Close enough (Othilie)

S: Udkanten af Ashen Wood Forest
T: midt på dagen
V: Solen skinner, men vinden er kold.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det dårlige vejr, der havde pint Underworld i næsten et år, var så godt som forsvundet. I stedet havde de fået deres almindelige forårvejr igen. For Cali betød det en tid fuld af energi og overskud. Som solen brød frem, ligeså gjorde hendes kåde energi og der gik ikke en dag uden hun løb rundt i skoven. Mest i sin menneskelige skikkelse, men når ulven tog over gjorde det ikke noget...Det var det hun boede i skoven for. For slet ikke at snakke om at det var langt nemmere at finde mad nu. Dyrene kom frem igen og de grønne skud var allerede på vej. Hele skoven virkede til at sitre af denne energi!
Men det sidste årstid - og især vinteren - havde været hård. Hun var nok lidt mere tynd end hun burde være. Hun havde ikke hele tiden kunne finde mad nok, så der havde været meget sultne dage. Og dage hvor vejret havde været så dårligt, at hun havde måtte gemme sig i sin grotte. Det havde været hårdt og hun havde savnet sin familie mange gange. Endda overvejet at vende tilbage til dem. Men hvor langt ville hun så være nået? Hun ville blot give dem ret: Hun kunne ikke klare sig selv. Og de ville først skælde hende ud, før de ville gifte hende væk til en eller anden de havde fundet i mellemtiden. Det nægtede hun.
Livet i byen var ikke naturlig for hende. Det var skoven. Instinktivt hørte hun hjemme her. Og nu havde hun overlevet - ikke så lidt stolt af sig selv! Nu havde hun en hel sommer til at bygge videre på sit nye hjem og sikre sig et nyt og ordentlig forråd til næste vinter. Hun skulle nok nå det! Også selv om hun intet kendte til at bygge huse.

Men lige nu fjernede den lave forårsol hendes bekymringer. Selv om hun normalt gemte sig dybere inde i skoven, så hendes familie ikke ville finde hende, havde hun dristet sig helt ud til kanten. Et eller andet sted håbede hun at se sin familie - se dem rejse mellem Firewood og Doomsville på en af deres handelsture. Se at de havde det godt og var kommet igennem den hårde tid. Men hun havde ikke set dem endnu og måske var det blot for det bedste.
Vinden var stadig kold, så Cali havde pakket sig ind i det hun havde. Skoene var foret med kaninskind, fra kaniner hun selv havde fundet. Bukserne var slidte og det samme var hendes varme trøje. En skindvest lå over hendes skuldre. Om livet hang et bælte med en dolk og et par små poser. Når hun alligevel var udenfor kunne hun lige så godt samle hvad hun fandt, trods alt. Men livet alene havde gjort sit indtog og på trods af hun havde lært at se, var det tydeligt hun ikke var SÅ god endnu. Tøjet fremstod primitivt. Men det holdt hende varm og det var det vigtigste.
Det lange lysebrune hår var samlet i en hestehale. Hun vaskede sig i skovens floder, men også her var det tydeligt at se hun levede i skoven. Det var stridt og visse steder lidt filtret. Men det var rent og samlet, så hun klagede ikke. Hun behøvede ikke fremstå fin, som alle kvinderne i byen. Faktisk elskede hun det sådan her.

Hun begav sig ned af en sti. En af stierne de rejsende ville tage, når de turde bevæge sig udenfor igen. Det var måske stadig for koldt, men det måtte være lidt på grænsen til at sæsonen gik i gang igen. At handlende ville rejse frem og tilbage med deres vogne. Cali lod fingrene glide over de ru grene fra en busk hun passerede. Her duftede frisk. Den kolde vind var frisk og trak duften af tidlige forårsblomster og muld med sig. Det var svært ikke at gå og smile for sig selv.

Det var ikke længe siden, at Othilie var draget ud på sin første rejse nogensinde. De sidste mange år havde hun brugt med sin mor, hvor hun havde passet hjemme, forsøgt at gro nogle afgrøder og holde det hele i gang. Ikke at det havde været nemt, der havde været gode tidspunkter og dårlige, og for ikke meget mere end et år siden, var hun endt i et så dårligt tidspunkt, at hun var draget hjemmefra. Og det var da heldigvis gået fint, alt taget i betragtning, men hun var stadig ikke lige så hårdfør og selvhjælpende som hun ønskede sig. Forhåbentligt ville det komme med tiden. Hun havde trods alt overlevet et år alene, og endda et år hvor været imod hende, og hvor hun havde haft svært ved at tilvænne sig sit "nye" jeg. Efterhånden havde hun dog vennet sig til tanken om hvem hun var, hvor hun kom fra, så nu virkede hendes rejse ikke nær så uoverskuelig, som den engang havde gjort.

