All I need after a bad day is being close to you ~ Gaia

af Gæst Søn 19 Jun 2016 - 17:16

Tid: Nat, efter midnatstid
Sted: Et sted i The Forest
Omgivelser: Ikke meget
Vejr: Kølig luft efter en varm dag
Til: @Gaia

Påklædning: En hvid skjorte og mørke bukser og alt for fine sko til at være ude i en skov.

Han burde ikke være her. Så tæt på. Han vidste det godt, og han havde også mulighed for at lade være. Men han havde brug for det. Efter en dag som denne havde han brug for at føle sig tæt på hende. Sin elskede Auriol.
Dagen havde startet som alle andre - Gaia var på farten næsten før solen stod ham. Han fulgte efter hende men et godt stykke væk fra hende. Han rejste hen hvorend hun rejste hen, men han rejste aldrig med hende. De rejste to alene, men hans rejse afhang af hendes. Hun var rejst ind til en landsby for at skaffe noget mad eller ressourcer. Landsbyen var ikke speciel befolket, selvom solen stod højt på himlen, da hun var nået dertil, så Zachary måtte holde sig tilbage. Han fandt et bekvemt sted, var han forhåbentlig var i sikkerhed, og afsendte sit Glow of Hope.
Da lyset fandt hende igen, var hun ikke alene. En mand var ved hende, angreb hende. Zachary kunne intet andet end at se på mens han blev fyldt af skræk og vrede over at han ikke kunne være der til at beskytte hende. Manden slog hende ned og stjal hendes ting, så heldigvis blev hun ikke skadet mere. Zachary havde oplevet alt for mange gange, at dette blev hendes ende, og frygtede gennem det hele, at dette ville blive endnu en af de gange. Årene uden hende var forfærdelige og han var ikke klar til at skulle genopleve det. Men det skete ikke, hun mistede blot sine ting og var nu uden mad for denne dag. Hun rejste videre, og han rejste efter hende, og så lagde hun sig ned for natten i skoven.
Han burde være her. Han burde have været der til at stoppe det, sørge for at hun havde det godt. Men han kunne ikke få sig selv til det. Det var derfor han var her nu, så tæt på hende. Han blev nødt til i det mindste at være der gennem natten, for at få en følelse af at han kunne beskytte hende.
Og det var så hvad han gjorde - han startede med blot at se ved en af de nærmeste træer og betragte hende. Det var midnat og derfor meget mørk, men enkle glimt af måneskin, der trængte i gennem de høje træers blade, lyste det en anelse mere op. Hun lå og sov så fredeligt og blev ikke forstyrret af skovens knirken og vindens susen. Det var køligt, men Zachary var ligeglad. Han var vant til at bruge nætterne udenfor. Gaia elskede at være i naturen, ikke noget som mange af hendes andre liv havde været. Zachary var mest tilpas indenfor om natten, men han fulgte Gaia, og var blot glad for, at hun kunne sove trygt efter en dag som denne.
Hun var så ufattelig smuk. Det var som at se Auriol igen. Det skar i Zacharys hjerte ved tanken om, at det ikke var hende. Og at han aldrig ville lære denne person at kende. At han aldrig ville komme tættere på end at betragte hende om natten efter en dårlig dag.
Han ønskede at komme tættere på og se hendes ansigt. Men hendes mørke hår dækkede det. Han havde gjort det før, gået hen og fjernet det, men det var risikabelt. Han havde brugt det meste af natten på at stirre på hendes ansigt i et patetisk håb om at håret selv ville flytte sig. Nu var der kun få timer til at hun ville vågne igen, og tanken om, at han så ville misse sin chance for at se hendes smukke ansigt tæt på fik ham til at træffe valget om at nærme sig hende. Han standsede hver gang hans skridt fik kviste til at knække. Men til sidst nåede han frem til hende og næsten lydløst satte han sig på hug ved hendes side. Han kunne se hende trække vejret, hendes øjelåg sitre bag lokker af hår mens hun drømte. Men han kunne ikke se hele hendes ansigt. Ikke hendes bløde, perfekt formede læber, som han ikke have mærket i over 600 år. Han sank en klump før han forsigtigt tog sin hånd hen til hendes ansigt og strøg håret væk fra hendes ansigt.

af Gæst Tirs 2 Aug 2016 - 17:58

Efter de slag hun havde fået, så ønskede hun mere end noget andet, blot at ligge sig ned for at slappe af. Med himlen over sig, og den varme brise, så kunne det vel ikke være mere perfekt. Jo havde hun haft sin taske, en taske hvor i hun havde alle sine ting, alt sit tøj og ikke mindst alle de penge, som hun havde brugt lang tid på at samle sammen. Det havde taget hende tid, og hun havde faktisk holdt af de ting, de holde hende varme eller også var det ting, som mindede hende om tider fra før hun levede. På trods af ikke, at have oceaner af viden, så kunne hun huske mange ting fra sine tidligere liv. Hun gennemlevede hver nat, hver enkel død og hver enkel af dem føltes blot værre for hende.
Som hun lå i de bløde græs, gled hende tanker imod de mange fantastisk ting hun havde set, alle de ting hun havde oplevet. Hun var rig med erfaring, og hver enkel opdagelse gav sin egen historie med sig. Hun havde aldrig været typen, som blot blev hjemme, for hende var det om at komme ud. Fra hun var gammel nok til at være alene, havde hun forladt hjem og familie, for blot at komme ud og opleve verden. De ting som var hændt hende, havde også været med til, at sørge for at et fast hjem, aldrig nogensinde havde været på talefod.

I takt med hun faldt i søvn, syntes hendes sanser at vække op for noget andet. For på trods af at sove, syntes hun at kunne fornemme øjne imod sig. Det var sjovt, som man altid kunne fornemme, hvis andres blik var rettet imod en også selv hvis man ikke så det. Dog lå hun helt stille, for hvem end det var, så skulle vedkommende ikke se hun var ved at vågne op. Efter mange års erfaring, kunne hun nemt fake det at sove, dog som vedkommende rørte hende, som personen satte sig på hug og betragtede hende. Hvem end den person var, så gav berøringen hende en følelse af deja vu, som havde hun oplevet det før.
Til sidst åbnede hun dog sine øjne, og det var her hun opdagede ham. Hun opdagede ansigtet på manden, manden hun havde elsket i en af sine tidligere liv. Han virkede så bekendt, og i starten kiggede hun blot på ham. Dog angerede hun med et udfra en pludselig forskrækkelse, så hun angreb. Hun kastede sig over ham, så hun til sidst endte op over ham, og med ham under sig. Hun holde fast om hans arme, men da hendes ansigt kom tæt nok på hans, opdagede hun hvem han var. Hun rynkede brynet, trak sig væk fra ham "Hvem er du? og hvorfor fornnemer jeg vi har mødt hinanden før?" spurgte hun med, hendes tvefarvede øjne betragtede ham mistænkeligt. For selvom hun syntes fornemme at huske ham, så vidste hun bund og grund ikke hvem han var.

All I need after a bad day is being close to you ~ Gaia

All I need after a bad day is being close to you ~ Gaia

Sv: All I need after a bad day is being close to you ~ Gaia