Awwwww not again ! Damn ! - Sean

Dato: Irl
Sted: Parken i Firewood Village
Vejr: overskyet, men ingen regn
Tid: 17.03
Omgivelser: Tomme gader i firewood village.

Gaderne var på en ellers god dag overraskende tomme. Tristan huskede ikke at gaderne plejede at være tomme. De plejede at være fyldt med liv fra landsbyen, og når han kom herhen for at købe ind eller andet, så plejede der altid at være en venelig sjæl som hilste på.
Lige nu var der bestemt ikke sådan. Det var som om en kold tåge havde lagt sig over byen. Havde han været mere klar i hovedet, så havde han måske lugtet lunten og havde søgt indendøre, men blodtabet og trætheden havde sat sig i ham siden han kom tilbage, og selvom han havde fået forbinding om sin højre side, så gjorde det stadig forbandet ond at bevæge sig.

I det fjerne kunne han spejde skikkelser, men han kunne ikke se andet end deres skikkelser. Hans blik var stadig en smule sløret efter en lidt længere gåtur end han måske skulle have taget i hans tilstand.
Skikkelserne kom tættere på. Synes de ikke at bevæge sig underligt? Havde nogen ikke advaret ham imod noget farligt derude? Han kunne ikke huske det. Han var bleg og kold og var sløret i hovedet.

"Hey, kunne i hjælpe mig me-..." prøvede han da skikkelserne kom tættere på, men stoppede midt i sin sætning. De var bestemt ikke normale. Tomme blikke og gusten hud. De lugtede som en kirkegård der var vendt over ende og havde bagt i solen i halvanden dag.
Han bakkede væk ligesom en af skikkelserne langede ud efter ham. Der var 5 i alt. Alt for mange til at han kunne tage sig af i sin tilstand.
" Jeg advarer jer!" Udbrød han og hev en daggert frem af sin brune jakke som hang ud over en sort t-shirt og et par løse træningsbukser.

Lidt upræcist svingede han den rundt om sig, som en fakkel for at holde flagermus væk. Selvom hans sving var upræcise var der ingen tvivl om hensigten. Han ville svinge for at dræbe hvis det var nødvendigt.
Uventet stormede to af dem imod ham. Han svingede opad med daggertens blad og delte en af de undeads ansigter, den faldt om foran ham, men den anden greb hårdt ud efter ham. Han udbrød et højt gisp og faldt bagover på jorden. "Gå væk med jer!" Råbte han og sparkede hårdt ud efter dem som nærmede sig, med det eneste resultat at hans flænge i højre side brød op og blødte igennem den forbinding han havde på indenunder. Ansigtet fortrak sig i smerte og han kiggede fortvivlet rundt. Inde i nogle af husene kunne han se stirrende ansigter, som ikke synes at virke til at ville hjælpe.

"N.. nej.. Jeg har brug for.. Hjælp" Nåede han at mumle inden blodtabet og smerten kastede ham ind i ubevidsthed.

Det var næsten aften. Hvornår det egentlig var aften, var lidt usikkert, men et sted mellem kl. 16-18 skulle man skynde sig hjem. Undeads hærgede byen og om aftenen havde de frit slag til at jage alle...Der ikke var indenfor. Disse regler havde han hurtigt gennemskuet, da han var kommet til den halvt ødelagte by for kun få dage siden. Det havde været svært at snige sig ud af Doomsville, men han var blevet nød til det. De havde klanmedlemmer i Firewood endnu og dem blev han nød til at få hjem på en eller anden måde. han havde studeret byen og dens mangel på liv de sidste par dage. Fra ruinerne efter Luces...uheld, til husene hvor folk krøb skræmte sammen, uden mulighed for at blive reddet. Doomsville havde nok problemer, de kunne ikke undvære nok militær til at komme firewood, en tabt by, til undsætning. Han sukkede svagt da han lod hånden glide ned over den mørke kappe. Den mørke kappe der skjulte ham i det tiltagende mørke, en mørk trøje sørgede for hans varme og nogle elastiske bukser af en mørkt stof sørgede for han kunne bevæge sig frit. Knive i mange størrelser var gemt over hele kroppen, de fleste i skjulte lommer. Det mørkebrune hår strittede let til alle side og fire, grove, hvide ar sad tværs over hans ansigt. Det både ødelagde og gav noget til hans udseende. der var i hvert fald ikke længere lige så mange der turde sætte sig imod ham, da alle forbandt arene med at han havde overlevet noget forfærdelig og derfor måtte være ret stærk.

Han var skam stærk. Efter et ritual var han blevet Archdemon, stærkere og hurtigere end andre almindelige dæmoner, almindelige væsner generelt. Og han viste hvordan han skulle gøre brug af denne magt.
Alt dette var dog kun en kort opsummering af events i hans liv, siden sidst han havde set denne skikkelse. åh ja, der skulle meget til før han glemte et ansigt, især det orange hår. Det svage smil gled over ham, da han stod stille i skyggen og studerede denne mand og de levende døde der var på vej imod ham. Han havde allerede kæmpet imod tusinder af levende døde og fandt dem ikke længere som en faktisk udfordring...Medmindre de var rigtig mange og selv da frygtede han kun for bid og sår.
Desværre var denne mand ikke meget den fighter han havde forventet. Camille havde nu heller ikke snakket om ham og han havde ikke selv set ham...Ja, faktisk virkede det næsten som om han ønskede at dø. Hvordan kunne man ikke vide hvad der skete her?
Han var nysgerrig. En kniv gled nærmest frem fra hans ærme, da han løsnede for en skjult lomme. Kniven skinnede i det svage lys. Han trådte frem fra sit skjulte sted og nød den knasende lyd, da kniven fløj gennem luften og gennemborede den nærmeste levende-død i hovedet. Den levende-døde faldt sammen, død igen. Selv i døden var man vist afhængig af sit hoved.
Han løsnede endnu en kniv, denne gang fra en lomme i hans trøje, og løb hen mod de sidste, med kappen der blafrede efter ham og en let smattende lyd, når han ramte noget mudder.
De levende-døde opfattede faren, denne trussel der kom løbende imod dem, og vendte sig om mod dem. Den ene skulle netop til at hæve sit ridsede sværd, da Sean greb fat om denne tidligere mands håndled og vred armen af led. Faktisk faldt armen helt af, da han med umenneskelig styrke flåede i armen. Kniven landede i mandens pande lidt efter og han faldt død om.

Han vente sig om mod de sidste tre og viste de var for dumme til at flygte. De ville kæmpe, for det var hvad de var programmeret til. Han sukkede kort. De angreb på samme tid og man kunne vel sige han var omringet. Han gik et skridt fremefter, kun for at plante et solidt spark i brystbenet på den levende-død der var bag ham. Dette gav ham tid til at plante kniven i hovedet på den foran ham. Han måtte dukke sig, rulle rundt på jorden, for at undgå et sværd, der ellers ville have ramt ham i skulderen og have givet ham et slemt ar. Endnu en kniv fløj gennem luften og fældede denne levende-død. Den sidste faldt nærmest over Sean. Han hørte dens snerren lige ud for sig øre, da han mærkede de mugende knogler om sin krop. Med en muskuløs arm flåede han skelettet af sig, rullede rundt så han sad oven på det, og med begge hænder hev han hovedet af skelettet.

