede hun helt op, og krøb endnu mere sammen. Hvorfor lå hun i et gæsteværelse? Det var jo hendes hjem!

Hun prøvede at sætte sig op, men holdte ikke om tæppet så det gled ned.
''Hvorfor ligger jeg her..?'' det var kun en hvisken, men højt nok til at hun vidste at han hørte det.

Han smilede til hende stille, og da hun satte sig op og tabte tæppet placerede han det bare op omkring hende igen... han smilede venligt til hende... Han havde på fornemmelsen at det var Lyssa, men var ikke sikker endnu så han var forsigtig...

''Jeg fandt Dem såret, og bragte Dem hjem i mit hjem og plejede Dem...''

Han smilede til hende stille...

''men hvis De er den jeg jeg tror De er, hvorfor er De så ikke dem selv?''

Han smilede venligt og varmt til hende...

''hvorfor pokker siger du 'De' til mig? man skulle da tro at vi var blevet dus for længst'' mumlede hun og lagde sig ned igen, med en dunkende hovedpine.

''formskifter-evner er ikke nemme at styre når man er i besværlige situationer..'' mumlede hun inden hun lukkede øjnene.

''hvem tror du da at jeg er?'' det var først gået op for hende nu, at han ikke genkendte hende.

Han smilede bare da hun sagde den første sætning... Han var sikker i sin sag nu med at hun faktisk var Lyssa... Og hendes anden sætning bekræftede det bare til fulde... Fordi ingen anden formskifter kunne skifte til andet end blot dyr...

''Du er min elskede Lyssa...''

Han smilede til hende og løftede hende op i sine arme... Han kyssede hende på panden...

''Jeg var i tvivl men du har lige bekræftet det''

Han lagde hende i deres egen seng igen...

Hun himlede med øjnene.

''det burde sku da være let nok at genkende en hvid-grå ulv?'' mumlede hun mens han gik med hende i armene.

Da de nåede hendes sædvanlige seng, lå hun med det samme og gemte sit ansigt, for at dæmpe hovedpinen

Han smilede over hendes kommentar... Hun var altså ikke den eneste ulv der så sådan ud... langt fra endda...

''Du er ikke den eneste ulv der ser sådan ud skat''

Han smilede til hende, og gav hende hans pude også, så hun bedre kunne dæmpe alle lydende... Han smilede varmt og kærligt til hende, som han altid gjorde det med hende...

''Slap bare af...''

''slap af? Jeg har en fucking edderkop der skal have hovedet bidt af!'' mumlede hun og bed sammen da hun rejste sig for hurtigt fra sengen. Det sortnede kort igen for hendes blik. Men hun genvandt hurtigt overblikket.

Hun gik direkte hen til kommoden og ledte efter noget tøj at tage på

''læg dig! Giften er ikke ude af din krop endnu!''

Han smed hende hurtigt tilbage på sengen... Han holdt hende stille fast og låste både hendes ben og hendes arme... Han så på hende varmt dog fast...

''Hvis din krop er så stærk som jeg tror er du fri for giften, om halvanden time...''

Han så på hende stadig...

''Du slapper bare helt af indtil da!''

''om halvanden time har den edderkop måske lagt omkring 4.000 æg!'' knurrede hun, en smule vredt.

Hun prøvede at vride sig fri af hans greb, mens hun bed efter ham. Godtnok var hun menneske men instinkterne fra ulvinden var der endnu.
Han var selv ulv, så han burde vide hvordan det var at have blod på tanden.

Hun så ham direkte i øjnene. ''den edderkop var skyld i at jeg var ved at dø. Jeg ved godt at DU mener at jeg burde blive liggende, men JEG mener ikke at det er nødvendigt!'' hun vred sig endnu mere

''Ja... Så tag noget ild med og brænd de æg!''

Han var ligeglad med det, men han ville ikke have hun slog sig selv ihjel i forsøget på at få hævn... ikke når hun aldrig ville nå frem før hun ville falde om grundet giften...

''Ja og hvis du ikke bliver liggende til giften er helt ude! Så bliver det din død!''

Han lod hende ikke vride sig fri... Han låste stadig hendes arme og ben, og havde ikke tæntk sig at ændre på det endnu...

''hvor er du bare fucking ireterrende!'' knurrede hun og vred sig endnu mere.
Fattede han ikke en skid?! Hun ville ikke vente, hun ville ud nu og dræbe den fucking spindler!

Hun vred sig forsat, men uden held.

''Det kan godt være skat... Men jeg har ikke tænkt mig at lade dig tage ud og kæmpe en kamp,når du vil være død af giften inden du når frem!''

Han blev siddende... Når hun kæmpede sådan gjorde det bare tiden længere... Og han forstod hende godt... Han var aldrig selv blevet liggende, men han ville ikke se hende dø meningsløst...

''Kun en time endnu, hvis du altså kæmper stadig... Maks tre kvarter hvis du bare tager det roligt!''

Hun blottede tænder af ham, spidse hjørnetænder. I ren frustration glemte hun helt at det var ham.

Hun ville aldrig true ham, aldrig. Det var mod hendes ægteskabsløfte, og mod hendes egen overbevisning.

''Flyt dig!'' knurrede hun, inden hun vred sig i et hårdt ryk, og fik dem begge ned at ligge på gulvet.
Hun udstødte et lille hyl da hun landede på skulderen

Han holdt stadig fast i hende... han slap hende ikke... han forstod godt at hun var vred på ham, og hun skulle også kun ligge i lidt tid endnu, og derfor havde han tænkt sig at holde hende fast indtil den tid var gået...

''Slap af! Jo mere du kæmper, jo længere bliver du liggende!''

Han så fast på hende...

''Jeg er stækere end dig! Jeg lader dig ikke kæmpe sådan her!''

''sagde du lige at du var stærkere end mig!?'' hun stivnede brat. Var det hans argumentation for at hun skulle stoppe?!

hun stirrede direkte i hans øjne, og mærkede vreden boble klart i hende.
''fint, jeg tager ingen steder, men så slipper du mig fandme hurtigt!'' knurrede hun lavt, sammenbidt.

Han skulle endelig ikke tro at hun havde ombestemt sig, men hun ville have et bad, et langt varmt bad.