The cold, cold feeling of leaving this world... (Sargonis)

t: omkring 22:12 om aftenen/natten
s: Valley of a Thousand Winters
v: sneen falder tungt, og vinden pisker sneen op
o: sneen falder så tungt at man ikke kan se sine omgivelser
p: en lang tung kjole, pelskappe og skindstøvler.

Lyssa havde i lang tid færdes væk fra de andre. Hun søgte ensomheden mere end noget andet efter hun var blevet forlovet med Sargonis.
Hun elskede ham, ingen tvivl om det. Men han kunne være så overbeskyttende at det var kvælende.
Hun havde ikke lyst til at fortælle ham om det, om at hun ikke kunne klare at leve med at hendes frihed var væk. Hun var bange for at se ham i øjnene. Hun var bange for at se hvornår han ville forlade hende. Hun kunne ikke leve op til hans forventninger om en normal hustru, et normalt familieliv.

Hun så ned mens hun gik. Hun var taget væk, for at tænke. For at se om hun overhovedet kunne klare at være alene, for at bevise overfor sig selv at hun ikke var blevet blød. Hendes spor var udvisket af den kraftige sne, og vinden tog til for hvert skridt hun tog.

Det var koldt, alt for koldt. Hendes tænder klaprede lidt, men hun ville kunne klare det. Det skulle hun. Hun ville ikke tillade sig selv endnu et nederlag..

Hun ville heller ikke kunne klare at tage tilbage til Sargonis, og fortælle ham om hendes anden grund til at tage herud. Hendes egen måde at arboterer på. Hendes mave var en del større end normalt.

Han havde manglet Lyssa efter hun havde valgt at tage afsted... Han vidste at hun nok skulle komme tilbage og det stolede han på, men han blev mere og mere knust indvendigt og følte sig som et dårligt menneske overfor hende...

Selvom det blæste og hendes spor nærmest var dækkede kunne han stadig svagt fange hendes duft, og svagt ane nogle af hendes spor... han fulgte hen imod der hvor hun var... Han havde intet med ud over sig selv, og det tøj han havde på...

Hvis hun dog bare havde fortalt ham grunden til hvorfor det var hun havde stukket af kunne han nok have levet med det bedre...

Han begyndte at kunne se hende lidt længere fremme, og derfor gik han stille frem med tunge skridt... Lige meget hvad grunden var til at hun gjorde det ville han stadig elske hende... Alt andet var en umulighed for ham...

''Hvorfor gør du det her?''

Han stod lidt fra hende og talte med en høj gennemskærende stemme...

hun stivnede da hun hørte hans gennemskærende spørgsmål.
hun stod stille, med ryggen til ham, og så ned.
kjolen og hendes kappe skjulte hendes mave.
Hun vidste at hvis hun fortalte ham sandheden, ville han forlade hende.
Hvis han så hendes tomme øjne, ville han med det samme gå. Hun var ikke længere sig selv.
Siden hun havde set sin fars kolde tomme øjne, havde hun været forandret.
Hun var kold, hun ville ikke mere. Hun ville væk.
Hun kunne ikke leve et sted hele sit liv. Hun havde altid været fri. Med ham..... Hun var fandet hos ham. Hun kunne ikke komme væk mere. Ikke uden at han var efter hende igen.

Hun ville ikke forlade ham, men hun kunne ikke holde ud at skulle være sammen med ham fireogtyve-syv..

Han ville ikke tvinge hende til noget ej heller at være sammen med ham... han ville bare godt vide hvad hun gik og lavede og ville nok gå med til stort set alt... Han ville også helst have at han var den eneste der havde hendes kærlighed, selvom han forstod at hun nok foregav andet nogle gange...

Han trådte lige lidt tættere på hende...

"Fortæl mig nu bare sandheden... Lige meget hvad grunden er vil jeg stadig elske dig... Og hvis det er min skyld så sig det så jeg ikke gør det igen..."