Han rejste sig op og børstede skidtet af sine hænder, før han så sig omkring, for at være sikker på de nu også var døde. Han samlede sine knive sammen og tørrede dem af i tøjet på de nu døde levende-døde.
Han gik over til Tristan, for det var da hvad han hed...var det ikke? Og knælede ved ham. To fingre mod hans hals fortalte ham at han skam var i live. En mørk plamage på hans krop fortalte også at han var såret. Og det forklarede straks hvorfor han ikke kunne kæmpe for sig.
Han rystede let på hovedet og lagde en arm om bag ryggen på ham og en arm under hans ben, da han i en kraftanstrengelse bar ham op. Han vejede så sandelig mere end de kvinder han bar hjem til mad!
Han satte straks kurs væk fra stedet, efterladte kun 5 lig bag sig og nogle skræmte blikke i vinduerne: de havde nok at snakke om for i aften.

Lidt efter var han hjemme igen. Det lille to etagers hus, der var lige så lukket som alle andre huse. Brædder for vinduerne. En af hans mænd lukkede han ind i huset. Selve entreen var kold, men det blev varmere da han trådte ind i stuen. Hans 5 mænd var samlet der, de eneste der endnu var i live. En af dem endda med et slemt sår i benet som lugtede mere og mere råddent for hver dag.
"Chef...Hvem er det?"
"En der ser halvdød ud..."
"Kast ham ud igen eller gør det af med ham, vi har ikke plads til flere!"
Et hårdt blik fra Sean fik dem til at tie stille. Han lagde Tristan på den store spisebord midt i stuen, som for tiden fungerede som samlingsrummet. De eneste andre rum der blev brugt var køkkenet, toilettet og tre værelser. Resten af huset var lukket ned for at spare på varmen.
"Boris. Hent noget vand i køkkenet. og nogle klude og forbindinger" en af de mænd der intet havde sagt nikkede og forsvandt ud af rummet.

Stuen var let møbleret. en gammel, grønlig sofa, et sofaborg og to lænestole. Et par reoler, nogle med bøger, andre med nips. Enkelte billeder på væggene. Et gulvtæppe af uld. Stuen var delt i to, en hyggedel og en spisedel. I spisedelen var der et langt spisebord og fire stole på hver side af det.
Sean gjorde tegn til en af mændene i sofaen at han ønskede en pude, som blev kastet til ham. Ham lagde Tristans hoved på den. Uden yderligere formaliteter rev han Tristans T-shirt op for at studere hans sår. han rystede let på hovedet og ville vente til Boris kom med vand og forbindinger før han gjorde mere. i stedet daskede han Tristan let på kinden for at få ham til at vågne...Hvis ikke han allerede var vågen.
"Er du vågen, fjols?"

En bevægelse et sted omkring ham fangede den sidste rest af opmærksomhed han havde tilbage inden han faldt ind i en tilstand af bevidstløshed. Var han død? Skønt... Og han nåede ikke en gang at forklare nogen ordenligt hvor han havde været, eller hvad han havde oplevet.

Døden var nu et besynderligt sted. han havde stadig ondt i siden, men måske var det straffen for hvad end synder han havde begået. Han var stadig meget omtåget og søvnig. Egentlig havde han altid troet at han ville være klar i hovedet den dag han skulle videre fra denne verden. Og han havde måske forstillet sig noget lidt mere værdigt. Som at dø ved at beskytte nogen. Elsked eller fremmed gjorde ikke noget for ham. bare det havde været mere værdigt, og ikke på en beskidt gade, alene, og ynkeligt.
Det mærkeligste ved døden som han følte den nu var dog ikke alle de ting, men nok nærmere at han følte sig som om han blev båret i prinsessestilling, eller var det bare ham? I de små glimt af virkeligheden han glimsede føltes det virkelig sådan. *Sært...* tænkte han, også forsvandt han fuldkomment ind i uvisheden.

Tingene begyndte at komme tilbage igen. Han følte sig søvnig og uoplagt. Ville egentlig helst sove videre da han mærkede nogen sige noget til ham, på trods af at han ikke mærkede slaget.
"Mnhhh... nej mor... Jeg vil ikke op endnu.. bare 5 minutter mere..." brummede han og gabte søvnigt. Der gik nogle få sekunder inden han sagde mere. Så gik det med et op for ham hvad der var sket. Han var ikke i sin seng, og han var ikke 15 år mere og skulle til at op. Han var 20 og befandt sig i en helt anden dimension. Han var såret, hvis ikke døden nær, og var ikke sikker på om han stadig lå på gaden og var ved at blive ædt.
Idet han huskede hvor han var slog han hurtigt øjnene op og fik øje på en mandeskikkelse over ham og gispede af overraskelse. Shocket fik ham til at trille instinktivt til den ene side, for ar undvige eventuelle angreb, og han trillede perfekt - lige ud over kanten af bordet.

*dunk* lød det fra gulvet.
"Av for satan..." Mumlede han og tog sig til hovedet han havde slået i faldet, så kom smerten tilbage i siden som han igen bandede over og tog sig til den. Han kiggede op igen. Ikke så meget på vagt denne gang, selvom adrenalinen stadig pumpede rundt efter den lille 'overraskelse'. "... Zean?" stammede han da han kiggede på manden. Nej vent.. Zean var i en anden dimension, og han havde ikke set ham i årevis. Dette måtte være.. "Nej, du er Sean?" Hans stemme virkede fjern selv for ham selv. Hans blik begyndte at køre igen. havde han blødt? Han kiggede ned. Den hånd han havde lagt på siden var gennemblødt af blod. Såret måtte være sprunget op, men det hele virkede fjernt i hans slørrede sind.

"Hey har du.... Båret mig som en prinsesse...?" var det eneste han kunne samle sig om.

Endelig begyndte han at vågne op. Selv om hans sætning nu mere lokkede et svagt smil frem end at virke betryggende. Havde han nu også slået hovedet? Hvis han skulle til at opføre sig som en retarderet ville han føre ham direkte til Camille, uden på gården med Valens heste. Camille var den eneste han viste Tristan kendte. Anede viste han faktisk ikke om denne mand...Andet end han vist skulle...være en slags dusørjæger? han kunne ikke helt huske det. Det betød heller ikke så meget, der skulle mere end en simpel dolk med pentagrammer til at slå ham ihjel nu, trods man da ville være godt på vej. I et øjeblik overvejede han at tjekke ham for våben, da han pludselig virkede til at vågne mere op og...Trillede ned fra bordet. Hvor dum måtte man være?
Hans mænd grinte. i hvert fald de to der sad oven på sofabordet og havde set hvad der var sket. Resten så nysgerrigt over på dem.
Med en rolig bevægelse løsnede han for kappen og hang den over en stol. Hans krop var muskuløs og det kunne ses gennem den stramme trøje og de mørke bukser. Han gik rundt om bordet og så ned på Tristan...Kun for at fortryde han overhoved samlede ham op.
Hans blik formørkedes. Zean? Havde han også kendt Zean?! Og endnu værre...Forvekslede ham med ham? Han var som Camille...Han kunne ikke være sammen med den provokerende kvinde uden tanker skulle falde på hans latterlige bror.
i et øjeblik overvejede han at lade ham ligge, at lade nogle mænd samle ham op og smide ham udenfor til sin død. Han lænte sig op af bordet med hoften og så på ham et øjeblik.

Et svagt smil kom frem, da det gik op for Tristan at han faktisk var Sean. Han nikkede let.
"Jeg bar dig herhen, ja. Der er dog forskellige definitioner på en prinsesse" smilte han let. Hans mørke blik gled ned over ham et øjeblik.
"Du havde problemer og jeg kom tilfældigvis forbi. Jeg så til, regnede med du kunne beskytte dig selv, men det endte med jeg alligevel måtte hjælpe dig. og med god grund, utroligt du stadig er ved bevidsthed! Jeg har nogle spørgsmål til dig. Men først skal du have nye forbindinger på. Dine gamle er blødt igennem" han nikkede kort til ham, selv om det var ret tydeligt.
Boris trådte ind med en spand i den ene hånd og en taske i den anden. Han så kort på dem, så stilte han tingene på bordet.
"Sådan" Sean nikkede og med en svag gestus med hånden gik Boris ud i køkkenet igen. Han var kokken af denne lille flok og det var snart tid til aftensmad. En af hans mænd sprang op fra sin plads og skyndte sig efter med en kommentar om han var ved at dø af sult.
De andre faldt tilbage til et kortspil. Sean gjorde tegn til Tristan om at komme op fra gulvet.
"Du kan ikke blive liggende der" et svagt smil blev sendt hans vej.

