giving a damn? ~ Sean

t; omkring 02. om natten
s; Firestep Diskoteket
v; udenfor er det iskoldt og blæsende
o; masser af mennesker - mest unge.
p; [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + sorte stramme jeans og stiletter

Neph stod i baren, for femte aften i træk. Pauser var noget der var ladet sig tilbage at ønske på.
Hun var træt, og alle bestillingerne gjorde hende frustreret. Men hun var jo også nybegynder.

Efter fem øl, nogle shots og et par drinks stod hun og afventede bestillingerne.
Hun havde tre eller fire gange afvist tilnærmelser fra diverse unge mænd, og nogle kvinder, som var så fulde at de ikke ligefrem kunne se at hun arbejdede.

Hendes skulder healede stadig, og det var svært at arbejde med armen. Den gad sjældent lystre nu.
Hun havde tabt en øl, på grund af den forbandede arm.

vejret var koldt, fuld af frost og en smule sne. Han havde lynet sin jakke helt op, sin sorte jakke. Der ud over havde han nogle almindelige jeans på.
Hans hår strittede som næsten altid, efterhånden, mens det ene fnug efter det andet smeltede i det. Han bevægede sig hastigt gennem gaderne, til han endelig kom til diskoteket og trådte ind. Han rystede kort, da han kom i kontakt med varmen herinde, som næsten virkede for varmt i forhold til udenfor. Vinteren var kommet, også i den grad.
Han havde ondt i benene. Han havde brugt det meste af dagen på at træne,genopbygge sine færdigheder i kamp og løbet en lang tur gennem skoven. Grunden var kun den, at noget skulle han tage sig til. og hvis ikke hans energi skulle bruges på at slå ihjel, måtte han bruge den på noget andet.
Det var også grunden til hans ansigt var næsten helt rødt af kulde. Han var sulten, det var den eneste grund til han kom her. Ja, han gad ikke engang være her. HAn gad...intet.
Han bevægede sig igennem folk, uden rigtig at ligge mærke til dem, da han satte sig oppe ved baren.
"Det stærkeste, hurtigt" bad han kort og lagde nogle mønter på disken, uden at se efter hvem der serverede for ham. For hvad betød det? Hvad betød noget som helst?
Han lynede sin jakke op og afslørede en blålig t-shirt indenunder. Blå var ikke rigtig hans farve, men han havde bare hevet noget på, efter han havde været i bad. Bare han havde tøj på, ikke?
Han begyndte at studerede kvinderne omkring sig. HVem ville være et nemt og hurtigt offer?

Hun så på ham, sammenbidt.
''javel.'' svarede hun inden hun mixede en White Russian til at starte med.
Hun stillede den foran ham på disken.
''den første er på huset.'' sagde hun med en stemme her var så monoton at hun kunne have bidt hovedet af sig selv.

Hun så lidt ned, og tog imod nogle flere bestillinger fra en gruppe halvfulde unge mænd. To af dem begyndte at skråle op om hvornår hun havde fri, hvor hun boede, om hun var med på noget, osv.
Hun så kort på dem, inden hun trak vejret dybt.
*Du bider ikke hovedet af dem. Slut!*

på huset? Selv om stedet kendte ham, gav det aldrig på huset...
Han drejede hovedet og mærkede næsten hvordan hans hjerte hoppede, eller måske glemte det helt at banke? Han svedte pludselig igen. I stedet for at være glad for at se hende, var han næsten bange for det...Deres møder endte altid dårligt. Han kunne det ikke mere...på nogen måde...
på en eller anden måde fik han væltet sit glas, da han ikke kunne komme hurtigt nok væk. Ret uelegant hoppede han ned af stolen og prøvede at bane sig vej ud af stedet. Han kunne ikke klare tanken om hvad han mon havde gjort hende sidste gang, nu hvor hun var så kold, han kunne ikke klare tanken om at ligemeget hvad det var, havde det ødelagt så meget, igen. Han havde ødelagt hende flere gange og blev ved med det. Det var hans egen skyld. Han havde hengivet sig til følelser og fornemmelsen af en ven, for hvad? dette? Han skulle aldrig havde gjort det...Hvad var venner enlig, andet end problemer?
Han mærkede hvordan et eller andet blev hårdt inden i ham, som om nogen havde bygget en mur eller taget en rustning på.
Han var ikke bange for hende...Han havde ikke brug for hende. Det var bedst hvis de blev væk fra hinanden. Men nu kunne han ikke engang komme her mere...skulle han flytte til en ny by?
Midt i det hele greb han fat i armen på en tilfældig kvinde, som virkede ret utilfreds med at blive hevet med på den måde.
"Slip mig!" udbrød hun og gik de nærmeste til at se efter dem, en mand så ud til at ville blande sig...