Othilie havde været en del steder efterhånden, men de sidste par dage, havde hun brugt på at nå Ashen Wood Forest. Skoven havde altid tiltalt hende ufattelig meget, hvorfor var hun ikke sikker på, hun havde jo faktisk aldrig været der. Det var bare et af de steder, som hun absolut ville besøge, og hun havde også planer om at overnatte der et par dage, hvis ikke noget skulle ske. Endnu et plus var, at så kunne hun bruge skoven til at nå til Firewood.
Selvom forårssolen var kommet fra, var vejret stadig ikke lige så lunt som hun havde ønsket. Så den mørkebrune kappe træk hun lidt tættere om sig, og kutten blev også hevet længere ned over ansigtet, så den kun lige gav hende det mest nødvendige udsyn. Hun havde så absolut brug for noget nyt tøj snart. Hendes støvler var snart slidt helt ned, og der var begyndt at danne sig lidt for mange huller i hendes bukser. Heldigvis var hendes kappe stadig så god som ny, på trods af alt det vejr og de forskellige ture den havde måtte udstå. Hendes hår var flettet om altid, og læderposen var svunget over begge hendes skuldre. Alt af værdig var gemt i den, heldigvis havde hun haft gode nok reflekser til at intet var blevet stjålet, endnu.

Hun spejdede frem for sig, og så til sin glæde, at hun nærmede sig en af stierne, som ville tage hende ind i skoven, eller i hvert fald føre hende langs udkanten af den. Selvom synes havde bragt hende glæde, gjorde det hende også mere årvågen. Hun lod sin ene hånd ramme dolken i sit bælte, og tog et par dybe vejrtrækninger, for at fokusere på hendes omgivelser ordentligt.
Idet hun trådte ind på stien, og endelig var omgivet af træet, spredte et lille smil sig alligevel. Hun vidste hun skulle være forsigtig, men vejret kunne ikke klages over, og skoven duftede af forår, hvilket betød sommeren ikke var langt væk.
Othilie var ikke sikker på hvor hun skulle hen, hvad hun overhovedet havde af planer med skoven, men nu var hun der, og endnu et sted kunne krydses af hendes lange liste af områder hun ville se og lære fra.
Som hun bevægede sig ned af stien, fangede lyden af skridt hendes ører. En af de få fordele hun havde lært hendes elver-gen bragte hende. Det, og bedre syn. Hun nægtede at forlade stien, der var jo ingen som sagde at det faktisk var en som var til fare for hende. Det kunne lige så vel være en anden rejsende, og så ville deres veje nok bare krydses. Så hun forsatte ned af stien, indtil en skikkelse kom til syne længere fremme. En anden kvinde, som så ud til at være omtrent lige så gammel som Othilie selv, omend lidt mere medtaget og primitiv. Det første syn af kvinden, med smilet på sin læber og den rolige gang, fik Othilie til at konkludere at kvinden ikke ville være til fare for hende, så hun begyndte derfor at gå igen, dog lidt mere forsigtigt end tidligere.

Som varulv havde Cali også sine fordele - men de lå meget mere i næsen, end i alle de andre sanser. Hun kunne sagtens høre og mærke mere end de fleste mennesker, sikkert. Hun var jo et rovdyr i forklædning. Men at se så langt som en elver var ikke i hendes gener. Det gjorde intet. Hun havde lært skovens lyde at kende. Som hun fulgte stien, gled hendes blik over buskadset ved siden af hende. Ledte automatisk efter spor af nye skud eller små dyr. Begge dele kunne supplere hendes lille forråd derhjemme. Åh...Frisk kød...Hun savlede næsten ved tanken! Kød var det bedste. Men for at overleve og dække sine behov, havde hun også behov for urter og bær som hun fandt i skoven. Hun håbede inderligt dette år blev et frodigt et. Det trængte alle til, hende selv inkluderet.

Den pludselige lyd af skridt bag hende, og den svage duft der blev bragt med vinden, fik hende til at stoppe op. Hun vendte sig halvt og spejdede ned af stien. Stien slog gerne nogle knæk, men hun kunne stadig se den fremmede skikkelse der gik længere nede. En person var ikke nødvendigvis en stor risiko...
Så i stedet for at gemme sig med det samme, som hun ellers havde for vane, stod hun stille og vurderede skikkelsen. Det slog hende snart at det var en ung kvinde. Og ud fra bevægelserne, ikke umiddelbart en der virkede hverken meget bekymret eller aggressiv anlagt. Endnu, vel at mærke. Cali vidste man skulle være forsigtig. Man vidste aldrig hvem man mødte eller hvad folk kunne. At kvinden gik alene, betød ikke at kvinden var uden evner.
Hun overvejede det lidt. Burde hun smutte videre selv? Forlade stien? Den forsigtige del i hende sagde ja. Men nysgerrigheden sagde nej - og et eller andet sted kunne det være forfriskende at snakke med nogen. Andre end hende selv, vel at mærke.
"Hvem der?"
Hendes hjerte slog et slag over, som hendes stemme hævede sig og kaldte ud. Havde det været i byen havde hun ikke betænkt sig særlig længe ved at kalde ud til folk. Men her i skoven kunne det altid gå begge veje. Men hun stolte på at selv hvis det var en dårlig ide, så havde hun styrken, og var hurtigt nok til at stikke af før noget skete.