Tristan kunne høre nogen grine et sted, men kunne ikke helt samle sig om hvor han var, eller hvor mange der var i lokalet. "Hvor er jeg?" Sagde han vagtsomt og prøvede at kigge rundt, men blev omend mere svimmel af det. Han så lidt på Sean. Han havde mødt ham før huskede han, men der var noget der var anerledes ved ham.. han virkede mere... magtfuld.
"Siger du jeg ikke er en prinsesse? " Kunne han ikke lade vær at sige og kæmpede et smil frem, men blev så alvorlig igen. ".. tak. Jeg hader at sige det, men... jeg skylder dig." Fortsatte han. "Hvad var det der angreb mig?" Han anede ikke hvad der var sket siden han tog afsted, men han vidste at det der havde angrebet ham nu var af samme slags som havde lavet arret i hans side. Der havde bare været mange mange flere. Han pressede hånden imod den gennemblødte forbinding.

"Jeg ved ikke om jeg var helt ved bevidsthed, eller hvorfor jeg var så dum at bevæge mig ud i den tilstand. Tror bare ikke jeg havde regnet med at byen ville være ... hvad den nu end er?" Tristan kiggede stadig op på Sean. Som han så småt vågnede begyndte han at blive mere klar i hovedet, men han var ikke sikker på at han ville kunne svare på andengrads ligninger lige nu hvis det var det han ville have ham til.

"Fyr løs" Mumlede han alligevel, og hev sig op i den arm han ikke havde presset imod siden. Han lænede sig op af borde han før havde ligget på. Lettere foroverbøjet og en del blegere end ellers. Han stod et øjeblik imens det sortnede for øjnene og rettede så med et smil sine lysebrune øjne imod Sean.
"Så det du siger er at du ikke vil have mig på dit spisebord?" Smilede han svagt igen.

Sean lod kort blikket glide over sine mænd, bare for at være sikker på de ikke blandede sig igen, da han så på Tristan igen. Var han dum eller havde han virkelig været så langt væk at alt dette var...undgået ham? Han klemte øjnene let sammen for at bedømme om han tog pis på ham. Men ja. Han skyldte ham en og det ville han ikke glemme med det samme, det kunne han godt være viis på.
"Masser af spørgsmål og masser af tid. Du kan ikke komme hel væk herfra før det er lyst igen, om natten er det de levende-døde der hersker og det kan være ret...beskidt, at ligge sig ud med dem" et svagt smil. At han selv kunne finde på det var noget andet, men selv havde han stadig nogle efterveer efter gamle sår og det var måske bedst hvis han blev inde...For i nat.
Han løftede kort et øjenbryn, før han trak let på den ene skulder.
"Hvis dette bord ikke er god nok for prinsessen, kan hun jo passende tage en stol. Jeg er ligeglad" Og som om det var det sidste der skulle siges, plantede han en stærk hånd på hans skulder og næsten masede ham ned i den nærmeste stol. Han var bleg og led sikkert af slemt blodtab, i teorien burde han ligge ned. Han tog spanden fra bordet, samt tasken og satte begge dele ned ved siden af den stol han havde tvunget Tristan ned i, før han selv trak en stol hen ved siden af. Han satte sig sådan at han kunne komme til hans skadede side, men samtidig sad med ryggen mod sine mænd.
"Så du aner intet om necromanceren og hans hær af levende-døde? Om rygtet at en ærkeengel skulle være død og det skulle have rykket ved nogle balancer i verdenen som denne necromancer nu udnytter?" spurgte han, da han åbnede tasken og fandt en saks frem. Uden at spørge om det var i orden, begyndte han at klippe hans blodige forbindinger op. Selv om han havde grov hud på fingrene, arbejdede han alligevel hurtigt og let. Hvilket også vidnede om at han var van til at arbejde med forskellige ting, værdifulde ting...

Han lod blikket glide over Tristan et øjeblik. Og valgte så at begynde fra en ende af. Også bare for at få ham til at blive siddende, stille.
"De der angreb dig var levende-døde. Folk der har været døde og ved mørk magi er kaldt tilbage til live. Bliv ikke bidt eller revet af dem, det siges de spreder diverse sygdomme og at de endda kan gøre dig til en levende-død..." han fjernede forbindingerne og lagde saksen på bordet. Den var lidt mere blodig nu. Han fiskede hurtigt en klud op i det nu kun halvvarme vand og pressede kluden mod hans sår, om han kunne lide det eller ej. Bare for at rense og fjerne det overskydende blod. Og for at tjekke om det skulle sys, selv om det nok allerede burde være klaret i forvejen. I et øjeblik var han stille, da han koncentrerede sig om hans sår. Så fandt han en flaske jod frem og begyndte at skrue låget af. Jod ville rense såret, selv om det ville svie.
"Byen her er faldet. Den er necromancerens nu og det er derfor folk gemmer sig og er bange. Byen havde et dårligt forsvar, fordi en drage tidligere havde ødelagt halvdelen af den. Den faldt let, siges det. Vi er allerede så småt i militær at Doomsville ikke kan undvære flere soldater til en allerede falden by." han dryssede jod ud over sårene og fandt nye forbindinger frem. Han begyndte at sætte dem på, stramt, for at stoppe blødningen.
Da han var færdig skyllede han hænderne i vandet og lænte sig tilbage i sin stol og lod blikket glide over sit arbejde. Han var ikke ligefrem læge, men det kunne du. Tiden havde givet ham en god forståelse for diverse sår og skader.
"Og nu må det være min tur. Er du sulten, tørstig?" han så kort på ham, men uden at vente på yderligere svar, begyndte han selv at stille spørgsmål.
"Hvor har du så været og hvad laver du nu pludselig her igen?" var det første han gerne ville vide.

Tristan rettede blikket ud af vinduet imens han lyttede. Så var det derfor at der ingen var på gaderne. "Kan det være beskidt at ligge sig ud med dem? Se det havde jeg slet ikke opdaget" Svarede han ironisk, og nåede ikke at protestere inden han med en fast hånd var blevet sat i en stol. Men hvorfor skulle han også protestere? Han havde brug for at få fixet sit sår, ellers kunne det få fatale konsekvenser.
Uden en lyd lod han Sean klippe forbindingen op. Det så slemt ud. I hvert fald det han kunne se herfra, men stingende burde holde, så måske var det bare alt blodet der gjorde det. Der var i hvert fald ingen tvivl om at det ville efterlade et ordenligt ar.

Hans matte brune øjne fulgte Seans bevægelser, men flyttede sig til hans ansigt da han spurgte til necromanceren.
"Jeg har været væk. Jeg kom tilbage igår.. Jeg aner intet om hvad der foregår i denne verden for tiden." Svarede han, men kunne ikke holde sin overraskelse tilbage. Ærkeengle skulle efter sigende være meget svære at slå ihjel, og denne necromancer lød ikke ligefrem som en venlig fyr.

Ved det næste Sean sagde kiggede han ned på såret 'bliv ikke bidt eller revet' ? Han kunne ikke helt huske hvordan det var gået til, men han mente at det havde været en levende død med noget der lignede en skarp rive der havde fået en luns af ham. Gad vide om det talte.
Tristan der ellers næsten var ved at blive nogenlunde klar i hovedet blev en smule svimmel da en klud blev presset imod hans side. Hvis man kiggede godt efter kunne man se en hurtig bevægelse ved hans ene øje ved smerten fra presset, men ellers forholdt han sig tavslidt.