''Sean, for fanden!'' bed hun sammen og sprang op.
''Loui, overtag lige'' sagde hun hurtigt inden hun småløb efter ham.
Hun banede sig forbi de mennesker der så efter dem.
''Sean, slip hende!'' sagde hun, inden hun greb fat i hans ene skulder, med sin dårlige arm.
Hun gispede af smerte, inden hun stramme sit greb.
''jeg har ikke lyst til at gentage mig selv. Slip hende og så går jeg ind igen. Ingen skade sket.'' sagde hun, med en stemme der tydeligt vidste at han ikke ville se hende.

Han ønskede det ikke, men det var næsten blevet en besættelse...måske.
han vendte om og af en eller anden grund skubbede han hende væk fra sig, hvilket samtidig fik ham til at slippe kvinden, han havde hevet med sig.
"Åh, hvorfor lader du som om du interessere dig for det?" hans stemme var overraskende vred, hadefuld. Han forstod det ikke, det var jo ikke hvad han ville...Men det var så meget nemmere, end at gå og være ked af noget, som alligevel aldrig blev godt igen.
Han havde intet mere at sige. Hans mørke øjne var lukkede, vrede og lukkede. Han vendte sig om og greb fat i en ny kvinde, som ikke havde flyttet sig hurtigt nok, fordi hun havde været nysgerrig. Hun skreg kort, men et slag fra Sean fik hende til at holde mund. Denne gang gik de nærmeste mænd frem, især en af dem, som oprindelig var kvindens kæreste.
"Slip hende, dit monster! Slip hende!" rasede han og gik direkte efter Sean, som bare flyttede sig.
"Hvorfor? Hvad betyder denne kvinde for dig?" han så lidt fra kvinden til manden og tilbage igen, før han smilte lidt.
"åh, er i sammen? Jamen godt så. Så tager jeg hende. Tro mig, jeg gør dig en tjeneste!" rasede han og hev kvinden med sig, ligeglad med mændenes vrede udråb omkring sig.

hvorfor fanden var Jimmy der ikke til at sætte ham på plads!?
Hun bed sammen inden sprang efter ham igen.
Denne gang nåede hun knap at reagere før hun løb efter ham som en ulv.
Hun bed fat i hans ankel, rasende.
Hun knurrede og snerrede af ham, i et forsøg på at få ham til at slippe kvinden.
Efter nogle forsøg blev hun sig selv i laset og ødeligt tøj.
''du er for meget Sean! Du går over stregen, og du ved det!'' hun knaldede ham en lussing, som kunne høres langt væk.
Hun så ham kort i øjnene.
''skrid hjem til Alane, og snup hendes sjæl! Det er forfanden det eneste du tænker på lige nu. Livet rager dig en skid, så længe du får mad! Eller æd mig, for det sags skyld! Men du rør ikke uskyldige kvinder fordi du har sat dig for at være en skid!'' hun råbte det af ham, vredt

åh, hvorfor han havde nogensinde troet hun ville forstå ham? hvorfor havde han nogensinde troet, at folk der kendte til hans...følelser, på det område, forstod dem og bekymrede sig om dem? Nej. folk var ligeglad. Helt og aldeles ligeglade! som altid.
han skreg af smerte, da han faldt forover og rev kvinden med sig. Hun faldt og slog sig, men Sean havde sluppet hende og hun løb straks. Sean vendte sig rasende om og sparkede efter Neph, som allerede var blevet sig selv igen. Hans ene fod blødte, men underligt nok mærkede han ingen smerte lige nu.
"Det er det jeg gør, Nephthys, har du glemt det? Jeg er et monster. Jeg æder uskyldige kvinder hver eneste dag! Har du glemt det? Du havde da intet imod det tidligere" rasede han og fik kæmpet sig op og stå igen. Han haltede på den ene fod og viste han nok ikke kunne løbe på den. Vreden, hadet, det hele kørte rundt i ham og så ikke ud til at ville stoppe.
"Hvorfor skulle jeg æde din? Hvad ville det hjælpe, når det alligevel bliver en ny kvinde i morgen? spar dig neph. Udtal dig ikke om noget, du ikke forstår dig på" rasede han, vendte ryggen til hende igen og gik op af gaden. Til helvede med hende og alle andre!
Han havde bekymret sig om hende, holdt af hende...på en måde elsket hende. Men hvad betød det længere?
I en pludselig indskydelse hev han armbåndet af, vendte sig halvt om og kastede det efter hende. Så vendte ham om og gik videre igen.
Han var faktisk ked af at skille sig af med armbåndet...Han havde holdt af det, siden han så det første gang...Men den korte sorg, lagde bare mere brænde på ilden lige nu.

