Far from home | Arodeth |

Sted | Silvansti.
Omgivelser | Kæmpe træer, adskillige dyrelyde og lyden af blæstens tag om træernes kroner.
Tid | 07.02
Vejr | Vejret er roligt, og blæsten hører til i trækronerne, men er ikke nået til skovebunden endnu. Solen er så småt begyndt, at varme skovbunden op.
Emnepartner | @Arodeth

Vienna lå i den kolde skovbund. Hendes tøj lå omkring hende, mens hun selv var nøgen og kold. Hun vågnede om som solens greb fat om hendes krop. Hun rejste sig op og så sig omkring. Hun havde igen idé om, hvor hun var endt. Hun greb hurtigt sit tøj og dækkede sig til. Det gav en smule varme, men ikke nær så meget som hun havde brug for. Hun valgte en retning og begyndte at gå den vej, men havde ingen anelse om, hvor vidt det var den rigtige retning eller ej. Det var helt sikkert ikke Ashen Wood. Selvom hun ikke var kendt i Ashen Wood Forest, var det noget anderledes end den hun stod i. Denne skov var større. Træerne var større. Alt var større, og Vienna var kun en lille organisme i en kæmpe skov. Hun kunne godt rundt i timevis, men ville sandsynligvis ikke finde ud igen. Ikke uden hjælp. Hun så ned ad sig selv. Hendes tøj var beskidt, det var det eneste hun havde haft i lang tid, og hang nu i laser om hendes spinkle krop.

Hun blev opmærksom, da hun hørte fodskridt i skoven. Nogen råbte på et sprog hun ikke forstod, før de greb fat om begge hendes arme, og slæbte hende af sted. Hun prøvede at forklare, hun intet havde gjort, at hun bare var faret vild. Enten forstod de hende ikke, eller også lyttede de ikke til hende. De var hurtige og atletiske. Selvom Vienna forsøgte at gå i deres fart, måtte de tit og ofte puffe til hende, så hun satte farten op. Hendes fødder var ømme, og havde små rifter fra grene og andet skarpt der havde berørt dem. Hendes hår var uglet og hendes hud beskidt. Men hendes træk var stadig fine, og man kunne se, hun ikke kom fra en familie uden penge. Det krævede blot, man så efter. Under skidtet var der en ren hud uden mange sår og skrammer.

Hun blev ført hen til et palads. Et slot. Det var utrolig smukt, men Vienna havde ikke tid til at bedømme det, før hun blev skubbet indenfor. Mange så til hende ud af øjenkrogen, men hun anede stadig ikke hvad der foregik, eller hvad hun havde gjort galt. Hun blev smidt ned på knæ, foran to troner hvori der sad en mand og en kvinde. Hendes knæ var blevet skrabet efter hun blev sat på knæ, men hun havde på fornemmelsen, det ikke var hendes største problem i øjeblikket. De talte atter på et sprog hun ikke forstod, og manden nikkede til dem, som trådte i baggrunden og lod hende sidde alene og uforstående på det kolde marmorgulv.