"... M-men.. Hvad gør folk her? Er der ingen til at hjælpe dem?" Lød det lidt halvkvalt fra ham. Han havde boet tæt på her, og gjorde det stadig nu da han var kommet tilbage. Folk her i byen plejede altid at behandle ham med største venlighed, og nu? Nu sad de og rystede indendøre. Han måtte se at komme tilbage til Luck som havde bevæget sig imod deres hytte. Han var sikker på at tigeren ville nå frem. Den var hurtig og adræt. Gudsketak og lov at deres hytte var flere meter hævet over jordbunden. Han ville nok se en zoombie kravle derop.
Inden han kunne nå at sige mere skød en voldsom smerte op igennem ham da joden blev drysset på hans sår. hans venstre hånd strammede sig om stolens sæde og han stønnede en gang, men holdt inde. Snart ville smerten fortage sig igen. "Tak." Lød det bare da forbindingen kom på. "Har du øl?" svarede han kort efter og ventede på at Sean ville svare inden han svarede på det sidste. Det var måske dumt at drikke alkohol med så meget blodtab. Koncentrationen af alkohol ville blive højere end ellers meget hurtigt, men han havde brug for det nu. Efter en lille tænkepause tog han en dyb indånding og forklarede lidt tåget:

"Jeg... Jeg blev sendt på en mission den rigtige verden." Han tænkte sig om, denne var vel ligeså rigtig? "Nej, min verden... Den verden jeg voksede op i." Valgte han til sidst at kalde den. Han var trods alt hverken født der, eller boede der mere.
"Det skulle kun have været en kort mission, men den hastede. Derfor måtte jeg tage afsted i ly af natten. Da jeg nåede derhen..." Tristan kiggede alvorligt på Sean "Da jeg nåede derhen var der udbrudt krig imellem væsnerne.. Min familie deltog, ser du. Jeg er opvokset i den berømt dusørjæger familie i den verden. En af de største indenfor feltet. Hell.. Jeg var endda leder af hele dusørjæger organisationen inden jeg tog herhen." Tristan smilede for sig selv og fortsatte "Jeg blev nød til at kæmpe med. De var min familie trods alt. Jeg fik selv nogle skrammer, men kom heldigt ud af det. Min far... Den far jeg er vokset op med i hvert fald... Og bedstefar klarede det ikke. Alderdommen må have trykket på." Efter at kigge væk fra Sean og ud af vinduet bed han sig selv i læben. "Min ... mor... var knust. Jeg var skadet. Jeg besluttede at blive hos hende en tid. Hun var alene trods alt. Jeg tror ikke jeg blev mere end en måned, men tiden er anerledes der og det må have svaret til mere ned et halvt år her." Ind imellem sætninger snublede han over sine ord. Ordene kørte rundt og han var træt.
"men... Jeg måtte tilbage hertil for det er mit hjem nu. Her har jeg mine venner. Her var mine rigtige forældre og deres historie, en historie jeg stadig skal finde, og her har jeg Camille. Selvfølgelig ville jeg tilbage hertil..." Han tog en dyb vejrtrækning mere. Ikke sikker på hvad han ellers skulle sige.

Sean løftede svagt et øjenbryn og rejste sig fra sin stol. han pakkede tingene ned i tasken eller vaskede den i spanden, hvis der var lidt blod på dem. Han lyttede bare og sagde ikke noget i lidt tid. Så placerede han tasken på spisebordet, lænte sig op af spisebordet og nikkede let til Tristan et øjeblik.
"Folk gemmer sig, prøver at overleve og håber på at tingene snart går over. Selv om det ser ret sort ud" færdiggjorde han sin beretning, efter at Tristan havde spurgt ham. Mere var der jo ikke at sige om det...Hærene gik imod de store byer nu og der blev endda sagt at visse folk var gået over på necromancerens side - Hvordan de så end var kommet i kontakt med ham. Han ønskede selv at opnå kontakt med necromanceren, bare for at være på den sikre side hvis han nu skulle vinde krigen, trods han havde lovet Camille at kæmpe på den "Rigtige" side...

Han lyttede til Tristans beretning med overkorslagte arme. Da han var færdig, trak Sean let på den ene skulder.
"Mener du jorden?" mangle glemte det eller viste det ikke. At han for en gang, for lang tid siden, havde boet på jorden selv. Han var født og opvokset der...Men da der lød rygter om en anden verden og portaler...Havde han været for nysgerrig og var taget igennem. Og havde boet her lige siden.
Han rejste sig op fra bordet og forsvandt ud i køkkenet et øjeblik. Lidt efter kom han tilbage med en lille bakke. På bakken stod en skål med noget der lignede suppe. Af halvgamle grønsager og en anelse kød. og et glas, fuld af vand. Sean satte bakken på bordet, foran Tristan og sendte ham et drillende smil.
"Vi er løbet tør for øl. Visse omstændigheder gør det svært for os at modtage almindelige varer" han sagde det som om det var en kærre der var væltet og ikke en verden der var ved at blive erobret af levende-døde.
Sean gik om på den anden side af bordet og satte sig på en stol.
"Hvor ædelt. At komme tilbage efter Camille. Sidst jeg snakkede med hende havde hun travlt med drengen ude fra gården, ham med de der store heste...Valens. Hun leger med en ide om en skole for børn og prøver desperat at få en indflydelse på min nevø" han smilte svagt og lænte sig tilbage i skolen. Men kunne ikke helt bedømme om han kritiserede Camille eller om det var en venskabelig dril i stemmen. Det virkede blandet.
"Åh det er sandt...Hvis du kendte Camille på jorden, må du næsten også have mødt min hengivende bror, Zean? Du nævnte ham før..." åh, ja. han var nysgerrig. Især efter hvornår han mon kunne komme tilbage hertil, for at få sin søn tilbage...Han havde sine planer for det og netop derfor turde han ikke at efterlade Elyas nogle steder.

Fra Tristans point of view virkede det som noget vås at der ikke var tropper til at sende ud. Hvis der var mennesker her, så var det værd at kæmpe for. Hvor der var vilje var der en vej. Selvom de mennesker der havde kigget fortabt ud på ham fra vinduerne nu ikke så andet end ud-hungrede og fortabte ud. "Hvad hvis det ikke går over ? Og er der nogen der ved hvad der skal til for at stoppe necromanceren ?" Tristan var nysgerrig, og kendte man ham ret, så ville han allerede være i gang med overbevise sig selv om at det eneste rigtige var at finde den dude, og pille ham ned fra sin piedestal.

Efter lidt kom Sean tilbage med suppe og.... vand. Guderne måtte vide at han så utilfreds ud, men takkede taknemmeligt alligevel. Han havde ikke fået noget rigtigt at spise i denne verden endnu, og at rejse imellem dimensioner var ikke ligefrem en tur i børnehaven.
Tristan kiggede ned på suppen. Varme grønsager... Han holdt en grimasse tilbage. Han var skam taknemmelig, og ville spise hver en bid, men... Varme grøntsager. Ikke desto mindre begyndte han hurtigt at slupre den omen lidt tynde, meget veltrængte suppe.