''tror du virkelig at jeg ikke forstår!? Jeg ved sku godt at du er ked af det, bange og vred! Men du tvinger dem ikke! Det gør du aldrig... Sean, enhver falder for dig. At du er så skide frustreret lige nu, er udelukkende fordi du føler dig intimideret.'' sukkede hun, men stivnede da hun så armbåndet lande foran hende.
Hun bed sig selv i tungen, så tårer piblede frem.
Hun så ned, og så efter kvinden der løb. Hun havde blod om munden efter at have bidt ham.
Hun samlede det op, rystende. Hvorfor fanden skulle hun dog også være så... dum?
Hun lagde armbåndet fra sig igen, så det landede i sneen.
Han havde vel selv gjort det klart.
Fint...

Hun gik, uden egentlig at vide hvorfor.
Arbejdet kunne rende hende, hun havde brug for luft.
Hun gik mod kroen, tavst..

Han humpede svagt, det gjorde mere og mere ondt, men jo mere ondt det gjorde, jo hurtigere gik han. til sidst løb han. på et tidspunkt nåede han enden af byen og befandt sig mellem markerne, som om sommeren forsynede byen med mad.
Han faldt op midt i en eng. græsset var gult og strittede op mellem nogle små snebunker. Han landede med hovedet i noget sne, som smeltede omkring ham, mens hans ansigt blev mere og mere koldt. men han var ligeglad. Han trak vejret overfladisk, hans ben smertede fordi de allerede havde brugt så meget. Han slog en hånd ned i jorden og skreg, skreg som om hele verden skulle kende til hans vrede og frustration.
Det endte i en svag hulken, som han ikke orkede at holde tilbage. Han stirrede op i himlen lidt tid, før han lukkede øjnene og bare lå...Han var udmattet, han var træt...

hun ville gå efter ham... snakke med ham, undskylde.
Men hun orkede ikke, hun ville ikke...
Hun endte alligevel med at gå efter den svage hulken hun kunne høre.

Efter at have set ham ligge i sneen, gik hun tøvende hen til ham.
Hun lignede bogstaveligt talt en ulv med halen mellem benene.
Hun stod lige uden for hans rækkevidde fordi hun ikke vidste hvor stabil han var.
''Hvis du ikke vil se mig igen-'' hendes stemme knækkede over i en grødet stemme.
''-så kunne du have sagt det...'' hun så på ham.
''i stedet for at smide gaver i hovedet på mig..'' hun så lidt væk.
''farvel Sean. Hav det godt..'' hun bakkede lidt væk fra ham.
Hendes arm var blodig, og det dryppede svagt. Såret på skulderen var sprunget op igen efter han havde skubbet hende væk.

Med ord der var utydelige, mumlede hun at hun var træt af at skulle træffe de forkerte valg.

Hun ville ikke gå fra ham, men hun gad ikke forsøge. Han havde selv bevist at han ikke ønskede hendes selvskab.

Hans øjne var lukkede og han havde været tæt på at glide et sted hen, sikkert ned i en urolig søvn, da han havde hørt nogen komme. Denne person fik straks hans opmærksomhed, selv om han forblev liggende som han lå, med mørke øjne. Stemmen var nephthys. Den indeholdt smerte. begrund af ham, altid begrund af ham!
"Neph..." hans stemme var svag. Han var så udmattet...han orkede ikke mere. Han havde ikke kontrol over noget mere. Ham, som enlig var en kontrolfreak!
"...du forstår det ikke." han rystede svagt på hovedet. Han orkede ikke at åbne øjnene, for han var ikke sikker på om dette var virkelighed eller en drøm. Om han fantaserede...
"Jeg vil så gerne være sammen med dig...Men jeg ødelægger det hele tiden. Selv om det ikke er med vilje, tilføre jeg dig hele tiden smerte, nærmest ved bare at være til! Det gør så ondt...Hver evig eneste gang...Jeg orker det ikke mere. Jeg vil give dig din frihed...du skal have lov til at leve, uden at dine dage skal forgiftes af mig..." det lød som en mumlen, det meste af det, måske en smule usammenhængende.
Han rystede svagt på hovedet, som af sig selv.
"Armbåndet...Jeg elsker armbåndet...Men jeg var så vred...så såret, så forvirret...Det er jeg stadig...Så træt, så sulten..." sukkede han til sidst...