Hvis han bare vidste at hun gjorde det fordi hun ikke kunne holde ud at være sammen med ham hele tiden, ville han ikke følge efter hende...

hun så bare ned. hun vendte sig om og gik hen til ham men så ham ikke i øjnene.
hun krammede ham, men gemte ansigtet ved hans hals. med vilje, undgik hun at hendes mave rørte ham.
hun sukkede slavt, en smule afslappet over hans krop. hun havde egentlig savnet den.

hun slap ham igen.
"jeg ved ikke... jeg har måske bare haft brug for at være alene lidt..." hun så lidt væk.

Han kiggede på hende, og håbede virkelig hun ville se på ham, men at hun ikke gjorde det men istedet krammede ham var næsten iorden... Han ville dog hellere se hendes smukke øjne, men ligenu lod han styre showet...

''Okay... Hvis du gerne vil være alene kan jeg godt tage hjem igen... Vil bare gerne vide hvor du er og hvorfor...''

Han talte med sin normale varme og kærlige stemme... Og var tilfreds med hvad end hun sagde...

"jeg burde nok også komme hjem nu..." hun så på ham, men ikke i hans øjne.
hun begyndte at til tilbage, mens hun holdt sig lidt om maven, skjult.

hun havde ondt i maven, meget. kulden havde sat sit spor.
hun bed lidt sammen, med et lille klynk.

''Kun hvis du selv vil... Hvis du har brug for tid alene sige du det bare skat...''

Han kunne fornemme at der var et eller andet der trykkede hende, men præcis hvad det var hun havde der trykkede hende vidste han ikke længere... Han vidste faktisk slet ikke helt så meget om hende som han havde troet han gjorde... Det var derfor han gik hen til som han gjorde...

Han hørte det lille klynk, og vidste ikke helt hvad han skulle gøre, men undertrykkede lysten til at spørge indtil det... Han lagde istedet bare en arm om hende...

hun så ned, så han ikke så de små tårer i hendes øjne.
hun havde ondt, mere end hun plejede. men hun kunne ikke fortælle ham om det da han nok ville blive vred, skuffet og såret over at hun intet havde fortalt om hendes graviditet...

hun så lidt væk. "lad os komme hjem..." sagde hun stille

Da hun så ned aede han hende bare over skulderen og lidt på kinden... Han kunne mærke hun ikke havde det godt med et eller andet, men det var ikke noget han ville rode mere i... Hvis hun ikke selv ville tale om det, ville han ikke forsøge at skubbe hende ud i at fortælle det...

''Lad os det søde...''

Han fulgtes bare med hende... Så håbede han at hun snart ville tro på at hun kunne sige alt til ham og at det ikke ville skubbe ham væk... Han havde sådan set ikke noget imod at hun fik en abort, men ville nok hellere have hun gjorde det på en måde der ikke havde nogen risiko for hende...

hun gik bare, mens hun så ned. Ville han forstå hende, eller ville han tro at hun gjorde det for at såre ham..?
Hun sukkede mens de gik. Det var en lang tur hjem, på gåben kunne det sagtens tage en uge.

Hun gik bare, tavs. Mens hun gik, beskyttede hendes arm hendes mave. Hun havde fortrudt hendes idé om abort..

Hun kunne mærke den stikkende fornemmelse man fik i øjnene når de første tårer kom frem, og i kulden, var det ti gange mere smertefuldt..

Han gik bare og holdt om hende hvor han stille aede hendes skuldre og hendes kind... Han håbede ikke hun frøs for meget... Han vidste ikke hvor meget hun frøs og havde lidt svært ved at bedømme det... Han havde det fint...

''Fryser du skat?''

Han spurgte hende stille og vidste ikke helt hvordan hun mon reagerede men hvis hun frøs måtte hun sagtens låne hans skjorte... Han overlevede nok uden... Han vidste ikke hvad der foregik i hendes hoved men håbede hun ville tale til ham...

''jeg har det fint..'' sagde hun, blidt. Hun prøvede at undgå at virke bitter.

hun gik videre, smilede lidt til ham mens hun gik. Hvis han så hende græde, var han jo nød til at spørge ind til hvad der var galt.

''jeg vil bare gerne hjem...'' sagde hun stille

Han kunne mærke på hende at der virkelig var noget galt og at det sikkert havde noget med ham at gøre, så han slap hendes skulder... Han var næsten sikker på at hun ikke ville have ham tæt på sig lige på det tidspunkt... Nej han var sikker på at hun slet ikke ville have ham tæt på, på noget tidspunkt...