Han stoppede op midt i en skefuld og kiggede på Sean. Valens? Han havde aldrig hørt om det. Tristans øjne flakkede en smule. Ja hvad havde han forventet.. at hun ville vente? Han var taget afsted uden besked.
Imens Tristan tvang sine lysebrune øjne tilbage på Sean gjorde han alt i sin magt for ikke at vise noget tegn på det stik og afsagn han følte i hjertet, men han var ikke sikker på hvor godt han havde kamufleret det. "Argh... det ligner hende.. At prøve at starte en skole altså. Altid så opsat på at hjælpe andre.. og ja, hvis hun er lykkelig hvor hun er, og med hvem end hun fjoller rundt med, så holder jeg mig væk" Prøvede han at fremtvinge til at lyde muntert, men han havde nu ikke løjet. "Desuden var det ikke KUN hende jeg kom tilbage for. Mit liv er her, og skal fortsætte her" Sagde han lidt mere bestemt og færdiggjorde den ske suppe han havde været i gang med.

"Zean .. ja. Jeg kendte ham ikke godt, men jeg kendte ham trods alt. Og hans alterego.. hvad man nu kalder en anden personlighed" Svarede han og stirrede lidt frem for sig. Det havde godt nok været længe siden han havde set Zean, men han vidste godt at hans dreng var her i denne verden.

Han så ud til at tænke lidt over det. Hans ene hånd lå på bordet og pillede ved en eller anden nullermand, som han trillede mellem sine fingre i en ubevidst handling. Inden han nåede at svare, kom Boris ud fra køkkenet, med forklæde på og så ud over Sean, Tristan og endelig hen på de andre mænd. Der kunne se han, fra hvor de sad, så forventningsfuldt op.
"Så er der mad!" bekendtgjorde Boris og mændene var ikke sene til at springe op, lod kort være kort og myldre mod køkkenet. Efterhånden som de kom ud, fik en skål suppe, kom de tilbage til stuen og satte sig hist og her. Tre af dem satte sig i den anden ende af det halvstore spisebord, resten satte sig ovre ved sofaen, for ikke at forstyrre bossens samtale.
Sean ventede til der var lidt mere ro på tingene og Tristan havde fået guffet lidt mere suppe i sig.
"Ingen kender rigtig noget til ham. Jeg gør i hvert fald ikke og i denne verden...Betyder det næsten at ingen andre gør. Der er jo rygterne, de små fortællinger om at han skulle have en god elev og have haft et misforstået forhold til en eller begge af sine forældre...Noget med at han gemmer sig i en eller anden lejr med sine rådgivere, som han med passende mellemrum sender ud for at lede et slag..." han trak let på den ene skulder. Hvor mange viste egentlig noget? Han gættede på de ville kunne tælles på en hånd.
"Hvis ikke de bliver slået tilbage, hvilket virker umuligt for hver der falder, rejser sig op igen og kæmper pludselig på fjendens side, må vi se frem til en hverdag med...stank. Og jeg må se frem til et andet klientel og et andet menukort" han smilte svagt. Det var der Camille havde fået ham overbevist om at kæmpe imod det: Fordi han nok ikke ville blive så mæt på døde kvinder.

Han trak vejret dybt før han begyndte at svare på de andre spørgsmål.
han lænte sig frem med et lille smil, ved fornemmelsen af det drama der lå over dette emne, det trekantsdrama mellem Camille, Eric og Tristan. Stakkels Maia...Og Camille kunne godt droppe alt om at trække Elyas ind i det.
"Jeg ser ikke meget til hende. Hver gang jeg gør, tror hun at hun er min private psykolog..." han trak let på den ene skulder, da hans opmærksomme øjne landede på Tristan og ikke slap ham.
"...men hun ser ud til at have skaffet sig et holde sted. Hun var, så vidt jeg registrerede inden hun forsvandt i lang tid, ret forvirret. Blive hos en forsvundet elsker eller starte sit liv på ny?" Han studerede Tristan. Han viste ikke helt hvorfor han kørte videre i det emne. Måske for at forstå Camille bedre, kunne ramme hende tilbage med små stikkende torne.
"Men opsøg hende endelig. Jeg tror hun vil blive glad for det" nikkede han til sidst, da han lænte sig tilbage igen. Nu med en tænksom mine.
"Hvad vil du fortsætte dit liv med, her? Jeg mener, der er jo hverdags beskæftigelsen med at slå levende-døde ned, men hvad ellers?" spurgte han nysgerrigt.
"Og hvor fik du egentlig dit sår fra?" Hans blik gled ned på siden af Tristans overkrop og han mindede sig selv om at anskaffe ham en ny T-shirt eller trøje. Senere.

I stedet virkede hans blik mere intens, da de snakkede om Zean.
"Hans...personlighed eller personligheder?" en lille familiehemmelighed. En han både ønskede og hadede. En han både nød Zean havde fået og en han på en måde selv ønskede. Men det var altid Zean først, altid Zean frem for alt...
"Fornemmer jeg en slags modvilje?" smilte han, lettere uskyldigt.

Roen forsvandt omkring da mændene der sad over i sofaen styrtede ud i køkkenet efter mad. De virkede som om de ikke fik meget mad heller. Hvis man så deres begejstring overfor den ellers lidt kedelig suppe. "Hvem er resten af folkene her?" Spurgte han da Sean snakkede noget om et klientel. Det lød frygteligt at kæmpe en kamp imod sine egne døde, så det ville han ikke rode op i. Han smilede lidt til det med menukortet. Han var selvfølgelig imod at Sean skulle ud og dræbe andre, men det var dog en form for humor.

Tristan måtte indrømme at han var forvirret over at Sean blev ved at køre i det, og han var ikke sikker på at han kunne lide den måde han studere ham imens. Prøvede han at finde en svaghed hos ham? Eller måske Camille? For så så det ud til at han skulle ude på Valens farm eller hvad det nu var. Men han valgte svare alligevel og gjorde sit bedste for at virke ligeglad: "Er det kærlighed at bevæge sig videre efter blot 6 måneder ? Jeg ved det ikke, men.. hvis det er det hun har behøvet er det okay for mig. Jeg blander mig ikke." SVarede lidt fast, men slap et smil ud da han ikke kunne holde det sidste tilbage: "Selvfølgelig.. Hvis jeg finder ud af at han er en skidt fyr overfor hende, så ville jeg nødig stå i hans sko" Et flabet smil spillede på hans læber, men han kunne ikke benægte at emnet gjorde ondt.
Han svarede ikke på det sidste. Han havde ikke tænkt sig at marchere op på den farm der og proklamere at han var tilbage, kun for at fine hende i en hed omfagnelse med en eller anden bondemand - næ nej.

"Jeg vil fortsætte med at finde andre venner.. Sebastian Castle, Sakref Morladin. Jeg har allerede været forbi Rafael. Jeg vil sætte en ny profession op for mig selv, og se hvor jeg ender." Var svaret han fik ved det næste. Flere planer havde han ikke lige nu.
Tristan kiggede ned af sit sår. "Jeg var lige kommet igennem portalen og havde ikke forventet det" Begyndte han og kiggede op på Sean igen. "Der var 100 af dem, hvis ikke 1000. De døde. Det var som om de havde indtaget hele portal området. Jeg prøvede at kæmpe imod, men der var for mange. Jeg prøvede at flygte men der var for mange.. Også... Ja jeg kom i hvert fald væk, men en af dem fik mig med en rusten rive" Han skar en grimasse ved tanken.

Tristan nikkede ved det med personligheder. Han fornemmede noget i dæmonens blik da de talte om hans bror. "Modvilje? Skulle til at spørge dig om det samme?" Gav han drillende igen.