Hun så opgivende på ham.
''at du er sulten kan jeg ikke hjælpe dig med. Men at du er træt, det kan vi måske fikse...?'' hun gik hen til ham, og satte sig ved siden af ham.
''Sean, jeg vil ikke skændes. Jeg ved at du mener at du gør mit liv til en helvede. Men det gør du ikke, langt fra. Jeg kan ikke trække vejret uden at jeg ved at du er i nærheden.. At du prøver at undgå mig gør langt mere ondt end at elske dig uden at det er gengældt.'' hun aede ham lidt over håret.
''du behøver ikke fortælle mig at du ikke er interesseret i mig på den måde. Det ved jeg godt at du ikke er. Men jeg har vel lov til at håbe, ikk?'' hun bukkede sig ned og kyssede ham kort på panden.

''skal vi få dig et sted hen hvor du kan sove?'' sagde hun med en stemme der ikke kunne bestemmes. Om hun var glad, lettet, ked af det, sur eller urolig. Der var ingen følelser i stemmen længere.

Hendes stemme var så...flad. Nok var han træt, ustabil, måske på grænset til vanvittig eller sindssyg, men han havde stadig sine talenter. HAn kunne stadig høre.
Han åbnede sine øjne lidt og mærkede hvor tungt hans krop var...efterhånden både kold og tung.
Hendes stemme var flad, hendes ansigt var svært rigtigt at læse. Han rystede svagt på hovedet. Han kunne ikke tro de ting hun sagde, ikke på den måde.
"Hvis du virkelig havde været ligeglad, ville alle disse ting aldrig være sket...Hvis du virkelig bare vil være i nærheden af mig..." hvordan skulle han sige det? han kunne ikke mærke det på hende. hverken mærke eller høre det på hende. Derfor troede han hende ikke. Ikke længere.

''hør nu her... Jeg ville ønske at det kun var os to... som de aftner hvor du er en helt anden... Men det ved jeg godt at du ikke kan, og du ikke vil. Det var sjovt så længe det varede, men jeg ved ikke hvad jeg ellers kan sige... Kom nu, vi kan snakke om det når du er udhvilet og mæt.'' sagde hun og gjorde ham til at rejse sig.

Hun så lidt på ham.
''hellere have dig som ven, end slet ikke at have dig..''

Han var ikke værd at have som ven, viste hun ikke det? Venskab var ikke det værd. Var det ikke netop det han havde nået frem til?
Hans krop var tung at få igang, da han let stønnende fik stablet sig på benene. De truede med at kollapse under ham, men for nu holdte de.
Han lod hånden glide gennem håret et par gange, hans hænder var helt følelsesløse af kulde. jo, fint...så lad os da finde et mere behageligt sted at være...

''hvis du ikke smiler, så bider jeg dig igen'' drillede hun inden hun støttede ham ved at lægge en arm om livet på ham.
''hey, hunde er trofaste. Sådan er livet.'' sagde hun med et lille forsigtigt smil inden hun trak ham med sig, tilbage mod en kro.

Hunde? Det gav mere mening nu...han havde ofte glemt hvad hun enlig var og bare set personen. Men hun var shapeshifter og kunne blive til en ulv, hundenes stamfader.
Han rystede svagt på hovedet. den gjorde ondt når han støttede på foden, men intet han ikke kunne klare. han var så sulten at han var alt for bevist om Nephthys sjæl, selv om han prøvede at tænke på nogle andre ting. Han lod sig føre tilbage til byen og mod kroen. På vejen kom de fordi en lille vej, som ville føre ned til diskoteket igen. Han stoppede op og smilte svagt, som hun gerne ville have.
"Jeg skal lige hente noget..." han slap hende og humpede ned af den lille vej, til han kom til snebunkerne ude foran diskoteket. Han ledte lidt tid i den med de bare hænder, til hans hånd endelig lukkede sig om armbåndet igen. Han rejste sig op og bandt det om den ene arm igen. Så humpede han tilbage til hende...

