Meeting the sister in law | Andrea |

[center]Sted :: Sunfury slot.
Omgivelser :: De sædvanlige. Der er masser af liv i slottet, og tjenestepigerne går på gangene for at opvarte de kongelige og adelige.
Vejr :: Vinterens kulde er ankommet, og der ligger sne i slottets haver. Vinden er kølig, men solen er fremme og kæmper mod sneen.
Dato :: 7. januar 1957.
Tid :: 10.23.
Emnepartner :: @Andrea

Cora gik op imod det store slot. Hun boede der ikke selv, hvilket passede hende ganske fint. Hun havde slet intet imod slottet, og havde brugt meget tid der i hendes barndom og ungdom. Men der skete for meget. Hun kunne bedst lide rolige omgivelser, og ville ikke bryde sig om alt det liv der var på slottet. Hun var påklædt en tykkere jakke end sædvanligt. Som de fleste andre varulve, kunne hun nemt holde varmen. Men det var alligevel lidt for koldt for hende i de sneede gader. Hendes støvler efterlod et tryk i det hvide lag for hvert et skridt hun tog. Hun nåede de store porte, hvor der som sædvanligt stod vagter og sørgede for, uvedkommende ikke kom indenfor. Ikke alle var glade for, at lade Cora komme ind. Hun var trods alt kun Masons halvsøster. Hun havde ikke ”rent” blod. Hvilket for hende bare var tosset. Meget kunne hun opnå i den verden, men at ændre folks ignorant tankegang, var for stor en mundfuld for selv hende. Hun fjernede hætten der havde dækket hendes ansigt, og hun blev lukket ind uden videre. De vidste hvem hun var, trods alt. Cora var ikke sikker på, hvad hun skulle tænke om Masons kone. Tanken om han skulle giftes havde altid lagt bagerst i hendes hoved, men hun havde aldrig set det som en realitet. Først da de blev forlovet, måtte hun tage stilling til det.

Cora trådte ind af de store døre, og blev mødt af en tjenestepige, der tog imod hendes jakke og andet overtøj hun måtte bære. Da jakken var fjernet, stod hun tilbage i en kjole der gik hende til anklerne, hvor hendes hæle var løftet af højhælede sko. Kjolen var en lysegul farve, og noget der mindede om pailletter syet på. Det var ikke noget Cora typisk sås i. Hun havde aldrig været så fin på den. Men når hun kom på slottet, var hun blevet opfordret til at klæde sig pænt på. Selvom hun ønskede et andet sæt tøj, klarede hun sig igennem det. Hun vidste hendes far ville være efter hende, hvis hun kom i andet end en kjole. Hun gik mod tronrummet, hvor hun skulle mødes med Mason og hans nye dronning. Hendes nye svigerinde. Det var stadig en underlig tanke. Cora kendte ikke Andrea, men hun kunne bare ikke se nogen, der ville være gode nok til Mason. Hun ville være mistænkelig over for alle der kom så tæt på hendes bror. Hun blev præsenteret og trådte ind i tronrummet. Hun gik hen, så hun stod ca. midt i rummet, hvor hun nejede noget så fint. Endnu en ting hun ikke brød sig om, men hun havde fået lektioner i etikette, og var klar over hvordan man opførte sig, i selskab med nogle højere stillet end hende selv.

Påklædning

---

Andrea var her kun fordi, at hendes forældre ville gøre Noa og Serena ondt.. Hun gjorde altid hvad der var bedst for hendes familie. Dette betød også, at hun nu skulle ligge alle sine håb og drømme på hylden. Hu kunne ikke opsøge Logan nu. Og hun havde lige kommet ind på ham. Andrea og Mason elskede ikke hinanden, men de kunne vel lære det... ikke? Andrea sad i tronsalen og skulle møde Masons søster for første gang. Bastard søster, men stadigvæk søster vel.. Hun var nervøs, specielt fordi ligemeget hvad - så skulle hun opføre sig pænt. Så pænt hun nu kunne. Andrea var gravid med Logans børn. Hun spillede forelsket og glad for Mason. Hun ville dog af alt blot ønske hun kunne liste sig afsted ud og finde Logan - og håbe at han ville kidnappe hende. Dog ville hun aldrig kunne få sig selv til at være skyld i sine søskende skulle sendes i helved. Let pustede hun ud og måtte tage tingene som de ville komme. Cora trådte ind, og nejede af hende. Al for fin til hvad Andrea var van til, men hun lærte heldigvis ret så hurtigt.
"Cora." Sagde hun og sendte pigen et smil. "En fornøjelse." Tilføjede hun. Mason var der ikke idag, han var på sin daglige jagt. Andrea rejste sig derved fra tronen, og bevægede sig ned til Cora.
"Kan vi løsne lidt op.. jeg er stadigvæk ikke helt van til alt det her fine dame noget." Spurgte hun og sendte Cora et lettere skævt smil. Det var naturligvis ikke så smart at sende det som første indtryk. Men på den anden side, hvad havde hun at tabe. Hvis hun gjorde en ting forkert ville det gå udover hendes familie, men på den anden side havde hun allerede mistet Logan også. Hun levede på kanten til at miste alt. Så, i sidste ende - havde hun jo intet. Jo et barn i maven som hun skulle skjule var Logans. Mason vidste det ikke.. så når hun begyndte at vise det.. ville han tro det var hans. Medmindre hun fortalte ham sandheden. Hvis hun kunne stole på ham, ville hun fortælle ham det. Andrea kørte en hånd henover sine brune lokker imens hun så smilende på Cora.