Sean lod blikket glide over de få mænd der var tilbage. De var en mut flok, det blev godt at få dem tilbage til Doomsville snart. Så kunne de slappe lidt af og komme sig over tabet af deres kammerater, deres familie.
"De er mine mænd. En del af min klan" svarede han roligt, da hans blik gled over de spisende mænd og tilbage til Tristan.
"De sad fast her i Firewood village, så jeg kom for at få dem med mig hjem i Doomsville. Og for at tjekke hvordan tingene faktisk var uden for byen, lidt nysgerrig er man jo" han trak let på den ene skulder. Stemningen havde ændret og var blevet lidt ubehagelig, set fra hans side.
I stedet...Fandt han det sært at Tristan nævnte han var venner med folk han enden modarbejdede eller slet ikke kendte, men som dog var af høj rang. Rafael, for eksempel, hans egen leder! Alle snakkede om ham, men han havde aldrig set mødt ham. Sebastian, som han havde hader siden han havde angrebet både ham og Camille, men ikke set siden. Sakref, som man aldrig hørte om, men som man enden var med eller imod. Det undrede ham at Tristan var venner med den mand, mere end at han var på venskabelig fod med hans såkaldte leder. Det var svært at respektere en mand han aldrig havde set. Han huskede Camille en gang havde truet ham med Rafael...
Han ignorerede nu emnet om Camille. Han kunne se Tristan ikke brød sig om det og hans nysgerrighed var tilfredsstillet. Hans blik gled ned over årene i træet, som bordet bestod af. Han havde ikke sagt noget i noget tid nu.
"Well, hvis du mangler arbejde kan jeg altid bruge en mand, der kan slås" smilte han så let. Tristan var frisk nok og det var en god ting. Frisk og, så vidt han var orienteret dog, kunne han slås.
I stedet trak han vejret tungt i et øjeblik, holdt vejret næsten så længe han kunne, før han langsomt lod det komme ud af næsen igen. Så smilte han svagt.
"Min bror..." han klappede kort hånden ned i bordet i en forholdsvis vred bevægelse.
"...Hader jeg" og mere blev der ikke sagt. Mere var der ikke at sige. I stedet rejste han sig op.
"Du er træt. Du oser langt væk af det, af træthed og af blodtab. Jeg kan tilbyde et værelse, en seng til dig, så du kan komme dig. Under alle omstændigheder insistere jeg på du ikke går mere ud i nat, for dit eget helbreds skyld" Camille ville nok blive trist, hvis Tristan faldt død om. Og nok også hvis Sean havde været med til det...Kombineret med han af en eller anden grund følte sig en smule ansvarlig for den drengede mand foran sig.

Tristan prøvede at fokusere sit blik imens Sean talte. Han undrede sig over hvad det var for en slags klan det mon var? Var de alle dæmoner? Under normale omstændigheder ville han med lethed have kunne analyseret hvilke væsner de var. Han var trods alt en dygtig dusørjæger.
"Nysgerrighed slog katten ihjel. Hell... Nysgerrighed var lige ved at slå mig ihjel!" Svarede han og smilede over sin egen dumhed. Hvorfor havde han også bevæget sig herind når der åbenlyst havde været noget galt, men så igen, hvis han ikke havde gjort det var han heller aldrig blevet ynkeligt reddet og hilst på Sean igen.
Tristan spacede lidt, men kom tilbage til virkeligheden da Sean tilbød ham arbejde.

"Really? En ung drengerøv som lige har fået tæsk af et par zombier. Og du vil give mig arbejde?" Spøgte han med et tåget smil inden han fortsatte. "Spøg til side så jo, det ville faktisk være dejligt at få et arbejde, og jeg skal ikke skuffe dig. Når jeg er på højkant igen bliver jeg en dræbermaskine" Lovede han og satte sig lidt tilbage i stolen.

Han skulle til at læne sig lidt frem igen da Sean begyndte at snakke om sin bror, men frøs hurtigt i hans stilling og med et øjenbryn hævet. Han sagde ikke noget. Slaget i bordet og de hårde ord havde været nok. Lidt overrasket, og dog? Et øjeblik føltes luften så intens. Hvordan kunne man dog hade sin egen familie? Han ville måske have taget sig sammen til at spørge, men inden han fik gjort det blev han tilbudt en seng. Han nikkede indvilligende.
"Tak. Jeg lover at komme ud herfra så hurtigt jeg kan, og betale det hele tilbage i hvad end form du finder passende." Svarede han seriøst og kiggede taknemmeligt på Sean. Måske var det trætheden, men han kunne ikke holde en latter tilbage da han sagde det sidste.
"- Bortset fra prostitution. Det må være en andens afdeling."

Han stod rolig ved bordet og så ned på Tristan, hvordan hans ansigt gled fra det udtryk til det næsten i en glidende overgang. Han havde set det så ofte, faktisk brugte han nogen gange tid på bare at sidde og stirre på folk. Hvilket selvfølgelig ikke fik dem til at elske ham højere...Men hvem gik også op i det?
"Der findes ting alle kan. Så længe du ikke slås nogle af mine klanmedlemmer ihjel, tror jeg sagtens i kan samarbejde eller holde til hinanden, uden du er en del af den. Du er ung, ja, og fuld af energi. Jeg tvivler ikke på du kan slås. Men alt dette kan vi snakke om senere. I morgen måske? Hvis du ikke har mere at lave i Firewood kan du også tage med tilbage til Doomsville om et par dage...Det er mere sikkert at rejse sammen i denne situation" alt dette var praktiske ting som han ikke regnede med Tristan havde energi til at snakke eller tænke særlig meget om. Men han ville alligevel plante tankerne i hans hoved, så han kunne tænke over dem i aften, i nat og i morgen. Og tage stilling.
i stedet gled et lille smil sig ind og Sean mærkede hvordan han igen løsnede op. Hans humør var god nok.
"Ærgerligt. Det var ellers lige hvad mændene her savnede." Grinte han let, før han gjorde tegn til at han skulle rejse sig op og følge med ham, så han kunne få det værelse der.

Så snart som de var begyndt at snakke om det havde trætheden ramt ham som en skovl i ansigtet. Måske det var noget underbevist ? Hans krop synes i hvert fald meget tungere nu, men det var måske adrenalinen der var ved at aftale, og blodtabet der tog til.
Han nikkede af Seans ord. Hørte dem, men følte dem alligevel langt væk. Han behøvede ikke tænke over det. Han havde lagt sine planer, og her var kun hans hytte.

"Jeg skal forbi min hytte inden jeg tager tilbage, men jeg vil gerne med tilbage til Doomsville." Svarede han så imens han rejste sig og sendte et lille smil. "They sure would love that" Svarede han med et muntert grynt og lod sig føre afsted for at finde et værelse. Det var underligt at være tilbage i denne verden. Den var anerledes, og dog så ens.
Tristan gabte lydløst, men skjulte det med en hånd.

Han nikkede let, vendte rundt og førte Tristan ud i den mørke gang. For enden af gang gik en snoet trappe, med knirkende trin, op til næste etage. Flere værelser lå på begge sider. Sean skubbede en af dørene op. Denne del af huset var køligere og mørk, det var tydeligt der sov folk i værelserne, men det var også tydeligt det meste af energien, deriblandt varmen, gik til stuen og køkkenet. Man kunne trods alt finde varme under tæpper og dynerne.
Dette værelse havde Sean personligt udvalgt sig som sit eget, et frirum, men i dette tilfælde kunne Tristan overtage det. Det eneste der vidnede om at det blev brugt, ud over nogle krøllede tæpper på sengen, var en lille rejsetaske der stod op af væggen, lukket. Med lidt tøj og våben gemt af vejen. Sean gjorde tegn til den lille seng. Ud over sengen var der et lille sengeborg og et skab. Tydeligt at rummet oprindeligt var blevet brugt som gæsteværelse, hvor de andre værelser havde flere nipsting. Men Sean elskede det simpelt...
"Et rum du kan få i fred, her vil ingen genere dig. Du må leve med de tæpper der er" sagde han roligt og forblev stående ved døren, selv da eller hvis Tristan gik ind i rummet.
"Må prinsessen sove godt" han smilte svagt og lavede drillende et let buk, en slags humør og et buk han aldrig nogensinde ville have gjort over for sine mænd, da det kunne få dem til at tro de kunne udfordre hans magt. Da han var sikker på Tristan var vel anbragt, forlod han rummet og lukkede døren efter sig. Selv gik han ned i stuen igen, for at diskutere afgangen med sine mænd. Medmindre Tristan vågnede og kom ned til dem, selv om de fleste gik i seng noget tid efter med mindst en mand der sad vagt, ville natten forgå uden problemer. For de gjorde, som reglerne sagde: forblev indendørs.