Hun så opgivende op ham.
''en anden gang er en snebold mere effektiv i at jage mig væk.'' sagde hun inden hun smilede let.
''kom nu. Der er en seng med dit navn på.'' sagde hun og smilede roligt til ham.
Hun vidste ikke hvor meget han forbandt hende med en ulv. Der var to forskellige sider af hende; hendes 'menneskelige' jeg. Det som elskede ham og prøvede at være sammen med ham hele tiden.
Og så var der den dyriske del. Den som følte sig draget af ham. Som var trofast. Som ville give sit liv for hans accept.

Hun så på ham, og lukkede kort øjnene.

han rystede kort på hovedet, uden at vide om han enlig kunne smile og mene det på samme tid. de begav sig ned gennem gaderne, selv om Sean måtte holde små pauser, da han ikke længere blev hjulpet af Neph. Til sidst nåede de dog kroen og kom indenfor.
først mærkede han slet ikke varmen, fordi han selv var så kold. Hans jakke virkede godt nok og havde da også forhindret han blev for kold, men ved at ligge på jorden på den måde, måtte selv den give op. Men lidt efter lidt, som varmen gled mere i hans krop, mærkede han den brændende fornemmelse igen, da hans lemmer kom til live.
Han betalte selv for værelset.

''kom nu..'' grinte hun blidt og trak ham blidt med op af trappen.
hun fik på vejen taget et førstehjælpskit med.

Hun smilede til ham.
''Undskyld det med foden..''

Han trak lidt på skuldrene. Han ville helst ikke tænke på det der var sket. Han...havde det ikke så godt med det. Han fik humpet sig op af trappen og de fandt hurtigt værelset. Han sukkede svagt, lynede sin jakke op, tog den af og smed den over den nærmeste stol. på den ene arm sad en bandage, efter kniven der havde ramt ham i armen den aften med Neph...
Han gik ud på toilettet og lettede trykket, vaskede sig derefter lidt. Han bøjede prøvende sine fingre, da varmen var ved at sprede sig ordentligt til dem. Det gjorde mere og mere ond i foden, jo mere han fik varmen. Han rystede svagt på hovedet, han havde jo fortjent det, efter alt. Han kom ud i selve værelset igen og satte sig tungt på sengen.

Hun havde stilt et fad med en halvgennemsigtig væske i på bordet.
ved siden af lå der bandager, nål og tråd, og små vattotter.
Hun dyppede en klud i vandet og satte sig på hug foran sengen ved hans fod.
Roligt og forsigtigt tog hun fat under hans hæl og støttede foden mens hun vaskede sårene fra hendes bid.
De små sår så endnu mindre ud, når de var rensede for koaguleret blod.
''de er ikke store nok til at jeg skal sy dem. Ikke medmindre du vil have det, og det går jeg ikke ud fra. Hvordan har armen det?'' hendes egen arm blødte stadig voldsomt.
Hun rejste sig, tog bandagen og lagde en tæt bandage om hans så ved anklen.

Så tog hun kluden og skyllede den inden hun hev sin egen trøje af, og satte kluden mod såret i hendes skulder. Hun spændte mens hun bed så hårdt sammen at det kunne høres ved ham. Hun ville ikke pive, ikke over smerte.
Hun havde også fået blåt mærker af hans skub da han skubbede hende væk.

Han fik dårligt samvittighed. skubbede han så hårdt? Han kendte vist ikke sin egen styrke når han var vred...
"Fint, tak" han havde ikke lavet en mine, da han havde renset hans fod og han var lykkeligt for at den ikke skulle sys.
åh, han var vel også snart i samlesæt.
Han undertrykte en gaben og lagde sig istedet ned i sengen for at slappe af, hans hoved dunkede helt af træthed.
"Undskyld for i dag...jeg ved ikke hvad der gik af mig..." mumlede han, mens søvnen måske lidt for hurtigt, tog ham med sig...

''det er ligemeget..'' sagde hun roligt.
Hun gjorde nål og tråd klar inden hun stillede sig ved spejlet og begyndte at sy sit sår.
Hun blinkede hurtigt for at fjerne tårerne, det gjorde så fandens ondt!
Hun så kort ind på ham, han så ud til allerede at sove.

Efter at have stået foran spejlet i en times tid havde hun fået det syet og lagt en bandage om det.
Så gik hun ind og lagde et tæppe over ham.