//Kort start.. skal lige sparkes igang <3

Cora opførte sig så pænt hun kunne. Hendes ord var velovervejet, hvor hun til hverdag ville sige det første der faldt hende ind. Hun strøg håret bag hendes ene øre, og lod hendes skærpede sanser opfange dufte og lyde hun ikke normalt ville lægge mærke til. Det var en sikkerheds producere, hun særligt gjorde brug af på slottet. Man kunne aldrig vide, om der ventede fjender indenfor slottets murer. Men det hun opfangede, var ikke noget i den kalibre. Ikke engang tæt på. Andrea havde ikke kun ét hjerteslag. Der var flere. Måske tre, men det var svært for hende at udgøre, og før hun fik chancen, lød Andreas stemme desorienteret, og Cora vendte tilbage til hendes sædvanlige hørelse. Hun smilede venlig til hende. Cora ville nok bringe det på banen, så snart de var på tomandshånd. Cora var lidt skuffet over, Mason ikke var der. Det ville nok gøre tingene lettere. Hun nikkede blot, da Andrea sagde det var en fornøjelse. Cora havde endnu ikke besluttet, om hun var fornøjet. I stedet for at lyve, valgte hun at sige intet.

”Selvfølgelig.” Cora kunne bedre lide det afslappede førstehåndsindtryk, end det fine og formelle. Det havde bare aldrig været hende, så hun var glad for Andrea ikke forventede det. ”Skal vi gå en tur på slottet?” Formålet var vel, at de lærte hinanden bedre at kende. Det følte Cora bedst hun kunne, hvis de fik gang i en snak. Der var en rask gåtur en god åbning. De havde begge et forhold til slottet. Måske kunne de sammen diskutere det. Desuden, var det en god måde, at få hende væk fra de mange folk der befandt sig på slottet, og hun kunne spørge ind til graviditeten. Det var ikke engang sikkert Andrea selv vidste det. Hun måtte træde nænsomt, så hun ikke trådte hende over tæerne.

Skal vi gå en tur på slottet? Andrea nikkede let. Hun havde det ikke spor let ved det her. Hun følte hele tiden at hun gik på listetær. Mason elskede hende ikke, det vidste hun godt, og hun elskede heller ikke ham. Men hvad gjorde hendes forældre dog ikke for at stå bedre. Andrea begyndte stille at gå. Hun var langtfra tilpas med situationen, og var bange for at sige eller gøre noget dumt. Hun var alene nu. Omgivet af en konge, som skulle gøres tilfreds - slut med at herske over sit eget liv. Heldigvis havde hun Elena, og det var fantastisk at hun var accepteret.
"Det er et meget smukt slot." Sagde hun let forsigtig og pustede lidt ud. Andrea så mest frem for sig, for lidt øjenkontakt, for meget øjenkontakt - det var så frustrerende. Andreas hjerte bankede hurtigere og hurtigere, på trods af at Cora havde sagt ja til, at de godt kunne tage det mere afslappet -så var hun ikke mindre nervøs. Så pustede hun forsigtigt ud, imens de gik ud af tronsalen og ind i de private gemakker. Stuen, så stor og enkel. Længere henne trappen til soveværelserne. Andrea så forsigtigt over på Cora.
"Så, mine forældre havde egentlig fået fortalt, at Mason var den sidste levende til at have tronen i Targaryen familien.." Sagde Andrea lidt spørgende og kneb øjnene lidt. "Men du er af familien Verrall. Bastard ikke sandt?" Spurgte hun, men ikke hånligt overhovedet mere undrende. Elena var også bastard. Så det var ikke fordi, at nogen skulle tro at hun ville håne nogen for at være det.
"Jeg er glad for Mason accepterede min datter.. Han er venligere end jeg havde troet."