Tristan fulgte bare efter som i trance da han blev vist til et lille simpelt værelse. Han var taknemmelig. Hvad der slog ham i hans søvnige tilstand var dog at der var lidt bagage derinde. "Er det dit værelse? Tak" Svarede han og forventede ikke rigtigt et svar.
Han hev uden tøven den iturevne t-shirt af og satte sig på sengen. Forbindingen sad stadig stramt og kun få blodpletter var fået igennem Et godt tegn.
"Er det muligt at jeg kan låne lidt tøj af dig til imorgen ? Mit er svedigt og blodigt Jeg kan skifte og du kan få det tilbage når vi smutter forbi min hytte" Sagde han efter at have kigget rundt i værelset lidt. Om Sean svarede eller ej, så havde dagens strabaser gjort nok til at han nu var udmattet nok til at falde baglæns ned i tæpperne. Søvnen faldt over ham og snart var han svømmet væk til drømmeland, hvor mørket tog ham og slyngede ham ind i en verden fyldt med drømmeagtige varme fagntag, lyse lokker og duften afkamille-blomster.

Han vågnede med et sæt. Lå stadig på ryggen på tværs af sengen og kiggede lidt blurry op i loftet. Hvor var det nu lige han var igen?

Det begyndte at lysne. Et par timer efter var dagen officielt gået i gang og det ville være sikkert at begive sig udenfor igen. Sean tog sig en morgentur rundt i byen. Ligene fra natten lå der stadig, midt i det hele. Enkelte havde vovet sig ud og stod og så på ligene, mens de hviskede sammen, dem der havde set hvad der var sket, fortalte historien videre. Da de genkendte den mørke skikkelse, trak de sig dog lidt tilbage, bange for den styrke han åbenbart skulle besidde. Hvorfor brugte han ikke styrken imod de levende-døde? Men måske ønskede han det skete...Nej, der var alligevel for mange levende-døde til selv han kunne gøre noget...Disse ting snakkede folk om, mens de undrede sig over hvad der var blevet af den anden fyr. Enkelte havde genkendt ham og syntes det var synd han skulle dø...For han var da død, var han ikke? Og nu var han lige kommet tilbage...fremmed og sær var han. Dem begge!

Derhjemme sad Sean og kiggede ud af vinduet nede i stuen, med en kop varm the. Uden sukker, der var ikke længere sukker og han glædede sig til at komme hjem igen. Hvilken ugedag var det? Lørdag? Camille ville først komme onsdag. Han trak vejret dybt og så ned i den efterhånden tomme kop. så drak han resten og rejste sig. Gik ud i køkkenet med koppen, før han valgte at gå oven på. Han følte trang til lige at tjekke til Tristan, samt at finde det tøj frem til ham, så han ikke skulle rende forvirret rundt, når han endelig vågnede. Han lod en hånd glide gennem det uglede hår. Selv havde han kun sovet et par timer.
Han bankede let på døren med en kno...

Søvnen sad stadig dybt begravet i tristan da han satte sig op. Alting var sløret og han havde fandens ondt i hoved. Hvor var han og hvorfor havde han tømmermænd ? Et spørgsmål han ofte havde stillet sig selv i lignende situationer, men denne gang var anerledes. Det føltes alligevel ikke helt som tømmermænd.
Idet han ville rejse sig op gav det et sig igennem hans side, og han huskede med det samme aftnens begivenheder. Overfaldet og at vågne op hos Sean. Hans sår og den belejrede by. Snakken om de levende døde, og om ... Og om Camille.
Tristan begravede et øjeblik ansigtet i hænderne, om det var af vrede eller frustration var svært at sige. Så løftede han ansigtet igen. Hans øjne var hårde og hans mund var presset hårdt sammen så den krængede en smule nedad. Et ansigt man ikke ofte så på det unge ansigt, som havde oplevet så meget.

Han skyndte sig da også at gemme det væk og finde et anstrengt smil frem da nogen bankede på. "kom bare ind" lød det lige akkurat højt nok til at man ville kunne høre det på den anden side af døren.

Han åbnede døren og åbnede den nok op til han kunne træde ind på værelset. Hans blik gled kort over Tristan, som stadig virkede lige lovlig bleg. Der gik nok nogle dage før han var helt frisk oven på det blodtab. Det vigtigste for ham var at drikke vand og spise...Jah, faktisk at spise især grønne grønsager, som spinat. Et svagt smil gled over ham et øjeblik ved tanken. Selv spiste han sjældent menneskeligt mad, men at forestille sig Tristan gumle spinatblade var nu et sjovt billede.
"Sovet godt?" mere sagt fordi det burde siges, end fordi han faktisk mente det. Sådanne ting spurgte han normalt ikke om, men Tristan var en måde for ham bedre at forstå og komme tæt på Camille.
Han gik over til sin taske, trak den en anelse ud på gulvet og åbnede den. Han rodede i den et øjeblik, men lidt efter lå der en mørk T-shirt på fodenden af sengen. Sean havde lukket tasken og trukket hanken over sin ene skulder. Han så ned på Tristan med en tænksom mine.
"Den er måske lidt stor for dig..." personligt var hans krop vokset efter ritualet. han var blevet mere muskuløs. Ikke fordi Tristan selv manglede muskler, men han var vist lidt mere bredskuldret end ham.
"Du kan få morgenmad nede i køkkenet. Personligt pakker mine mænd sammen og gør klar til at tage hjem i dag..." det bekymrede ham lidt at nogle af dem havde snakket om at overtale nogle venner med at tage med hjem. Dette var ikke en pilgrimstur, han kunne ikke have ansvar for flere end sine mænd.
"...Men jeg kan følge dig med ud til din hytte. Du er stadig ikke i stand til at kæmpe og jeg vil få et stik af samvittighed hvis jeg hørte du var faldet død om" afsluttede han det.

Tristan sad stadig søvnigt og kiggede ned i sengen. Han behøvede ikke at kigge op for at vide at det var Sean der var kommet ind i lokalet. Auraen var ikke til at tage fejl af. Den var umiskendelig, men han mente alligevel at Sean så anerledes ud end han havde gjort førhen.
"Mnhhhh.. Som en baby." brummede han ef spørgsmålet. Det var få der vidste hvor godt man sov efter et blodtab. Gad vide hvor længde han egentlig havde sovet. Han gned lidt søvn ud af øjet og gabte.

En trøje blev sendt hans vej og han greb den sløvt hvorefter han holdt den op foran sig. Sean havde ret, den ville være et par numre for stor om skuldrene og ville helt sikkert få ham til at se splejset ud, men hell, han var en splejs i denne tilstand.
"vokset er man?" spurgte han med et hævet øjenbryn og hev t-shirten over hovedet, før han rodede lidt i sit allerede uglede hår. Bare ved lyden af ordet 'morgenmad' hørtes en bitter rumlen svagt. Tristan kiggede forlegent ned på sin mave og nikkede hurtigt. Hvis de tog afsted skulle han helt sikkert med.