Det var ikke fordi Othilie konsekvent var en person, som forholdte sig forsigtigt og mistænksomt til sine omgivelser. Men over det sidste års tid var hun blevet væsentligt mere tilbageholdede. Hun vidste jo ikke hvad hendes rejse kunne byde på, og hun var ikke hundrede procent sikker på hvem hun skulle være agtsom overfor. Der var stadig alt for meget hun maglede at lære. Nogle af de vigtigste ting værende at forsvare sig selv, og samle mad. På den måde ville hun ikke være nær så afhængig af byerne og det at kunne handle.

Othilie forsøgte så vidt muligt at forholde sig roligt, som hun forsatte med at gå, på trods af at alt i hende skreg på at stoppe op. Det var jo umuligt at sige om vedkommende var en trussel eller ej. Godt nok havde hun konkluderet at hun ikke var det, men man kunne sjældent være for sikker. Specielt når Othilie ville være et lidt for nemt offer. Da kvinden foran hende stoppede op, måtte Othilie også selv stoppe. Hun ville nødig alt for tæt på hende. Det som dog overraskede hende mest, var da kvinden pludselig valgte at tale. At de ville stirre intenst på hinanden, for så at lade hinanden være, det var hvad hun havde forventet. Men reel kontakt kom bag på hende, meget endda.
Hun lagde hovedet let på skrå, og trak så langsomt kutten af sit hoved, for at blotte sit ansigt fuldstændigt. En handling hun håbede ville få hende til at virke mindre sky, dog var hendes hånd endt ved hendes bælte, lige i nærheden af hendes dolk, for at være på den sikre side.
"Jeg er Othilie." Hvorfor hun valgte at præsentere sig, fremfor at svare kvinden kryptisk tilbage, var hun ikke helt sikker på. Måske det bare var et desperat ønske om kontakt med en anden. I det års tid hun havde været på farten, havde hun ikke haft mange reelle møder. Kun handelsfolk og vejvisere havde snakket med hende, så det endelig at kunne møde et andet væsen var yderst tiltrængt.
"Hvem er du?" Hun forventede ikke nødvendigvis et svar, dog håbede hun på at kvinden ville følge hendes eget eksempel. Måske de så kunne snakke lidt, inden deres veje skulle skilles. Dog var hendes forventninger ikke alt for høje, det var jo ikke til at vide om kvinden blot var ude på at hylle Othilie ud af det, så kun kunne enten røve eller dræbe hende, måske endda begge.

OOG - jeg beklager det langsomme svar, min gamle computer valgte at brænde sammen, så har først lige fået skaffet en ny.

Cali stod stille hvor hun var. Både på vagt, men også en smule afslappet. Overraskende nok. Kvinden, der stod et godt stykke fra hende, virkede ikke umiddelbart truende. Calis blik gled ned over kvinden et øjeblik, som hætten blev trukket tilbage. En hånd ved et våben. Forsigtighed frem for alt, det virkede til at være noget de delte. Måske var dette en af de gode møder?
Cali vendte sig helt om mod den fremmede, med en hånd på den nærmeste træstamme. Calis hænder havde ikke travlt med at finde et våben. Hvis der var muligheden for en oprigtig samtale, et ordentlig selskab, ville hun gerne give det en chance. Desuden havde hun allerede besluttet sig for at flygte, hvis der skulle ske noget.
"Jeg hedder Cali" bekendtgjorde hun.
Hendes familie ledte nok efter hende, men at denne kvinde skulle kende navnet eller vide en ung varulv-kvinde boede i skoven - og familien gerne ville have hende hjem - virkede ikke særlig sandsynligt. Hun havde boet i skoven længe nok, måske hendes familie snart ville lade hende bo her i fred? Det ville gøre det nemmere. Så kunne hun lære sig selv at overleve i fred og opsøge familien når hun var klar...

Hun rømmede sig svagt og skiftede vægten fra den ene ben til det andet. Hovedet en anelse på gled, som hun overvejede situationen.
"Jeg ved der er mange usikkerheder når man rejser. Især når man rejser alene. Jeg bor i skoven og har ingen skumle hensigter...Selv om jeg ikke ved hvor meget mine ord i sig selv lover" bemærkede hun, som et af hendes naturlige og store smil gled frem på hendes ansigt.
"Hvor kommer du fra eller hvor er du på vej hen?" spurgte hun videre.