Han gik videre med hende men trak langsomt væk fra hende sidelæns... Han orkede ikke at være sammen med hende og føle sig som værende ikke nok til hende... det var han vel heller ikke for hende...

''Så gå hjem s-søde... Jeg følger efter om lidt...''

hun så ned. hun havde såret ham.
hun så lidt på ham, inden hun så ned igen.
Så måtte hun vel gå.. når han nu sagde det...
Hun begyndte at gå igen, mens hun bed sig i læben. Hun snøftede, om det var af kulden eller fordi hun græd, det vidste hun ikke.
Hun gik bare, og hvor hun gik hen, det kunne jo være lige meget...

Hun blev ved med at gå, indtil sneen ebbede ud og hun kom til en lille skov.
Hun sukkede, og satte sig under et træ. Hun smed kappen, og støvlerne så hun ikke gik hen og fik hedeslag.

Hun lagde sig på kappen og lukkede øjnene, mens hun klynkede lavt af smerte.

Hun havde såret ham, men kun fordi hun virkede til ikke at ville have ham tæt på... Men fordi han kom i tvivl om det, og så længe han troede på at hun gerne ville have ham kunne han ikke lade være med at vende tilbage til hende...

Han fulgte derfor ret hurtigt efter hende... Han kunne høre da han kom tættere på at hun lagde og klynkede let af smerte, og han gik stille hen til hende...

''Har du ondt søde?''

hun nikkede, stille.

hendes tårer var ikke til at skjule nu hvor der ingen sne var.

Hun så væk, da hun ikke turde se ham i øjnene

Han satte sig ned ved hende... han kunne se at hun græd og selvom han ikke ville virke som om han var over hende eller ville styre hendes liv... Men han kunne ikke lade være med at spørge ind til det...

''Hvorfor græder du søde... Og hvor har du ondt?''

Han sad bare og kiggede på hende, og håbede hun ville se ham i øjnene snart... Han håbede også hun ville være ærlig omkring det...

hun rystede på hovedet, og krøb lidt sammen. Hun turde næsten ikke sige det, i frygt for at han ville blive vred.

langsomt prøvede hun at se ham i øjnene.

Han så bare ind i hendes øjne, med varme kærlige øjne... Han havde følt sig såret før, men lod det ikke vise fordi han alligevel havde glemt det som sådan...

''Okay...''

Det var hans svar til at hun rystede på hovedet, og derved fortalte at hun ikke rigtigt ville fortælle ham hvad det var der var galt, men istedet fjernede han bare blidt hendes tåre med den ene finger...

hun krøb lidt op af ham, mens hun lukkede øjnene.
Maven var desværre lidt for tydeligt når hun lå sådan, men hun ville ikke diskuterer det nu..

Han lagde mærke til maven, og aede hende blidt over det... HVis hun gerne ville have det var det iorden med ham, og hvis hun ikke ville var det også helt i orden med ham nok næsten mere...

''Hvorfor fortalte du ikke du var gravid? var det derfor du flygtede? Var du bange for at jeg ikke ville have dig længere hvis du var gravid?''

Han kyssede hende på halsen...

''Fordi hvis du troede det... Er jeg ked af det, at jeg ikke har gjort min krælighed til dig klar nok...''

hun svarede ham ikke.
på et eller andet punkt havde han nok ret. måske var der derfor hun var stukket af..

hun trak vejret stille, mens hun bare lå der. Hun vidste ikke længere hvad der var godt for nogen af dem..

''undskyld...'' hviskede hun, lavt. hun vidste ikke om han hørte det mens hun lå sådan..

''Hvad undskylder du dog for?''

Han lagde sig ned ved hende, og lagde forsigtigt armene om hende... Han ville ikke have hun skulle have det skidt med det... Det var jo nok bare en misforståelse imellem dem... Han troede nemlig lidt det var det med at hun ikke havde fortalt det...

Han vidste en ting der var godt for dem, eller ihvertfald for ham og det var at have hende i hans liv...

''jeg stak af, jeg fortlate dig ikke sandheden..'' sagde hun stille.

hun puttede sig lidt op af ham.