"Awww så har du alligevel lidt følelser for mig" drillede han og himlede med øjnene. "at komme forbi min hytte ville være rart. Rent tøj, og jeg har dåsemad hvis nogen er interesserede, men jeg tager med jer videre. Ikke tale om at jeg vil rådne op i den hytte !" sagde han med det samme og rejste sig bestemt op lige så det sortnede for øjnene. Han var stadig iført bukserne fra dagen i forvejen, havde været for træt til at smide dem.
"Desuden er min missekat i hytten, og han er i helt fin stand. Han kan passe på mig. Jeg er ikke så ør i hovedet mere, og har nogle tricks oppe i ærmet, jeg tror nok jeg kan følge med" afsluttede han med et selvsikkert smil.

hans smil voksede let, selv om han ikke svarede på det. Ja, han var vokset, med et ritual der havde været dyrt, på mange måder. Man han var stærkere nu og det var jo det der betød noget. I stedet rankede han ubevidst ryggen lidt mere, som om han havde noget at vise frem. Han studerede Tristan lidt, som han sad der, før han selv gik tilbage til døren og holdt det åben. Grundet huset var lidt skævt, gled døren som regel i af sig selv.
"Din missekat?" ingen tvivl om han tænkte på en lille kat, pelset og med små nuttede poter. Hans øjenbryn gled lidt op i panden ved dette. Han var klar til at hjælpe, hvis Tristan skulle besvime, men det så ud til at gå. Så nikkede han svagt.
"Jamen så må vi hellere se at komme videre..." han smilte svagt til Tristan
"...Vi andre har også vores tricks, du lider stadig efter blodtabet og et lille prik vil få dig til at miste balancen" drillede han let. så forlod han værelset og regnede med Tristan selv kunne finde nedenunder og gerne ud i køkkenet, hvor der dog ikke var andet end lidt tørt brød, noget ost og en enkelt klat honning tilbage. Det var livsnødvendigt de kom hjemmefra i dag, for der var ikke mad til mere og han ville hellere rejse med nogle mænd der stadig var nogenlunde friske og ikke nogen der var slatne af sult. Han var selv sulten, men fordi hans menukort så lidt anderledes ud, kunne han ikke bare spise. Han kunne sagtens spise almindelig mad, man det ville ikke give ham næring, ej hellere rigtig mætte ham. Så hellere gemme de bider til sine mænd. Han stilte tasken op af de andre, der var blevet stillet op af væggen, inde i stuen. En lå over sofaen og var vist faldet halvt i søvn, to rumsterede rundt ude i køkkenet og de sidste to havde forladt huset for at samle de sidste forsyninger og hente deres små venner der skulle med ud af byen. han var stadig ikke glad for tanken, men selv om det kunne være besværligt at få flere ud af byen, ville de også være flere til at kæmpe imod de levende-døde, hvis de blev angrebet.

Tristan nikkede "ja jeg skal nok ikke bruge næverne, det ville nok skade mere end at gøre gavn, men der er andre måder" svarede han og ventede til Sean var smutte inden han gjorde mere. Han to sin jakke op fra gulvet og undersøgte hver en lomme i den og i sine bukser, samt sko. Alt hans udstyr var der. Han tjekkede en ekstra gang om hans to handcanons var hvor de skulle. Pistoler var en teknologi der ikke var blevet brugt i denne verden endnu, men han havde taget dem med fra den virkelige verden. Kugler til dem var nemme at lave selv.

Han svang den lette jakke over skuldrene. Den føltes tungere end den plejede, men det var nok bare på grund af hans tilstand. Så luskede han ned i køkkenet hvor han fik lidt brød. Godt var det ikke , men det var mad og det var han taknemmelig for.
Han fandt Sean dernede og sendte ham et smil imens han proppede det sidste brød i munden.
"min hytte ligger på vejen" gumlede han og fortsatte "godt 2 kilometer inde i skoven til doomsville". Han kiggede rundt, det så ikke ud som om de var på vej nogen steder hen. "hvor mange skal vi rejse på én gang?" afsluttede han imens han kiggede rundt i lokalet.

Hans mørke blik gled op på Tristan, da han trådte ind af døren. Han stod op, med en bog i hånden, og havde været ved at diskutere noget med en af sine mænd. Nu gav han manden bogen tilbage og bad ham pakke videre. De fleste af mændene havde boet i firewood næsten hele deres liv, de måtte føle de bare lod de andre i stikken.
Selvfølgelig, Tristan var dusørjæger og tanken om en dag at få en kniv i ryggen havde strejfet ham. Ville det ikke blot være det naturligt? Men han havde allerede oplevet det en gang, så han var opmærksom på tegnene. Dog virkede Tristan ikke speciel fjendtlig lige nu, når han trådte ind i rummet med et brød halvt ude af munden. Måske var det fordi han ville finde frem til Seans skjulte hule? Eller for at finde hans svage punkt? Eller ganske enkelt fordi han viste han ikke var stærk nok lige nu. muligheden for han slet ikke ville gøre det, havde strejfet ham, men han turde ikke forholde sig til den. Det kunne være livsfarligt.
i stedet bemærkede han den behagelige fornemmelse af knivene, han havde skjult rundt omkring på sin krop. Med dem skulle det nok gå.
"Mine fem mænd er de eneste jeg er kommet for at hente, men fordi nogen af dem har boet her i lang tid, insisterede nogle af dem på at tage nogle venner med. Hvis det gør dem glade..." han trak let på den ene skulder.
"Så mine mænd vil først være klar til at gå om lidt tid. Men i så fald kan vi to jo gå i forvejen og tjekke at vejen er klar...Øjeblik...Jace!" manden, der havde halvsovet på sofaen, satte sig op lynhurtigt op, som et dyr der var klar til kamp. Han så over på Sean med et lettere forvirret udtryk.
"Op med dig...Du skal med os. Hvis alt går vel, skal du løbe tilbage hertil og give besked" manden stirrede lidt på Sean og først virkede det som om han slet ikke havde forstået hvad Sean havde sagt, men så rømmede han sig lidt og sprang på benene og klappede friskt i hænderne.
"Selvfølgelig!" han smilte til dem, som om han i virkeligheden havde ventet flere timer på dem.
Sean så tilbage på Tristan og uden yderligere klargøring, gik han ud i gangen og låste døren op, for at forlade huset...
Jace var hurtig til at følge ham. Det var tydeligt Jace ikke var menneske. I virkeligheden var han Shapeshifter.

Tristans trætte øjne hang lidt, og han havde dybe render under øjnene imens han gumlede på det tørre brød på en alt andet end charmerende måde. Han betragtede Sean, som så ud til at tøve længe. Hvad tænkte den mand mon på nu?
"Dude... Du kigger på mig som havde jeg været i seng med din søster." Sagde han så og rystede på hovedet. Han vidste udemærket hvad Sean tænkte. Han kendte blikket. Det var en forbandelse ved at være jæger, sjældent stolede folk på en, specielt ikke væsner. Og han måtte da indrømme at tanken havde strejfet ham mange gange - i starten. Hvad der havde stoppet ham dengang var måske hans førstehåndsindtryk. Sean var ikke ond, men om han skadede uskyldige kunne Tristan ikke sige, men hvad der bestemt havde stoppet ham var hans forhold til Camille. Hun havde været knust hvis han havde givet hendes ven en kniv i ryggen.
Og nu? Han skyldte manden sit liv, hvad kunne han så gøre?

Indforstået fulgte Tristan med ud i gangen. Så havde de da ikke en hel flok med, og en mand mere var alligevel en fordel. De andre smuttede ud af døren. Tristan stod der tøvende et sekund. Gaden var tom nu, men om 12 timer ville den igen blive hærget. Han sukkede en gang, også trådte han ud i dagens lys.